Tag-arkiv: Mali

Farvel til skyggen

Bamako, udsigt over Niger med det enlige træ og en voksende losseplads

Jeg har holdt øje med et træ. Det har vokset på samme sted i 20 år, uden ejer og uden at høre til en bygning. Men en dag blev træet beskåret. Ikke voldsomt, men alle de små yderste grene. Jeg undrede mig, for det var jo ikke et vejtræ, og det stod ikke på en allé og skulle se fint ud. Faktisk var det det eneste træ på denne siden af vejen, som slynger sig ned fra visdommens bakke, hvor Bamakos universitet ligger.

Nu tænker jeg at beskæringen var en test for at se, om nogen ville reagere. Der gik nemlig ikke lang tid, inden der forsvandt en stor gren. Og sådan forsatte det. Som om folk tænkte, at ingen ville bemærke, at de savede en gren af.

Køer spiser affald og plastikposer ved den nye losseplads ved det forsvindende træ

Træet har stået der i omkring 20 år. Jeg kender et træ af samme sort og samme størrelse med den alder. Men nu har træet ikke længe igen. Det sidste overgreb er gået ud over træets bark, som er skrællet af.

Samtidig med at træet forsvinder, er en losseplads ved vokse frem rundt om det døende træ. Der er ingen organiseret indsamling af affald i Bamako. Der er æselkærrer, som samler affald, men de bringer der sjældent særligt langt, før de finder et sted at smide det. Tidligere lå den uautoriserede losseplads længere nede af vejen. Men der er blevet bygget en mur og inde bag den et hus. På den anden side af broen er der sat et trådhegn op for at undgå affald og motorcyklister, som skyder genvej. Det er klippet op flere steder.

Området rundt om træet er blevet taget i brug som ny losseplads. Det ulmer under en konstant ild, og et par klunsere bor under broen og sorterer dyngerne for genbrugsmateriale.

Moralen skrider i Mali

Er det grådighed eller desperation, som får korruption og kriminelle bander til at brede sig i Mali? Oplev en politibetjent i aktion og et angreb på Malis tidligere præsident, som har chokeret nationen.

Politibetjenten vinker hotellets minibus ind til siden i en rundkørsel i udkanten af Bamako. Klokken er over to om natten, og betjenten er helt alene. Det er ikke et godt tegn.

Og ganske rigtigt. Betjenten vil se dokumenter. Chaufføren har kun arbejdet for hotellet i kort tid, og betjenten fornemmer hurtigt hans usikkerhed, da han finder folderen med stakke af dokumenter og attester. Chaufføren skal ud af bussen for at vise dem frem. Betjenten har god tid og vinker flere biler og motorcykler til side for at kontrollere deres papirer.

Chaufføren vender gang på gang tilbage til bussen for at finde et nyt dokument.

– Er det her ”carte gris”, spørger han mig.

Papiret er ganske vist gråt, men jeg ved intet om biler og de tilladelser, som knytter sig til dem.

Chaufføren må ringe til sin arbejdsgiver og vække ham for at få hjælp til at finde de rigtige papirer. Nogle af dem er fotokopier.

Betjenten griber telefonen og skælder bussens og hotellets ejer ud.

– Hvad ligner det at lade chaufføren køre med fotokopier i stedet for de originale dokumenter, fnyser han.

Efter en time er det tydeligt, at chaufføren ikke kan finde flere dokumenter. Og selv om han sandsynligvis har alle i orden, må han finde 2.000 F. cfa til betjenten for at få lov til at køre. Det er 23 kroner, og chaufføren er oprørt over ydmygelsen og de mistede penge.

Normalt vil en betjent aldrig arbejde alene og slet ikke midt om natten i udkanten af byen. Denne betjent lader biler passere uden lys og stopper en velfungerende minibus. Han arbejder uden tvivl i sin fritid for at fylde sine egne lommer.

Leveomkostningerne i Mali er høje, og lønningerne for offentligt ansatte er ikke fulgt med prisudviklingen. Så offentligt ansatte må tænke kreativt for at tjene penge. Enten som politimanden eller ved at have to job.

Men kriminaliteten er også steget, og den er blevet voldelig og skræmmende. I 1992 var jeg i Elfenbenskysten, og jeg kan huske nyhedernes reportager om voldelige overfald. Jeg oplevede selv en røvere i en flugtbil, som skød op i luften for at forhindre folk i at forfølge dem. Og jeg erindrer, hvordan jeg sammenlignede situationen med den i Mali på det tidspunkt. Her kunne man stille sin taske på en busstation og gå en tur i timer, uden at folk ville røre den.

Jeg er stadig rolig i Mali, og i sommers generede det mig ikke at bo alene i et hus uden vagt og med en mur, selv jeg ville kunne kravle over. Men jeg frygter, at Mali kan følge i Elfenbenskystens spor. De bevæbnede bander havde våben fra borgerkrigen i nabolandet Liberia, og kort tid efter mit ophold i Elfenbenskysten gik det galt i landet.

I Mali har våbnene hidtil bestået af håndsmedede geværer med hjemmelavet krudt og kugler. Men i kølvandet på konflikten i Nordmali er der kommet flere moderne våben og kriminelle bander.

Udviklingen skræmmer. Især historien om et angreb på Malis tidligere præsidents bolig. Tidligt om morgenen lørdag den 5. april invaderede en bevæbnet bande den tidligere præsident Alpha Oumar Konares bolig. Der var ti personer, som afbrød strømmen og angreb boligen fra to positioner. Sikkerhedsfolkene fik nedkæmpet banden, og en af angriberne blev dræbt under aktionen.

Den tidligere præsident var ikke til stede, men det var hans kone, historikeren Adame Ba Konaré og deres børnebørn.

Motivet har muligvis været et forsøg på kidnapning. Alpha Oumar Konare blev valgt som Malis første demokratiske præsident i 1992, og efter de maksimale to gange gik han af i 2002. Siden har han i en periode været formand for den Afrikanske Union.

Underlige snapshots fra Bamako

Måske symbolsk, fundamentet under Bamakos universitet bliver gravet væk, mens elefanter i pagt med djævlen truer byens indbyggere. Der er nok at undre sig over i Bamako

Hele dalen er en grusgrav. Nu er der bygget huse, som stopper udgravningen nogle steder

En kolossal grusgrav æder langsomt visdommens bakke med samme sult, som mus fortærer rødbederne i min have. Visdommens bakke er opkaldt efter universitet i Bamako. Her ligger universitet højt hævet over bydelen Badalabougou med udsigt over Nigerfloden og den bjergkæde, som indrammer Bamako mod nord.

Dagligt fragter lastbiler, æselkærrer, og mennesker med spande på hovedet grus og sand fra bakken til nybyggerier i Afrikas hastigst voksende by.

Der bliver stadig gravet grus på den ene side af vejen til universitetet

Jeg kan godt lide visdommens bakke. Her har jeg boet de seneste gange, jeg har været i Bamako. I februar landede jeg i nogle sjældent klare og kølige dage og opdagede, at jeg havde udsigt til præsidentpaladset Koulouba i den modsatte ende af Bamako. Træerne havde mistet bladene, og himlen var for en sjælden gang fri for smog og den støvede ørkenvind harmatanen, som normalt slører omgivelser i et rødbrunt skær på denne årstid.

Fra visdommens bakke i Bamako er der udsigt over Nigerfloden

I centrum af Bamako havde myndig-hederne varslet en oprydning af gaderne for gadesælgere og boder. De havde længe har blokeret byen, så der end ikke var plads til fodgængere. Men aktionen blev udsat samme nat, hvor den skulle gå i gang. Myndighederne ville i stedet gå i dialog med de handlende. Rydningen blev udsat flere gange. Jeg nåede at tænke, at beslutningen aldrig ville blive ført ud i livet. Men pludselig en dag i marts blev gaderne ryddet, endda uden konflikter ifølge de lokale medier.

