Tag-arkiv: Mali

Spot on Mali: Festival med næring til hjertet, hjernen og danseskoene

I januar 2024 havde jeg fornøjelsen af at deltage i den tiende Spot on Mali festivalen i Bamako. Nu bliver det snart muligt at opleve en bid af Malis ekstatiske dans, symbolske feminisme og nationale budskaber i Danmark.

Virginie Dembele. Husk navnet! Hun kan nemlig meget vel blive din nye verdensmusikalske favorit. Hun blev udpeget som største talent på Spot on Mali 2024 og er derfor inviteret til at optræde til Spotfestivalen i Aarhus i 2025.

Suare Virginie Dembele vandt Spot on Mali i 2024

Til Spot on Mali var Virginie Dembele og hendes band et særdeles livligt bekendtskab, hvor hun blandede det traditionelle med det moderne. Hendes kreative kostume havde elementer af en lokal festdragt. Hun spillede på det traditionelle strengeinstrument ngoni, men det var monteret en guitars hals og hoved.

Inspirationen til musikken kommer fra så forskellige steder som et kirkekor, fra vokalharmonier, sej blues og løssluppen stammedans. En musikalsk kobling, som gjorde Virginie og hendes musik unik.

Bandet begyndte med en langsom intens blues, hvor tempoet fik lov at udvikle sig. De forskellige instrumenter bidrog med soloer og til tider uventede lyde og rytmer. Virginie slap sit instrument og inviterede publikum på scenen. Det blev vildere og vildere til glæde for det taknemmelige dansegulv.

Kirkekor som musikalsk vækkelse

Virginie kommer fra den etniske gruppe bwa fra den sydøstlige del af Mali. Det er en af Malis mindre etniske grupper med en unik kultur og særegen musikalsk tradition buwa, som er blevet populær i Mali. Hendes far var gymnasielærer og engageret i at bevare Bwa-folkets enestående kultur. Så Virginie blev opfostret med musikken, uden at hun selv spillede.

Hun blev uddannet i engelsk på universitetet i Bamako. Derefter sneg musikken sig ind på hende. Hun begyndte at synge kormusik i et kirkekor og tog en sanguddannelse i Fondation Passerelle skabt af Malis musikalske verdensstjerne, Rokia Traore. Efter at hun i flere år har samarbejdet med andre musikere og har sunget kor, er Virginie nu i gang med en solokarriere, hvor det musikalske fundament stammer fra Bwa-kulturen.

Stor interesse

Årets Spot on Mali blev for tiende gang organiseret af Det Jyske Musikkonservatorium og den danske ambassade i Mali, mens lokale arrangører stod for det praktiske arbejde med festivalen.

Ekstatisk publikum til Spot on Mali 2024

Ligesom Spot i Aarhus er Spot On Mali en branchefestival for musikprofessionelle, hvor nye talenter forsøger at overbevise lokale og internationale musikbookere, pladeselskaber og publikum om, at de er værdige til at efterfølge Malis musikalske sværvægtere som Salif Keita, Oumou Sangare, Mariam & Amadou og Tinariwen.

Spot on Mali er blevet et referencepunkt for Malis musikliv. Det er en vigtig platform for musikerne, som bruger festivalen til at fremme kendskabet til deres kunst både lokalt og internationalt, forklarer den dansk-maliske musiker Moussa Diallo.

Til festivalen i 2024 modtog han og med-arrangørerne Barou Diallo og Aly Castro 50 henvendelser fra håbefulde musiktalenter.

Nogle ansøgninger havde dårlig lydkvalitet, men generelt var der mange gode indsendelser, mener Moussa.

Publikum kvitterede med dans, da Spot on Mali præsenterede nye musikalske talenter i Bamako

De udvalgte otte talenter fik mulighed for at præsentere sig til festivalen Spot on Mali med korte set på 20 minutter.

Sangerinde med indflydelse

Sangerinden Oumou Sangare er Malis bedste eksempel på, hvad musik kan føre til. Oumou er Malis fortælling om den fattige lille pige, som optrådte på ydmyge steder sammen med sin alenemor. Som knoklede, udviklede sig og vovede at synge om tabuer i Malis konservative traditioner. Som blev opdaget og har fået en international karriere. Siden har Oumou været et forbillede for Malis kvinder, fordi hun insisterer på, at de skal være selvstændige, også økonomisk. Hun har selv investeret i virksomheder og har blandt andet sit eget bilmærke med mottoet ”nye biler til afrikanerne”. Oumou er en kvinde, som befolkningen og magthaverne lytter til. Hun er alt det, mange kvindelige musikere drømmer om.

Til Spot on Mali stod Oumou Sangare på plakaten som anbefaler og kunstnerisk mæcen for årets festival. Men publikum var i tvivl, om hun virkelig ville optræde til et gratis arrangement. Især da rygterne sagde, at hun var syg. Men Oumou insisterede. At stå overfor et publikum er den bedste medicin, som superstjernen selv formulerede det.

Malis superstjerne Oumou Sangare optrådte på Spot on Mali 2024

Publikums begejstring eksploderede derfor, da hun som en guldfugl trådte ind på Spot on Malis scene. Oumou Sangare var bogstavelig talt forgyldt – hendes tøj, hendes smykker, hendes make-up, selv neglene skinnede som lange gyldne kløer. En skov af mobiltelefoner filmede hende, nogle med ryggen til, så de filmede sig selv med Oumou i baggrunden som dokumentation for, at de havde været i nærheden af divaen.

Oumou Sangare på Youtube

Ambitiøs bryllupssanger

Byen Segou ligger 240 kilometer fra Bamako. Her drømmer Mama Jolie om en musikalsk karriere. Spot on Mali kan fungere som et kvalitetsstempel på hendes musikalske cv, der kan give hende mulighed for at nå et større publikum end det, hun normalt spiller for til bryllupper, barnedåb og på udendørs cafeer.

Inden Mama Jolie gik på scenen, kunne hun se et blandet og forventningsfuldt publikum. Der var børn, unge og ældre. Nogle bar muslimsk klædedragt, mens andre viste deres kroppes fordele og bagdele. På dansegulvet kunne Mama Jolie også se gæster fra både Europa og Asien. Koncertgæster, som det ellers er tyndet gevaldigt ud i, siden Mali i 2012 blev forvandlet til et risikoområde med terrortrusler, militærkup og etniske og religiøse spændinger.

