Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

Nomader hærger Malis skov

Mauretanske slavehyrder hakker skoven i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule ned for at fodre store fåreflokke

Af freelancejournalist Lise Blom

Spor i sandet afslører, at enten er vilde dyr i Mali forsynet med hjul, eller også bliver Nationalparken Boucle de Baoule besøgt af lokale på knallert og motorcykel. Store røde aber flygter, når de ser os, og de mindre grønne aber svinger sig i træerne. Biler kommer der til gengæld ikke, så vores chauffør må kører slalom mellem træerne. Egentlig skal vi kun 12 kilometer ind i parken, men turen tager over en time, inden de lave klipper, som er vores mål, dukker op.

Bønderne må ikke dyrke jorden, nomader ikke lade deres dyr græsse, og jægerne skal gå på jagt andre steder end i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule. I slutningen af december 2009 besøger vi nationalparken og Mingari cirka 200 kilometer nordvest for Malis hovedstad Bamako. Nationalparken Boucle de Baoule består af fem beskyttede områder.

Nationalparken er ikke anlagt for turister, så der er ingen udsigtssteder eller andre turistfaciliteter. Vores formål er ikke at se vilde dyr, selv om bagdelene, der er ansvarlige for løve- og antilopelortene, gerne måtte promenere i passende afstand.

Vi skal se huler med 4000 år gamle hulemalerier og efterladenskaber fra en for længst forsvundet kultur. Men inden vi kommer til hulerne, bemærker vi et område med fældede træer, hvis stammer ligger spredt som et opgivet mikadospil.

– Det er nomadernes gerning, fnyser kommandanten. Den sætning har vi hørt utallige gange de seneste dage i selskab med kommandanten. Men i dag er det noget særligt. For det første er vi nu inden for nationalparkens mest beskyttede område og omfanget af ødelæggelserne er samtidig mere omfattende end normalt. Mindst 50 træer er det gået ud over.

Nomaderne hakker grene af træerne for, at dyrene kan spise træernes blade. Normalt nøjes de med at tage nogle grene, men her er det selve stammerne, som er blevet fældet. Og selv om de derefter har sat ild til området, kan man se, at der er fældet så mange træer, at fårene ikke har kunnet spise op.

Da vi to timer senere kører tilbage, er kommandanten ekstra opmærksom. Og snart får han øje på synderne.

– Jeg vidste, at det var mauretaniere, konstaterer han, da han ser de kofteklædte mænd med fåreflokken. Det bygger han på måden, træerne er fældet på og omfanget af ødelæggelserne. Mauretanierne kommer langvejs fra med deres dyr, og da de sandsynligvis ikke kommer tilbage til samme sted, har de ingen interesse i at bevare naturen.

Kommandanten får fat i den ældste af hyrderne og udspørger ham om dyrenes ejer. Ejeren er ligeledes mauretanier og bor for tiden i en landsby i området, mens de tre hyrder har ansvaret for dyrene. Den ældste hyrde får en indkaldelse til et retsmøde som han skal overbringe til dyrenes ejer. Her vil ejeren blive stillet til ansvar for ødelæggelserne. Samtidig bliver en vædder konfiskeret.

Vædderne havner mellem kommandantens ben på forsædet af bilen. Som alle dyr i Mali falder den forbavsende hurtigt til og begynder at undersøge, hvad der kan spises i bilen, mens den ser nysgerrigt på os.

Kommandanten forklarer, at problemerne med hyrderne fra Mauretanien er vokset efterhånden, som der ikke længere er føde til dyrene i Mauretanien. Senegal har ophævet en gammel aftale, som giver fri passage for dyr fra nabolandene. I Mali gælder aftalen stadig. Derfor kommer alle hyrder nu til Mali, og presset på naturen bliver øget.

Det gør historien endnu mest tragisk, at hyrderne er tvunget til at passe dyrene. Selv om slaveriet blev ophævet i 1984 i Mauretanien, lever mange stadig som slaver, og det gælder især hyrderne.

Maratonløb i Mali – grænseoverskridende turisme

Absurd maratonløb behandler lokalbefolkningen i Mali som dekorative statister i velbjærgede vesterlændinges overskridelse af egne fysiske grænser

 Af freelancejournalist Lise Blom

Et stenet svært tilgængeligt område, voldsom varme, tilsat et folkeslag med en spændende mytologi og søde små afrikanske børn til at klappe opmuntrende. Det må være de rette omgivelser, når man er ægte eventyrer og i god fysisk form.

