I Mali i Vestafrika kæmper franske soldater  sammen med Malis hær mod en koalition af islamistiske oprørere, som har besat to tredjedel af landet og indført sharialov. Flere afrikanske lande har soldater på vej og europæiske lande som Danmark sender materiel

Hvis du tænker, at nogen må have sovet i timen og overhørt advarsler, så har du ret. Men historien om Malis opløsning er også en historie om forhandlingsvilje og et folks tro på, at parterne sammen kan finde en løsning.

Mali er et konsensussamfund. Man taler om tingene og diskuterer, indtil man når en fælles løsning. Det gælder også ved konflikter. Selv da islamisterne i nord gang på gang rykkede frem, var den almindelige holdning i Mali, at der nok skulle komme en fredsaftale.

Konflikten har været undervejs længe, og der har været internationale advarsler. Alligevel har det overrasket Mali og dets indbyggere og verdenssamfundet, hver gang konflikten er eskaleret. Der er mange aktører og interesser på spil.

Nedturen for Mali begyndte for alvor i januar 2012. Her angreb tuareg-oprørerne MLNA en kaserne. Soldaterne blev ikke bare dræbt, de blev skåret i stykker, filmet og uploadet på Youtube.

Angrebet vakte harme. Præsidenten og regeringen blev beskyldt for at have udsultet hæren, så de ikke havde mulighed for at forsvare sig.

Stemningen mod den tidligere meget populære præsident ATT vendte. Der var demonstrationer forskellige steder i landet. Rygter og konspirationsteorier satte præsidenten i forbindelse med både Gaddafi og tuaregoprørerne.

Den 22. marts 2012 kuppede officeren Amadou Sanogo magten i landet og indsatte en militærjunta. Forfatningen blev sat ud af kraft. I Mali var ingen overraskede over militærkuppet efter måneders rygter op til. Internationalt blev militærkuppet fordømt, og man undrede sig, da der kun var en måned til demokratiske valg.

Efter kuppet blev sanktioner indført mod landet og udenlandske donorer som Danmark stoppede for al støtte.

Militærjuntaen bebudede, at den ville slå hårdt ned på tuaregoprørerne i Nordmali. Men intet skete. Og i løbet af få dage i begyndelsen af april besatte MNLA hele det nordlige Mali og byerne Timbuktu og Gao. De var ikke alene og kæmpede side om side med islamistiske oprørere – en af grupperne var Al-Qaeda. Islamisterne nedkæmpede MNLA og indførte sharia-lov i nord. De erklærede deres mål: At indføre sharia i hele Mali.

I Malis hovedstad Bamako nedtonede militærjuntaen nu deres udmeldinger om kamp mod oprørerne. I stedet begrundede de nu militærkuppet med, at den tidligere regering og især præsidenten ATT var korrupt.

Landene rundt om Mali blev både foruroligede over, at demokratiet blev sat ud af kraft i Mali og udsigten til at få Al-Qaeda som nabo. Den økonomiske samarbejdsorganisation for Vestafrika ECOWAS pressede militærjuntaen til forhandlinger og fik udpeget en overgangsregering og en midlertidig præsident, den tidligere formand for parlamentet Dioncounda Traore. Han var demokratisk valgt og en af topkandidaterne til det aflyste præsidentvalg.
ATT var i mellemtiden gået i eksil i Senegal.

Vi havde nu to konflikter i Mali. I nord en brutal besættelse og sharialov og i syd et manglende demokrati og en militærjunta, der fortsat trak i trådene, selv om den officielt havde overladt magten til en civil regering.

Juntaen har hele tiden forsøgt at forhindre, at der kom udenlandske styrker til Mali for at bekæmpe de islamistiske oprørere. Men regeringen og præsidenten har samtidig appelleret til det internationale samfund om hjælp. Situationen er flere gange blevet diskuteret i FN og FNs Sikkerhedsråd.

I efteråret gav FN således et forhåndstilsagn og grønt lys til udenlandske styrker. Men der skulle først udarbejdes en militær plan og en plan for, at Mali kan vende tilbage til demokrati.

Kort tid før jul blev planen så vedtaget i FN, som giver sin fulde støtte til missionen. Den skal udelukkende bestå af afrikanske styrker, mens europæiske lande bistår med militær træning, overvågning og materiel.

Resultatet af FN-resolutionen var umiddelbart, at den ene islamistiske oprørsgruppe Ansar Diné erklærede våbenhvile og rede til at gå ind i forhandlinger. Fredsforhandlingerne skulle være begyndt i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou den 10. januar 2013. Og dermed kom pludselig en beskeden udsigt til en fredelig løsning.

En militær intervention lå dog længere ude i fremtiden. For først skulle Malis hær under træning og man havde også først planlagt, at europæiske rådgivere skulle komme til landet i februar. Et forsigtigt skøn talte om en aktion i september 2013.

Måske var det netop den udmelding, som gav islamisterne blod på tanden. Tre dage inden fredsforhandlingerne skulle begynde, gik de islamistiske grupper i aktion og besatte flere byer. Ved byen Konna stod de overfor de største militærlejre for Malis hær i denne del af landet. Tidligere flygtede hærens soldater, hver gang islamisterne angreb. Nu blev de tvunget til kamp, men tabte efter få timer til islamisterne, der var dem militært overlegne.

Desperationen i Mali er eksploderet. I hovedstaden demonstrerede vrede unge mænd mod den uduelige regering. Og umiddelbart syd for Konna i byerne Mopti og Sevaré med op mod 200.000 indbyggere og flygtninge fra nord gik folk i panik.

Præsident Dioncounda Traore reagerede ved at erklære undtagelsestilstand i hovedstaden og kontaktede den tidligere koloniherre Frankrig. Frankrig havde ellers tidligere erklæret, at der ikke skulle franske tropper til Mali. Alligevel ændrede landet holdning og sendte kamphelikoptere og bombefly til Mali fra franske militærbaser i Burkina Faso og Tchad.

Franske fly bombede militærlejre og depoter. Men islamisterne begyndte at blande sig med civilbefolkningen så er vi fremme ved i dag, hvor kampene foregår på landjorden.

Frankrig har erkendt, at de islamistiske oprørere er bedre trænede og har bedre våben end forventet. Så der er umiddelbart lange udsigter, inden alle islamister er stoppet. Til gengæld kan beboerne i byerne Timbuktu og Gao glæde sig over, at de ikke længere skal leve under sharialov. I disse dage lever islamisterne skjult.

Danmark deltager i en aktion, som har fuld opbakning fra befolkningen i Mali. Vi støtter regeringen i deres kamp mod islamistiske oprørere. Malis regering har lovet, at der bliver valg til præsidentpost og parlament, så snart der er ro i landet. Det ser ud til, at den tidligere militærjunta forholder sig i ro og er klar over, at den ingen folkelig opbakning har til at lægge hindringer i vejen for de internationale styrker.

Her kan du læse om det foredrag, jeg tilbyder om situationen i Mali.

Artiklen er bragt i DitPerspektiv.dk