Bredskuldret vokal

Mama Jolies påklædning var velovervejet og talte til det lokale publikum. Hendes kjole var i feminint snit med markeret talje og hofter. Men dragten havde samtidig utroligt brede skuldre. Det moderne gav hun udtryk for med en paryk af langt glat rødgyldent hår. Hendes smykker var lavet af kauriskaller, som oprindeligt fungerede som penge i Vestafrika og stadig har en stor symbolsk betydning. I hånden havde hun en kohale. Kohalen er griotens, den traditionelle historiefortællers symbol. Kohalen markerer, at denne person har retten til at tale og er autoriseret som samfundets fortæller. Traditionelt bærer en mand kohalen. Men til Spot on Mali oplevede vi to kvindelige sangere, som benyttede sig af en kohale for at signalere, at de havde et budskab til publikum.

Mama Jolie spillede til Spot on Mali 2024

Hendes stemme var kraftfuld og indeholdt en trodsighed. Til tider brølede hun nærmest. Hun virkede fandenivoldskhed, som Malis svar på Lone Kellermand eller Daimi.

Netop trodsigheden har været nødvendig for, at Mama Jolie kunne stå på en scene som musiker og leder af et orkester.

Allerede som barn var Aïcha Boro så yndig, at hun fik tilnavnet Mama Jolie – den smukke mor. Hendes far var imam og lydigt begyndte hun som otteårig i koranskole og sang religiøse sange. Men Aïcha vidste, at hun havde mere på hjertet end religiøse hymner.

Den 30-årige sanger behandler i sine tekster udfordringer i familielivet og aktuelle samfundsforhold. Til aftenens koncert sang hun om børn, som bliver alene, fordi deres forældre enten er døde eller har forladt dem. I en sang hyldede hun sine forfædres styrke og de kampe, de havde vundet. Sangen var en hyldestsang til Malis væbnede styrker FAMA.

Mama Jolie på Youtube

Kamp mod forældre

Vejen til musikken har været udfordrende for langt de fleste artister på Spot On Mali. Et liv som musiker står nemlig ikke på forældrenes ønskeliste.

Lederen af Yala Band, Ibrahim Traore, blev ligefrem sendt i en militærlejr af sin far, som selv var militærmand. Men Ibrahim flygtede fra lejren og bestod optagelsesprøven på Institut National des Arts de Bamako, INA, og derefter på Malis Musikkonservatorium CAMM, hvor han blev uddannet bassist. Efterfølgende har den nu 39-årige musiker turneret med store kunstnere fra Mali som Lobi Traore og Salif Keita. På turneerne i Europa har han set den del af sine landsmænd, der har taget rejsen gennem Sahara og over Middelhavet og nu hutler sig gennem livet. Derfor er titlen på hans første album ”Tunga”. Det betyder eksil og er en appel til de unge om ikke at begive sig ud på den farefulde rejse. På albummet henvender han sig også til Malis regering og til Unicef om at gøre noget for de unge, så de ikke føler sig tvunget til at rejse på grund af manglende fremtidsmuligheder i Mali.

Yala Band er Ibrahims projekt. Det er hans sange og tekster. Men på scenen befandt han sig som bassist bagerst. I front var en sanger, som han havde fundet til bandet. En sanger, som sangteknisk og karismatisk ikke helt kunne bære musikken og først til allersidst fik lokket publikum på dansegulvet. Yala Bands album er endnu ikke udgivet, da distributionen er en udfordring.

Hyldest til antikolonial sufimester

”Cheikh Ahmadou Bamba, Cheikh Ahmadou Bamba,” skrålede dansegulvet, da Babsy Toure spillede en reggaerytme. Med sit skulderlange rastahår lignede Babsy prototypen på en afslappet rastafari. Men i Vestafrika bærer tilhængerne af sufi-islam også rastahår.

Babsy begejstrede publikum som sang med på omkvædet til Cheikh Ahmadou Bamba

Hans sang Cheikh Ahmadou Bamba var eksempel på, hvordan en musiker i Mali kan tale til publikums selvforståelse. For selv om sangen ikke indeholdt en lang forklaring, handlede sangen både om Babsys egen identitet og var et bidrag til den aktuelle diskussion om nationen Malis postkoloniale selvforståelse.

For Cheikh Ahmadou Bamba var ikke en tilfældig historisk person.

Han var en religiøs sufimester, som levede mellem 1853–1927. Han blev kendt som modstander af den franske kolonialisme i Vestafrika, men også som poet og som pacifist. Trods hans ikkevoldelige protester, torturerede franskmændene ham og sendte ham i eksil. Men til sidst indså franskmændene, at Cheikh Ahmadou Bambas indflydelse alligevel voksede. De lod ham slå sig ned i byen Touba i det nuværende Senegal, hvor han grundlagde et sufi-broderskab. Hans grav er i dag et pilgrimsmål for vestafrikanske sufier.

Sangen var en sofistikeret fuckfinger til den franske kolonialisme, som unge stadig oplever i Vestafrika. Men den indeholdt også et budskab om ikke-voldelig modstand. Om poesi, kærlighed og åndelige værdier.

Afstand til islamister

Værdier, som er helt anderledes end de islamistiske ekstremister, som i 2012 besatte hele det nordlige Mali og indførte streng sharia-lov. Islamisterne foragtede sufierne, forfulgte dem og ødelagde deres hellige steder i Timbuktu. Ifølge Babsy hadede islamisterne alle. Ingen vidste, hvad de i virkeligheden ønskede.

Områderne i det nordlige Mali kender Babsy, da han blev født i byen Menaka på kanten af Sahara. Familien flyttede først til byen Gao og derfra videre til hovedstaden Bamako på grund af uroligheder.

Babsy er dermed en af de unge, som kunne være blevet fristet af penge, våben og veltalende islamister til at slutte sig til en væbnet gruppe. Heldigvis drømte Babsy om musik.

Men det fortalte han ikke sin familie. I to år studerede han musik og sang, mens han holdt det hemmeligt for sin familie, fordi de var meget religiøse. Da hans mor fandt ud af, at han var begyndt som sanger, kunne hun intet gøre, fordi han allerede var i gang.

Hans musikalske karriere er hårdt arbejde. Efter sin koncert på Spot On Mali skulle Babsy videre til en natklub, hvor han spillede solo mellem midnat og klokken fire om morgenen.

Babsy på Youtube

Den udvalgte kunstner

Virginie Dembele kommer til Spotfestivalen i Aarhus 2025 og spiller. Det var et udvalg af danske musikprofessionelle, der havde til opgave at finde en værdig repræsentant fra Mali. Camilla Dayyani var en af dem. Hun er dansk musiker og underviser og koordinator på det danske kulturprogram i Mali for Det Jyske Musikkonservatorium.

Der var et højt niveau blandt de optrædende på Spot On Mali 2024, så udvælgelseskomiteen havde et svært arbejde, forklarer hun.

