En af dagens smukke strande

Den ene udsigt smukkere end den anden. Denne dag tager jeg flest fotos, og bemærk på billederne, hvordan lyset og vejret skifter fra time til time. En stor del af dagens vandring foregår i bare tæer på stranden.

Lørdag den 18. april 2015

Gårsdagens mange kilometer på asfalt har fjernet min begejstring. Især turen på den befærdede hovedvej og rundturene ind og ud af motorvejs-afkørslerne. I guiden kan jeg se, at der igen er et stykke langs hovedvejen på turen mod Laredo. Så jeg beslutter, at jeg vil undersøge busforbindelsen.

Men først vil jeg besøge kirken i Castro Urdiales. Den gotiske kirke rejser sig på en halvø mellem byens to strande. På samme klippe ligger også et fyrtårn bygget på en gammel borg. Desværre er kirken lukket, og der står ikke hvornår den åbner.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse.

Jeg går tilbage i byen. Selv om solen igen skinner, er luften anderledes kølig, end den har været på første del af turen. Fortovscafeerne er overdækkede og fyldt med rygere, så jeg finder en cafe med te, brygget på rigtige teblade og friskpresset juice. Derefter er turistkontoret åbent, og den søde kvinde forklarer mig så godt om byens seværdigheder, at jeg har lyst til at blive.

Romerne har også været her, og der er nok at se i byen. Der er masser af busser mod Laredo. De fleste går fra busstationen i udkanten af byen, mens enkelte går fra markedet. Jeg får en liste med mulighederne og kan nu besøge kirken, der er åben mellem 10 og 12. Der er gået en time, siden jeg sidst gik langs havnen. Nu gibber det i mig. Alt vandet er forsvundet, og de små fiskerbåde ligger på bunden af havnen. En mand går rundt dernede og får sceneriet til at se endnu mere absurd ud. Her er tidevand, der vil noget.

Kirken er dunkel, så det er svært at se de underlige figurer, der kroner søjlerne. Korsridderne har været her, og jeg ved ikke, om det er dem, som har inspireret til de surrealistiske dyremotiver. Bagefter går jeg til markedet, der er bygget i Art Deco stil. Omegnens bønder kommer her og sælger deres varer. Det er tidligt på sæsonen, så her er mest æg og hvidløg til salg, og det meste af markedshallen er tom. Jeg er som altid på udkik efter friske ærter, men finder ingen friskplukkede.

Det er nu slut med Baskerlandet og dermed underlige ord på skiltene. Jeg er trådt ind i Kantabrien. Her ligger palæer omgivet af parker, og da jeg går på en større vej mod busstationen, støder jeg på et lysfyr, der leder trafikken på skift gennem en ensporet tunnel. Oven på tunnelen er et palæ forbundet med sin have på den anden siden af vejen. Det må have været en magtfuld familie, som på den måde kan forsinke billisterne.

Den komfortable bus farer gennem landskabet på 25 minutter, og den har videoskærme, som viser ruten og vores placering, ligesom man ser i fly. Jeg står af ved busstationen i Laredo, og da jeg går gennem byen, kommer jeg forbi endnu en Art Deco markedsbygning. Her er der flere sælgere og mange flotte fisk. Jeg har en svaghed for at se på døde fisk, så jeg nyder de flotte farver og de nærmest komiske kroppe, nogle af dem har.

Strandpromenaden er meget meget lang, og efter endnu et glas juice smider jeg støvlerne og går på bare tæer i sandet. Overfladen på mine fødder er helt rød, og den klør. Jeg har spurgt om gode råd i en Facebook-gruppe for Santiagopilgrimme. En kalder fænomenet for sokkepest. Min hud er ikke gode venner med de uldne sokker, kombineret med lange varme vandredage. Heldigvis har jeg et par sokker i bambus med.

Det er blevet skyet igen, og det blæser. Bag landtangen ligger en stor indsø, som er del af Spaniens vigtigste rasteplads for trækfugle. Men hele kysten kæmper med byggemastodonter og mere eller mindre færdigbyggede feriecentre. Ved vandkanten er stranden så bred, så jeg kan føle mig midt i naturen. Der er udsigt til endnu en landtange, som jeg skal sejle over til og fortsætte vandringen.

Yderst på stranden ligger en bar med navnet ”El Viento” – vinden. Eller rettere lå. Vinden har nemlig været der for nylig og knust bygningen. Håndværkere er i gang med at rydde op i bygningen, men der ser ikke ud til at være noget at redde.

Jeg finder færgestedet, men der er ingen sejlplan, så jeg stiller mig i vandkanten og venter på at blive samlet op. På den yderste spids blæser det meget, så jeg må snøre hætten godt fast på hovedet. Jeg kan se færgen på den anden side af strædet. Nogle gange tror jeg, at den er på vej, men den må ligge tøjret og nogle gange drive.

Til sidst begynder jeg at tvivle på, om der ikke skulle gemme sig en sejlplan et eller andet sted oppe ved parkeringspladsen eller en instruktion i, hvordan man kommer i kontakt med færgen. Jeg er lidt nervøs for, at færgen dukker op i mens, men her er ikke andre passagerer.
Men jeg finder ingen information, andet end et skilt med, at her går en færge. Til gengæld ser det ud til at færgemanden endelig får øje på min lysende tyrkis jakke på broen. I hvert fald kan jeg se, at båden endelig nærmer sig.

Om bord betaler jeg og får et stempel i mit pilgrimspas, et rigtigt flot et med en båd, som fylder hele to felter i pilgrimspasset. På den anden side i Santona kan jeg ikke se nogen gule pile, og gaden hedder ikke det, den burde gøre ifølge min guidebog. Her er mennesketomt, men det viser sig, at alle er samlet på byens restauranter i centrum. Det er lørdag, og jeg finder et lille spisested med en god menu og søde folk.

Da jeg ikke kan finde pilene forsøger jeg at tyde retningen og går mod vest. På et tidspunkt fortryder jeg og krydser i en mere nordlig retning. Jeg er kommet ud i industrikvarteret, og et sted flyder det med affald. En renovationsvogn holder parkeret, og en hel hær er i gang med koste. Gad vide, hvad der er sket, siden så meget affald kunne sprede sig så meget?
Endelig får jeg øje på en lille vej parrallet med den, jeg går på, som jeg fornemmer må være den rigtige. Først må jeg et stykke tilbage for at komme op på den. Det er den rigtige vej og nu skal jeg bare lige ud. En del af vejen går langs en uendelig fængselsmur. Det er monotont og eneste lyspunkt er, at jeg trods alt går udenfor. Indenfor murene er livet endnu mere monotomt.

Alting har en ende – også fængselsmure og her kan jeg igen smide støvlerne og nyde sandet under mine bare tæer. For enden af stranden ligger klippen El Brusco. Det betyder skarp. Ganske rigtigt rejser klippen sig stejlt over stranden, og selvfølgelig går stien den vej. Ved at læse blogs om turen har jeg fornemmet, at den er en udfordring, og jeg har gruet for at skulle hen over den og især ned af den uden vandrestave til at holde balancen.

Først skal jeg tisse, efter at jeg har drukket halvanden liter vand til frokost. I Spanien mangler der toiletter i det fri, og heller ikke ved en strand er der sat toiletter op. Der er vandposter og også en bruser, så jeg må finde en fordybning mellem de små klitter.

I begyndelsen af El Brusco går jeg på sand, og jeg tænker, om det i virkeligheden er en stor klit. Men lidt oppe begynder klipper at stikke op af sandet. Det ligner klippeskær, og de er en smule vanskelige at klatre på. Planternes rødder er nogle steder blotlagte, så de ligger som snubletråde hen over stien. Jeg gruer for nedturen, men nyder også den fantastiske udsigt.

Himlen er klaret op, og de gule og violette blomster står i smuk kontrast til det tyrkis vand. Jeg er glad for, at det hverken regner eller blæser, mens jeg balancerer på kanten af klippen. Snart er der udsigt til den nye strand på den anden side af klippen. Den ligger øde kilometer efter kilometer og først for enden af stranden, ligger der huse.

Jeg tager en dyb indånding og går langsomt ned, mens jeg holder øje med rødder og andet, jeg kan falde over, og jeg kommer godt ned igen. På den nye strand er jeg jublende glad. Både fordi jeg er kommet sikkert gennem en af de hindringer, jeg havde frygtet, og fordi her er så fantastisk smukt. Jeg sætter mig i sandet og nyder udsigten. Det er allerede sidst på eftermiddagen, og jeg vil sove på et vandrehjem ved stranden.

Det er første gang i flere år, jeg skal sove på et vandrehjem, og de sidste gange har ikke været en succes. Jeg mindes et vandrehjem i den franske by Nice med amerikanske teenagere i partystemning og begynder at forestille mig en invasion af skoler på vandrehjemmet. Det er jo lørdag.

