Tag-arkiv: Mad

På dybt vand i Balkan

At sejle giver ro i sjælen og et anderledes syn på seværdighederne. Især når det foregår i turkisblåt vand omgivet af imponerende bjerge. Det oplever du på Mosaik af Balkan: en ni dages tur gennem Nordmakedonien, Albanien og Montenegro.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.

I Ohridsøen ser vi den smukt beliggende Ohrid by placeret under en mægtig borg, mens vi sejler på søens krystalklare vand. Senere samme dag bringer en robåd os ind til Ohridsøens kilder. En tur i en robåd lyder måske ikke specielt eksotisk, men du slipper heldigvis for at ro og kan koncentrere dig om at nyde Balkans version af en mangroveskov. Det mest forunderlige er selve kilderne, der er et geologisk fænomen. I luftlinje er der kun ti kilometer til Prespa-søen bag bjergene. Men Prespa ligger 150 højdemeter over Ohridsøen. Og som fra et utæt badekar siver vandet fra Prespa gennem kalkstensbjergene til Ohridsøens kilder. Og der er tryk på, når vi ser vandet i de undersøiske kilder boble op gennem sandet.

Senere på turen sejler vi på Balkans største sø Skadar i den sene eftermiddags disede lys. Som et kinesisk tuschmaleri udtoner et silhuet af bjergspidser sig rundt om søen. Og hvis udsigten ikke er nok, er søen et af Europas vigtigste områder for trækfugle i forår og efterår. Men en fugl bor her hele året, nemlig pelikanen. Tidligere boede pelikanen kun i den albanske del af søen, men nu har Montenegro lokket pelikanen til ved at etablere områder med redepladser til den enorme fugl. Hvis turistbådene ikke får skræmt pelikanerne væk igen, kan vi opleve dem ved ruinerne af en tidligere fængselsø.

Rejsens sidste sejltur foregår på Kotor-bugten i Montenegro. Den dybe bugt ligner fuldstændig en norsk fjord omgivet af høje bjerge. Efter næsten en times sejllads ankommer vi til rejsens måske mest magiske sted: den kunstige ø Vor frue på Klippen. Øen vidner om en utrolig dedikation til tro og til det risikable erhverv søfart.

For snart 600 år siden fandt nogle lokale søfolk et ikon af jomfru Maria med Jesusbarnet på en klippeskær i bugten. Søfolkene begyndte at bygge en kunstig ø ved at smide sten og sænke skibsvrag omkring klippeskæret. Efter to hundrede års arbejde var den kunstige ø så stor, at de kunne bygge en kirke på den kunstige ø. I en smal gang bag kirkens marmoralter er der et hul i væggen, hvor man stadig kan mærke spidsen af det oprindelige klippeskær. Kirken og museet modtager stadig gaver i form af kunst med hver sin spektakulære historie. Men som en ægte cliffhanger vil jeg gemme de historier til gæster, som besøger dette helt specielle sted.

Turen Mosaik af Balkan giver dig selvfølgelig også oplevelser på land. Jeg vil fremhæve to, som er specielle for netop denne rejse. Moskeen i Tetovo i Nordmakedonien ligner ikke andre moskeer, og det er nok den smukkest og mest specielt udsmykkede moske i Europa. Bigorski-klostret lokker med utroligt træskærearbejde og en smuk arkitektur midt i bjergene.

Antallet af kirker kan måske skræmme nogle fra denne rejse. Men vi vælger at se kirkerne, fordi de har en særlig historie eller er særligt smukke.

Borge ser vi også. Ikke nødvendigvis for at se selve borgene. Nej hovedattraktionen ved en borg er ofte dens beliggenhed. Vi besøger borge for at nyde udsigterne! Og samtidig får vi indblik i hvorfor borgene ligger, hvor de gør. Hvorfor har det været nødvendigt at bosætte sig upraktisk øverst på et bjerg?

Køreturene er spektakulære, og en køretur overgår dem alle: vejen fra Montenegros gamle hovedstad Cetinje via Njegusi til Kotor. Det sidste stykke af vejen bringer dig fra omkring 800 meters højde nedad en næsten lodret klippevæg til byen Kotor inderst i Kotor-bugten. Østrig-Ungarn byggede den smalle vej og de 25 hårnålesving. Kotor by og landskabet i Kotor-bugten er udnævnt af Unesco som både verdens kultur arv og verdens natur arv.

Den sidste fordel ved denne rejse er nogle af måltiderne. De er i topklasse og giver dig lyst til at slikke tallerkenen – hvis ikke du var så mæt allerede.

Allerede første aften får vi serveret det traditionelle nordmakedonske festmåltid, hvor hele bordet er fyldt med alle retter – fra forretter til dessert og frugt. De nordmakedonske kogekoner fremtryller mad med især peberfrugt, aubergine og bønner, som du må smage for at forestille dig den rige smag. Næste højdepunkt kommer allerede dagen efter til frokost, hvor munkene i Bigorski-klostret har etableret den smukkest byggede traditionelle restaurant med lokale specialiteter. Her drømmer jeg især om desserten af fløjlsblød yoghurt med bjerghonning og sprøde valnødder.

I Albanien besøger vi en familierestaurant. Fra hovedvejen ser den uendelig kedelig ud og dekorationerne er temmelig kitschede. Men mutter i køkkenet kan fremtrylle det ene mesterværk efter det andet. Vi får omkring ti forskellige retter og alle er tilberedt af hjemmedyrkede råvarer. Efter måltidet går vi en tur gennem haverne, vinmarken, olivenlunden og ser de kyllingerne, der har overlevet vores besøg. I stalden står koen Lola med de store sørgmodige øjne og gederne vimser rundt.

Baobab – Afrikas potente kæmpe

På Afrikas savanne bliver baobabtræet betragtet som nærmest magisk. Planterigets venlige kæmpe kan bringe os skønhedsserum og superfoods og være med til at beskytte os mod kroppens forfald.

