Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

Kæmpefisk tynger fisker i Mali

Der er drama i stil med Hemingway og eventyr i familie med konen med æggene, da en fisker lander den største fisk, han nogensinde har set

Af freelancejournalist Lise Blom
Foto: Carsten Elert. Skjult under sækken ligger resten af fiskens enorme krop, der på breddeste sted måler omkring 70 centimeter

Foto: Carsten Elert. Skjult under sækken ligger resten af fiskens enorme krop, der på breddeste sted måler omkring 70 centimeter

Den brede vifteformede hale vipper irriteret. Det er det eneste, der afslører, at resten af sækken indeholder en enorm fisk – og at fisken er levende. Sækken er bundet fast på bagagebæreren på en spinkel herrecykel, som ejeren balancerer i buskadset i kanten af stien, da vi skal forbi i en firehjulstrækker. Manden er desperat. Han beder os om et lift med fisk og cykel.

Jeg har sjældent set så stor en fisk. Og jeg har i hvert fald aldrig før set så stor en levende fisk på en cykel. Manden anslår dens vægt til 60 kilo.

Det begynder dagen inden. Endelig har fiskeren bid, og da han trækker fiskelinen i land, får han øje på den store malle, som har bidt på krogen. Kampen begynder, da fisken skal trækkes op ad vandet. I timevis slår fisken med halen og vrider sig, når fiskeren har fat om den. Det er ikke muligt at stikke en kniv i fisken, for fisken skal være levende for at kunne holde sig i varmen, og samtidig vil blodet tiltrække krokodillerne, som fiskeren ikke ønsker at dele sit bytte med. Da fisken endelig er oppe på land, er næste udfordring at få den ned i en sæk. Fisken er så bred om bugen, at den næsten fylder den store sæk til 50 kilo ris ud. Men når fisken er nede i sækken, bliver den pacificeret, så den er lettere at transportere.

Timerne går, og endelig er fisken bundet fast til bagagebæreren på cyklen, og cyklen er kommet op at stå. Fiskeren er udmattet og har ikke fået noget at spise, siden han tog ud at fiske, men han ved, at det er en kamp mod tiden. Når fisken dør, går kødet hurtigt til.

Fiskeren har nu to muligheder. Den mest overskuelige er at transportere fisken hjem til landsbyen og spise den sammen med familien og ryge resten af kødet. Men fiskeren ser på den gigantiske fisk og ved, at den kan indbringe en god pris på en restaurant, hvor gæsterne vil sætte pris på store stykker grillet fisk uden ben.

Der er cirka 30 kilometer af stier og jordveje til det nærmeste marked dagen efter. Fiskeren går ad stierne i den måneløse nat. Han er klar over, at de andre handlende på markedet er fattige landsbyfolk ligesom han selv, og at de udelukkende er på markedet for at sælge deres egne afgrøder og måske købe lidt elektronik eller en plastikskål, som driftige handelsfolk har transporteret dertil på ladet af en lastbil. Men måske er der en opkøber på markedet? En opkøber der køber jordnødder og majs i de små landsbyer og sælger det videre med fortjeneste på de større markeder i byerne. Hvis det ikke lykkedes at sælge fisken på markedet, kan fiskeren køre med en af de tungtlastede lastbiler retur til byen om aftenen.

Vi er i Bafing i det sydvestlige Mali, og det nærmeste køleskab befinder sig 75 kilometer væk i den lille flække Manantali med to ugentlige busafgange. I Manantali kommer der fiskeopkøbere, som forsyner hovedstadens restauranter med god fisk. Det er en tur på yderligere 300 kilometer. Men den mulighed er stadig fjern tidligt om morgenen på markedsdagen.

Det er på det tidspunkt, at fiskeren hører en bil nærme sig. Her ude i skoven kommer der sjældent biler. Seneste bil kom for to dage siden, og det var den lokale ledelse fra Skov og Naturstyrelsen, der gav landsbyerne to ugers frist til at rydde de nye ulovligt opførte udflytterlandsbyer i naturreservatet. Dem vil han ikke forvente hjælp fra.

Da manden ser vores bil, øjner han chancen. Og hvis det var et ægte eventyr med en god slutning, var det her, at hjælperne var trådt ind i historien.

Men nej. Vi vil ikke købe hans fisk, og vi har heller ikke plads til ham. Bilen er allerede fyldt med bagage, og vi har derudover to piger med, som skal på markedet for at sælge sække med jordnødder. Chaufføren tager i det hele taget nødigt passagerer med, og i dag kæmper han med malaria og et dårligt knæ. Hvis der skal være plads til manden, hans fisk og cykel, skal chaufføren klatre op på taget af bilen igen og surre den ekstra bagage fast. Det vil tage tid, og hele dagen er i forvejen sat af til den lange køretur til Bamako ad dårlige veje og stier.