For komiteen handlede det selvfølgelig om at finde en kunstner med høj musikalsk kvalitet. En solist og musikere som virkelig kunne spille. Men de talte også om, hvilken musik der ville kunne interessere et bredere europæisk musikpublikum. Og om musikeren havde en spændende historie og måske var en, man kunne præsentere på en artist talk på Spotfestivalen.

Det blev til lange samtaler. Lige fra de praktiske spørgsmål som størrelsen på bandet og eventuel fragt af instrumenter til hvordan de kunne sikre, at invitationen kunne gøre bedst gavn. De var enige om, at band og musiker skulle være på et sted i karrieren, hvor de havde et solidt fundament og var klar til internationale turneer. En optræden på Spotfestivalen skulle gerne være mere end bare en enkelt god fest.

Til sidst stod Virginie Dembele som det mest oplagte valg.

Hun har tilføjet sit oprindelige malinesiske navn fornavn, så hun nu hedder Suaré Virginie Dembele på fremtidens koncertplakater. Ud over Spot festivalen i Århus 2. og 3. maj 2025 spiller Virginie Dembele også i København på Alice 29 april 2025

Desværre er der en virusadvarsel på hendes egen hjemmeside, så tjek hende ud på Youtube

Andre bands på Spot on Mali 2024

Amy Camara var den musiker, der skilte sig mest ud til festivalen, fordi hun spillede indiepop og sang på engelsk. Hun stammer fra Frankrig, men hendes familie er fra Mali. De seneste år har hun opholdt sig i Mali i længere perioder for at lære Malis musikkultur at kende. Hendes mission er at finde sig selv og den lyd, som skal karakterisere hende. Amy havde en stor udtryksfuld stemme, men hun blev akkompagneret af knap så dygtige musikere. Tjek Amy og hendes tidligere band fra Frankrig Mimi Danger

Fardo med bandet Kore Yeleen. Fardo var oprindelig DJ og lydteknikker, men fik lyst til at skabe sin egen musik. Så for seks år siden lærte han at spille guitar. Nu er han en energisk frontskikkelse for sit band. Bandet har turneret i Vestafrika og også spillet i Tyskland. Han kalder sin musik for tradi-moderne, fordi han bliver inspireret af den traditionelle musik, men bruger moderne instrumenter.

Med en kraftig vokal og charme havde Fardo Spot on Mali i sin hule hånd

Kani Sidibe er godt i gang med en musikalsk solokarriere. Hun stammer fra en kunstnerisk familie, er skuespiller og har samarbejdet med en lang række af Malis mest kendte musikere. Hun har også spillet i les Amazones d’Afrique, som består af kvindelige musikere fra forskellige afrikanske lande. Hendes Youtube-kanal har 67.500 følgere.

Kani Sidibe er allerede på vej som musikalsk stjerne i Mali

Group Bwanzan er en stor percussiongruppe, som udelukkende spiller på traditionelle instrumenter som balafon og djembe. Musikkerne kommer alle fra en af Malis mindre etniske grupper, nemlig bwa. Bandets navn betyder Bwa Børnene. Alle musikerne er fra griotfamilier. Det vil sige, at familierne gennem generationer har været ansvarlige for at fortælle deres folks historie og spille til alle traditionelle fester. Bandet blev skabt allerede i 2006 og har i forvejen turnevirksomhed. Group Bwanzan var en af de danske fagprofessionelles favoritter til Spot on Mali.

Spot on Mali 2025

Festivalen inviterer atter til Spot on Mali 10. og 11. januar i Maison des jeunes i Bamako. Det er ganske gratis. Følg Spot on Mali på Facebook og Instagram

Til minde om Solveig Sandnes

Når studerende i Danmark skal skrive deres speciale, er det ikke ualmindeligt at kigge til udlandet for et spændende emne. Sådan var det også for Solveig, da hun skulle skrive sit kandidat-speciale i retorik på Københavns Universitet. Emnet blev kvindelige musikere i Mali og deres sangtekster: Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik.

Men hvorfor nøjes med et akademisk speciale? Solveig var god til at se muligheder og samtidig var hun en person, der kunne få ting til at ske. Derfor tog hun til Afrika med flere forskellige projekter. Som musiker, så hun muligheden for et musikalsk samarbejde med kvindelige musikere i Mali, ikke bare for hende selv, men mellem hele 21 kvindelige (og mandlige) musikere i Danmark og Mali.

KonoKone

: Til mindearrangement i Yanfolilla for en afdød premiereminister med masser af musik og dans

: Solveig Sandnes optager sangerinden Kèmè Sidibé i Yanfolilla

: Solveig Sandnes og Kèmè Sidibé

Projektet fik navnet KonoKone. Kono betyder fugl på bambara og de beslægtede sprog, der er de mest talte i Mali. Kono bliver også brugt om den kvindelige sangtradition i Wassoulou, hvor Malis mest indflydelsesrige sangerinder stammer fra. Det danske ord Kone betegner den rolle som nogens kone og ægtefælle, som kvinder stadig har i Mali – og i Danmark. KonoKone fik udgivet en CD og det blev til en række koncerter i Danmark og Sverige med de danske musikere og tre musikere fra Mali. Den fjerde musiker måtte blive i Mali, da hun havde lige havde født og var mødt op i lufthavnen med et spædbarn uden pas og papirer.

Mange projekter
Tilbage til Mali i vinteren 2010. Solveig havde lejet en stor villa, den blev hurtigt fyldt med forskellige mennesker. Filminstruktøren Stine Exler, som skulle lave film, og Solveigs ti-årige datter Vilma, samt en række musikere. Så Solveig var både i gang med at forstå kulturer i Mali, gennemskue kvinders roller, arbejde på sit speciale, organisere det store musikalske projekt, udtænke ny musik, stille helt basale krav til husejeren for at få huset til at fungere og ikke mindst at være mor. Ja, under opholdet i huset i Mali komponerede Vilma den fantastisk sang ’Lattergas’, som siden deltog i MGP.

Jeg mødte Solveig på den travle cafe Relax, som havde trådløst netværk og derfor tiltrak gæster i mange timer. Egentlig reagerer jeg sjældent, når jeg hører andre tale dansk i udlandet. Men det gjorde jeg denne aften. Heldigt for mig. Der var netop blevet et værelse ledigt i det store hus, og derefter blev jeg hurtigt suget ind i Solveigs opdagelsesrejse.

Ligestilling eller marketing?