Du kan sikkert se et baobabtræ for dig, uanset om du har været i Afrika eller ej: en kolossal knudret stamme med et virvar af krogede nøgne grene, et silhuet mod himmel som et gigantisk spindelvæv. Et baobabtræ ser ganske enkelt eventyrligt ud. Det er derfor et ikonisk foto for alle, der har besøgt den afrikanske savanne.

Men for mennesker og dyr i Afrika er baobabtræet meget mere end et smukt motiv. Træet er deres bedste ven på savannen. Til daglig er et baobabtræ lig med mad og medicin. Og i nødens stund kan baobabtræet betyde forskellen mellem liv og død. Ved baobabtræet er der nemlig altid skygge, et sted at søge ly og så er der vand.

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

For baobabtræet er slet ikke et rigtigt træ. Det er verdens største sukkulent. Sukkulent betyder ’fuld af vand’, og baobabtræets stamme, grene og stængler består af omkring 80 procent vand. Så har man som dyr eller menneske et ordentligt tandsæt, kan man bide i en baobab og suge vand ud af plantedelene.

Det forklarer baobabbens knudrede udseende. Gennem århundreder har dyr bidt i og drukket af dets safter. Samtidig er der hulrum i stammen på gamle træer, som i regntiden bliver fyldt med vand. Det er normalt disse hulrum, tørstige mennesker vil drikke fra, hvis de er løbet tør for vand.

 

Stokrosens fjerne fætter

I planteriget er en baobab del af katost-familien og dermed en meget fjern slægtning til vores stokroser. Men i en hel anden aldersklasse. Der er eksempler på baobabber på op til 6000 år. Nogle steder har folk grundlagt landsbyer omkring et gammelt baobabtræ, som de tillægger en mytologisk og magisk betydning. Det vil være ved baobabtræet, at landsbyrådet mødes og diskuterer vigtige emner. Og i de traditionelle landsbyer vil det også være her, at historiefortælleren indvier børnene i deres folks historie og fortæller eventyr, der lærer dem at skelne mellem god og dårlig moral.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten i en lobi-landsby i Burkina Faso

Den afrikanske savanne har hvert år lange perioder uden regn, så det er umuligt at dyrke frisk frugt og grønt. Derfor er baobab en uundværlig del af kosten. Den pulveriserede baobabfrugt bliver brugt til at blande i drikke, som sødestof i grøden og som en blanding af slik og vitaminpille til børnene. Baobabfrugten bliver også kaldt abefrugt, fordi aber elsker den søde smag. Baobabræets blade er den vigtigste ingrediens i den daglige sovs i det indre af Vestafrika. Man laver også naturmedicin af blade, frugt, frugtens kerner, træets bark og rødder. Til gengæld kan et baobabtræ hverken bruges som brænde eller til byggemateriale på grund af det høje indhold af vand.

Fra myter til videnskab

Baobabtræet kunne have fortsat som dyrenes og landbefolkningens anonyme fødevare, hvis ikke afrikanske og internationale videnskabsfolk var blevet nysgerrige på de mange fortællinger om baobabtræets mirakuløse egenskaber.

Der er især kommet gang i forskningen i forbindelse med, at baobab er blevet godkendt som fødevare og kosttilskud i både EU og USA. Men allerede i 1904 blev der udviklet et plastisk materiale med indhold af baobabfrugt, der kunne bruges til at støbe redskaber af. Trods et patent kom produktionen heldigvis aldrig i gang. For nu om dage har man fundet meget bedre anvendelsesmuligheder for baobab.

Superfrugt med potentiale

En lidt yngre baobab

Et mytologisk træ som baobabtræet kan naturligvis ikke nøjes med den sædvanlige måde at formere sig på med blomster og bier. Så når baobabtræet blomstrer med store hvide laterne-lignende blomster, bliver det befrugtet af flagermus. Ud af det natlige møde vokser aflange frugter i en hård skal dækket af korte lysegrønne fibre, der ligner velour.

Og hvad møder dig, når du får åbnet frugtens skal? Forestil dig en blanding af en flamingokasse og et stykke kridt. Det er konsistensen af en baobabfrugt. Modsat så mange andre frugter er den helt tør. Det hvide frugtkød er gennemtrevlet af rødlige fibre og fyldt med små hårde kerner. Så det er lidt af et arbejde at spise en baobabfrugt.

Den letteste måde er at banke frugten i lang tid, så det tørre frugtkød bliver pulveriseret og kan hældes ud af et lille hul i skallen. Pulveret kan man blande med vand eller juice og det giver en delikat baobab-smoothie.

For heldigvis bliver man belønnet for arbejdet med en enestående smag: den er syrlig-sød og citrusagtig og minder om et bolsje. Og når det handler om vores sundhed, er belønningen endnu større. For en baobab-frugt er en ægte super-food – en fødevare med et exceptionelt højt sundhedsfremmende næringsindhold. Videnskabens analyser får helsekostindustrien til at juble, og i Danmark er der allerede produkter baseret på baobabfrugt på markedet.

Antioxidant og fibre

Faktisk har baobab det højeste naturligt forekommende indhold af vitamin C og andre næringsstoffer. Andre vigtige næringsstoffer er kalk, magnesium og kalium. Indholdet af c-vitamin er syv til ti gange højere i baobab-frugt end i en appelsin. Det høje indhold af blandt andet vitamin C fungerer som antioxidant, som er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder kroppens celler. Mest antioxidant er der i det rødlige fibervæv i frugten. Flere undersøgelser viser, at når man spiser naturlige antioxidanter, kan det forebygge sygdomme forårsaget af en oxidativ stress påvirkning, som hjerte-kar sygdomme og kræft.

Det samlede fiberindhold i frugtkødet er på mindst 44 procent, så det har også en god virkning på vores fordøjelse og følelse af mæthed.

