Min første camino-samtale efterlader mig helt forpustet. Derefter imponerende udsigter og en eftermiddag i  verdens måske smukkest beliggende by San Sebastian.

 

Fredag den 10. april 2015

Efter de mange trapper ned til fjorden finder jeg et lille sted med te og croissanter. Jeg har lige sat mig, da en canadisk kvinde ankommer og sætter sig ved samme bord. Dagen inden har vi hilst på hinanden på herberget.

Det er anden gang, hun vandrer camino, så nu kan hun sætte mig ind i sagerne. Da hun hører, at jeg kommer fra Danmark, nævner hun Claus, som også er fra Danmark, og som hun mødte på sin første tur. Claus havde et handicappet barn, som var dødt. Derefter havde han en kæreste med et handicappet barn, der forlod ham, kæresten altså.

Pludselig vifter hun et for mig usynligt insekt væk og griber et serviet med insektmiddel.

– Deet, siger hun, mens hun dupper det på huden. Det er noget værre noget. Jeg har haft hudkræft. Men på sidste camino fik jeg et insektbid, som hævede op.

Hun viser mig et område, næsten lige så stort som hele kinden.

– Jeg har behov for mad, når jeg går, forklarer hun mig videre og fortsætter med at fortælle mig om problemer med hende, hun følges med på denne tur.

– Hun spørger mig hele tiden, hvad jeg har lyst til. Og hun spiser ikke noget om morgenen. Canadieren er ikke sikker på, at de kan fortsætte turen sammen. På sidste tur gik hun sammen med en kvinde, der lige som hende stod tidligt op om morgenen.

Hun fortæller mig også om støvler, der bliver stjålet, og steder, hvor man ikke må have sin bagage med ind på værelset. Pensionatet, hvor hun overnattede i Irun, lå i et kvarter med mange narkomaner.

Endelig er hun færdig med sin kaffe. Hun har ikke hørt meget om mig, og det tror jeg er udmærket.

Klik på fotos for at se dem i fuld størrelse uden beskæring:

En lille båd sejler mig over fjorden. På et værft er de i gang med at bygge en kopi af et gammelt galeonskib. Jeg går videre og kort tid efter begynder trapperne op ad.

Derefter går en smuk sti langs havet. Der er blomster, og det dufter vidunderligt af forår. Stien deler sig, og vandrevejen fortsætter langs havet. Jeg følger caminoen lidt ind i landet. Kort efter møder jeg en gård med cafe. Der skulle jeg været stoppet for at få lidt at drikke og tisse af. Der var nemlig ikke flere steder derefter.

Vejret er overskyet og lunt. Efter et stykke vej mellem gårde og marker kommer jeg til en skov. Der ligger et vandrehjem, og skoven er fyldt med vandreruter og skoleelever på udflugt. EU har betalt for nogle bassiner til padder. I et lever en art tudse og frøer. I et andet er der tudser. To slags i hvert bassin. Enten kan padder ikke lide at leve sammen eller også er det et pædagogisk kneb for ikke at have for mange padder på skiltene, så folk kun skal forholde sig til to arter af padder på hvert skilt.

På et tidspunkt tolker jeg de gule pile forkert og går op ad en meget smal og stejl sti. Længere oppe er der ingen pile, så jeg må ned igen. Da jeg igen er nede, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne opfatte, at pilen pegede opad.

Lyden kommer før synet. Det lyder som fly, der lander uafbrudt. Men det er endelig Biscayabugten, der viser tænder og kaster bølger op på stranden i San Sebastian.

Efter en lang stejl nedtur står jeg på strandpromenaden i byen. Jeg ankommer om formiddagen, så jeg har tid til at opleve byen. Jeg finder en pensionat til 25 euro med fælles bad. Den kvindelige ejer forklarer, at hun altid er hjemme. Det kan jeg høre. Hendes gennemtrængende stemme lyder konstant i baggrunden i samme skingre tone som en desperat type i en film af Almodovar.

Til frokost vælger jeg fire store pintxos – det baskiske ord for tapas. De ser mere imponerende ud, end de smager. Der indgår serranoskinke, rejer og champignon i dem, og de er vanskelige at spise, fordi de er så høje.

Efter lidt hvile vil jeg købe vabelplaster og ibuprofen-piller, da jeg stadig har ondt i hoften. På apoteket falder jeg ind i butikken, da der er et uventet trin ned. Da jeg samtidig ser mig tilbage for at undersøge, hvad der skete, rammer jeg en papopstilling med varer. Ekspedienten får straks øje på mig.

Efter en fantastisk kage på et konditori og et glas friskpresset juice på en cafe, går jeg en tur langs vandet på den fantastiske strand. Vandet er iskoldt, men det er dejligt at få sand mellem tæerne.

San Sebatian skal være kulturby i 2016, og den er allerede rigt udsmykket. Fantastiske bygninger fra begyndelsen af 1900 tallet. Drikkefontænerne fungerer som solur. Det er bare svært at se, hvad klokken er i overskyet vejr som i dag.

Om aftenen sætter jeg mig i restauranten i kælderen under en tapasbar med udsigt til ti knoklende kokke. Der bliver ikke givet ordrer, alle læser bestillingerne og arbejder koncentreret med hver deres speciale.

Endnu en gang vælger jeg salat med gedeost. Denne gang er der enorme hvide asparges med i salaten. Så store at jeg først tror, det er kartofler. Hovedretten er havaborre med hasselnøddeskum. Så lækkert, at jeg har lyst til at slikke tallerknen. Men det er en dyb tallerken, hvor der ikke er plads til næsen, og kokkene ville nok glo. Som dessert får jeg cheesecake pyntet med tynde skiver æble og sprød kiks. Den nærmeste kok roser mit valg af dessert. Hele herligheden kostede mig 34 euro.