Sand, perlegrus og småsten er fangsten for fiskerne Boubacar Keita, Amadou Haidara og Ali Sacko i Nigerflodens klare vand. Lyder det som en skuffende fangst? Ikke her, hvor fiskerne foretrækker flodbund frem for kaptajnfisk, karper og østers.
Tekst Lise Blom; Fotos Carsten ElertDe tre fiskere er en smule dopede, og det er også nødvendigt, for deres arbejde er ualmindeligt anstrengende.
Sandfiskeri er et af de fysisk krævende erhverv, man kun kan finde i et land som Mali. Langs Nigerfloden lever tusindvis af at levere sand, grus og småsten til byggeri. Efterspørgslen er stor – især omkring de store byer.
Med en skovl og en spand dykker Amadou Haidara og Ali Sacko i Nigerfloden. Her holder de vejret, mens de fylder spanden med sand og grus. Oppe ved overfladen kan de igen trække vejret, mens Boubacar Keita hiver spanden op og tømmer den i båden. Så er Amadou Haidara og Ali Sacko klar til endnu et dyk.
Imens skovler makkeren gruset gennem en grovmasket ramme, som sorterer grus og småsten. I dag er de kun ude efter småsten, så gruset ryger direkte tilbage i floden. I løbet af dagen skiftes de mellem opgaverne.
På flodbredden ligger bunker af sand, grus og småsten. Sidst på eftermiddagen kommer en større båd med pramme og henter småstenene. Båden bliver losset og i løbet af aftenen sejler lastbåden mod nordvest til Malis hovedstad Bamako. Turen tager hele natten, og tidligt om morgenen bliver stenene solgt og skovlet over i lastbiler. Derefter sejler båden tilbage til Somono So 50 kilometer sydvest for Bamako.
For hvert bådlæs tjener Boubacar Keita, Amadou Haidara og Ali Sacko 50.000 F cfa til deling (575 kroner). Af dem betaler de bådejeren for leje af båden. Mændene og deres familier har etableret en lille lejr ved bredden af Nigerfloden. Boligerne består af flettede stråmåtter og farvestrålende fleecetæpper. Her er koldt om natten. Normalt bor de i nærheden af hovedstaden Bamako, og de er taget hertil for at arbejde.
Man graver kun sand ude i selve floden for ikke at ødelægge bredderne og flodens løb. Nigerfloden er i fare for at sande til, så sandfiskernes arbejde er med til at sikre flodens løb. Der står en ubrugt sandsuger med sorteringsanlæg udenfor Somono So. Måske er den gået i stykker, eller måske foretrækker mændene selv at tjene penge på sandfiskeriet frem for en entreprenør.
Pingback: Investorernes drøm om landbrug i Mali | Lise Blom