Ezile Bay i Ghana er smuk som et paradis om dagen, men det er ikke rart at dele hus med rotter og edderkopper

– Generer rotterne dig? Den unge kvindelige tjener på Ezile Bay Village spørger bekymret, som om det er mig, der har et problem.
– Ja, de generer, og de lugter slemt, svarer jeg, da jeg kan se, at hun ikke mener, at rotter i huset er et problem.

Og faktisk bliver jeg i første omgang lettet, da jeg opdager, at det er en rotte, jeg stirrer på gennem det flettede stråloft. Det første, jeg får øje på, er nemlig den glidende bevægelse af noget langt og tyndt. En slange, når jeg panisk at tænke, inden lyset fra det utætte tag afslører resten af kroppen, så jeg kan se, at det er en rotte.

Aldrig er jeg blevet så glad over at se en rotte. Men kun et kort øjeblik. Rotten stirrer på mig fra loftet mindre en halv meter over mit hoved. Og jeg ved endelig, hvorfor der af og til lugter ubehageligt i huset. Tagkonstruktionen er hævet over ydermurene, og loftet er en tynd flettet stråmåtte, som man kan se igennem.

Men rotten er ikke det første dyr, der har brokket mig over på hotellet. En dag springer en enorm edderkop op, da jeg vil åbne min rygsæk. Bortset fra i zoo har jeg aldrig set så stor en edderkop. Jeg har allerede slået nogle ihjel i huset, men de var mindre end denne. Den er så stor, så en bog eller en sko ikke ville kunne knuse den. Og den er lynhurtig. Det er en jagtedderkop, som ikke sætter spind.
I receptionen griner de. Edderkopper er ikke farlige. En ung kvinde går med mig for at se på problemet. Edderkoppen er selvfølgelig væk, da den ved, at den ikke er en populær gæst. Hun giver mig en dåse insektgift, jeg kan sprøjte på dyret, hvis jeg ser det igen. Det er ikke muligt at få et andet værelse, da alt er optaget.

Senere på dagen får jeg øje på edderkoppen og henter sprayflasken. Jeg sprayer den, indtil den er kridhvid af skum, og sprayflasken er iskold. Men dyret kravler videre. Til sidst er spraydåsen tom, og edderkoppen lever stadig. Dens bevægelser er en smule langsommere, og den er på vej mod mig.

Da griber jeg træristen fra brusekabinen og hamrer den ned over edderkoppen, indtil den holder op med at sprælle.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har fået ram på den rigtige edderkop, den, jeg  lige har slået ihjel, ser faktisk en anelse mindre ud, end den, jeg så tidligere. Alligevel tjekker jeg ikke ud af Ezile Bay Lodge. Dagene er nemlig paradisiske. Så de får en til at glemme nattens kryb i huset.

Om dagen er jeg på vandreture i området. En halv time fra kysten begynder regnskoven med gigantiske træer og lianer. Der er marker med afgrøder i flere etager – kassava, ananas, forskellige palmer og gummitræer. Ghanas sydligste punkt Cape 3 points ligger på et klippefremspring omgivet af øde strande. Den lille by Akwida ligger mellem en lagune med mangroveskov og havet. Husene ligger tæt i landsbyen, og der er gang i markedet hver dag.

Men efter rotten og en larmende teknofest får jeg nok af Ezile Bay. Jeg tager mig endelig sammen og bærer min tunge bagage gennem den lille by Akwida og de fire kilometer ad stranden for at komme til Safari Beach Lodge på den anden side af Akwida.

Stedet er øko-luksus, og det betyder muldtoiletter, traditionelle materialer og fantastisk smukt håndværk.

Dørene i mit hus åbner direkte ud til stranden og det brussende Atlanterhav. Her er ingen beskyttende bugt, så man vågner de få gange, der er sekunders ro mellem bølgerne.

Hotellet reklamerer med en menu af en prisbelønnet kok. Det er en lokal kvinde, som står i køkkenet til daglig. Men det er ikke nemt at annoncere et gourmetkoncept langt ude på landet i Ghana. Til frokost er den sort og hvidklædte tjener usikker på, om det vil tage en time at tilberede en meget enkel ret. Eller måske kun et minut.

Efter en halv time viser den bestilte humus sig at være et helt hakket løg, lidt hakket tomat med et tyndt lag humus over. Ud fra det pænt arrangerede tårn breder skrællede agurkestave sig som solens stråler over trekantede stykker toastbrød. Gourmetmad og toastbrød rimer dårligt. Og smagen af løg holder resten af dagen.
Jeg bliver ikke mæt, så jeg bestiller en pandekage til dessert. Tjeneren understreger, at her siger man ikke pandekage, men bruger det franske ord crepe. Jeg ved godt, at jeg gør noget risikabelt, da jeg bestiller noget, som ikke står på spisekortet. Men jeg ønsker blot at få serveret sukker og en frisk citron til min crepe. Jeg regner med, at det er forstået, for jeg gentager det mange gange, og tjeneren nikker.

Derfor bliver jeg overrasket, da desserten dukker op.

– Hvad er det, spørger jeg og peger på den mørke klump ved siden af pandekagen.

Det viser sig at være et stykke stegt fisk, og der er en skål med sovs til fisken. Det er den mest underlige dessert, jeg nogensinde har set. Jeg får forklaret, at jeg ikke har bestilt fisk til dessert, og kokken fjerner fisken fra min pandekage.

Resten af måltiderne går godt, og stedet er forunderligt. Et godt sted at slappe af. Så når man ser sig for, er det muligt at finde et paradis, der er behageligt både om dagen og om natten.

Læs om turen til Akwida