Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

At fotografere psykisk syge i Mali

I Mali bliver psykiske problemer anset som en sygdom og hverken forklaret med onde ånder eller hekse. Men behandlingen er hovedsageligt overladt til traditionelle marabouter med urter, bønner og lidt magi

Af freelancejournalist Lise Blom
Hans blik signalerer hertil og ikke længere

Hans blik signalerer hertil og ikke længere

Det er svært at tolke hans blik. På en gang er det aggressivt og passivt. Han kunne være en skulptur, som han sidder i samme stilling lukket inde i egne tanker. Jeg sidder på hug overfor ham med kameraet for at fotografere ham.

Manden er psykisk syg. En diagnose har han dog aldrig fået. Der mangler generelt læger, og psykiatrisk behandling er så godt som ikke eksisterende i Mali. Men i det mindste er det accepteret, at hans tilstand skyldes en sygdom.  Der bliver hverken talt om onde ånder eller hekseri som forklaring ligesom i mange andre af verdens fattigste lande. Og manden er i behandling, selv om behandlingen er anderledes end vestens psykofarmaka.

I Mali passer familierne traditionelt de psykisk syge, men man møder også psykisk syge som tiggere på gaden eller i bushen, hvor de lever som eneboere.

Marabouten i Tanga er oplært af sin far til at helbrede psykisk syge

Marabouten i Tanga er oplært af sin far til at helbrede psykisk syge

Marabouten i Tanga helbreder psykisk syge. En marabout er en muslimsk lærd, som ofte også fungerer som traditionel helbreder. Medicinen er planter, bønner, amuletter med indsyede korancitater og lidt hokuspokus. Patienterne hos marabouten i Tanga kommer langvejs fra, for han er kendt som en god helbreder ligesom hans far, der har oplært ham. Ud over den traditionelle medicin og det koncentrerede arbejde med at kopiere koranen på træplader hjælper roen i en isoleret landsby som Tanga uden trafik og hektisk markedskultur.

Under halvtaget er marabouten ved at lave te. Rundt om ham sidder tidligere patienter og venner. Ligesom sidste år vil de gerne fotograferes. Børn og kone smiler også til kameraet, mens en patient kryber sammen oppe på klippevæggen. Han vil ikke fotograferes.

Når han om et år har det bedre, er det så en fordel eller en ulempe at se, hvordan han så ud, da han havde det rigtigt dårligt?

I Tanga er landsbyens beboere vant til de psykisk syge patienter

– Du skal også fotografere dem, siger marabouten og peger på tre mænd, som sidder under et halvtag i den anden ende af gården.

Mens jeg går derhen, tænker jeg over, hvordan jeg skal fotografere patienterne.  Det er tydeligt, at de ikke har det godt. Er det et overgreb at fotografere dem, når jeg bliver bedt om det? Hvis jeg lader være med at fotografere dem, viser jeg dem, at de er anderledes. De kan opfatte det, som om de ikke er værd at tage billeder af. Men et fotografi viser dem også hvordan de ser ud. Både umiddelbart når jeg viser dem kameraets lille skærm, men også om et år, når jeg vender tilbage med billederne. Her er kun få spejle, så man kan leve i lykkelig uvidenhed om sit udseende.

– Smil! Bortset fra en enkel patient, der griner fjoget, virker det absurd at forsøge at fremkalde er smil fra de stivnede ansigter.

Men det lykkedes mig at få øjenkontakt og de nikker, da jeg viser dem billederne på skærmen.

Den glade tosse er altid mere populær end den lidende syge

I nabolandsbyen griner de, da de ser billedet af den glade tosse

Tilbage i Biry har jeg lagt fotografierne på min computer og viser dem. Jeg er usikker over billederne af de syge fra Tanga. Synes folk, at det er respektløst at fotografere psykisk syge mennesker?

Efter at jeg har vist billedserien flere gange i landsbyen, kan jeg konstatere, at billederne fra Tanga er de mest populære og dem folk beder om at se igen. De syges ansigtsudtryk bliver studeret med fascination og medlidenhed mens ham, der smiler, fremkalder latter. Når jeg viser billederne i byen, bliver de modtaget med tavshed.

Da jeg vender tilbage til Biry i januar 2012 og igen har computeren med, vil folk gerne se billeder. Og det varer ikke længe, inden nogen spørger efter billederne af de syge fra Tanga. Jeg besøger marabouten igen, og en del af patienterne er blevet raske og er vendt tilbage til deres familier.

Tanga ligger isoleret i Dogonområdet i Mali på toppen af en stejl klippe fjernt fra trafik og larm

Tanga ligger isoleret i Dogonområdet i Mali på toppen af en stejl klippe fjernt fra trafik og larm

Nedstirret af abe – en gave fra en gavmild jæger

Beboerne i Biry er gæstfri og gavmilde. Hver dag modtager jeg gaver og nysgerrige besøgende. En af de mere specielle gaver er jeg så uhøflig at afvise. Det er hovedet af en abe.

Af freelancejournalist Lise Blom

Den kikker på mig. De lyslevende øjne er blanke og skræmmende, fordi de stirrer intenst uden at blinke en eneste gang. Jeg føler, at øjnene bebrejder mig. Men det er min egen tolkning, for øjnene sidder i et lille abehoved, som er skilt fra kroppen, og selv om øjnene ser levende ud, er dyret dødt. Hovedet er en gave til mig.

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Det er meningen, at abehovedet skal grilles sammen med et andet skudt dyr, som jægeren forærer mig. Men først skal det fotograferes. Gæsterne opfordrer mig til at hente kameraet, og de arrangerer abehovedet ovenpå det andet dyr som et jagttrofæ. Jeg kender ikke navnet på det andet dyr, men i min zoologiske uvidenhed vil jeg beskrive det som en blanding mellem en kanin og en kæmpe hamster uden hale.