Øverst på det fjerne bjerg ligger præsidentpalæet Kouloba. De få høje huse i Bamako er den Vestafrikanske centralbank, hotellet Amitie og et ufærdigt kinesisk hotel

På samme tidspunkt trådte en ny lov i kraft, så alle motor-cyklister skulle bære styrthjelm. Men lovens eneste effekt er indtil videre, at styrthjelme er steget i pris fra 5.000 F. cfa (51 kroner) til mellem 7.500 og 10.000 F cfa. Der er stadig langt mellem motorcyklister med hjelm.

Bamako er ligesom andre vestafrikanske hovedstæder fyldt med rundkørsler. Rundkørslerne er typisk prydet med skulpturer af kæmper fra dyreriget. Bamako byder på en flodhest, en bøffel, krokodiller og elefanter, og dyrene er vigtige pejlemærker, når man skal finde rundt i byen. Men i denne uge kom der en advarsel mod byens elefanter. De er nemlig farlige, og bliver de ikke snart fjernet, vil hele byen blive skyllet bort af en syndflod. Årsagen er, at skulpturerne indeholder feticher. Afsløringen kommer fra Cheick Chérif Haïdara, en tidligere journalist, som nu har set lyset som muslim.

Det er rigtige levende køer, man kan møde overalt i Mali. Også på visdommens bakke med udsigt over Niger

Cheick Chérif Haïdara betegner skulpturerne som afguds-billeder, og han opfordrer præsidenten IBK til omgående at fjerne elefanterne. I koranen har han fundet en sura, som handler om et elefant-folk, som truer den hellige kabaa i Mekka. Det er den samme situation, han nu oplever i Bamako. For at give sin appel større vægt skriver han, at han er direkte efterkommer efter profeten Mohammed. Appellen er offentliggjort i avisen og på maliweb.net. Som forventet gør læserne sig muntre over prædikanten, som kæmper mod skulpturer i rundkørsler.

Ingen opbakning til selvstændighed i Nordmali

Der er hverken tilslutning til selvstændighed eller til øget selvstyre i det nordlige Mali. Heller ikke i Kidal, som er hovedsædet for tuaregoprørerne MNLA. Ifølge en ny meningsmåling ønsker kun hver fjerde borger i Kidal øget selvstyre.

MNLA ved fredsforhandlingerne i Ouagadougou. Her accepterer de Malis terrortiale integretitet. Foto: MINUSMA, Blagoje Grujic via Flickr

96,4 procent af de adspurgte i en opinions-undersøgelse ønsker, at Mali skal forblive forblive et helt og udelt land. I det nordlige Mali er tilslutningen til staten Mali 87 procent, mens knap 12 procent af befolkningen ønsker øget selvstyre.

Derfor bør det internationale samfund støtte Mali i at bevare landet som én stat. Det mener den samfundsvidenskabelige statistikker Sidiki Guindo, som har gennemført undersøgelsen mellem 14. og 25. februar 2014. 3.495 personer fra de regionale hovedbyer deltog i den omfattende undersøgelse, der spurgte om holdningen til situationen i nord, til en retssag mod den kuppede præsident ATT, til arrestationen af lederne af militærjuntaen og til tilfredsheden med den nuværende præsident IBK.

Dagbladet Indépendant refererer den del af undersøgelsen, som handler om situationen i det nordlige Mali. Islamisterne er næsten fordrevet fra området, men der er stadig bevæbnede oprørere i byen Kidal. Det er oprørsgruppen MNLA, som hovedsageligt består af tuareger. De hjalp den franskledede Operation Serval med at fordrive islamisterne i begyndelsen af 2013 og har siden underskrevet en indledende fredsaftale med Malis regering.

MNLA er nu ansvarlig for den fredsforhandling, der – på papiret – skal bringe fred og udvikling til den nordlige del af Mali. Men indtil videre er oprørerne ikke blevet afvæbnede, som ellers er del af fredaftalen fra juni 2013.

Når man spørger befolkningen i de nordlige byer Timbuktu og Gao, mener henholdsvis 98,4 og 99,1 procent af de adspurgte, at oprørerne skal afvæbnes inden yderligere fredsforhandlinger. Tallet for hele Mali er 95,1 procent.

I Kidal er der størst opbakning til øget autonomi og selvstyre. Det går 26,9 procent ind for i Kidal, mens 12,5 og 7,5 procent af de adspurgte i Timbuktu og Gao har samme ønske.
Samlet er der opbakning fra 93,3 procent af de adspurgte til den linje, præsident IBK har lagt for forhandlingerne i nord.

Sidiki Guindo har på eget initiativ og for egne midler gennemført meningsmålinger op til Malis præsidentvalg i sommeren 2013, hvor han forudsagde resultatet meget nøjagtigt, ikke kun for vinderen af valget, men også for opbakningen til de andre kandidater.
Næste del af den aktuelle undersøgelse handler om kampen mod korruption i Mali og befolkningens oplevelse af, om der sker noget.

Uafvæbnede oprørere udfordrer freden i Nordmali

Da den franskledede operation Serval sidste år indtog Malis ørken, forsvandt de frygtede islamistiske oprørere som dug for solen. Men sporadiske angreb viser, at enkelte stadig er aktive. FNs fredsbevarende MINUSMA styrker er sat ind for at beskytte befolkningen, men aktionen går langsomt, og det giver militante grupper mulighed for at bide sig fast i området.

Udsigt over malis ørken fra et FN fly. Foto fra UN Mission in Mali via Flickr

Når pilot og fartøjschef Flemming Bo Madsen lander det gigantiske Hercules transportfly i ørkenbyen Kidal i Mali, er han så tæt på husene, at han kan lugte, om familierne skal have kylling, ged eller bare hirsegrød til middag. Husene af soltørret ler ligger op ad den bane af grus, der fungerer som lufthavn for den isolerede by. På trods af den hjemlige atmosfære er det ved landing og letning, at risikoen er størst for den danske besætning. Men indtil videre har han ikke følt sig truet.

I Kidal er det ikke Malis flag, som vejer i ørkenvinden, men oprørsgruppen MNLA, som hovedsageligt består af ørkenfolket tuaregerne. Kidal er den farligste by i Mali, trods tilstedeværelsen af fransk militær og FN-styrker. I efteråret blev to franske journalister bortført og myrdet, i februar blev fem medarbejdere fra Røde Kors kidnappet og en landmine ved lufthavnen beskadigede en bil fra nødhjælpsorganisationen Medecins du Monde.

På overfladen kan konflikten i Mali minde om den i Afghanistan. Begge steder kæmper islamister og krigsherrer fra forskellige etniske grupper. Der er skjulesteder i et uvejsomt landskab, og de kan blande sig med civilbefolkningen. Deres aktiviteter er finansieret af narkohandel og kidnapninger. Men i Mali forsvandt islamisterne, da internationale styrker med Frankrig i spidsen gik til angreb i januar 2013. Dengang deltog Flyvevåbenet i den franskledede Operation Serval. Siden januar har Herculesflyet været tilbage i Mali som dansk bidrag til MINUSMA.

Aktion med lav risiko
De 39 udsendte danske piloter, teknikere, forbindelsesofficerer og militærpoliti har base i Malis fredelige hovedstad Bamako tusind kilometer fra problemerne i nord.