Men da jeg når frem, bliver jeg mødt af et stillads og afskrabet maling overalt. Receptionen er tom, og jeg kan høre stemmer i bygningen. Jeg går efter lyden og møder en mand med flager af puds i håret. Han fortæller, at vandrehjemmet er under renovering, men heldigvis har de enkelte værelser til leje. Jeg er eneste gæst og får nøglerne og en hel fløj med værelser, bad, køkken og stue for mig selv. Jeg bruger lidt tid på at vælge det bedste værelse og den bedste seng. For første gang får jeg udleveret engangslagen, og da jeg ligger det på, støder jeg hovedet imod overkøjen. Køjen har en irriterende højde, så jeg konstant støder hovedet i mod.

Om aftenen finder jeg baren. Der er et par stykker, men alle gæster i området er enige om, at netop denne bar er den bedste. Jeg er stadig mæt efter den sene frokost og nøjes med at bestille kødboller i sovs. Tilbage på vandrehjemmet laver jeg te og spiser chokolade. Jeg frygtede, at jeg skulle lide under masse støjende unger, og så er jeg endt helt alene. Men jeg hygger mig og nyder, at jeg kan sidde oppe til sent og drikke te og læse.

Romersk bro over indløbet til stort vådområde

Inde i landet ligger Guemes, hvor Ernesto sammen med en masse frivillige er værter for det mest gæstfrie og idealistiske herberg på Camino del Norte. Her går omsorg, humanisme, miljøpolitik og eventyr op i en højere enhed.

Søndag den 19. april 2015

Underligt at vågne i stilhed. Jeg havde lukket vinduet om aftenen, da det begyndte at blive køligt, så nu kan jeg ikke høre det brusende hav få hundrede meter fra vandre-hjemmet. Selv om solen stråler, får havets nærhed fugten til at drive på vinduerne, og jeg tænker, at det må være endnu mere fugtigt, hvis der havde sovet folk i alle 16 senge.

Endnu mere underligt var det om natten, hvor jeg vågnede og en del af min sovepose var våd udenpå. Der var noget hvidt, som lignede creme, men alle tuber stod stadig på bordet ved siden af sengen. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var.

Mit vasketøj er stadigt fugtigt, så jeg finder et elektrisk varmeapparat og hænger det på. Jeg har ikke noget brød, så min morgenmad kommer til at bestå af kiks, mandler, chokolade og masser af te.

Som aftalt med værten smider jeg nøglen i postkassen og overvejer, om jeg skal gå ad stranden eller vejen. Heldigvis vælger jeg vejen, for den går gennem et vådområde og lidt forude krydser den en lille flod. Fuglene synger i sivene, og her er idyllisk. Selve byen Noja er søndagslukket. Nogle steder er de gule pile erstattet af skilte. Et skilt er meget lille og placeret i tre meters højde på den anden side af en rundkørsel, så jeg må over vejen for at se det.

Bløde grønne bakker og blå himmel, inden skyerne kom

Turen går gennem bebyggelser, og det er svært at følge med i guiden, hvor langt jeg er kommet. Et sted skal jeg krydse en stor vej og kan ikke se pilene på den anden side. Normalt vil jeg så gå ligeud, men her ligger en bar, så jeg tænker, at det passer med dagens første pause og en juice. Baren er første sted, jeg ser, på Nordruten, hvor de reklamerer med en pilgrimsmenu. Værten er venlig og fortæller, at jeg skal til højre ad den store vej, før jeg igen finder pilene. Så det var heldigt, at jeg kom herind og ikke gik lige ud. Jeg skriver i hans scrapbog og kan se, at der har været danskere forbi få dage før.

I en flække har nogen forsøgt at bygge et mindre indkøbscenter. Men det er aldrig blevet fyldt med butikker og de, der var, er lukkede. Til gengæld bliver stedet omdannet til loppemarked om søndagen. Blafrende flag, høj techno-muzak og et mylder af mennesker blandt interimistiske boder bag de store glasruder.

Turen går ind i landet på små veje. Skyerne dækker himlen, og det begynder at blæse en smule. I Meruelo passerer jeg et nyere herberg, hvor jeg kan få frokost. Dejligt at jeg kan stille støvlerne og gå i bare tæer. Det er et gammelt renoveret stenhus med store panoramavinduer og sofaer, hvor man kan nyde udsigten. Eneste spøjse element er badeværelset, som er et rum med håndvask, to brusere og et toilet, uden nogen form for opdeling. Det giver en mulighed for at komme helt tæt på hinanden – eller en lang kø. Ellers er her superrent, og værterne er søde. Ærgerligt for dem, at de ligger så tæt ved herberget i Guemes, da det er et herberg, alle ønsker at besøge.

Jeg spiser en lille portion paella og er så heldig, at det regner, mens jeg holder pause. Småvejene fortsætter, og de går på kryds og tværs af landskabet. Da jeg på et tidspunkt ikke kan se pile, spørger jeg en mand. Han forklarer mig vejen og peger på de træer på en fjern bakke, som jeg skal sigte mod. Og så siger han, at det i virkeligheden er ligegyldigt, om jeg går til højre eller venstre. Vejene mødes hele tiden.

Den sødeste kalv gik med

Køerne på markerne glor, når jeg går forbi. En stor kalv kommer løbende for at hilse. Jeg sætter mig på stengærdet og klapper den. Kalven slikker min hånd med den lange ru tunge. Jeg husker de varme sommerdage som barn, hvor køerne slikkede salt af vores rygge, og det kildede og kløede på den helt rigtige måde. I dag er det desværre for køligt til at tilbyde kalven en kold skulder at slikke på. Jeg plukker en mælkebøtte til den, og den følger mig på sin side af stengærdet med ømme øjne, så jeg får helt lyst til at blive hos den.

Et stykke af turen går langs en lidt større vej gennem en frodig skov, hvor skrænterne er vokset til, så man ikke kan se, om man går langs en afgrund. Endelig når jeg de små veje igen og kan se herberget på en skrænt mellem skove af eukalyptus.

Der er allerede en del på herberget, og nogle er frivillige. En skriver mig ind i bogen og følger mig op til værelset. På vejen spørger han, om jeg kan spansk. Lidt svarer jeg. Han kikker ind i det første værelse og tager mig derefter til værelset ved siden af. Her er jeg første gæst og kan selv vælge soveplads. Jeg vælger en seng ved vinduet uden overkøje. Der er ellers tre etager af køjer og god plads i hver køje. Men jeg er glad for, at jeg ikke skal klatre helt op i den øverste. Midt i rummet er  en platform, hvor man kan lægge sin bagage. Vi har også eget bad og toilet. Lidt senere kommer Lisa og Peter, de to tyskere og en engelsk kvinde fra kanaløen Guernsey. Endnu et hold ankommer, men de får et nyt værelse. Så det er luksus med god plads.

Solen er begyndt at skinne igen, så jeg kan hænge vasketøj til tørre udenfor. I fællesrummet er der ild i pejsen, som en frivillig holder ved lige med et langt pusterør. Det ser effektivt ud, når han puster direkte i glæderne. Bare han altid puster ud og ikke kommer til at trække vejret ind.

Klokken 19 bliver vi kaldt til fællessamling i biblioteket. Her vil legenden Ernesto fortælle om herbergets historie og om hans livssyn. De spørger efter Lise, men med en udtale, så jeg ikke reagerer. Først da de kombinerer navnet med betegnelsen dansker, går det op for mig, at de vil have kontakt med mig. Jeg havde nemlig afsløret et kendskab til spansk, så jeg må kunne oversætte Ernestos ord til engelsk.

Jeg tvivler på, om jeg kan levere simultantolkning fra spansk til engelsk. Selv om jeg en gang var rigtig god til spansk, går jeg nogle gange i stå, hvis der er et ord, jeg ikke kan forstå. I stedet skal en ung tysk kvinde oversætte, da hun har været frivillig i to uger på stedet og kender historierne. Jeg hjælper hen ad vejen og kunne godt have oversat, da jeg hører hendes niveau. Men det er nu også rart ikke at skulle være på og bare lytte og tænke sine egne tanker.

Herberget er bygget ovenpå den gamle gård. Indgangen fører ind i den gamle kostald. Biblioteket ligger øverst

Herberget er bygget ovenpå en gammel gård i familiens eje. Men i første omgang var det ikke meningen at Ernesto skulle bo her. Han blev nemlig uddannet præst og som nyuddannet flyttede han til en landsby i bjergmassivet Picos de Europa. Her levede han i tre år, og Ernesto viser os et foto af den stejle sti, som leder op til landsbyen, og som kan tage pusten fra enhver camino vandrer. Landsbyen er senere blevet affolket, da indbyggerne emigrerede til Tyskland. Ernesto selv rejste også, men ikke for at fortsætte studierne, som ville være den mest oplagte for en teologisk karriere. I stedet kørte han ud i verden med primitiv campingbus sammen med nogle venner. For Ernesto blev det livets universitet. En tre år lang rejse gennem Afrika og Sydamerika. Alle fællesrummene på herberget er prydet med minder fra den og hans andre rejser. Her er glimtende sten og værktøj, fotos og tekstiler.

