Våd, regn, mudder. Verden set fra et regnslag. Ikke muntert. Men til sidst skinner solen, og søde mennesker gør dagen rarere.

Mandag den 27. april 2015

Pakket ind i både regnjakke og regnslag

Mine læderstøvler er våde. De krøllede aviser har ikke kunne trække alt væden ud af støvlerne. De er ikke helt gennemblødte, men nok til at sokkerne hænger i, da jeg stikker fødder ned i støvlerne.

På vej ud af La Isla finder jeg en åben købmand, som sælger lidt af hvert, inklusiv paraplyer. Og jeg har netop forladt butikken, da regnen begynder at falde. I bagagen er der nu ristede mandler og en stor plade chokolade. Bananerne spiser jeg med det samme. Det er hurtigt energi. Men jeg har dårlig samvittighed over, at chokolade er rykket op til gruppen af basisføde. Normalt spiser jeg slik meget langsomt og nyder smagen. På disse regnvejrsdage, hvor det bare handler om at få energi, sluger jeg chokoladen næsten uden at smage på den.

Ligesom i går foregår turen på mudrede stier. Jeg burde gå ud på asfaltvejen, men mine fødder er trætte af det hårde underlag, og denne vej er trafikkeret.

I byen Colunga finder jeg et konditori, hvor jeg kan spise morgenmad og tørre en smule. Besynderligt konditori, der er nemlig ingen rigtige kager. I det hele taget ikke meget at spise. Jeg spiser nogle tørre kageagtige humbler, drikker te og bliver opdateret på det trådløse netværk. Lidt længere inde i byen finder jeg en bar og bestiller en portion tortilla og mere te. Det er en af den slags barer, hvor de deler gratis tapas ud til gæsterne. Denne omgang består af mere tortilla. Jeg er nu mæt, der er ikke flere muligheder for at besøge cafeer, inden jeg når Villaviciosa, hvor jeg vil overnatte. Der er udsigt til en lang våd dag.

Dagens pauser bliver ikke just behagelige. Et sted finder jeg et busstoppested uden bænk. Når jeg masser mig helt ind mod bagvæggen og sætter mig på jorden, kan jeg sidder nogenlunde i tørvejr. Ikke komfortabelt. I den stilling bliver jeg opsøgt af en ældre kvinde. Da jeg sidder på jorden, lægger jeg først mærke til hendes træsko. De er skåret ud af et stykke træ og er ret høje med to tværbjælker som såler. Kvinden har sine tøfler på inde i træskoene. Jeg ser dem på flere barer, hvor de bliver stillet ved indgangen, mens ejeren sidder i sine tøfler på barstolen.

Kvinden tiltaler mig og forklarer, hvilken vej jeg skal følge for at komme videre. Mange går nemlig forkert lige præcis der, hvor jeg sidder. Afmærkningen er for dårlig, mener kvinden. Faktisk burde jeg fortælle turistkontoret i Colunga om den dårlige afmærkning. Jeg nikker. Men jeg har dog absolut ingen planer om at gå tilbage til Colunga og fortælle dem, at andre pilgrimme tilsyneladende har problemer.

Kvinden fortsætter hen til postkassen, højt hævet over vandpytterne i sine træsko. Jeg kommer igen på benene på en meget uelegant måde. Få hundrede meter længere fremme ser jeg et nyt busstoppested med ordentlig afskærmning og bænk.

Længere fremme ligger en kirke med en overdækket gang. Her er allerede tre unge pilgrimme, som også overnattede i La Isla. En tjekke, en spanier og en fransk kvinde. Da har allerede gang i nødder og chokolade. Tjekken byder på tørrede kakaobønner. Han har boet og arbejdet på blandt andet Fejø og kan en smule dansk.

Omme bag kirken ligger kirkegården, og her er der vand. Det er et tip, jeg noterer mig, hvis jeg en dag mangler vand. Spanske kirkegårde ligger ofte isolerede, og de har en vandhane. Gravene er bygget ind i en mur, nogle af hullerne står åbne. I et hul er der kun en lille kasse og et skilt, hvor der står, at her hviler resterne af XX.

Tjekken finder sin fløjte frem. Det er et langt traditionelt tjekkisk instrument skåret af hyld med et enkelt hul. Musikken er for at kalde solen frem, men i dag virker al musik som en regndans. Regnen holder små pauser, men kun små.

Endnu en franskmand støder til. Vi er enige om, at vi er nået til kirken i Priesca, men da vi senere fortsætter, kommer vi til kirken. Så turen tager længere tid, end vi havde håbet.

Her er der ikke andre muligheder, end at vandre ud det og håbe, det ikke er for dybt

De mudrede stier bliver mere og mere besværlige. Typisk går man op ad bakken på asfalt og ned ad bakke i mudder, så der er større risiko for at glide. Nogle steder er der hele søer, man skal igennem. Endnu en god grund til at have vandrestave. Så kan man kontrollere, hvor dybt mudderet er, inden man træder ud i det. Vandrestave, som jeg ikke ejer. De ville også være gode til at holde balancen, når jeg går på kanten af et hjulspor, de steder hvor krattet tillader, at man passerer. Nogle steder er der ikke andet at gøre end bare at vade ud i mudderet og vandet og mærke, hvordan støvlerne bliver tungere og vådere.

Mudrede gennemblødte støvler

Mine fødder er slidte og det fugtige hud danner vabler. Jeg beslutter derfor at overnatte på et lille herberg i Tornon i stedet for at vandre hele vejen til Villaviciosa. En pil viser fra til herberget hen over en stor vej og ned af en stejl bakke. Solen titter frem, og en hund gør i en have. Straks dukker en mand op, som bekræfter, at dette er herberget.

Jeg skal af med det værste tøj og de mudrede støvler under et halvtag. De tre unge dukker også op, da de har taget samme beslutning. Vi får et værelse med stor altan og almindelige senge. Her er et hjemligt badeværelse og en stor stue med sofaer og en brændeovn med ild i. Det er i den grad hjemligt og efter et bad og tøjvask, indtager vi de bløde møbler, mens der bliver lavet mad til os.

Herberget er et lille donativo herberg med aftensmad og morgenmad, hvor man betaler, hvad man vil og kan. Ingen af os har fået anden frokost end nødder og chokolade, da der ikke var cafeer eller butikker efter Colunga og på nær kirken ingen steder, hvor man kunne sidde i tørvejr og spise. Vi får salat, vegetarisk paella, yoghurt og frugt. Bagefter fortæller værtinden om morgendagens rute. I Villaviciosa deler caminoen sig i to. Man kan enten fortsætte på nordruten eller begynde på primitivo ruten. Hun anbefaler et besøg i Gijon og Aviles, men siger, at turen mellem de to byer er grim.

For at komme til Villaviciosa kan vi følge hovedvejen, så vi behøver ikke gå tilbage til caminoen. Men vi skal passe på trafikken.