Sportsfolk, der ønsker at udfordre deres krop, finder stadig mere eksotiske og utilgængelige områder hvor de kan udfolde deres egoer med en lokalbefolkning som undrende tilskuere.

Le Grand Raid Sahara er et surrealistisk maratonløb. Det er løbere i selvlysende farver udstyret med særligt tøj, flasker strategisk placeret rundt om på kroppen, med solbriller, der ligner noget fra en rumfilm, som pøser mineralvand ud over deres trætte kroppe – i et af verdens fattigste områder, hvor vand er en sparsom ressource.

Som turist i Mali er man aldrig anonym. Der skal hilses, og jo sjældnere besøgt et område er, jo vigtigere er det. I landsbyen Biry kommer ingen turister, og de få besøgende, jeg har haft med, bliver modtaget med fest.

Derfor bliver jeg overrasket, da beskeden ”bil kommer” bliver råbt, få dage efter, at jeg er ankommet til Biry. Vi bor på en klippetop med panoramaudsigt over den smalle dal. Jeg finder hen til klippekanten, men bilen stopper ikke. Det gør til gengæld en efterfølgende bil, og der er sat cyklamen farvede pile op i træerne, der kan ses helt oppe fra bjergtoppen.

Med en stribe børn i hælene begiver jeg mig ned for at finde ud af, hvad der foregår. Landsbyen har ingen besked fået. Det vise sig, at Le Grand Raid Sahara passerer her på sidste etape af løbet. Fem etaper på omkring 45 kilometer, får jeg at vide af en fransk kvinde.

Børnene holder sig på afstand og tæt klinet op ad mig. Kort tid efter ankommer de første løbere. Jeg tager billeder. Børnene morer sig og går i gang med at lege maratonløb, så jeg kan fotografere dem. Derefter sætter jeg mig omgivet af børnene.

Kvinden sidder et stykke fra os, og hun forsøger at lokke børnene til sig. Nogle drenge er lidt modige og nærmer sig. Hun forsøger med beskedent held at få dem til at klappe, når løberne passerer. Men da en langhåret mand kommer, flygter de skrigende. Senere forsøger hun igen at få børnene til at sætte sig hos hende, så hun an få taget et foto med hende omgivet af nuttede afrikanske børn. Da hun selv vil tage fotos af pigerne, nægter de og stiller sig derefter demonstrativt foran mig og opfordrer mig til at tage fotos af dem. Børnene har gang i en leg, som viser deres utilfredshed med at være statister i andres eksotiske fotoalbum.

Flere af løbs arrangørerne ankommer ligesom nogle voksne fra landsbyen. Ingen har informeret landsbyerne langs ruten om, det der foregår. Deltagerne camperer på landsbyernes marker, og når de udmattede løber forbi, er det i deres egen lukkede verden uden at hilse, som det er kutyme.

Løbets leder er afvisende overfor landsbychefen, der er kommet for at hilse på. Jeg bemærker, at de bør takke landsbyerne for det enorme arbejde, de har gjort for at gøre for at forbedre vejen – så det overhovedet er muligt at komme til området. Det bliver overhørt.

Solveig Sandnes til musikalsk møde i isoleret landsby

Der bliver udvekslet musik og sange, da jeg tager musikeren Solveig Sandnes, hendes datter Vilma og filminstruktøren Stine Exler med til den isolerede dogonlandsby Biry

Af freelancejournalist Lise Blom

Bilen er lastet med sække med ris og salt, madolie, diesel, spagetti, appelsiner, sæbe og fodbolde. Ting, som gør lykke i en isoleret landsby i et af verdens fattigste lande Mali.

Vi kører mod nord fra Bandiagara, hovedbyen i dogonområdet midt i Mali. Der er 80 kilometers kørsel, selv om der ikke er så langt i luftlinie. Men området består af klipper og dybe klippespalter vekslende med flade vindblæste sletter med enkelte buske. Jeg skal se, hvilken indsats områdets landsbyer selv har gjort for at forbedre vejen. Og bortset fra en kort strækning, som ingen landsbyer åbenbart regner for deres nærområde, er der blevet fjernet og knust sten, fyldt huller og støbt fundament over de dybeste vandløb.

Med i bilen er den 10-årige Vilma, hendes mor Solveig Sandnes og filminstruktør Stine Exler. Det er anden gang, jeg tager nogle med til min landsby Biry, hvor der aldrig har været turister. Jeg kom her første gang i 1992 som forlovet med Abdoulaye. Dengang var landsbyen endnu mere isoleret. Sidst besøg af hvide var dengang, de franske koloniherrer tvangsudskrev unge mænd til kanonføde i anden verdenskrig. På trods af det blev jeg taget pænt imod dengang. For de ældre i landsbyen kunne jeg ligeså godt stamme fra byen Mopti lidt mere end 100 kilometer borte. For dem var alt udenfor bjergene fjernt og anderledes.