Efter rejsen begyndte han at udvikle den gamle gård. Filosofien var at åbne stedet for omverdenen og lade folk give og modtage det, de kunne og havde behov for. En dag stod en pilgrim i døren, flere fulgte og i dag er stedet det mest kendte herberg på Nordruten. Den frivillig, som tog imod mig, havde været der i tre år, andre nøjes med nogle uger. Man betaler, hvad man har lyst til. Ernesto tager dog afstand fra begrebet donativo, hvor man donerer penge for overnatning og mad. Jeg har svært ved at se, hvad forskellen er. Der står en pengeboks, man kan komme sit bidrag i. De steder, hvor jeg sover og får serveret aftensmad og morgenmad, giver jeg 20 euro. Jeg vil gerne støtte det gode initiativ og betale det samme, det koster på et herberg med faste priser.

De mange pilgrimme betyder, at Ernesto må holde sit oplæg hver aften, og jeg tænker, det må være ensformigt at møde nye folk hver eneste dag. Men det lader han sig ikke mærke af. Han taler med en glød og et engagement, også da han kommer til næste emne. Nemlig miljø.
Hele Nordkysten, ja hele Spanien, er ved at miste sin oprindelige skov og bliver beplantet med eukalyptus i den hurtige profits navn. Samtidig bliver kyststrækningerne bygget til, og naturressourcerne begravet i asfalt og beton.

Vi bliver inviteret med i den tidligere kostald, som nu er fællesrum, hvor der er dækket op til aftensmad ved langbordet. Først grøntsagssuppe og derefter en ragout med oksekød og grøntsager. Vi slutter af med frugt og yoghurt. Der bliver diskuteret på kryds og tværs. Guernsey er åbenbart nærmest en selvstændig stat, hvad der overrasker selskabet, som kun har hørt om øen som skattely. En kvinde fra Luxemburg følges med to franske mænd. Tidligere har hun gået hele turen fra Luxemburg til Santiago. En tysk fyr har været hos lægen med en skrækkelig inficeret vabelfod. Nu er den pakket ind, og han skal blive der i nogle dage. En ung tysk pige er begyndt at få ondt i knæet og vil også blive.
Der er fuldt blus på varmen i værelset, men det bliver heldigvis slukket, da vi skal sove. Og vi sover rigtigt godt.

Flot strand mellem klinterne

Opmuntret efter besøget hos Ernesto i Guemes begiver vi os ud på en af caminoens smukkeste strækninger langs kysten i strålende sol. Så bliver livet som pilgrim ikke bedre!

Mandag den 20. april 2015

Morgenmaden bliver serveret med brød og kager i den gamle kostald. Døren vender mod øst, og solen stråler ind. Der er mange frivillige på herberget, som hygger om os. Vi får at vide, at vi skal undgå herberget i Santander, da det er i virkelig dårlig stand. Til gengæld er der private værelser i Isabel Hospedaje i nærheden. Adressen er c/ Cuesta del Hospital N. 4, 3, som ligger overfor rådhuset. Skyerne ligger i dalene, men bliver hurtigt opløst af solens stråler. Små veje går gennem landbrugsland til Galizano. Selv om caminoen herfra følger landevejen direkte til Santander, bliver vi opfordrede til at gå ud til kysten og følge stierne derude. Den opfordring vil jeg bringe videre. Bare se antallet af fotos. Dette er en af caminoens absolut smukkeste strækninger!

Jeg finder et lille supermarked i Galizano, som ser lukket ud, men indgangen er gemt i bygningen bagved. Selv om jeg sagtens vil kunne nå at spise frokost på en restaurant nær Santander, har jeg besluttet at spise på stranden for at være så længe som muligt i naturen. Butikken sælger kun hvidt brød, og den venlige dame forklarer mig, hvor jeg finder bageren. Den ligger på højre side af vejen, lige inden vejen drejer mod stranden. Her køber jeg pan integral og finder en vandpost, så mine flasker er fyldte.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse uden beskæring

De bløde grønne bakker forsvinder i stejle klinter ned i havet. Mellem klinterne ligger fantastiske strande. Jeg er kuldskær og har behov for 24 grader varmt vand, før jeg synes, at det er en fornøjelse at bade. Hvor ville det være fantastisk at vandre her om sommeren og have mulighed for at bade! Men jeg er samtidig glad for, at jeg ser strandene uden håndklæder, læsejl og parasoller og slipper for den søde stank af kokos-sololie.

Yderst på en klint sætter jeg mig på underlag og breder mit fugtige vasketøj ud. Efter en time går jeg videre ad græsstierne. I det fjerne kan jeg se Santander på den anden side af en bred indsejling med sandbanker. Det ser ud, som om de store skibe kører ovenpå sandet.

Østsiden, hvor jeg går, har en stor bred strand. I begyndelsen går jeg i klitterne, men lader mig til sidst rutsje ned på stranden. Jeg spiser ost og brød og ser på strandlivet. Her er ikke så mange, enkelte hundeluftere, en energisk mand med håndvægte, der laver benbøjninger foran mig og andre på vej ud for at bade.

Endnu en gang er jeg i tvivl om, hvor langt jeg skal gå, før jeg skal dreje ind gennem byen og finde en båd til Santander. Er det allerede nu, eller skal jeg følge stranden i længere tid? Jeg vil helst gå ude ved vandet og har ingen pile set i lang tid. Jeg beslutter at fortsætte på stranden, og det viser sig, at jeg skal gå langt, inden et næsten selvlysende blåt skilt med en musling peger ind i landet. Den håndmalede musling ligner fuldstændig et Eurotegn. Og det er vi jo også – forbrugere. Vi bruger penge og skaber indkomst lokalt, og det kan sikkert mærkes i de små byer undervejs.

Jeg zigzagger gennem den lille badeby og kommer til promenaden, hvor båden skal ligge. Men jeg kan ikke se nogen båd ved molen. Foran mig går et ungt par, som tydeligvis også leder. Pludselig er de forsvundet, så jeg skynder mig til det sted, hvor jeg sidst så dem.
Minsandten om her ikke ligger en båden, langt nedenfor molen. På grund af tidevandet er båden helt skjult. De kalder på mig, og jeg når netop at springe ombord, da båden stævner ud. Vi sejler ud gennem en smal sejlrende mellem sandbankerne. Ved næste stop står de to franskmænd og kvinden fra Luxemborg på. De havde ikke set det første godt skjulte stoppested og havde fortsat vandringen. Nu nyder vi sejlturen og nærmer os Santander og havnen med store skibe, blandt andet en færge fra England.

På promenaden går vi i land og til venstre. Der er store anlægsarbejder i gang, så det tager lidt tid, inden vi finder retning og fodgængerovergang. Vi kommer over i en park og kan se katedralen. Den er lukket.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at være i en storby. Udturen fra Santander skulle ifølge guidebogen være gennem grimme industrikvarterer, så jeg vil finde et tog. Først finder jeg dog en cafe med trådløst netværk, så jeg kan undersøge mulighederne.

Næste del af ruten ser ikke så spændende ud, inden man kommer til Santillana del Mar. Jeg finder ud af, at der går et tog til en lille by fire kilometer fra byen. Jeg er hurtigt til at få indskydelser og næsten endnu hurtigere til at agere på dem. Så jeg finder banegården – den med lokaltog. I billetlugen får jeg at vide, at toget er lige ved at køre. Så jeg springer ud på perronen og ombord i lokaltoget. Det er et hurtigtog. Det går blandt andet over en togbro, som mange vandrere benytter. Broen er ikke lang, men der er mange tog, og en del af dem stopper ikke ved de lokale stationer på begge sider af broen.

Jeg står af ved Puente de Miguel, og jeg finder hurtigt broen over floden og et vejskilt mod Santillana. Jeg går langs en hovedvej med bred rabat. Kort efter lokker duftene mig til Afrika. Jeg kommer forbi en zoologisk have med en eksotisk kakofoni af kvidrende fugle, og jeg ser kohejrer og storke.

Lige efter viser et vejskilt til Altamira hulen, som er en af grundene til, at jeg går denne tur. Selve byen Santillana del Mar adskiller sig fra områdets byer med sine enorme stenhuse. Helt fra middelalderen har det været en velhavende by, og indbyggerne har bygget store boliger og paladser. Jeg er kommet ind i byen fra en anden vinkel, så jeg ved ikke, hvor herberget ligger. Heldigvis møder jeg englænderen fra Guernsey. Hun kan ganske ikke vist ikke finde rundt i byen, men hun kan vise mig turistkontoret. Det viser sig, at byen i princippet kun har to lange gader og en masse gyder. Jeg får tegnet herberget ind på bykortet og forklaret vejen til et privat herberg lige rundt om hjørnet. Der er døren lukket, og jeg finder senere ud af, at man skal henvende sig i en butik først.

