Er det grådighed eller desperation, som får korruption og kriminelle bander til at brede sig i Mali? Oplev en politibetjent i aktion og et angreb på Malis tidligere præsident, som har chokeret nationen.

Politibetjenten vinker hotellets minibus ind til siden i en rundkørsel i udkanten af Bamako. Klokken er over to om natten, og betjenten er helt alene. Det er ikke et godt tegn.

Og ganske rigtigt. Betjenten vil se dokumenter. Chaufføren har kun arbejdet for hotellet i kort tid, og betjenten fornemmer hurtigt hans usikkerhed, da han finder folderen med stakke af dokumenter og attester. Chaufføren skal ud af bussen for at vise dem frem. Betjenten har god tid og vinker flere biler og motorcykler til side for at kontrollere deres papirer.

Chaufføren vender gang på gang tilbage til bussen for at finde et nyt dokument.

– Er det her ”carte gris”, spørger han mig.

Papiret er ganske vist gråt, men jeg ved intet om biler og de tilladelser, som knytter sig til dem.

Chaufføren må ringe til sin arbejdsgiver og vække ham for at få hjælp til at finde de rigtige papirer. Nogle af dem er fotokopier.

Betjenten griber telefonen og skælder bussens og hotellets ejer ud.

– Hvad ligner det at lade chaufføren køre med fotokopier i stedet for de originale dokumenter, fnyser han.

Efter en time er det tydeligt, at chaufføren ikke kan finde flere dokumenter. Og selv om han sandsynligvis har alle i orden, må han finde 2.000 F. cfa til betjenten for at få lov til at køre. Det er 23 kroner, og chaufføren er oprørt over ydmygelsen og de mistede penge.

Normalt vil en betjent aldrig arbejde alene og slet ikke midt om natten i udkanten af byen. Denne betjent lader biler passere uden lys og stopper en velfungerende minibus. Han arbejder uden tvivl i sin fritid for at fylde sine egne lommer.

Leveomkostningerne i Mali er høje, og lønningerne for offentligt ansatte er ikke fulgt med prisudviklingen. Så offentligt ansatte må tænke kreativt for at tjene penge. Enten som politimanden eller ved at have to job.

Men kriminaliteten er også steget, og den er blevet voldelig og skræmmende. I 1992 var jeg i Elfenbenskysten, og jeg kan huske nyhedernes reportager om voldelige overfald. Jeg oplevede selv en røvere i en flugtbil, som skød op i luften for at forhindre folk i at forfølge dem. Og jeg erindrer, hvordan jeg sammenlignede situationen med den i Mali på det tidspunkt. Her kunne man stille sin taske på en busstation og gå en tur i timer, uden at folk ville røre den.

Jeg er stadig rolig i Mali, og i sommers generede det mig ikke at bo alene i et hus uden vagt og med en mur, selv jeg ville kunne kravle over. Men jeg frygter, at Mali kan følge i Elfenbenskystens spor. De bevæbnede bander havde våben fra borgerkrigen i nabolandet Liberia, og kort tid efter mit ophold i Elfenbenskysten gik det galt i landet.

I Mali har våbnene hidtil bestået af håndsmedede geværer med hjemmelavet krudt og kugler. Men i kølvandet på konflikten i Nordmali er der kommet flere moderne våben og kriminelle bander.

Udviklingen skræmmer. Især historien om et angreb på Malis tidligere præsidents bolig. Tidligt om morgenen lørdag den 5. april invaderede en bevæbnet bande den tidligere præsident Alpha Oumar Konares bolig. Der var ti personer, som afbrød strømmen og angreb boligen fra to positioner. Sikkerhedsfolkene fik nedkæmpet banden, og en af angriberne blev dræbt under aktionen.

Den tidligere præsident var ikke til stede, men det var hans kone, historikeren Adame Ba Konaré og deres børnebørn.

Motivet har muligvis været et forsøg på kidnapning. Alpha Oumar Konare blev valgt som Malis første demokratiske præsident i 1992, og efter de maksimale to gange gik han af i 2002. Siden har han i en periode været formand for den Afrikanske Union.