Lige så lidt som jeg har lyst til at spise hovedet, har jeg lyst til at se på det og slet ikke fotografere det, så billedet til evig tid kan minde mig om det bebrejdende blik.

Der er meget kød på, forsikrer Seydou mig. Han er den stolte jæger, og han tolker min afvisning som utilfredshed med mængden af kød. Jeg forsøger at forklare, at det er abens blik, jeg ikke kan holde ud, og at jeg ikke har lyst til at spise den.

Men jeg fornemmer, at min forklaring ikke bliver forstået. At afvise kød er utænkeligt, og kød grillet over ild som snack en sen aftentime udenfor de almindelige måltider er en luksus. Jeg takker også nej til det andet dyr, fordi jeg stadig er mæt efter aftensmaden.

Et bål bliver tændt, og Kaduro går i gang med at grille kødet til de andre gæster i gården. Det er for min skyld, at Seydou har været på jagt. Efter at han har slidt med at bygge hus, er han taget på jagt, fordi vi aftenen inden talte om dyret, som jeg kender navnet på. Han ville vise mig det og gik derfor på jagt.

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Pludselig runger at skud mellem klipperne. Alle springer op, men der er heldigvis kun et enkelt skud, som kommer nedefra. To mænd løber ned af klippen for at undersøge, hvem, der har skudt, hvad. Kort efter kommer de tilbage med en vildkat. Den har længe hærget Lamines hønsegård, så i aften lå han på lur og skød hønsetyven.

Geværerne er håndbyggede af landsbyens smed. Nogle skyder med hjemmesmedede kugler og hjemmelavet krudt, mens andre køber patroner. Der skal tålmodighed til at få øje på de vilde dyr, men de er der. Tidligere var her løver, og en ældre kvinde fortæller, om dengang hun vågnede ved, at en panter snusede til hendes tæer inde i huset. Da hun rejste sig løb den.

Kvinde flygter fra arrangeret ægteskab

Kvinder i Mali diskuterer ikke arrangerede ægteskaber med deres forældre, når de er uenige. I stedet stikker de af hjemmefra

Af freelancejournalist Lise Blom
Maimona med kusinen Lamenata på besøg i Dedjie

Maimona med kusinen Lamenata på besøg i Dedjie

Ousman har kastet sin kærlighed på den fraskilte Maimona. Det kunne være en ny begyndelse for den 25-årige Maimona, der ud over at blive skilt fra sin tidligere ægtemand også har mistet to børn.

– Hun har ikke sagt helt ja endnu, siger Ounde. Han er bedste ven med Ousman og spørger, om jeg kan tale med Maimona.

Nogle dage inden har Maimona afsløret sine fremtidsplaner for mig.  Da vi er på tur sammen til landsbyen Dedjie og står på kanten af det 200 meter høje dogonplateau, har vi udsigt over et vidstrakt fladt landskab.  Her skjuler varmedisen landevejen til hovedstaden Bamako og Gao mod nordøst. Maimona er parat til at begynde den anstrengende gåtur på 40 kilometer med det samme.

Hendes planer for fremtiden er et liv i Bamako med let adgang til vand, mad og muligheden for at tjene sine egne penge. Og så er hun forelsket og planlægger at gifte sig med en ung mand i hovedstaden. Det sidste har hun ikke fortalt sine forældre. Traditionelt er det dem, der arrangerer ægteskab for deres børn.

Ousman, som forelskede sig i en ung kvinde, der havde andre planer med sit liv

Ousman, som forelskede sig i en ung kvinde, der havde andre planer med sit liv

Da jeg nævner Ousman og hans planer om ægteskab for Maimona, bryder hun sammen i grin og afviser højlydt enhver tanke om ægteskab. Munterheden spreder sig til kvinderne i huset og alle, der kommer forbi. Resten af dagen er et muligt ægteskab mellem hende og Ousman dagens vittighed, og da Maimona møder ham senere, kan jeg spore en vis grusomhed i hendes tone overfor ham.

Maimonas forældre er begejstrede for ægteskabstilbuddet fra Ousman. Han bor nemlig i samme landsby Biry, som de gør. Det vil være ideelt for dem at have deres datter i nærheden af sig, nu hvor de begge er ved at være oppe i årene og ikke længere kan arbejde så meget. Hun vil kunne hjælpe sin mor med husarbejdet, der for en landsbykvinde i Mali begynder, før solen står op og slutter efter solnedgang.

Ousman er mindst 30 år ældre end hende og har i forvejen to koner. Den ene bor i Biry, den anden i hovedstaden Bamako. Maimona kan, hvis familien formår at overtale hende, se frem til et ægteskab, hvor hun i første omgang bliver forkælet som ny kone, men hurtigt derefter vil bliver set på som arbejdskraft. Manden vil indenfor ti til tyve år kunne arbejde mindre og mindre. Tidligere ville de ældste børn i familien have pligt til at forsørge hende. Men familiemønsteret er i opbrud, og de unge søger til enten hovedstaden eller fjerne lande, så Maimona ville med stor sandsynlighed indenfor få år skulle forsørge sig selv og små børn.

Men alle de gode argumenter for at undgå ægteskabet holder Maimona for sig selv. Hun tør ikke konfrontere sine forældre med sine planer om et bryllup i Bamako, som skal holdes hos hende kusine. I stedet for stemmer hun med fødderne i stil med landsbyens andre unge kvinder.

Maimona er smart. Hun planlægger at stikke af ved at gå til et marked mod vest samme dag, som jeg tager at sted og finder transport i Kendie, som ligger øst for Biry. I Dedjie har jeg fået foræret tre haner, og landsbyens kvinder aflægger alle besøg med skåle fulde af jordnødder, der til sidst fylder en hel sæk. Jeg takker kvinderne for deres venlighed overfor mig og finder nogle dage senere ud af, at jordnødderne slet ikke er til mig. Landsbyens kvinder har foræret Maimona jordnødder, som hun kan sælge på markedet og tjene de 100 kroner en rejse til hovedstaden koster.