Det offentlige herberg ligger ved et museet for Jesus Otero. Man skal komme inden klokken 20, hvor museet lukker. Jeg får andensidste seng i det lille herberg. Køjerne står meget tæt, og jeg kan næsten ikke komme til at lægge engangslagnet på den overkøje, jeg har fået tildelt.

På gårdspladsen foran huset er pilgrimme samlet med dåseøl og hygge. Efter badet redder jeg mit altid filtrede hår. Jeg hører en tysker spørge, ”hvor kommer du fra”, men jeg ved ikke om, hun taler til mig eller en anden, da håret hænger ned foran mine øjne. Hun bliver ved og ved, og selv om jeg fornemmer, at hendes spørgsmål er rettet mod mig, insisterer jeg på at blive færdig med håret først. Den nysgerrige kvinde er ganske venlig og introducerer mig for en koreansk kvinde.

Herbergets køkken er en mikroovn på en reol og noget service, som ikke er blevet vasket op. Nogle køber frostmad, som de varmer i ovnen. Jeg går på udkik efter en restaurant. For en gang skyld finder jeg en med en aftenmenu til 15 euro i et imponerende palads af rå sten. Desværre er det for køligt at spise ude i gårdhaven.

Der var engang i Altamira … Dagens besøg i museet ved Altamira hulerne sender mig på en tidsrejse og vækker min nysgerrighed over en fjern frysende fortid med primitive redskaber, fremragende iagttagere og kreative forfædre – og mødre.

Tirsdag den 21. april 2015

Klostret i Santillana del Mar

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvordan det var at leve for tusinder af år siden, selv om jeg tidligere har besøgt huler med spor efter menneskelige aktiviteter. I min forestilling har hverdagen handlet om at få mad og tryghed i huler, som har ydet en smule beskyttelse i en vild natur.

Besøget i Altamira har sat gang i tankerne. Formidlingen på museet er fremragende og viser både forskningens resultater og alle de spørgsmål, vi kun kan gisne om.

Selve hulen med hulemalerier har næsten konstant været lukket for offentligheden siden 1977, da malerierne blev nedbrudt af udåndingen fra de mange besøgende. Men fra i år (2015) er det muligt at besøge hulen. Fem gæster bliver udvalgt hver fredag til at besøge hulen i 37 minutter, og besøgene begynder kl 10:40, hvis du er på de kanter.

Jeg måtte nøjes med kopi-hulen. Første stop var en film, som viste udviklingen i natur, geologi og klima. Altamira var beboet i en periode for mellem 13.000 og 22.000 år siden. Det ældste tegn i hulen er 36.000 år gammelt. Dengang var det koldt, og efter filmen er man sporet ind på udfordringerne for datidens mennesker.

I selve hulen er der 3D animationer, som viser daglige gøremål med værktøj. Menneskene levede i udkanten af den vidtforgrenede hule. Og det er først langt inde i hulen, at man finder malerierne. De har nemlig ikke været udsmykning af dagligstuen. Her er ingen portrætter af den glade familie, eller trofæbilleder efter en vellykket jagt. Malerierne har også dengang været vanskelige at komme frem til. De er malet et sted, hvor maleren har ligget ned og malet dem direkte på hulens loft i absolut mørke, kun oplyst af en tranlampe.

Kun få har haft adgang til malerierne, og forskerne vurderer, at de har været brugt i forbindelse med ceremonier. Gennem tusinder af år er mennesker vendt tilbage til de samme steder i hulerne, og de har malet de samme motiver ovenpå hinanden. De har brugt den naturlige baggrund og struktur i klippen, så for eksempel et dyrs mave er rundet af en udbuling af loftet, og benene står som silhuetter.

Jeg er imponeret. Malerierne er ualmindeligt levende og udtryksfulde. Tænk hvordan maleren har fået fysiske detaljer og proportioner med. I dag har vi mulighed for at tegne tusindvis af skitser af dyr og mennesker. Dengang har maleren måttet betragte dyrene på afstand og huske kroppens former.

Malerierne har været malet af shamaner og sikkert i trance. Der har kun været få personer til stedet, og de har været brugt ved ceremonier med få deltagere.

Hesten har spillet en helt særlig rolle. Ikke fordi man brugte hesten til at ride på eller spise. I Ekan hulen er over 60 procent af malerierne af heste, mens under en procent af jagtbyttet bestod af heste. Til gengæld jagede man og spiste geder. 65 procent af de jagede dyr var geder, så kun er afbilledet i omkring 8 procent af billederne. I Altamira er en fjerdedel af billederne af heste.

De ældste malerier befinder sig i højre side af hulen i Altamira og de nyere i venstre side. Under en procent er menneskefigurer. Mest almindelig er et negativt håndaftryk, malet på samme måde, som man laver airbrush i dag ved at sprøjte maling på fladen omkring en form. Forskerne vurderer, at håndaftryk er en form for vejviser, der signalerer, at her er der malerier. Den form for håndaftryk findes over hele kloden. Der er også runde tegn, som, man mener, repræsenterer vulvaer.

I dag forestiller vi os en udvikling, så alle produkter bliver mere og mere sofistikerede. Hulemalerierne blev til gengæld mindre og mindre detaljerede. Senere malerier er mere abstrakte og mennesker og dyr er afbillede som symboler.

Besøget sætter gang i fantasien, giver mig et helt nyt blik på landskabet og et indblik i vores forfædres liv.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Gaderne i Santillana del Mar har toppede brosten, restauranter, stillige souvenir – og fødevarebutikker og museer. Der er et museum for ost. Og en ruin huser et museum for tortur og inkvisition. Da der ingen tag er på bygningen, er der frit udsyn til et kropsformet bur med et skelet indeni. Hyggeligt at blive mindet om fortidens brutale styre og religion.

Jesus Otero var en lokal kunstner, der arbejdede i sten. Man kan se hans skulpturer på et lille museum i byen med gratis adgang. Jeg er vild med hans udtryk, som viser en voldsom styrke i dyrene og giver den rå sten et næsten blødt udtryk.

Desværre er jeg ikke på toppen denne dag. Allerede tidligt om morgenen vågner jeg og har det skidt. Køjen knager ved mindste bevægelse, og når jeg ved, at jeg skal ligge stille, får min krop endnu større behov for at bevæge sig. Jeg fryser, er svimmel og har hovedpine. Føler mig helt ved siden af mig selv. Jeg spiser morgenmad med en sød koreaner og den nysgerrige tyske kvinde. Hun ønsker også at besøge hulerne. Vi sidder under et halvtag i den isnende morgenkulde pakket ind i alt vores tøj og drikker te. Tyskeren vil gå til hulen, men jeg vil tage en taxa de fire kilometer. På turistkontoret har de fortalt, at det kun koster en euro at blive kørt derud.

Jeg finder et telefonnummer ved taxaholdepladsen og ringer efter en vogn. Prisen bliver syv euro, men jeg undrede mig også over den anden pris. Hvis man kommer fra Santander, kan man tage en bus til Santillana eller toget til Puente Miguel, hvor der er fire kilometer at gå eller tage en taxa.

Jeg møder tyskeren og den engelske kvinde fra Guernsey i Altamira. Englænderen har svært ved at koncentrere sig og taler højlydt, så en omviser med en skoleklasse tysser på hende. Efter besøget på museet går jeg tilbage til byen for at spise frokost. Jeg tænker, at jeg kan gå en smule om eftermiddagen og finde et sted at overnatte inden Comillas.

Men efter en lækker tre-retters menu er jeg stadig sløj og finder et hotel i stedet. Jeg finder et værelse til 40 euro med eget bad. Smukt indrettet med udsigt over byen. Jeg sover det meste af eftermiddagen, går en tur og læser, inden jeg sover igen. Håber det hjælper, så jeg kan være frisk dagen efter.

El Capricho tegnet af arkitekten Gaudi

Attrak-tionerne ligger som perler på en snor i dette område af Spanien. I dag gælder det arkitektur, da rige borgere i Comillas i forrige århundrede hyrede blandt andet Gaudi til at designe forunderlige huse.

Onsdag den 22. april 2015

Morgenmaden er rigelig på det smukke hospedaje, hvor jeg har overnattet. Så rigelig at jeg kan tage både muffins, sandkage og kiks med på dagens vandring, og det ender med at blive min frokost. Heldigvis er jeg igen frisk denne morgen.

Min tanker er stadig så fokuserede på besøget i Altamira i går, at jeg tror, alt handler om huler. Så da en kvinde ved et andet bord under morgenmaden spørger værten om et eller andet, er jeg sikker på, at det handler om Altamira. Så jeg henvender mig til hende med tilbud om tips. Men det viser sig, at hun bare bad om en flaske vand.

Kvinden er fra Østrig og er begyndt sin vandring i Santander. Efter et usselt herberg sover hun nu på pensionater. Hende møder jeg mange gange i dag, og vi følges en del af vejen. Jeg støder også på en englænder, som hedder Tim og er sejlet fra England til Santander for at begynde vandringen.