Baobabfrugten er anti-inflammatorisk. Inflammation er en betændelsestilstand i vores krop, som kan skyldes vores livstil og vores kostvaner. Inflammation kan medføre træthed og utilpashed og i sidste ende alvorlige livsstilsygdomme. Anti-inflammatorisk kost er en af vejene til en sundere livstil med bedre fysisk velvære.

Der findes en række andre super-foods med lignende egenskaber, men de skal spises helt friske, for at deres høje næringsindhold er intakt. Fordelen ved baobab er, at frugten i forvejen er tør, når den er moden, og derfor bevarer den næringsindholdet uden problemer.

Godt nyt for vegetarer

Professor emeritus Mogens Jakobsen fra Institut fra Fødevarevidenskab på Københavns Universitet har i mere end 20 år vejledt forskere i Burkina Faso i deres undersøgelser af baobabs egenskaber. Det gælder især den traditionelle behandling ved fermentering. Han fremhæver særlig to fordele ved baobabfrugten.

– Der er en perfekt sammensætning af de essentielle aminosyrer i fermenteret baobabfrugt. Det betyder, at de aminosyrer, man normalt kun kan få i en kost med animalske produkter som kød og mælk, findes naturligt i baobab-frugt, forklarer Mogens Jakobsen.

Profilen af essentielle aminosyrer er bred, så kroppen får det, den har behov for at kunne fungere. Vores krop har behov for at få 8-9 essentielle aminosyrer for at opbygge og reparere celler og væv, samt til at producere diverse hormoner, enzymer og immunforsvar. Normalt indeholder en plantebaseret kost kun en begrænset mængde af disse essentielle aminosyrer. Derfor er baobabfrugten især relevant for vegetarer og veganere.

– Men det kan også blive en vigtig fødevare i en tid, hvor der kommer mere og mere fokus på, at vi skal skære ned på vores forbrug af kød og andre animalske produkter, påpeger Mogens Jakobsen.

Den anden fordel ved baobabfrugt er, at den er præbiotisk. Det vil sige, at frugten indeholder fibre, som vi ikke kan fordøje, men som kan stimulere de gavnlige bakterier i vores fordøjelsessystem og dermed forbedrer vores sundhed.

Den præbiotiske effekt ved baobabfrugt har et stort potentiale for at udvikle endnu mere specialiserede kosttilskud. Det kan især ske ved at fermentere baobabfrugt. Og netop fermentering er professor Mogens Jakobsens speciale.

Forskere på fødevareinstituttet på Teknologisk Institut i Burkina Faso har fundet en række naturlige bakterier med hver sin specifikke egenskab. Ved at fermentere baobabfrugten med en af disse bakterier bliver de gunstige bakterier bragt videre ind i vores tarme og fordøjelsessystem, hvor de kan fremme vores sundhed.

Metoden er testet ved forsøg i laboratoriet, og forskerne arbejder videre med at udvikle og afprøve mulighederne, inden der bliver udviklet deciderede helsekostprodukter, som kan blive solgt på det internationale marked.

Smuk med baobab

Fra vores tarme går vi direkte til vores hud og ydre skønhed. Nu skal vi have fat i baobabfrugtens mange kerner og se, hvilken gavn vi kan få af dem. I første omgang mente man, at kernerne kunne bruges til biobrændsel, men heldigvis valgte forskere at undersøge næringsindholdet og den olie, der kan presses af kernerne. Måske lyttede de til den tradition, der er for at bruge kernerne til naturmedicin. Forskellige steder i Afrika bliver fermenterede kerner brugt til at kurere lidelser som forhøjet blodtryk, diarre og som lindring ved røde hunde. Andre steder bruger man omslag af knuste kerner til at behandle hævelser på kroppen.

I vores del af verden bliver baobabolien i første omgang brugt til hudpleje. Og hudplejespecialister kan kun juble over resultatet af analyserne af baobabkerneolien.

Som jomfruolie kan der kun presses omkring syv procent olie ud af hver lille kerne. Derfor skal der mange kerner til en flaske olie, og det gør olien forholdsvis dyr. Baobabolien bliver brugt til ren hudolie eller som ingrediens i cremer.

Knap en tredjedel af olien består af mættede fedtsyrer, lidt mere end en tredjedel er monoumættede, mens lidt under en tredjedel er polyumættede fedtsyrer, og der er et rigt indhold af omega 6 og 9. I olien finder man vitaminerne A, D, E and K. Vitamin A og K styrker opbygningen af cellerne, mens Vitamin E er en kraftig antioxidant. Den er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder cellerne i vores hud og sikrer samtidig olien en lang holdbarhed på op til fem år, hvor den ikke bliver harsk.

Som hudplejeprodukt får man glæde af oliens indehold af forskellige steroler som især phytosterol. Phytosterol har en antiinflammatorisk effekt og er både med til at mindske nedbrydningen af collagen og stimulerer samtidig dannelsen af nyt collagen.

Som hudplejemiddel er den umiddelbare fornemmelse af olien velbehag. Ens tørre og irriterede vinterhud føles med det samme blød og fugtmættet. Olien trænger hurtigt og let ind i huden, uden at man føler sig fedtet. Da der ikke er nogen allergener i olien, kan den anvendes af allergikere og ved eksem. Den lindrer og er med til at hele skader på huden.

Den daglige sovs

De friske lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet i april. Årets tørreste og varmeste måned.

Nu skal vi se nærmere på baobabtræets blade. For spørger du til menuen i en landsby i det indre Vestafrika, vil svaret fem ud af syv dage være grød med sovs af baobabblade. Baobabtræet har grønne blade før, under og efter den årlige regntid. Men en stor del af bladene bliver høstede, inden de falder af træet. Det sker, når kvinder bevæbnet med knive monteret på meterlange bambusstokke skærer de friske blade ned for at tørre bladene og gemme dem til resten af året.

De fleste fra vores del af verden vil finde den grønne baobab-sovs – og især dens slimede konsistens – uappetitlig. Sovsen ligner og er et fattigmandsmåltid. Smagen af de knuste og kogte baobabblade er let bitter, og den slimede konsistens svarer til den smag og konsistens, man får fra grønsagen okra, også kendt som gumbo.