Solveig i samtale med Sidiki Sidibé

Det gibbede i Solveig, da hun i en samtale med radio-direktør Sidiki Sidibé i Yanfolila erfarede, at brugen af ordet ”slave” i en malinesisk sangtekst om kvindens rolle i ægteskabet ikke skulle ses som en feministisk kritik. Ja, jeg blev også overrasket, da det viste sig, at den sangtekst, som i vesten bliver fremhævet som udtryk for stærke kvindelige malinesiske musikeres kritik af det patriarkalske samfund, i virkeligheden er en traditionel sang, som kvinder i århundreder har sunget til nygifte kvinder. Budskabet er en ren praktisk brugsanvisning for den unge nygifte kvinde: Hvis du vil fungere i et ægteskab, er du nødt til at tænke og opføre dig som en slave.
I et øjeblik tror jeg, at Solveig frygtede, at hele præmissen for hendes speciale smuldrede. Nøjedes de kvindelige musikere fra Mali med at være feminister, når de udtalte sig til vestlige medier, mens de på hjemmebane bare sang videre og bekræftede de gamle traditioner? Men heldigvis for Solveig, specialet og Malis kvinder viste musikernes budskaber sig at være langt mere subtile. Det viste Solveigs analyser af retorikken, og det blev bekræftet i interviews af både musikere og almindelige kvinder i Mali.

Specialet blev selvfølgelig fantastisk og jeg fik skrevet to artikler, som byggede på viden fra specialet. Først en akademisk med Solveig som ekspertkilde og senere en artikel i samarbejde med Solveig.

Musikalsk empati

: Børnene i Biry lærte at synge ‘Jeg har fanget mig en myg’

: Biry Ege betyder kvinderne i Biry. De spiller deres traditionelle sange på kalabas og synger til.

: Solveig Sandnes optager kvinderne i Biry

Som en del af opdagelsesrejsen i Mali tog jeg Solveig, Stine og Vilma med på den flere dage lange besværlige rejse til Biry, så Solveig kunne høre kvindernes traditionelle sang, der adskiller sig fra sangtraditionen i det sydlige Mali. Vi havde kun været i Biry i en time, inden Solveig havde lært de lokale børn at synge ”Jeg har fanget mig en myg” på dansk – og uden at nogen af dem havde et fælles sprog at kommunikere på.

Bagefter var det kvindernes tur til at synge. På trods af at Fatoumata aldrig havde rørt noget mere kompliceret elektronik end en lommelygte, greb hun mikrofonen og sang sin sjæl ud. Jeg har ofte været med til kvindernes sang i Biry. Men aldrig før så intenst som denne dag. Solveigs tilstedeværelse, energi og empati fik kvinderne til at give den gas. Og til sidst kom en kvinde med en fertilitetsskulptur af en kvinde, som blev placeret inderst i den magiske cirkel. I Biry taler de stadig om Solveig, om Vilma og om Stine.

Solveig Sandnes var et fantastisk menneske – som veninde, som mor, som kunstner og musiker, som empatisk og analyserende intellektuel, som pædagogisk underviser og lærer og som inspiration for alle, som søger at bevare jordforbindelsen og samtidig udleve sine drømme.

Meget mere om og fra Solveig Sandnes

Solveigs reflektioner over hendes musikalske projekt i Mali i magasinet Geiger
Solveigs blog fra projektet KonoKone
Lyt til musikken KonoKones album Hvorfor græder nattens fugle
Den akademiske artikel bragt i Kvinfos webmagasin Forum
Reportage fra magasinet Geiger med analyse af malinesiske sangtekster, skrevet sammen med Solveig Sandnes
Om besøget i Biry
Solveigs erindringer som podcast på Radio 24Syv

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

Om baobab (fra Weekendavisen)
Om baobabfrugt som slik (fra Børnefonden)
Om baobab blomster

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

: Delvist spiste frugter af baobab i mit køkkenskab

: Pulver af baobabfrugt bliver solgt i poser i Afrika. Jeg hælder det på glas.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Telefonen forandrer verden

Jeg har fået min første Facebook-ven i Biry. Når jeg tænker tilbage på mit første besøg i Biry i april 1992, er det en utrolig teknologisk udvikling.

Midt i bedet med søde kartofler sidder Youssouf. Telefonen er selvfølgelig med.

Dengang i 1992 rakte min fantasi slet ikke til at forstille sig hverken smartphones, sociale medier eller muligheden for at kunne kommunikere globalt til en rimelig pris – hverken i Malis mest utilgængelige områder eller i Danmark.

Jeg husker stadig telefoncentralen i Mopti, hvor jeg kun havde råd til enkelte opkald på en skrattende forbindelse og ekkoet af mine sætninger blandede sig med samtalepartnerens svar.

Men udviklingen har ikke kun været teknologisk. I 1992 var Biry et isoleret samfund. Indbyggere gik til fods og fik indblik i omverdenen, når de besøgte et marked. Enkelte havde været i udlandet for at arbejde, en havde været i Saudiarabien, en anden i Gabon, en del havde været i Elfenbenskysten og en havde arbejdet i Senegal. Deres historier fra den store verden vakte opsigt. De fortalte om flyvemaskiner, brede veje, høje huse og om et tv, der kunne vise levende billeder.

I 1992 kiggede min daværende svigermor Sah på sin søns fotos. For hende var billeder symboler, og hendes øjne var ikke vant til at tolke virkeligheden afbilledet i to dimensioner. Når hun kiggede på et foto af et ansigt, pegede hun på øje, øje, næse, mund og kunne på den måde konkludere, at det var et ansigt. De yngre i landsbyen var vant til at afkode billeder.

Maisada er teenager og barnebarn af Sah. Hun er taget til hovedstaden Bamako for at arbejde og tjene penge. Dem har hun blandt andet investeret i en smartphone.

Få år senere begyndte de unge i Biry at rejse ud for at arbejde. Enten tog de til hovedstaden eller til omkringliggende lande. Verden og dens muligheder kom tættere på. Kvinderne i Biry samles ved fester og bryllupper og synger fællessange. En af sangene handler om deres længsler efter et andet liv og at komme ud og se verden. Første gang jeg var i Biry ønskede de sig i sangen til Bandiagara 60 kilometer fra landsbyen. Den lille by lokkede med vand og elektricitet og fester. Kvinderne synger stadig den samme sang, men teksten er blevet ændret. Målet er ikke længere den støvede provinsby Bandiagara. Nu drømmer de om Abidjan og Lagos og glamourøse verdener, de kender fra tv serier og musikvideoer.