Samvittigheden nager. Der kan godt gøres plads til manden og fisken, men det vil tage tid at ommøblere bagagen, så vi efterlader manden i vejkanten og håber, at en motorcyklist kan hjælpe ham videre.

Om natten dukker fiskeren op i en drøm. Det viser sig, at han har opdaget uregelmæssigheder i naturreservatet, hvor han fisker. Ledelsen af naturreservatet frygter, at han vil afslører uregelmæssighederne og beslutter at give ham noget andet at tænke på.

En kæmpefisk vil knække ham, vurderer ledelsen. I første omgang vil han blive besat af drømmen om den formue, han kan tjene på fisken. Dernæst vil han slide sig op i kampen for at bringe fisken til markedet. Og når fisken dør og går til, vil han blive bitter. Hans bitterhed vil ramme alle, og hele området vil vide, at han er fiskeren, der gik glip af en formue, fordi hans fisk døde. Og ingen vil derefter lytte til fiskeren, når han siden beretter om de uregelmæssigheder, han har observeret i naturreservatet.

Det er derfor, at ledelsen af reservatet sørger for, at fiskeren får kæmpefisken på krogen. Men i drømmen har ledelsen ikke forudset, at vi tilfældigvis ville komme forbi i bil samme dag. Og i drømmen tager vi selvfølgelig fiskeren med ……

Brændestabler som statussymbol

Verdens kvinder kan have mange måder at vise deres værd – et smukt hjem, kultiveret samtale og et personligt tøjvalg. I Mali er det størrelsen af brændestablen, der afgør om hun er en god kone

Af freelancejournalist Lise Blom

De halvanden meter lange stykker brænde ligger stablet i mere end to meters højde, og stablen er op til 30 meter lang. Her er flere kubikmeter brænde, end der kan være på en lastbil – selv i Mali, hvor lasten normalt er højere end selv bilen.

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

Den store brændestabel foran huset er langt fra den eneste. I hele landsbyen Nabasso ligger lignende brændestabler ligesom nabolandsby efter nabolandsby. Der er selvfølgelig træer i området, men skovene bliver aldrig helt tætte, og flere steder er de tidligere skove nu erstattet af lavt krat.

I første omgang regner jeg med, at brændeindsamlingen er blevet organiseret for at presse prisen op overfor indkøberne. Men jeg undrer mig alligevel. Brændet er nemlig farvet sort af alder, og det har tydeligvis ligget der længe. Forklaringen får jeg af chaufføren:

– Brændestablerne er symboler på kvindernes værdi som husmødre. Hvis en kvinde kun har en lille brændestabel, bliver hun anset som doven, mens en stor brændestabel signalerer, at hun er flittig.

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Så snart en kvinde er gift, går hun i gang med at samle sin brændestabel. Det foregår i bushen og i skovene. Hun fælder ikke træerne men hakker grene af. Derefter bærer hun de tunge grene på hovedet de mange kilometer tilbage til landsbyen. Hovedparten af brændesamlingen foregår i årets varmeste måneder mellem marts og maj. De bedste og største stykker træ ender i brændestablen. Brændet i den særlige brændestabel bliver aldrig brugt, og træet går efterhånden i opløsning.

Budskaber fra Malis stenalder – arkæologi i Mali

Årtusinde år gamle hulemalerier i Mali ser friske ud i farverne, og motiverne er så velkendte, at de kan forveksles med udtryk fra nutiden

Af freelancejournalist Lise Blom

Når man ser bort fra redskaber af flintesten, ligner arkæologiske fund i Mali fuldstændig genstande, der stadig er i brug i nutidens landsbyliv. Drikkevand holder sig køligt i store lerkrukker. Kvinder ligger på knæ foran gruttesten for at male hirsen til den daglige portion hirsecreme. Og mange steder kan man finde friskmalede tegn og symboler i grotter, der er hjemsted for ceremonier og ritualer.

Cheick Oumar har samlet en håndfuld dekorerede potteskår. Med den klassiske gyldne keramikfarve, ser de ud, som om de er kasseret for nylig. Men vi er en dagsvandring fra nærmeste landsby Mingari. Området er del af Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule og næsten mennesketomt.

Landskabet med savanne og skov er gennemskåret af stejle klippevægge. Hjulsporet, der er ryddet for vegetation, stopper ved Mingari, der føles som civilisationens sidste udpost. Men engang var området centrum for civilationen. De mange åbne huler i klipperne husede mennesker fra en glemt kultur, der siden er rejst videre.