Maimona er ankommet sikkert til Bamako og bor med sine kusiner og deres familie.

Malis kvinder knokler

Held i uheld. Det kunne være Lamenatas eget liv med uafbrudt hårdt arbejde fra før solopgang til efter solnedgang, men da hendes mor døde, flyttede hun til hovedstaden

Af freelancejournalist Lise Blom
Lamenata med familien i Hore Haïre

Lamenata med familien i Hore Haïre

Kendie er et af de steder i Mali, som ligner verdens ende. Selv om grusvejen hertil er velholdt, ender bilerne efter ankomsten altid med åben kølehjelm, mens chaufføren reparerer et eller andet, for at bilen kan køre tilbage igen.  Ruten mellem Bandiagara og Kendie har ikke høj prioritet, og her kører kun de mest udtjente bilvrag.

Kontrasten mellem Kendie og Lamenatas kvarter i Malis hovedstad Bamako kunne ikke være større. I stedet for smog skinner solen fra en klar blå himmel, og byens larm er erstattet af stilhed og lyden af enkelte stemmer. Kendie er en landsby 41 kilometer nord for Bandiagara. Og selv om den ligner verdens ende, ligger målet for Lamenatas rejse yderligere fem timers vandring væk.

Lamenata er på vej tilbage til landsbyen Biry, som hun forlod som lille pige. Da hendes mor døde, flyttede hun til Bamako med sin moster. Siden har hun ikke været tilbage.

Ingen ser på hende eller taler til hende, da hun stiger ud af bilen. Hendes onkel Ounde ignorerer hende, selv om han er informeret om hendes ankomst. Efter et stykke tid med hilsner til bilens øvrige passagerer hilser han kort på hendes og siger, at hun kan sidde bag på den motorcykel, der har kørt ham til Kendie.

Med i bilen er også Amadou, som har arbejdet i Elfenbenskysten i mange år. Nu kommer han tilbage på grund af uroen i landet. Vores enorme bagage bliver transporteret på en æselkærre, så vi slipper for at bære den det første flade stykke til Hore Haïre. Amadous bagage er ikke særlig omfattende på trods af hans mange års arbejde i udlandet, og det bliver bemærket, når han ikke selv er til stede.

Det er først, da Lamenata ankommer til Kendie, at hun får en ordentlig velkomst af familiens kvinder. Nogle af de unge kvinder har set hende jævnligt, fordi de stikker af til Bamako for at arbejde. Andre i landsbyen Hore Haïre skal have hendes tilknytning og familiebaggrund forklaret.

Hun må sove sammen med børnene på en stråmåtte, og næste morgen bliver hun sat til at hjælpe kvinderne med morgenmaden, inden vi skal vandre to en halv time til Biry. Nu er der ingen hjælp fra æselkærre og motorcykel. Det er bjerge, så vi må gå, og bagagen skal bæres.

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

Vi samler den omfattende bagage. Monatou og Salimata skal hjælpe os. Det er lykkedes Lamenata at forklare sin onkel, at hun ikke er vant til at bære så tunge byrder på hovedet – og slet ikke at bevæge sig i klipperne. Jeg skal selvfølgelig ikke bære noget, og det skal hverken Ounde eller den tilbagekomne Amadou heller ikke. Altså skal al bagagen bæres af Salimata og Monatou, som endnu ikke er fuldt udvokset. Jeg insisterer på at tage min lille rygsæk, som trods alt er tung. Men resten af bagagen for mig, Lamenata, Amadou og Ounde af tøj, tekstiler, sæbe, kaffe, te, mælkepulver, sukker og suppeterninger til to uger hviler tungt på Monatous og Salimatas hoveder.

Lamenata sukker højlydt, da hun ser sine kusiners byrder, og hun forsøger at brokke sig. Men søstrenes bror Brema nægter at følge os og hjælpe med at bære. I stedet ”låner” han Lamenatas mobiltelefon, så han kan lytte til musik, mens vi er væk.

Vi begynder vandreturen i højt tempo. Salimata og Monatou vil gerne hurtigt frem for at undgå at bære så lang tid.

– Mæh, mæh, råber Ounde efter os. På den lokale dogondialekt betyder det, at vi skal tage det roligt, så han kan følge med.

Monatous plastikbadesandal går i stykker, og hun fortsætter på bare tæer i stenene, indtil jeg opdager det og giver hende mine ekstra sandaler. Lamenata finder forbavsende hurtigt formen og balancen i klipperne, men hver gang vi kommer til en ny stejl stigning eller et brat fald, gisper hun, og da solen nærmer sig middag og steger os, griner hun surrealistisk.

Vi standser ved et vandløb for at slukke tørsten i det under 10 centimeter lave vand. Lamenata begynder med at vaske sig og spørger, om det kan være rigtigt. I Bamako er man omhyggelig med sit drikkevand, så hun undrer sig. Men da hun er tørstig, og der ikke er andet at drikke, er hun nødt til det.

I Biry arbejder kvinderne. Selvom landsbyen har en mølle til at male hirse, mener mændene i mange familier, at der er bedre ting at bruge sine penge på end at lade kvinder og piger ned til fem år slippe for at slide i timevis hver dag med at stampe hirse. Så Lamenata får den flere kilo tunge stampe i hænderne og kan begynde den monotone dunken i den overdimensionerede morter.