Alle familier i Biry har i dag en telefon, og skolens lærere har smartphones. Ud over prisen er det en udfordring for Birys indbyggere, at de færreste kan læse og skrive og dermed udnytte alle telefonens funktioner. De tager selv fotos og videoer til fester. Men på nær byens lærere kan de ikke bruge internettet til at søge efter underholdning og information. De får i stedet uploadet videoer på deres telefon på markedet. Så de ser mange af de samme sjove videoer, vi deler på Facebook.

Om aftenen samles folk i grupper og drikker te sammen. Men ligesom i Danmark bliver der ikke længere talt så meget som for få år siden. I stedet sidder folk i små grupper og ser video på deres telefoner. I stedet for at folk selv spiller musik og synger, har telefonerne overtaget med hver sin melodi.

Når folk tjener penge, bliver de investerede i nye telefoner og i taletidskort. I begyndelsen af mobiltelefonernes tidsalder, ønskede teleselskaberne ikke at investere i mobildækning på landet i Mali og andre afrikanske lande, fordi befolkningen havde så lidt købekraft. Men så opdagede teleskaberne, at fattige mennesker havde store behov for at kommunikere og var villige til at betale en procentvis enorm del af deres sparsomme indkomster på at tale i telefon. Så nu er der dækning næsten overalt i Mali. Ikke en god dækning, så vil man på internettet i Biry, er det bedst om natten.

På markedet bliver der ikke kun uploadet underholdning på de unge mænds telefoner. Det er også her, at islamisterne får spredt deres propagandavideoer. Jeg er blevet vist propagandavideoer i Biry, men det har været propagandavideoer i kampen mod islamister.

Mopti – på tur langs floden og havnen

De store flettede kurve bliver brugt til at fragte tørrede fisk.

I april før regntiden begynder, er der ekstremt tørt og varmt i Mali. Vandstanden i Niger og Bani er lavt, og nogle steder er vandet helt forsvundet.

De to floder løber sammen i den travle handelsby Mopti, som holder marked to gange om ugen. Havnen i Mopti er et af mine favoritsteder i verden. Jeg har tilbragt mange timer og mange solnedgange på at betragte skibene og nyde det gyldne lys.

I billederne kan du gå med på en gåtur langs floden, mens solen går ned. Billederne er fra april 2014.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

: Der er både små og store haver langs floden.

: Drengene passer en lille have og vander med de små plastikkander man normalt bruger til at vaske hænder.

: Når vandet synker, bliver flodens bred brugt til haver. Haverne er beskyttet af gamle fiskenet eller tjørnekrat, så får, geder, køer, heste og æsler ikke æder afgrøderne.

: Vandet ligger mange meter under vandstanden lige efter regntiden.

: Bådene blliver losset.

: Bådene kommer typisk til Mopti, når der er marked.

: De store flettede kurve bliver brugt til at fragte tørrede fisk.

: Brændet bliver fældet ved landsbyer langs floden og fragtet til Mopti, hvor alle huse bruger brænde eller trækul til madlavning.

: Værkstederne flytter deres aktiviteter og udstilling ned på flodbredden, når vandet står lavt.

: En snedker sælger senge.

: En række både.

: Solen går ned bag Bani og Niger.

En skole i Mali bliver til

Historien om hvordan en gruppe danske turister samarbejder med en isoleret landsby i Mali om at etablere en skole.

Indbyggerne i Biry har bygget en midlertidig skole, så eleverne i 1., 2. og 3. klasse lærer at læse

Der er spørgsmål, som kan bringe en ud af fatning. Sådan et oplevede jeg i slutningen af april 2014. På en gang kæmpede jeg med gråd og vrede. En blanding af afmagt, desperation og raseri. Spørgsmålet var enkelt, og i andre sammenhænge helt naturligt.
”Hvad med betalingen?” Den unge mand kikkede forventningsfuldt på mig. Jeg havde lige bedt ham om at arbejde i tre måneder på årets varmeste årstid med at bryde sten med håndkraft.

Jeg er i landsbyen Biry og i gang med det sidste møde med landsbyrådet og landsbyens unge. Vi skal have alle aftaler på plads, for dagen efter ankommer en entreprenør for at underskrive en samarbejdsaftale med landsbyen om at bygge en skole.

Borgmesten Hamidou Yalcoré taler ved mødet med indbyggerne i Biry

Det er en gruppe danske turister, som satte gang i skole-byggeriet, efter et besøg i Biry i november 2011. ”Hvor svært kan det være at få bygget en skole”, spurgte en af deltagerne. Siden dengang har vi dannet en forening i Danmark, samlet næsten 200.000 kroner ind og holdt mange møder med mere og mindre seriøse entreprenøren og vurderet dyre tilbud. Vi er blevet bygherrer, og jeg er repræsentant for bygherren på mine rejser i Mali.

Helt fra begyndelsen har jeg holdt møder med Birys indbyggere om skoleprojektet. Og helt fra begyndelsen har vi aftalt, at landsbyens indbyggere arbejder gratis med byggeriet for at gøre det billigere, så vi hurtigere kan komme i gang med byggeriet.

Derfor chokerede spørgsmålet mig. Heldigvis nåede jeg hverken at give tårerne frit løb eller blive gal. Det lykkedes mig at bevare roen og sige de ord, der tog brodden af en diskussion, som kunne sende hele vores projekt i vasken. Spørgsmålet om betaling.
Jeg mindede landsbyrådet og de unge mænd om, at de tidligere havde accepteret at arbejde gratis og forklarede, at hvis de skal have betaling for arbejdet, måtte vi udskyde byggeriet, indtil vi havde samlet flere penge ind.

Heldigvis er der ingen problemer. Den unge mand stillede spørgsmålet for at få et svar, så alle er klar over rammerne.

Mændene skiftes til det tunge arbejde med at kløve sten

Men samtidig har jeg dårlig samvittighed. Andre landsbyer får bygget skoler, uden at indbyggerne får sved på panden. I Biry kommer de til at hugge hver enkel sten ud af klipperne. Kvinderne skal hver dag fylde en container med vand til at blande mørtel, og en gruppe kvinder bliver ansvarlige for at lave mad til håndværkerne.

Dagen efter skal entreprenøren komme sammen med borgmesteren for kommunen. Allerede tidligt om morgenen er Birys indbyggere utålmodige. Mændene bruger ventetiden på at hugge sten. Der er langt over 40 grader i skyggen. Men de arbejder i solen. Varmen er så voldsom, at jeg brænder mig på mit kamera, da jeg tager billeder.

Ved middagstid bliver jeg urolig. Hvor bliver de af? Jeg har ringet flere gange uden at få forbindelse. Endelig er der hul igennem. Men det er svært at høre, hvad entreprenøren siger i den anden ende af røret. Telefonen hænger i en snor oppe i et træ, og han står neden for og råber for at overdøve vindens rumlen i telefonen.

