At gå i mudder er som at være et barn igen. Mudder er sjovt. Du kaster sig ud i mudder uden at tænke på, om man bliver snavset og våd. Hvis mudderet bekymrer dig, skal du gå på landevejen.

 

Lørdag den 2. maj 2015

Med de vise ord fra David begiver jeg mig ud på en mudderfyldt dag. David er vært i det skønne herberg i Bodenaya. Allerede fra morgenstunden er han fantastisk overskudsagtig. Klokken syv om morgenen bliver vi vækket med Ave Maria i højtalerne. Slet ikke min musiksmag, men lige præcis her er den smuk, og melodien følger mig hele dagen.

Nedenunder er der morgenmad og hygge. For at understrege hyggen har David tændt røgelsespinde, så jeg er ved at blive kvalt i den vamle lugt. Jeg får kvalme af røgelse, men jeg beder ikke om at få det slukket, da jeg vurderer, at det er en del af husets miljø. I stedet sætter jeg mig så langt fra en osende røgelsespind som muligt.

Lokalet er dekoreret med fodboldflag, postkort og religiøs kitsch foræret af pilgrimme. Peter og Lisa fra Tyskland har medbragt et billede af en helgen fra den lokale tyske domkirke, som de finder et sted at sætte op.

Jeg spørger David, om jeg må købe bogen Bunny Munros død, som jeg har fundet på reolen. Svaret er nej, bogen er foræret til herberget. Jeg må låne bogen, hvis jeg lover at sende den tilbage til herberget.

Den stressede spanske mand opdager, at hans støvler ikke er tørre, efter at han vaskede dem aftenen inden. David hjælper ham med at tørre dem med hårtørreren. Ude på gaden får vi den sidste afsked og besked på, at der er byfest i byen Tineo. Så vi skal være varsomme, hvis vi vælger hovedvejen i stedet for de mudrede stier, da der er meget trafik i dag.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Indtil i dag har jeg oplevet meget mudder. I dag advarer guidebogen endda om risikoen for mudder, hvad den ikke har gjort tidligere. Det tyder på ekstra store mængder. Alligevel vælger jeg stierne – også selv om jeg ikke har de magiske stave til at måle mudderdybden og balancere på stendiger og mudderskrænter for at komme udenom de værste pytter.

Faktisk er min balance blevet ret god. Når jeg er i tvivl, griber jeg fat i grene. Nogle gange er der dog kun brombærkrat og intet at støtte sig til. Mudderet sænker min fart og lægger beslag på hele min opmærksomhed. Jeg må konstant tage stilling til, hvor jeg skal sætte min fod. Hvert skridt er en risikoanalyse med øjeblikkelig respons – succes eller splat.

I dag har det meste mudder en god konsistens. Er det for vådt, vælter det ind over støvlen lige så snart man har sat foden. Når mudderet er tørrere splatter det ud og stivner længe nok til, at jeg kan tage endnu et skridt uden at blive alt for mudret. Min hjerne er travlt beskæftiget med at udvikle en mudderfilosofi og finde metaforer om at finde vej, at tage hurtige beslutninger om, hvornår det er det korrekte tidspunkt at tage et skridt frem ad. Jeg ler, mens jeg oversætter min muddervandring til management-sprog.

Byen Tineo er ganske rigtigt festramt. Stien går oppe over byen, så jeg har udsigt til scener og boder og blafrende flag. Til sidst går det stejlt ned ad bakke til centrum af byen. Hvis man ikke ønsker at besøge byen, kan man spørge en lokal om vej til fortsættelsen af caminoen. Efter byen skal man nemlig op igen, og stien går lige bag de huse, man passerer på vej ned.

Jeg møder de tyske kvinder, som har fået overladt en telefon af David. Han var kørt til Tineo med telefonen, som en pilgrim havde glemt i opladeren på herberget. Nu spørger de alle pilgrimme, de møder, om det er deres. Uden held, så vi formoder, at det er cyklisternes telefon, og de er allerede langt borte.

