Verdens kulturarv er i fare, når islamistiske ekstremister overtager magten. I Timbuktu ødelagde al-Qaida relaterede oprørsgrupper de kulturskatte verdenssamfundet og UNESCO udtrykte sin bekymring for. Men det lykkedes modige borgere at redde størstedelen af byens uerstattelige manuskriptsamling i al hemmelighed.

Det vakte forargelse, da internationale medier i januar 2013 viste billeder af brændende århundrede gamle historiske og religiøse manuskripter og manuskript-
æsker fra Timbuktus biblioteker i det nordlige Mali. På samme tidspunkt drog ejerne af manuskripterne, koran-lærde, konservatorer, forskere og bibliotekarer på byens 30 biblioteker et lettelsens suk. Kort tid efter islamisternes magtovertagelse i foråret 2012 gik de i gang med at evakuere næsten 400.000 manuskripter fra byen, så ilden fortærede kun en lille del af Timbuktus historiske arv.

”Jeg var klar over, at manuskripterne var truede allerede i juni 2012. På Al Jazeera, så jeg, hvordan islamister i Libyen angreb et mausoleum i nærheden af Tripoli. Ved siden af mausoleet lå et bibliotek med gamle manuskripter. Her brændte de alle manuskripterne. Den hændelse sagde mig, at jeg skulle være opmærksom, for islamisterne i Libyen og dem, der havde besat Timbuktu, var den samme slags. Da besluttede jeg, at vi måtte evakuere manuskripterne fra Timbuktu,” siger Abdel Kader Haïdara.

Abdel Kader Haïdara stammer fra en indflydel-sesrig og lærd familie i Timbuktu. Familiens bibliotek blev grundlagt i det sekstende århundrede af en qadi, som er den arabiske betegnelse for en dommer. Gennem generationer har familien virket som imamer, traditionelle ledere, lærere og handelsfolk. Biblioteket er gået i arv fra far til søn. Fra 1984 til 2002 var han tilknyttet det offentlige bibliotek og forskningscenter Ahmed Baba, og her indsamlede han 16.000 manuskripter til instituttet.

I dag er han leder af foreningen Savama – DCI, som arbejder på at beskytte og udbrede viden om manuskripterne og den muslimske arv, de rummer. Truslen mod manuskripterne har tidligere været ælde og termitter. Et stort internationalt projekt med at konservere, katalogisere og studere den omfattende samling af manuskripter har længe været i gang. Men i januar 2012 begyndte en konflikt, som på få måneder ændrede Timbuktu.

Islamister overtog byen
Da Gadaffi faldt i Libyen forsvandt våben og tidligere lejesoldater til det nordlige Mali. De sluttede sig til oprørske tuareger, som kæmpede for selvstændighed i Sahara.
Malis militær var for dårligt udstyret til at bekæmpe dem, og i protest kuppede militæret magten. Det skabte så meget kaos, at tuaregernes oprørsgruppe kunne indtage hele det nordlige Mali på få dage. Men tuaregernes nye kampfæller fra Libyen viste sig at være al-Qaida relaterede islamister med deres egen dagsorden, og de overtog hurtigt magten i Timbuktu og resten af de besatte områder.

”Islamisterne havde en politisk dagsorden. De ville ændre den måde, vi levede. Det var noget nyt for os,” fortæller Abdel Kader Haïdara.

Timbuktus biblioteker og manuskriptsamlinger bakker op om Abdel Kader Haïdaras plan om at evakuere manuskripterne. Det er langt fra første gang, de gamle manuskripter skal reddes, men denne gang er opgaven mere risikabel og omfattende end tidligere i historien. I første omgang bliver manuskripterne skjult i Timbuktu, men de islamistiske besættere begynder at plyndre private hjem for alt af værdi. Derfor vurderer Abdel Kader og redningsholdet, at det er nødvendigt at få dem ud af byen.

Det er en logistisk og risikabel udfordring at flytte 400.000 manuskripter, uden at nogen opdager det og uden at kunne bede befolkningen om hjælp. Der skal bruges flere hundrede personer, og hver enkelt udfører kun sin del af evakueringen en eller to gange for at hindre, at de bliver overvåget.

Evakuering med bil, æselkærre og båd
Aktionen varer et halvt år. På metalværksteder bliver der fremstillet 2.491 metalkufferter til at fragte manuskripterne af karosserier på udtjente biler. Hver sending indeholder kun to til tre kufferter for at undgå at miste et sort antal, hvis en sending går galt. Går der rygter om, at noget er på færde, må de holde lav profil i en uge.

I begyndelsen foregår det i firehjulstrækkere. Bilerne krydser Nigerfloden på en pram. Derfra er det 400 kilometer med patruljerende islamister og røverbander, før bilen er i sikkerhed i den del af Mali, som er kontrolleret af myndighederne. Den første halvdel er kontrolleret af islamisterne og går ad de hullede og tilsandede rester af en grusvej. Den anden halvdel er hæren flygtet fra, så her er ingen myndigheder overhovedet.
Fra byen Sevaré bliver kufferterne samlet og kørt til Malis hovedstad Bamako.