Vi er nede og hilse på Birys krokodiller, som har formeret sig. Vandet står ekstra højt i år, da regntiden for en gang skyld har været gavmild. Men der er alger i vandet, foruden skrubtudser, køer, geder og får, som kommer for at drikke og nogle gange skider i vandet ligesom krokodillerne nødvendigvis også må gøre. Alligevel bliver vandet brugt til drikkevand for nogle familier, fordi der er kortere hertil end til brønden for de små piger, der bærer vandet. Lamenata sukker, da hun for alvor oplever kvindernes arbejdsbyrder. Og hun ser sit eget liv, hvis ikke hendes mor var død, og hun var flyttet til hovedstaden.

En bybo på opdagelsesrejse i Malis provins

Allerede klokken otte om aftenen er Lamenata faldet i søvn. Hun er udmattet. For anden gang i hendes liv er hun på rejse, denne gang til det sted hun kommer fra. Det er et kulturchok, fordi hun rejser med en toubabou som mig, og fordi hun møder det land, hun lever i

”Binke transport – afstanden bliver en fornøjelse”. Det motto og rosende ord får mig til at prøve et nyt busselskab i Mali. Men hvilken fornøjelse? Det viser sig desværre, at mottoet er lige så ulykkeligt paradoksalt som sangen ”hvis tårer var guld”.

Lamenata vil gerne besøge Biry – den landsby hun forlod som lille pige, da hendes mor døde. Dengang var hun tre år og flyttede med en nygift niece til Malis hovedstad Bamako. Her har hun boet siden i et lille gårdhus. Familie og naboer har altid levet tæt sammen. Ud over på toilettet har hun aldrig været alene – og ikke engang der – for toiletterne er en række små aflukker uden tag. Selv om hun bor i hovedstaden, er det lokale miljø som en landsby, og beboerne kommer sjældent særligt langt udenfor kvarteret.

Gennem årene har Lamenata mødt mange fra Biry, som er i hovedstaden for at arbejde. Og nu har hun besluttet, at hun gerne vil se, hvor hun kommer fra. Derfor spørger hun, om hun må komme med mig, da jeg skal samme vej.

Vi mødes på Binkes busstation tidligt om morgenen. Det er altid morgenens første bus, som er selskabets flotteste bus, og den som kører mest direkte uden hele tiden at samle passagerer op. Men den tidligere bus ender med at kører senere end dagens anden bus. Bussen nægter nemlig at starte, da chaufføren drejer nøglen. Vi er mindre end halvanden time forsinket, da bussen endelig starter, men da bussen alligevel er forsinket, er bussen blevet degraderet til en af dem, der scanner vejkanten for mulige rejsende.

Undervejs går bussen i stå flere gange, og den medbragte mekaniker roder ved motoren, indtil den igen går i gang. Allerede da vi venter, har vi lært en ældre kvinde fra Mopti at kende. Hun er rejsevant og kender navnet på hver en landsby, vi passerer.

Helt galt går det, da vi midt i eftermiddagsheden stopper, fordi hjulene skal skiftes. Da mekaniker, hjælpere og chauffør har forladt bussen, lukker de dørene, så vi ikke kan komme ud. Det bliver hurtigt ulideligt varmt og indelukket.  De to skråtstillede loftvinduer giver ikke tilstrækkeligt med ilt. Passagererne hamrer på vinduerne, indtil dørene endelig bliver åbnet efter en halv time. Tidligere kunne man spore en vis tolerance overfor bussens personale. Nu er holdningen fnysende sarkastisk, som i et DSB-tog en dårlig dag.

Det er blevet mørkt, da bussen stopper, og en gendarm vil kontrollere papirer. Egentlig er det hærens dag – en fest- og fridag i Mali, men der findes åbenbart mange måder at fejre det på. Det er første gang, jeg oplever ID-kontrol på en bus. Min rejsekammerat har som mange fattige fra landet ingen ID-kort. I bussen er hun den eneste uden papirer. Hun stikker gendarmen er falsk navn og en lille mønt og slipper overraskende for mere. Værre er det for dem, der har papirer, som ikke er blevet fornyede. De kommer med indenfor hos gendarmerne.

Vi er næsten fremme, da bussen drejer den forkerte vej mod nord og Timbuktu. Ingen i bussen siger noget, men der er en anspændt opmærksomhed. Hvor skal vi nu hen? Vi drejer ind på en tankstation for at tanke op og reparere bussen en sidste gang. Derfor når bussen at blive 21:30, inden den parkerer ved sidste stoppested med en flok passagerer, der regnede med at være fremme klokken 16 om eftermiddagen. Lamenata synes, at turen var meget lang og går direkte i seng – for første gang i sit liv helt alene i egen seng.

Næste morgen forsøger jeg at forklare hende, hvordan vandhanen og bruseren fungerer med det varme og kolde vand. Men hun foretrækker at fylde den lille plastikkedel, selv når hun skal vaske hænder og børste tænder. Da vi går ud, beder jeg hende låse døren, da jeg selv har hænderne fulde. Det viser sig, at hun har låst døren men ladet nøglen sidde i døren. Tænk at leve et sted, hvor en låst dør er nok til at markere, at man ikke skal gå ind.

Morgenmaden er hun ikke meget for og nøjes med en kop kaffe og en bid brød. Frokost består af en halv sodavand. Vi taler kun få ord af hinandens sprog, så jeg ved ikke, hvad hun ønsker. Når jeg får nogen til at spørge, siger hun, at hun allerede har spist. Det går op for mig, at hun er nervøs på grund af rejsen og besøget hos familien.

Vi skal på markedet i Mopti og tager en taxa. Vi bliver stoppet, da vejen er spærret af fredagsbønnen, der fylder den eneste vej, der forbinder beboelseskvarteret med markedskvarteret. Med os er en kvinde med en masse bagage, som skal nå en bus. Men der er ingen hjælp at hente, mens mændene beder. Vi får lov at sidde i skyggen og vente i en halv time.