Klik for at se fotos uden beskæring og i fuld størrelse

Dagens tur går mest på asfalt, men på små veje uden trafik gennem idyllisk let kuperet terræn. Havet må man nøjes med at skimte mellem bakkerne. Solen skinner, men vejrudsigten lover regn. Det virker underligt, når himlen er klar blå. Fugtigheden stiger dog i løbet af dagen.

Der er mange vandposter, men jeg holder pause i en lille bar for at drikke friskpresset juice. Dagens første gæst er allerede i gang med sin brandy. Både bartender-manden og konen har tilbageskrabet skinnende brillantinehår. En anelse besynderligt.

På vej ud af den lille flække Orena begynder jeg at undre mig. Ifølge guiden skulle jeg kun have gået 3,4 kilometer. Når man går af småveje, ser man ikke altid byskiltene og ved derfor kun, hvor man er ved at læse kort og beskrivelser i guidebog. Da jeg senere holder et lille stop ved en vandpost sammen med østrigeren, ligner beskrivelsen fuldstændig San Martin de Cigüenza. Men da det er første landsby efter Orena, skulle vi kun have gået 5,8 kilometer og ikke 9 kilometer, som er distancen.

Heldigvis er der byttet om på landsbynavnene i guidebogen. Derfor var der heldigvis overensstemmelse mellem det, vi følte, vi havde vandret, og den distance vi havde gået. Jeg havde haft på fornemmelsen, at guidebogen ikke altid var troværdig, nu ved jeg, at jeg altid skal spørge, hvis jeg er i tvivl.

Landsbyerne undervejs vidner om affolkningen, og der er masser af huse og lejligheder til salg. Da vi er tæt ved havet, er der bygget ferieboliger før finanskrisen, dengang alle troede på økonomisk fremgang og vendte døve øre til de, der hviskede boligbobbel.

I Cobreces spiser jeg min søde frokost ved en lyserød rædsel af en kirke. Da jeg på bare tæer og uden bagage er på vej til en container med skraldet passerer en gruppe unge vandrere. Jeg hilser, men de ignorerer mig. Uden rygsæk er man ikke del af klubben.

Senere på dagen holder jeg pause ved en bar og restaurant ved et vejkryds netop, som vinden begynder at blæse op. Stedet virker øde, og i baren holder to fulde mænd hof, mens en tredje mand læser avisen. Her er kobjælder overalt og i alle størrelser. En bus stopper, og unge studerende strømmer ind på baren. Inden jeg går, besøger jeg toilettet i restauranten, og den er helt proppet med spisende gæster. Jeg som troede, jeg var næsten alene i ødemarken.

Regnen er begyndt, men i moderat mængde. Jeg går i egne tanker og opdager, at det er længe siden, jeg sidst har set en pil. Heldigvis finder jeg en vej tilbage til caminoen, så jeg kun går en lille omvej på en kilometer eller to.

I Comillas er herbergets 20 pladser i det gamle fængsel optaget, og jeg får forklaret vejen til et pensionat. Her møder jeg de to franskmænd i selskab med kvinden fra Luxemburg. Jeg får et stort værelse for 20 euro. Jeg møder også den meget talende canadiske kvinde, som jeg mødte den anden dag i San Juan de Pasajes. Noget af det første, hun fortæller mig, er, at hun ikke længere går sammen med sin veninde. Hvis vi ikke havde stået på et gadehjørne, er jeg sikker på, at jeg ville få en længere personlig beretning om deres genvordigheder. I hvert fald har de ikke længere kontakt, og veninden skulle allerede være i Oviedo og på vej ud på Camino Primitivo.

Lysten til kage melder sig, uden at jeg finder et konditori i byen. Iscafeerne er stadig lukkede, og valget står mellem pandekager og churros. De friturestegte dejstænger bliver serveret med tykt flydende varm chokolade. Jeg vælger en pandekage, mens en fransk gymnasieklasse bliver instrueret i, hvordan man spiser churros. Pandekage og te koster ligeså meget, som en menu plejer at koste.

Gymnasieklassen skal selvfølge besøge Gaudi-huset El Capricho (navnet betyder et lune) samtidig med mig. Huset er forholdsvist lille, og de besøger i flere grupper. Der er heldigvis også plads til mig.

Gaudi har bygget huset op rundt om en sydvendt havestue med eksotiske planter. Derfra er der adgang til alle rummene og fantastiske lysindfald. Huset er bygget til en ungkarl med interesse fra musik, som man blandt andet kan se i glasmosaikker. Alle lofter er af træ og unikke i hvert rum. Solsikken er gennemgående dekoration. Et fantastisk hus, hvor der er kælet for alle detaljer og leget med udtrykket.

Ved siden af Gaudi-huset ligger det større palads Sobrellano i neogotisk stil fra samme periode. Her kan man både besøge paladset, parken og krypten. På den anden side af vejen ligger et stort tidligere præsteseminarium, ligeledes i imponerende arkitektur. Desværre har jeg ikke tid til at se de andre bygninger.

Undervejs i besøget begynder regnen for alvor. Jeg er i sandaler og tager mig god tid, inden de lukker museet klokken 20. På når enkelte cafeer er byen død. Jeg finder en enkelt åben restaurant.

Spøjse figurer på muren

En dag, hvor jeg åbenbart ser gammel og ubehjælpsom ud. I hvert fald tilbyder tjenerne på tre cafeer at taste koden til det trådløse netværk på min telefon.

Torsdag den 23 april 2015

Første sted er på en cafe i Comillas, hvor jeg kan få ristet brød og marmelade til morgenmad. Brødet er stegt i olie, og der er en pakke smør ved, så det kan man kalde fedt med fedt på. Klokken bliver ti, inden jeg kommer af sted. De seneste dage har der været mange vandposter, så jeg tager kun en smule vand med.

Men dagen i dag er der kun få vandposter undervejs, og det er varmt. Ved den første cafe føler jeg mig ikke pauseklar og fortsætter. Endelig drejer en grusvej fra asfaltvejen og ned i en idyllisk dal. Jeg satser på, at der er en cafe ved en golfbane. Men området ser meget medlemsagtigt ud, og ingen skilte reklamerer med drikkevarer for folk udefra. Så da jeg lidt senere ser et skilt, der reklamerer for en cafe, følger jeg det. Omvejen er længere end forventet og op ad en stejl bakke.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Byen San Vicente de la Baquera ligger idyllisk ved en flod. Men nu da jeg har været på cafe, vælger jeg at fortsætte. Min frokost spiser jeg i stedet på en bænk på en legeplads i en lille flække. Da jeg er færdig med at spise, opdager jeg en næsten skjult vandpost. Heldigvis er vejret varmt, for vandet fosser ud og giver mig et brusebad.

Beskrivelsen af ruten i guidebogen halter endnu en gang, men ruten er godt afmærket. I Serdio er de fleste pilgrimme stoppet for at overnatte på enten et pensionat ved cafeen eller et herberg. Jeg spiser en is med det tyske par Lisa og Peter. Peter har været ude at bade, da de ofte følger vandreruterne langs havet, som er beskrevet i den tyske guidebog. Så mens jeg har gået på asfaltveje, har de nydt fantastiske havudsigter og muligheden for at få sand mellem tæerne. Cafeen ser hyggelig ud, og det er tydeligt, at værtsparret forkæler pilgrimmene. Jeg bliver altid glad, når jeg ser en cafe med rigtig te i stedet for tebreve.

Men jeg vil fortsætte. Jeg er godt nok træt, især i fodsålerne på grund af de mange lange dage på asfalt. Og turbeskrivelsen advarer om en vanskelig tilgroet sti og en stejl nedtur.

Nedturen kommer dog aldrig, og turen følger grusveje langs jernbanen ind til Unquera. Her finder jeg et hotel overfor stationen med et værelse til 23 euro med eget bad. Mine fødder brænder af træthed, og jeg ligger på sengen med benene oppe, indtil det er på tide at få aftensmad.

Unquera er en lang nyere by langs hovedvejen med flere byggemarkeder. Efter lukketid er den temmelig død. Jeg finder en restaurant med fodbold i tv. Her får jeg salat og en enorm kalvekotelet.

En ko på vej gennem Pendueles

Dagens lektion: Husk at tjekke togtider, inden du satser på at køre med tog. En dag med overdådig arkitektur, indsigt i migration og hvor underlige huller i jorden brøler lavmælt.

Fredag den 24. april 2015

Kun to togafgange om dagen! Det opdager jeg først, da jeg står på stationen med min bagage og er klar til at tage toget til Pendueles. Da jeg tidligere tog toget i Santander, gik toget flere gange i timen, og det forestillede jeg mig var normen for lokalbanen langs kysten. Men jeg burde have noteret mig, at området i Nordspanien er tyndt befolket og byerne små. Bedre ser køreplanen på busstationen ikke ud. Jeg har udsigt til næsten fem timers venten på en kedsommelig hovedgade i Unquera. Jeg sætter mig nedtrykt på en bænk uden ryglæn, da det begynder at regne.