Videnskabsfolket har naturligvis også analyseret næringsindholdet i baobabablade. Og ligesom alt andet på baobabtræet med et godt resultat. Bladene indeholder proteiner og indholdet af kalk er tre til fem gange højere end i mælk. Der er desuden magnesium, potassium, zink og jern, samt et højt indhold af vitaminerne A, B1, B2, and C.

Hverken fødevarer eller kosttilskud baseret på baobab-blade er til salg i Danmark endnu.

Baobab med ekstra god samvittighed

Smedens kone foran en baobab udenfor Biry i Mali. Bemærk hendes t-shirt: ingen adgang for geder

Når du køber og bruger produkter fra baobabtræet, er det ikke kun dig selv, du gør noget godt for. Du er også med til at skabe en indtægt for verdens allerfattigste, nemlig afrikanske kvinder, som lever på landet. Baobab vokser vildt på savannen, og traditionelt er det kvinder, der har ansvaret for at samle og forarbejde frugt fra vildtvoksende træer og buske. Det er dermed dem, som tjener penge på at sælge frugt, blade og kerner fra baobab. I forbindelse med forskning i baobabtræer er man nu også begyndt at plante og forædle baobabtræer. På den måde kan man udvikle træer med de bedst mulige ernæringsmæssige egenskaber eller den bedste smag. På sigt bliver produkterne derfor endnu bedre, ligesom der bliver skabt nye arbejdspladser og indtægter til lokalbefolkningen i Afrika.

Så forskning i og udvikling af baobabprodukter fortsætter. Det gælder også for baobabs medicinske virkning. Der er tegn på, at baobab kan nedsætte høj feber, kan hjælpe på diarre og kan påvirke kroppens naturlige produktion af insulin. Man kan også bruge baobabblade til en naturlig insektgift. Røgen fra bladene kan dræbe både fluer og myg, men desværre ikke kakerlakker.

Fakta: Kosmetisk baobab-olie

  • Nærer, plejer og blødgør huden
  • Er non comedogen, dvs den tilstopper ikke hudens porer
  • Højt indhold af antioxidanten E-vitamin
  • Hjælper på ubalancer i huden
  • Reducerer rødmen
  • Gør huden mere elastisk
  • Styrker hudens barrierefunktion
  • Styrker kollagenet
  • Irriterer ikke huden og kan bruges af allergikere
  • Kan bruges i behandling af eksem og psoriasis

Fakta: Baobab-frugt som kosttilskud

  • Virkningen af baobab er antioxidant og anti-inflammatorisk. Aktivstoffer hjælper med at stoppe alderens nedbrydning af vores krop og vores helbred.
  • Højt indhold af kostfibre, der hjælper på fordøjelsen
  • Perfekt sammensætning af essentielle aminosyre, der kan erstatte animalske fødevarer som kød og mælkeprodukter
  • Præbiotisk, indeholder ufordøjelige fibre, der stimulerer vores fordøjelse

Fakta: Hvor gror baobab?

  • Der findes otte forskellige sorter af baobab. Denne artikel handler om den sort, som vokser i Afrika. En anden sort hører til i Australien, mens Madagaskar er hjem for hele seks forskellige sorter.
  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og dermed et af verdens ældste træer. Omkredsen på er 47 meter og det er 22 meter højt. Det hule træ huser en bar med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Kilder:

Videnskaben i denne artikel stammer især fra to videnskabelige gennemgange af forskning relateret til baobab. Den ene gennemgang er udført af forskere fra Fødevareteknologisk Institut på Teknologisk Institut i det vestafrikanske land Burkina Faso og fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, mens den anden er udført af forskere fra Det Farmaceutiske Fakultet på det sydafrikanske universitet Tshwane University of Technology.

Denne artikel har været bragt i Ugebladet Søndag/4 2019

Læs mere om baobab:

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Bombetrussel i Bamako

Søndag burde jeg springe ud som krigsreporter og afdække internationale terrorplaner. I stedet kæmper jeg med lækkersult og overspringshandler på nettet.

Jeg drømmer om at sidde på en cafe og nyde chokolademousse eller hjemmelavet is eller en af de fantastiske kager, konditorerne i Bamako tilbyder i meterlange glasdiske på byens libanesiske cafeer. Men jeg må nøjes med mit medbragte slik. Chokoladen fra Ghana, som hverken smelter i hånden eller munden, faktisk smelter den slet ikke. Og tyrkisk nougat fra lufthavnen i Istanbul, som ikke helt rammer de smagsnuancer, jeg erindrer.

Men der er noget, som er værre end mine udfordrede smagsløg og lyst til selvforkælelse. I dag modtog jeg for første gang en advarsel fra den danske ambassade om risiko for et selvmordsbombeattentat i Bamako. Bliv indendørs indtil tirsdag morgen, stod der på sms og mail.

Og så opstår trangen. Lige neden for min bakke ligger en stor libanesisk restaurant og cafe. Ganske vist ikke med byens bedste kager, men de bedste i gåafstand. Men skulle en selvmordsbomber true, siger min logik mig, at cafeen ville være et oplagt mål med det blandede publikum af velstående malinesere og vesterlændinge. Det er efter sigende FN troppernes tilstedeværelse, som har fået cafeen til at sætte priserne op til næsten det dobbelte siden december.

Endnu mere synd er det for alle de lokale indbyggere, som ikke har en ambassade til at advare dem om et muligt angreb. Der står intet i medierne.

Indendørs har jeg dog ikke opholdt mig. Området, hvor jeg bor, er stort med haver og frisk luft, og jeg har fået skrevet en smule i dag. Men også overspringshandlet på nettet – og fundet Malis hærs Facebookprofil.