Allan Jokumsen er ansvarlig for sikkerheden for de danske udsendinge i MINUSMA i Mali

”Jeg fik et chok, da vi kørte fra lufthavnen og ind til Bamako. Jeg så alt det affald, der lå og flød langs vejen. Hvis det var i Afghanistan, ville det betyde, at der var vejsidebomber. Det er anderledes her, så vi skal omstille os fra Afghanistan”, siger Allan Jokumsen på 36 år, som er seniorsergent i militærpolitiet på missionen i Mali.

”Her bliver vi budt velkommen med åbne arme. Folk er glade og smilende, man føler, at man kan stole på dem. I Afghanistan har jeg været med til at dele nødrationer ud til børn, og når vi kørte væk, smed de sten efter os.”

MINUSMA står for United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali og handler ud over militær tilstedeværelse også om forsoning mellem konfliktens parter. Det danske bidrag er et taktisk bidrag i form af et Hercules transportfly, der kan lande på meget korte og ujævne landingsbaner både dag og nat.

For de danske soldater er der en tydelig kontrast fra NATO-opgaver i Afghanistan med høj risiko til at arbejde under FN i et område med lav risiko.

”I Afghanistan boede vi i containere og så ikke så meget til lokalbefolkningen. Trusselniveauet var højere, så vi kunne ikke gå en tur på gaden. Her bor vi blandt folk”, siger den 44-årige Flemming Bo Madsen med flyvernavnet BOF.

Deres militærbase i Malis hovedstad Bamako ligger på et stort hotel, som også bliver brugt til konferencer og undervisning. De kakiklædte soldater er omgivet af mænd og kvinder klædt i alle regnbuens farver, som i klassisk konferencestil netværker ved kaffebordet i pauserne. Kommandocentralen har draperede gardiner og tunge duge, der når helt ned til gulvet.

Må man slå en kvinde?
”Det er første gang, jeg er FN udsending. I forhold til at være udsendt under NATO er det meget politisk korrekt. Det er udfordrende, fordi vi er mange forskellige nationaliteter, og det virker som om, man ved hver mission skal opfinde den dybe tallerken”, siger Allan Jokumsen og fortsætter:

”Ved introduktionen hørte vi et oplæg, der blandt andet viste en kvinde, som havde stjålet brændstof for at købe smykker. Vi blev spurgt, hvad hun havde gjort forkert, og om det var i orden at slå hende som straf. For os er svaret indlysende, men det skal forklares for andre.”

Flemming Bo Madsen forklarer, at det udover at være en militær aktion også er en humanitær aktion.

”Det er tydeligt, at vi er med til at gøre en forskel med vores fly. Høsten er slået fejl i Nordmali, og det er på tale, at vi skal flyve mad og vand til befolkningen. Der er dårlig infrastruktur, så transporten med flyet er en stor hjælp for folk. Som del af MINUSMA er vi med til at stabilisere situationen med ikke voldelige midler og med udviklingsopgaver”, siger han.

En til to gange om året er han udsendt til militæraktioner under vanskelige forhold. Sidste år var han også i Mali som del af Operation Serval. Det var med meget kort varsel og uden at vide særlig meget om området. Denne gang har de fået en gennemgang af konflikten og parterne i konflikten.

”Vi flyver i ukontrolleret luftrum, det vil sige, at der ikke er radardækning. Vi har selv instrumenter til at se andre fly, men vi skal fortælle dem på jorden, hvor vi er. Det skal de andre fly også, siger Flemming Bo Madsen.

For de danske flyvere er den største udfordring ikke risikoen i nord eller de vanskelige forhold. Det er, når deres arbejdskraft ikke bliver brugt effektivt, så de har dage uden opgaver.

”Der er udfordringer i MINUSMA, og projektet er måneder bagud. Der skulle være etableret militærlejre til MINUSMA styrkerne i byerne i nord. Men det er hæmmet af, at det ikke er nemt at levere logistik, og at lande alligevel ikke leverer de lovede styrker, som de har tilkendegivet,”, siger Hans Skovmose, som er major i Flyvevåbenet og leder det første hold af danske udsendinge.

Oprørere ikke afvæbnede
Der er kun 5.848 soldater ud af de 11.200 soldater, som er nødvendige for at gennemføre resolutionen fra FNs sikkerhedsråd. Det danske bidrag bringer blandt andet materiel til de lejre, som skal åbnes i nord.

En delegation fra FNs Sikkerhedsråd besøgte Mali i begyndelsen af februar og kom i forrige uge med en vurdering af situationen i landet. Under besøget blev udsendingene fra Sikkerhedsrådet præsenteret for Malis regerings plan for, hvordan Mali kommer ud af krisen.

”Vi vil holde øje med dem, når de opfylder deres forpligtelser”, udtaler Gérard Araud, som er Frankrigs faste repræsentant i FNs Sikkerhedsråd.

Han understreger, at planen kun bliver bæredygtig, hvis det er parterne selv, som finder løsninger på problemerne. De løsninger skal det internationale samfund bakke op om. Første skridt er at efterleve fredsaftalen fra Ouagadougou. Ifølge den skal alle soldater og oprørere indkvarteres i militærlejre og afvæbnes. Samtidig opfordrer FNs Sikkerhedsråd MINUSMA til snarest at indsætte den fulde styrke i det nordlige Mali.

Oprørere skifter alliance
I det sydlige Mali bliver befolkningen overrasket, når medierne beretter om angreb i nord. De regner med, at situationen blev løst med Operation Serval og derefter af FN-styrkerne. Men sandheden er, at hele processen med at stabilisere området og indlede forsoningsprocessen knap nok er gået i gang. Der er stadig masser af våben i det nordlige Mali.

MNLA oprørere i Kidal. Foto fra UN Mission in Mali via Flickr

”Frankrig valgte under Operation Serval at samarbejde med tuareg-oprørerne MNLA, fordi de kendte territoriet, og de kunne vise, hvor islamisterne gemte sig. Samtidig har der været frygt for, at Malis hær ville hævne sig på MNLA, som indledte konflikten og har tilført hæren et alvorligt nederlag. Derfor er de ikke blevet afvæbnet”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i Mali.

Men nogle af de islamister, som forsvandt under Operation Serval, er del af MNLA i dag. Signe Marie Cold Ravnkilde forklarer, at oprørerne i nord skifter side efter, hvem der har det strategiske overtag. Da oprøret blev indledt af MNLA, blev de hurtigt nedkæmpet af islamisterne. Folk skiftede side til islamisterne. Da franskmændene gik ind i konflikten sidste år, blev MNLA til samarbejdspartner, og så meldte de sig igen under MNLAs faner for at bekæmpe terrorister.

”Officielt forhandler Malis regering og mæglerne ikke med islamister, men reelt forhandler de med personer, som de facto har kæmpet for islamisterne, og som har skiftet alliance, da det var mere opportunt for dem”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Islamister rekrutterer fortsat
Men der findes stadig en hård kerne af islamister, som det i første omgang lykkedes at flygte til nabolandene. De er nu ved at genopbygge deres kapacitet.

”Denne periode er relativ stabil, men de sporadiske angreb viser, at islamisterne stadig er der.  Angrebene sker for at vise omverdenen, er de stadig er aktive og for at kunne rekruttere. Der er forlydende om, at Al-Qaeda stadig deler penge ud til unge for at kæmpe for deres sag”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

I det sydligere Mali skelner befolkningen ikke mellem islamister og tuareg-oprørerne i MNLA. Det er MNLA, som nu står for freds- og forsoningsaftalerne med Malis myndigheder.

Signe Marie Cold Ravnkilde vurderer, at MNLA ikke har opbakning i befolkningen i Nordmali. Der er ikke opbakning til selvstændighed i befolkningen, og MNLA bliver stadig husket for de overgreb, de begik mod civilbefolkningen, da de indledte oprøret i 2012.