I dag er situationen helt anderledes. Landsbybeboerne rejser ivrigt, og unge kvinder og mænd tager til hovedstaden og udlandet for at arbejde. Der er fjernsyn og radio, og et besøg udefra er en kærkommen afveksling fra hverdagen.

Nogle kilometer inden landsbyen møder Nouhoun os på motorcykel. Hans far Ounde er min ex-svoger, og han er med i bilen som vejviser. Ounde konstaterer, at han aldrig har set hans teenager søn på en motorcykel før. Heldigvis tager han hensyn til sit høje blodtryk og reagerer ikke – men det er heller ikke hans motorcykel.

Vi ankommer til landsbyen, som er placeret på toppen af en klippe. Her venter beboerne på os. De unge mænd kommer med trommer og deres håndlavede geværer fyldt med hjemmelavet krudt. Vi bliver ledt op ad bjerget, mens kvinderne synger og klapper. Gennem en smal klippespalte og ind på en lille plads, hvor vi bliver placeret i midten, mens mændene danser om os. Geværerne med løst krudt bliver affyret ud over klippekanten, og bragene giver genlyd mellem klipperne.

Så er det tid til at spise. Vi får hirsegrød sødet med vilde rosiner og ris med kylling i et stort fad. Solveig får børnene til at synge med på ”Jeg har fanget mig en myg” og det lyder, som om dansk med let jysk accent er deres modersmål. Som den aktive igangsætter og skolelærer introducerer hun en håndlussinge-leg, hvor det gælder om at klapse modstanderen over hænderne. Børnene er stadig lidt skræmte. Det er et år, siden jeg var her sidst.

Efter en rundtur i landsbyen samles kvinderne for at spille musik. På en måtte banker to kvinder på en stor kalabas. En kvinde synger for, og resten svarer hende. Kvinderne klapper en rytme, der minder om spansk flamencomusik. Solveig optager kvinderne som del af hendes projekt Konokone. Det er et samarbejde mellem kvindelige musikere i Mali og Danmark.

Den timelange sang Talangé Né bliver normalt sunget til en kvinde, når hun skal giftes. Kvinderne synger på skift og giver gode råd om, hvordan bruden skal behandle sin kommende mand. Det er vigtigt at være rolig og ikke hidse sig op. Og så er der børnene; få mange børn, de er vejen til lykke og kærlighed. Selv om kvinderne står tæt, bliver der danset, og til sidst bliver en statue af en kvinde placeret i centrum. Vi er midt i et kvindeligt fællesskab ladet med power og energi. Forsangerne Kadia Traore, Fanta Dicko og Dicko Traore forklarede mig siden betydningen af sangen.

Inden solen går ned, forlader Solveig, Vilma og Stine landsbyen. De næste 11 dage er jeg landsbyens centrum.

Fatoumata – en kvinde med særprægede kæledyr

Fatoumatas gårdhave ser umiddelbart almindelig ud, men i den gemmer sig anderledes kæledyr

Af freelancejournalist Lise Blom

Et rækkehus i udkanten af Malis hovedstad Bamako ATT Bougou består af tusindvis af identiske huse. Kvarteret er opkaldt af Malis præsident ATT, og byggeriet er Malis version af socialt boligbyggeri. Beboerne betaler knap 400 kroner om måneden, og efter 25 år ejer de boligen. I virkeligheden er boligerne målrettet Malis middelklasse, fattige har ikke råd til at bo her.

Fatoumata Dolo bor i ATT Bougou med sin familie. Oprindeligt stammer hun fra landsbyen Ingré i Dogonland, men hun har boet i Abidjan i Elfenbenskysten i mange år. For to år siden flyttede hun ind i rækkehuset i ATT Bougou, hvor hun bor sammen med to døtre, en søn og et barnebarn samt en mindre zoologisk have.

Gårdhaven er omkranset af blandt andet en avokado, en vindrue, en aloevera og et granatæbletræ. Et spædt baobabtræ på to år er der også blevet plads til – indtil videre.

Fatoumata griber fat i mig og trækker mig hen til en skærm af metal. Bag den står en gigantisk skildpadde. Den har hun haft med i bussen fra Dogonland. Sønnen Amidou bemærker, at den vejer mindst 50 kilo – det var ham, der havde fornøjelse af at være med til at bære sin mors særprægede bagage efter et besøg hos familien.

