Kunstnere som sociale oversættere

Kunst, der ligner indretningsdesign, men som er socialarbejde. Et projekt på Mændenes Hjem giver samfundets udstødte et mere værdigt liv

Af Lise Blom; Foto Kenneth Balfelt

Robert Olsen, som er forstander for Mændenes Hjem på Vesterbro i København, leder efter et ledigt lokale.

– I institutionsmiljøer er der to fast forankrede holdepunkter, receptionen er det ene og forstanderens kontor det andet. Man kan kalde dem patriark symboler – nu er de væk. Det er interessant for både medarbejdere og brugere, at de ikke eksisterer, siger han.

For to år siden kontaktede han de to kunstnere Kenneth A. Balfelt og FOS for at involvere dem i processen med at skabe ændringer på Mændenes Hjem. Institutionsbygningen trængte til mere end maling og nyt linoleum på gulvet.

– Vi skal programmere stedet. Det er væsentligt, at folk får en større følelse af samhørighed og fællesskab, når de er her. Så kan de komme ud af deres ensomhed og ind i et fællesskab og tage imod hjælp, siger Kenneth A. Balfelt.

– Kunstnernes ide er at bruge associationer fra hjemløses hverdag. Den gamle reception bliver lavet om til et nattesoverum. Det tager udgangspunkt i, hvordan en kupe i en togvogn er designet, Det er en fin association til hjemløses hverdag, hvor mange har sovet i tog, siger Robert Olsen.

Huset kommer også til at give husly til en campingvogn, der skal bruges til samtaler. Kenneth A. Balfelt forklarer, at campingvognen signalerer hygge, mens et normalt mødelokale signalerer magt. Der føler brugeren føler sig afmægtig, når han sammen med medarbejderne skal lave planer for sit liv. Det at tale sammen i en campingvogn er en måde at nedspille situationen og symbolværdien.

Kunstnerne har brugt ni måneder til research. I en periode læste de rapporter og besøgte sociale institutioner for at sætte sig ind i området med socialarbejdernes briller på. På samme måde satte de sig ind i arkitektens arbejdsmetode. Deres kunstneriske overvejelser minder derfor om de pædagogiske og indretningsmæssige tanker, andre faggrupper gør sig. Kenneth A. Balfelt beskriver deres rolle som sociale oversættere. Han husker sit første møde med huset:

– Da vi kom, så vi, at der ikke var noget fællesskab. Der var fragmenterede mennesker, som gik rundt for sig selv. Ingen krammede hinanden, ingen sagde hej, der var ikke nogen, der snakkede eller sad sammen og spiste. Der var helt konkrete fysiske størrelser at arbejde på for at skabe en mulighed for et fællesskab.

Mindre vold

Indgangen til Mændenes Hjem var placeret i en port i sidegaden. Brugeren skulle opgive sit navn og en grund til besøget, før medarbejderne, som sad bag en glasrude i receptionen, lukkede ham ind. Det møde kunne let provokere brugerne, og netop i receptionen opstod konflikter, som i nogle tilfælde ledte til trusler og vold mod medarbejderne. Indenfor var fire klaustrofobiske gennemgangsrum med tunge gardiner og uden bløde møbler. Her kunne samfundets udstødte få en pause fra livet på gaden.

– Måske var der en, som brækkede sig i et hjørne, mens andre sad for sig selv og skulede ud i luften, siger André, som er 29 år og bruger af huset gennem otte år.

– Der var ingen samlingspunkter, ingen karakter, ingen spor af mennesker og  ingen planter, for man frygtede, de ville blive stjålet, husker Kenneth A. Balfelt.

For at undersøge brugernes behov lavede kunstnerne med et par design- og arkitektstuderende en workshop. Klokken ni om morgenen stillede de et bord med kaffe, te og cigaretter midt på gangen, så brugerne enten måtte gå udenom eller sætte sig ned.

– De skulle se os, og vi skulle se dem. Vi skulle mærke, hvad deres holdninger var. Ville vi være i stand til at tale med dem, eller ville de løbe væk, siger FOS.

Workshoppen varede til klokken tre om natten. I den tid diskuterede brugerne deres holdning til stedet, og på plancher kom de med forslag.

– Selvom nogle var omtågede af narkotika, havde vi gode samtaler om de her emner. Det var fantastisk at opleve og med til at cementere ideen om, at man kan skabe et fællesskab på Mændenes Hjem med de ressourcer, der er tilstede, siger Kenneth A. Balfelt.

Ud fra deres research har de formuleret en række værdier for deres arbejde. Fællesskabet er sikkerhed hedder en af værdierne. I praksis betyder det, at indgangen nu er uden kontrol. En egetræsdør med udskæringer af blomsterranker og beslag med inspiration fra helleristninger har afløst den upopulære reception. Dermed har medarbejderne opgivet den sikkerhed, de havde ved at kunne kontrollere, hvem der kom ind i huset.

– Hvis vi får skabt et fællesskab, så burde der principielt ikke være nogen, der vil slås med en, der vil hjælpe, siger Kenneth A. Balfelt.

