Tag-arkiv: Mali

Når borgmesteren agerer privatchauffør

Om gæstfrihed, taknemmelighed og følelsen af at være en forkælet primadonna. Jeg bliver rørt, når et barn hjælper mig med at vaske tøj, og en borgmester bruger det meste af en dag på at køre mig 250 kilometer ad hullede veje

Han er cool som en cowboy og stammer fra Timbuktu. Det er ikke bare cowboyhatten, der gør det. Det er måden, han bevæger sig på og det djærve udtryk. Stænglen på solbrillerne sidder ud for ørerne, så de dingler under hagen. På sekunder når han at reagere og kører slalom mellem klipper, træer og buske. Solen er på hastig nedtur, og han vil undgå at blive fanget i bushen i det måneløse mørke, som følger solnedgangen. Hesten er skiftet ud med en firehjulstrækker med mig som passager.

En ven i Bandiagara insisterede på, at han kendte en chauffør, som kunne finde vej til landsbyen Hore Haire. Jeg er selv sent på den, da jeg kommer til Bandiagara på grund af en punktering. Inden den omtalte chauffør når frem, er det blevet det sidst på eftermiddagen. Det viser sig, at chaufføren ikke kender vejen til Hore Haire, og at han ikke har lyst til at køre ud på det tidspunkt. Men kort tid efter forbarmer han sig og kommer tilbage. Hvis jeg betaler benzinen, kan han køre mig de 60 kilometer i sin arbejdsgivers firehjulstrækker. Han har sin søn med, som af og til skal have lov at se virkeligheden udenfor byen. Min ven er også med, og undervejs samler vi min tidligere svoger op, som viser os vej mellem æselkærrespor og motorcykelstier de sidste 15 kilometer ud i bushen.

Solen når at gå ned, og min ven forsvinder, da vi når landsbyen. Chaufføren er utålmodig, mens mørket falder på. Jeg giver ham en pengeseddel som tak for hans hjælp. Endelig dukker min ven op. Det viser sig, at han er i landsbyen for at hente en syg onkel til behandling i byen. Nogle gange er man ikke forberedt på, at man er med til at gøre gode gerninger. Det når at blive helt mørkt og både chaufføren og jeg er glade, selv om jeg tidligere havde dårlig samvittighed over at lade chaufføren køre i mørket et sted, hvor der ingen vej er.

Dagen efter fortsætter min rejse til fods gennem bjerglandsskabet. Min bagage bliver båret af to unge piger. I kassen er der syv kilo sukker, to kilo mælkepulver i metaldåser, tre dåser kaffe, et kilo te, et kilo bolsjer, et telt og forskellige småting. Vi skal ned i fire stejle klippekløfter undervejs, hvor vi balancerer på stenene. Det er sej vandring, og pigerne går i badeklipklappere.

Hamidou Yalcoré har været borgmester i Kendie i 15 år. En meget populær borgmester, men ved næste kommunalvalg i april 2014 trækker han sig. Han ville stille op til parlamentsvalget, men hans parti valgte en anden kandidat. Fremover vil han koncentrere sig om sit arbejde som skolelærer.

Da jeg en uge senere skal hjem igen, har min tidligere svoger ringet til den lokale borgmester i landsbyen Kendie. Borgmesteren har nogle år tidligere skaffet mig et lift med en tjenestebil, og han spørger mig i telefonen, hvor jeg gerne vil hen. Jeg siger Mopti, som ligger 125 kilometer væk.

Dagen efter når vi Kendie efter to en halv times vandring. Det viser sig, at borgmesteren selv har tænkt sig at køre mig og derefter returnere. Undervejs insisterer jeg på at blive sat af i Bandiagara, hvor der er regelmæssig offentlig transport. Men jeg har én gang sagt Mopti, altså skal jeg til Mopti. Endnu engang føler jeg, at jeg misbruger folks venlighed. Borgmesteren ønsker kun ti liter benzin til turen frem og tilbage, som slet ikke dækker udgiften til turen på 250 kilometer i den godt brugte bil på skrumplende grusveje. For at trumfe min udnyttelse får jeg borgmesteren til at love at forære skolebøger til skolen i Biry, jeg giver ham penge til at købe to fodbolde til børnene der.

Undervejs giver jeg frokost, og vi får en god snak. Da jeg når frem til endnu en god ven, hvor jeg overnatter, finder jeg mit ekstremt snavsede tøj frem for at vaske det. Det får jeg ikke lov til. Husets datter overtager vaskebaljen og vasker det i hånden.

Byen Mopti lider uden elektricitet og besøgende

Malis hektiske havneby Mopti er gået i dvale. Dvalen skyldes fraværet af besøgende med penge. Man ser det på markedet og i byens tomme cafeer

Tidligere skulle man komme i god tid til Bar Bozo for at få en plads med udsigt til den forunderlige solnedgang over Niger- og Bani floderne med fiskere og tungtlastede både med mennesker, dyr og varer. Nu dingler en enkelt kulørt pære mellem tomme fatninger over ensomme stole og borde. Enkelte personer spiser frokost her, resten af tiden er her kun firben, som piler mellem bordene og under loftet af flettede stråmåtter.

Den enlige tjener spørger, om jeg ønsker noget. Spørgsmålet viser, at langtfra alle gæster køber noget. Nogle gange sidder folk bare og venter.

Billeder af tomme restauranter og manglende elektricitet er ikke så spændende, så derfor viser billederne, bådene som stævner ud fra havnen i Mopti. Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Nogle venter på deres båd. Bådene sejler omkring solnedgang til fjerntliggende landsbyen langs floden. Folk sidder ovenpå lasten og på det buede tag af stråmåtter i stillinger, som må føles uudholdelige allerede efter et kvarter. Om natten må de passe på, at de ikke falder i søvn, for der er intet mellem dem og floden. En smule overbalance, og kroppen forsvinder i det mørke vand.

– Folk i Mali kan lide at tage chancer, siger tjeneren på Bar Bozo ved synet af den overfyldte båd, hvor rælingen ligger i vandoverfladen.

– Men de har jo ikke andre muligheder, hvis de vil rejse, svarer jeg.