Jagten går ind på at finde et af de pindsvin, hun ligeledes har haft med, og som gemmer sig om dagen for at sove. To grønne papegøjer kvidrer i deres bur, mens kalkunhanen puster sig op og vibrerer hidsigt med halen. Kalkunen har to kalkunhøner samt perlehøns og almindelige høns at holde styr på.

Fatoumata drømmer om at finde flere spændende dyr til sin gårdhave. Amidou griner kærligt af sin mor.

Superstjernen Oumou Sangare viser sin succes og rigdom

Sangstjernen Oumou Sangaré stjæler billedet ved mindehøjtidelighed for tidligere premiereminister Mandé Sidibé

Af freelancejournalist Lise Blom
Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Da en sølvfarvet Hummer svinger ind på festpladsen, mister den traditionelle sangerinde, trommegruppen og danserne publikums opmærksomhed på den store festplads. Omkring 20.000 festklædte fremmødte følger bilen og jubler, da de kvindelige passagerer stiger ud. Oumou Sangaré står der skrevet med store bogstaver på den grå Hummer. Navnet fortæller, at det er områdets stolthed og en af Malis internationalt kendte musikere, der er ankommet. Vi er i den lille by Yanfolila i Wassoulou i det sydligste Mali nær grænsen til Elfenbenskysten.

Portrættet af den tidligere premierminister Mandé Sidibé var på plakater og de optrædenes tøj

Portrættet af den tidligere premierminister Mandé Sidibé var på plakater og de optrædenes tøj

Egentlig er vi til en mindehøjtidelighed for den tidligere premiereminister Mande Sidibe. Han er ligeledes fra området og døde i august 2009. På en tribune sidder hans efterladte kone, og hidtil har alle optrædener og taler været dedikeret hans minde. Men med et er situationen ændret. Alt fokus er rettet mod stjernen Oumou Sangaré.

Oumou Sangaré deler gavmildt ud af pengesedler fra sin gyldne håndtaske

Oumou Sangaré deler gavmildt ud af pengesedler fra sin gyldne håndtaske

Hendes gyldne håndtaske er fyldt med tykke bundter af nye pengesedler i værdien 1.000 og 2.000 cfa-franc ( 11 og 22 kroner). Pludselig optræder Oumou Sangarés navn i alle sange. Hver sangerinde priser hende. Oumou Sangaré rejser sig fra sin stol og træder hen til sangerinden. I sin taske finder hun en pengeseddel som hun i en stor gestus klister fast i sveden på sangerindens pande. Senere følger flere sedler, som hun lader regne ned over de optrædende. De traditionelle dansere kommer helt tæt på og bliver belønnet. Det samme gør de publikummer, der benytter chancen for at danse til musikken og samtidig hilse på stjernen. Jeg er i tvivl, om begejstringen gælder hendes person eller den prangende rigdom, hun er indbegrebet af.

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Solen forsvinder bag træerne, og festen er ved at være forbi. Det lokale jægersamfund har spillet traditionel begravelsesmusik på store blæseinstrumenter af træ. Brag ryster os, hver gang jægerne overrasker ved at affyre geværer ladet med løst krudt. Da griber Oumou Sangaré mikrofonen og synger de hits, som hele publikum kan synge med på. Efter et par numre kører den sølvgrå Hummer ind på pladsen.

Den traditionelle sangerinde mister publikums opmærksomhed, da Oumou Sangarés Hummer forlader festpladsen

Den traditionelle sangerinde mister publikums opmærksomhed, da Oumou Sangarés Hummer forlader festpladsen

En traditionel sangerinde overtager mikrofonen efter Oumou Sangaré, men endnu en gang er publikums opmærksomhed rettet mod den sølvgrå Hummer, der i disse omgivelser ser ligeså fremmed ud, som havde det været et rumskib.

Levende mad i Mali

Fra levende ko til ingrediens i sovsen. I Mali er det let at se, hvor maden kommer fra. Jeg har samlet en række hverdagsbilleder, som alle handler om fødevarer

Af freelancejournalist Lise Blom
 
 

I Mali er fysisk arbejde lig hårdt arbejde

I Mali får tøjet bank, når det skal være rigtigt fint. Slagene med en kølle giver en blankere overflade end et strygejern. Men det er et hårdt og ensformigt arbejde

Af freelancejournalist Lise Blom

Hvis jeg nogensinde skulle få medlidenhed med mig selv og føle, at livet er hårdt og ensformigt, skal jeg blot lytte til den rytmiske banken, der lyder fra små boder af strå ved gader og veje i alle Malis byer. Her afleverer malineserne deres pæne tøj.

