Det er bare for sjov skyld, at jeg mimer, at jeg falder bagover i bækken

Naturen er meget smukkere i solskin. I dag går turen gennem et varieret landskab med flotte udsigter og skove. Undervejs frister flere cafeer med friskpresset juice og andet godt.

Onsdag den 6. maj 2015

Jeg tager mig god tid med morgenmaden og kommer sidst af sted klokken ni, da værten Viktor kommer. Med sig har han en buket af morgenfruer, som han udsmykker stuen i herberget med. Jeg roser hans anbefaling af restaurant.

Morgenen er kølig, men det regner ikke. I begyndelsen truer mørke skyer. Oppe på en bakke er der en vandre-rasteplads med borde og bænke, hvor jeg spiser yoghurt og en appelsin. Caminoen virker mere organiseret i Galicien, når det handler om praktiske tilbud til pilgrimme.

Turen går meget op og ned. Oppe er foråret stadig i gang, mens træer og buske er sprunget helt ud i dalene. I et pas ligger et gammelt pilgrimshospital, som er restaureret og giver et bedre indtryk end Hospitales ruiner i bjergene, som var indtaget af dyr.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring

Første cafe ligger i et stenhus i en dal. Solen er kommet frem nu, så det er varmere udenfor end inde. Her er overraskende mange pilgrimme, og den ene vært springer fra bord til bord. Jeg bestiller en stor og god sandwich. Mine støvler er våde, så jeg skifter sokker tre gange undervejs. Et sted er stien forvandlet til et lille vandfald og et andet sted, er det heldigt, at man kan kravle op på en stenmur, da stien er forvandlet til en sø.

Mit tempo er sat ned, da jeg stadig har ondt i foden. Jeg holder ofte pause og går langsommere og langsommere. Annedorte er læge, og hun har rykket og trykket på foden for at se, om den er brækket. Ens knogler kan godt brække ved langvarig belastning, og det sker både for soldater og på caminoen. Heldigvis er min fod ikke brækket. Smerten skyldes, at den ene fod går på kanten af støvlen. Min støvle er for lille. Inden afgang havde jeg læst, at støvlerne skulle være to numre større end normalt, fordi ens fod vokser. Jeg nøjedes med et enkelt nummer større. Og nu kan min fod ikke længere være i støvlen og brokker sig over den manglende plads.

Herberget i Cadavo Baleira er rungende nyt. Jeg havde set et foto af herberget på nettet og regnede med, at det var en ombygget benzintank. Det viser sig bare at være en kreativ arkitekt. Jeg finder plads på en af de to sovesale, som er næsten fyldte. Der mangler plads til vores rygsække. Her er det en skranke med glasrude foran til værten, som registrerer en. Hun er der dog ikke, og da jeg forsøger at ringe, strejker telefonen – måske på grund af den meget beton.

Da de sidste pilgrimme kommer, er sovesalene fyldte, og de får i stedet et handicapværelse. Herberget gør meget ud af, at det er handicapvenligt med rampe til kørestole. Men selve handicapværelset indeholder en helt almindelig køjeseng. Hvordan de vil få en kørestolsbruger i seng, er en gåde.

Vi går en flok på restaurant. Jeg kommer til at sidde overfor den hollandsk-talende kvinde, så en del af konversationen er sort snak. Vi taler om, hvor smukt foråret er, nu hvor solen endelig skinner. Landskabet er et studie grønne nuancer. Annedorte siger, at navnet på hendes bog om turen på Primitivo ville være “50 shades of green”. Jeg svarer, at min bog skulle hedde “50 shades of mud” efter mine studier af mudder og konsistens. Lige fra det helt sjappede til det faste, som føjer sig efter foden uden at dække den. En helt særlig variant er mudder blandet med kolort. Mange steder deler pilgrimme vej med køer på vej til græs. Det nye forårsgræs får køernes maver til at skide som små eksplosioner af tynd afføring og minde om den måde, en flodhest markerer sit domæne ved at fordele lortet med en roterende halepropel.

De tre tyske veninder er i godt humør og skåler i barens hjemmebrændte sprut. Men så bliver jeg kaldt tilbage til herberget, hvor værten er dukket op for at indskrive mig. På herberget er koreanske Young kommet under vingerne hos nogle spanske herrer, der laver mad til hende.

På sovesalen ligger den samme spanske mand, jeg delte værelse med dagen inden. Midt om natten flipper han ud og råber op, fordi en anden pilgrim snorker. Derefter skælder Jose ud på ham, fordi han nu har vækket alle. Jeg finder aldrig ud af, hvad manden hedder. Han kommer til at gå under navnet: manden med den røde trøje.