Tjeneren mener dog, at passagererne burde nægte at gå om bord, når båden er overfyldt. Det ville tvinge bådejerne til at sende flere både og laste dem mindre.

Forrige uge sank en stor båd med mindst 300 passagerer. 77 lig er fundet, og myndighederne varsler regler for bådfarten. Bådene skal kontrolleres, og der må være et maksimum for antallet af passagerer og mængden af gods. Bådene skal have lys på om natten, og der skal være redningsveste.

Indtil videre stævner bådene ud hver aften, enkelte med en lygte i flagstangen, andre helt uden lys. Der er fast beskæftigelse for et par personer, som konstant øser det vand ud, som pibler op mellem plankerne, der kun er tætnet med stofrester. Der er også et bål i bunden af båden, så der kan blive lavet mad. Nogle både rejser en enkelt nat, andre fem til syv døgn.

Inde på land trykker heden. Heldigvis er temperaturen faldet til omkring 35 grader mod 38 grader for få dage siden. Varmen trykker ekstra, fordi elektriciteten i Mopti bliver lukket hver dag ved solopgang og først kommer igen sidst på eftermiddagen. Kun få bygninger i byen har en brølende generator, så banker og kontorer stadig kan fungere. Resten af byens boliger og arbejdspladser må klare sig uden strøm. Nogle gange drømmer jeg om en elektrisk vifte til at skabe en smule luft i heden. Måske er det på grund af varmen og den manglende elektricitet, at jeg også bliver grebet af følelsen af at vente. Byen venter på, at der igen kommer gang i økonomien, så besøgende igen strømmer til markedet og køber stort ind. Men til daglig venter man bare på, at strømmen kommer igen.

En del af markedet ligger i ruiner og venter på, at investorer skal bygge nye betonbygninger i stedet for de traditionelle lerhuse.  På et tidspunkt har her været et byggeboom af moderne bygninger. Men det gik i stå ligeså pludseligt, som det begyndte. Heldigvis har byggestoppet også ramt en vanvittig plan om at fylde byens indsø for at bygge boliger. Opfyldningen er begyndt i et hjørne og har heldigvis ikke bredt sig hen foran den ældste bydel, hvor den karakteristiske moske spejler sig i vandet.

400.000 manuskripter evakueret fra Timbuktu

Verdens kulturarv er i fare, når islamistiske ekstremister overtager magten. I Timbuktu ødelagde al-Qaida relaterede oprørsgrupper de kulturskatte verdenssamfundet og UNESCO udtrykte sin bekymring for. Men det lykkedes modige borgere at redde størstedelen af byens uerstattelige manuskriptsamling i al hemmelighed.

Foto Jeanette Land Schou. Et manuskript fra imamens samling i Timbuktu fotograferet i 2009. Det er nu i sikkerhed sammen med 400.000 andre manuskripter.

Det vakte forargelse, da internationale medier i januar 2013 viste billeder af brændende århundrede gamle historiske og religiøse manuskripter og manuskript-
æsker fra Timbuktus biblioteker i det nordlige Mali. På samme tidspunkt drog ejerne af manuskripterne, koran-lærde, konservatorer, forskere og bibliotekarer på byens 30 biblioteker et lettelsens suk. Kort tid efter islamisternes magtovertagelse i foråret 2012 gik de i gang med at evakuere næsten 400.000 manuskripter fra byen, så ilden fortærede kun en lille del af Timbuktus historiske arv.

”Jeg var klar over, at manuskripterne var truede allerede i juni 2012. På Al Jazeera, så jeg, hvordan islamister i Libyen angreb et mausoleum i nærheden af Tripoli. Ved siden af mausoleet lå et bibliotek med gamle manuskripter. Her brændte de alle manuskripterne. Den hændelse sagde mig, at jeg skulle være opmærksom, for islamisterne i Libyen og dem, der havde besat Timbuktu, var den samme slags. Da besluttede jeg, at vi måtte evakuere manuskripterne fra Timbuktu,” siger Abdel Kader Haïdara.

Abdel Kader Haïdara sørgede for, at Timbuktus manuskripter kom i sikkerhed

Abdel Kader Haïdara stammer fra en indflydel-sesrig og lærd familie i Timbuktu. Familiens bibliotek blev grundlagt i det sekstende århundrede af en qadi, som er den arabiske betegnelse for en dommer. Gennem generationer har familien virket som imamer, traditionelle ledere, lærere og handelsfolk. Biblioteket er gået i arv fra far til søn. Fra 1984 til 2002 var han tilknyttet det offentlige bibliotek og forskningscenter Ahmed Baba, og her indsamlede han 16.000 manuskripter til instituttet.

I dag er han leder af foreningen Savama – DCI, som arbejder på at beskytte og udbrede viden om manuskripterne og den muslimske arv, de rummer. Truslen mod manuskripterne har tidligere været ælde og termitter. Et stort internationalt projekt med at konservere, katalogisere og studere den omfattende samling af manuskripter har længe været i gang. Men i januar 2012 begyndte en konflikt, som på få måneder ændrede Timbuktu.

Islamister overtog byen
Da Gadaffi faldt i Libyen forsvandt våben og tidligere lejesoldater til det nordlige Mali. De sluttede sig til oprørske tuareger, som kæmpede for selvstændighed i Sahara.
Malis militær var for dårligt udstyret til at bekæmpe dem, og i protest kuppede militæret magten. Det skabte så meget kaos, at tuaregernes oprørsgruppe kunne indtage hele det nordlige Mali på få dage. Men tuaregernes nye kampfæller fra Libyen viste sig at være al-Qaida relaterede islamister med deres egen dagsorden, og de overtog hurtigt magten i Timbuktu og resten af de besatte områder.

”Islamisterne havde en politisk dagsorden. De ville ændre den måde, vi levede. Det var noget nyt for os,” fortæller Abdel Kader Haïdara.

Timbuktus biblioteker og manuskriptsamlinger bakker op om Abdel Kader Haïdaras plan om at evakuere manuskripterne. Det er langt fra første gang, de gamle manuskripter skal reddes, men denne gang er opgaven mere risikabel og omfattende end tidligere i historien. I første omgang bliver manuskripterne skjult i Timbuktu, men de islamistiske besættere begynder at plyndre private hjem for alt af værdi. Derfor vurderer Abdel Kader og redningsholdet, at det er nødvendigt at få dem ud af byen.