Inden da var jeg i godt humør. En indbagt empanada med ost til morgenmad og rigtig te på en lille cafe. Jeg havde stillet min bagage på hotellet og gik til Colombres oppe på bakken. Her ligger Quinta Guadalupe, et palads bygget i 1906 af en lokal migrant.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Som kun 14-årig rejser Inigo Noriega Laso til Mexico for at begynde et nyt liv som migrant. Det går ham godt. Ikke bare tjener han en formue, han bliver også venner med magthaverne. Da han har bygget paladser i sit nye hjemland Mexico, bygger han som mange andre emigranter fra Asturias  et lille palads i hjembyen. Det er tilegnet hans hustru Guadalupe, men han dør, inden paladset står færdigt.

Hundredetusinderne emigrerede fra Asturias til især Mexico, Argentina og USA i slutningen af 1800-tallet. Mange gik det godt for, og de opførte huse og paladser i deres oprindelige hjembyer. Emigranter bliver kaldet ”Indianos” og deres bygningsværker ”Indianosarkitektur”. Husene er farvestrålende og rigt dekorerede og kan kendes på endnu en detalje – en palme. En palme symboliserer det nye liv i varmere lande i Sydamerika.

Quinta Guadalupe er museum og arkiv for migration. De fleste besøger museet for at se den flotte bygning. Men selve museet er også tankevækkende, og man kan selv sætte historien om vores europæiske migration til Amerika i relation til den nutidige migration fra Afrika og Asien til Europa.

Museet viser, hvor organiseret migrationen var med skibe og modtagelsescentre i Nord- og Sydamerika. Hvordan migranter fra Asturia dannede deres egne samfund i modtagerlandene med egne ID-kort, hospitaler, sportsklubber og enorme feriecentre. Lokalregeringen i Asturias har stadig en afdeling for sin diaspora og medier, som bringer nyheder fra og om folk fra Asturias ude i verden. Mange migranter klarede sig som Inigo Noriega Laso godt og var iværksættere i både det nye land og i hjemlandet.

Efter museet går jeg tilbage til Unquera for at hente bagagen og komme videre. Jeg har planlagt at tage toget, da guidebogen beretter om en kedelig vandrerute langs en befærdet landevej. Men da jeg ikke havde tjekket køreplanen, har jeg nu valget mellem at tilbringe mange timer i en by eller at fortsætte vandringen langs vejen i regn.

I det samme får jeg øje på en taxa parkeret på vejen overfor mig. Jeg spørger taxamanden hvad 11 kilometer til Pendueles koster. 13 euro er svaret. Jublende henter jeg min bagage og fryder mig over, at hjælpen er nær, hver gang det ser allermest sort ud.

Taxaen passerer regnslagsklædte pilgrimme langs landevejen, og jeg bliver sat af ved en cafe i Pendueles. Her serverer en venlig kvinde hjemmelavet toast med olivenolie og skinke og tortilla med friskpresset juice til frokost. Bagefter er regnen holdt op, og vandreruten begynder lige overfor cafeen. Udenfor cafeen hører jeg en hidsig ringlen af bjælder. En familie er ved at drive flokken af køer gennem landsbyen, og de galopperer klodset forbi mig. Fra Pendueles er det muligt at dreje fra caminoen og følge vandreruten E9 i stedet.

Nu følger jeg de rød-hvide markeringer, som fører mig mellem ko-marker og små skove ned til klipperne ved havet. Her oplever jeg et geologisk fænomen ved navn buffones. Det er huller i klippen med forbindelse til havet. Man kan ikke se bunden af hullerne. I stormvejr sprøjter vandet op fra hullerne. I dag er vejret stille, så de nøjes med at brøle. Lyden er næsten menneskelig, som en dyb rumlen fra en træt heavy-metalsanger. Jeg er ikke forberedt på lyden og bliver en smule rystet, da hullet pludselig giver lyd fra sig. I min fantasi forestiller jeg mig, hvordan folk i gamle dage før geologiske forklaringer, må have oplevet lyden som djævle eller trolde i dybet. Jeg var blevet meget forskrækket over lyden, hvis en tavle ikke havde forklaret mig om buffones.

I landsbyen Andrin protesterer bannere i gaderne over kommunens planer om at bygge et ferieområde. Landsbyen vil gerne fortsætte med at være et lille samfund. Jeg holder pause i en bar, hvor en gruppe spanske vandrere på en organiseret tur har spist. Da vi igen skal fortsætte turen, kan de ikke finde stien, hvor de drejer fra. Jeg fortsætter ligeud og finder den. Men de er sikre på, at der må være en sti tidligere. Oppefra kan jeg se, at skråningen er meget stejl, og de er kommet så langt bagefter, at jeg ikke ser dem igen.

Øverst på en klippe kan jeg igen vælge mellem caminoen og E9. Jeg vælger igen den alternative vandrerute, der følger et højdedrag. I det fjerne kan jeg se Llanes, og efterhånden som jeg går, kommer jeg længere og længere ind i landet og dermed længere væk fra byen. Man skal gå langt, før man kommer ned fra højderyggen og kan komme ind til Llanes.

I Llanes er der skilte, men skiltene er ikke konsekvente. Jeg vil sove på et herberg ved banegården og følger skiltene. Men ved ikke, hvor jeg skal dreje. Til sidst må jeg finde turistkontoret for at få et kort. Damen i kontoret siger, at kontoret er lukket. Da jeg ikke gør mine til at forlade hendes kontor og brokker mig over den inkonsekvente skiltning i byen, finder hun til sidst et bykort, krydser herberget af og forklarer mig retningen.

På jernbaneherberget kan man leje et håndklæde og få morgenmad. Tilsammen koster det 15 euro. Jeg deler værelse med en fransk kvinde, der går turen i små bider. Hun er netop ankommet til Llanes for at gå endnu ti dage af Camino del Norte. Som flere andre franskmænd jeg møder, stammer hendes familie fra Spanien og forlod landet under diktatoren Franco. På værelset overfor bor engelske Tim. Han er udkørt efter 34 kilometer, og han har ikke valgt den smukke E9.

Herberget anbefaler restaurant Canene med en aftensmenu til 10 euro. De seneste mange dage har min aftensmad kostet omkring 30 euro, fordi der ikke har været menuer. På restauranten spiser både tyskerne og franskmændene. Kvinden fra Luxemburg er ikke gået med, da hun fik maveproblemer i Santillana del Mar og nu hviler sig hos en ven i Spanien.

På opfordring af Peter smager jeg Navajas – knivmuslinger. De smager udmærket, men ser løjerlige ud, som om de består af en lang tarm med knuder på.

Tilbage på herberget står et lokomotiv og pruster. Værelset ligger ud til banen, og jeg forbander spanske jernbaner langt væk. Hvorfor kører togene sent om aftenen og ikke om dagen? Hele huset ryster, og jeg lukker vinduet for udstødningen. Endelig omkring midnat kommer endnu et tog, og lidt senere kører de begge.

udsigt over Ribadesella fra klippen ude ved havet. Til højre begyndelsen af strandpromenaden, hvor vandrehjemmet ligger

Byfest, forunderlig udsigt over hav og regnbue og bare tæer på stranden. I dag slapper jeg af. Jeg har bestilt plads til hule-besøg om søndagen, så jeg må tage toget for at være sikker på at nå de mindst 30 kilometer til Ribadesella.

Lørdag den 25. april 2015

Køjesengen på jernbaneherberget har ekstra tremmer, så det er ikke så nemt at komme ud om natten og tisse uden at slå hovedet og næsten sidde fast i tremmerne. Næste udfordring viser sig i brusebadet, hvor det ikke er muligt at regulere temperaturen på bruserne. En lang periode er vandet iskoldt, og da det endelig bliver varmt, er temperaturen hurtigt næsten kogende. Så det er ikke en fornøjelse at tage bad her. Til gengæld er morgenmaden OK, og det er hyggeligt at tale med de andre vandrere. Men hvis man selv vil bruge ”køkkenet”, så er der en mikroovn, og man skal bruge vasken på toilettet.

Jeg har besluttet at lette min bagage en smule. En finsk roman, jeg har fået af en veninde, bliver læst færdig på en bænk, min guidebog bliver beskåret, så de første 126 sider kan blive sendt hjem. Jeg vurderer også, at jeg ikke får brug for handsker og et par gamacher til at tage inden under bukserne, hvis det er for koldt. Det vejer 860 gram og kan være i en kuvert på posthuset. Portoen koster omkring 13 euro.

Llanes er en smuk by med mange gæster. Jeg nyder en solskinsmorgen i byen, og i dag har jeg tjekket togtiderne. Der er mindst 30 kilometer til Ribadesella. Jeg har fundet ud af, at de virkelige distancer er længere, end dem beskrevet i guidebogen. Søndag formiddag har jeg en reservation til et besøg i Tito Bustillo-hulen i Ribadesella. Hulen holder lukket både mandag og tirsdag, derfor er det vigtigt, at jeg når frem i tide.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Egentlig ville jeg gerne gå en del af ruten og tage toget det sidste stykke. Ud fra beskrivelsen vurderer jeg, at første del af turen er smukkest. Men fordi det er lørdag, kører der ikke et tog på et tidspunkt, hvor jeg ville være sikker på at være fremme ved en station. Så jeg ender med at købe billet hele vejen til Ribadesella.

