Så smukt et landskab, at man kun kan blive i godt humør

I dag føler jeg mig langt ude på landet, selv om turen begynder i en by. Endelig skinner solen igen og får blomsternes farver til at stråle. Ruten ender i et overor-dentligt venligt herberg.

Lørdag den 9. maj 2015

Jeg kan høre Annedorte gå tidligt om morgenen, mens jeg endnu en gang tager mig god tid. På vej ud af byen køber jeg et brød hos en bager. Lugo har det bedste brød, jeg endnu har smagt i Spanien. På restauranterne har der været forskellige brødtyper på bordet, flere mørke fiberrige brød og alle velsmagene. Brødet er en lille tung kugle og stadig varmt fra ovnen. Derfor holder jeg mange små pauser og spiser af det lune brød.

Først går det ned ad bakke. Solen skinner oppe i Lugo, men vejen fører ned i tåge og over en smukt istandsat romersk bro. Men derefter tager det lang tid at komme ud af byen. Og selv om jeg er ude af byen, går en stor del af turen langs kedelige asfaltveje. Heldigvis er der plads til en lille sti i rabatten, så jeg slipper for asfalten. Meget af turen går jeg uden støvler for at skåne fødderne. I stedet bærer jeg støvlerne i hænderne. Mine sandaler er ikke rigtige vandresandaler, og jeg føler, at jeg sjosker i dem. Som om jeg var kommet udenfor med tøfler på. Min fart er nu blevet endnu langsommere.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Enkelte steder drejer ruten fra asfaltvejen ad korte stykker jordvej. Første sted er svært at få øje på, så jeg må gennem buskads for at komme ned på stien. Selv om en del af strækningerne er mudrede, er det stadig en fornøjelse, og jeg jubler hver gang. Mudderet er begyndt at tørre, så det truer ikke støvlerne, der endelig er tørre igen.

Jeg besøger nogle meget landlige cafeer undervejs. Et sted meddeler et opslag, at det ikke er tilladt at tage støvlerne af i cafeen. Heldigvis har jeg sandaler på og kan stille støvlerne ved siden af rygsækken.

I San Roman de Retorta ligger to herberger lige ved siden af hinanden og ser hyggelige ud. En del stopper der, men jeg har aftalt med Annedorte at fortsætte til Ferreira, hvor hun reserverer en seng til mig. På vej ud ad landsbyen ringer hun, da værten er bekymret for mig, der endnu ikke er ankommet. Jeg fortæller, at der ikke er problemer, at jeg bare tager mig god tid i den smukke natur.

Jeg vælger en romervej gennem nogle smukke bakker. Landsbyerne virker flere steder affolkede med ældre beboere. Selv bilerne på vejene er fra forrige årtusinde. Jeg ligger mærker til fem røde biler i træk, som netop er en bilfarve fra en anden æra end i dag, hvor biler er sorte eller grå.

Annedorte ringer igen, for værten har en kammerat, der kører fra Lugo og kan samle mig op på vejen. Jeg afslår og kan se på et vejskilt, at jeg snart er fremme.

Ruten er to – tre kilometer længere end angivet i guidebogen. Flere skilte har vist vej til den romerske bro i Ferreira, så jeg er spændt på at se den. I Lugo gik jeg jo over en stor flot romersk bro. Så da jeg endelig når broen, overrasker den mig med sin størrelse. Bækken er ikke bredere, end man kan skræve over, og broen er et lille bump. Aldrig har jeg set en mindre bro, som rent faktisk kalder sig en bro. Stien efter broen er ligeså våd som bækken under broen, så sokkerne bliver våde i sandalerne.

I herbergets gård finder jeg Annedorte under en parasol i selskab med Svend, som også er dansker og trænger til at tale dansk. Herberget er smukt indrettet, der er god plads i sovesalen og brede køjer med en god madras. En ligger allerede og forsøger at sove. Ude i gården hygger folk, og familiens børn leger med en stor godmodig hund.

Aftensmaden består af paella serveret i et imponerende rum. Der er udsigt til tagkonstruktionen, som består af hele træstammer. Hvordan har de fået dem op i det århundrede, da huset er bygget? Jeg forstår det stadig ikke. Alle spærene har en naturlig bue, og det hele er sat sammen uden søm og skruer. En konstruktion, hvor spær og brædder hviler på hinanden.

Her møder jeg igen det franske par, som jeg først mødte i Markina i begyndelsen af min tur. Aftenen er magisk og lun. Selskabet er behageligt, godt støttet af de smukke rammer og venlige værtspar.