Patriotisk ja, og overraskende. Især opfordringen til at blive Valentine med Malis hær. Og bogstavlegen, hvor svaret både kan være MALI eller MNLA en oprørshær. Jeg vil også minde om, at Malis hær har sit eget fodboldhold, som spiller bold samtidig med, at soldater fra andre nationer forsøger at afvæbne terrorister i Malis ørken.

Jeg undskylder søndagens humør og min lyst til at blande kaloriebomber med selvmordsbomber. Normalt er jeg en seriøs journalist.

Farverig kompostbunke

Husholdningsaffald er kompost. Sådan var det i Mali for tyve år siden, og selv om plastik har holdt sit indtog i skraldespandene, bliver affaldet stadig betragtet som gødning.

Bamakos affald havner på tilfældige lossepladser langs vejene

– Gødning, siger min medpassager, da vi passerer lossepladsen.

Det er fantastisk den måden folk i Mali altid kan se ressourcer, hvor vi ser problemer. Men at betragte lossepladsen som en kompostbunke giver ikke lyst til at smage de hjemmedyrkede grøntsager. Jeg ved, hvad der kommer i skraldespanden af plastik, dåser og batterier. Her er der ingen særlig indsamling af miljøskadeligt affald, og forbruget af især insektgift er ligesom antallet af krybende og flyvende insekter højt.

For nogle år siden boede jeg hos en kammerat i Bamako, som havde et lille stykke jord. Da han fandt ud af, at jeg er havemenneske, foreslog han, at vi skulle dyrke lidt grøntsager.

Glas og metal bliver sorteret fra og resten bliver brændt, før det ender som kompost

– Jeg går over til naboen efter lidt gødning, sagde han.

Naturligt nok, da de havde nogle får. Derfor blev jeg overrasket over, at den gødning, han medbragte, var halvt forbrændt husholdningsaffald. Den spredte vi over jorden og gravede ned. Det vil sige, først skulle vi sortere de største stykker plastik, hele dåser og tøjrester fra.

Det slipper man for, når man køber gødning fra lossepladsen. Her sorterer et par fyre affaldet og samler det, som kan brænde i et bål. Derefter filtrerer de det gennem en sigte og sælger det i store sække.

Da jeg ankom til Mali første gang i 1991, var der intet affald. Ville man have en plasticpose på markedet, måtte man betale. Købte man fødevarer, havde man selv emballagen med eller fik et lille kræmmerhus i brugt papir.

Nu flyder Mali i plastikposer – især sorte plastikposer i så dårlig kvalitet, at man får to ad gangen for at sikre, at en af dem holder.

Et helt hvidløg kan man ikke længere købe. Driftige handelskvinder sidder på handelen med hvidløg, og de sælger to fed ad gangen i små plastikposer til 25 øre stykket.  På samme måde bliver olie, tomatpure, salt og peber solgt. Den megen plastik havner ofte i de åbne kloakker, hvor den stopper løbet, så kloakarbejdere må grave det ildelugtende affald op, for at skabe fri passage for spildevandet.

Sække med kompost til salg langs vejen. Der er et telefonnummer, hvis sælgeren ikke er til stede.

Jeg drømmer om en ordentlig affalds-sortering i hjemmene i Mali. At det kompost-egnede bliver komposteret, og det brændbare affald går til energi. Og at metal og glas bliver samlet for sig, så mennesker slipper for at gennemrode de sundhedsskadelige lossepladser for genbrugsmaterialer.

Og når jeg bliver forarget over forbruget af plastikposer her, så husker jeg, at frugt i Danmark ofte bliver solgt i både en plastikbakke og en plasticpose. Jeg har set æbler skåret ud i skiver, der er emballeret på den måde – hos os hedder det innovation.

Bamakos gader er fyldt med levende og døde dyr op til ramadan festen

Jeg skriger og har ingen mulighed for at flygte. Til højre for mig drøner biler og motorcykler, mens der på venstre side er en to meter dyb afvandingskanal. Foran mig en rasende tyr.

Kønt er mit lår ikke, efter det blev stanget af en gal tyr

Få sekunder tidligere havde jeg ærgret mig over, at jeg endnu en gang havde glemt mit kamera. Det var, da jeg så teltpavillonerne med hundredevis af kødbunker og mændene, der grillede de kolossale kohoveder med de lange horn og andre, der splintrede blodige kroppe med økser.

Det er dagen inden den store ramadan-fest, og der skal spises kød. Jeg går forbi slagteriet, men i dagens anledning er slagtningerne flyttet udenfor slagteriet til vejen og vejsiderne.
I dagevis er køer, får og geder blevet fragtet ind til Bamako for at ende i kødgryderne. Men sammenbundne ben har de ligget på tage af biler og busser. Nogle minibusser har været omdannet fra persontransport til kreaturtransport. Det kan undre, hvordan det er muligt at bære en ko ind i en minibus, især når koen ikke er tilfreds med situationen.

Langs slagteriet står dyrene bundet, og køberne ser dem an. Nogle får endnu en køretur i bil, andre bliver slagtet på stedet. Dyrene bliver væltet om på siden og hurtigt aflivet. Parteringen foregår på deres eget skind, som de erfarne slagtere hurtigt har skilt fra kroppen.

Foran slagteriet er der trafikkaos af den slags, hvor man skal stå i kø for at passere til fods uden at snuble over der blodige koskind eller levende dyr. Nogle mænd foretrækker at blive siddende i bilen og udpege de dyr, de er interesseret i. Resten af trafikkanterne må vente, mens manden mærker på dyrets ryk og kølle.

Endelig er jeg forbi slagteriet. Jeg fortsætter af vejen mod centrum og nyder, at der endelig er en smal rabat at gå på.

Da hører jeg råb bag mig, som overdøver trafiklarmen. Jeg vender mig om og når lige at se en løs tyr komme galoperende mod mig. Jeg konstaterer, at jeg hverken kan springe til højre eller venstre. Så jeg skriger og ser de lange spidse horn, som favner en meter. Bliver jeg fanget i mellem dem, bliver jeg trampet ned af den rasende tyr. Eller spiddet.

