Stien gennem skoven efter Salas er heldigvis ikke stejl, når man lige har spist

Dagen byder på mere rigtig natur og gråt vejr. Turen op i de lave bjerge er endelig begyndt, og jeg slutter dagen i fantastisk selskab på det fremragende herberg i Bodenaya.

Fredag den 1. maj 2015

Det småregner om morgenen, så jeg løber over i køkkenet for at spise morgenmad. Her er tre ældre amerikanere i gang med at spise. Gryden jeg vil varme tevand i, er ikke gjort ordentlig ren, så jeg må vaske mælkeresterne af først. Jeg opdager, hvem de sløsede opvaskere er, da amerikanerne skal vaske op. De stiller servicet i vasken og overhælder det med sulfo. Derefter skyller de – uden at bruge svamp eller børste. Typisk amerikansk tænker jeg om folk, der er vant til maskiner. Men jeg undrer mig også. De er over 60 år, og den ene også over 70 år, så  jeg formoder, at de må være fra en tid uden opvaskemaskiner. De fortsætter deres ignorance, da de smider deres affald i en tilfældig skraldespand. I dette herberg er der omfattende affaldssortering med separate bøtter til organisk affald, glas, plastik, papir og sikkert flere. De prøver ikke en gang at tyde, hvor deres affald skal hen.

På vej til Salas møder jeg den tyske nybegynder, som har ondt i knæet. Hendes to veninder venter på hende lidt fremme. Da hun ankommer, er de næsten med det samme klar til at gå videre. I byen Salas venter de også på hende, så hun er hele tiden bagefter, mens de er klar til at fortsætte.

Første maj er næsten alt lukket i Spanien og dermed alle butikker i dagens eneste lilleby Salas. Jeg finder ikke en rigtig restaurant og spiser en lidt kedelig frokost på en bar. Jeg prøver at gemme mig bagerst i lokalet, så jeg kan tage støvlerne af. En fuld mandlig gæst er i heftig diskussion med barens andre gæster og fjerner heldigvis opmærksomheden fra mine strømpesokker.

Det småregner efter frokosten i Salas

Efter Salas går turen op i skoven. Det er en rigtig flot tur gennem en smal dal. Men den ender underligt. Man går i en øde skov og forventer, at man ankommer til en rå bjergnatur med udsigt til bjergtoppe og dybe dale. I stedet ankommer man til et plateau. Et nyt niveau af landskabet med bakket landbrugsland. Et landsskab, der har glemt at være bjerge.

Jeg overhaler amerikanerne. De går ikke samlet, og manden går forrest. Jeg er opmærksom på, at han er lige bag mig, da vi når landbrugsplateauet. Blæsten er heftig, så jeg kæmper mig frem og går i min egen lille boble. Derfor bliver jeg forskrækket, da amerikaneren pludselig er ved min siden og begynder at tale.

Han er egentlig hollænder og udvandret til Nevada, hvor han har arbejdet som ingeniør og med IT. Jeg er taknemmelig for, at han er der, da en rasende gøende hund pludselig kommer mod os. For første gang er en gal hund ikke bundet, men da vi er to, holder den sig på afstand. Amerikaneren har en APP, som han studerer og bliver ved med at sige, at vi er der lige om lidt. Det varer dog lidt, inden vi ankommer til herberget. Her møder jeg tyskerne Peter og Lisa igen og en ualmindelige hjertelig vært ved navn David.

Davis er verdens sødeste vært for herberget i Bodenaya

Herberget i Bodenaya er berømt for sin gæstfrihed. David er ny vært i herberget, efter at den forhen-værende vært forelskede sig i en pilgrim og flyttede.

Vi får kaffe og te og besked på at vi skal sætte os og slappe af. Amerikaneren kikker en enkelt gang op til køjerummene ovenpå, og så fortsætter han vandringen. Roen bliver forstyrret af en spansk mand, som ankommer og ikke kan finde ud af at tage støvlerne af i bryggerset, som alle andre. Han vil også straks have en seng og stresser så meget, at værten må begynde at indskrive folk. Da spanieren prøver at snyde sig foran, må vi igen sætte ham på plads. Lidt senere vasker han sine støvler – både udvendigt og indvendigt, så de bliver helt gennemblødte. Vi andre har for længst accepteret, at vores støvler er enten mudrede eller støvede af tørt mudder. Næste dag må spanieren tørre sine støvler med en hårtørrer.

Lidt senere ligger jeg i køjen med benene oppe. Min fod gør stadigt ondt. Ikke hele tiden, men efter et stykke vandring er jeg nødt til at tage støvlen af og holde pause. Uden støvler har jeg ingen problemer. Jeg undrer mig over, hvad der kan være i vejen med foden.

I herbergets reol har jeg fundet bogen “Bunny Munros død” af Nick Cave. Den er på dansk, og som rigtig paperback vejer den næsten ingenting.

Under læsningen og udstrækningen kommer en ny pilgrim til nabokøjen. Det er Annedorte, som endda viser sig at bo under en kilometer fra mig i Valby.

Om aftenen er der rigeligt vin, salat og en fremragende linsegryde. Derefter kommer galiciske likør Orujo på bordet. Tidligere har vi afleveret vores beskidte tøj, og det er nu rent og tørt. Vi skal blive enige om et tidspunkt, hvor vi ønsker morgenmad. David vil ikke have, at folk står op på forskellige tidspunkter og forstyrrer andre. Derfor skal der være fælles morgenmad, og han lover at vække os med musik.

Lige inden vi går i seng, ankommer et par udmattede møgbeskidte cyklister, der tydeligvis har pløjet nogle caminostier op med deres mountainbikes.