Foto: Carsten Elert. Det kræver stærke hænder, håndled og skuldrer at banke tekstiler dagen lang. Det er fast arbejde for tusindvis af mænd i Mali

Foto: Carsten Elert. Det kræver stærke hænder, håndled og skuldrer at banke tekstiler dagen lang. Det er fast arbejde for tusindvis af mænd i Mali

På en måtte af strå sidder to mænd overfor hinanden med hver sin kølle af træ. Mellem sig har de en glat blok af træ. På blokken ligger et stykke stof, som de skiftevis banker med køllen. Det er fint damaskvævet stof, som bliver ekstra blankt, når stoffets fibre bliver banket helt flade. Ved vask er skyllevandet tilsat lidt arabisk gummi for at give en hård og blank overflade. Efter at stoffet har fået bank, ligner mændenes store dragt boubou’en og kvindernes kjoler og tørklæder regntøj, og det rasler som papir, når folk bevæger sig. Hver dragt består af fem meter stof.

Fra tidlig morgen til sen aften ligger den rytmiske banken et lydspor – nogle gange i en jævn rytme andre gange til et stigende crescendo, når kanten af stoffet nærmer sig, og mændene i fællesskab beslutter sig for en ekstra anstrengelse.

Jeg har selv fået ømme hænder og små vabler. Bocari, som jeg bor hos i forstaden Bouga Songo ved Bamako, har fundet en kuffert fuld af frø. Frøene er fra Sverige, og de skal plantes af et kvindeprojekt i hans landsby Ennde i dogonland. Men inden må vi prøve, om frøene fra Brødrene Nelson overhovedet kan spire og gro i et varmere klima end Sverige. Planterne er dels velkendte grøntsager fra skandinaviske haver, men der er også bizarre varianter som brune rosenkål, violet grønkål og blå bønner.

Jorden mellem fundamentet bliver renset for ukrudt, murbrokker og affald. Her giver Michelin et nap.

Jorden mellem fundamentet bliver renset for ukrudt, murbrokker og affald. Her giver Michelin et nap.

Bocari har ryddet det krat, der har dækket det meste af grunden. Under krattet afslører et fundament til mure, at huset skulle have været dobbelt så stort. I Mali ser man mange halvfærdige huse, for malineserne kan ikke gå i banken og låne penge til et hus. Byggeriet skrider frem, efterhånden som de kan betale materialer og arbejdskraft.

Mellem fundamentet til murene er der jord, som vi må gennemvande inden vi kan begynde at hake i den. Her bruger man selvfølgelig en hakke, som er effektiv til at hakke, løsne og grave i jorden – eneste minus er skaftets rå overflade, som giver vabler. I første omgang har vi gjort to ”værelser” klar med bønner, ærter, gulerødder, rødbede, courgette og salat. Komposten er anderledes, og jeg har fjernet konservesdåser, plastikposer og tøjstumper.

Krattet skjulte tomatplanter plantet under regntiden, som sluttede for næste fire måneder siden. Der er hverken faldet regn eller dug siden, og alligevel lever planterne med blomster og tomater. Tidligere har jeg altid tænkt på Mali som ekstremt tørt, men jeg har ændret min opfattelse. Mali er ekstremt grønt og frodigt i forhold til mængden af nedbør, den brændende sol og de mange får, geder og køer. Tænk hvor hurtigt den danske natur visner, hvis det ikke regner nogle få uger. I Mali er der frisk grøn vegetation, selv om det ikke regner mellem syv og otte måneder om året.

Jeg er spændt på, om planterne når op, inden jeg skal hjem. Det vil begejstre mig, hvis jeg kan nå at smage en høst af friske grønne ærter i februar! Men det er ikke kun mig, der glæder mig. Flere og flere duer har spottet den rensede jord, som de cirkler om.

Landskabsteater i Mali – himlen over Bamako spiller med

Mali byder også på eksperimenterende kunstoplevelser af den mere visuelle slags. Publikum er et kapitel for sig – store flokke af børn og almindeligt nysgerrige blander sig med kultureliten uden at overholde de uskrevne regler for opførsel i kunstverdenen.

