Det ligner et paradoks: For et år siden fordømte folk i Mali deres politikere og beskyldte dem for korruption. Nu er der præsidentvalg, og de samme politikere fra den gamle garde har genvundet folkets tillid og er favoritter til præsidentposten.

IBK er favorit til at vinde præsidentposten. Han bliver betegnet som folkets kandidat

Man kan godt blive en anelse bekymret, når en partisekretær roser partiets unge militante. Især i Mali, hvor et militærkup afsatte præsidenten i marts 2012, og hvor ophidsede unge senere trængte ind i præsidentpaladset og slog den midlertidige præsident bevidstløs. Men på fransk betyder militant heldigvis bare aktivist. Og i denne tid er der rigtig mange aktivister i Mali – i partier og i organisationer. Alle er på gaden for at sikre et valg til deres kandidat til præsidentvalget den 28. juli.

Der er ingen tvivl om, at folk i Mali tager dette valg alvorligt. Tidligere har Mali haft en ekstrem lav stemmeprocent. Men denne gang er det anderledes. Selv personer, jeg aldrig regnede med, ville interessere sig for noget så abstrakt og fjernt fra dagligdagen som politik, vifter nu stolte med deres elektroniske valgkort med det poetiske navn NINA og agiterer for deres favoritkandidat.

Egentlig skulle der have været valg i april 2012, hvor den seneste demokratisk valgte præsident ATT havde siddet sine maksimale to omgange à fem år. Men kun en måned inden valget kuppede militæret magten og kastede landet ud i kaos og banede for islamisters besættelse af hele den nordlige del af Mali.

I kølvandet på militærkuppet beskyldte menigmand og politiske iagttagere politikerne for korruption og uduelighed. Uanset om folk var for eller imod militærkuppet, kunne de blive enige om at fordømme de folkevalgte politikere og den engang så populære præsident ATT. Den daværende militærjunta pustede til utilfredsheden og fængslede med mellemrum ledende politikere under anklage for korruption. Dengang var det tydeligt, at den brede befolkning havde mistet tilliden til deres politikere.

Nu er der gået 16 måneder, og befolkningen i Mali skal til valgurnerne for at vælge en ny præsident som afløser for den tidligere formand for parlamentet Diouncounda Traore, som har fungeret som midlertidig præsident i Mali.

Ved et valgmøde i Bamakoforstaden Djelibougou er der især mange internt fordrevne fra det nordlige Mali. De er især interesserede i støtte til at vende tilbage til det nordlige Mali, som de blev fordrevet fra for et år siden. De er også interesserede i at de ansvarlige islamister og tuaregoprørere bliver dømt for de overgreb, de er blevet udsat for under besættelsen af det nordlige Mali

Man kunne forestille sig, at vælgerene i Mali ville støtte nye kandidater uden relation til de tidligere regeringer, som ikke er plettede af rygter om korruption og uheldige samarbejder. Men sådan ser situationen ikke ud få dage, inden første runde af præsidentvalget finder sted. Det er nemlig kandidater fra den gamle politiske elite, som står til at vinde valget.
Der er stor interesse for at blive præsident. Oprindeligt stillede 28 op som kandidater. En kandidat har siden trukket sig, da han ikke mener, at valget kan gennemføres demokratisk på grund af problemer i den nordligste region Kidal.

Meningsmålinger er noget helt nyt i Mali, og statistikkeren Sidiki Guindo er ansvarlig for den seneste måling i anden uge af juli. Ifølge den har 58 procent af de syv millioner vælgere endnu ikke besluttet sig – og ingen kandidat får over 50 procent stemmer, som er nødvendig for at vinde allerede efter første runde af præsidentvalget.

Når jeg spørger omkring mig, er der især støtte til kandidaten IBK, der har været på banen siden demokratiets begyndelse i 1992. Han har både været premiereminister og formand for parlamentet. En god ven fnyser over hans kandidatur og bemærker, at IBK ikke har gjort noget for at bekæmpe korruption i staten de mange år, han har haft politisk indflydelse. Nogle foretrækker ham, fordi han ikke direkte har taget afstand for militærkuppet sidste år. Det skulle sikre ham opbakning fra militæret. Og det mener en del er vigtigt, efter at dele af hæren har vist, at de er rede til at blande sig i ledelsen af landet.

IBK har også opbakning fra religiøse ledere, og når man ser hans politiske kampagne, kan man se, at der bliver brugt store summer. Så hvis eller når han bliver valgt, er det spændende at se, hvor mange han skylder en tjeneste. Selvsikker er IBK i hvert fald. Han har erklæret, at der er tale om valgsnyd, hvis ikke han går videre til næste runde af valget. En del unge mænd deler hans opfattelse, og de vil uden tvivl gå på gaden, hvis det ikke sker.

Den tidligere så skeptiske ven er ved at bløde op i forhold til IBK. Han kan se, at IBK samler folket, og det er det vigtigste efter hans mening. At hele befolkningen kan bakke op om deres præsident, som dermed har mandat til at gennemføre sit program.

En anden populær kandidat er Soumaila Cisse. Han har været minister tre gang i 1990’erne under den første demokratisk valgte præsident Konare. Cisse har været fængslet flere gange, mens militærjuntaen havde magten, og han har ikke tøvet med at tale dem imod. Det viser, at han er en modig mand. Der bliver også brugt mange penge på hans kampagne. Når det kommer til feststemning fører Cisse klart. Hans tilhængere ynder at køre i position gennem byen i minibusser med dansende aktivister på taget. Det kunne minde og lyde som danske studenter på ladet af en lastbil – begejstrede uden at være bøvede og berusede.

Den lokale partisekretær for ADEMA i Bamako forstaden Djelibougou præsenterer partiets politik ved et vælgermøde. Han insisterer på, at domstolene stadig skal være uafhængige, så det ikke er politikere, som dømmer islamister og tuaregoprørere for krigsforbrydelser

En tredje populær kandidat er Dramane Dembele fra Malis eneste egentlige politiske parti. De førnævnte kandidater har begge været medlemmer af Adema, men har stiftet deres egne partier efterhånden, som de ikke har fået opbakning til ledende poster i Adema. På den måde er der i dag mere end 100 politiske partier i Mali.

I Adema vælger partiets medlemmer deres kandidat, og hovedparten pegede på den politisk uerfarne Dembele. En taxachauffør udpegede hans plakat og sagde, at han hadede ham. Som tidligere direktør i det statslige mineselskab skulle han have modtaget tre kilo guld hver uge, og militærjunta har haft ham fængslet, uden at det har ført til rettergang.

Men i Mali er det ikke nødvendigvis retten, som vurderer ens skyld. Har den offentlige mening først dømt en på basis af rygter, så er det sandheden hos det store flertal af analfabeter i Mali. Men uanset rygterne har Dembele et velorganiseret partiapparat i ryggen.

Læs mere om udfordringerne for valget i Mali