At overskride grænser har en helt anden betydning, når man er borger på verdens fattigste kontinent, og alle grænser primært er skabt for at holde en ude
Af freelancejournalist Lise BlomI vesten taler vi om globalisering, men i Afrika oplever indbyggerne flere og flere snærende grænser med det eneste formål at holde dem på plads. Og netop begrebet grænser er temaet for årets afrikanske fotobiennale i Bamako i Mali. Her tolker fotografer fra kontinentet grænserne med indignation, smerte, humor og underfundighed.
Der er smerten ved fysiske grænser, som er overskredet, og hvor der ingen mulighed er for at vende tilbage. Der er grænsen mellem det moderne og tradition og mellem fiktion og virkelighed. Nogle samfund har skabt fysiske grænser mellem rige og fattige kvarterer. Og så er der den kulturelle grænse. Afrika er et modbillede til den vestlige kultur, hvor vi finder det oprindelige, det eksotiske, det vilde, det dyriske, det grusomme.
Biennalen sluttede den 6. december efter en måneds udstillinger og arrangementer, og den har været fast pensum for skole- og gymnasieelever. I Kulturpaladset (mastodontisk gave fra Nordkorea) bliver jeg mødt med et spørgeskema med meget detaljerede spørgsmål fra en række unge. Hvem har kurateret biennalen og efter hvilke kriterier? Hvilke temaer arbejder en bestemt fotokunstner med? Hvor ligger Baoulaou, og hvad var temaet for den fotografiske workshop, som blev holdt der? Det varer lidt, inden det går op for mig, at spørgsmålene ikke er beregnet for at undersøge almindelige gæsters viden om afrikansk fotografi, men derimod er spørgsmål i en opgave for gymnasieelever, hvoraf nogle mener, at jeg må være et orakel indenfor afrikansk fotokunst. Trist at måtte skuffe dem.
Fotografen Salif Traore har i serien ”Rêve non réalisée” (urealiserede drømme) portrætteret subkulturen I-CO-MA af unge ivorianere, congolesere og malinesere, der lever sammen i Bamako. De er fodboldspillere, musikere og unge, som ønsker at migrere til Europa for at arbejde, tjene penge og nyde friheden langt fra familiens snærende bånd. Men med de mere og mere lukkede grænser er de strandet i Malis hovedstad Bamako. Med serien har Salif Traore vundet prix Elan fra l’Agence Française de Développement (AFP). I foråret udstillede Salif Traore på Galleri Pixel på Frederiksberg en serie om mobiltelefoners betydning i Mali.
Fatoumata Diabaté har ligeledes udstillet på Galleri Pixel med en serie om unge kvinders kamp for at være uafhængige og kunne forsørge sig selv. Ved biennalen udstiller hun sammen med andre unge fotografer fra Mali. Hendes billeder viser en sufi-sekt i Senegal.
Læs mere og oplev nogle af billederne fra den 8 udgave af den afrikanske biennale for fotografi ”Les Rencontres de Bamako”