Det er en logistisk og risikabel udfordring at flytte 400.000 manuskripter, uden at nogen opdager det og uden at kunne bede befolkningen om hjælp. Der skal bruges flere hundrede personer, og hver enkelt udfører kun sin del af evakueringen en eller to gange for at hindre, at de bliver overvåget.

Evakuering med bil, æselkærre og båd
Aktionen varer et halvt år. På metalværksteder bliver der fremstillet 2.491 metalkufferter til at fragte manuskripterne af karosserier på udtjente biler. Hver sending indeholder kun to til tre kufferter for at undgå at miste et sort antal, hvis en sending går galt. Går der rygter om, at noget er på færde, må de holde lav profil i en uge.

I begyndelsen foregår det i firehjulstrækkere. Bilerne krydser Nigerfloden på en pram. Derfra er det 400 kilometer med patruljerende islamister og røverbander, før bilen er i sikkerhed i den del af Mali, som er kontrolleret af myndighederne. Den første halvdel er kontrolleret af islamisterne og går ad de hullede og tilsandede rester af en grusvej. Den anden halvdel er hæren flygtet fra, så her er ingen myndigheder overhovedet.
Fra byen Sevaré bliver kufferterne samlet og kørt til Malis hovedstad Bamako.

Vejen bliver lukket i december, og nu må de fragte kufferterne enkeltvis med æselkærrer til landsbyer langs Nigerfloden. Derfra bliver de staget videre i smalle træbåde, inden de kommer om bord på en lidt større motoriseret pinasse. Den er tungtlastet, og under hele turen er en person beskæftiget med at øse vand, som pibler frem med plankerne, der er tætnet med stofrester. Pinasserne sejler i rutefart mellem byer langs floden og efter tre til fem dage, når den Djenne, der er kontrolleret af Malis myndigheder.

Islamister ville skade fjenden
Mausoleer for muslimske helgener og dele af moskeer i Timbuktu på UNESCO’s liste over verdens kulturarv kunne befolkningen ikke redde, så de blev revet ned. Destruktionen forargede, men den undrede også. For hvordan kunne islamister ødelægge monumenter og manuskripter, som er knyttet til deres egen religion?

Det har Albrecht Hofheinz en forklaring på. Han er lektor i mellemøst og afrikanske studier på Universitetet i Oslo og deltog i universitetets tiårige samarbejde med Timbuktus biblioteker, som endte i 2008. Albrecht Hofheinz har været konsulent på Fondo Ka’ti biblioteket i Timbuktu og har været med til at katalogisere bibliotekets samling.

”Det er blevet sagt, at islamisterne destruerede manuskripterne, fordi de indeholdt læring, som ikke var forenelig med deres egen fundamentalistiske tilgang til islam. Men det holder ikke. De manuskripter, som blev destrueret, var ikke udvalgt på grund af deres indhold, men fordi det var dem, islamisterne kunne få fat i,” vurderer Albrecht Hofheinz og fortsætter:

”Afbrændingen var en symbolsk handling for at udfordre og ramme deres fjende, og den fjende, det er os i vesten. Man kan sammenligne det med Buddha statuerne i Bamiyan i Afghanistan. De blev ødelagt, da vi i det internationale samfund viste vores bekymring, og at det var vigtigt for os at have kulturel adgang til dem”.

Derfor blev han og andre forskere bedt om tie om manuskripterne i håb om, at islamisterne ikke blev opmærksomme på deres værdi.

Ny trussel mod manuskripterne
Manuskripterne har historisk værdi, fordi Timbuktu er det ældste og mest indflydelsesrige lærested indenfor islam i Vestafrika. Albrecht Hofheinz afviser, at manuskripterne skulle vise, at man i Mali praktiserer en særlig blød form for vestafrikansk islam. Ifølge ham beskriver manuskripterne den samme islam som i de arabiske lande.
Men en del manuskripter indeholder mere end de oprindelige tekster.

”Dengang var papir en mangelvare, så der er også skrevet i bøgernes margener. Det er tekster, som ikke nødvendigvis har noget med den oprindelige tekst at gøre. Det kan være en dagbog, astronomiske observationer eller handle om modtagelsen af en regeringsdelegation,” siger Albrecht Hofheinz.

Abdel Kader Haïdara forklarer, at emnerne for manuskripterne ud over religion er filosofi, astronomi, astrologi, historie, matematik, medicin, musik, biologi, fysik, kemi og geografi. Det ældste stammer fra det tiende århundrede.

”Der er tekster om, hvordan konflikter er opstået og løst, om god regeringsførelse, om menneskerettigheder, om børn og kvinders forhold og om vigtigheden af, at piger går i skole. Der er rejsebeskrivelser, tekster om slaveri, om landbrug, kvægavl og madlavning,” nævner Abdel Kader Haïdara.

Han søger sammen med lokale og internationale forskere at genoplive Timbuktu som center for viden. Det er en udfordring, for traditioner og adgang til viden gik tabt under den franske kolonitid. Da franskmændene for hundrede år siden begyndte at indsamle manuskripter og sende dem til Frankrig, murede ejerne dem inde i hemmelige rum. Manuskripterne var dermed utilgængelige for de lærde, og i samme periode blev det arabiske skriftsprog skiftet ud med latinske bogstaver. Så da Mali blev selvstændigt i 1960, havde ingen længere erfaring i at læse og tolke de gamle tekster.

Desværre har redningsaktionen vist sig at udgøre en ny trussel for manuskripterne, for i Malis hovedstad Bamako er klimaet fugtigere end det tørre ørkenklima i Timbuktu. Internationale midler er på vej, så konservatorerne kan beskytte alle 400.000 manuskripter, inden de bliver fragtet tilbage til Timbuktu.

Artiklen er bragt i kortere udgave i Weekendavisen uge 38 2013.

Læs mere om forskningsprojektet for manuskripterne i Timbuktu.
Støt indsamlingen til at bevare manuskripterne i Timbuktu.