Da vi endelig når markedet, køber Lamenata nogle tekstiler til at forære kvinderne i familien. Næste morgen er vi klar til den videre tur ud i bushen. Jeg gruer for det udfordrende bjerglandskab, hun skal vandre i. Som en rigtig byboer slentrer hun af sted i sneglefart i badesandalerne.

Børn med budskaber i Mali

I Mali giver en konkurrence i historiefortælling arrangeret af dansk-malinesiske Moussa Diallo børn mulighed for at udtrykke sig om vigtige emner i samfundet ved hjælp af teater, sang og musik

Af freelancejournalist Lise Blom
Den grådige frue forlanger mad af den forældreløse pige, mens hendes egen datter hviler sig i hendes skød

Den grådige frue forlanger mad af den forældreløse pige, mens hendes egen datter hviler sig i hendes skød

Øjnene lyner, når den grådige frue kommanderer med den lille pige i det slidte tøj. Lav mad, hent mad, vask op, lyder de konstante krav til pigen. Hun finder en tom gryde, da fruen og hendes forkælede datter har spist. Foran scenen sidder og står hundredvis af børn og voksne, som lever sig ind i det hjerteskærende drama og buher af utilfredshed.

Træet adlyder, da den forældreløse pige beder træet sænke sig, så hun kan plukke frugterne

Træet adlyder, da den forældreløse pige beder træet sænke sig, så hun kan plukke frugterne

Historien om den forældreløse pige og familien, der udnytter hende er velkendt i alverdens eventyr og et populært tema, da 12 skoler i Mali konkurrerer i historie-fortælling. Men hvor vores Askepot lader sig redde af prinsen på den hvide hest, har afrikanske skolebørn andre og mere handlekraftige bud på, hvordan pigens fremtid kan forandres.

Den grådige frue skriger, da træet rejser sig i fuld højde

Den grådige frue skriger, da træet rejser sig i fuld højde

Sulten og trist begiver pigen sig ud i skoven og finder ud af, at hun kan tale til træerne, så de sænker sig, og hun let kan plukke deres frugter. Den grådige frue og hendes forkælede datter går med i skoven og bliver forfærdede, da et træ adlyder pigens bøn og vokser nedad, så frugterne let kan plukkes. Men den grådige frue vil ikke lade chancen for lavt hængende frugter gå fra sig og sætter sig i træets krone og begynder at proppe sig med frugterne. Publikum jubler, da pigen beder træet rejse sig igen, mens den grådige frue desperat klamrer sig til træets krone.

Stykket bliver fortalt medrivende af skolen Tièba B fra Sikasso i det sydlige Mali og giver skolen en andenplads i finalen torsdag den 13. januar 2011.

Skole Tiéba Bs lærere og skoleinspektør i lyserødt følger spændt med, da deres elever er på scenen

Skole Tiéba Bs lærere og skoleinspektør i lyserødt følger spændt med, da deres elever er på scenen

Historien lever op til konkurrencens krav om at have et budskab og indeholde skuespil, musik og dans. For konkurrencen handler nemlig om at udtrykke sig. Malis traditionelle kultur og historie hviler på historiefortællingen, men traditionen er i fare for at forsvinde, for børn i dag har svært ved at udtrykke sig. Skolerne er hæmmede af mangel på ressourcer og uddannede lærere. I dagens Mali er der ingen status i at kunne udtrykke sig, børnenes forbilleder er sportsstjerner.

Den situation skal ændres. Under mottoet ”Giv eleverne ordet gennem historiefortælling” har den dansk-malinesiske musiker Moussa Diallo for andet år arrangeret en konkurrence i historiefortælling for skoleelever.

I 2010 forgik konkurrencen på 24 skoler i Bamako, Kati, Koulikoro og Segou. I år er konkurrencen flyttet sydpå til Sikasso og omegn og for første gang deltager også skoler fra landsbyer.

Klassekammeraterne følger også med fra kulissen

Klassekammeraterne følger også med fra kulissen

Tre af de 12 skoler giver deres bud på en fortælling om den forældreløse pige, som bliver misbrugt af en grådig familie.  Landsby-skolen Kignan B fortæller, hvordan demokratiet bliver indført i dyreriget. Her vinder den muntre abe valget om at blive konge overfor modkandidaten den stærke løve. Modsat situationen i Malis naboland Elfenbenskysten lykkes det for aben at overbevise den tidligere hersker løven om, at det er bedst for riget, hvis de samarbejder i stedet for at bekæmpe hinanden.

To jægere bortfører den unge pige fra hytten langt ude i skoven

To jægere bortfører den unge pige fra hytten langt ude i skoven

Vinderen af finalen er den tydeligvis ressource-stærke privatskole Amadou Sogodogo fra Sikasso med et stykke om ikke at miste håbet. Et kongerige er konstant i krig, og kvinderne bliver beordret til kun at føde sønner, så de kan blive krigere i kongens hær. En kvinde nedkommer med en datter og bor i en hytte langt ude i skoven, indtil datteren en dag liver bortført. Årene går, og kvinden er blevet gal af savnet efter den forsvundne datter. Hun synger konstant en særlig sang, som var signal til, at datteren trygt kunne åbne døren til hytten. En dag bliver den gale mor ført til en konge i et fjernt rige, og det viser sig, at dronningen er den bortførte datter.

Den handicappede bror bliver forladt af sin søster, da hun gifter sig på trods af et løfte til forældrene om altid at passe sin bror

Den handicappede bror bliver forladt af sin søster, da hun gifter sig på trods af et løfte til forældrene om altid at passe sin bror

Tredjeprisen går til endnu en skole fra Sikasso, der har kampen mellem det gode og det onde som tema. Forældrene til et handicappet barn beordrer storesøsteren til kun at gifte sig, hvis den nye ægtemand samtidig lover også at tage sig af den handicappede lillebror. Forældrene dør, og datteren afviser bejler efter bejler, indtil hun en dag siger ja. Hun forlader sin handicappede lillebror. I skoven møder han en djævel, der som alle djævle i malinesiske fortællinger er let kende, fordi han er hvid. Djævlen helbreder ham og skænker ham rigdom, så han kan indtage rollen som ny konge.

