Udsigt fra herberget i Orio

En kortere vandredag bringer mig gennem landlig idyl til herberget i Orio med den bedste udsigt og lækkert fælles mad serveret af venlige værter. Benene er møre af de bratte nedture i det stejle landskab.

Lørdag den 11. april 2015

Cafeerne i San Sebastian åbner først med morgenmad efter klokken 10. Inden da er der kun steder åbne med ståpladser og plastik-indpakkede snacks. På markedet køber jeg friske ærter. Lige som i Afrika er de bælgede og pakket i plastikpose. Jeg køber en fåremælksost og har stadig noget af mit hjemmebagte brød fra Danmark.

Ruten går på smalle asfaltveje mellem marker og gårde. Vejene ligger nærmest parallelle i landskabet, og der er ingen biler. Senere kommer man ind på grusveje i skoven. Det har regnet lidt og er mudret. Kun få steder kan man sidde og holde pause. Et sted springer en kilde med vidunderligt vand. Efter jeg har sat mig og fået støvlerne af, får jeg øje på en stor hundelort et stykke fra mig. Jeg vælger at ignorere den. I denne del af Spanien er der mange meget store hunde. De ligner designerhunde med hver sit specielle look. Langt fra alle har styr på deres hunde, når de er ude at lufte dem.

Det første skilt jeg møder med antallet af kilometer til Santiago de Compostella

Turen går fint og jeg tænker umiddelbart, at jeg sagtens kan gå længere end Orio. Men så begynder nedturen. Først rimeligt blidt efter spansk standard. Men kan altid se stejlhedsgraden på en vej. Er det en asfaltvej, er den mindre stejl. Er det en cementvej, er der meget stejlt. I første omgang går jeg på en asfaltvej.

Men så drejer vejen, og ruten fortsætter ned ad en stenvej, der ikke er renoveret siden romertiden. Det går stejlt nedad, og jeg må balancere fra sten til sten. Det er umuligt at nyde udsigten og handler kun om, hvor jeg skal sætte fødderne. Jeg kan nu mærke en smerte i begge hofter.

Jeg skal også gå et lillebitte stykke langs en hovedvej og under en motorvejsbro. Ikke muntert,men jeg møder heldigvis ingen biler under broen. Det går en smule op, og selvfølgelig nedad igen. Store mørke stenkors langs vejen virker truende og som en kontrast til det lysegrønne forårslandskab.

Næste morgen ligger tågen i dalene under os

Endelig ankommer jeg til herberget så tidligt, at jeg kan vælge en underkøje ved døren og den friske luft. Herberget ligger smukt med udsigt over dalen. I begyndelsen er der mudder i bunden af dalen, men senere kommer tidevandet og fylder dalens bund med blåt vand. Solen bryder gennem skyerne, og vi ligger i græsset og nyder varmen og forårets dufte, mens bjælderne ringler fra græssende får, og små lam bræger spædt.

Om aftenen spiser vi sammen og får serveret suppe, salat, fisk og bagte æbler med is. Vinen flyder. De fleste er tysktalende, men der er også to franskcanadiere, en far og hans datter og en spanier. En tysk kvinde har gået caminoer mange gange med en trækvogn, som jeg undrer mig, hvordan hun kan få med gennem de stejleste, smalleste og mest stenede passager. Hun drejer hele tiden samtalen over på tysk. Jeg forstår tysk, men taler det ikke og flytter op i enden, hvor samtalen foregår på fransk med canadierne og andre fransktalende. Her møder jeg tyske Peter og Lisa for første gang.

Endnu et morgenfoto fra herberget i Orio

Jeg kan stadig ikke falde i søvn, men er dejligt afslappet. Næste morgen vågner vi klokken 7 til morgenmad med varmt brød. Landskabet er hyldet i tåge. Solen bryder først gennem til os, mens skyerne stadig ligger tungt over dalen. Så smukt.