Om gæstfrihed, taknemmelighed og følelsen af at være en forkælet primadonna. Jeg bliver rørt, når et barn hjælper mig med at vaske tøj, og en borgmester bruger det meste af en dag på at køre mig 250 kilometer ad hullede veje
Han er cool som en cowboy og stammer fra Timbuktu. Det er ikke bare cowboyhatten, der gør det. Det er måden, han bevæger sig på og det djærve udtryk. Stænglen på solbrillerne sidder ud for ørerne, så de dingler under hagen. På sekunder når han at reagere og kører slalom mellem klipper, træer og buske. Solen er på hastig nedtur, og han vil undgå at blive fanget i bushen i det måneløse mørke, som følger solnedgangen. Hesten er skiftet ud med en firehjulstrækker med mig som passager.
En ven i Bandiagara insisterede på, at han kendte en chauffør, som kunne finde vej til landsbyen Hore Haire. Jeg er selv sent på den, da jeg kommer til Bandiagara på grund af en punktering. Inden den omtalte chauffør når frem, er det blevet det sidst på eftermiddagen. Det viser sig, at chaufføren ikke kender vejen til Hore Haire, og at han ikke har lyst til at køre ud på det tidspunkt. Men kort tid efter forbarmer han sig og kommer tilbage. Hvis jeg betaler benzinen, kan han køre mig de 60 kilometer i sin arbejdsgivers firehjulstrækker. Han har sin søn med, som af og til skal have lov at se virkeligheden udenfor byen. Min ven er også med, og undervejs samler vi min tidligere svoger op, som viser os vej mellem æselkærrespor og motorcykelstier de sidste 15 kilometer ud i bushen.
Solen når at gå ned, og min ven forsvinder, da vi når landsbyen. Chaufføren er utålmodig, mens mørket falder på. Jeg giver ham en pengeseddel som tak for hans hjælp. Endelig dukker min ven op. Det viser sig, at han er i landsbyen for at hente en syg onkel til behandling i byen. Nogle gange er man ikke forberedt på, at man er med til at gøre gode gerninger. Det når at blive helt mørkt og både chaufføren og jeg er glade, selv om jeg tidligere havde dårlig samvittighed over at lade chaufføren køre i mørket et sted, hvor der ingen vej er.
Dagen efter fortsætter min rejse til fods gennem bjerglandsskabet. Min bagage bliver båret af to unge piger. I kassen er der syv kilo sukker, to kilo mælkepulver i metaldåser, tre dåser kaffe, et kilo te, et kilo bolsjer, et telt og forskellige småting. Vi skal ned i fire stejle klippekløfter undervejs, hvor vi balancerer på stenene. Det er sej vandring, og pigerne går i badeklipklappere.
Da jeg en uge senere skal hjem igen, har min tidligere svoger ringet til den lokale borgmester i landsbyen Kendie. Borgmesteren har nogle år tidligere skaffet mig et lift med en tjenestebil, og han spørger mig i telefonen, hvor jeg gerne vil hen. Jeg siger Mopti, som ligger 125 kilometer væk.
Dagen efter når vi Kendie efter to en halv times vandring. Det viser sig, at borgmesteren selv har tænkt sig at køre mig og derefter returnere. Undervejs insisterer jeg på at blive sat af i Bandiagara, hvor der er regelmæssig offentlig transport. Men jeg har én gang sagt Mopti, altså skal jeg til Mopti. Endnu engang føler jeg, at jeg misbruger folks venlighed. Borgmesteren ønsker kun ti liter benzin til turen frem og tilbage, som slet ikke dækker udgiften til turen på 250 kilometer i den godt brugte bil på skrumplende grusveje. For at trumfe min udnyttelse får jeg borgmesteren til at love at forære skolebøger til skolen i Biry, jeg giver ham penge til at købe to fodbolde til børnene der.
Undervejs giver jeg frokost, og vi får en god snak. Da jeg når frem til endnu en god ven, hvor jeg overnatter, finder jeg mit ekstremt snavsede tøj frem for at vaske det. Det får jeg ikke lov til. Husets datter overtager vaskebaljen og vasker det i hånden.