Det viser sig, at entreprenørens bil er brudt sammen i et ødeland. Han har fundet telefonforbindelse i træet, mens borgmesteren er vandret til den nærmeste landsby for at sende besked til byen om at sende en mekaniker.

I løbet af eftermiddagen bliver jeg mere og mere urolig for vores aftale. Hvornår dukker entreprenøren og borgmesteren op? Kommer de overhovedet denne dag? Min uro bliver forstærket af, at jeg skal køre tilbage til byen med dem og derfra videre til Burkina Faso, hvor jeg har en opgave tre dage senere. Nærmeste vej med en smule trafik ligger seks timers stejl bjergvandring borte, og årstidens hede gør det umuligt at vandre om dagen. Så jeg ville skulle gå om natten i det uvejsomme klippelandskab.

Da solen går ned i Biry, hører vi pludselig brølet fra en motor. Entreprenøren og borgmesteren er endelig ankommet. Vi gennemgår aftalerne og skriver under. Alle er glade, og i nattemørket kører vi retur til byen. Jeg får plads på forsædet, og borgmesteren er henvist til bilens lad sammen med en papkasse med to papegøjeunger. Oprindelig en gave til mig. Men da jeg ikke kan tage fugle med på min videre rejse til Burkina Faso, tilbage til Mali og Danmark, får entreprenøren dem.

Skolen i Biry juli 2014 er klar til at få tag på

Nu er arbejdet i fuld gang. Jeg får meldinger fra de stolte indbyggere i Biry og ser de fotos, som entreprenøren sender fra byggeriet. Jeg glæder mig til den dag, børnene i Biry kan begynde i den nye skole. Og så glæder jeg mig til at komme tilbage og se byggeriet.

Læs mere om Skolen i Biry og giv et bidrag til indsamlingen

Kvindelig politiker kæmper for udvikling i Mali

Vælgerne i Tessalit i det nordlige Mali viste ved seneste valg til Malis Nationalforsamling i november 2013, at de bakker op om demokrati og endda en kvindelig kandidat. Mød Aïcha Belco Maïga, den højest placerede folkevalgte kvinde i Mali.

Den lille kvinde ligner en rar bedstemor, der hygger om sin familie ligesom hovedparten af Malis kvinder i hendes alder. Men hendes telefoner ringer konstant, og hendes stab af mandlige hjælpere bringer stakke af dokumenter. Det afslører, at hun er en kvinde med indflydelse. Aïcha Belco Maïga er en af Malis få kvindelige politikere og medlem af partiet Rassemblement pour le Mali RPM (Samling for Mali). Ved seneste valg i 2013 blev kun 14 kvinder valgt til Nationalforsamlingens 147 pladser. Med et overbevisende valgresultat og en stærk politisk profil er Belco den højest placerede folkevalgte kvinde i Mali. Hun er femte vicepræsident i den nuværende Nationalforsamling.

Kun et år forinden var Aïcha Belco helt uden politisk indflydelse i Kidal-regionen, hvor hun stammer fra. Dengang var hele det nordlige Mali nemlig besat af islamistiske oprørere. Islamisterne forbød kvinder at arbejde, og de skulle være helt tildækkede. Musik, cigaretter og sport blev også forbudt. Straffene var hårde. Folk blev piskede, fik hænder og fødder skåret af og et ungt par blev stenet til døde, fordi de ikke var gift. En franskledet international styrke jog islamisterne på flugt i begyndelsen af 2013, og da der senere på året skulle være valg til Nationalforsamlingen, stillede Aïcha Belco.

Det er den 7. april 2014, og denne dag begynder den årlige samling i Malis Nationalforsamling. Det svarer til Folketingets åbning i oktober. Men selv om det er en vigtig dag i en af Malis mest betydningsfulde bygninger, er her hverken lys eller aircondition. Bygningen er ligesom det meste af hovedstaden ramt af daglige strømsvigt. Temperaturen er langt over 40 grader, så Belco sveder i sit elegante tøj, som gerne skal holde sig pænt til åbningen senere på eftermiddagen.

Belcos historie begynder i 1962. Begge hendes forældre er analfabeter og har aldrig gået i skole. Faderen arbejdede som bager, og moderen passede huset. Belco voksede op i en typisk polygam storfamilie med flere koner og mange søskende. Men på ét punkt skilte hendes barndom sig ud fra de fleste børn i området. Belco kom i skole. Hun og hendes søskende blev den første generation i familien, som lærte at læse og skrive.

Den lille by Tessalit ligger midt i Sahara. Der er lige langt til Middelhavet, Atlanterhavet og Guineabugten syd for Vestafrika. Området er med 39.000 kvadratkilometer næsten ligeså stort som Danmark, men der er kun 16.289 indbyggere. Byen Tessalit har blot 3.600 indbyggere. Alle andre steder ville man kalde Tessalit for en landsby. Men her i den tyndtbefolkede ørken er byen en af de større, og Belco gør en del ud af, at Tessalit er en stor by, og at hendes familie er byboere.

Efter skolen blev Belco gift med en tolder. Hun fik seks børn, mens hun var ung. Senere uddannede hun sig til organisator inden for socialområdet. I 1997 blev hun leder af forvaltningen for børn, unge og familie i Kidal-regionen. Hun arbejdede med administration, men hun begyndte også at engagere sig i politisk arbejde.

– Jeg har været politiker lige så lang tid, jeg kan huske. Politik foregår ikke kun i politiske partier. Alle dine handlinger er politiske: Når du informerer og prøver på at overbevise andre, er det politik. Nogle gange er det nødvendigt at tage en politisk post, men for mig handler det ikke kun om poster og om at få magt. Politik handler om at bruge sin indflydelse, siger Belco.

Læs hele historien om Aïcha Belco Maïga på U-WEB.dk. Danidas hjemmeside for Børn og unge om u-lande.

I Mali bestemmer storebror

Et imiteret plastik-kamera, hvor man kan se arabiske seværdigheder, når man holder det op mod lyset. En spraydåse med parfumeret ”frisk luft”. Og et Palæstina-tørklæde, som i Mali er symbol på, at man har været på pilgrimsrejse til Mekka. Det er de mest iøjnefaldende souvenirs fra Amadou store rejse.

Amadou gør klar til en tår Nescafe

I 1980’erne begav Amadou sig ud på en lang rejse fra de isolerede Dogon-bjerge i Mali, gennem Burkina Faso, Togo, Benin til Nigeria. Fra den kaotiske millionby Lagos fløj han til Saudi-Arabien. Det var før motorcyklernes tid, dengang, da første del af rejsen foregik til fods eller hest. De færreste indbyggere i Biry havde været længere væk fra landsbyen end få hundrede kilometer.

