Der er mange heste i Nordspanien, og jeg hilser på dem

En lang optur og en lige så lang nedtur. Det er dagens rute gennem skov, bittesmå landsbyer og forbi enkelte huse. Dagens lektie: Lyt til kroppen, når den beder om en pause. Kroppens svar: En vabel.

Tirsdag den 14. april 2015

Dagen før havde vi aftalt morgenmad kl 7:30, men vi kommer til at vente mere end en time. Som sædvanlig er jeg den sidste, der går. Jeg er allerede overhalet af vandrere, der har overnattet i Deba.

Det går opad bakke gennem skoven. Heldigvis er der ikke problemer med pilene nu. Jeg er bedst til opture, så jeg overhaler flere pilgrimme. Da det på et tidspunkt går nedad, har jeg en tysk kvinde lige i hælene. Hun zigzagger ned ad bakke med små hurtige skridt, der bliver understreget af klikket fra vandrestave. Lyden af de hurtige skridt lyder absurd og en smule stressende.

Landsbyen i dalen er omgivet af mørk skov og lave bjerge

I bunden af dalen ligger en lille landsby i en lysning i skoven. Her ligger rutens eneste cafe.

Oppe igen går vi langs en bjergkam med udsigt, da de gamle træer er blevet fældet. Det er varmt, solen bager, og inde i skoven er der også fugtigt, så det er en svedig dag.

En landsby har bevaret sit gamle overdækkede vaskehus, hvor en kilde forsyner det store bassin med vand. Jeg kan huske, da jeg tidligere vandrede i Spanien og Portugal for næsten tyve år siden. Dengang vaskede kvinderne stadig i disse vaskehuse. Nu bliver de brugt af vandrere som jeg, der kan sidde i skyggen og få frisk koldt vand til frokosten. Nicola sidder her allerede. Min frokost er seranoskinke, en godt lagret ost, som har været med helt fra San Sebastian og mandler. Jeg glemte at tage brød med fra morgenmaden.

Ren idyl på en solskinsdag

En turist kommer kørende i bil, og han stopper en cyklist og spørger cyklisten, om han kan tage et foto. Det bliver til rigtigt mange fotos, hvor billisten poserer foran vandreskiltene. Jeg får ondt af den stakkels cyklist, der skal tage fotos med al sin opbakning på. Og synes det er komisk, at en bilist vil posere og spille rollen som energisk vandringsmand, når han i virkeligheden kører i bil.

Jeg har svært ved at vurdere afstande efter beskrivelsen i guidebogen og de mikroskopiske kort, som tydeligvis hverken er opdaterede eller i samme størrelsesforhold. Jeg ved fra Nicolas tyske guide, at der er to nedture. Begge stejle, men den ene endnu værre end den anden. Nicola gik forud allerede ved frokosten, så der er ingen, jeg kan spørge. Langt om længe begynder nedturen. Der er ikke noget valg mellem ruter, så jeg vurderer, at det må være den ”letteste” nedtur, jeg står overfor. To tyske kvinder holder pause i græsset lidt længere fremme, og det burde jeg også have gjort. Men i det øjeblik vil jeg bare have nedturen overstået. Det fornuftige ville være at tage støvlerne af, så fødder og sokker kunne tørre, inden jeg gik ned.

Cementvejen er stejl, uendelig stejl og med krat i kanterne, så ingen pausemuligheder. Jeg kan mærke en vabel, som pludselig vokser. Nogle gange går der kun få minutter med en irritation på fugtig hud, så er den der. Min første vabel på lilletåen.

Da jeg når bunden og udkanten af Markina, hænger reklamer for byens herberger. Ved Albergue Intxauspe står der et telefonnummer og tilbuddet om, at de kan hente en. Ingen betænkningstid! I min guide er herbergerne ikke tegnet ind på et kort, så jeg ved ikke, hvilken retning jeg skal gå for at finde dem. I den tyske guide er der et lille kort, så man kan finde gennem byerne og se, hvor herbergerne er placeret. På Nordruten er der bare et herberg i det fleste byer og pile, så det er normalt ikke noget problem at finde det. Men i Markina er der flere herberger.

Efter et øjeblik dukker værten op i sin bil og bringer mig til herberget. Her er allerede en del. Jeg får en underkøje og vasker tøj. Derefter snakker vi på terrassen. Her er 12 personer fordelt på amerikanere, tyskere, italienere, spaniere og franskmænd, så der er flere sprog i spil for en gang skyld.

En franskmand har vandret tidligere og fortæller, at han på en vandring har mødt verdens sødeste menneske. Det var en dansker ved navn Erik Rasmussen. En tandlæge. Han havde mistet kontakten til ham og ville gerne have forbindelse igen. Så hvis nogen kender Erik Rasmussen, så bed ham kontakte Jean Luc!

Nogle amerikanere diskuterer, hvor langt vi er fra havet. De mener, at der må være mindst 100 kilometer til vandet. Og ganske rigtigt har byen en isoleret bjergstemning over sig. Men jeg minder dem på, at de samme dag har gået langs vandet. Og selv om det nogen gange føles som om, man går meget langt, er det denne dag kun omkring 25 kilometer.

Desværre er Nicola her ikke, så jeg får ikke sagt farvel. En tanke er nemlig vokset. En bus til Bilbao. Og da det viser sig, at der er direkte busforbindelse fra byen hver time, beslutter jeg mig for at slappe lidt af og give vablen til at hele. Egentlig ville jeg gå til Gernika og tage toget derfra for at undgå de store indfaldsveje til Bilbao. I guidebogen står ordet monoton i beskrivelse af ruten til Gernika. En smule monoton. Det ord gør min beslutning let. Jeg er ikke til monotoni Nu springer jeg to en halv dags vandring over med bussen.

Vi spiser i hold. Først pasta med rigeligt hvidløg. Uhm, endelig hvidløg. Derefter bastant føde med kød og spejlæg og pommes frites. Til dessert tryller værten friske jordbær med flødeskum frem.