Der er heldigvis lyspunkter på en lang regnvejrsdag med alt for mange strækninger på asfalt. En trafikeret hovedvej og turen gennem rundkørsler ved motorvejen er slemme, så det er rart at nå frem til en smuk by ved havet.

Fredag den 17. april 2015

Der er lovet let regn, men jeg kan heldigvis gå i tørvejr til metroen. Jeg gider ikke at gå gennem Bilbaos industri-kvarterer og forstæder, derfor tager jeg metro til byen Portugalete. Selv om metro-turen er kort, møder jeg en helt anden vejrsituation, da jeg igen når gadeniveau.

Regnen siler, og jeg må finde mit regnslag og folder det ud for første gang.

Fra metroen går man direkte ud på caminoen. Man skal gå opad og vælge højre side af vejen for at finde pilene og den gangbro, der leder en hen over motorvejen, når man er ude af byen.

En asfalteret kombineret gang- og cykelsti går langs motorvejen og er afskærmet af en rød lydmur. Begejstringen er begrænset. Indelukket under hætte og regnslag med trafikstøj fra den våde vej. Cykelstien har rastepladser med bænke og borde, og der er vandposter hele vejen til Kobaron. Desværre ingen overdækkede bænke og heller ingen toiletter.

Sådan går 7 – 8 kilometer, før jeg er ude i noget, der minder mere om natur. Her er mange heste på markerne. Samtidig stilner regner en smule af. Jeg finder ud af, at jeg kunne have taget et tog helt herud og sluppet for den kedeligste del af turen.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Jeg når kysten ved Playa de Arena og går langs stranden til Pobena. Jeg går op i landsbyen på udkik efter en restaurant og vælger den længst til venstre. Her er masser af fisk, og på en tavle kan man se dagens fangst og kilopriser på fiskene. Jeg vælger dagens menu til 15 Euro og bliver vist ind i restauranten. Her jeg den eneste gæst, og personalet kikker medfølende på mig. Så jeg tager noget af det våde tøj og støvlerne af.

Forretten er en kartoffelstuvning med blæksprutte. Den smager fantastisk, og jeg tror aldrig, jeg har spist så mange kartofler på en gang. Hovedretten er havaborre – Lubina med sprødstegte hvidløg. Til dessert vælger jeg risbudding. I mellemtiden er restauranten næsten blevet fuld af pæne familier og venner på udflugt. Jeg ser deres pæne tøj og føler mig lidt malplaceret i strømpefødder og lag på lag af tøj, der endelig er nogenlunde tørt.

Turen går op ad en lang, lang trappe, hvor jeg kan mærke og næsten smage den megen mad, jeg har spist. Området langs kysten har været gennemgravet af jernminer, og nu er området gennemkrydset af pædagogiske vandreture. Plancher forklarer alt om geologi, flora, havet og selvfølgelig selve minedriften. Ruten er flot, men den er desværre asfalteret, så det er hårdt for fødderne.

Senere kommer jeg ud på selve hovedvejen, og da den går langs en motorvej, zigzagger ruten mellem motorvejsafkørsler. Heldigvis er regnen hørt helt op, men jeg finder den del af turen afskyelig. Udsigten er smuk over havet. Men bilisterne kører ikke pænt, når de lige er kommet af motorvejen. På et tidspunkt kommer en bil alt for tæt på, da den overhaler og dermed kommer bagfra i den vognbane, hvor jeg går.

Der er kun få cafeer undervejs, og jeg nyder et glas friskpresset appelsinjuice med udsigt over havet. Endelig drejer en grusvej ned til vandet. Resten af turen går på stier og små veje langs kysten. I det fjerne ligger Castro Urdiales og kommer kun langsomt nærmere.

Helt tæt på byen forsvinder de gule pile. Der er masser af nybyggeri. Jeg forbander min guidebog, som skulle være en opdateret udgave fra 2015. Men kortene i bogen er oldgamle, og teksten er kun opdateret få steder. Men jeg finder vej og kan konstatere, at Castro Urdiales er en meget meget lang by, bygget langs kysten. På strandpromenaden prøver jeg at finde et hotel på telefonen. Men de få, der er, ser dyre ud.

Langsomt nærmer jeg mig centrum og følger mig udslidt. Ved et bykort møder jeg en fransk-canadier, jeg sidst så i Zumaia. Han har været et smut i Frankrig, da hans datter skulle flyve hjem derfra, og så har han taget bussen hertil. Han tager mig med til et pensionat, som ligger ud til promenaden og havnen. Der står et telefonnummer, og en kvinde kommer og giver mig det sidste værelse. Prisen er 20 euro med fælles bad og toilet.

Jeg spreder mit tøj, så det kan tørre helt. Efter at jeg har hvilet benene en smule, går jeg ud for at spise. Det er weekend, og de fleste er stadig på tapasbarene. Jeg vil sidde ned og vælger restauranten i stueetagen. Her kommer både en hel flaske vand og vin på bordet, og jeg spiser mig gennem endnu en tre retters menu. Forretten er linser med lidt kød, og det mætter og varmer min trætte krop. Til aften er det blevet koldt.