Jeg forestiller mig, hvor udfordrende rejsen var for Amadou. Han kunne hverken læse eller skrive. Det lokale sprog doureli bliver kun talt af få tusind mennesker i nærheden af Biry. Derudover talte han fulani, et nomadesprog, som han kunne bruge i begyndelsen af rejsen. Derefter rejste han ind i områder med helt andre sprog og officielle sprog som fransk, engelsk og arabisk.

Amadou er stadig en af de meget få personer i Biry, som har fløjet. Han underholder med flyveturen og mimer stewardessernes sikkerhedsinstruktioner, hvor de peger på nødudgangene og tager redningsveste på. Amadou viser, hvordan han kunne klappe et lille bord ud og fik mad på en pakke. En anderledes spisesituation end i Biry, hvor familien er samlet på små skamler rundt om en skål med mad, og alle spiser med fingrene. Men den dag i dag undrer Amadou sig over, hvad det var, stewardesserne forklarede med deres indstuderede koreografi.

I Saudi-Arabien arbejdede Amadou i et stenbrud for at tjene penge. Han benyttede samtidig muligheden til at besøge Mekka som pilgrim. Amadou er første generation i familien, der er opdraget som muslim. Hans forældre blev omvendt til islam efter århundredes angreb fra muslimer.

I Biry kalder folk Amadou for El Hadj. Den titel får man efter en pilgrimsrejse til Mekka. Jeg er nok den eneste, som bruger hans navn Amadou.

Amadou er overhoved for den afrikanske familie, jeg har været giftet ind i. Han er et sted i tresserne, men jeg kan ikke huske hans præcise alder. Alle familier har et familiekort, hvor fødselsåret er noteret for familiens medlemmer. Amadou blev født under den franske kolonitid. Dengang blev man først registreret, når en embedsmand fra den franske koloniadministration ankom til landsbyen.

I landsbyen i Mali tager familiens overhoved alle beslutninger i familien. Jeg tvivler ikke på, at Amadou bestemmer og regerer i familien. Umiddelbart kan Amadou virke som en blød mand, for han bliver let rørt til tårer. Når jeg tager afsked med familien, triller tårerne ned af kinderne på ham. Men han kan også tage beslutninger, som ikke altid er de mest fornuftige. I hvert fald, hvis man skal tro hans lidt yngre bror. Lillebroren er ofte frustreret over ikke at have sin storebrors magt.

De to papegøjeunger nusser hinanden

Ved mit seneste besøg havde Amadou anskaffet sig to papegøje-unger. Amadou viste mig, hvordan han gav papegøjerne vand med en sprøjte. Papegøjerne boede i en åben kurv oppe under taget og betragtede os, når vi sad nedenfor. Men vi skulle ikke komme for tæt på.
Jeg fortalte, at papegøjerne kan lære at tale. Jeg boede i Bandiagara nogle dage, inden jeg kom til Biry. På hotellet havde de en talende papegøje. Den kunne også imitere telefonens ringetone. Papegøjen nægtede at tale, når man henvendte sig til. Men når den sad alene i et træ, sludrede den på fransk og legede telefonen-ringer-leg med de ansatte. Ved morgenmad forskrækkede den gæsterne ved at snige sig ind under bordet og trække i deres bukser eller kilde dem under tæerne. Når folk reagerede, kikkede den forventningsfuld op på dem for at få en godbid. Men det viste sig, at papegøjen kun ville spise kød og søde sager. Smed man brød ned til den, gloede den fornærmet på en, hvis der ikke var honning på brødet.

papegøjerne drak vand af en sprøjte

I Biry fortalte jeg om papegøjen i Bandiagara. Men det virkede ikke, som om de troede på mig.

Da jeg skulle hjem, forærede Amadou mig de to papegøjer. Jeg måtte skuffe ham, da jeg ikke havde mulighed for at tage dem med. Så Amadou forærede papegøjerne til den entreprenør, som bygger skolen i Biry. De blev fragtet til Bandiagara i en papkasse på det skumplende lad af bilen. Om morgenen var de paralyserede af skræk og nægtede at drikke vand. Måske fordi deres kasse stod på jorden, og de var omgivet af høns, som ikke ville tøve med at hakke dem i stykker, hvis de kom tættere på. Så jeg håber, at Amadous papegøjer har fået en tryg kurv hos entreprenøren.

Når papegøjerne følte sig trygge kravlede de op på hånden. Men forsøgte man, at fange dem bed de, og de bed hårdt

Malis baobabtræer springer ud

April er årets varmeste måned i Mali. Da springer baobab-træerne ud. Andre planter og træer står helt nøgne, for det er over seks måneder siden seneste regn.

De lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet

Samtidig med at de spæde danske bøgeblade folder sig ud, bliver Mali en smule grønnere. Det er nemlig i slutningen af april, at baobab-træerne springer ud. Nogle af bladene får træet lov til at beholde, mens andre bliver skåret ned, tørret og pulveriseret.

Baobab-blade er en vigtig ingrediens i den sovs, der ledsager tot. På landet i en landsby som Biry spiser man tot med baobab-blade hver dag. I stedet for baobab-blade kan man bruge okra. Den let bitre smag og slimede konsistens er den samme. Tot er en stiv hirsegrød, og sovsen indeholder ud over baobab-blade også tørret løg og nogle gange røget fisk. Når man dypper sin klump af tot i sovsen, trækker den en slimet tråd.

Der er folk fra Europa, som påstår, at baobab træer ikke har blade. Det er en typisk konklusion fra folk, som ikke har set et baobab-træ med blade. Men et baobab-træ er løvfældende, så det taber bladene i vintermånederne.

Drengene er med ude at gå tur, og de samler baobab-frugter til mig.

I juni blomstrer baobab-træerne. Desværre har jeg endnu ikke oplevet de store hvide blomster, som folder sig ud netop nu. Børnene samler blomsterne op og leger, at de er lygter.

Blomsterne bliver bestøvet af flagermus, og ud af blomsterne vokser baobab-frugter. Dem kalder man også for abe-brød, fordi aber elsker det syrligt-søde frugtkød.

Jeg har taget et par baobab-frugter med hjem. For tiden eksperimenterer jeg med at bage brød med mel af baobab-frugt. Baobab-frugt indeholder vitaminer og mineraler og er i virkeligheden en kolossal vitaminpille. Jeg bruger hvedemel, som ikke er tilsat ascorbinsyre, så baobab-melet kan erstatte ascorbin-syren og give syrlighed til brødet.