Undersåtterne valfarter til ham, for han deler ud af sin rigdom. En dag er det hans egen søster, der ikke genkender ham. Hun får ekstra meget og vender tilbage dagen efter. Men da får hun i stedet den kæde, som forældrene gav hende til gengæld for, at hun altid skulle passe sin bror. Da hun forlod sin bror, havde hun givet ham kæden, og hun bliver forfærdet, da hun opdager, hvem den nye konge er.

De ti-årige børn er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

De ti-årige børn fra Kouoro Village er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

Desværre må landsby-skolerne vende hjem fra finalen i Sikasso uden andre præmier end én for bedste danserinde. Hverken en historie om en forældreløs pige eller den om dyrenes valg falder i dommernes smag. Landsbyskolen Kouoro Village bruger humor i historien om de gamle mænd i landsbyen, som nægter landsbyens piger at komme i skole. En dag lykkedes det en pige at komme i skole, og da hun senere sender penge hjem til sin gnavne gamle far, vender stemningen blandt de gamle mænd.

Læs mere om Arc en Ciel på malinyt.dk

Turister på privatbesøg i Mali

Når en landsby i Mali for første gang får besøg af turister, bliver rollerne byttet om, og det er beboerne, som fotograferer turisterne.

Den unge fyr holder mobiltelefonen foran sig, smiler, og fotograferer turisterne en ad gangen. Efter ham følger endnu en ung fyr. Kameraerne er blevet vendt, og nu er det turisterne, som er i fokus. I seks dage og på utallige rejser før har de danske og norske turister været dem, der fotograferede og observerede. Nu er situationen anderledes. Turisterne er underholdning og bliver studeret indgående af landsbyens beboere.

Foto Margit Bæksted. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Foto Margit Bæksted Jensen. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Vi er i landsbyen Somme i dogon-området i Mali. Egentlig skulle vi straks have været videre, men landsbyens beboere insisterer på, at vi kommer på besøg. Der bliver givet hånd, og vi bliver placeret under et halvtag, så landsbyens beboere kan betragte os. Men vi skal videre. Vi skal vandre til landsbyen Biry, hvor en velkomstkomite venter os med geværer og trommer.

Foto: Margit Bæksted. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Foto: Margit Bæksted Jensen. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Som rejseleder for Viktors Farmor har jeg taget min gruppe af danske og norske turister med langt ud på landet. Gennem tre timer er vi bumlet ad en hjembygget vej, der zigzagger sig gennem landskaber mellem klipper, så man næsten umærkeligt stiger 400 meter op på dogonplateauet.

Gruppen af danske og norske turister fra rejsebureauet Viktors Farmor er den første turistgruppe, som besøger Biry i dogonområdet i Mali. Gruppen er her som landsbyens og mine gæster, og jeg er spændt på, hvordan mødet spænder af. Her bor min tidligere svigerfamilie, som jeg stadig har tæt kontakt med og besøger hvert år. Landsbyens beboere har tidligere efterspurgt turister, og de har allerede haft besøg af enkelte venner fra Danmark, der har fotograferet, filmet og optaget musik i Biry.

Foto; Margit Bæksted. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

Foto; Margit Bæksted Jensen. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

I dag kommer en rigtig gruppe turister til Biry. Den yngste er en dreng på 13år, og den ældste er en mand på 72 år. Turisterne har allerede oplevet mange korte landsbybesøg på rejsen i Burkina Faso og Mali, og de er alle rejsevante. Forskellen fra tidligere besøg og dette er, at de denne gang er rigtige gæster, de skal sove i landsbyen og spise deres mad. Alting skal fungere for, at turisterne får et godt besøg, men det skal også være en god oplevelse for landsbyens beboere. For dem handler det ikke kun om at tjene penge men også om at møde mennesker udefra og dele deres kultur. Jeg har forklaret landsbyen, at det er for meget, hvis de slagter en hel ko for os. Otte kyllinger og en ung ged er rigelig mad til 13 personer.

Vi ankommer sent og sultne til Biry og må spise en forsinket frokost af kylling i sovs af baobabblade, før vi får den traditionelle velkomst.

Eftermiddagens lys er blevet gyldent, da landsbyens unge mænd med håndsmedede geværer leder os op til landsbyen. Langs stien synger kvinder og børn og klapper i takt til trommerne. På en lille plads i landsbyen bliver vi placeret i midten, mens mændene med geværer danser om os. De afslutter dansen med geværsalutter, der giver genlyd i klipperne.

Det bliver aften, og umiddelbart efter mørkets frembrud stiger den næsten fulde måne op og oplyser klippelandskabet. Et bål af strå oplyser dansepladsen, hvor de unge mænd og kvinder danser. De har selv koreograferet et program af danse, der indeholder elementer af traditionelle maskedanse. Men de fortæller også små historier med dansene, som er inspireret af musikvideoer og hiphop. Når der er konkurrencer i området, deltager Birys unge, og i 2010 vandt de førsteprisen.

Ind i mellem er det små børn, som danser. Den traditionelle dans går lynhurtigt, det ene ben kører i dobbelt takt af det andet. Mens benene kører som trommestikker, er resten af kroppen næsten helt rolig, hvis danseren er dygtig. Kun få turister har mod på at danse med. Det er en dans, man skal være opvokset med for at kunne danse.