I Ribadesella ligger et vandrehjem på strandpromenaden. Men jeg finder en lukket port med en kæde og hængelås. På telefonen finder jeg vandrerhjemmets hjemmeside. Ifølge hjemmesiden er vandrerhjemmet åbent. Så jeg ringer.

Desværre. Vandrerhjemmet er under renovering og lukket, lyder beskeden. Ærgerligt. Og jeg bliver irriteret. For at komme til strandpromenaden med vandrerhjemmet, skal man fra selve Ribadesella over en bro til et nyt kvarter. Jeg vurderer, at vandrehjemmet ligger to kilometer fra centrum. Tænk på vandrere, som har vandret over 30 kilometer og nu skal tilbage til byen for at finde et sted at overnatte. Og inden da må de ringe og få den samme besked. Hvor svært kan det være at skrive et skilt ved indgangen og gøre opmærksom på lukningen på hjemmesiden?

Det pensionat jeg har udset mig, ligger i c/ Oscura. Navnet betyder den mørke gade og er så dunkel, at jeg ikke kan finde gaden på kortet. Jeg må tilbage til turistkontoret for at få vejen forklaret. Jeg får et værelse til pilgrimspris på 25 euro. Værelset ligner noget fra en boligreportage med et hav af puder i sengen. Der er stue og gårdhave, og nedenunder ligger en restaurant, som ser meget eksklusiv ud. Priserne er ikke slået op udenfor, så jeg tør ikke gå derind.

Byen fejrer cider med en stor byfest. I programmet kan jeg se, at der er mulighed for smagsprøver og konkurrence mellem kokke. Jeg vælger en almindelig restaurant og får fabelagtig god mad. Fabas con Almejas er en specialitet fra denne egn. Det er store bønner med muslinger i sovs. Uhm. Derefter det møreste lammekød og til dessert en cidertærte i anledning af festen.

Derefter går jeg en tur langs vandet og op på en klippe med udsigt over byen til den ene side og havet til den anden side. I baggrunden er det muligt at se Picos de Europa, indtil skyerne sluger synet. Regnen kommer pludseligt, mens solen stadig skinner. Det skaber den smukkeste regnbue over havet. Bagefter går jeg langs floden forbi Tito Bustillo hulen og slutter turen af på den lange sandstrand. Det hele er så smukt, at jeg er i overordentlig godt humør.

De to franskmænd bor på samme pensionat og anbefaler en restaurant om aftenen, da jeg har været forbi samtlige restauranter i byen uden at finde en med menu. De fleste er også proppede på grund af byfesten. Så jeg ender med blæksprutte og ris stegt i eget blæk. Da jeg børster tænder, får jeg et chok. Da jeg spytter ud, er skummet sort af blæk, og da jeg ser min tunge, er den sort, som havde jeg slugt en kuglepen.

Besøg i den fascinerende hule Tito Bustillo, en spøjs tjener og regn, masser af regn. Museet ved Tito Bustillo hulen åbner klokken 10. Jeg er der, selv om jeg først har bestilt besøg i hulen senere. Jeg vil nemlig først se udstillingen, så jeg er ordentlig forberedt og ved, hvad jeg ser og oplever i jordens indre.

Søndag den 26. april 2015

Kort over en del af Tito Bustillohulen

Ved entreen gør de mig opmærksom på, at jeg kun kan komme på en ekstra tur i en anden arkæologisk hule, hvis jeg venter til sidst på efter-middagen. Til den hule er der kun to ture om dagen, og det første besøg lapper over med mit besøg i hulen med malerier. Jeg har ikke mulighed for at ændre på tidspunktet på besøget i hulen med hulemalerierne, da alt er udsolgt. Så jeg må sige nej tak til det ekstra besøg i den arkæologiske hule.

Selve museet er mørkt som jordens indre med spotlys på det, vi skal se. Første afdeling handler om de unge arkæologer, som i 1968 firer sig ned i smalle mørke skakter og finder de gamle huler. Den oprindelige indgang er ødelagt af et jordskred, så i dag er der boret en tunnel i bjergmassivet, så vi har let adgang til malerierne. Hulen er opkaldt efter en af de unge mænd, der døde få dage efter opdagelsen. Næsten tableau handler om geologi. Et stort bord viser en 3D animeret projektion af landskabet, og hvordan hulen er blevet dannet gennem millioner af år. Fascinerende og flot fortalt på både spansk og engelsk. Selv uden hulemalerier er hulerne smukke med en lille flod, der løber igennem, og stalagmitter og stalaktitter.

Dernæst en præsentation af folket, der brugte hulerne for 11.000 – 15.000 år siden. De arkæologiske fund af redskaber og smykker er blevet genskabt, som man formoder, de oprindeligt har set ud.

Selve hulen er 700 meter lang med flere sidegallerier. Den er i stiliseret form gengivet i museet. Det gør det muligt at se kopier af malerierne i de svært tilgængelige sidegallerier. Med pædagogiske tegninger og forklaringer får man øje på detaljer, som forskerne har brugt år på at se. Malerierne er malet i flere lag i en periode på 10.000 år.

Nu er jeg klar til besøget i selve hulen! Jeg er kommet i gruppe med unge amerikanske studerende på tur i Spanien og et ældre tysk par. En af de unge amerikanere virker helt malplaceret og uinteresseret. Da hans telefon bipper inde i hulen, får han besked på at slukke den.

Indgangen i den borede tunnel begynder der, hvor den lille flod strømmer ud af bjergmassivet. I første omgang ser vi flotte klippeformationer i hulen. Rundviseren taler spansk på en tydelig måde og har to lygter med. Den ene et en farvet prik, han kan pege og tegne med. Da vi kommer til selve malerierne, tænder han kun den rigtige lampe en gang i mellem, efter at han har forklaret og vist os, hvor vi skal kikke.

Vi skal sætte os på hug, da nogle af malerierne kun kan opleves korrekt fra den rette vinkel. Hvis man ser dem fra siden, virker proportionerne forkerte. Han forklarer, at malerne ikke kunne male, der hvor de havde lyst. De måtte male, der hvor strukturen i klippen fortalte dem, at de skulle male. Nogle malerier er tre meter fra gulvet, mens andre er helt nede ved jorden.

Malerierne er naturalistiske – og dog. Rundviseren viser os en hest. Farven er lilla. Han forklarer, at det ikke skyldtes et uheld. Den lilla farve er omhyggeligt blandet af mineralerne magnesium og jern. Den lilla hest har haft et helt særligt formål, da der heller ikke dengang levede lilla heste. Men hvorfor hesten er lilla er stadig et mysterium. Jeg bemærker også et hestehoved uden krop. Det ligner fuldstændig et af de hestehoveder, jeg selv og andre hesteinteresserede tegnede i hundredvis som børn. For os var hovedet det væsentlige. Men dengang i fortiden var det ikke almindeligt at tegne et hoved uden en krop. Hestehovedet er så fint tegnet, at det er blevet symbol for Tito Bustillo hulen og også pryder den T-shirt, jeg køber. Min rygsæk er lige blevet en anelse lettere, og straks køber jeg noget nyt at fylde i den.

Tito Bustillo er åben onsdag – søndag mellem 1. april og 1. november. Besøget varer en time, og der er plads til 15 personer ad gangen. Reserver et tidspunkt på hjemmesiden.

Jeg er høj af oplevelsen og fuld af tanker og forestillinger, da jeg fortsætter min vandring. Ved strandpromenaden vil jeg spiser frokost, og der møder jeg engelske Tim. Jeg vil gerne have en menu, mens han vil nøjes med noget mere enkelt.

Vi går ind på en restaurant med et spisekort, der tiltaler mig. Men tjeneren vil ikke servere menu for mig og en enkelt ret for Tim. Jeg fortæller Tim, at en enkelt ret med drikkevarer koster det samme som hele menuen. Men han insisterer på en enkelt ret og ønsker ikke at levne mad, han ikke kan spise. Tjeneren er ubøjelig, så til sidst går Tim. Fordi han er englænder, mistænker jeg ham en smule for at være skræmt af maden med salat og fisk og i stedet ønske noget friturestegt fastfood.

Tilbage på ruten er regnen begyndt. Jeg møder Tim igen, som har spist en sandwich. Han skal ikke så langt og fortæller, at hans bror snart kommer. Da han hører om hulerne, beslutter han, at han vil besøge dem senere med toget fra Oviedo.