Måske så udsigten over det vidtstrakte landskab lige sådan ud for 4.000 år siden i den yngre stenalder? Et hulepindsvin har gennemgravet jorden efter spiselige rødder. Og synet af en lort fra en løve har sikkert fået datidens beboere til at føle sig ligeså sårbare, som vi gør i dag.

Mellem 1984 og 1986 er hulerne ved Fanfan Gnégénen 1 blevet undersøgt af arkæologerne Téréba Togola fra Mali og belgiske Eric Huysecomder. Området rummer mange lignende huler og grave, der ikke er blevet undersøgt.

Brande truer Malis skove

Det er ikke let at være skov i Mali. Træerne står ofte så spredt, at man ikke kan få øje på skoven. Og hvert år bliver der sat ild til skoven

Af freelancejournalist Lise Blom

Når man først en gang er blevet brændt af, er det vanskeligt at sætte ild til én igen. Det er filosofien bag begrebet forebyggende brande. I radioen bliver befolkningen i den sydlige del af Mali opfordret til at sætte ild til naturen omkring deres landsbyer i december og januar. Resultatet er flammehav med meterhøje flammer, der nat efter nat æder sig gennem skove og høstede marker. Ilden efterlader et sortsvedent landskab. Fordelen ved det afbrændte område er, at der ingen vegetation er tilbage, som ilden kan antænde næste gang, der bliver tændt ild. For en ting er sikkert. Før eller siden kommer der én forbi med en tændstik.

Det gibber i mig, da vi en aften skal køre gennem en mur af meterhøje flammer, der langsomt er ved at fortære det op til tre meter høje græs, der omgiver os på den smalle sti. Lignende brande tegner lysende mønstre på bjergenes silhuetter. Røgen ligger som en kvælende dyne over landsbyen, og morgenen efter er der udsigt til et sortsvedent landskab.

Hvorfor spørger jeg den landmand, hvor vi har slået telt op? Han bor i landsbyen Makadougou lige uden for Bafingreservatet i Sydvestmali. Svaret lyder forebyggende brand. De forebyggende brande er anbefalet af myndighederne i radioen. Det er ikke første gang, jeg spørger, og hver gang får jeg en ny forklaring. Fælles for alle forklaringerne er, at det altid er nogle andres skyld, at skovene brænder.

Nomader sætter ild på vegetationen, fordi de afbrændte planter og træer reagerer ved at spire og sætte nye blade, som nomadernes dyr sætter pris på at spise. Nogle bønder sætter ild på deres jord for at holde nomaderne væk. En del brande skyldes jægere, der ved hjælp af flammerne kan skyde de flygtende dyr. Efter jagten får ilden lov at brede sig, uden at nogen slukker den. Det samme sker når børn leger med ild. Der er også nogle, der sætter ild til vegetationen for at undgå slanger og andet kryb i det tætte buskads.

Mamadou, som er sekretariatschef i en malinesisk naturbeskyttelsesforening, forklarer, at myndighederne siden selvstændigheden uden held har forsøgt at stoppe afbrændingerne. I stedet prøver de nu at styre afbrændingerne ved at tillade det indenfor en periode tre måneder efter regntiden og fire fem måneder inden næste regntid, hvor vegetationen har så meget fugtighed i sig, at brandene ikke breder sig for ukontrollabelt og truer landsbyerne.

Kampagner for at indskrænke forbruget af brænde i Mali virker omsonst, når en stor del af Malis vilde skove bliver ofre for ilden uden at gøre gavn.

Ganske vist overlever de fleste træer de årlige afbrændinger. Men træerne er svækkede og kan ikke vokse normalt. Der bliver længere og længere mellem store træer i Malis skove. Og træerne bukker helt under for flammerne, når nomaderne hakker grene af som foder til dyrene. Grenene får lov til at tørre ud rundt om stammen, og ved næste brand har flammerne mere at få fat i, og hele træet går op i røg.

Chaufførstrejke i Mali

Aggressive minibus-chauffører lader deres vrede over politiet gå ud over tilfældige efter politiets drab på chauffør. Heldigvis følger de ikke op på truslen mod mig og min taxachauffør

Af freelancejournalist Lise Blom

– Du skal ud af taxaen, siger chaufføren.

Jeg er lige steget ind i bilen og sidder allerede i mine egne tanker, da budskabet langsomt trænger ind i min bevidsthed. Bilen er omringet af 10-15 unge mænd, som råber, at jeg skal ud.

Jeg spøger hvorfor, uden at få svar. Jeg skal bare ud.

Chaufføren siger ikke mere og sender mig et opgivende blik. Jeg bliver siddende, mens de unge mænd hamrer hænderne i bilen. Der er flere råbende mænd på gaden og en helt anderledes stemning, end jeg nogensinde før har oplevet i Mali. Klokken nærmer sig otte om aftenen i en by, hvor jeg aldrig har været nervøs for at gå alene om natten.