”På trods af at MNLA ikke har et folkeligt mandat, er det alligevel lykkedes dem at italesætte en utilfredshed med regeringen i det nordlige Mali, hvor befolkningen føler sig negligeret af staten. MNLA har taget repræsentanter fra andre etniske grupper ind i ledelsen og hævder, at de repræsenterer alle befolkningsgrupper. Men de repræsenterer stadig et mindretal. Hovedparten af befolkningen i nord ønskede ikke et oprør til at begynde med”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Hun forklarer, at MNLA er stiftet af en lille elite af intellektuelle fra adels- og krigerklanen blandt tuareger. Samme gruppe har stået bag gentagne oprør i 1960’erne og 90’erne. Oprørerne har givet den brede befolkning i Mali et ”tuareg-fatigue”. Folk er trætte af de gentagne oprør, og at hver gang noget er bygget op, bliver det ødelagt. Denne træthed medfører, at nogle tuareger bliver udsat for diskrimination. Den ansvarlige elite har ved de tidligere oprør stået for fredsforhandlinger, og som del af aftalerne har de selv fået vigtige stillinger i staten og i hæren.

”MNLA er dygtige til at kommunikere problematikker, folk kan genkende. Men de bliver også opfattet som en lille elite, der har lukreret på gentagne tuaregoprør”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Unge fristet af kriminalitet
I forbindelse med fredsforhandlingerne er de internationale arrestordre på mistænkte krigsforbrydere blevet ophævet, for at de kan deltage i processen.

”Efter oprøret i begyndelsen af 1990’erne var der en stor forsoningsproces, som befolkningen involverede sig i. Mange var rørte, da de så de mange våben gå op i røg ved en stor fredsceremoni i Timbuktu. Nu står befolkningen over for en ny forsoningsproces, og mange vil spørge sig selv, hvad det nytter, og om det vil få nogen betydning. Befolkningen føler en magtesløshed og modløshed”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Centralt i processen står ungdommen. Som mulige terrorister og oprørere bliver de unge set som en trussel samtidig med, at de også er nøglen til en fredelig udvikling. De unge bliver fristet til hurtige penge fra både Al-Qaeda og af internationale smuglere. Der har altid været smugling i Sahara. En gang var det dadler og fødevarer, i dag er det narkotika, og i byen Gao er nogle af byens kvarterer opkaldt efter smuglervarer.

”Grundlæggende kræver det internationalt samarbejde at stoppe den transnationale kriminalitet, ellers er det svært at give de unge et alternativ. Kriminalitet skal indebære en risiko for at gøre det mindre attraktivt. Men de unge skal også lære færdigheder, og der skal investeres i infrastruktur, så naturressourcerne kan udnyttes”, siger Signe Marie Cold Ravnkilde.

Artiklen har været bragt i en kortere version i Weekendavisen den 7. marts 2014.

Fakta om forløbet

Oktober 2011
Gadaffis tidligere specialstyrker ankommer til Mali. Alene den 15. oktober ankommer 80 køretøjer med 400 bevæbnede mænd. Hovedparten er tuareger fra Mali, som har opholdt sig i Libyen i årtier.

Januar 2012
En alliance af tuaregoprørere i MNLA og islamistiske grupper angriber og henretter omkring 100 soldater på en militærbase i nord ved nakkeskud og halshugning.
Februar 2012 Store protestdemonstrationer i Malis hovedstad Bamako mod hærens forhold i Nordmali får præsident ATT til at miste al troværdighed i befolkningen.

Marts 2012
En gruppe unge militærfolk kupper magten i Mali.

April 2012
I kaos efter kuppet indtager alliancen af MNLA og de islamistiske grupper hele det nordlige Mali uden kamp. MNLA udråber den selvstændige stat AZAWAD, men bliver hurtigt nedkæmpet af de islamistiske grupper Ansar Dine, Mujao og Al-Qaeda. De deler området mellem sig og indfører streng sharialov. En tredjedel af befolkningen i nord flygter.

Januar 2013
Islamisterne rykker sydpå og truer med at indtage hele landet. Malis overgangsregering beder omverdenen om hjælp. FN giver mandat til en international militæraktion mod islamisterne. Frankrig indleder Operation Serval med støtte fra blandt andet Danmark.

Juni 2013
Islamisterne er flygtet, og MNLA og Malis overgangsregering underskriver indledende fredsaftale i Ouagadougou.

Juli 2013
Indsættelse af FNs fredsbevarende styrke MINUSMA i Mali. Den skal sikre fredelige demokratiske valg i Mali og stabilisere situationen i nord.

Juli/august 2013
Ibrahim Boubacar Keita vinder fredeligt præsidentvalg i Mali.

November/december 2013
Fredeligt parlamentsvalg i Mali.

Stjernen Ligestillingsartisten Forretningskvinden og naboens rapkæftede datter

I vestlige medier beskrives Oumou Sangaré ofte som en af verdensmusikkens største divaer, der bidrager til malinesiske kvinders ligestillingskamp. Hun er blevet kaldt “ en “tabupunkterende protestsanger der trodser traditionen nåre det gælder polygami, kvinders rettigheder og kønsroller”; ” En åbenbar feminist, der på frygtløs vis udtrykker kvinders politik og erotik i Vestafrikas muslimske og mandsdominerede samfund” og ”En kraftig stemme for kvinders rettigheder i Afrika”. Tag med Lise Blom og Solveig Sandnes, når de møder musikeren som diva på hjemmebane i Mali, som reflekterende kunstner ved et interview i Danmark og få indblik i hendes retorik i de sangtekster, der inspirerer og provokerer i Mali.

Af Lise Blom og Solveig Sandnes

Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Første møde finder sted i januar 2010. Vi er i den lille by Yanfolila i det sydlige Mali. Tusindvis af mennesker er forsamlet på byens centrale plads for at mindes og hylde Malis tidligere premiereminister Mande Sidibe, der stammede fra byen. Det er et halvt år, siden han døde. Nu sidder hans efterladte på en tribune. Yanfolila ligger i Wassoulou, som er kendt for sin musik. Og de lokale musikere er mødt op i stort tal ligesom de lokale jægersamfund i traditionelle dragter. Der er historiefortællere og dansere – både mænd, som danser den fysisk udfordrende abedans, og unge kvinder, der charmerer med synkrondans. På nær jægerne bærer alle optrædende og en stor del af publikum tøj med den tidligere premiereministers portræt.

Pludselig bliver publikums opmærksomhed fanget af en Hummer, som kører ind på pladsen. Allerede ved synet af bilen stiger forventningerne. Og jubelen bryder ud af, da Oumou Sangare træder ud af bilen med sit følge.

Efter hendes ankomst mister premiereministerens efterladte opmærksomheden. Alt fokus er på Oumou Sangare. Sangerne, musikerne, danserne, jægerne og publikum henvender sig til hende. Med sig har hun en taske proppet med pengesedler. Alle, der har modet til at hilse og at hylde hende, får en pengeseddel. Oumou er en diva, og hun taber ikke fatningen, da den lokale tosse opfører en erotisk dans til ære for hende.

Til sidst i højtideligheden griber Oumou mikrofonen og synger. Alle kender hendes sange og synger med. En anden sangerinde overtager mikrofonen, mens Oumou stiger op i sin Hummer. Men al opmærksomhed er rettet efter bilen, da den igen forlader pladsen.
Kan man forestille sig en dansk musiker overtage opmærksomheden ved en mindehøjtidelig for en folkekær politiker?

