Romersk bro over indløbet til stort vådområde

Inde i landet ligger Guemes, hvor Ernesto sammen med en masse frivillige er værter for det mest gæstfrie og idealistiske herberg på Camino del Norte. Her går omsorg, humanisme, miljøpolitik og eventyr op i en højere enhed.

Søndag den 19. april 2015

Underligt at vågne i stilhed. Jeg havde lukket vinduet om aftenen, da det begyndte at blive køligt, så nu kan jeg ikke høre det brusende hav få hundrede meter fra vandre-hjemmet. Selv om solen stråler, får havets nærhed fugten til at drive på vinduerne, og jeg tænker, at det må være endnu mere fugtigt, hvis der havde sovet folk i alle 16 senge.

Endnu mere underligt var det om natten, hvor jeg vågnede og en del af min sovepose var våd udenpå. Der var noget hvidt, som lignede creme, men alle tuber stod stadig på bordet ved siden af sengen. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var.

Mit vasketøj er stadigt fugtigt, så jeg finder et elektrisk varmeapparat og hænger det på. Jeg har ikke noget brød, så min morgenmad kommer til at bestå af kiks, mandler, chokolade og masser af te.

Som aftalt med værten smider jeg nøglen i postkassen og overvejer, om jeg skal gå ad stranden eller vejen. Heldigvis vælger jeg vejen, for den går gennem et vådområde og lidt forude krydser den en lille flod. Fuglene synger i sivene, og her er idyllisk. Selve byen Noja er søndagslukket. Nogle steder er de gule pile erstattet af skilte. Et skilt er meget lille og placeret i tre meters højde på den anden side af en rundkørsel, så jeg må over vejen for at se det.

Bløde grønne bakker og blå himmel, inden skyerne kom

Turen går gennem bebyggelser, og det er svært at følge med i guiden, hvor langt jeg er kommet. Et sted skal jeg krydse en stor vej og kan ikke se pilene på den anden side. Normalt vil jeg så gå ligeud, men her ligger en bar, så jeg tænker, at det passer med dagens første pause og en juice. Baren er første sted, jeg ser, på Nordruten, hvor de reklamerer med en pilgrimsmenu. Værten er venlig og fortæller, at jeg skal til højre ad den store vej, før jeg igen finder pilene. Så det var heldigt, at jeg kom herind og ikke gik lige ud. Jeg skriver i hans scrapbog og kan se, at der har været danskere forbi få dage før.

I en flække har nogen forsøgt at bygge et mindre indkøbscenter. Men det er aldrig blevet fyldt med butikker og de, der var, er lukkede. Til gengæld bliver stedet omdannet til loppemarked om søndagen. Blafrende flag, høj techno-muzak og et mylder af mennesker blandt interimistiske boder bag de store glasruder.

Turen går ind i landet på små veje. Skyerne dækker himlen, og det begynder at blæse en smule. I Meruelo passerer jeg et nyere herberg, hvor jeg kan få frokost. Dejligt at jeg kan stille støvlerne og gå i bare tæer. Det er et gammelt renoveret stenhus med store panoramavinduer og sofaer, hvor man kan nyde udsigten. Eneste spøjse element er badeværelset, som er et rum med håndvask, to brusere og et toilet, uden nogen form for opdeling. Det giver en mulighed for at komme helt tæt på hinanden – eller en lang kø. Ellers er her superrent, og værterne er søde. Ærgerligt for dem, at de ligger så tæt ved herberget i Guemes, da det er et herberg, alle ønsker at besøge.

Jeg spiser en lille portion paella og er så heldig, at det regner, mens jeg holder pause. Småvejene fortsætter, og de går på kryds og tværs af landskabet. Da jeg på et tidspunkt ikke kan se pile, spørger jeg en mand. Han forklarer mig vejen og peger på de træer på en fjern bakke, som jeg skal sigte mod. Og så siger han, at det i virkeligheden er ligegyldigt, om jeg går til højre eller venstre. Vejene mødes hele tiden.

Den sødeste kalv gik med

Køerne på markerne glor, når jeg går forbi. En stor kalv kommer løbende for at hilse. Jeg sætter mig på stengærdet og klapper den. Kalven slikker min hånd med den lange ru tunge. Jeg husker de varme sommerdage som barn, hvor køerne slikkede salt af vores rygge, og det kildede og kløede på den helt rigtige måde. I dag er det desværre for køligt til at tilbyde kalven en kold skulder at slikke på. Jeg plukker en mælkebøtte til den, og den følger mig på sin side af stengærdet med ømme øjne, så jeg får helt lyst til at blive hos den.

Et stykke af turen går langs en lidt større vej gennem en frodig skov, hvor skrænterne er vokset til, så man ikke kan se, om man går langs en afgrund. Endelig når jeg de små veje igen og kan se herberget på en skrænt mellem skove af eukalyptus.