– Ud med udlændingene, råber en bagfra.

Selv om både tonefald og budskab er en tand mere aggressivt, virker råbet som et ”sesam luk dig op”.

Pludselig er mændene foran køleren trådt til side, og da chaufføren træder på speederen, protesterer ingen.

– Hvad handlede det om, spørger jeg chaufføren.

– Strejke, alvorligt. Først kommer der kun enkelte ord ud af hans mund. Jeg spørger hvorfor, og chaufføren har igen fået pusten.

– Det er Sotramachauffører, som strejker og blokerer vejen. De har dræbt en politibetjent.

Sotrama er grønne minibusser, der kører hasarderet.

– Strejken handler slet ikke om taxaer, forklarer min chauffør. Når jeg har kørt dig, tager jeg hjem. Jeg tør ikke køre mere.

Han kører en omvej af mindre veje, så vi undgår Sotramaernes stoppesteder. Og da han sætter mig af, formaner han mig, at jeg ikke må gå i byen i aften.

I en avis læser jeg, at det er politiet, der har skudt en Sotramachauffør, som de påstår åbnede ild mod politiet. Ifølge en anden avis nægtede chaufføren at stoppe, da politiet kaldte ham ind til siden for hensynsløs kørsel. Efter en forfølgelse og under en kamp med en betjent, blev chaufføren skudt. Siden har chaufførerne protesteret, blokeret veje og raseret en politistation. Taxaer og busser på vejene har i nogle områder fået smadret ruderne, og politiet brugte tåregas.

Medierne skriver i det hele taget om tiltagende kriminalitet i Bamako de seneste måneder. Bander, overfald og organiseret tyveri af især motorcykler.

En underlig og trist afsked Mali for denne gang. Som dog ikke overskygger min glæde ved den enorme åbenhed og gæstfrihed, jeg møder. Mennesker, som uden at stille spørgsmål rydder kalenderen, og bruger tre timer på at forklare mig kontroversielle politiske og økonomiske problemstillinger. Og som efter et enkelt telefonopkald inviterer mig med til et møde med en forsker, hvor nøglepersoner indenfor naturbevarelse i Mali uformelt diskuterer problematikker.

Forlovelsefest i Mali – salt sikrer godt ægteskab

50 kilo salt skal sikre Lamenata et stærkt og holdbart ægteskab. Lamenata holder sig i baggrunden, da familie og venner fejrer hendes forlovelse

Af freelancejournalist Lise Blom

Det er forlovelsesfest i Malis hovedstad Bamako, og hele dagen kommer festklædte kvinder for at fejre Lamenata. Den 20-årige Lamenata skal giftes og modsat så mange andre fra landsbyen Biry, har hun og den kommende ægtemand selv valgt hinanden.

Forskellen for Lamenata er, at hun er vokset op i Malis hovedstad Bamako. Da hun var to år døde hendes mor, og hendes far har aldrig vist den store interesse for hende. Derfor fulgte hun sin ældre kusine Coumba, da hun giftede sig og flyttede til Bamako.

Coumba er i dag vært for festen. Hun knokler med at lave mad, som bliver serveret i store fade for de mange gæster. Der er lejet stole, og vi sidder samlet om fadene med ris stegt med krydderier, kød, kål, auberginer, gulerødder, løg og hvidløg – en af Malis klassiske retter.

Efter maden går dagens vigtigste ritual i gang. To poser med 25 kilo salt bliver hældt op i et stort fad. Derefter går kvinderne i gang med at fylde små poser med salt. Der bliver bundet en knude på poserne og øverst lagt en mønt. Alle gæsterne får en pose med hjem. Saltet symboliserer et godt og stærkt ægteskab. I sovs giver salt smag og styrke til maden, og på samme måde skal ægteskabet være som en velsmagende kraftig sovs.

Dagens forlovelsesfest er for kvinder. Den kommende ægtemand deltager ikke. Nogle gæster er naboer og venner af Lamenata og hendes familie. Men de fleste er kvinder fra landsbyen Biry og omegn, som nu bor i Bamako. Kvinderne har små børn med. Et næsten nyfødt spædbarn har blødt krøllet hår, men det er ikke normalt i Mali. Kvinderne går i gang med at barbere håret af det skrigende barn. Huden skal være helt glat, så kvinden med barberbladet trykker hårdt. Bagefter er huden på hovedet grå, og spædbarnet falder udmattet i søvn.