Politiske bejlere

Det andet møde foregår i juli 2011 en gårdhave på et københavnsk hotel. Aftenen inden har Oumou optrådt i en udsolgt sal under Politikens Hus ved årets jazzfestival.
Normalt vil det virke absurd at begynde et interview med en verdenskendt musiker med et spørgsmål om politiske ambitioner.

Men Malis politikere har øje for hendes popularitet og hendes rolle i samfundet, som en der både kan rette fokus på problematikker og give optimisme.

I 2012 er der præsidentvalg i Mali, og det seneste år er hun blevet foreslået som kandidat til posten af politiske partier og i landets medier. (Artiklen er skrevet før et militærkup i 2012)

Men nej, Oumou har ikke politiske ambitioner.

– Det er meget venligt at opfordre mig til at blive præsidentkandidat. Jeg takker alle, der kan se mig overtage de tidligere præsidenter ATT og Alphas plads. Men som politiker ville jeg skulle tage upopulære valg, og jeg ville skabe mig mange fjender. I dag ved jeg, at jeg er elsket af alle, så det ville ødelægge min karriere at være politiker. Jeg vil ikke såre mine fans, fastslår Oumou.

Hendes stemme er overraskende ru, da vi møder hende i hotellets gårdhave. Hendes hår er flettet med violette bånd, og det traditionelle kostume, hun bar ved koncerten, er erstattet af en elegant buksedragt.

Hun er både ydmyg overfor sin rolle som kvindernes stemme i Mali og bevidst om sin indflydelse.

– Det er godt med folk som mig på sidelinien, for vi kan se tingene klart og sætte dem på dagsordenen. Det er bedre end det at være kandidat, siger Oumou.

Som musiker er Oumou vant til at blive taget alvorligt, og hun afslutter sine sætninger med et voila – sådan er det. I sine tekster er hun ikke bange for at tage kontroversielle emner op og sige sandheden.

Lyttevant publikum

– Musikken i Mali er vigtigere end udsendelser på radio og tv og artikler i aviser og magasiner. Mali er de talte og sungne ords land. Sådan har det været i århundreder. Hver familie i Mali har en griot tilknyttet. Grioten er en historiefortæller, en sanger og fungerer som familiens bibliotek. Alle familier kender deres historie. Der er ingen skrifter, det er en mundtlig tradition. Nogle gange bliver historierne sunget og akkompagneret af instrumenter.

– På grund af den tradition er folk i Mali meget opmærksomme, når en kunstner synger. Hvad vil han eller hun sige med musikken? Man kan banalisere musik, og sige, det er lyde uden mening, men meningen er vigtig i Mali. Folk er vant til at lytte til teksterne i musikken. Og publikum tager din musik mere seriøst, hvis du har et budskab. Det er den vigtigste forskel på musik i Europa og Afrika. I Europa handler musik om rytmen og lyden. I Mali handler musik også om sangerens budskab, siger Oumou Sangaré, som efter få minutter har genvundet sin klangfulde stemme.

Selv om Oumou ikke kommer fra en griotfamilie, synger hun ud fra traditionen. Hun mener, at hendes rolle som musiker er at give gode råd og vejlede publikum.

– Jeg vil sige noget med min musik. Vi har moderniseret traditionen, så vi kan udtrykke os i musikken. Vi kan bruge den til at forklare, at der er mennesker, som lider. Der er børn, som lever på gaden. Det er et hårdt liv. Jeg ved, at folk vil lytte, hvis jeg synger om det i min musik.

Oumou Sangaré er et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre at kæmpe sig ud af fattigdom og opnå rigdom, berømmelse og international anerkendelse.

Hun voksede op under trange kår hos en enlig mor, der forsørgede sine fem børn ved at synge til bryllupper.

– Jeg har lidt meget i barndommen. Da jeg kommer af en kunstnerfamilie, har jeg profiteret af den mulighed til at bruge kunsten til at udtrykke min lidelse.

Direktøren for det hele

I dag er Sangaré ved siden af sin musikkarriere direktør for adskillige virksomheder, blandt andet hotellet “Residénce Wassoulou”, bilmærket, “Oum Sang”, et taxaselskab med 100 vogne og en kvægfarm. Hotellet var hendes første virksomhed, og hun insisterede på at sætte sig ind i driften. Da hun blev kontaktet af et kinesisk bilfirma, som ville bruge hende til at reklamesøjle for kinesiske biler, afslog hun, og valgte i stedet at blive importør af bilerne. Bilmærkets slogan er ”nye biler til afrikanerne”, og det er en succes på et kontinent, hvor markedet bugner med aflagte varer fra vesten – gamle biler og gammelt tøj.

Oumou er stolt over sin succes som erhvervskvinde, og når hun bliver spurgt om kvinders ligestilling i Mali, er hendes hovedbudskab, at kvinder skal arbejde og tjene deres egne penge.

– Hver dag møder jeg virkelig mange kvinder. De kommer til mig fra byen og fra landet. Jeg spørger dem, om de vil selv vil bestemme over deres liv. Når de siger ja, fortæller jeg dem, at de skal arbejde. Jeg har sunget, sunget, sunget det, og jeg har vist det med mine handlinger. Jeg opmuntrer kvinderne til at arbejde. Det er nødvendigt, for at vores mænd er stolte af os. Som kvinde skal du ikke være derhjemme og vente på, at manden har noget med til dig. Nogle gange er manden træt, når han er husets herre og betaler alt det nødvendige i hjemmet. Det er bedre at deles om tingene. Hver anden måned kan du sige til din mand, at du betaler. Det får hans respekt til at stige. Og så vil han ikke tage en beslutning uden at spørge sin kone.

Kritiser præsidenten og han danser

Måske lyder Oumous budskaber ikke så revolutionerende i et dansk magasin. Så for at forstå den kultur de fungerer i, guider Solveig Sandnes dig gennem Oumous tekster og retoriske genistreger.

Oumou kender sit publikums værdier, og hun bruger humor og sin smukke stemme som et formildende virkemiddel, når hendes udtalelser kan støde den ældre generation.

– Musikken er god til at formidle et budskab og hjælper en til at udtrykke sig om emner, der er svære at tale om. Du kan sige sandheden og endda fornærme en kvinde ved at sige, at hun er simpel. Men du synger det med kærlighed. Du kan fornærme en mand, og han danser. Du kan kritisere din bedstefar, og han danser. Du kan kritisere landets præsident, og han danser. Men du skal være diplomatisk, for en kunstner skal ikke tænde ild. Generelt skal en artist slukke ilden. Men når du beroliger, kan du samtidig få visse sandheder til at glide med ned. Du skal ikke være krigerisk. Du skal sende kærlighed hele tiden. Hvis folk ser dig, og de tænker, at du er krigerisk, vil de tage afstand fra dig og ikke lytte til dig.

Skørtejægeren får ballade

I mange af sine sange kritiserer Oumou Sangaré lokale skikke som omskæring, tvangsægteskaber og polygami. De to førstnævnte er i dag forbudt ved lov, mens polygami stadig er en udbredt skik. En stor anledning til splid i malinesiske familier er jalousi mellem med-hustruer. I  sangen Dugu Kamalenba (skørtejægeren) pakker Sangaré sin kritik af polygami ind i humor. Hun beskriver en polygam husstand og synger om, hvordan skørtejægeren med søde ord overbeviser hver af sine hustruer om, “at det er hende, han elsker mest”.