Verdens smukkeste zoo

Det er nye tider i Parque Zoologique i Bamako. Nu er naturen i fokus, og dyrene er ved at lære at være dyr. Chimpansen danser ikke længere.

På skiltet stod, “Det er forbudt at give antiloperne cigaretter”. I Mali svarer det til en invitation. Så gæsterne stak en tændt cigaret ind til de små antiloper, som sugede ivrigt på cigaretten. Det er slut nu. I dag græsser de små antiloper mellem strudse og marabustorke og ænser ikke de besøgende gæster på platformen nogle meter over deres hoveder.

Klik på billederne, for at se dem i fuld størrelse.

Zoologisk Have i Bamako har været under renovering i nogle år og er genåbnet i sommeren 2013. Resultatet er fantastisk, det er godt tænkt, og anlægget spiller sammen med naturen i klippedalen, hvor kilder fylder små søer. Det er den smukkeste zoologiske have, jeg har set. Denne søndag myldrer det med gæster, og jeg er sammen med en familie med fire børn og en af deres venner. Da vi betaler, har jeg glemt den ekstra person, så jeg har snydt. Vi kommer en smule sent på dagen, så der er ikke tid til at se det hele. Børnene har med det samme fået øje på en gigantisk hoppeborg. Dyrene er spændende, men den kulørte klods trækker.

Alle dyrene er endnu ikke ankommet til zoo, så vi spejder forgæves efter zebraen i det meterhøje græs mellem træer og vandløb i det enorme anlæg. Mange dyr er unge, som løverne, der er så fine og uden skrammer, at de næsten ligner nuttede plydsfigurer. Men de stirrer på os på en måde, som jeg aldrig før har oplevet i en zoo. De er tydeligvis rovdyr, og vi er byttet.

– Dans Moussa, dans. Chimpanserne har altid været et hit i Bamakos zoo, og folk flokkes om det store bur. Den ældre chimpanse Moussa kan godt huske, hvad det betyder, og han rækker forventningsfuld hånden ud mellem tremmerne. Moussa kender sin pris. I gamle dage fik han en sodavand hældt op i en plastikpose, som han drak. Folk klappede, og så dansede han. Men det er slut nu. En vagt holder øje med, at ingen fodrer chimpanserne. Måske har Moussa fortalt de yngre chimpanser om de gode gamle dage? De er i hvert fald lige så interesserede i os mennesker, som de er i at være chimpanser og klatre i træer og svinge sig i reb.

Desværre nåede vi hverken det store voliere med eksotiske fugle, akvariet eller krybdyrene. Der skulle jo være plads til en rutsjetur i hoppeborgen for børnene. Det var et hit og sjovt at se, for nogle børn var meget små, og det var som en stumfilmsfarce at se dem klatre op på den stejle borg og derefter frygten, når de opdagede, hvor langt der var ned.

En sidste erindring fra Bamakos Zoos inden den blev renoveret af Aga Khans fond. Engang var der en af Nigerflodens sidste søkøer i zoo. Da den døde blev den udstillet i et akvarium med formalin. En gren fra et træ smadrede på et tidspunkt akvariet, og søkoen tørrede ind. I Mali bruger de muslimske marabouter indtørrede dele af dyr til medicin og magi – gerne specielle dyr. Det kan man se på markeder, hvor der knogler, skind og hele indtørrede hestehoveder er til salg. Så nogle så det magiske potentiale i den indtørrede søko og begyndte at skærer små stykker af den. I årevis lå den delvist beskårne og indtørrede søko i glasskår.

Farverig kompostbunke

Husholdningsaffald er kompost. Sådan var det i Mali for tyve år siden, og selv om plastik har holdt sit indtog i skraldespandene, bliver affaldet stadig betragtet som gødning.

Bamakos affald havner på tilfældige lossepladser langs vejene

– Gødning, siger min medpassager, da vi passerer lossepladsen.

Det er fantastisk den måden folk i Mali altid kan se ressourcer, hvor vi ser problemer. Men at betragte lossepladsen som en kompostbunke giver ikke lyst til at smage de hjemmedyrkede grøntsager. Jeg ved, hvad der kommer i skraldespanden af plastik, dåser og batterier. Her er der ingen særlig indsamling af miljøskadeligt affald, og forbruget af især insektgift er ligesom antallet af krybende og flyvende insekter højt.

For nogle år siden boede jeg hos en kammerat i Bamako, som havde et lille stykke jord. Da han fandt ud af, at jeg er havemenneske, foreslog han, at vi skulle dyrke lidt grøntsager.

Glas og metal bliver sorteret fra og resten bliver brændt, før det ender som kompost

– Jeg går over til naboen efter lidt gødning, sagde han.

Naturligt nok, da de havde nogle får. Derfor blev jeg overrasket over, at den gødning, han medbragte, var halvt forbrændt husholdningsaffald. Den spredte vi over jorden og gravede ned. Det vil sige, først skulle vi sortere de største stykker plastik, hele dåser og tøjrester fra.

Det slipper man for, når man køber gødning fra lossepladsen. Her sorterer et par fyre affaldet og samler det, som kan brænde i et bål. Derefter filtrerer de det gennem en sigte og sælger det i store sække.

Da jeg ankom til Mali første gang i 1991, var der intet affald. Ville man have en plasticpose på markedet, måtte man betale. Købte man fødevarer, havde man selv emballagen med eller fik et lille kræmmerhus i brugt papir.

Nu flyder Mali i plastikposer – især sorte plastikposer i så dårlig kvalitet, at man får to ad gangen for at sikre, at en af dem holder.

Et helt hvidløg kan man ikke længere købe. Driftige handelskvinder sidder på handelen med hvidløg, og de sælger to fed ad gangen i små plastikposer til 25 øre stykket.  På samme måde bliver olie, tomatpure, salt og peber solgt. Den megen plastik havner ofte i de åbne kloakker, hvor den stopper løbet, så kloakarbejdere må grave det ildelugtende affald op, for at skabe fri passage for spildevandet.

Sække med kompost til salg langs vejen. Der er et telefonnummer, hvis sælgeren ikke er til stede.

Jeg drømmer om en ordentlig affalds-sortering i hjemmene i Mali. At det kompost-egnede bliver komposteret, og det brændbare affald går til energi. Og at metal og glas bliver samlet for sig, så mennesker slipper for at gennemrode de sundhedsskadelige lossepladser for genbrugsmaterialer.