Lamenata holder sig i baggrunden sammen med sine jævnaldrende veninder. Der går nogle timer, inden hun klæder om til sit nye tøj i blankt damaskvævet stof med broderier. Vi spiller ludo på en plade med fodboldspillere fra europæiske tophold. Når man slår en modspiller hjem, får man modspillerens brik, og modspilleren skal slå en sekser for at få brikken tilbage til sit eget hjem og derefter slå endnu en sekser for at få brikken ud igen. Jeg har åbenbart uheld i kærlighed, for jeg vinder stort med lidt strategisk hjælp fra de andre spillere og tilskuere.

Som traditionen foreskriver i Mali, kommer en griot og synger. Grioterne er en kaste af sangere, som gennem generationer kender de enkelte familier og deres historier. De fungerer også som budbringere, og sender familien en griot med tilbud om for eksempel et ægteskab, kan man ikke afvise tilbuddet. Det gælder om at holde sig på god fod med den lokale griot for at være sikker på at få en ordentlig hyldest.

Den kvindelige griot er en entertainer, som hurtigt får stemningen op på kogepunktet. Kvinderne danser, ligesom hun selv gør. Og på et tidspunkt kaster hun sig på jorden og ryster. Det ligner et epileptisk anfald. Hun bliver tilbudt vand at drikke men afviser. Uroen breder sig, indtil hun til sidst tager mod vandet og springer op, mens hun griner.

Da hun får øje på mig, beslutter hun sig for en ny hyldest. Grioten bliver hastigt opdateret på min forbindelse til familien, og så synger hun til mig.

– Du skal danse, får jeg at vide. – Hun synger dig stor.

Jeg danser, og kvinderne morer sig over teksten, som jeg ikke forstår. Derefter finder jeg en pengeseddel til hende. Senere på dagen vender hun tilbage, og der bliver improviseret et orkester, som spiller på dåser og træstykker, mens resten klapper den komplicerede rytme. Kvinderne danser en særlig dogon-kvindedans som opvarmning til bryllupsfesten.

Datoen for brylluppet er endnu ikke fastsat. Den kommende ægtemand er rejst til landsbyen.

Et traditionelt dogonbryllup varer i en uge, hvor alle fester – på nær brudeparret. De lever adskilt og er ikke med i de forskellige ritualer og danse. Efter syv dage, hvor alle andre har festet, er de gift og kan flytte sammen. Hvis begge ægtefæller ellers er der. For de unge arbejder ofte i byer langt væk eller i udlandet, så de kan godt blive gift uden at være til stede.

Det er situationen for Salimatou. Sidste år blev hun gift. Men hendes man arbejder i Elfenbenskysten, så hun har endnu ikke været sammen med ham. Hun er lige ankommet til Bamako. Da jeg besøgte Biry, ville hun gerne følges med mig til Bamako, men hun turde ikke spørge sin far om lov. Derfor ventede hun nogle dage og stak af fra familien.

Salimatou søger arbejde i Bamako for at tjene penge.  I mellemtiden bor hun hos Coumba. Familien har to små værelser til fem børn, Lamenata og Salimatou samt endnu en kusine Maimona. Maimona har boet i Bamako nogle år og er gravid. Hendes mand påstår, at barnet ikke er hans, så han har forladt hende.

Børn vasker tøj i krokodillesø

På landet i Mali har selv små børn pligter som at vaske tøj. Vandet må de hente i en sø fyldt med krokodiller

Af freelancejournalist Lise Blom

Et hastigt blik rundt i den lille sø afslører, at krokodillen stadig hviler sig på den lave klippe. Pigen springer ned på en sten overfor og fylder sine to spande med vand i søen. Den ene spand løfter hun op på hovedet med sine spinkle arme. Det sammenrullede tørklæde, der beskytter hovedbunden, falder ned i søen. Inden jeg når at reagere, har hun bøjet sig ned og samlet tørklædet op fra vandet, mens hun stadig balancerer med spanden på hovedet.

Børnene er samlet ved søen sidst på dagen for at vaske tøj og lege. Der er flest piger, og de er mellem seks og ti år. Ud over tøjvasken passer de deres små søskende, som bliver båret på ryggen samtidig med, at de bærer de tunge spade med vand.

Krokodillen slapper af på stenen det meste af tiden. En gang i mellem svømmer den gennem søen, og dens kæber smælder, når den fanger en frø. Den lever af frøer og rører ikke de får, geder og køer, som kommer til søen for at drikke. Alligevel er der overraskende mange frøer i søen. Og krokodillen er ikke engang alene. Der er to større krokodiller, som tilbringer det meste af tiden under vandet, og jeg har set en lille bitte krokodille, som brillerede ved at klatre lodret op ad en sten.