I Mali er den første kone som regel
Blevet valgt inden for den udvidede familie
Og så siger han til hende, den første kone: Du er min søster!
Selv hvis jeg tager en anden kone,  er du den bedste
Fordi vi er lige, vi er det samme kød og blod
Så bringer han en anden kvinde ind i hjemmet og han siger til hende:
Du er min favorit, hvorfor? Du vi give mig smukke børn.
Den første blev jeg givet af min familie, men du er mit eget valg.
Så gifter han sig med en tredje kone, og til den nye siger han:
Du er den heldige i huset. Den første kone blev mig påtvunget.
Den anden skete bare sådan der. Du er den jeg virkelig vil have.
Så den tredje kone er helt ovenpå, fordi hun tror, hun er favoritten.
Så nu er der tre koner derhjemme. Så gifter han sig med en fjerde.
Og til hende siger han: Du er den sidste og den bedste.
De andre er gamle nu. Du er den yngste, nu er det slut.
Nu gifter jeg mig aldrig mere igen.
Og det er selvfølgelig sandt, siden han kun kan have op til fire koner

Kritikken i sangen rettes ikke entydigt imod skørtejægeren, men også imod de kvinder, der lader sig forføre af hans ord og siden bruger resten af deres liv på at skændes med deres medhustruer.

Og så skændes alle fire
Koner med hinanden
Skørtejægeren har altid ballade
Derhjemme med sine koner

Ligestillingsartisten

I sangen Wele Wele Wintou forsvarer Oumou Sangaré unge kvinders ret til selv at vælge ægtemand. Den første del af sangen foregår i en retssal, hvor en far er under anklage for at ville tvangsgifte sin datter væk.

Midt i sangen træder Sangaré ud af sin fortællerrolle og sætter sig i pigens sted.

Før jeg har den rette alder
Vil jeg ikke gifte mig
Et tvangsægteskab er ikke noget for mig
Jeg ville aldrig gifte mig med en mand
Som jeg ikke selv havde valgt

Sangen er henvendt til unge piger som en demonstrativ “oplæring i civile rettigheder”. Det tvetydige “jeg” kan både tolkes som “Sangaré, der sætning for sætning oplærer en ung veninde i at sige fra overfor de krænkelser, som hun tilsyneladende er blevet udsat for” og som “den unge kvinde, der for første gang i sit liv bliver givet en taleposition og endelig får udtrykt sin uvilje mod at blive bortgiftet med tvang”.

Om tvangsægteskaber siger Sangaré:

– Jeg vil ikke have, at ægteskab sker med tvang. At man betragter en kvinde som et objekt, det støder mig. Nu er det sjældent at se tvangsægteskaber. Tingene ændrer sig på grund af uddannelse af unge piger. Men det fortsætter stadig langt ude på landet. Så jeg fortsætter med at synge for frihed i ægteskabet.

Tvetydig kunstner, men ikke feminist

Når vestlige medier skriver om Oumou Sangaré handler det ofte ligeså meget om hendes feministiske synspunkter som det handler om hendes musik. Men set fra et malinesisk perspektiv er prædikatet “feminist” kontroversielt. Og da en stor del af Sangarés afrikanske publikum er kvinder og muslimer, har hendes status som feminist stor betydning for hendes autoritet som meningsdanner hos det lokale publikum.

Selv understreger Sangaré, at hun ikke er feminist, men kunstner.

I sangen Worotan iscenesætter Sangaré sig som de unge gifteklare kvinders allierede ved at påtage sig rollen som den unge bruds rådgiver. Sangen er en traditionel bryllupssang, og den bliver almindeligvis sunget til bruden inden selve brylluppet af kvindelige slægtninge – og som oftest i mandefri zoner. Teksten er dedikeret til unge brude, men når Oumou fortolker sangen offentligt kan Worotan også tolkes som et indlæg i en overordnet debat om kønsroller.

I sangen fører Sangaré lytternes blik med bag hjemmets fire vægge, ind under madrassen, videre om bag landsbyhytten og ind i køkkenet, hvor kødgryden står…

Unge brude vær forsigtige, når I flytter ind i jeres mands hus
for overalt er der lagt fælder for at teste jer
kære unge koner, når I lever med jeres mands familie
Så rør ikke de penge, I ser under madrassen,
når I laver husarbejde det er der for at teste jer
min kære lille søster, når du lever med din mand
Rør ikke mælken bag landsbyhytten uden tilladelse
alt dette er der for at teste dig
i din mands hus skal du ikke spise kød fra gryden uden tilladelse
det er der for at teste dig
Ægteskabet er en udholdenhedstest,
fordi for den ringe pris af ti kolanødder bliver bruden til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din mand,
skal du behandle dine svigerforældre,
som om de var dine egne forældre for det vil vise din gode opdragelse.

Sangarés udeladelse af hvem der ”tester” bruden overlader det til lytteren selv at gætte, hvem det kan være – på samme måde, som bruden selv ville være nødt til i de beskrevne situationer. Selvom der ikke er tale om noget egentligt plot, men snarere om en serie hverdagssituationer, opnås gennem synsvinkelsammenfaldet mellem lytteren og den unge brud en thrillerlignende spændingsopbygning, der fastholder lytteren som et øjenvidne. Der opstår en midlertidig identifikation mellem lytteren og den unge brud gradvist, som de får flere og flere synsindtryk og advarsler til fælles.

Ordet slave i teksten er tvetydigt, fordi der er forskel på, hvordan malinesere og europæere tolker det. Set ud fra et malinesisk perspektiv kan sætningen tolkes som en konstatering, mens den af en europæer typisk vil blive opfattet som en kritisk kommentar.

I vestlige medier og i bookletter til vestlige udgivelser har Sangaré udtalt, at hendes fortolkning af den traditionelle sang Worotan er ironisk. Men hvordan kan hun vide, om ironien i hendes fortolkninger afkodes af alle de segmenter, som hendes publikum er sammensat af?

– Sangen er vigtig, for med ægteskabet begynder det rigtige liv for en kvinde. I vores tradition er ægteskabet hypervigtigt og helligt.

Valget af Worotan signalerer respekt og fortrolighed med traditionen, og det er afgørende for, om publikum lader sig føre med. De skal nemlig – selv hvis de opfanger den kritiske tolkningsmulighed – stadig agere i en virkelighed, hvor traditionen på mange måder er autoritativ.

– Worotan forklarer, hvordan den afrikanske kvinde underkaster sig. Kvinden får at vide, at hun skal være tolerant. Og derfor gør hun sit bedste for at være tolerant, men hun har ingen stemme. Manden er den magtfulde, og han kan tage sig en ny kone. Med al den respekt hun har vist, alt det hun har gjort – så er alt stjålet, uden at hun kan gøre for det.

I sangen kan man sige alt, og Oumou fortæller – godt pakket ind i indskudte sætninger – at hun en gang er kommet til at sige, at hun synes, at mænd skulle holde op med at være så uopmærksomme, uvidende, og ignorante.

– Sangen er en måde at fortælle, hvad der sker. Jeg er kvindernes ven, deres advokat, forsvarer og budbringer, som siger sandheden.. Jeg har to roller i livet. Jeg skal give kvinder mod, og jeg skal forsvare kvinder. Men jeg siger også sandheden til mændene. Vi er ikke slaver. Anse os for det vi er. Vi er her for at hjælpe hinanden, vi er ikke her for at konkurrere.

Stjernen og naboens datter

Den folkekære sangerinde gør i det hele taget meget ud af at signalere, at hun ikke har glemt, hvor hun kommer fra. I sangen Seya (Glæde) følger vi sangerinden umiddelbart efter, at hun er ankommet til Bamako efter en lang udlandsturné. Hun forbereder sig til aftenens festivitas. Under en gåtur gennem Bamakos gader, markeder og butikker, køber hun det traditionelle Bazin-tekstil, som hun får indfarvet og syet nyt tøj af.