Næste morgen besøger vi landsbyen og hilser på beboerne. De fleste er i marken, da høsten i år for en gang skyld har været god, så den er endnu ikke slut sidst i november.  Derefter er det tid til afgang. Beboerne forsøger at overtale os til at blive lidt længere. Der hænger endnu to hele røgede køller fra geden til vores frokost. Men vi har et stramt program og må videre. Inden afgangen får vi fire haner og en kasse bananer foræret. Turisterne er rørt over besøget, og de har samlet penge ind som tilskud til den skole, de unge fra Biry arbejder på at få etableret.

Lidt senere på turen oplever turisterne, hvilke problemer turisme kan give. Børn, der tigger og pjækker fra skole for at holde turister i hånden i hånden med det formål at få en gave. En situation jeg aldrig håber, at jeg kommer til at opleve i Biry.

AirFrance kræver tålmodighed

Service er et ukendt begreb for AirFrance, hvor det kræver tålmodighed at få sin 13 dage forsinkede bagage og den lovede kompensation

Af freelancejournalist Lise Blom

Bankdamen ser på checken og spørger, hvad jeg vil med den. Jeg vil gerne have pengene udbetalt, svarer jeg og undrer mig over hendes spørgsmål. Når man præsenterer en check, der er udstedt i ens navn i kassen i en bank, er det vel meget logisk, at man ønsker beløbet udbetalt.

Checken er udstedt af Air France og skal dække en del af omkostningerne ved forsinket bagage. Min kæreste ankommer til Mali den 19. december – eller det vil sige, det er blevet den 20. december, fordi flyet er forsinket på grund af tre centimeter sne i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Da han endelig ankommer, er det selvfølgelig uden bagage. Afdelingen for forsinket bagage tager bagagekvitteringerne og udfylder et svært læsbart papir i hånden. Der er ingen grund til at tænde computeren og indberette den forsinkede bagage for de mange ventende rejsende. Og der bliver ikke udleveret t-shirt og tandbørste, som eller er del af plaster på såret for rejsende uden bagage.

To dage senere ringer vi til lufthavnen og får besked om, at bagagen er ankommet. Men i lufthavnen er der ingen bagage. Til gengæld kan en effektiv kvinde finde ud af at efterlyse bagagen på computeren og udfylde en formel rapport. Hun kritiserer de manglende bagagekvitteringer. Formelt har vi ikke længere bevis for den manglende bagage.

I rapporten kan vi se, at Air France udbetaler 100 euro i kompensation for uforudsete udgifter. Derfor tager vi til Air France kontor og afleverer vores kvitteringer for de nødvendige indkøb, når man kommer fra frost til tropevarme med kun håndbagage.

Men vi kan ikke få checken, for der er ikke lige nogen i regnskabskontoret. Og der er ikke nyt om bagagen andet end Air France har ophobet 25.000 stykker bagage alene i Charles de Gaulle lufthavnen.

Dagen efter beslutter vi efter fire dages forgæves venten at tage videre på rejsen med et farvestrålende plydstæppe og vanvittigt dyre designer-t-shirts til 300 kroner stykket indkøbt i en butik hvor man kan få en kvittering på beløbet. Vi er endnu en gang forbi den ansvarlige på AirFrances kontor, men der er stadig ingen i regnskabsafdelingen, og den ansvarlige har ondt i sin tand.

Det er aftalen, at bagagen skal leveres på hotellet i Bamako, når den ankommer. Men da vi er retur den 31. december, er der stadig ingen bagage. Ved en opringning den 1. januar er svaret igen negativt, og der er afgang samme aften. Inden min kæreste tjekker indm besøger vi kontoret for forsinket bagage. Og der står taskerne heldigvis klar til at blive tjekket ind igen.

Det eneste, der mangler, er nu checken på de 100 euro. Jeg har forklaret den ansvarlige i AirFrance, at checken skal udstedes til mig i stedet, da min kæreste ikke har mulighed for at modtage checken, da han ikke længere er i Mali.

Den 7. januar møder jeg op hos Air France. Den ansvarlige kan huske, at checken er udstedt ,men hvor er det lige, den er. Gentagne gange kikker hun mappen igennem med checks til andre uheldige rejsende med AirFrance. Hun forsøger andre mapper med andet indhold. På et tidspunkt finder hun kvitteringen for checken. Hun ringer og besøger andre kontorer. Men tålmodigheden sejrer, og på et tidspunkt ser hun mappens indhold igennem side for side, og så dukker checken endelig op.

I mellemtiden har den lokale afdeling af Bank of Africa, der ligger i samme bygning som AirFrance, lukket ti minutter tidligere. Jeg får at vide, at jeg kan indkassere checken i hvilken som helst afdeling af banken. Derfor møder jeg dagen efter op i den nærmeste afdeling.

Det er her, bankdamen kikker undrende på min check og spørger, hvad jeg vil.

Hun studerer computerskærmen og noterer sig tallet 20 på checken, hvorefter hun streger tallet ud igen. Så skriver hun mit navn bag på checken. Og stirrer længe ud i luften. Hun har tidligere prøvet at henvise mig til en mand ved en åben skranke. Men ham har jeg allerede været ved. Han tog en kopi af mit pas og viste mig videre til hende. Nu råber hun til ham og spørger, hvad hun skal gøre. Han svarer, at checken skal indløses som alle andre checks. Det er en check fra Bank of Africa.

Hun får printet en side og sender mig over til den overordnede i et glasbur. Han beder mig vente, hvorefter han ringer til adskillige personer og råber med andre af de ansatte i afdelingen. Til sidst kalder han mig ind og underskriver checken og sender mig tilbage til kvinden i kassen. Og nu tæller hun endelig penge op og udbetaler dem til mig. Jeg slipper endda for gebyr. Det tog 40 minutter i banken, og der var ingen kø.