På en bar finder jeg Annedorte. Jeg deler min mudderfilosofi med hende, og vi morer os. Derfor går der lidt tid, inden vi bliver opmærksom på de stirrende mænd. Nogle ældre herrer har allerede fået rigeligt at drikke, og de glor. En glor fra bardisken, mens en anden vakler på gaden med øjnene stift rettet mod os.

Inden jeg skal videre, vil jeg spise frokost på en restaurant. Et meget fint hotel og restaurant har en dyr menu, og indenfor er der dækket op i stil med en gallamiddag. Jeg føler ikke, at min mudrede beklædning passer til stedet. I hjørnet af den nederste plads og gennem en port finder jeg en hyggelig restaurant med et spændende spisekort. Men de oplyser, at alt er reserveret til frokost. Tilbage på den fine restaurant får jeg at vide, at restauranten først åbner senere. Så jeg spørger om vej til en åben restaurant. Jeg passerer caminoen og længere henne af hovedgaden, finder jeg en restaurant med menu. Jeg er en af de første gæster, men lidt senere kommer der flere. Så da jeg beder om te, får jeg besked på, at den ikke kan blive serveret ved bordet. Jeg er dog velkommen til at drikke te i baren.

Turen fortsætter smukt oppe på højderyggen med udsigter over landskabet. Sidste del af turen foregår på asfalt, hvor den eneste opmuntring er byskiltet ”Las Tiendas”. Byskiltet står foran et hus, og byzonen er ophævet umiddelbart efter. Navnet betyder butikker i flertal, men huset har ikke en eneste butik. Der er dog en gadelampe til at skabe lidt bymiljø udenfor huset.

I Campiello sidder de andre pilgrimme med øl og vin på terrassen ved restauranten, som ligger i forbindelse med herberget. Den tyske kvinde, som konstant er bagefter, er i krise. Hendes venner er gået videre til næste by for at overnatte. Hun er udmattet. Vi foreslår hende at blive. Men hun ender med at vakle de to en halv kilometer til næste herberg.

Herberget minder lidt om en fabrik. Jeg tjekker ind og får tildelt et nummer på den køje, hvor jeg skal sove. Tilfældigvis er det over Annedorte. Hun har ikke noget imod overkøjer, så hun kravler ovenpå i stedet. Der er ingen åbne vinduer i sovesalen, og ved indgangen står en sofa og vaskemaskiner med lysende betjeningspaneler. Næsten alle herbergets 26 senge er fyldte, og da de også udlejer værelser er her pludselig mange pilgrimme.

De tre amerikanerne har køje ved siden af min. To af dem er gift med hinanden og har en krise i fuld offentlighed på en sovesal. Deres opførsel minder om et socialrealistisk TV-drama med herlig amerikansk accent.

Kvinden taler til manden. Hans svar: ”I’m not listening”. Hun fortsætter. Han gentager. ”I’m not listening”. Sådan fortsætter det indtil en lille pause. Kvinden tilbyder manden sin hjælp. Det får ham til at eksplodere. ”So you think I’m not capable?” svarer manden hidsigt. Hvis det ikke var så trist og så tæt på, ville jeg grine, for de opførte sig komisk og stereotypt.

I restauranten er der fodbold på TV og skruet op for lyden, så det er svært at tale. Jeg havner i bordenden med amerikanerne og en spændt atmosfære. De har tidligere vandret den normale camino og lidt af caminoen i Portugal. Dengang skinnede solen. Nu er de udmattede af regn og mudder og taler om at tage til Portugal for at fortsætte vandringen der. Måske ikke det letteste sted i Spanien at finde transport fra.

Folk går tidligt i seng. Jeg forsøger at læse i min nyerhvervede bog, men da køjerne står tæt, bliver jeg bedt om at slukke lommelygten.