Næsten desperat og med gennemblødt tøj og støvler beder jeg om hjælp og får den. Så en massiv regnvejrsdag bliver vendt til solskin, glæde og taknemme-lighed for, at der findes omsorgsfulde mennesker.

 

 

Tirsdag den 5. maj 2015

Natten igennem har det stormet, og affaldscontainere er væltet ind i biler. Himlen er grå, da jeg spiser morgenmad og langsomt, meget langsomt pakker mine ting. Man skal være ude af herberget klokken ni, og det tidspunkt er passeret, da jeg er ved at snøre mine støvler. En politibil stopper ud for herberget, kan jeg se gennem glasdøren. Først fortsætter den en smule og bakker så tilbage. Politimanden kikker på mig, og jeg tænker, at de tager tidspunkterne meget nøje i Grandas de Salime, hvis politiet reagerer på sløve pilgrimme som mig. Ovenpå er Jose og schweizeren stadig ved at tale og pakke.

Politimanden er stået ud af bilen og kommer nu ind i herberget. Han spørger, om der er andre end mig. Da jeg bekræfter, spørger han, hvem de er. Han viser mig samtidigt et ID-kort og spørger, om jeg har set personen.

Det er en yngre spansk mand, som er læge. Jeg fortæller politimanden, at jeg ikke kan huske, om han har overnattet der, da jeg ikke har set alle folk. Jeg kalder på Jose og schweizeren, som også er usikre på, om spanieren har overnattet i herberget. ID-kortet er fundet i en bus, og betjenten forsøger at opspore manden for at give ham det igen. Vi ånder lettet op, da vi finder ud af, at betjente ikke er kommet for at håndhæve herbergets regler, men bare vil hjælpe en mand, som har mistet sin ID.

Schweizeren vil blive på herberget, da han ikke tør gå over bjerget i det dårlige vejr. Jeg begynder dagens tur med våde støvler igen. Jeg springer første kombinerede købmand og cafe over, da der skal være endnu en cafe i Castro efter fem kilometer. Her ligger også et vandrehjem, men jeg får ikke øje på cafeen, der ligger i forbindelse med vandrehjemmet og opdager først fejlen, da jeg er kommet hele vejen gennem landsbyen. I stedet får jeg øje på et museum og tænker, at der må være en cafe. Det er Chao de San Martin. Museet åbner klokken 11, så jeg venter. Imens snakker jeg med hestene, som er kommet for at hilse. Schweizeren har besøgt museet dagen før og fortalte begejstret om udstillingen. Det er et arkæologisk museum, der fortæller hvordan her engang lå en velhavende jernalderby grundlagt 800 år BC, som blev endnu mere imponerende, da romerne flyttede ind.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Desværre kan den enelige ansatte i museet berette, at der ingen cafe er. Men jeg kan besøge udstillingen gratis. Jeg tager støvlerne af og nyder de opvarmede lokaler. Udstillingen er ganske rigtigt fin og forklarer på fremragende vis levevilkår, erhverv og arkitektur. Men den kan ikke svare på, hvorfor byen blev forladt og glemt, indtil udgravninger igen hentede den op af mulden.

På toilettet er der varme i gulvet, og jeg får lyst til at lægge mig. Denne dag føles som en drøm. Som om jeg kunne tage en lille lur og vågne op til en meget bedre dag. Sådan har jeg det flere gange i løbet af dagen. Jeg spørger museumsmanden, om der går busser. Men nej, ingen busser mod A Fonsagrada. I stedet printer han en vejrudsigt, der lover opklaring hen ad eftermiddagen.

Jeg morer mig, da jeg møder caminoklippere, der med en traktor og støjende værktøj klipper det vildtvoksende græs på stien. Men smilet over begrebet caminoklipperne forsvinder, da jeg ser de enorme vandpytter, jeg skal gennem. Denne gang er der intet mudder kun græs og vand. Jeg prøver at gå en omvej gennem en mark, men vandet går alligevel op ad støvlen.