Og når jeg bliver forarget over forbruget af plastikposer her, så husker jeg, at frugt i Danmark ofte bliver solgt i både en plastikbakke og en plasticpose. Jeg har set æbler skåret ud i skiver, der er emballeret på den måde – hos os hedder det innovation.

Kreative reklamer

Malis lille havfrue serverer kød fra grillen, og Malis eneste McDonalds serverer ikke burger. Malis skiltemalere er kreative og henter inspiration i eventyr og design fra hele verden.

Havfruegrillen i Bamako

Endelig husker jeg at tage et kamera med mig og fotografere nogle af de skilte, der har fascineret mig i årevis her i Mali. Her er det et Rottiserie Moderne – et moderne roterende grillspyd – som tusindvis af små butikker med grillet kød hedder i Mali. Ikke at der er noget roterende grillspyd. Kødet ligger under et låg på en rist og bliver af og til vendt af grillmesteren. Men i dag holder han lukket.

Skiltemaleren har enten søgt inspiration i en for mig ukendt fabel om en havfrue, eller også har han digtet sin helt egen historie. I Danmark har vi nemlig ikke monopol på historier om havfruer. I Nigerfloden kan man også møde havfruer, og de er et yndet motiv på billeder og skulpturer.

Denne historie må handle om en hyrde, som får stjålet sine får af løven. På magisk vis kan havfruen siden servere det grillede kød for den sultne, som er reddet op af floden.

Foto: Carsten Elert. Den eneste McDonalds i Mali ligger i Kita

I Kita ligger McDonalds i en lille park centralt i byen. Ved cafeborde kan man drikke NesCafe, te og sodavand og købe kiks. Ved spisetid kommer en kvinde og griller spyd med kød og steger pommes frites. Det er ikke et sted, man skal besøge, hvis man har travlt.

Mahina, som udtales Majna, er en lille by ved Bafing-floden, lige inden Bafing løber sammen med Baoule og bliver til Senegalfloden. Her er en jernbanestation på linjen mellem Bamako og Dakar. I perioder er togdriften indstillet i månedsvis, og der er kun indenfor de seneste år kommet forbindelse til byen via en skrumplet grusvej, der kører en stor bue mod syd, inden den når byen. Engang var byen en driftig by. Nu føles den isoleret.

Foto: Carsten Elert. Cafeen i Mahina serverer maltøl

Cafeen forsøger at være med på noderne. Skiltemaleren har portrætteret et ungt par i vestligt tøj, som næsten ingen i Mali klæder sig i – og slet ikke udenfor hovedstadens velhaver-kvarterer. Manden har anderumpe og kvinden blondt hår. Her kan alle frisurer og hårfarver flettes på.

Måske holder parret hinanden i hånden? Men hænder er vanskelige at male, så et af cafeens produkter er placeret her og bygger på symbolsk vis bro mellem den unge mand og kvinde. Det er en dåse populær maltøl, måske brygget i Danmark. Man kan også få sodavand og mineralvand på cafeen. Mobiltelefonen er selvfølgelig med og ligger klar på cafebordet. Bemærk at manden selvfølgelig betaler.

I Mopti kan man finde denne frisør i et blikskur.

Krigsfanger skaber dilemma i Mali

Islamistiske krigsfanger er en tikkende bombe for Mali, Man risikerer terroraktioner fra islamister, som vil kræve dem løsladt. Det er gidseltagningen i Algeriet en påmindelse om

I dette klippelandskab skjuler der sig nu flygtede islamister. Der er en dyb smal kløft til venstre i billedet med underjordiske huler

Dræb eller lad leve. Det spørgsmål stiller menige malinesere sig i denne tid. Islamister på flugt søger nemlig at skjule sig i områderne omkring kampzonerne. De lokale indbyggere er på vagt, og af og til finder de dem.

I lørdags måtte indbyggerne i Kendie tage stilling til spørgsmålet. Landsbyen Kendie ligger 45 kilometer nord for Bandiagara, og her holder de unge mænd øje med det svært tilgængelige klippelandskab. Det er et godt sted at skjule sig, og de frygter at islamister på flugt fra kampene ved Konna skal gemme sig i områdets klippehuler.

Lørdag fandt de to mænd, som de mente måtte være flygtede islamister. Mændene var forhutlede og meget sultne, og de bad derfor om mad og vand. Nogle fik umiddelbart ondt af den, fordi de så ynkelige ud. Andre ønskede at dræbe de formodede islamister, som hævn for de ugerninger de har stået for med sharialov i hele det nordlige Mali. Og fordi de havde taget indbyggere i byen Konna som gidsler under kampene med styrker fra Mali og Frankrig.

Mændene havde ingen våben, men indbyggerne i Kendie var ikke i tvivl om, at de var islamister, da mændene begyndte at appellere til dem som muslimske brødre og tale om, at gud ville belønne dem for at hjælpe dem.

På vanlig Mali-manér diskuterede landsbyen, hvad de skulle gøre med deres to fanger. Og de blev hurtigt enige om at ringe til Malis hær, som har tropper i Bandiagara. Hæren hentede de to mænd. Men i Mali er diskussionen ikke slut.

Da islamister besatte det algeriske gasanlæg i In Amenas krævede gidseltagerne løsladelsen af fængslede terrordømte islamister. I Mali spørger man derfor sig selv om det stigende antal islamister, der bliver taget til fange, vil udgøre en trussel for landet på længere sigt.

Kvinderne tør ikke længere tage til markedet i Kendie, da de frygter at møde islamister. Billedet er fra 2012, og det er sidste pause, inden kvinderne skal op over et bjerg og ned i den dal, hvor markedet i Kendie bliver holdt hver onsdag

Indbyggerne i Kendie var så heldige, at islamisterne ikke var bevæbnede. Men det er sandsynligt, at mændene havde skjult deres våben, før de nærmede sig landsbyen på udkik efter mad. Måske skjuler flere sig i området. Indbyggerne i områdets landsbyer frygter at blive overfaldet, og de er bekymrede for, om deres køer, får og geder bliver stjålet.

