Aldrig har jeg svedt så meget. Og det på trods af at luften var knastør og ikke rummede den mindste smule fugtighed. Jeg var i Mali i april i år. Allerede i 1992 konstaterede jeg, at den voldsomme varme lammer kroppen. I 1992 havde jeg haft seks måneder til at vænne mig til varmen. I år landede jeg en hed nat og svedte stadig efter to ugers akklimatisering.

Seneste regn faldt et halvt år tidligere, så træerne har mistet bladene. Eneste afveksling er støvskyerne, når en bus passerer den vejarbejderamte hovedvej mellem Bamako og Segou.

Hvis nogen tror, at afrikanere aldrig taler om vejret, tager de fejl. I april bliver vejret diskuteret intenst. Selv små nuancer tæller. En dag kan man spore en anelse frisk luft tidligt om morgenen, andre dage er luften bare tung. Når temperaturen er over 40 grader, tæller de enkelte grader. Og af en eller anden grund brænder solen endnu kraftigere på dette tidspunkt af året. Den intense varme fylder alle sanser og lammer enhver form for initiativ. Men varmen er også fascinerende. Så her nogle af mine tanker omkring varme.

Da jeg først ankommer, lever jeg i aircondition. Jeg hader aircondition og bruger den normalt kun om natten i værelser, hvor der ikke er myggenet, så jeg må sove med lukket vindue. I april har jeg aircondition kørende døgnet rundt. Når jeg går udenfor, føles varmen som kærtegn, der omfavner min krop. Et stort hedt knus. Umiddelbart behageligt. Men øjeblikke efter tynger varmen kroppen og lægger en dæmper på bevægelserne. Min normalt hurtige gang bliver forvandlet til slowmotion.

Luften er tyk, og det føles som om, min næse er fyldt med vat, så det bliver sværere at trække vejret.

Når jeg går fra mit bjerg oppe ved universitetet, stopper motorcyklister og tilbyder mig et lift. Det gør de ikke normalt. Enten ligner jeg en, som er ved at segne, eller også er det bare respekt for de høje temperaturer.

Det føles, som om min hud græder. Sveden pibler ud af huden, ligesom tårer kan presse sig på i øjnene. Langsomt triller sveddråberne ned af kroppen, indtil væsken fordamper og efterlader huden salt. Jeg drikker tre halvanden liters vand om dagen, alligevel tisser jeg næsten ikke.

Da jeg kører mod nord, er landskaber svedent. De nøgne træer står metallisk hvide, som var de brændt til aske og ville forsvinde med et vindpust.

Jeg skal til landsbyen Biry, og der er ingen elektricitet. Klipperne suger varmen til sig og frigiver den, så snart solen går ned. Biry er en sauna i april. Men uden mulighed for et køligt bad.

Inden jeg skal af sted, må jeg akklimatisere mig helt. Så jeg lejer et værelse i Bandiagara uden aircondition. Der er dog en vifte i loftet, og den kører som en helikopters propel. Vinduerne er åbne på begge sider af værelset og badeværelset, så der i princippet burde være gennemtræk.

Men jeg sveder. Især om natten. Jeg opdager, at jeg sveder mindst, når jeg ligger på ryggen og mest, når jeg ligger på siden. Men min krop insisterer på at ligge på siden. Jeg vågner flere gange om natten og går direkte ud under bruseren og tænder det – i princippet – kolde vand. Når kroppen er gennemblødt, lægger jeg mig i sengen og bliver gennemkold af vinden fra viften på den våde hud. Hvert et kuldegys føles som en fryd, og jeg er ellers ekstremt kuldskær og hader at fryse.

I Biry er timerne midt på dagen vanskelige. Jeg flytter en stråmåtte fra skygge til skygge. Den lille plastikvandkande, man bruger til at vaske hænder, står i skyggen. Alligevel er vandet så skoldende hedt, at man brænder sig på det. Jeg hælder vandet ud over det tøj, jeg har på. Først gør det ondt, men stoffet bliver køligt, når fordampningen går i gang.
Børnene samles om mig. En dag er en lille dreng faldet i søvn i min favn. De andre børn sidder helt tæt op af mig. Vi deler kropsvarmen. Udenpå ringen af siddende børn har vi en kødrand af stående børn. De mange børn forhindrer selv den mindste brise i at nå mig. Jeg gisper, men vil ikke jage børnene væk.

Forrige gang havde jeg et spil ludo med. Dengang spillede vi ludo med globus og stjerne, og jeg læste reglerne for en gang skyld. Jeg har overladt spillet til en tiårig nevø, og jeg kan se, at børnene spiller meget. En dag kommer nogle piger for at spille. Jeg tror, de vil spille med mig. Men nej. Ludo er blevet omdøbt til Asgar. Både globus og stjerne er blevet til ballon (bold), og de har opfundet nogle regler, så enkelte spillere kan skøjte hen over spillepladen. Pigerne snyder, og spillet bliver endnu mere kaotisk af en udviklingshæmmet pige, som konstant fjerner brikkerne og tager terningen.

Om natten sover alle ude i gården. Jeg elsker at sove så mange mennesker sammen. Vi ligger omkring 20 voksne og børn på stråmåtter i gården. Der er ikke behov for lagner eller tæpper, så vi sover i let tøj. Men jeg føler mig sårbar uden at dække mig til. Som om et uhyre ville kunne komme og spise mig. Det er vist mest mentalt, at et lagen eller et tæppe kan beskytte ens krop.

En måned efter min hjemkomst klør min ryg stadig efter den varmeeksem, som fyldte min røde ryg med kløende knopper.