Hun beskriver farver og design i detaljer – og dermed kommer hun til at fremstå ikke blot som et hjemmevant og modebevidst medlem af den gruppe, som hun henvender sig til, men også som en kender af traditionen. Gennem henvisningerne til kendte steder og almindelige mennesker viser Oumou, at hun er en del af det malinesiske folk, der køber tøj og får ordnet hår de samme steder som sit publikum.

Fællesskabet

Oumou Sangarés evne til at skabe samhørighed med sit publikum demonstrerer hun også i sangen Moussolou (Kvinder).
I sangen adresserer hun budskaber, der “samler” snarere end de “skiller vandene”. Hun positionerer sig som kvindernes søster, altså “som om de alle er I familie”, og med dette greb skaber hun et fællesskab ikke blot mellem sig selv og lytterne, men også internt blandt de kvindelige lyttere, hvilket forstærkes gennem lovprisningen af det religiøse og nationale fællesskab, som lytterne alle indgår i.

O, kvinder
O, Malis kvinder
O, Afrikas kvinder
Det er en god ting at arbejde for sit land
Jeg taler til kvinder, uanset hvad I gør i denne verden
Lad os ære vores ægteskab, vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre i deres hjem
De bør ære ægteskabet på passende vis
Vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, arbejd ærligt følg loven og folket vil få tillid til dig
Jeg taler til tolderne kvinderne der arbejder i tolden, de bør behandle de handlende ifølge loven
Jeres land vil takke jer
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, behandl folk ærligt ifølge loven, Herre!
Dit land vil takke dig
Jeg taler til par, der snart skal giftes par, der vil giftes i dag
Planlæg ikke jeres ægteskab med gode ord alene,
Fordi dette ægteskab vil naturligvis holde, men ikke længe
Gør ikke med ægteskabet som med en stor kjole som du tager af, når du bliver træt af den
Malis mænd, Malis kvinder lad os ære ægteskabet sammen
Ægteskabet er en god ting, o Herre!
Jeg hilser kvinder, mine søstre godaften, jeg hilser kvinder
Kvinder vis mod i jeres arbejde
Alle har deres eget potentiale

Stilen er messende og højstemt. Brugen af religiøse udtryk går igen i mange af Sangarés sange, og ligesom lovprisninger af publikum er de et udbredt stiltræk i traditionel, malinesisk musik. På den måde inviteres lytteren til at afkode resten af teksten med samme hengivenhed, som hvis det havde været en bøn eller en rituel handling.

Det er værd at bemærke, at det kvindelige fællesskab ikke ekskluderer mænd eller kritisere ægteskabet. Tværtimod hylder Sangaré flere gange mændene og opfordrer mænd og kvinder til at “ære ægteskabet sammen”.

Moussolou er hverken et politisk manifest eller en stiftende generalforsamling for Malis kvindesamfund. Men alligevel skaber sangen noget: En følelse af værdighed hos publikum. Alle kan være med i den kollektive identitet, og fordi ingen bliver ekskluderet, risikerer fælleskabet ikke at blive stemplet af konservative røster i deres omgangskreds. De fleste kvinder i Mali står uden for politisk indflydelse og deres handlemuligheder i mange af livets andre forhold er begrænsede. Derfor er den ros, som Sangaré uddeler i Moussolou, vigtig for deres selvværd.

At betone alliancen mellem mænd og kvinder øger handlemulighederne for publikum uden for teksten. Ved at appellere til mændene som et smuglyttende publikum legitimerer Sangaré kvindernes fællesskab, ligesom hun forsøger at vaccinere det nykonstituerede fællesskab mod stigmatiserende prædikater fra mænd, der ellers ville føle sig truede eller ekskluderede.

– Jeg er stolt af mange af mine sange. Men jeg er mest stolt af titelsangen på mit første album Mousoulou. Det betyder kvinde. Den sang er jeg stolt af og den skabte min succes. Det er en social sang, der handler om fædrelandet og kvinders arbejde.

Artiklen har været bragt i magasinet Geiger i 2011. Det vil sige, at artiklen er skrevet før militærkup og urolighederne i Mali.

Læs også Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik

Bombetrussel i Bamako

Søndag burde jeg springe ud som krigsreporter og afdække internationale terrorplaner. I stedet kæmper jeg med lækkersult og overspringshandler på nettet.

Jeg drømmer om at sidde på en cafe og nyde chokolademousse eller hjemmelavet is eller en af de fantastiske kager, konditorerne i Bamako tilbyder i meterlange glasdiske på byens libanesiske cafeer. Men jeg må nøjes med mit medbragte slik. Chokoladen fra Ghana, som hverken smelter i hånden eller munden, faktisk smelter den slet ikke. Og tyrkisk nougat fra lufthavnen i Istanbul, som ikke helt rammer de smagsnuancer, jeg erindrer.

Men der er noget, som er værre end mine udfordrede smagsløg og lyst til selvforkælelse. I dag modtog jeg for første gang en advarsel fra den danske ambassade om risiko for et selvmordsbombeattentat i Bamako. Bliv indendørs indtil tirsdag morgen, stod der på sms og mail.

Og så opstår trangen. Lige neden for min bakke ligger en stor libanesisk restaurant og cafe. Ganske vist ikke med byens bedste kager, men de bedste i gåafstand. Men skulle en selvmordsbomber true, siger min logik mig, at cafeen ville være et oplagt mål med det blandede publikum af velstående malinesere og vesterlændinge. Det er efter sigende FN troppernes tilstedeværelse, som har fået cafeen til at sætte priserne op til næsten det dobbelte siden december.

Endnu mere synd er det for alle de lokale indbyggere, som ikke har en ambassade til at advare dem om et muligt angreb. Der står intet i medierne.

Indendørs har jeg dog ikke opholdt mig. Området, hvor jeg bor, er stort med haver og frisk luft, og jeg har fået skrevet en smule i dag. Men også overspringshandlet på nettet – og fundet Malis hærs Facebookprofil.

Patriotisk ja, og overraskende. Især opfordringen til at blive Valentine med Malis hær. Og bogstavlegen, hvor svaret både kan være MALI eller MNLA en oprørshær. Jeg vil også minde om, at Malis hær har sit eget fodboldhold, som spiller bold samtidig med, at soldater fra andre nationer forsøger at afvæbne terrorister i Malis ørken.

Jeg undskylder søndagens humør og min lyst til at blande kaloriebomber med selvmordsbomber. Normalt er jeg en seriøs journalist.

Slangepigen i Lafiabougou

Fascination er også en stærk drift i Mali. Folk elsker historien om pigen, der er blevet forvandlet til en slange, og en kreativ fotograf tjener penge på staklen.

Folk i Mali køber dette foto af en pige forvandlet til en slange

Jeg har næsten lige sat mig på husets eneste ordentlige stol, da en af børnene triumferende rækker mig et fotografi. Normalt er det mig, som har billeder med til dem. Men i dag  har de et fotografi, de vil vise mig. Det er en smule krøllet og har tydeligvis været gennem mange hænder. Små børnefingre, som har peget og holdt fast i billedet, når endnu et barn har villet se det bizarre syn. En slange med menneskehoved.

Jeg kikker undrende – først på billedet, og så på mine værter.

– Hvem er det? Hvad er det?

– Det er en pige i Lafiabougou, som er blevet forvandlet til en slange. Forklaringen kommer fra alle sider og i munden på hinanden.

– Det er en marabout, som har forvandlet hende til en slange.

En marabout er en muslimsk lærd, som supplerer de hellige skrifter med magi. Magi, som kan bruges positivt eller negativt. Nogle gange fungerer en marabout som en naturlæge, andre gange som en sjælesørger. Han fremstiller amuletter, og nogle kan nedkalde forbandelser over folk på bestilling.