En pause holder jeg under halvtaget ved et kapel og en senere i et overdækket busstoppested. Der er ingen køreplan for bussen, men ved hjælp af Google finder jeg det lokale trafikselskab. Stadig ingen udsigt til en bus.

Jeg er blevet en anelse mere desperat, da jeg har set et vandreskilt, hvor der står, at jeg mangler 25 kilometer til A Fonsagrada. Det var der også, da jeg begyndte vandringen, men nu skulle jeg have gået 10 kilometer. For at afreagere klager jeg min nød på Facebook i forventning om opmuntrende ord fra venner og bekendte, så jeg lettere kan gå min tunge våde gang og pleje min selvmedlidenhed. Lige nu er mit lyspunkt, at der er udsigt til en bar efter tre kilometer. Ganske vist en bar uden noget at spise. Men bare at kunne sidde indenfor og drikke noget varmt. Jeg glæder mig allerede.

Først skal jeg op over et lille bjerg, hvor jeg kan høre vindmøllerne piske luften. Men jeg kan ikke se vingerne i de skyer, der igen har sænket sig over min vandretur. På den anden side af bjerget er der et pas, som danner grænsen mellem Asturias og Galicien. Bag asfaltvejen og en parkeringsplads ligger baren. Men ak. Den er lukket, og der står en ulæselig besked på glasdøren. Jeg kikker målløs, som om det tager tid, før jeg registrerer, at der ikke er udsigt til varme og en stol. I stedet er der 12 kilometer til A Fonsagrada og muligvis en bar undervejs på den lange tur.

Som en trøst klarer det en smule op, og jeg sætter mig på en sten. Måske er den lovede opklaring på vej og alt ikke så slemt, som det umiddelbart virker. Jeg har trods alt chokolade, og jeg åbner Facebook. De trøstende kommentarer glæder mig. Men en foreslår, at jeg blaffer. Ideen afviser jeg blank. Hvem vil tage en våd og mudret person op?

Opklaringen var en overordentlig lille parentes. Snart pisker nye skyer og regn ind over mig, så jeg fortsætter. Da regnen øjeblikke senere forvandler sig til hagl, er jeg lige ved at tude. Iskuglerne prikker ubehageligt i hovedbunden, som ellers er beskyttet af hætter fra både regnjakke og regnslag. Det føles absurd, og jeg ønsker mig langt væk. Hvad fanden laver jeg på en grusvej i udkants-Spanien?

I støvlen er sokkerne og lilletåen kommet i karambolage. Der er en vabel, og den er pakket ind i Compeed. Men tåen vender nu forkert, så jeg kommer til at gå akavet. Da støvlen er våd, hænger sokken fast, og jeg kan ikke flytte tåen tilbage til normal stilling.

Grusvejen løber parallelt med asfaltvejen, men der er en bred grøft og tæt buskads imellem. Tanken om at blaffe vokser i mit hoved. Da en sidevej skaffer mig adgang til hovedvejen, beslutter jeg at tage chancen.

Næste udfordring er at få en bil til at stoppe og tilbyde et lift til våde og snavsede mig. Men først skal der komme en bil. Vejen ligger øde hen uden trafik.

Endelig kommer en bil. Jeg kan se to ældre kvinder køre forbi. Ikke typen der stopper for en blaffer, siger min blaffererfaring mig. Men da de er kommet forbi, kan jeg høre bilen sagtne farten og stoppe. Og der holder den. Bilen.

Kvinden står ud af bilen og kæmper med at flytte en lille tæppetisser-hund fra det sæde, hun vil tilbyde mig. Huden ryster af skræk, da den ser mig. Den skal sidde på det andet bagsæde, hvor den under hele turen glor på mig, uden at stoppe de angste rystelser.