Af freelancejournalist Lise Blom

G-punktet troner højt over Malis hovedstad Bamako. Det er på en gang centrum, det man orienterer sig efter nede i byens tætpakkede støvede gade, og det er en anden verden og et samfund i sig selv. Vejen zigzagger sig op ad bakken. Hver gang man tror, at man er ved at være fremme, bringer et nyt hårnålesving en længere fra målet. På venstre del af bakken bor præsidenten. Som i et eventyr har præsidenten overblik over sin hovedstad og kan med en kikkert følge med i dagliglivet, som leves udendørs på de vidstrakte markeder og i gårdene mellem husene. Omkring præsidentpaladset er en hel administrativ by skudt op.

Øverst ligger byens hospital ligeledes omgivet af sit eget bysamfund af boder, restauranter og små lave huse, der breder sig ned af skåningerne. I aften byder en tur langs hospitalets langstrakte ydermur på en tankevækkende kunstnerisk oplevelse.

En skramlet gul taxa drøner gennem den blandede flok af unge rejsende, fastboende udlændinge, der benytter enhver chance for en anderledes oplevelse og at kunne møde hinanden uformelt, lokale kulturinteresserede, nysgerrige, som vil undersøge, hvorfor så mange er mødt frem lige her og et hav af forventningsfulde urolige småbørn. På taget af taxaen sidder en blond kvinde i en positur som en hinduistisk skulptur. Taxaen standser, og showet går i gang med en poetisk gennemgang af verdens folkeslag.

Vi bliver ledt videre til et lavt hus, hvor beboerne ser tv udenfor. To åbne døre fører en dialog, mens forhænget blafrer. Det er mor og datter. Dørenes forhæng spytter de to aktører ud i et bittert skænderi. Datteren, der anklager sin bror for at have stjålet hendes surt tjente penge, og beskylder moderen for altid at beskytte ham. At elske ham og lade hende knokle med alle familiens sure pligter. Moderen forsvarer sig med historien om, hvordan faderen forvandlede sig fra familiefar til drukkenbold. Datteren beskylder hende for at lukke øjnene for, at sønnen på samme måde bruger al sin tid og alle familiens penge på hjemmebrygget øl i stedet for at arbejde. Sønnen møder op og søger moderens beskyttelse for søsterens beskyldninger. Men for en gang skyld svarer moderen igen. Scenen ender i vildt slagsmål.

Tydeligvis det, de mange børn er kommet efter. Selv om det er tragisk, skriger alle af grin – men det er med skyldfølelse. De høje klask af lussinger og den dumpe lyd af et spark i ryggen er ikke teatereffekter. Vreden og voldsomheden i opgøret er helt tæt på og forskrækker som summen af en traditionel families frustrationer. Jeg bliver i tvivl, om moderen i stykket spiller en rolle eller langt om længe afreagerer. Moderen smider både søn og datter ud af hjemmet, og ved siden af mig bemærker en lokal, at stykket er voldeligt.

Næste tableau foregår oppe på hospitalets mur med solnedgangens gyldne skyer som baggrund. Vi møder den udviste migrant Issa, der i årevis har forsørget familie og landsby fra Frankrig. Den daglige flyankomst med Air France klokken 20:50 markerer ikke bare begyndelsen på et eventyr for de mange rejsende. Det er samme fly, de udviste vender tilbage i.

Tre dage på et herberg og penge til en busbillet får Issa, der med udvisningen har mistet alle sine ejendele, fotos og penge i et Frankrig, som uden at stille spørgsmål har taget imod skat fra hans løn.

Det eneste lyspunkt er, at han nu kan komme hjem til sin mor og fejre den forestående tabaskifest. Men både familie og landsby møder ham med mistro, da han returnerer uden ejendele og gaver. Han må have gjort noget unævneligt kriminelt, siden Frankrig har udvist ham. Opfyldt af skuffelse beder han sin far om at ofre ham i stedet for den vædder, der bliver spist til tabaskifesten. Han føler sig som et får, der udelukkende er sat i verden for at opfylde andres behov. Da han ikke længere kan opfylde deres forventninger, foretrækker han døden. I stedet for forståelse vender landsbyen for alvor ryggen til ham. Han er blevet sindssyg og skal forsvinde tilbage til Frankrig, som har ansvaret for hans sygdom. Scenen ender i et selvmord i afgangshallen i lufthavnen. Gråden presser på – og så er der pause.

Mørket omgiver os nu, og i pausen får vi små poser med saft og ristede jordnødder – endnu en årsag til den store børneflok, som tydeligvis har set stykket hver af de tre aftener, det har spillet.

De næste to akter er i højere grad båret af billeder og spekulative tekster med udgangspunkt i begrebet at flyve, barnets angst for at sove i mørket, G-punktet og stjernehimlen over os.

