Spøjse figurer på muren

En dag, hvor jeg åbenbart ser gammel og ubehjælpsom ud. I hvert fald tilbyder tjenerne på tre cafeer at taste koden til det trådløse netværk på min telefon.

Torsdag den 23 april 2015

Første sted er på en cafe i Comillas, hvor jeg kan få ristet brød og marmelade til morgenmad. Brødet er stegt i olie, og der er en pakke smør ved, så det kan man kalde fedt med fedt på. Klokken bliver ti, inden jeg kommer af sted. De seneste dage har der været mange vandposter, så jeg tager kun en smule vand med.

Men dagen i dag er der kun få vandposter undervejs, og det er varmt. Ved den første cafe føler jeg mig ikke pauseklar og fortsætter. Endelig drejer en grusvej fra asfaltvejen og ned i en idyllisk dal. Jeg satser på, at der er en cafe ved en golfbane. Men området ser meget medlemsagtigt ud, og ingen skilte reklamerer med drikkevarer for folk udefra. Så da jeg lidt senere ser et skilt, der reklamerer for en cafe, følger jeg det. Omvejen er længere end forventet og op ad en stejl bakke.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Byen San Vicente de la Baquera ligger idyllisk ved en flod. Men nu da jeg har været på cafe, vælger jeg at fortsætte. Min frokost spiser jeg i stedet på en bænk på en legeplads i en lille flække. Da jeg er færdig med at spise, opdager jeg en næsten skjult vandpost. Heldigvis er vejret varmt, for vandet fosser ud og giver mig et brusebad.

Beskrivelsen af ruten i guidebogen halter endnu en gang, men ruten er godt afmærket. I Serdio er de fleste pilgrimme stoppet for at overnatte på enten et pensionat ved cafeen eller et herberg. Jeg spiser en is med det tyske par Lisa og Peter. Peter har været ude at bade, da de ofte følger vandreruterne langs havet, som er beskrevet i den tyske guidebog. Så mens jeg har gået på asfaltveje, har de nydt fantastiske havudsigter og muligheden for at få sand mellem tæerne. Cafeen ser hyggelig ud, og det er tydeligt, at værtsparret forkæler pilgrimmene. Jeg bliver altid glad, når jeg ser en cafe med rigtig te i stedet for tebreve.

Men jeg vil fortsætte. Jeg er godt nok træt, især i fodsålerne på grund af de mange lange dage på asfalt. Og turbeskrivelsen advarer om en vanskelig tilgroet sti og en stejl nedtur.

Nedturen kommer dog aldrig, og turen følger grusveje langs jernbanen ind til Unquera. Her finder jeg et hotel overfor stationen med et værelse til 23 euro med eget bad. Mine fødder brænder af træthed, og jeg ligger på sengen med benene oppe, indtil det er på tide at få aftensmad.

Unquera er en lang nyere by langs hovedvejen med flere byggemarkeder. Efter lukketid er den temmelig død. Jeg finder en restaurant med fodbold i tv. Her får jeg salat og en enorm kalvekotelet.