Hvilke etniske grupper lever i Mali?

Selv om Mali er et af verdens fattigste lande med mange etniske grupper, er det normalt et fredeligt land. Den eneste gruppe, som gør opgør mod staten, er tuaregerne i Nordmali og tidligere er det hurtigt lykkedes at finde en fredelig løsning

Mali er et af verdens fattigste og mindst udviklede lande. En stor del af landet er ørken. Der er landbrug, men for de fleste landmænd er selv den mest simple plov og et trækdyr en uopnåelig drøm. Her lever nomader, både de velkendte med store flokke af kreaturer, men også fiskenomader, som hvert år rejser nordpå langs Nigerfloden for at fiske.

Hovedparten af indbyggerne i Mali er muslimer. Der findes også grupper, som praktiserer deres oprindelige religion, ligesom der er kristne. Uanset religion spiller de oprindelige religioner en stor rolle i Mali. Både børn og voksne bærer amuletter, og mange ritualer er knyttet til tusind år gamle traditioner. Republikken Mali er en sekulær stat, det vil sige, at der ingen statsreligion er.

I syd driver multinationale virksomheder guldminer næsten uden at betale skatter og afgifter. Det er landets største rigdom. I det nordlige Mali er der muligvis olie og muligvis uran. Men ingen firmaer har vist interesse for at undersøge undergrunden i den nordlige del af landet.

Ingen etniske spændinger

Leder af en fredelig klan af tuareger og hans kone i området ved Gossi. For en sikkerheds skyld skriver jeg ikke deres navne

Der lever omkring 15 millioner mennesker i Mali. Mali har 22 forskellige etniske hovedgrupper, og de er delt i utallige undergrupper. De fleste etniske grupper findes traditionelt i bestemte egne af landet, og de har deres egne sprog.

Mest ekstremt er det i Dogonområdet, hvor omkring 200.000 mennesker taler op mod 60 forskellige sprog. Folk gifter sig på tværs af etniske grupper.

Der er ikke kampe mellem etniske grupper, og der er heller ingen politiske partier, som er talerør for bestemte etniske grupper.

Skiftende grupper af tuareger har gennem årerne stået for flere oprør, men det er for at opnå selvstændighed i Nord og ikke for at bekæmpe andre etniske grupper.

Flertallet af tuareger er integreret i Mali

Det traditionelle nomadefolk i Sahara har haft det svært, siden deres kamelkaravaner blev overhalet af skibe, lastbiler og fly. Klimaforandringer og tørker har gjort det endnu mere vanskeligt at overleve i og omkring Sahara.

Tuaregerne udgør ni procent af befolkningen i Mali, og de er delt i tre hovedgrupper. Der lever også andre etniske grupper i samme områder som tuaregerne, så de er ikke i flertal i det nordlige Mali. En af grupperne bliver kaldt Bella, og de består af tidligere slaver, som tuaregerne gennem århundreder har bortført fra andre etniske grupper. Selv om de i dag er frie, rangerer de lavest i samfundet og er de absolut fattigste og mest sårbare i Mali. Bellaerne udgør cirka en procent af befolkningen – det vil sige, at 150.000 mennesker er efterkommere efter tuaregernes slaver. I kolonitiden forbød Frankrig slaveri – bortset fra tuaregernes.

En stor del af tuareger har i dag etableret sig i mere frugtbare egne af de afrikanske lande. De har uddannet sig, integreret sig og lever i samhørighed med deres naboer af andre etniske grupper.
Men små grupper af tuareger har gang på gang gjort oprør i protest mod Mali – og andre vestafrikanske landes manglende investeringer i deres områder.

Oprørerne er hver gang endt med fredsforhandlinger og fredsaftaler. Oprørslederne har fået lukrative poster i Malis stat og en del af de menige er blevet soldater i Malis hær. En af dem er Iyad Ag Ghaly, som ledede et oprør i 1990’erne og i dag leder gruppen Ansar Diné.

Det seneste oprør blev indledt af tuareger i bevægelsen MNLA. Gruppen består til dels af tidligere lejesoldater fra Gadaffis specialstyrker. De nåede lige at udråbe den selvstændige stat Azawad, inden de mistede magten til de islamistiske grupper. De kræver at deltage i forhandlinger, selvom de ikke repræsenterer tuaregerne og ikke har noget folkeligt mandat.

Malis tuareger og lang række kunstnere med tuareg baggrund har siden 2001 arrangeret Festival au Desert i Malis ørken for at fejre fred og opfordre til fredelig sameksistens. I 2011 og 2012 blev festivalen afhold i Timbuktu. I 2013 er festivalen blevet til en fredskaravane gennem Mauretanien, Mali og Burkina Faso. Jeg har deltaget i festivalen to gange som journalist. Læs reportage og interviews med arrangører og kunstnere her

Her kan du læse om mine foredrag om situationen i Mali.

Artiklen har været bragt i net-magasinet DitPerspektiv.dk

Hvem er de islamiske oprørere i Mali?

Tre forskellige islamistiske grupper har besat det nordlige Mali. Alle går ind for sharia-lov og siger, at deres mål er at kontrollere hele Mali. Al-Queda gruppen AQIM står bag kidnapning og narkosmugling i Sahara

Af gode grunde har jeg ingen fotos af krigeriske islamister, til gengæld er her et foto af noget af det islamisterne har forbudt i de besatte områder: TV, fodbold og Fanta uden slør

Men grupperne har medlemmer fra mange afrikanske og arabiske lande og sandsynligvis også fra lande som Pakistan. Det er uvist, hvor mange europæere og amerikanere der kæmper i grupperne. Der er blevet anholdt personer, der var på vej til at tilslutte sig grupperne. Og på fotos er der personer med europæisk udseende.

Det er også lykkedes at rekruttere medlemmer fra fattige nomadefolk, som i forvejen er marginaliserede i samfundet og truet på deres eksistens på grund af de ekstremt vanskelige levevilkår i de tørkeramte områder.