Umiddelbart ville man ikke forvente at finde krokodiller i et klippelandskab, hvor der kun er lidt vand, men i dogon er de udbredte. For dogonfolket er krokodillen hellig, og i nogle landsbyer bliver de fodret. Men i Biry må de omkring ti krokodiller, der lever i de nærmeste vandhuller, klare sig med frøer.

Bambarafolket har et symbol, der består af et stiliseret krokodillespor. Symbolet står for vigtigheden af et godt naboskab. I Mali er det nemlig nødvendigt at kunne leve side om side med en krokodille. De dyr vi betragter som farlige, slår man ikke ihjel eller driver bort. Det handler om at respektere hinanden og acceptere krokodiller i ens vandforsyning.

Den hemmelige nationalpark Boucle de Baoule i Mali

Nationalparken Boucle du Baoule i Mali eksisterer på papiret. Foreløbigt handler det mest om at beskytte naturen, men parkforvaltningen arbejder på at åbne parken for turisme for at skaffe indtægter til landsbyerne

Af freelancejournalist Lise Blom

– Hvor ligger restauranten med kolde sodavand og grillet kylling, spørger jeg drillende kommandanten. Middagsheden er lammende, da vi vender tilbage fra en ti kilometer lang vandretur uden skygge til nogle imponerende klipper.

Jeg ved godt, at der er over hundred kilometer til det nærmeste køleskab og det, der ligner en restaurant. Kommandanten svarer ikke, og jeg kan se, at min muntre bemærkning ikke falder i god jord. Senere på dagen finder jeg ud af, at kommandanten har været besvimelsen nær af udmattelse på grund af malaria og den anstrengende tur. En tur han selv har insisteret på at komme med på – med feber og klædt i fuld uniform og militærstøvler. Om eftermiddagen vil han med på endnu en udflugt – denne gang dog i afslappet løst tøj.

Vi er i slutningen af december i Madina, en landsby, som er centrum for den lokale landkommune, og huser et af fem kontorer for nationalparken Boucle du Baoule. På papiret har Mali en nationalpark og en række naturreservater. Boucle du Baoule er delt i fem zoner og dækker 2.500.000 hektar inklusiv bufferzonerne rundt om parken. Områderne er beskrevet i vage vendinger i Mali The Bradt Travel Guide. Første forsøg på at finde information ender på kontoret i zoologisk have i Bamako. Der henviser man til et kontor under Malis Miljøministerium.

Kontoret for nationalparken er flyttet ud i Bamakos fashionable nybyggerkvarter Hamdalaye ACI 2000. Her vokser kontorpaladser, pragtvillaer, hoteller og betonfundamenter op af brakmarker og midlertidig dyrkede haver med grøntsager. Selv om taxachaufføren nikker bekræftende, da vi beder om at blive kørt til miljøministeriets afdeling i Hamdalaye, bliver han mere usikker, da vi kører ad bydelens brede boulevarder.

Taxaen får endnu en passager. Da han finder ud af, at han først når frem efter, at vi er kommet frem, tager han affære. Der bliver ringet og spurgt folk på gaden. Efter knap en time har vi indsnævret et område og får øje på skiltet. I Miljøministeriet ser personalet tvivlende på os, indtil en ansat endelig ved, hvad vi søger. Efter en kort køretur er vi fremme ved kontoret for nationalparken.

Direktøren for nationalparken er på mission, så vi bliver vist ind på vicedirektørens kontor. En stor mand i militæruniform byder os velkommen og forklarer, at nationalparken i princippet er utilgængelig. Den er anlagt i 1950’erne af det franske kolonistyre, men det er længe siden, der har været turisme i området. Alt er groet til, og der er ingen veje. Han viser os et kort med farvede felter og tegninger af dyr, som man skal være mere end heldig for at få et glimt af.

Da vi nævner, at vi er interesserede i områdets arkæologiske fund, nikker han opmuntrende. De er mere tilgængelige, og nogle kan man se uden for selve nationalparken. Men inden vi kan komme så langt, skal vi have en tilladelse. Vi får besked på at møde op tidligt næste morgen for at få tilladelse af direktøren. Dagen efter ved middagstid opgiver kontoret at vente på direktøren. De har lokaliseret ham til et møde i Kati, der ligger lidt nord for Bamako.

Vi ankommer til naturforvaltningens kontor i Kati, netop da mødet slutter. En lokal radiojournalist interviewer direktøren, inden det bliver vores tur. Direktøren er en lille energisk mand, som da han finder ud af, at Carsten ikke forstår fransk, slår over i engelsk.