Der er allerede en del på herberget, og nogle er frivillige. En skriver mig ind i bogen og følger mig op til værelset. På vejen spørger han, om jeg kan spansk. Lidt svarer jeg. Han kikker ind i det første værelse og tager mig derefter til værelset ved siden af. Her er jeg første gæst og kan selv vælge soveplads. Jeg vælger en seng ved vinduet uden overkøje. Der er ellers tre etager af køjer og god plads i hver køje. Men jeg er glad for, at jeg ikke skal klatre helt op i den øverste. Midt i rummet er  en platform, hvor man kan lægge sin bagage. Vi har også eget bad og toilet. Lidt senere kommer Lisa og Peter, de to tyskere og en engelsk kvinde fra kanaløen Guernsey. Endnu et hold ankommer, men de får et nyt værelse. Så det er luksus med god plads.

Solen er begyndt at skinne igen, så jeg kan hænge vasketøj til tørre udenfor. I fællesrummet er der ild i pejsen, som en frivillig holder ved lige med et langt pusterør. Det ser effektivt ud, når han puster direkte i glæderne. Bare han altid puster ud og ikke kommer til at trække vejret ind.

Klokken 19 bliver vi kaldt til fællessamling i biblioteket. Her vil legenden Ernesto fortælle om herbergets historie og om hans livssyn. De spørger efter Lise, men med en udtale, så jeg ikke reagerer. Først da de kombinerer navnet med betegnelsen dansker, går det op for mig, at de vil have kontakt med mig. Jeg havde nemlig afsløret et kendskab til spansk, så jeg må kunne oversætte Ernestos ord til engelsk.

Jeg tvivler på, om jeg kan levere simultantolkning fra spansk til engelsk. Selv om jeg en gang var rigtig god til spansk, går jeg nogle gange i stå, hvis der er et ord, jeg ikke kan forstå. I stedet skal en ung tysk kvinde oversætte, da hun har været frivillig i to uger på stedet og kender historierne. Jeg hjælper hen ad vejen og kunne godt have oversat, da jeg hører hendes niveau. Men det er nu også rart ikke at skulle være på og bare lytte og tænke sine egne tanker.

Herberget er bygget ovenpå den gamle gård. Indgangen fører ind i den gamle kostald. Biblioteket ligger øverst

Herberget er bygget ovenpå en gammel gård i familiens eje. Men i første omgang var det ikke meningen at Ernesto skulle bo her. Han blev nemlig uddannet præst og som nyuddannet flyttede han til en landsby i bjergmassivet Picos de Europa. Her levede han i tre år, og Ernesto viser os et foto af den stejle sti, som leder op til landsbyen, og som kan tage pusten fra enhver camino vandrer. Landsbyen er senere blevet affolket, da indbyggerne emigrerede til Tyskland. Ernesto selv rejste også, men ikke for at fortsætte studierne, som ville være den mest oplagte for en teologisk karriere. I stedet kørte han ud i verden med primitiv campingbus sammen med nogle venner. For Ernesto blev det livets universitet. En tre år lang rejse gennem Afrika og Sydamerika. Alle fællesrummene på herberget er prydet med minder fra den og hans andre rejser. Her er glimtende sten og værktøj, fotos og tekstiler.

Efter rejsen begyndte han at udvikle den gamle gård. Filosofien var at åbne stedet for omverdenen og lade folk give og modtage det, de kunne og havde behov for. En dag stod en pilgrim i døren, flere fulgte og i dag er stedet det mest kendte herberg på Nordruten. Den frivillig, som tog imod mig, havde været der i tre år, andre nøjes med nogle uger. Man betaler, hvad man har lyst til. Ernesto tager dog afstand fra begrebet donativo, hvor man donerer penge for overnatning og mad. Jeg har svært ved at se, hvad forskellen er. Der står en pengeboks, man kan komme sit bidrag i. De steder, hvor jeg sover og får serveret aftensmad og morgenmad, giver jeg 20 euro. Jeg vil gerne støtte det gode initiativ og betale det samme, det koster på et herberg med faste priser.

De mange pilgrimme betyder, at Ernesto må holde sit oplæg hver aften, og jeg tænker, det må være ensformigt at møde nye folk hver eneste dag. Men det lader han sig ikke mærke af. Han taler med en glød og et engagement, også da han kommer til næste emne. Nemlig miljø.
Hele Nordkysten, ja hele Spanien, er ved at miste sin oprindelige skov og bliver beplantet med eukalyptus i den hurtige profits navn. Samtidig bliver kyststrækningerne bygget til, og naturressourcerne begravet i asfalt og beton.

Vi bliver inviteret med i den tidligere kostald, som nu er fællesrum, hvor der er dækket op til aftensmad ved langbordet. Først grøntsagssuppe og derefter en ragout med oksekød og grøntsager. Vi slutter af med frugt og yoghurt. Der bliver diskuteret på kryds og tværs. Guernsey er åbenbart nærmest en selvstændig stat, hvad der overrasker selskabet, som kun har hørt om øen som skattely. En kvinde fra Luxemburg følges med to franske mænd. Tidligere har hun gået hele turen fra Luxemburg til Santiago. En tysk fyr har været hos lægen med en skrækkelig inficeret vabelfod. Nu er den pakket ind, og han skal blive der i nogle dage. En ung tysk pige er begyndt at få ondt i knæet og vil også blive.
Der er fuldt blus på varmen i værelset, men det bliver heldigvis slukket, da vi skal sove. Og vi sover rigtigt godt.