Ansar Diné kontrollerer området omkring byerne Timbuktu og Kidal. Deres leder er en tidligere tuaregleder, Iyad Ag Ghaly. I sine unge dage røg han cigaretter, skrev digte og hang ud med musikere. Så blev han nationalist. Og efter fredsslutningen oven på et tuaregoprør i 1990’erne har han arbejdet for staten i Mali. Han har blandt andet været ambassadør i Saudi Arabien. Her blev han omvendt til den strikse form for islam som wahhabit og fandt samarbejdspartnere. Iyad Ag Ghaly har været mellemmand mellem Al-Qaeda, Malis regering og europæiske forhandlere ved gidseltagninger.

Den strikse tolkning af sharia-lov har han og Ansar Diné siden underlagt borgerne i de besatte områder. Musik, cigaretter, sex uden for ægteskab, fodbold og tv er forbudt. Kvinder skal være tildækkede og må ikke længere arbejde og tjene egne penge.
Loven er vanskelig at overholde, og synderne bliver pisket offentligt, uanset om de er skyldige eller ej. Der er også et særligt fængsel for de kvinder, som ikke lever op til sharia.

Ansar Diné har tidligere været forhandlingsvillige, men også vist, at de skifter mening og ikke lever op til aftaler. Det ene øjeblik erklærer de våbenhvile, tager afstand fra Al-Qaeda og er klar til fredsforhandlinger, det næste øjeblik bryder de dem.

Mujao kontrollerer området i øst ved byen Gao. Gruppen består af oprørere fra blandt andet Mauretanien, Algeriet, Niger, Nigeria og der er forlydender om støtte fra Pakistan og de arabiske lande.

De har de samme forbud som Ansar Diné og ud over at piske lovovertrædere, står de også for amputationer. Rettergangen og straf foregår i umiddelbar forlængelse af hinanden. De nøjes ikke med at amputere en hånd, de fjerner samtidig en fod. På den måde er de sikre på, at synderen ikke kan arbejde og forsørge sig selv.

I nord er et ungt par blevet stenet, fordi man påstod, at de ikke var formelt gift. Parret levede sammen og havde et barn på seks måneder. Det var fattige nomader, som levede ude i bushen.

Al-Qaeda gruppen AQIM er formelt grundlagt i 2007. Den består af forskellige grupper af algeriske salafister, der har kæmpet mod styret i Algeriet, siden de flygtede fra borgerkrigen i Algeriet i begyndelsen af 1990’erne og slog sig ned i Malis nordlige ørkenområder.

Oprindeligt rettede de udelukkende angreb mod Algeriet, men deres medlemmer har været aktive i konflikter rundt om i verden. Gruppen har tjent store summer på et velorganiseret smuglernetværk gennem Vestafrika og til Europa. De begyndte først at gå efter internationale mål efter at de havde erklæret sig som del af det internationale Al-Queda netværk.

AQIM arbejder overalt i det besatte område, men er ikke ansvarlig for et bestemt område. Efter at kampene er begyndt, er der tegn på, at det især er dem som kæmper i frontlinien.

Selv om alle grupper af hellige krigere har indført skarpe regler for, hvad de lokale må og ikke må, så lever de islamistiske oprørere ikke selv op til loven. Der er talrige rapporter om voldtægter og tvangsægteskaber. Og børn bliver solgt til deres militsgrupper.

Kidnapninger finansierer islamister

Al-Qaeda har brugt Malis ørken til at skjule kidnappede personer gennem mange år. Malis regering ignorerede problemet, måske fordi ørkenen var uoverskuelig, måske fordi de ansvarlige modtog bestikkelse, måske fordi de ikke ville prioritere en stor militæraktion mod Al-Qaeda, så længe gruppen ikke tog gidsler i selve Mali.

Gidslerne blev i begyndelsen taget i nabolandene Mauretanien, Niger, Algeriet og så langt væk som Tunesien.

Men i 2009 blev det først franske gidsel kidnappet i Mali, og siden er endnu seks gidsler kidnappet i slutningen af 2011, og de er stadig holdt fanget af Al-Qaeda.

Al-Qaeda har tjent store summer på at frigive gidsler. Officielt giver de europæiske lande ikke løsesum, men det er sket i Mali. Det har gjort det til en god forretning ikke kun for Al-Qaeda men også for almindelige kriminelle, som står for kidnapningerne og sælger gidslerne videre til Al-Qaeda.

AL-Queda bag smuglernetværk gennem Sahara

Vestafrika og Sahara har alle dage haft handelsruter. En gang var varerne salt, guld og slaver. De seneste år har Al-Qaeda fundet nye lukrative varer, som bliver smuglet gennem de vestafrikanske lande ved kysten og videre op gennem Sahara og videre til Europa.

Det drejer sig om mennesker, våben, cigaretter – og narkotika fra Sydamerika og Asien. Smuglernetværket er omfattende og rækker fra personer på en cykel, der tager en pose et stykke af vejen, til transportfirmaer og traditionelle karavaner.

Smugling af narkotika er der gode penge i, og det kræver bestikkelse undervejs. Unge mænd er blevet prangende rige, og personer i Malis hær og regering er beskyldt for at tjene penge på smugling og dermed at samarbejde med Al-Qaeda. De mange penge har også korrumperet landet, og de har ødelagt traditionelle magtstrukturer, så unge mænd ikke længere lytter til de ældre i samfundet.

Mere information om mine foredrag om situationen i Mali

Artiklen har været bragt i net-magasinet DitPerspektiv

Baggrund for konflikten i Mali

I Mali i Vestafrika kæmper franske soldater  sammen med Malis hær mod en koalition af islamistiske oprørere, som har besat to tredjedel af landet og indført sharialov. Flere afrikanske lande har soldater på vej og europæiske lande som Danmark sender materiel

Hvis du tænker, at nogen må have sovet i timen og overhørt advarsler, så har du ret. Men historien om Malis opløsning er også en historie om forhandlingsvilje og et folks tro på, at parterne sammen kan finde en løsning.

Mali er et konsensussamfund. Man taler om tingene og diskuterer, indtil man når en fælles løsning. Det gælder også ved konflikter. Selv da islamisterne i nord gang på gang rykkede frem, var den almindelige holdning i Mali, at der nok skulle komme en fredsaftale.