Til sidst sidder vi i sand på små mure yderst på bakken, som falder stejlt de 200 meter ned til byen. Det er en måneløs nat. Under os blinker byens gule og blå lys. Som en tyk mørk slange bugter floden sig gennem byens flimrende lystæppe kun gennemskåret af to oplyste broer. Fem skuespillere står på spredte lave søjler i silhuet. Bagfra kommer resten af skuespillerne i slowmotion. Selv uden tekst er billedet imponerende. Jeg ærgrer mig over, at mobiltelefonens kamera ikke kan gengive det, og at det rigtige kamera er gået i stykker, efter at jeg har tabt det. Men jeg er også klar over, at netop dette billede er et, som ikke kan fanges af andet end øjet, der ser det.

Teaterstykket Himlen i Bamako er skabt i samarbejdet med den franske gruppe Compagnie Lumiere d’Aout og Compagnie Theatre Acclamations fra Burkina Faso. Det er landskabsteater, hvor landskabet giver inspiration til stykkerne og fungerer som kulisse. Stykket er bygget op omkring spørgsmålet, hvor begynder himlen?

I minibus bliver vi bragt tilbage til virkeligheden, som for en stund er overtaget af ekstasen. Africa Cup er begyndt, og Mali spiller den indledende kamp mod værtslandet Angola. Allerede i bussen er radioen tændt, og langs vejen sidder folk forsamlet ved udendørs tv. Taxaen, jeg tager bagefter, er indhyllet i Malis flag og taxachaufføren ekstatisk. Alle skal overhales, så han jublende kan række armene i vejret i triumf for hvert mål. Han banker med begge knytnæver i siden af bilen, mens han kører og dytter hæmningsløst af en bil, der drister sig til at holde tilbage for det røde lys. Heldigvis skal jeg ikke så langt, og jeg håber under kørslen, at der ikke bliver scoret flere mål.

I Bamako viser folk deres begejstring for sportsresultater ved at bevæge sig ud på vejene. Nogle til fods, andre på motorcykel og i bil. Dåser, der skurrer henover asfalten i fart, giver en brølen og flyvende gnister. På et tidspunkt kommer gnisterne fra en motorcyklist, der er væltet og kurrer hen ad vejen. På en restaurant venter jeg på, at begejstringen for den uafgjorte kamp 4 – 4 lægger sig, så jeg kan komme hjem uden skrammer.

Gæstfrihed i Mali – ”Probleme talla – y a pas de probleme”

Jeg havde lyst til en kop te. To timer senere sidder jeg med to røntgenfotos af mit kranie.

Af freelancejournalist Lise Blom

Efter en lang vandring gennem Bamako på jagt efter en internetcafe er muligheden for en kop te fristende. Loftsvifterne snurrer intenst som helikoptervinger, og neonlyset oplyser kagedisken i cafeen på Avenue Al Quod. Jeg har netop muntret mig over tjeneren, der på typisk malinesisk svarer ”ingen problemer”, da jeg bestiller en kop te med citron, og konstateret, at de endeløse rulletekster i slowmotion på fransk TV5 er den logiske afslutning på en film med navnet ”skakpartiet”, da jeg bliver ramt af en voldsom smerte i hovedet.

I et langt øjeblik springer jeg op og står paralyseret. Jeg får øje på den tykke metalstang, der tidligere har holdt det gardin, en ansat nu står med i hænderne. Gardinet skulle vaskes, og så er det letteste at hive i det – uden at tænke over, at gardinstangen så følge med. Tilsyneladende er der ikke mere på vej oppefra, og smerten byder mig at sætte mig. Det efterspurgte is bliver hentet, og jeg får lov til at sidde at sunde mig. Cafeens eneste udlænding spørger, om han kan hjælpe, men jeg tænker, at det er bedst at sidde stille og afkøle hovedet med isblokken. Det varer indtil, en ansat tager affære.

– Der er et lægehus lige rundt om hjørnet, og vi vil gerne have dig undersøgt. Mandens stemme er bydende og jeg følger langsomt med. Heldigvis kommer jeg foran i køen hos lægen. Lægen undersøger hovedbunden og efterspørger et røntgenfoto. Klinikken ligger i den anden ende af centrum. Taxachaufføren griner højlydt, da den ansatte fortæller om uheldet. Som ufrivilligt centrum for historien sidder jeg med en smeltende isklump på hovedet, der skaber bække af smeltevand ned af nakken.