Tyren springer en anelse til venstre, og jeg drejer siden til, så jeg kun bliver snittet af hornet øverst på låret. Og tyren galoperer videre med en råbende knægt i hælene. Jeg løber lidt frem og ind på en parkeringsplads og læner mig op ad hegnet. Hele kroppen ryster, og nogle motorcyklister stopper og spørger, hvordan jeg har det. Jeg er nogenlunde uskadt og skal bare hvile lidt. Længere fremme ad vejen har knægten fået fat i tyrens hale. De tager sig en rasende svingom, inden tyren vrider sig løs og fortsætter op ad en mudret sidevej i industrikvarteret.

Da mine ben igen makker ret, fortsætter jeg. Et par hundrede meter længere fremme ligger fire kolossale tyre i vejkanten. Dem vil jeg ikke skærve over, så jeg gør mig klar til at gå over vejen igen. Trafikken er tæt, og jeg står længe og venter på et hul mellem biler og motorcykler. En ung mand kommer hen til mig og tilbyder at følge mig forbi tyrene. Jeg forklarer, at jeg lige er blevet stanget af en tyr, så han tager min hånd og trækker mig over vejen i slalom mellem biler og motorcykler.

Da jeg lidt længere fremme vil tilbage på den anden side af vejen, dukker han op igen og hjælper mig over.

Lidt senere samme dag, hører jeg hujen og ser to små drenge komme løbende efter en tyr. Jeg venter, til de er ude af syne og glæder mig, til alle byens dyr er spist.

Dyr dør af sult i Mali

Krisen bliver forværret dag for dag i Mali. Det går hårdt ud over Dogonland, hvor dyrene dør af sult, og der er tvivl om, hvornår regntiden begynder for alvor

Normalt er den særlige duft af grillet kød tegn på fest – uanset om røgen stammer fra en Weber i danske haver eller en rist over gløderne i en landsby i Mali. Men i Biry er de trætte af smagen af grillet kød.

Det grillede kød smager nemlig af nederlag og tab. På grillristen ligger de sørgelige rester af deres afmagrede køer. For tiden dør fem køer om dagen af sult. Der er ikke meget kød på kroppene, og det, der er, bliver skåret af knoglerne og grillet.

Inden længe er alle dyrene døde, og så vil det vare længe, inden indbyggerne kommer til at smage grillet kød – også selv om de har noget at fejre.

I Mali sætter man ikke sine penge i banken, man køber køer. Da regntiden svigtede i 2011, var det tydeligt, at mange dyr ville komme til at dø af sult og tørst. Jeg prøvede at råde folk til at sælge deres dyr. Men uden held. De fleste håbede på, at de kunne finde et sted med foder til netop deres dyr. Imens skar hyrderne grene af træerne som foder, så naturen fremstod som et afpillet skelet uden skygge.

Regntiden begyndte overraskende tidligt i maj, men den blev ikke ved. Så bønderne venter tålmodigt.

Lynet slog ned i Souleyman Degogas hus. Han er såret og er blevet stum. Hans hus er det flotteste i Biry øverst på klippen med udsigt over landskabet. Pengene til byggeriet har han tjent som handelsmand i Congo.

Dogonland ligger lige syd for det område, som Al-Queda har besat i den nordlige del af Mali. Nu venter alle på, at Mali svarer igen på besættelsen og begynder at nedkæmpe oprøret.

I mellemtiden sker der ingenting. Der er ingen nødhjælp til de tørkeramte. De beder ikke en gang om hjælp. Det ville også være omsonst. Alle banker i området er lukkede, og det er umuligt at sende penge. Nærmeste bank er i San 300 kilometer væk. Det er også der, ansatte i byen Mopti med over 100.000 indbyggere må hente deres løn – hvis de stadig har et job.

Baobab – ondt i eventyr og bedste ven i virkeligheden

Baobabtræer giver mad og vand til dyr og mennesker på savannen. De kan blive flere tusinde år gamle og forbinder det gamle Afrika med det nye

Af freelancejournalist Lise Blom

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

Afrikanerne undrer sig, når de læser eventyret Den lille Prins. Her er baobabtræet nemlig en ond plante. Hver gang den lille prins ser et baobabtræ spire i jorden, skynder han sig at trække det op. I eventyret er en baobab farlig, fordi den vokser hurtigt, og de enorme rødder truer med at sprænge den lille planet i stykker.

I virkelighedens Afrika opfører baobabtræet sig heldigvis helt anderledes. Træet er en ven, hvor man altid kan finde, vand, mad og skygge. I landsbyer flere steder i Afrika spiser man hver dag grød med sovs af baobabblade, og træets frugter er både søde som slik og verdens største vitaminpille. Når man er tørstig, kan man finde vand i træets hulrum. Nogle afrikanere kalder det livets træ, og det vokser faktisk meget langsomt. Så langsomt, at det tager 1000 år, inden træet når sin fulde størrelse og får den knudrede form, vi kender som et baobabtræ. Også derfor spiller det en helt særlig rolle for mange afrikanere. Fordi træerne er så gamle, forbinder de fortid med nutid.

Børnenes træ

Vi er i Galamadji i det sydlige Mali og møder Fama på 11 år. Han fortæller os, at baobabtræet er populært hos børnene i landsbyen.

– Det er vores frugter, som vokser på træet. Frugterne på det midterste træ smager bedst, fortæller Fama.

Vi står ved træerne i landsbyens udkant. Famas far Dembelé viser os en sten ved et baobabtræ.

– Her er grundlæggeren af landsbyen begravet i et hulrum nederst på stammen. Efter begravelsen voksede baobabtræet sammen igen, siger han.

Senere samler landsbyens historiefortæller børnene ved foden af træet. Han begynder at fortælle om folkets historie og traditioner. Nogle historier er uhyggelige, andre er sjove. Dembelé siger, at børnene skal lære træet at kende for at vide, hvordan de klarer sig i naturen.