Hun har ladet sig forvandle til en slange for at tjene penge, konstaterer mine værter. Andre besøgende hos naboerne vil også se billedet, så det går på omgang igen med de samme forklaringer. Pigen i Lafiabougou skulle have ladet sig forvandle til en slange for at kunne tjene penge på sit bizarre udseende.

Fotografiet overbeviser mig dog ikke. Det er tydeligt, at det sort-hvide fotografi er klistret ovenpå et farvefoto af en slange. Men her i kvarteret har folk endnu ikke hørt om billedbehandlingsprogrammer, så de opfatter billedet som ægte.

Et sted tjener en fotograf penge på historien. For fattige mennesker køber fotografiet for at gyse over den stakkels pige. Om et par dage skal jeg til Lafiabougou og vil høre, om de kender noget til pigen. Måske handler historien her, om en stakkels pige fra Magnambougou, der er forvandlet til en slange?

Farvel til Bamakos gadehandlere?

Gadehandlere og interimistiske boder har i årevis blokeret gader og fortove i centrum af Malis hovedstad Bamako. Men den 7. februar skal det være slut. Myndighederne har bedt alle gadehandlere om at forsvinde fra byens centrum, og en sikkerhedsstyrke på 800 mand vil efter midnat fjerne alle vakkelvorne skure, borde og nedpakkede varer.

Jeg fornemmede, at der var en ændring på vej, da jeg for et par siden opdagede, at jeg kunne se et af byens monumenter med en sejrssøjle omgivet af krokodiller. Alle monumenter har i årevis været skjult bag hjemmebyggede butiksarkader af brædder, plastik og dinglende varer.

Boderne har fyldt fortovet, og i vejkanten har sælgere placeret alt fra vandkander til frugt og genbrugstøj. Andre sælgere er mobile og faldbyder lommelygter, fodbolde og batterier fra trækvogne eller farvestrålende piller arrangeret i en stabel på et fad på hovedet.

Visse steder er mængden af sælgere så tæt som foran orange scene på Roskildefestivalen. Billisterne er vant til, at et dyt får fodgængerne til at springe for livet, men foran kunsthåndværkermarkedet slipper der kun en eller to biler gennem krydset ved grønt lys, trods hysterisk fløjtende færdselsbetjente med fægtende stave.

Jeg er spændt på at se, om det lykkedes at rydde centrum for gadehandlere, så man kan gå gennem centrum på et fortov i stedet for ude mellem biler og motorcykler. Nogle gadehandlere har allerede flyttet sig og deres boder. I vejtræerne op mod universitet flagrer skjorter og bukser, og i vejkanten er bamser, legetøjsbiler og dukker stillet op til parade. Alt er genbrug, og noget mere støvet end andet. De universitetsstuderende suser forbi på motorcykler og er ikke helt målgruppen for det farvestrålende plastiklegetøj.

Hvis jeg var gadehandler, ville jeg sælge styrthjelme. Om en uge træder en ny lov i kraft med krav om styrthjelm. I Bamako kører motorcyklerne så tæt, så folk er nødt til at pille bakspejlene af motorcyklen, for at de ikke skal vikle sig ind i hinanden.

Aldrig har jeg set så mange motorcykler, og desværre har jeg også ofte set ulykker. Heldigvis har jeg aldrig set alvorlige ulykker, men jeg har læst, at en motorcyklist om dagen dør i en ulykke i Bamako. Næsten ingen bærer styrthjelm og trods den nye lov, ser jeg ikke sælgere af hjelme. Korrupte betjente glæder sig sikkert allerede til de mange bøder, de kan forvandle til bestikkelse om en uge.

To år efter seneste tørke fejler høsten i Dogon i Mali igen

Landsbyen Biry kæmper forsat for bedre levevilkår med kreativitet og hårdt arbejde. Men gentagne tørker og islamisters hærgen i Nordmali har ødelagt den lokale økonomi.

På trods af alle de smilende glade mennesker er jeg bekymret. Jeg er i oktober taget til de isolerede landsbyer Biry og Hore Haïre i Malis dogonland for at besøge min tidligere svigerfamilie. Det er næsten to år siden, jeg har været her sidst. En periode med militærkup og islamisters besættelse af den nordlige del af landet. Men det er ikke de ydre trusler, som gør mig bekymret. Her er udfordringen at overleve.

Klik på billederne for at se hele billedet.

Hirsen står nogle steder kun i knæhøjde, og på kolberne er mange korn slet ikke udviklet. Normalt må man knække stænglen for at høste kolben på den tre meter høje plante. Men sådan er det ikke på en stor del af markerne i dogonområdet i Mali. Regnen holdt en pause på elleve dage i vækstsæsonen, og i den periode tørrede den nådesløse sol planterne ud. Kun de marker, som var sået meget tidligt, havde så dybe rødder, at planterne fortsat kunne vokse.

Hvert år må bønderne i Mali satse. Hvornår er det mest optimale tidspunkt at så sine marker? Hvornår kan man være sikker på, at regntiden er gået i gang for alvor, og der er sikkerhed for stabilt nedbør? Sår man for tidligt, risikerer man, at regnen ikke er stabil, og de små planter ikke overlever en periode uden vand. Sår man for sent, risikerer man, at planten mangler vand i sidste del af væksten.

Borgmesteren i Kendie, Hamidou Yalcoure, fortæller, at folk fra FNs fødevareprogram FAO har været i området for at se på markerne. Nu er håbet, at det internationale samfund vil sende hjælp til området. Det er kun to år siden, at området var ramt af en voldsom tørke, som hverken bønder eller naturen er kommet sig oven på. Mange træer og buske har kun enkelte grene med grønne blade, og de er allerede ved at dø. I store områder er regntidens græs næsten forsvundet allerede i november, og vandløb og søer udtørrer dag for dag. Næsten regntid begynder i juni eller juli.

Det internationale samfund er opmærksomt på situationen i Mali. Men man fokuserer på de nordlige områder, som har været besat af islamister. Hertil kører lastbiler med fødevarehjælp og nyt skoleudstyr. Store dele af Mali er glemt. Her er der ligeså stort behov for skoler, adgang til basale sundhedsfaciliteter og rent drikkevand. I landkommunen Kendie er der 35 landsbyer. Selv om det ikke er meningen, at alle landsbyer skal have en skole, mangler der at blive etableret skoler i ti landsbyer. Det er skoler til børn i første til tredje klasse. Antallet af skoler med undervisning til elever mellem fjerde og sjette klasse kan tælles på en hånd i kommunen.

I vesten bliver det fremstillet som om, det kun er det nordlige Mali, som mangler adgang til basal velfærd. Det skulle ifølge vestlige eksperter mere eller mindre retfærdiggøre oprørere i nord. Men tag en tur gennem Malis provinser uden for hovedvejene og mød virkeligheden. Mali er ekstrem fattig og uudviklet over alt.

I Biry sker der trods alt noget. Med hjælp fra en gruppe danske turister har landsbyen etableret en midlertidig skole. Mændene har knoklet med at udvikle havebrug mellem de stejle klipper og gravet vandreservoirer, så de kan dyrke frugt og grøntsager. Takket være dem, kan vi i dag spise kanelæbler, granatæbler, fantastiske bananer, citroner, mangoer, papayaer. Frugter som landsbyen aldrig havde smagt for 25 år siden. Mellem de magre marker gemmer klipperne i dag på små pletter af paradis opnået ved slid. De basale fødevarer mangler, men vi kan glæde os over delikatesser.