Retur på lægeklinikken bliver de to røntgenfotos studeret af lægen. Der er heldigvis ingen læsioner. Jeg kan få en recept på anti-inflammatorisk medicin og skal holde mig i ro. På cafeen får jeg endelig min te (gratis), og selv om jeg er svimmel, begiver jeg mig videre i jagten på en internetcafe.

Når folk i Mali vil være hjælpsomme, er der ingen grænser. Derfor har jeg fået et værelse hos Bocari, som har familie i Sverige og tidligere har været på besøg i Valby. Han havde flere gange argumenteret for, at det ville være billigere for mig at bo hos ham, og da han en dag ringer på samme tidspunkt, hvor jeg finder ud af, at jeg ved en misforståelse ikke har reserveret mit hotelværelse, begiver jeg mig til hans hus i Bouga Songo i udkanten af Bamako. Her får jeg et værelse med badeværelse, og langsomt er Bocari ved at flytte ud af sin egen bolig for i stedet at indtage tyendeboligen bagerst i haven.

Billederne af mit uskadte kranie kan nu indgå i min samling af bizarre souvenirs som supplement til billederne af splintrede knogler i mit venstre skinneben.

Fotokunst i Bamako Rencontre de Bamako i 2008

Skriv et svar

At overskride grænser har en helt anden betydning, når man er borger på verdens fattigste kontinent, og alle grænser primært er skabt for at holde en ude

Af freelancejournalist Lise Blom

I vesten taler vi om globalisering, men i Afrika oplever indbyggerne flere og flere snærende grænser med det eneste formål at holde dem på plads. Og netop begrebet grænser er temaet for årets afrikanske fotobiennale i Bamako i Mali. Her tolker fotografer fra kontinentet grænserne med indignation, smerte, humor og underfundighed.

Der er smerten ved fysiske grænser, som er overskredet, og hvor der ingen mulighed er for at vende tilbage. Der er grænsen mellem det moderne og tradition og mellem fiktion og virkelighed. Nogle samfund har skabt fysiske grænser mellem rige og fattige kvarterer. Og så er der den kulturelle grænse. Afrika er et modbillede til den vestlige kultur, hvor vi finder det oprindelige, det eksotiske, det vilde, det dyriske, det grusomme.

Biennalen sluttede den 6. december efter en måneds udstillinger og arrangementer, og den har været fast pensum for skole- og gymnasieelever. I Kulturpaladset (mastodontisk gave fra Nordkorea) bliver jeg mødt med et spørgeskema med meget detaljerede spørgsmål fra en række unge. Hvem har kurateret biennalen og efter hvilke kriterier? Hvilke temaer arbejder en bestemt fotokunstner med? Hvor ligger Baoulaou, og hvad var temaet for den fotografiske workshop, som blev holdt der? Det varer lidt, inden det går op for mig, at spørgsmålene ikke er beregnet for at undersøge almindelige gæsters viden om afrikansk fotografi, men derimod er spørgsmål i en opgave for gymnasieelever, hvoraf nogle mener, at jeg må være et orakel indenfor afrikansk fotokunst. Trist at måtte skuffe dem.

Fotograf Salif Traore: foto fra serien ”Rêve non réalisée” der har vundet vundet prix Elan fra l’Agence Française de Développement (AFP) på den 8. fotobiennale i Bamako, Mali

Fotograf Salif Traore: foto fra serien ”Rêve non réalisée” der har vundet vundet prix Elan fra l’Agence Française de Développement (AFP) på den 8. fotobiennale i Bamako, Mali

Fotografen Salif Traore har i serien ”Rêve non réalisée” (urealiserede drømme) portrætteret subkulturen I-CO-MA af unge ivorianere, congolesere og malinesere, der lever sammen i Bamako. De er fodboldspillere, musikere og unge, som ønsker at migrere til Europa for at arbejde, tjene penge og nyde friheden langt fra familiens snærende bånd. Men med de mere og mere lukkede grænser er de strandet i Malis hovedstad Bamako. Med serien har Salif Traore vundet prix Elan fra l’Agence Française de Développement (AFP). I foråret udstillede Salif Traore på Galleri Pixel på Frederiksberg en serie om mobiltelefoners betydning i Mali.

Fatoumata Diabaté har ligeledes udstillet på Galleri Pixel med en serie om unge kvinders kamp for at være uafhængige og kunne forsørge sig selv. Ved biennalen udstiller hun sammen med andre unge fotografer fra Mali. Hendes billeder viser en sufi-sekt i Senegal.

Læs mere og oplev nogle af billederne fra den 8 udgave af den afrikanske biennale for fotografi ”Les Rencontres de Bamako”