– Du er nødt til at vide, hvor alle baobabtræer gror. Når du er på jagt eller vandring, blliver du tørstig. I et baobabtræ er der hulrum med vand, du kan drikke. Du kan også gemme dig i en baobab, hvis der er fjender eller vilde dyr efter dig.

Tyvagtige aber

Når man bliver ældre, lærer man endnu mere om baobabtræet. Man lærer at lave naturmedicin, og at der er ritualer om træet, som kan bruges til at komme i kontakt med sine forfædre.

Fama er stadigt et barn, så han er mest glad for baobabtræet, fordi det giver frugt. Frugten smager sødt og syrligt.

– Chimpanserne kan også godt lide baobabfrugt. De stjæler fra vores træ. Når vi ser dem, jager vi dem væk. Men når der er gæster, må vi ikke smide sten efter dem, siger Fama.

Da det begynder at blive mørkt, kommer chimpanserne. De andre aber venter, mens en voksen chimpanse klatrer op i træet og plukker baobabfrugter. Børnene i Galamadji er sure, fordi aberne tager frugten fra det bedste træ. Men de lytter til de voksne og holder sig i ro.

Baobab som potteplante

Malis hovedstad hedder Bamako, og her møder vi Salif på 12 år. Han bor i et moderne rækkehus med sin far, sin tante og sin bedstemor. Bamako er en rigtig storby, og der er ingen baobabtræer i byen længere.

– Jeg har kun set rigtige baobabtræer på billeder og i tv. Men min bedstemor har plantet et lille baobabtræ i gårdhaven, siger Salif.

Det står i en krukke og er ikke mere end en tynd stamme på en meter. Det ligner slet ikke de gamle baobabtræer. Salifs bedstemor hedder Fatoumata og kommer fra en landsby. Hun er glad for, at hun ikke skal arbejde så hårdt i byen som på landet. Det er rart med elektricitet, tv og vand i vandhanen, men hun savner landsbyens traditioner.

– I landsbyen er man del af en lang historie. Man kender alle familier og har kontakt til sine forfædre, siger Fatoumata.

Symbol for traditioner

Det hjælper baobabtræet med. Det lille træ i gårdhaven er Fatoumatas forbindelse til landsbyen. Hun har også købt en kæmpe Skildpadde, der er mere end 100 år gammel. Den er så stor, at hun kan sidde på den.

I Mali er skildpadden et helligt dyr. Den stammer fra urtiden og er ligesom baobabtræet et symbol på det oprindelige.

Fatoumata fodrer sin skildpadde med salatblade og taler til den. Hun håber, at den vil bringe ordene videre til hendes afdøde far og mor.

Når Fatoumata får besøg af sin søster Korka, taler de meget om den landsby, de kommer fra. Korka har plukket blade fra en baobabtræ og lavet en grøn sovs, som de spiser med en tyk stiv grød af hirse.

– I lansbyen spiste vi den hver dag til både middagsmad og aftensmad. Vi fik kun kød, når der var fest. Og vi fik aldrig sodavand eller bolsjer, griner Korka.

Salif smager på det. Sovsen er slimet og lidt bitter. Han er vant til ris med grøntsager og kød eller fisk.

Fakta om baobab

Baobab – et anderledes træ

  • Der findes otte sorter baobab, seks vokser på Madagaskar, en i Australien og en i Afrika
  • Baobab er en plante i katostfamilien i familie med stokroser, bomuld og kakao
  • Træet vokser langsomt. Når det er 1000 år gammelt får det hulrum. Den ældste baobab er 6000 år ifølge kulstof 14 datering
  • Det får tykke grønne blade i regntiden, som det taber i tørtiden. I Afrika skærer man de friske blade ned, tørrer dem og bruger dem til sovs
  • Træet får store hvide blomster i begyndelsen af regntiden, som bliver bestøvet af flagermus
  • Blomsterne bliver til 30 centimeter aflange frugter. Frugterne har en hård skal. Frugtkødet er som hvidt kridt og smager sødt og syrligt
  • Baobab består af 80 procent vand. Stammen har ikke årringe og kan ikke bruges til brænde eller byggeri. Et dødt baobab klasker sammen til en bunke fibre, der er godt som gødning
  • Træet kaldes også et abebrødstræ, fordi aber er glade for frugterne

Pluk en vitaminpille

Baobabfrugt er meget sund. Den indeholder mere C vitamin end appelsin og mere kalk end mælk. Børnene spiser baobabfrugt i den tørre periode af året, hvor der ikke er frisk frugt og grønt.

Baobabfrugt er godkendt som kosttilskud i EU. Man kan købe smoothie og müslibar med baobab i Frankrig

Tre særlige baobabtræer

  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og et af verdens ældste træer. Omkredsen er 47 meter og det er 22 meter højt. Træet er hult, og der er en bar indeni med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Læs mere om baobab-træet

Artiklen er bragt i Weekendavisen i tillægget Faktisk den 9. september 2011. Målgruppen for tillægget er børn.

Naturens slik i Mali

På jagt efter abebrød og andre søde sager

Matadormix, chokolade og is er ukendt for børn i Mali. Når de er lækkersultne, går de ud i naturen og finder vilde frugter, der er søde som slik. Noget af det lækreste kommer fra baobab-træet og hedder abebrød

Tekst og foto freelancejournalist Lise Blom

Lamine på vej hjem fra skole i landsbyen Keleya i Mali

Præcis klokken 12 slår en af Lamines klassekammerater på et hjulkapsel fra en bil, der er sømmet op i et træ. Den rungende lyd er tegn til skolens elever om, at den tre timer lange middagspause er begyndt. Vi er i landsbyen Keleya, som er tilknyttet BØRNEfondens udviklingscenter 707 i Mali. Lamine er sponsorbarn, 11 år og går i 5. klasse. I dag skynder Lamine sig hjem fra skole for at spise frokost, for han skal på tur med et andet sponsorbarn og BØRNEfonden.