Fransk rejsevejledning skader Mali

Mali føler sig trådt på af den tidligere kolonimagt Frankrig. Det skyldes, at det franske udenrigsministerium nu fraråder rejser til en stor del af landet

Af freelancejournalist Lise Blom
Færre turister nyder solnedgangen over Nigerfloden i Mopti efter at Frankrig har skærpet sin rejsevejledning til Mali

Færre turister nyder solnedgangen over Nigerfloden i Mopti efter at Frankrig har skærpet sin rejsevejledning til Mali

Selv om det er midt i højsæsonen for turisme i Mopti og dogon-området i Mali, er det ikke nødvendigt at bestille hotel. Her er nemlig god plads på både hoteller og restauranter. Guider, souvenirsælgere, restauratører og bådudlejere er på en gang oprørte og opgivende. De har svært ved at forstå, at de pludselig skulle leve i en farlig terrorzone. Det samme gælder de herboende europæere og de turister, der har fundet vej.

Da der springer en bombe den 5. januar 2011, sker det foran den franske ambassade i Malis hovedstad Bamako. Et tunesisk medlem af Al-Qaeda smider en mindre gasbombe og skyder mod ambassaden, inden han bliver anholdt. To bliver lettere såret ved angrebet, som, politiet formoder, er en enkelt persons værk.

I selve Saharaørkenen har AQIM- den nordafrikanske del af Al-Qaeda – baser. En franskmand blev kidnappet i november 2009, og det formodes, at en del af de op mod 20 europæere, som er blevet kidnappet de seneste år i nabolandene Niger og Mauretanien er eller har været holdt fanget her.

Men den uvejsomme Saharaørken ligger fysisk og mentalt langt fra dogonområdets smukke klipper. Her og i resten af Mali mener man, at Frankrigs nye rejsevejledning er en hævn. Det er en udbredt opfattelse, at vejledningen er blevet skærpet, fordi Mali ikke vil skrive under på en migrationsaftale med Frankrig og samtidig nægter at lægge jord til enny  fransk militærbase.

Den nye rejsevejledningskaber mistillid mellem Mali og den tidligere kolonimagt. Og de franske turister, der trodser rejsevejledningen, tvivler på, om de overhovedet skal tage den og lignende advarsler alvorligt. På sigt vil den skærpede rejsevejledning også få betydning for  udviklingsprojekter i området. Danmark har ikke skærpet sin rejsevejledning til Mali.

Ferie med lyd i Malis paradis

Næsten alle dyrene synger med på paradisets soundtrack på det økologiske feriecenter Teriya Bugu i Mali

Af freelancejournalist Lise Blom

I paradis synger selv flagermusene. Sangen fra en enkelt flagermus lyder, som når man træder på et pibedyr. Tusinde flagermus giver en skurrende lyd som en gynge, der trænger til at blive smurt. Om dagen sover flagermusene. De lægger vingerne beskyttende om hinanden, så de former gråbrune kugler i træerne. Af og til ramler parringslystne duer sanseløst ind i de sovende flagermus. De søvnige flagermus flakser rundt, ind til de falder til ro i en ny kugle.

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Paradisets stjerne er den truttende trane. Dens elegance er tilsat en mimik, der er en tegneseriefigur værdig. Det ser en anelse komisk ud, når den kalder med sit trut og udfører sin tranedans – måske fordi den er alene.

Første dag i paradis hørte jeg, at en pillede ved låsen og frygtede, at en ansat var ved at låse mig inde på værelset. Men det var tranen, som legede med min nøgle, der sad udenfor i låsen. Den hviler sig udenfor mit værelse. Siestaen foregår under et træ, og om natten balancerer den ovenpå en lille høj.

Ved solnedgang sidder den på en træstub og spejder længselsfuldt ud over floden. Men ak – der er ingen mage i udsigt. Tranens mage er død. En gang var her masser af traner langs Banifloden i Mali, men nu er fuglen en sjælden gæst. Denne trane er kommet til skade, og dens brækkede vinge hænger let akavet. Som en anden Speedo må den nøjes med at løbe hurtigt.

Tusinde fugle står for underholdningen om dagen. Bunden bliver lagt af duernes klassiske kurren. Af og til samler duerne sig til et gigantisk baggrundskor. Hvis det var et soundtrack til en film, ville musikken signalere en dramatisk udvikling af historien. Men her er lyden bare en fejring af øjeblikket. De største duer kan også dutte. Det lyder, som om de trækker vejret ind, når deres dut-dut-dut-dut-dut-dut fortoner sig.

Skadernes skingre skræppen kan næsten tilgives, fordi fuglene er så smukke. Fjerdragten changerer mellem grøn, turkis, blå og violet, når de elegant glider gennem luften. De har lange vippende haler og skinnende gule øjne. De lysegrønne papegøjer kvidrer, isfuglene lyder som et elektronisk spil, når de fejer tæt henover flodens overflade på udkik efter fisk. Påfuglenes sang kan forveksles med grædende babyer, og fuglen udmærker sig ud over den smukke fjerpragt ved at spise slanger.

Kun et dyr i paradis er helt og aldeles tavst. Umiddelbart savner man ikke myggenes irriterende summen. Men myggene er der. Det er de lavbenede myg, som sniger sig lydløst ind på en og stikker. Og desværre også netop den art myg, som kan være bærer af malariaparasitter.

Teriya Bugu er Malis bud på et paradis. En rig fransk præst investerede i 70’erne i området langs Banifloden og skabte i samarbejde med de lokale et landbrugsprojekt og udviklede alternativ energi. Teriya Bugu er nu ud over et landbrugsprojekt også et smukt beliggende økologisk feriecenter. Maden er formidabel med specialiteter som honningmarineret gris og kanin i sennep og hjemmefremstillet marmelade og honning.