Zumaia ligger smukt ved kysten

Det er søndag og dermed vandredag for spanierne. Nogle steder går vi næsten i kø langs havet. Men det er dejligt at se, at spanierne er glade for at vandre, og der er mange afmærkede ruter i landskabet.

Søndag den 12. april 2015

Endnu en gang går jeg mellem marker og gårde. Landskabet er lidt blidere, og der er også vingårde nu. På en mark tager et nyfødt føl sine første skridt. Men staklen har endnu ikke forstået konceptet med fire ben. Føllet kommer fremad med forbenene, mens bagbenene står fast og bliver mere og mere udstrakte. Ren Bambi, bare uden is.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse og uden beskæring

Et skilt beder hundeejerne om at holde deres hunde i snor, da de løse hunde forskrækker kørne og får kørne til at abortere. Et andet skilt oplyser folk om, at de i området lever af at fremstille kvalitetsmælk. Det er vigtigt at kørne får ordentligt græs at spise. Derfor beder bonden folk om at undgå at tisse på markerne og dermed ødelægge græsset!

Noget af vejen følges jeg med nogle af de samme mennesker fra herberget i Orio. Lige som jeg er det personer, som ikke har trænet til turen og derfor begynder med korte etaper. Vi ankommer til Zumaia, hvor vi skal sove. Der er byfest. Mænd, kvinder og børn er klædt i blåt tøj. De ligner medlemmer af en sekt, for nogle af dem er klædt gammeldags.

Med besvær finder vi herberget Villa Luz. Men der er ingen skilte om, at det er et herberg og ingen åbner, da vi ringer på. Jeg er den eneste, som kan spansk og ringer. Men forgæves. Fra et åbent vindue kan vi høre telefonen ringe i det tomme hus.

Heldigvis finder en et mobilnummer i en tysk guidebog. En mand forklarer, at herberget er lukket. Vi bander over, at de ikke har sat et skilt op, hvor der står, at herberget er lukket. Der skal være endnu et herberg udenfor byen på en gård. De to franskcanadiere vælger at blive i byen, mens jeg og en schweizer maser os op ad de stejle bakker til det formodede herberg.

Herberget ligger på et casa rural Santa Klara, som er en form for bed and breakfast. Men her er heller ingen hjemme. Heldigvis reagerer en kvinde, da jeg ringer. Hun kommer i bil og lukker os indenfor. Jeg får et vidunderligt værelse med udsigt over havet og eget bad. Pilgrimme betaler 20 euro per person med morgenmad. Ren luxus! Vi slapper af med den vidunderlige udsigt. Om aftenen kører ejeren os ned til byen for, at vi kan spise aftensmad.

Byfesten er stadig i fuld gang. Den ser mindre skræmmende og sekterisk ud, da vi får at vide, at festen er til ære for fiskernes helgen San Telmo. Det blå tø symboliserer fiskernes tøj.

På restauranten kan vi først spise efter kl 21, så vi begynder med tapas. En harmonikaspiller og en mand med tamburin spiller op, og en gruppe ældre kvinder kaster sig ud i dans.

Der er kun to kvindelige tjenere til de mange fulde og sultne gæster. Da min salat endelig kommer, må jeg sluge den, så vi kan nå vores aftale om kørelejlighed tilbage til gården.