Efter tre måneders tørke er regn en behagelig afveksling. Men selv pengene i det vandtætte pengebælte bliver våde, da jeg kæmper mig gennem mudderet til det, der skal være en ferie på den paradisisk strand Ezile Bay

Jeg trænger til at slappe af efter tre uger som rejseleder på en tur, som begyndte i Mali og endte i Ghana. Derfor vælger jeg et område langt fra de tætbefolkede områder ved Ghanas hovedstad Accra. Her er naturen mere uberørt, og det er billigere.

Det regner. Regnen begynder i Takoradi Ghanas tredjestørste by med tilknyttet havn og olieindustri. Byen er eksotisk på sin helt egen måde. På restaurant North Sea hænger billeder af fyrtårne og indgangspartier til huse i det dansk tyske marskområde. En tysk sejler er gået i land. Han knipser og kommanderer med det unge kvindelige personale, så de er usikre på selv de mest enkle spørgsmål. Melody Hotel overfor busstationen viser sig også at huse en radiostation med tilhørende koncertstudie.

Det er stadig mørkt i Takoradi, da en mekanisk busannoncør begynder på sit monotone refræn Accra, Accra, Accra, fullyairconditioned, Accra, Accra, Accra, airport, Accra, Accra, Accra med indlagte stammende bla, bla, bla. Det har sådan en styrke, at det var umuligt at overhøre og lige præcis så varieret, så det ikke kan ignoreres. Da det bliver lyst, begynder radioen en livetransmission af en gospelkoncert med en mængde ukoordinerede instrumenter og et råbende kor. Jeg er næsten paralyseret af støj, inden regnen kommer og overtager næsten hele lydbilledet.

I en time vælter vandet ned, mens jeg venter på at komme videre. Derefter finder jeg hurtigt minibusstationen og en minibus til første del af turen. I Agona skal jeg skifte minibus. Jo længere væk fra byen man kører, jo dårligere stand er køretøjerne. Jeg er en af de sidste passagerer og får derfor en plads på det bagerste sæde. Der er tre rækker sæder med 11 officielle pladser. Mine knæ er presset op i metalskelettet på sæderne foran.

Der er en mandlig passager, chaufføren, hans medhjælper, og resten er kvinder. Jeg har sagt, at jeg skal til endestationen den lille fiskerbyAkwida. Alligevel har kvinderne en mening om, hvor jeg skal af. Det kan åbenbart ikke passe, at jeg skal hele vejen til Akwida. Diskussionen bølger højlydt mellem kvinderne og chaufføren. Jeg bliver træt i hovedet.

Regnen begynder svagt igen, og støvet fra vejen samler sig til røde dråber, der løber ned af vinduer og drypper på os gennem det utætte tag.

Da vi når Akwida, går vejret amok. Men vi skal ud af bussen. Jeg er en af de sidste, og en kvinde begynder at diskutere med chaufføren, inden jeg kommer ud. Jeg formoder, at hun ønsker at blive i bussen, indtil regnen stilner af. Stemningen er hysterisk, og den viser, at chaufføren er påvirket af en eller anden form for stoffer. Pludselig begynder han at køre, og jeg råber også op. Det ville være surt at skulle tilbagelægge den samme skrumplende tur flere gange end nødvendigt.

Vi kommer ikke særligt langt, inden minibussen skrider sidelæns ned ad en skråning i det tiltagende mudder. Det giver mig mulighed for at komme udenfor og efter en del råberi også at få min bagage.
De andre kvinder fra bussen står presset op af en mur, hvor taget beskytter dem en smule mod regnen. Jeg begynder at gå. Mine sandaler er indsmurt i ler, så jeg glider. Der er heldigvis plads til mig ved muren. Jeg kan se, hvordan mine rygsække bliver våde, da de rager en smule ud over tagets beskyttende kant, og jeg frygter for mine papirer, computer og kameraer.