Direktøren bliver begejstret, da han hører, at vi vil besøge både de forhistoriske hulemalerier i nationalparken Boucle du Baoule og naturen i reservatet Bafing. Han udpeger de mest interessante områder på vores kort, forklarer hvilke landsbyer vi skal køre efter og giver os navne på personer, der kan hjælpe os videre. Desværre kan han ikke ringe og advisere dem, da alle områderne mangler mobildækning. I min lille røde bog skriver han en opfordring til nationalparkens ansatte om at hjælpe os. Den krævede tilladelse kan han dog ikke give os, da der ikke er nogen faciliteter omkring nationalparken. Der er dog forbedringer på vej, fortæller han. I mange år har naturforvaltningen kæmpet for øgede investeringer til områderne, så turismen give landsbyerne indtægter.

Vi har hyret en fire hjulstrækker kørt af Cheick Oumar og har medbragt telte, gasblus og madvarer til en tur i det ukendte.

Veje og grusveje til Madina er i god stand, så vi når frem et stykke før solnedgang. I alle landsbyerne må vi spørge om vej, da vejen hele tiden deler sig. Vi føler os meget eksotiske, når vi kører gennem de idylliske bambara landsbyer med runde hytter med stråtage. I en landsby gemmer en skrækslagen pige sig bag et hus i stedet for at komme hen til bilen og fortælle os, hvilken vej vi skal vælge.

Madina huser et lokalkontor for nationalparken og skovvæsenet. Her tager kommandanten Diallo imod. Han undskylder, at han er syg af malaria. Vi bliver vist op til den oprindelige camp, som består af tre huse. En radiostation, et hus med et slidt tilgængeligt værelse og et nybygget hus med to låste værelse. Ham med nøglerne er væk nogle dage, så vi slår vores telt op på den overdækkede veranda.

Radiostationen sender lokale nyheder, musik og forklarer indbyggerne, at de lever i et beskyttet område med særlige regler. De bliver opmuntret til at passe på naturen og får at vide, at det kan betale sig at stoppe traditionen med at brænde skov og marker af.

Diallo har lånt os et lille hæfte med beskrivelse af de arkæologiske fund i området, så vi kan vælge hvilke områder, vi ønsker at se. Han er helt ny på posten i Madina, men han har arbejdet i fem år på de andre fire kontorer i nationalparken. Derfor vil han gerne følges med os, så han kan lære området bedre at kende og hilse på de lokale landsbyer.

Læs om Parque National Boucle du Baoule på UNESCOs hjemmeside

Helbred i Mali – et brækket ben er livsfarligt

Den lokale helbreder bliver foretrukket frem for hospitalet, når folk i Mali kommer galt af sted. Selv om det oftest går godt, er der risiko for infektioner og koldbrand

Af freelancejournalist Lise Blom
Hamidou er nygift med Fatoumata. Med et dårligt ben har han vanskeligt ved at forsørge hende

Hamidou er nygift med Fatoumata. Med et dårligt ben har han vanskeligt ved at forsørge hende

Hamidou halter, og bulen over ankelen ligner en knogle, der stikker ud af underbenet. Men det er svært at se for sårskorpen, og væsken som løber ud af såret.

– Få ham på hospitalet, siger jeg til storebror Ounde, der er den eneste i familien, som taler fransk.

Familien vil lige se tiden an. Vi er i februar, og Hamidou brækker benet i juni 2009, da han bliver sparket af en ko. Bag på en motorcykel bliver han kørt til en traditionel helbreder i en landsby15 kilometer væk i det uvejsomme landskab. Her tilbringer han de næste måneder, mens knoglen vokser sammen. Men selvom knoglen nu er vokset sammen, er det ikke i den helt rette vinkel, og Hamidou går med besvær. Hvert skridt gør ondt.

To uger senere er smerterne forværret. Der bliver sendt bud efter en apoteker med medicin. Meldingerne lyder, at Hamidou får det værre og værre. Og der bliver talt om at fjerne det stykke knogle, som stikker ud.

Fodboldkamp i Biry. Det er en yngre dreng i nabolandsbyen Hore Haïre, der er kommet til skade

Fodboldkamp i Biry. Det er en yngre dreng i nabolandsbyen Hore Haïre, der er kommet til skade

Jeg håber, at det går bedre for den otteårige dreng, der enten brækkede eller forstuvede sit ben en uge senere.

Jeg har taget fodbolde med til børnene. De små børn får lette plastikbolde, de større børn får kraftigere bolde, og de unge mænd får læderbolde.

Straks de får boldene, går drengene i gang med at spille. I Biry har de unge allerede ryddet en fodboldbane, hvor de mødes hver dag inden solnedgang til et spil. I Hore Haïre, den anden landsby jeg besøger en uge senere, spiller børnene for første gang på den knoldede stubmark.

Det går galt, og den otteårige Adama bliver tacklet af en af de større. Bag på en motorcykel bliver han fragtet til helbrederen. Her skal han blive nogle dage. Han får en skinne på af træstykker bundet sammen med reb. Jeg får at vide, at benet kun er lidt brækket.