Jeg forsøger også at få baobab-frø til at spire, så jeg kan få et lille baobab-træ i vindueskarmen. Baobabtræer vokser ekstremt langsomt, så der er ingen fare for, at det kommer til at fylde hele stuen.

En gang skulle jeg skrive en artikel til Børnefondens medlemsblad om baobab-træer og baobab-frugter. Fra Børnefonden hovedkontor i Bamako havde vi ringet til forskellige af Børnefondens lokale centre for at spørge, om de havde baobab-træer i nærheden.

Et center fortalte, at de havde baobab-træer i landsbyen. Vi kørte over 100 kilometer for at nå landsbyen. Da vi ankom, så vi to spinkle træer kun omkring 100 år gamle. De bar ingen frugt, og de får først den karakteristiske baobab-form efter 700 år. Så vi skulle være ualmindeligt tålmodige for at få et foto af et typisk baobab-træ. Kom igen om 600 år!

Læs mere om det fantastiske baobab-træ.

Varme dage i Mali

Aldrig har jeg svedt så meget. Og det på trods af at luften var knastør og ikke rummede den mindste smule fugtighed. Jeg var i Mali i april i år. Allerede i 1992 konstaterede jeg, at den voldsomme varme lammer kroppen. I 1992 havde jeg haft seks måneder til at vænne mig til varmen. I år landede jeg en hed nat og svedte stadig efter to ugers akklimatisering.

Seneste regn faldt et halvt år tidligere, så træerne har mistet bladene. Eneste afveksling er støvskyerne, når en bus passerer den vejarbejderamte hovedvej mellem Bamako og Segou.

Hvis nogen tror, at afrikanere aldrig taler om vejret, tager de fejl. I april bliver vejret diskuteret intenst. Selv små nuancer tæller. En dag kan man spore en anelse frisk luft tidligt om morgenen, andre dage er luften bare tung. Når temperaturen er over 40 grader, tæller de enkelte grader. Og af en eller anden grund brænder solen endnu kraftigere på dette tidspunkt af året. Den intense varme fylder alle sanser og lammer enhver form for initiativ. Men varmen er også fascinerende. Så her nogle af mine tanker omkring varme.

Da jeg først ankommer, lever jeg i aircondition. Jeg hader aircondition og bruger den normalt kun om natten i værelser, hvor der ikke er myggenet, så jeg må sove med lukket vindue. I april har jeg aircondition kørende døgnet rundt. Når jeg går udenfor, føles varmen som kærtegn, der omfavner min krop. Et stort hedt knus. Umiddelbart behageligt. Men øjeblikke efter tynger varmen kroppen og lægger en dæmper på bevægelserne. Min normalt hurtige gang bliver forvandlet til slowmotion.

Luften er tyk, og det føles som om, min næse er fyldt med vat, så det bliver sværere at trække vejret.

Når jeg går fra mit bjerg oppe ved universitetet, stopper motorcyklister og tilbyder mig et lift. Det gør de ikke normalt. Enten ligner jeg en, som er ved at segne, eller også er det bare respekt for de høje temperaturer.

Det føles, som om min hud græder. Sveden pibler ud af huden, ligesom tårer kan presse sig på i øjnene. Langsomt triller sveddråberne ned af kroppen, indtil væsken fordamper og efterlader huden salt. Jeg drikker tre halvanden liters vand om dagen, alligevel tisser jeg næsten ikke.

Da jeg kører mod nord, er landskaber svedent. De nøgne træer står metallisk hvide, som var de brændt til aske og ville forsvinde med et vindpust.

Jeg skal til landsbyen Biry, og der er ingen elektricitet. Klipperne suger varmen til sig og frigiver den, så snart solen går ned. Biry er en sauna i april. Men uden mulighed for et køligt bad.

Inden jeg skal af sted, må jeg akklimatisere mig helt. Så jeg lejer et værelse i Bandiagara uden aircondition. Der er dog en vifte i loftet, og den kører som en helikopters propel. Vinduerne er åbne på begge sider af værelset og badeværelset, så der i princippet burde være gennemtræk.

Men jeg sveder. Især om natten. Jeg opdager, at jeg sveder mindst, når jeg ligger på ryggen og mest, når jeg ligger på siden. Men min krop insisterer på at ligge på siden. Jeg vågner flere gange om natten og går direkte ud under bruseren og tænder det – i princippet – kolde vand. Når kroppen er gennemblødt, lægger jeg mig i sengen og bliver gennemkold af vinden fra viften på den våde hud. Hvert et kuldegys føles som en fryd, og jeg er ellers ekstremt kuldskær og hader at fryse.

I Biry er timerne midt på dagen vanskelige. Jeg flytter en stråmåtte fra skygge til skygge. Den lille plastikvandkande, man bruger til at vaske hænder, står i skyggen. Alligevel er vandet så skoldende hedt, at man brænder sig på det. Jeg hælder vandet ud over det tøj, jeg har på. Først gør det ondt, men stoffet bliver køligt, når fordampningen går i gang.
Børnene samles om mig. En dag er en lille dreng faldet i søvn i min favn. De andre børn sidder helt tæt op af mig. Vi deler kropsvarmen. Udenpå ringen af siddende børn har vi en kødrand af stående børn. De mange børn forhindrer selv den mindste brise i at nå mig. Jeg gisper, men vil ikke jage børnene væk.

Forrige gang havde jeg et spil ludo med. Dengang spillede vi ludo med globus og stjerne, og jeg læste reglerne for en gang skyld. Jeg har overladt spillet til en tiårig nevø, og jeg kan se, at børnene spiller meget. En dag kommer nogle piger for at spille. Jeg tror, de vil spille med mig. Men nej. Ludo er blevet omdøbt til Asgar. Både globus og stjerne er blevet til ballon (bold), og de har opfundet nogle regler, så enkelte spillere kan skøjte hen over spillepladen. Pigerne snyder, og spillet bliver endnu mere kaotisk af en udviklingshæmmet pige, som konstant fjerner brikkerne og tager terningen.

Om natten sover alle ude i gården. Jeg elsker at sove så mange mennesker sammen. Vi ligger omkring 20 voksne og børn på stråmåtter i gården. Der er ikke behov for lagner eller tæpper, så vi sover i let tøj. Men jeg føler mig sårbar uden at dække mig til. Som om et uhyre ville kunne komme og spise mig. Det er vist mest mentalt, at et lagen eller et tæppe kan beskytte ens krop.

En måned efter min hjemkomst klør min ryg stadig efter den varmeeksem, som fyldte min røde ryg med kløende knopper.

Lise Blom

Freelancejournalist +45 22 79 24 92