Snart vil det fredelige liv i Somono So være fortid. Fiskerne vil ikke længere kunne sætte deres ruser, hvor de har lyst. Det vil være slut med småbønder, der høster rismarkerne med segl. Og fritgående køer, der græsser på stubmarkerne efter høsten.

I dag virker det, som om tiden står stille i Somono So. En del af året er landsbyen en ø afgrænset af Nigerfloden mod øst og de oversvømmede rismarker mod vest. To gange om ugen passerer hundredvis af mennesker gennem landsbyen. Hver mandag og onsdag tjener fiskerne gode penge på at fragte mennesker, husdyr, voluminøs bagage og motorcykler over Nigerfloden, så de kan komme på marked – den ene dag i Bancoumana, den anden på den anden side af Niger. På markedsdagene serverer indbyggerne i Somono So snacks til de forbipasserende i improviserede boder. Folkevandringen begynder, så snart solen står op og slutter, når den går ned. Resten af ugen er der stille i Somono So.

Det er svært at spå om fremtiden, men det er ikke svært at se, at området omkring Somono So er attraktivt for investorer. I 2011 åbnede en asfalteret hovedvej få kilometer fra Somono So, så der i dag er let adgang til Malis hovedstad Bamako kun 50 kilometer væk. Der er allerede rykket nye ejere ind på en del af jorden, og de har hegnet deres jord ind. Vores nabo har malkekøer, og i det fjerne brummer en pumpe, som overrisler den frugtbare jord og sikrer høst flere gange om året.

Spørgsmålet er, om de lokale indbyggere selv har mulighed i at investere i mere effektivt landbrug, eller om de lader sig friste til at sælge til storbønder?

I dag lever indbyggerne i Somono So af fiskeri og landbrug. En fransk organisation støtter landsbyens unge i selv at udvikle projekter, der kan sikre dem indtægt. Et af projekterne er tydeligvis introduceret af franskmændene – udlejning af kano og kajakker. Ikke ligefrem en folkesport i Mali, og da det blev introduceret, var Somono So svært tilgængeligt for turister. Men to unge mænd fik en rejse til Frankrig, hvor de lærte at sejle i kano og kajak.

Nogle graver sand og grus til salg, men det er ikke i samme omfang som de tilrejsende sandfiskere, der bor i lejre langs floden.

Vi besøger Somono So i december 2011 og får lov at overnatte i projektets undervisningslokale. En af fiskerne sørger for mad til os og bringer fantastiske måltider med friskfanget fisk.

En hund udnævner sig selv til vores vagt. Den lægger sig foran døren og følger os overalt. Først forsøger vi at jage den væk ved at kaste sten efter den. Men hunden logrer bare. Om natten ryster den af kulde, og nogle gange vækker den os, når den gøende jager noget væk. Heldigvis tigger hunden ikke, så den får lov at være vores hund. På markedet i Bancoumana glor folk efter os, da man normalt kun ser hunde gå sammen med en hyrde.

Solopgangen og nedgangen over floden er i fantastiske farver, og hejrerne flyver lavt hen over vandet til en hejrekoloni, hvor de overnatter lidt oppe ad floden.

Fiskerne tjekker deres ruser i Nigerfloden. Deres madding er i virkeligheden mere værd end de fisk, de fanger ruserne. Fiskerne knuser nemlig østerskaller og bruger delikatessen til at lokke fisk til. Men i Somono So og omegn er det åbenbart kun kaptajnfisk og rosa karper, der anser det blævrede skaldyr som en delikatesse.

Somono er betegnelsen for fiskere. Det er ikke en etnisk gruppe, men derimod folk fra andre etniske grupper, som har valgt at blive fiskere, og som er flyttet sammen med andre i samme situation. Mali har en etnisk gruppe, der traditionelt er beskæftiget med fiskeri. Det er bozofolket, som ofte er nomader og flytter sig nordpå i løbet af vinterhalvåret, hvor de følger fiskestrømmene.