– Vi stoler mere på de traditionelle helbredere end på hospitalet, fortæller Abdoulaye.
– På hospitalet kan de ikke gøre noget alligevel, og det ligge langt væk.

Abdoulaye er selv blevet lappet sammen af en helbreder, da han brækker armen og benet. Vi er i landsbyen Anga i dogonområdet og står ved den afgrund, han er styrtet ned fra. Det kildrer i maven, når jeg kikker ned. Dybt under os ligger en sø, og kraftigere vindstød presser på bagfra.

– Tidligere dyrkede vi jorden i dalen. Den er indesluttet af lodrette klippevægge, så vi klatrede ned, siger Abdoulaye og peger på en klippevæg.

Da den er lodret, kan man kun se det øverste stykke. Enkelte steder kan man finde fodfæste på klipperne.

Abdoulaye styrter, fordi han vil vise nogle besøgende, hvordan han og de andre landsbyboere tidligere er klatret ned ad klippevæggen. Men efter at en vandboring har givet dem mulighed for at dyrke jorden ovenfor kløften, benytter de ikke længere klatrestien. Ude af træning mister Abdoulaye grebet og styrter ned i det dybe mørke vand. Han redder sig op på en klippeø, hvor han selv kan konstatere, at både arm og ben er brækkede.

Nogle kolleger kommer ham til undsætning. Med et reb bundet om sig bliver han trukket op af det svimlende dyb. Helbrederen får sat ham sammen, så han i dag kun halter en anelse og har bevaret tiltroen til de traditionelle helbredere.

Og for mange er det intet alternativ. Tidligere har jeg betalt til en ung mand, der ville få amputeret begge arme efter et trafikuheld i Bamako, hvis der ikke blev betalt for at få ham behandlet på et bedre hospital. I dag har han begge arme.

Det kan også være en udfordring at komme til skade, selv om man har en forsikring. Det oplever vi i rejsegruppen fra Viktors Farmor. Med om bord på den tidligste færge fra Timbuktu er en ambulance på vej til Malis hovedstad Bamako. I ambulancen er en militærmand, der er kvæstet ved en bilulykke samme nat. Han skal lappes sammen af den nærmeste ortopædkirurg. Og den nærmeste – og eneste findes på universitetshospitalet i Bamako. En tur på omrking1.300 kilometer delvist på hærgede grusveje.

Vanskelig adgang til vand – en udflugt til jordens indre

Underjordiske vandreserver er nødvendige, når brønde og små søer i dogon i Mali tørrer ud i den lange periode uden regn mellem september og juli

Af freelancejournalist Lise Blom

Mit mod svigter. Under mig er stenene stablet som en smal stejl trappe, der forsvinder ned i en klippespalte i bjergene. Der er ingenting at støtte sig til, og der er risiko for, at nogle af stenene vipper. Jeg bliver svimmel, når jeg ser ned i den mørke afgrund. Under os ligger et vandreservoir, hvor der altid er vand.

Mine tre lokale ledsagere tager skoene af for at kunne stå ordentlig fast. For mig er det en fysisk udfordring, jeg ikke tør risikere. For de lokale indbyggere er det i perioder en daglig nødvendighed. En ældre mand klatrer uden tøven ned for at fylde sin dunk med vand fra det underjordiske vandreservoir.

I de ødelæggende tørker i 1970’erne og 1980’erne måtte landsbyerne i området klatre turen flere gange dagligt for at hente vand til dem selv og deres dyr. Selv om der ikke har været ligeså slemme tørker siden, er vandreservoiret stadig uundværligt. Når vandstanden i brøndene står lavt i maj og juni, inden regntiden begynder, er det her, kvinderne henter vand til at vaske tøj.

Da mit mod svigter, tager Ounde mit kamera med ned i dybet for at tage billeder. Bagefter opdager jeg, at blitzen er slået fra, så hans klatretur har været forgæves.

Blitzen slår jeg fra, lige inden vi bevæger os ned i dybet. I en åben hule får jeg udpeget konturerne af gamle symboler på hulens lave loft. Landsbyboerne kan ikke tolke symbolerne. De ligner ikke noget fra deres egen mytologiske fortid, derfor må de være meget gamle – fra en kultur før deres.

Jeg fotograferer symbolerne og slår blitzen fra for, at tegningerne ikke drukner i lys. Hulens loft er for lavt til, at man kan stå under det, og det er for højt til, at man kan ligge under tegningerne og se dem ordentligt. Det er også svært at se, hvilken vej de skal vende. Måske er det stjernetegn, måske stiliserede dyr.