Attrak-tionerne ligger som perler på en snor i dette område af Spanien. I dag gælder det arkitektur, da rige borgere i Comillas i forrige århundrede hyrede blandt andet Gaudi til at designe forunderlige huse.

Onsdag den 22. april 2015

Morgenmaden er rigelig på det smukke hospedaje, hvor jeg har overnattet. Så rigelig at jeg kan tage både muffins, sandkage og kiks med på dagens vandring, og det ender med at blive min frokost. Heldigvis er jeg igen frisk denne morgen.

Min tanker er stadig så fokuserede på besøget i Altamira i går, at jeg tror, alt handler om huler. Så da en kvinde ved et andet bord under morgenmaden spørger værten om et eller andet, er jeg sikker på, at det handler om Altamira. Så jeg henvender mig til hende med tilbud om tips. Men det viser sig, at hun bare bad om en flaske vand.

Kvinden er fra Østrig og er begyndt sin vandring i Santander. Efter et usselt herberg sover hun nu på pensionater. Hende møder jeg mange gange i dag, og vi følges en del af vejen. Jeg støder også på en englænder, som hedder Tim og er sejlet fra England til Santander for at begynde vandringen.

Klik for at se fotos uden beskæring og i fuld størrelse

Dagens tur går mest på asfalt, men på små veje uden trafik gennem idyllisk let kuperet terræn. Havet må man nøjes med at skimte mellem bakkerne. Solen skinner, men vejrudsigten lover regn. Det virker underligt, når himlen er klar blå. Fugtigheden stiger dog i løbet af dagen.

Der er mange vandposter, men jeg holder pause i en lille bar for at drikke friskpresset juice. Dagens første gæst er allerede i gang med sin brandy. Både bartender-manden og konen har tilbageskrabet skinnende brillantinehår. En anelse besynderligt.

På vej ud af den lille flække Orena begynder jeg at undre mig. Ifølge guiden skulle jeg kun have gået 3,4 kilometer. Når man går af småveje, ser man ikke altid byskiltene og ved derfor kun, hvor man er ved at læse kort og beskrivelser i guidebog. Da jeg senere holder et lille stop ved en vandpost sammen med østrigeren, ligner beskrivelsen fuldstændig San Martin de Cigüenza. Men da det er første landsby efter Orena, skulle vi kun have gået 5,8 kilometer og ikke 9 kilometer, som er distancen.

Heldigvis er der byttet om på landsbynavnene i guidebogen. Derfor var der heldigvis overensstemmelse mellem det, vi følte, vi havde vandret, og den distance vi havde gået. Jeg havde haft på fornemmelsen, at guidebogen ikke altid var troværdig, nu ved jeg, at jeg altid skal spørge, hvis jeg er i tvivl.

Landsbyerne undervejs vidner om affolkningen, og der er masser af huse og lejligheder til salg. Da vi er tæt ved havet, er der bygget ferieboliger før finanskrisen, dengang alle troede på økonomisk fremgang og vendte døve øre til de, der hviskede boligbobbel.

I Cobreces spiser jeg min søde frokost ved en lyserød rædsel af en kirke. Da jeg på bare tæer og uden bagage er på vej til en container med skraldet passerer en gruppe unge vandrere. Jeg hilser, men de ignorerer mig. Uden rygsæk er man ikke del af klubben.

Senere på dagen holder jeg pause ved en bar og restaurant ved et vejkryds netop, som vinden begynder at blæse op. Stedet virker øde, og i baren holder to fulde mænd hof, mens en tredje mand læser avisen. Her er kobjælder overalt og i alle størrelser. En bus stopper, og unge studerende strømmer ind på baren. Inden jeg går, besøger jeg toilettet i restauranten, og den er helt proppet med spisende gæster. Jeg som troede, jeg var næsten alene i ødemarken.

Regnen er begyndt, men i moderat mængde. Jeg går i egne tanker og opdager, at det er længe siden, jeg sidst har set en pil. Heldigvis finder jeg en vej tilbage til caminoen, så jeg kun går en lille omvej på en kilometer eller to.

I Comillas er herbergets 20 pladser i det gamle fængsel optaget, og jeg får forklaret vejen til et pensionat. Her møder jeg de to franskmænd i selskab med kvinden fra Luxemburg. Jeg får et stort værelse for 20 euro. Jeg møder også den meget talende canadiske kvinde, som jeg mødte den anden dag i San Juan de Pasajes. Noget af det første, hun fortæller mig, er, at hun ikke længere går sammen med sin veninde. Hvis vi ikke havde stået på et gadehjørne, er jeg sikker på, at jeg ville få en længere personlig beretning om deres genvordigheder. I hvert fald har de ikke længere kontakt, og veninden skulle allerede være i Oviedo og på vej ud på Camino Primitivo.

Lysten til kage melder sig, uden at jeg finder et konditori i byen. Iscafeerne er stadig lukkede, og valget står mellem pandekager og churros. De friturestegte dejstænger bliver serveret med tykt flydende varm chokolade. Jeg vælger en pandekage, mens en fransk gymnasieklasse bliver instrueret i, hvordan man spiser churros. Pandekage og te koster ligeså meget, som en menu plejer at koste.

Gymnasieklassen skal selvfølge besøge Gaudi-huset El Capricho (navnet betyder et lune) samtidig med mig. Huset er forholdsvist lille, og de besøger i flere grupper. Der er heldigvis også plads til mig.

Gaudi har bygget huset op rundt om en sydvendt havestue med eksotiske planter. Derfra er der adgang til alle rummene og fantastiske lysindfald. Huset er bygget til en ungkarl med interesse fra musik, som man blandt andet kan se i glasmosaikker. Alle lofter er af træ og unikke i hvert rum. Solsikken er gennemgående dekoration. Et fantastisk hus, hvor der er kælet for alle detaljer og leget med udtrykket.

Ved siden af Gaudi-huset ligger det større palads Sobrellano i neogotisk stil fra samme periode. Her kan man både besøge paladset, parken og krypten. På den anden side af vejen ligger et stort tidligere præsteseminarium, ligeledes i imponerende arkitektur. Desværre har jeg ikke tid til at se de andre bygninger.

Undervejs i besøget begynder regnen for alvor. Jeg er i sandaler og tager mig god tid, inden de lukker museet klokken 20. På når enkelte cafeer er byen død. Jeg finder en enkelt åben restaurant.