Da jeg vurderede mit mudrede look og sandsynligheden for at blive samlet op, havde jeg glemt, at jeg er pilgrim. Ganske vist betragter jeg mig som vandrer og har intet religiøst sigte med min tur. Nu prøver jeg både at se ud som og lyde som en from pilgrim. De to damer er tydeligvis stolte af caminoen og ved præcis, hvor herbergerne ligger. Jeg kan komme med helt til storbyen Lugo, men det afslår jeg i forventning om en snarlig opklaring i vejret.

Mens jeg gik i regnen, havde jeg trøstet mig selv og lovet at indlogere mig på et varmt hotel for natten. De to kvinder foreslår dog at sætte mig af ved herberget i Padron. Det ligger en smule længere væk end A Fonsagrada, og i guidebogen står der, at de laver god mad. Så den løsning passer mig fint.

Da vi nærmer os byen ser jeg pilgrimmene med flagrende regnslag og i selve byen står det kriseramte amerikanske trekløver og peger i hver sin retning. Det er sidste gang, jeg ser dem, så jeg formoder, at de har fundet en busafgang.

Herberget i Padron ligger i et gammelt hus, og de andre pilgrimme viser mig til rette. Jeg finder et lille værelse for mig selv på første sal med varme på radiatoren. Der er et køkken. Den gode mad beskrevet i guidebogen skal man selv lave, viser det sig. En automat sælger varme drikke, mens et andet brummende monstrum indeholder kiks, fisk på dåse og chokolade. Padron har ingen butikker, og der er to kilometer op ad bakke til udkanten af A Fonsagrada. Jeg finder dog en et opslag fra en restaurant, som tilbyder at hente en, hvis man vil spise der. Det tilbud overvejer jeg, mens jeg drikke den kedelig automatkakao og taler med de andre pilgrimme.

En spanier har gået i tre måneder fra Barcelona. En hollandsk kvinde lyder en smule som team Easy-on. I starten tror jeg, at spanieren taler hollandsk, da hun tiltaler ham på det sprog. Men det viser sig, at hun taler en blanding af hollandsk og engelsk til alle og derfor er en anelse svær at kommunikere med.

Herberget er udsmykket med malerier og tegninger, og kunstneren hedder Victor, som samtidig er vært. Henunder aften kommer han for at registrere os. Jeg spørger ham, om han kan anbefale et spisested. De magiske ord! Han tilbyder at køre mig til byen og vise mig byens bedste pulperia. I Galicien spiser man store blæksprutter kaldet pulpo, og dem spiser man på et pulperia. Når jeg er færdig med at spise, skal jeg bede restauranten om at køre mig tilbage til herberget.

Victor er ikke bare vært og kunstner, han er også i civilgarden. Så jeg får plads i et udrykningskøretøj. Jeg bliver sat af ved kirken i A Fonsagrada og får forklaret vejen. På restauranten tager jeg en pilgrimsmenu med typisk galicisk mad: grønkålssuppe først, pulpo med kartofler og paprika og en tallerken med pimientos de Padron, der er små grillede grønne pebre med salt. De fleste smager uskyldigt, men en enkelt er brændende stærk chili. Det får jeg først forklaret senere og slipper heldigvis fra mit første møde med pimientos de Padron uden at få mine smagsløg bedøvet ved denne første introduktion.

Det galiciske sprog er dels spansk, men har også sine egne ord og en udbredt brug af bogstavet X. Portugisisk har sneget sig ind med mange ord, jeg kan genkende fra mine rejser i Portugal og forsøg på at tale portugisisk. Så nu får jeg endnu flere muligheder for at blande sprog.

Der er selvfølgelig fodboldkamp i tv, men så snart jeg beder om at blive kørt tilbage, har de fundet en chauffør til mig. Han vil ingen penge have. Det er en del af deres service inkluderet i en tre retters menu til 10 euro.

Værelset deler jeg nu med en spansk mand. Han bliver ringet op om natten og er en type, der brokker sig over alle andre.