Regnen tager til. Og jeg når havet. På en restaurant får jeg at vide, at jeg ikke kan drikke te der, det er kun for spisende gæster. Heldigvis peger de på en cafe lidt længere nede af stranden. Her holder jeg en længere pause i håbet om, at regnen holder op. Men nej. Jeg skal gå på en smuk gammel romervej langs havet. I dagevis har jeg sukket efter at slippe for asfalt, og da jeg endelig skal gå på en sti, er her vådt og smattet.

Ved La Isla er caminoen lagt om flere gange, og pilene viser nu udenom byen. Så det tager mig tid at finde ind til byen og til herberget. På en cafe vinker folk pludseligt, og der sidder tyskerne Lisa og Peter med en flok pilgrimme. De forklarer mig vejen til herberget. Bagefter følger jeg et hav af pile gennem byen til en terrasse foran et hus. Her ligger en bog til at notere pilgrimme, men ingen svarer, når jeg ringer på. Jeg sætter mig og venter. Forsøger at ringe uden held. Klokken er allerede efter 20. Jeg undrer mig over, at der ikke er andre pilgrimme på stedet. Til sidst åbner jeg bogen og ser her et foto af selve herberget. Derfor fortsætter jeg vandringen og finder herberget og en seng.

Nogle unge mænd forklarer mig, hvor jeg kan finde en butik og købe mad. Men højre, venstre giver ingen mening i en flække, hvor hvert stykke gade kun er på få meter. Gaderne er tomme bortset fra et ungt spansk par på ferie, som heller ikke kan finde butik eller restaurant. Til sidst går jeg op til den cafe, hvor jeg så de andre pilgrimme. De er på vej hjem, så jeg spiser alene. En smule stresset, da jeg ikke har lyst til at gå tilbage i mørke og risikere at fare vild igen med de mange små labyrintiske gader.

Tilbage på herberget dukker bestyreren op. Angelica, en ældre dame, som insisterer på, at jeg kommer med tilbage til hendes hus for at blive registreret. Her vil hun have alle detaljer at vide og skriver dem sirligt i sin store bog. Ud fra papirer på spisebordet ser det ud til, at hun har været missionær. Derefter må jeg gå tilbage i mørket. Angelica havde en lommelygte, nu må jeg stole på min hukommelse i den mørke by.

Våd, regn, mudder. Verden set fra et regnslag. Ikke muntert. Men til sidst skinner solen, og søde mennesker gør dagen rarere.

Mandag den 27. april 2015

Pakket ind i både regnjakke og regnslag

Mine læderstøvler er våde. De krøllede aviser har ikke kunne trække alt væden ud af støvlerne. De er ikke helt gennemblødte, men nok til at sokkerne hænger i, da jeg stikker fødder ned i støvlerne.

På vej ud af La Isla finder jeg en åben købmand, som sælger lidt af hvert, inklusiv paraplyer. Og jeg har netop forladt butikken, da regnen begynder at falde. I bagagen er der nu ristede mandler og en stor plade chokolade. Bananerne spiser jeg med det samme. Det er hurtigt energi. Men jeg har dårlig samvittighed over, at chokolade er rykket op til gruppen af basisføde. Normalt spiser jeg slik meget langsomt og nyder smagen. På disse regnvejrsdage, hvor det bare handler om at få energi, sluger jeg chokoladen næsten uden at smage på den.

Ligesom i går foregår turen på mudrede stier. Jeg burde gå ud på asfaltvejen, men mine fødder er trætte af det hårde underlag, og denne vej er trafikkeret.

I byen Colunga finder jeg et konditori, hvor jeg kan spise morgenmad og tørre en smule. Besynderligt konditori, der er nemlig ingen rigtige kager. I det hele taget ikke meget at spise. Jeg spiser nogle tørre kageagtige humbler, drikker te og bliver opdateret på det trådløse netværk. Lidt længere inde i byen finder jeg en bar og bestiller en portion tortilla og mere te. Det er en af den slags barer, hvor de deler gratis tapas ud til gæsterne. Denne omgang består af mere tortilla. Jeg er nu mæt, der er ikke flere muligheder for at besøge cafeer, inden jeg når Villaviciosa, hvor jeg vil overnatte. Der er udsigt til en lang våd dag.

Dagens pauser bliver ikke just behagelige. Et sted finder jeg et busstoppested uden bænk. Når jeg masser mig helt ind mod bagvæggen og sætter mig på jorden, kan jeg sidder nogenlunde i tørvejr. Ikke komfortabelt. I den stilling bliver jeg opsøgt af en ældre kvinde. Da jeg sidder på jorden, lægger jeg først mærke til hendes træsko. De er skåret ud af et stykke træ og er ret høje med to tværbjælker som såler. Kvinden har sine tøfler på inde i træskoene. Jeg ser dem på flere barer, hvor de bliver stillet ved indgangen, mens ejeren sidder i sine tøfler på barstolen.

Kvinden tiltaler mig og forklarer, hvilken vej jeg skal følge for at komme videre. Mange går nemlig forkert lige præcis der, hvor jeg sidder. Afmærkningen er for dårlig, mener kvinden. Faktisk burde jeg fortælle turistkontoret i Colunga om den dårlige afmærkning. Jeg nikker. Men jeg har dog absolut ingen planer om at gå tilbage til Colunga og fortælle dem, at andre pilgrimme tilsyneladende har problemer.

Kvinden fortsætter hen til postkassen, højt hævet over vandpytterne i sine træsko. Jeg kommer igen på benene på en meget uelegant måde. Få hundrede meter længere fremme ser jeg et nyt busstoppested med ordentlig afskærmning og bænk.

Længere fremme ligger en kirke med en overdækket gang. Her er allerede tre unge pilgrimme, som også overnattede i La Isla. En tjekke, en spanier og en fransk kvinde. Da har allerede gang i nødder og chokolade. Tjekken byder på tørrede kakaobønner. Han har boet og arbejdet på blandt andet Fejø og kan en smule dansk.

Omme bag kirken ligger kirkegården, og her er der vand. Det er et tip, jeg noterer mig, hvis jeg en dag mangler vand. Spanske kirkegårde ligger ofte isolerede, og de har en vandhane. Gravene er bygget ind i en mur, nogle af hullerne står åbne. I et hul er der kun en lille kasse og et skilt, hvor der står, at her hviler resterne af XX.

Tjekken finder sin fløjte frem. Det er et langt traditionelt tjekkisk instrument skåret af hyld med et enkelt hul. Musikken er for at kalde solen frem, men i dag virker al musik som en regndans. Regnen holder små pauser, men kun små.

Endnu en franskmand støder til. Vi er enige om, at vi er nået til kirken i Priesca, men da vi senere fortsætter, kommer vi til kirken. Så turen tager længere tid, end vi havde håbet.

Her er der ikke andre muligheder, end at vandre ud det og håbe, det ikke er for dybt

De mudrede stier bliver mere og mere besværlige. Typisk går man op ad bakken på asfalt og ned ad bakke i mudder, så der er større risiko for at glide. Nogle steder er der hele søer, man skal igennem. Endnu en god grund til at have vandrestave. Så kan man kontrollere, hvor dybt mudderet er, inden man træder ud i det. Vandrestave, som jeg ikke ejer. De ville også være gode til at holde balancen, når jeg går på kanten af et hjulspor, de steder hvor krattet tillader, at man passerer. Nogle steder er der ikke andet at gøre end bare at vade ud i mudderet og vandet og mærke, hvordan støvlerne bliver tungere og vådere.

Mudrede gennemblødte støvler

Mine fødder er slidte og det fugtige hud danner vabler. Jeg beslutter derfor at overnatte på et lille herberg i Tornon i stedet for at vandre hele vejen til Villaviciosa. En pil viser fra til herberget hen over en stor vej og ned af en stejl bakke. Solen titter frem, og en hund gør i en have. Straks dukker en mand op, som bekræfter, at dette er herberget.

Jeg skal af med det værste tøj og de mudrede støvler under et halvtag. De tre unge dukker også op, da de har taget samme beslutning. Vi får et værelse med stor altan og almindelige senge. Her er et hjemligt badeværelse og en stor stue med sofaer og en brændeovn med ild i. Det er i den grad hjemligt og efter et bad og tøjvask, indtager vi de bløde møbler, mens der bliver lavet mad til os.

Herberget er et lille donativo herberg med aftensmad og morgenmad, hvor man betaler, hvad man vil og kan. Ingen af os har fået anden frokost end nødder og chokolade, da der ikke var cafeer eller butikker efter Colunga og på nær kirken ingen steder, hvor man kunne sidde i tørvejr og spise. Vi får salat, vegetarisk paella, yoghurt og frugt. Bagefter fortæller værtinden om morgendagens rute. I Villaviciosa deler caminoen sig i to. Man kan enten fortsætte på nordruten eller begynde på primitivo ruten. Hun anbefaler et besøg i Gijon og Aviles, men siger, at turen mellem de to byer er grim.

For at komme til Villaviciosa kan vi følge hovedvejen, så vi behøver ikke gå tilbage til caminoen. Men vi skal passe på trafikken.