Mytologiske klipper, frodige marker og overdådige mangolunde. Gennem århundreder har folk kæmpet om at få lov at leve i Siby og omegn. Nu har kineserne fundet endnu større værdier i området, de lokale indbyggere ved det bare ikke endnu.
Klonk, klonk. Allerede på lang afstand kan vi hører de dumpe lyd af sten, som bliver smidt i en bunke. Ellers er her en summende stilhed af varme og insekter. Små krogede træer og buske gror i sprækkerne mellem klipper og sten i et ufrugtbart område mellem marker med hirse, majs og bomuld. For få år siden var træerne større, og skoven tættere. Men hovedvejen 10 kilometer væk blev renoveret i 2008, så nu bliver skoven skåret ned og solgt som brænde i Bamako.
Nu er undergrunden også ved at forsvinde, for folk samler sten.
– Der er jern i stenene, så de kan sælge dem til et kinesisk firma, fortæller Saibou. Han er vores guide i de fem dage, vi vandrer i området ved Siby 50 kilometer sydvest for Bamako.
-
- Hovedvejen går fra Guinea til Bamako. Denne minibus er fyldt med madbananer eller plaintains, som de hedder her
-
- I landsbyerne er der ingen butikker, så skal man have te, sukker, batterier og bolsjer må man tage til Siby og købe ind. Alle butikkerne ser sådan her ud.
-
- Den lokale udgave af Round Up fjerner ukrudt. Til venstre vores cykelkok, som jeg desværre har glemt navnet på
-
- Kamadjan buen, som den lokale konge Kamadjan skød frem med bue og pil, da han skulle overbevise Soundjata Keita om sin styrke
-
- Malis flag. Det kunne være symbolsk for det som siden er sket for landet, men det markerer en skjult kilde, som Malis senere konge Soundjata Keita og hans folk kendte. Den ligger skjult under en lille sten og der er altid frisk vand
-
- Nålen ved Niagela spillede en rolle, da den onde konge Kante skulle besejres. Pludselig var han forsvundet og befandt sig øverst på nålen på sin hest
-
- Dogonfolkets gamle bymur ved Dogoro, som desværre ikke var nok til at beskytte dem
-
- En gammel ovn til jernudvinding. Den er bygget og brugt af dogonfolket for mere end 500 år siden.
-
- Høns er glade for termitter, så landmanden tager et med hjem. Der findes tre slags termitboer – champignons, kupler og katedraler
-
- Vi slår vores telt op under et mangotræ midt i Dogoro og for lov at låne en spand vand at vaske os i. Her kommer ikke mange udlændinge forbi, så det er spændende at se på. Men selv om vi var langt ude på landet var der ikke nattero. Alle landsbyer havde unge med stereoanlæg, der spillede meget høj musik det meste af natten.
-
- Bomuld, som er næsten moden
-
- Bomulden er høstet og tæt pakket, så den ikke flyver væk i den storm, vi bliver vækket med en morgen
-
- Det mest hjemmelavede vejskilt for en skole, som jeg har set
-
- Et dueslag
-
- Vandfaldet ender i en kølig sø mellem klipperne. Om natten kommer fiskene op på land, så de lokale jægere let kan fange dem. Det har vi fået fortalt.
-
- Saidou og kokken laver mad om aftenen. Der er mørkt ved nymåne. De havde ingen salt med til maden og brugte kun mononatrium glutaminat (smagsforstærker). Det giver opstød og kvalme og på en fem dages vandretur i Afrika får man lyst til salt
Inden vi når frem til stensamlerne, hører vi en traktor nærme sig, og lidt senere passerer vi traktoren, mens mændene er i gang med at losse sten på ladet.
Farven på stenene changerer i dybe brun-orange nuancer. Nogle sten er flækkede og helt sorte indeni. Jeg samler en sten op, og den er gloende hed af solens varme. Både varmere og tungere end en almindelig sten. Det er tydeligt, at de indeholder metal. Og metallet er årsagen til, at kineserne er interesserede i stenene.
– Sidste år havde vi besøg af kinesiske videnskabsmænd, som samlede sten og tog prøver. Og i år er de begyndt at hyre folk til at samle sten, fortsætter Saibou.
Nu er kineserne usynlige bortset fra de tomme kinesiske øldåser, de har efterladt ved et idyllisk vandfald. Skiltene på traktoren viser, at de har overladt indsamlingen af sten til en malinesisk underleverandør.
Stenene vil uden tvivl skabe store ændringer i Siby. Området har været omstridt og ombejlet i mere end tusinde år. Her blev det historiske Mali-rige født i 1235, da Soundjata Keita, den lokale hærleder Kamadjan og kvindelist fandt den onde konge Soumangourou Kantes svaghed, så han kunne blive besejret. De nuværende indbyggere er vindernes slægt, og de kan frådse i en overflod af mangoer. Det er attraktivt landsbrugsjord, som en del af dogonfolket blev presset til at forlade for 500 år siden af mandingfolket. Dogonfolket flygtede til de utilgængelige Dogonbjerge 700 kilometer væk, men resterne af deres bymur udenfor landsbyen Dogoro vidner om, hvordan de forsøgte at beskytte sig.
I dag er ingen mure høje nok til at beskytte sig mod udviklingen. Endnu lever mandingfolket nogenlunde, som de altid har gjort af landbrug. Indsamling af brænde og sten skaber ekstra indtægt. Men der er blevet langt mellem træerne, og snart er alle de løse sten samlet ind. Så skal der fortsat udvindes metaller i området, må der gravemaskiner til, og så bliver området til en mine.
Efter nogle dages vandring ser vi stenene igen. Hegnet er højt, og bag det ligger bjerge af sten. Vagtmanden fortæller, at stenene bliver fragtet på lastbiler helt til Dakar i Senegal og derfra sejlet til Kina.
Med den oplysning begynder vi for alvor at undre os. Der er nemlig jernudvindingsanlæg i Mali under 100 kilometer væk. Så hvordan kan det betale sig at sende sten hele vejen til Kina? Stenene må indeholde andet end bare jern. Jeg gætter på de såkaldte sjældne jordarter, der er nødvendige for at producere mobiltelefoner og elektronik. Og det er helt sikkert ikke stensamlerne, som tjener på stenene.