Regnen bliver ved og ved, og stien bliver forvandlet til et brussende vandløb. To kvinder begynder at gå, og de vil have mig med. Jeg afslår i håbet om, at regnen snart vil stilne af. Men i stedet tiltager regnen, vinden skifter retning, så den nu blæser ind under taget, og det begynder at tordne.

Da taget ikke længere yder beskyttelse, kan jeg ligeså godt gå. Jeg har fået at vide, at jeg skal gennem landsbyen og over en bro for at nå til hotellet i Ezile Bay.

Det er en hård fysisk udfordring at gå nedad i mudderet, og jeg prøver at forestille mig, hvordan jeg ser ud, mens jeg kæmper mig frem. Hvis det var en film, ville den være enten umådelig komisk eller dybt tragisk. Så længe jeg kan holde mig på benene uden at falde i mudderet, holder jeg mig til den morsomme version. På trods af at jeg ikke præcist ved, hvor jeg er, eller hvor jeg skal hen. Og endnu mindre, hvordan jeg kommer derhen.

Men så møder jeg George. Han kan se, at jeg har behov for hjælp. Han spørger, hvor jeg skal hen. Han griber om mit håndled og trækker mig gennem mudder og rivende vandløb. Men stien går opad og ud af landsbyen, og den svinder ind til et lille hul i junglen. Det er stik imod mine anvisninger. Jeg spørger George om broen, og han fortæller, at den leder til en anden strand. Kan den unge fyr være en kriminel, som vil lokke mig ud i jungle og stjæle alle mine ejendele? Så er han i hvert fald koldblodig, for vi bliver set af mange i landsbyen, der hilser på mig.

Jeg insisterer på at vente, til regnen tager af. Vi går tilbage til landsbyen, og George finder et halvtag, vi kan sidde under. Jeg ringer til hotellet og får dem til at forklare ham vejen. Han finder en mindre stejl sti gennem skoven. Det føles som en lang ekspedition, men i virkeligheden går jeg højest en kilometer. Og pludselig dukker hotellet op, og så begynder næste del af farcen.

Når der ikke er styr på tingene, får afrikanerne generelt skylden for at være sløsede. Kvinden i baren kikker forgæves efter mit navn i ordrebogen. Den franske ejer dukker op. Det er ham, som har taget mod min bestilling, Men han undlod at notere den, for de har jo masser af værelser. Han havde dog glemt, at hotellet denne weekend er fyldt af gæster fra et bryllup. De fleste tager af sted, så der er heldigvis et ledigt værelse. Jeg skal bare lige vente, mens det bliver gjort rent. På det tidspunkt er jeg lige ved at miste besindelsen. De kan se, hvor gennemblødt jeg er, og hvilket vejr jeg har trodset for at komme frem. Men måske franskmanden har svært ved at få øje på virkeligheden udenfor hashtågerne?

Næste morgen vågner jeg i paradis. Min bagage bager i solen og er næsten tør. Hotellet ligger i en lille bugt omgivet af palmer og store træer. De lokale spadserer forbi. I den ene retning bærer de frugt og grønt, den anden vej bærer de blanke fisk.

Bag en pynt gemmer det vilde hav sig med store bølger. Man kan gå langs vandet på en højderyg med udsigt til en klippekyst med små strande. Der er kokospalmer, oliepalmer, palmevinspalmer, ananas, bananer og kassava i en frodig forvirring.

Natten larmer med eksotiske lyde fra cikader og frøer og andet, som jeg aldrig før har hørt. Den lille spadseretur til mit hus virker meget lang i den måneløse nat. Stien er flankeret med liljer, der dufter i mørket.

Jeg finder ud af, at minibussen er kørt af en anden rute end normalt til Akwida. Så kvindernes bekymring for, hvor jeg skulle af, var reel. Hvis jeg skulle have været til et andet hotel, ville gåturen have været meget lang. Den gåtur må jeg nemlig tage en uge senere, da jeg finder ud af, hvem jeg ufrivilligt deler hus med i paradiset.

Læs hvilke dyr jeg delte hus med