Vand: Kilde til vækst og konflikter
En ny sø er en uventet gave på kanten af Sahara, hvor klimaændringer er mest kendt for at forringe folks levevilkår. Men adgangen til vand øger også risikoen for konflikter.
Af Lise BlomIngen kunne forudsige, at Baba Pathé en dag ville få en have og kunne ernære sig som avler af frugt og grønt. Vand er nemlig nødvendigt for havebrug, og den 45-årige mand bor på kanten af Sahara i et område, hvor vand er en mangelvare. Paradoksalt nok kan han takke klimaændringer for sin have. I 1991 opstod søen Mare d’Agofou i et øde og tørt landskab. Nu lever her syv etniske grupper af jordbrugere, hyrder, kvægavlere og som noget nyt – fiskere. Søen giver nye muligheder, men den udfordrer også samarbejdet.
De udfordringer er emnet for et internationalt forskningsprojekt, hvor den danske Ph.d.-studerende Signe Marie Cold-Ravnkilde undersøger fordeling af nye vandressourcer i det nordlige Mali.
– Den største udfordring ved den nye sø er at forvalte ressourcerne, så de også kommer de svageste til gode. I konflikter om vand er taberne ofte de, der i forvejen står svagest og mangler forhandlingskraft, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde.
Tre år før han får jord
Baba Pathé er fattig. Inden han i 1994 flytter til søen, er han landmand i landsbyen Warmi 15 kilometer fra Mare d’Agofou.
– Jeg kan se, at området har store muligheder og beslutter, at jeg vil bo her. Det tager tre år at overtale jordejerne til at låne mig et stykke jord til haven, siger Baba Pathé, som dengang ingen erfaring har med havebrug.
En af jordejerne bor syv kilometer fra søen i bosættelsen Intalalene. Det betyder perlehønsenes sted. Dem og andre vilde dyr kikker man forgæves efter i dag. Inadeydey Ag Isahia er tuareg og bor med sin familie i stråhytter. Intet afslører, at han er en velhavende kvægavler og indflydelsesrig leder for 680 familier.
Ifølge Inadeydey Ag Isahia har han og andre tuareger sædvaneretten til jorden omkring søen, fordi de og deres forfædre stammer fra området. Selv har Inadeydey Ag Isahia valgt at blive boende langt fra både søen og en brønd.
– Mine dyr er vant til dette område, og familiens marker er her, forklarer den aldrende herre.
Han glæder sig over, at folk har bosat sig ved søen. Det giver familien adgang til frugt og grønt fra haverne.
– Jeg komme aldrig tomhændet hjem fra et besøg i landsbyen, fortæller han.
Men spørgsmålene, om retten til jord og hvem der er oprindelig beboer, er væsentlige stridspunkter i kampen om ressourcerne, viser Signe Marie Cold-Ravnkildes undersøgelser.
Læs hele artiklen side 10 i Danidas avis Udvikling nr 3/2009
Vand: Kilde til både vækst og konflikter
En ny sø er en uventet gave på kanten af Sahara, hvor klimaændringer er mest kendt for at forringe folks levevilkår. Men adgangen til vand øger også risikoen for konflikter.
Af Lise Blom; Foto: Lise Blom og Signe Marie Cold-Ravnkilde
Ingen kunne forudsige, at Baba Pathé en dag ville få en have og kunne ernære sig som avler af frugt og grønt. Vand er nemlig nødvendigt for havebrug, og den 45-årige mand bor på kanten af Sahara i et område, hvor vand er en mangelvare. Paradoksalt nok kan han takke klimaændringer for sin have. I 1991 opstod søen Mare d’Agofou i et øde og tørt landskab. Nu lever her syv etniske grupper af jordbrugere, hyrder, kvægavlere og som noget nyt – fiskere. Søen giver nye muligheder, men den udfordrer også samarbejdet.
De udfordringer er emnet for et internationalt forskningsprojekt, hvor den danske Ph.d.-studerende Signe Marie Cold-Ravnkilde undersøger fordeling af nye vandressourcer i det nordlige Mali.
– Den største udfordring ved den nye sø er at forvalte ressourcerne, så de også kommer de svageste til gode. I konflikter om vand er taberne ofte de, der i forvejen står svagest og mangler forhandlingskraft, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde.
Tre år før han får jord
Baba Pathé er fattig. Inden han i 1994 flytter til søen, er han landmand i landsbyen Warmi 15 kilometer fra Mare d’Agofou.
– Jeg kan se, at området har store muligheder og beslutter, at jeg vil bo her. Det tager tre år at overtale jordejerne til at låne mig et stykke jord til haven, siger Baba Pathé, som dengang ingen erfaring har med havebrug.
En af jordejerne bor syv kilometer fra søen i bosættelsen Intalalene. Det betyder perlehønsenes sted. Dem og andre vilde dyr kikker man forgæves efter i dag. Inadeydey Ag Isahia er tuareg og bor med sin familie i stråhytter. Intet afslører, at han er en velhavende kvægavler og indflydelsesrig leder for 680 familier.
Ifølge Inadeydey Ag Isahia har han og andre tuareger sædvaneretten til jorden omkring søen, fordi de og deres forfædre stammer fra området. Selv har Inadeydey Ag Isahia valgt at blive boende langt fra både søen og en brønd.
– Mine dyr er vant til dette område, og familiens marker er her, forklarer den aldrende herre.
Han glæder sig over, at folk har bosat sig ved søen. Det giver familien adgang til frugt og grønt fra haverne.
– Jeg komme aldrig tomhændet hjem fra et besøg i landsbyen, fortæller han.
Men spørgsmålene, om retten til jord og hvem der er oprindelig beboer, er væsentlige stridspunkter i kampen om ressourcerne, viser Signe Marie Cold-Ravnkildes undersøgelser.