Vejen bliver lukket i december, og nu må de fragte kufferterne enkeltvis med æselkærrer til landsbyer langs Nigerfloden. Derfra bliver de staget videre i smalle træbåde, inden de kommer om bord på en lidt større motoriseret pinasse. Den er tungtlastet, og under hele turen er en person beskæftiget med at øse vand, som pibler frem med plankerne, der er tætnet med stofrester. Pinasserne sejler i rutefart mellem byer langs floden og efter tre til fem dage, når den Djenne, der er kontrolleret af Malis myndigheder.

Islamister ville skade fjenden
Mausoleer for muslimske helgener og dele af moskeer i Timbuktu på UNESCO’s liste over verdens kulturarv kunne befolkningen ikke redde, så de blev revet ned. Destruktionen forargede, men den undrede også. For hvordan kunne islamister ødelægge monumenter og manuskripter, som er knyttet til deres egen religion?

Det har Albrecht Hofheinz en forklaring på. Han er lektor i mellemøst og afrikanske studier på Universitetet i Oslo og deltog i universitetets tiårige samarbejde med Timbuktus biblioteker, som endte i 2008. Albrecht Hofheinz har været konsulent på Fondo Ka’ti biblioteket i Timbuktu og har været med til at katalogisere bibliotekets samling.

”Det er blevet sagt, at islamisterne destruerede manuskripterne, fordi de indeholdt læring, som ikke var forenelig med deres egen fundamentalistiske tilgang til islam. Men det holder ikke. De manuskripter, som blev destrueret, var ikke udvalgt på grund af deres indhold, men fordi det var dem, islamisterne kunne få fat i,” vurderer Albrecht Hofheinz og fortsætter:

”Afbrændingen var en symbolsk handling for at udfordre og ramme deres fjende, og den fjende, det er os i vesten. Man kan sammenligne det med Buddha statuerne i Bamiyan i Afghanistan. De blev ødelagt, da vi i det internationale samfund viste vores bekymring, og at det var vigtigt for os at have kulturel adgang til dem”.

Derfor blev han og andre forskere bedt om tie om manuskripterne i håb om, at islamisterne ikke blev opmærksomme på deres værdi.

Ny trussel mod manuskripterne
Manuskripterne har historisk værdi, fordi Timbuktu er det ældste og mest indflydelsesrige lærested indenfor islam i Vestafrika. Albrecht Hofheinz afviser, at manuskripterne skulle vise, at man i Mali praktiserer en særlig blød form for vestafrikansk islam. Ifølge ham beskriver manuskripterne den samme islam som i de arabiske lande.
Men en del manuskripter indeholder mere end de oprindelige tekster.

”Dengang var papir en mangelvare, så der er også skrevet i bøgernes margener. Det er tekster, som ikke nødvendigvis har noget med den oprindelige tekst at gøre. Det kan være en dagbog, astronomiske observationer eller handle om modtagelsen af en regeringsdelegation,” siger Albrecht Hofheinz.

Abdel Kader Haïdara forklarer, at emnerne for manuskripterne ud over religion er filosofi, astronomi, astrologi, historie, matematik, medicin, musik, biologi, fysik, kemi og geografi. Det ældste stammer fra det tiende århundrede.

”Der er tekster om, hvordan konflikter er opstået og løst, om god regeringsførelse, om menneskerettigheder, om børn og kvinders forhold og om vigtigheden af, at piger går i skole. Der er rejsebeskrivelser, tekster om slaveri, om landbrug, kvægavl og madlavning,” nævner Abdel Kader Haïdara.

Han søger sammen med lokale og internationale forskere at genoplive Timbuktu som center for viden. Det er en udfordring, for traditioner og adgang til viden gik tabt under den franske kolonitid. Da franskmændene for hundrede år siden begyndte at indsamle manuskripter og sende dem til Frankrig, murede ejerne dem inde i hemmelige rum. Manuskripterne var dermed utilgængelige for de lærde, og i samme periode blev det arabiske skriftsprog skiftet ud med latinske bogstaver. Så da Mali blev selvstændigt i 1960, havde ingen længere erfaring i at læse og tolke de gamle tekster.

Desværre har redningsaktionen vist sig at udgøre en ny trussel for manuskripterne, for i Malis hovedstad Bamako er klimaet fugtigere end det tørre ørkenklima i Timbuktu. Internationale midler er på vej, så konservatorerne kan beskytte alle 400.000 manuskripter, inden de bliver fragtet tilbage til Timbuktu.

Artiklen er bragt i kortere udgave i Weekendavisen uge 38 2013.

Læs mere om forskningsprojektet for manuskripterne i Timbuktu.
Støt indsamlingen til at bevare manuskripterne i Timbuktu.