Selv om medarbejderne ikke var ansat som vagter, blev de ofte opfattet sådan af brugerne, dengang receptionen stadig eksisterede, fordi de var bundet af arbejdet der. Nu bruger medarbejderne mere tid sammen med brugerne ude i stuen. De kan snakke om vejret, se fodbold på tv og dermed skabe en bedre kontakt, som er første skridt på vejen til egentlig hjælp.

– Brugerne får lov at se andre sider af os nu. De har ikke længere et fjendebillede af os, siger Lars Pedersen, som er socialarbejder og sikkerhedsrepræsentant på Mændenes Hjem.

Kø til badeværelset

Lige indenfor den nye indgang står en reol. Der er sprøjter og kanyler i skufferne. En ung mand er lige trådt ind ad døren. Med runde kinder ligner han mere naboens søn end en af husets faste brugere, som livet på gaden har givet indfaldne kinder. Han er usikker, mens han leder efter en pose til sprøjten og kanylen. En kvinde kommer ham til undsætning og tømmer sin DSB pose, så han kan få den.

– Tag hellere et sæt værktøj for meget, end et for lidt, siger hun til ham, mens hun putter tre ekstra sæt i posen.

Væggene er revet ned, så der nu er et stort lokale. I den ene halvdel ligger kantinen med store og små borde, så folk kan bestemme, om de vil spise sammen med andre eller alene. I den anden del af rummet står computere og sofaer. På endevæggen hænger en enorm fladskærm. Brugerne følger med i Nyhederne, snakker og spiller computer. Enkelte kokser i en rus.
André finder en ledig plads i sofaen og prøver at skjule en guldøl mellem benene, som han godt ved er forbudt i stuen. Efter hans mening er Mændenes Hjem blevet et bedre sted at være, efter at renoveringen er gået i gang.

– Folk er blevet gladere for at være her. Det giver mere liv i huset, når der sker noget. Det allerbedste er det nye toilet og badeværelse. Jeg har et diplom, der viser, at jeg var den allerførste, som tog bad i det. Det bliver meget brugt. Før tog nogle af de her mennesker aldrig bad, siger André og peger ud på baggangen. Her står et par brugere utålmodigt i kø til badeværelset, som er udsmykket med en lysekrone og fliser i blå og grønne farver.

Designer koksestol

FOS mener, at de som kunstnere krydser en moralsk bro. Kunsten er traditionelt kun til for sig selv, men her skal den skabe værdier for mennesker. Og den skal kunne skabe nogle rum, hvor mange forskellige slags mennesker skal kunne fungere og føle sig tilpas. Derfor hedder en anden værdi – troen på et andet livssyn.

– Man skal acceptere nogle ting, som man normalt ikke accepterer. Det er nemt at indgå i fællesskaber med folk, som ligner en selv. Men for at skabe et moderne fællesskab, så bliver man nødt til at sætte sig ud over sine egne værdier, forklarer FOS.

Det handler om at møde folk, der hvor de er i livet. Mange af brugerne er narkomaner, og kunstnerne arbejder på at designe en stol, hvor de kan sidde godt, når de kokser.

– Der vil være en masse naive mennesker, som siger, at når vi accepterer, at en narkoman skal sidde i en behagelig stol, så accepterer vi også hans gøren, siger FOS og tilføjer, at en dårlig stol ikke får narkomaner til at kokse mindre.

– Hvis institutionen ikke viser et menneske respekt, så kommer du aldrig nogen vegne. Så bliver man ved med at stigmatisere og udstøde folk, siger Kenneth A. Balfelt. Han mener, at forudsætningen for at komme videre er, at personen føler sig OK som menneske.

Arbejdet med renoveringen er halvt færdigt. Ingen har prøvet at lave et lignende projekt før, så det er et eksperiment, hvordan værdier formuleret af kunstnere fungerer i praksis.

– Man kan mærke en stemningsændring. Der er begyndelsen til et fællesskab. Men der er masser, der kan gøres endnu, konstaterer FOS.

Fakta

Mændenes Hjem har tilbud til psykisk syge, misbrugere, slidte folk fra gaden, et herberg for hjemløse, sygepleje, et kontaktsted med opsøgende arbejde, en kantine med varm mad, mulighed for en nats søvn indendørs og en natcafe.
Budgettet for renoveringen er på 3,45 millioner kroner. Københavns Kommune og forskellige fonde har indtil videre bidraget med 1,5 million kroner.
Besøg Mændenes Hjem på www.maendeneshjem.dk

Kenneth A. Balfelt (1966) er uddannet fra Goldsmiths College i London. I 2002 indrettede han et fixerum for narkomaner på Halmtorvet i København. Det var et kunstprojekt, som gav nyt liv til debatten om fixerum til narkomaner og resulterede i møder med politikere.
Læs mere på kennethbalfelt.org

FOS alias Thomas Poulsen (1971) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Egentlig synes han som kunstner, det er sjovere, at male og lege med ler, men han føler, at samfundet svigter de svageste, derfor involverer han sig i projekter som dette. FOS er repræsenteret af Galleri Christina Wilson i København og galleriet NW Projects i London.
Læs mere på www.socialdesign.dk