– Anitlé, hvordan har du det, hilser Lamine på sin bedstemor, da han træder ind i gården mellem de små stråtækte huse.

– N’se, jeg har det fint,” svarer bedstemor.

Bedstemor sidder under et halvtag på en skammel og spiser sammen med Lamines to yngre søstre. Under halvtaget ved huset overfor venter Lamines far Broulaye på, at Lamine kommer hjem fra skole. Tèrin er Lamines mor, og hun kommer med maden. På landet spiser mænd og kvinder normalt ikke sammen. Maden bliver delt i to portioner og serveret i plastikskåle.
Der er hverken tallerkner eller bestik, for man spiser med fingrene. Skålene
med mad står på jorden, og man sidder på en skammel eller på hug, mens man spiser.

Samme mad hver dag

Lamines mor har tilberedt tô med grøntsagssovs. I Mali spiser folk på landet tô hver dag til enten middag eller aften og nogle gange til begge måltider. Den tô, Lamine spiser, er tilberedt af majs og minder om en stiv grød. Tô kan også være tilberedt af hirse.
Lamine spiser hurtigt, så vi kan komme ud og finde vilde frugter. Først henter vi Moussoni, der også er sponsorbarn. Hun har også spist tô til middag. Moussoni er 11 år og går i 6. klasse. Hverken i hendes eller Lamines familie er der mange penge, så det nytter ikke at spørge om søde sager og slik. Ligesom børn i Danmark kan børn i Mali også lide søde sager.
Men i Mali er børnene nødt til selv at finde frugter i naturen, som de spiser som slik. Og takket være sol og varme er frugternes smag sødere og mere koncentreret end frugt i Danmark.

– Jeg elsker mango, og jeg glæder mig til, at de snart er modne, fortæller Moussoni.

Der er masser af mangotræer i landsbyen, så fra marts til august kan hun spise alle de mangoer, hun har lyst til.

Deler med søskende

Lamine og Moussoni spiser jijibe-frugter og selv om de pjatter og leger, kikker de hele tiden efter flerefrugter

Der er fem kilometer ned til jijibe-træerne, som bærer frugt i januar og februar. Normalt går børnene herned i weekenden, når de har god tid. Men i dag kører vi i bil, så Lamine og Mousseni kan nå tilbage i skole inden klokken tre.
Det store træs grene er tunge af de små søde frugter. Smagen af de friske bær minder om krydrede pærer, mens de helt modne mørkere bær smager af frugtkaramel.
Moussoni og Lamine går i gang med at finde alle de nedfaldne frugter, så de ikke træder på dem. Derefter plukker de dem, de kan nå, og til sidst bruger de en pind til at banke modne frugter ned, som sidder højere oppe i træet. Selvom de taler sammen og driller hinanden, er de hele tiden på udkig efter
frugt.

Læs hele artiklen i side 8 og 9 i Nyt fra Børnefonden 2 2011

Nedstirret af abe – en gave fra en gavmild jæger

Beboerne i Biry er gæstfri og gavmilde. Hver dag modtager jeg gaver og nysgerrige besøgende. En af de mere specielle gaver er jeg så uhøflig at afvise. Det er hovedet af en abe.

Af freelancejournalist Lise Blom

Den kikker på mig. De lyslevende øjne er blanke og skræmmende, fordi de stirrer intenst uden at blinke en eneste gang. Jeg føler, at øjnene bebrejder mig. Men det er min egen tolkning, for øjnene sidder i et lille abehoved, som er skilt fra kroppen, og selv om øjnene ser levende ud, er dyret dødt. Hovedet er en gave til mig.

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Det er meningen, at abehovedet skal grilles sammen med et andet skudt dyr, som jægeren forærer mig. Men først skal det fotograferes. Gæsterne opfordrer mig til at hente kameraet, og de arrangerer abehovedet ovenpå det andet dyr som et jagttrofæ. Jeg kender ikke navnet på det andet dyr, men i min zoologiske uvidenhed vil jeg beskrive det som en blanding mellem en kanin og en kæmpe hamster uden hale.

Lige så lidt som jeg har lyst til at spise hovedet, har jeg lyst til at se på det og slet ikke fotografere det, så billedet til evig tid kan minde mig om det bebrejdende blik.

Der er meget kød på, forsikrer Seydou mig. Han er den stolte jæger, og han tolker min afvisning som utilfredshed med mængden af kød. Jeg forsøger at forklare, at det er abens blik, jeg ikke kan holde ud, og at jeg ikke har lyst til at spise den.

Men jeg fornemmer, at min forklaring ikke bliver forstået. At afvise kød er utænkeligt, og kød grillet over ild som snack en sen aftentime udenfor de almindelige måltider er en luksus. Jeg takker også nej til det andet dyr, fordi jeg stadig er mæt efter aftensmaden.

Et bål bliver tændt, og Kaduro går i gang med at grille kødet til de andre gæster i gården. Det er for min skyld, at Seydou har været på jagt. Efter at han har slidt med at bygge hus, er han taget på jagt, fordi vi aftenen inden talte om dyret, som jeg kender navnet på. Han ville vise mig det og gik derfor på jagt.

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Pludselig runger at skud mellem klipperne. Alle springer op, men der er heldigvis kun et enkelt skud, som kommer nedefra. To mænd løber ned af klippen for at undersøge, hvem, der har skudt, hvad. Kort efter kommer de tilbage med en vildkat. Den har længe hærget Lamines hønsegård, så i aften lå han på lur og skød hønsetyven.

Geværerne er håndbyggede af landsbyens smed. Nogle skyder med hjemmesmedede kugler og hjemmelavet krudt, mens andre køber patroner. Der skal tålmodighed til at få øje på de vilde dyr, men de er der. Tidligere var her løver, og en ældre kvinde fortæller, om dengang hun vågnede ved, at en panter snusede til hendes tæer inde i huset. Da hun rejste sig løb den.