Kategoriarkiv: Rejseblog fra Mali og Afrika

Inspiration, forundring og fortælling fra Mali og Vestafrika. Mød min afrikanske familie og kom med på mine ture som rejseleder til Ghana, Burkina Faso og Mali.

Koncert i Bamako med Mama, som lægger publikum ned

Alle numrene ved koncerten kulminerer med et stykke instrumentalt kaos, som publikum er frie til at fortolke. Der bliver grint ligeså meget, som der bliver flirtet

Af Lise Blom

Sexappeal er det langt fra, da sangerinden Mama Koite indtager fliserne i haven på Malis Nationalmuseum, der i dagens anledning gør det ud for en scene. Den spinkle sangerinde går med små stive trin i sine stilletter klædt i en harekrishna-bleg orange kjole. Hun bærer guldfiligransmykker, briller og har umiddelbart en udstråling som en gammeldags skolefrøken.

Inden hun kommer på scenen, har det store band klimpret på hver sin solo, og det er en lettelse, da musikken endelig samler sig. Mama Koite har en kraftfyldt stemme, der stiger og falder på klassisk malinesiske sangerindefacon. Ud over band og to korsangerinder kommer en mand på scenen. Hvor Mama er pyntet, ligner han en, som ikke har fundet omklædningsværelset inden koncerten. Det lange hår er permanenetet glat og strøget på plads i nakken. På fødderne har han sportssko med små sugekopper op ad siderne, som ser ud til, at de kan bruges til at gå op ad vægge. Under knæet ender et par blå fodboldstrømper, og over knæet blafrer et par enorme røde shorts. Derudover har han en grumset stram t-shirt på.

Der er selvfølgelig en årsag til, at han er på scenen. Han kan bevæge sig, og hans dans er en lang glidende bevægelse. I dansen får han kamp til stregen af en uautoriseret danser, en høj ranglet fyr med parallele flænger i sine jeans. I begyndelsen sniger han sig frem og tilbage af usynlige lige linier, indtil musikken endelig eksploderer, som publikum tålmodigt har ventet på.

Danserne giver alt, hvad de har og får følgeskab af unge kvinder. Fyren med de flængede bukser kaster sig til jorden, og en kvinde danser hen over hovedet på ham med rullende hofter. Alle os, der nøjes med at være tilskuere, griner og jubler.

Ved næste musikeksplotsion kommer børnene på banen. Nogle har først lige lært at gå, og alligevel danser de lystigt uden forældre, der skal overbevise dem om, at de ikke skal være generte. På et tidspunkt kravler et barn, der endnu ikke kan gå på scenen for at være med. Han har fint sæt tøj på med vest og et slips i diagonale røde og hvide striber.

Det er den mest grinende koncert, jeg nogensinde har oplevet. Da klokken bliver 18 springer tilskuerne op, og Nationalmuseets have er tømt på ingen tid. Næste torsdag klokken 17 er der koncert igen.

På elefantjagt i Mali med Viktors Farmor

Det sidste sted, man forventer at møde en elefant, er på en bjergside udenfor en by på kanten af Sahara.

Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Foto: Marit Måseidvåg. Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Festtøjet er allerede fundet frem her fem dage inden årets største helligdag. Det er tirsdag og den sidste markedsdag i Hombori inden Tabaski. I Mali fejrer man, at gud i sin tid ombestemte sig og lod Abraham ofre en vædder i stedet for sin søn. Ved festen bliver der spist væddere og delikatesser. På markedet er beboerne fra landsbyerne i hele oplandet samlet i det pæne tøj for at købe ind og høre sidste nyt fra nær og fjern. I slutningen af eftermiddagen er landsbybeboerne på vej hjem af den stejle sti, som går op mellem bjergene i Hombori. Snakken går, og der bliver hilst.

De farverige landsbyboere bliver overhalet af en flok svedige danskere og nordmænd. De er netop blevet hevet ud af karavanen af skrumplende firehjulstrækkere og fået besked på, at hvis de skynder sig kan de møde en elefant kun to en halv kilometer fra byen. Beskeden bliver mødt med skepsis, men alligevel  finder gruppen sig i at pulsen kommer i omdrejninger, og der ikke er tid til at nyde se smukke udsigter.

På et lille plateau, inden stien igen går videre opad, tysser guiden pludselig på selskabet. Teatralsk smider han sin t-shirt og lister med overdrevne tegneserieskridt væk fa stien og hen mod en klynge af træer. Stilheden har lagt sig over gruppen, og sanserne  er skærpede uden helt at vide, hvad de skal rette mod.

Ovenover træerne er silhouettet tydeligt. Tre buer markerer hoved og lyttende elefantører.  Det foregår lidt mere end 100 meter fra os, og buerne bevæger sig. Landsbybeboerne har fulgt os, og da elefantens ører bliver rejst, flygter de. Heldigvis vender elefanten i stedet siden til. Det er en enorm enlig hanelefant, som er kommet væk fra flokken. Elefanten er vandret op ad den stejle klippeside til et sted, som er endnu mere goldt og stenet end landskabet nedenfor, hvor elefanterne mirakuløst overleve på en kost af tornede akacietræer og spredt tørt græs.

Du har mulighed for lignende overraskende oplevelser, når jeg i november 2010 er rejseleder til Burkina Faso og Mali for rejsebureauet Viktors Farmor