Konflikten har været undervejs længe, og der har været internationale advarsler. Alligevel har det overrasket Mali og dets indbyggere og verdenssamfundet, hver gang konflikten er eskaleret. Der er mange aktører og interesser på spil.

Nedturen for Mali begyndte for alvor i januar 2012. Her angreb tuareg-oprørerne MLNA en kaserne. Soldaterne blev ikke bare dræbt, de blev skåret i stykker, filmet og uploadet på Youtube.

Angrebet vakte harme. Præsidenten og regeringen blev beskyldt for at have udsultet hæren, så de ikke havde mulighed for at forsvare sig.

Stemningen mod den tidligere meget populære præsident ATT vendte. Der var demonstrationer forskellige steder i landet. Rygter og konspirationsteorier satte præsidenten i forbindelse med både Gaddafi og tuaregoprørerne.

Den 22. marts 2012 kuppede officeren Amadou Sanogo magten i landet og indsatte en militærjunta. Forfatningen blev sat ud af kraft. I Mali var ingen overraskede over militærkuppet efter måneders rygter op til. Internationalt blev militærkuppet fordømt, og man undrede sig, da der kun var en måned til demokratiske valg.

Efter kuppet blev sanktioner indført mod landet og udenlandske donorer som Danmark stoppede for al støtte.

Militærjuntaen bebudede, at den ville slå hårdt ned på tuaregoprørerne i Nordmali. Men intet skete. Og i løbet af få dage i begyndelsen af april besatte MNLA hele det nordlige Mali og byerne Timbuktu og Gao. De var ikke alene og kæmpede side om side med islamistiske oprørere – en af grupperne var Al-Qaeda. Islamisterne nedkæmpede MNLA og indførte sharia-lov i nord. De erklærede deres mål: At indføre sharia i hele Mali.

I Malis hovedstad Bamako nedtonede militærjuntaen nu deres udmeldinger om kamp mod oprørerne. I stedet begrundede de nu militærkuppet med, at den tidligere regering og især præsidenten ATT var korrupt.

Landene rundt om Mali blev både foruroligede over, at demokratiet blev sat ud af kraft i Mali og udsigten til at få Al-Qaeda som nabo. Den økonomiske samarbejdsorganisation for Vestafrika ECOWAS pressede militærjuntaen til forhandlinger og fik udpeget en overgangsregering og en midlertidig præsident, den tidligere formand for parlamentet Dioncounda Traore. Han var demokratisk valgt og en af topkandidaterne til det aflyste præsidentvalg.
ATT var i mellemtiden gået i eksil i Senegal.

Vi havde nu to konflikter i Mali. I nord en brutal besættelse og sharialov og i syd et manglende demokrati og en militærjunta, der fortsat trak i trådene, selv om den officielt havde overladt magten til en civil regering.

Juntaen har hele tiden forsøgt at forhindre, at der kom udenlandske styrker til Mali for at bekæmpe de islamistiske oprørere. Men regeringen og præsidenten har samtidig appelleret til det internationale samfund om hjælp. Situationen er flere gange blevet diskuteret i FN og FNs Sikkerhedsråd.

I efteråret gav FN således et forhåndstilsagn og grønt lys til udenlandske styrker. Men der skulle først udarbejdes en militær plan og en plan for, at Mali kan vende tilbage til demokrati.

Kort tid før jul blev planen så vedtaget i FN, som giver sin fulde støtte til missionen. Den skal udelukkende bestå af afrikanske styrker, mens europæiske lande bistår med militær træning, overvågning og materiel.

Resultatet af FN-resolutionen var umiddelbart, at den ene islamistiske oprørsgruppe Ansar Diné erklærede våbenhvile og rede til at gå ind i forhandlinger. Fredsforhandlingerne skulle være begyndt i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou den 10. januar 2013. Og dermed kom pludselig en beskeden udsigt til en fredelig løsning.

En militær intervention lå dog længere ude i fremtiden. For først skulle Malis hær under træning og man havde også først planlagt, at europæiske rådgivere skulle komme til landet i februar. Et forsigtigt skøn talte om en aktion i september 2013.

Måske var det netop den udmelding, som gav islamisterne blod på tanden. Tre dage inden fredsforhandlingerne skulle begynde, gik de islamistiske grupper i aktion og besatte flere byer. Ved byen Konna stod de overfor de største militærlejre for Malis hær i denne del af landet. Tidligere flygtede hærens soldater, hver gang islamisterne angreb. Nu blev de tvunget til kamp, men tabte efter få timer til islamisterne, der var dem militært overlegne.

Desperationen i Mali er eksploderet. I hovedstaden demonstrerede vrede unge mænd mod den uduelige regering. Og umiddelbart syd for Konna i byerne Mopti og Sevaré med op mod 200.000 indbyggere og flygtninge fra nord gik folk i panik.

Præsident Dioncounda Traore reagerede ved at erklære undtagelsestilstand i hovedstaden og kontaktede den tidligere koloniherre Frankrig. Frankrig havde ellers tidligere erklæret, at der ikke skulle franske tropper til Mali. Alligevel ændrede landet holdning og sendte kamphelikoptere og bombefly til Mali fra franske militærbaser i Burkina Faso og Tchad.

Franske fly bombede militærlejre og depoter. Men islamisterne begyndte at blande sig med civilbefolkningen så er vi fremme ved i dag, hvor kampene foregår på landjorden.

Frankrig har erkendt, at de islamistiske oprørere er bedre trænede og har bedre våben end forventet. Så der er umiddelbart lange udsigter, inden alle islamister er stoppet. Til gengæld kan beboerne i byerne Timbuktu og Gao glæde sig over, at de ikke længere skal leve under sharialov. I disse dage lever islamisterne skjult.

Danmark deltager i en aktion, som har fuld opbakning fra befolkningen i Mali. Vi støtter regeringen i deres kamp mod islamistiske oprørere. Malis regering har lovet, at der bliver valg til præsidentpost og parlament, så snart der er ro i landet. Det ser ud til, at den tidligere militærjunta forholder sig i ro og er klar over, at den ingen folkelig opbakning har til at lægge hindringer i vejen for de internationale styrker.

Her kan du læse om det foredrag, jeg tilbyder om situationen i Mali.

Artiklen er bragt i DitPerspektiv.dk