Bruden begynder dagen med at posere som et superstjerne og ender dagen i gråd – uden hår på hovedet. Gamle dogontraditioner bliver blandet med nye fra Bamako, så ingen ved helt, hvad der sker under brylluppet

Endelig skal Lamenata giftes. Første gang jeg mødte hende var i 1992 i Biry, hvor hun var to år gammel. Få måneder senere døde hendes mor. Da hendes kusine Coumba blev gift, flyttede hun som fireårig med til Malis hovedstad Bamako. I 2010 blev Lamenata forlovet, og i 2011 besøgte vi Biry sammen.

Lamenata er barn af storbyen og vokset op med malinesere fra forskellige etniske grupper med hver sine traditioner. Og så har tv og film været en fast del underholdningen og opdragelsen. Derfor er der lagt op til den helt store fest denne søndag i Bamako. I Mali er søndag den helt store bryllupsdag.

Da jeg bliver inviteret, går turen først til skrædderen. Familien vil forære mig en kjole til bryllupsfesten. Først tror jeg, at de er trætte af mit kedelige europæiske tøj. Men grunden er, at alle gæster skal have tøj med samme mønster til festen. Familien har valgt et enkelt kjoledesign til mig med en lille flæse af tyl forneden. Skrædderen har værksted i et skur overfor huset. Han tager mine mål og lover at have kjolen klar et par dage senere.

Vi bliver noget overraskede, da vi ankommer til festen. Vi er nemlig de eneste gæster med tøj i samme mønster. Alle de andre gæster har deres fineste damaskvævede dragter på med broderier. Brudeparret leder vi også forgæves efter. Vi var inviteret til at komme tidligere for at være med til ceremonien på rådhuset om morgenen, men det sprang vi over. Nu er klokken to om eftermiddagen og brudeparret er ude at få taget bryllupsportrætter. Det foregår ved monumenter rundt om i byen. Hver søndag kan man se brudepar poserer og ligge i kærlig omfavnelse på de små græsplæner ved byens monumenter, som politiet må beskytte fra at blive spist af får og geder.

Der er mindst 500 gæster til brylluppet fordelt i gården og under en pavillon, som spærrer gaden for trafik. Maden bliver serveret i store plastikfade, som gæsterne samler sig om i små grupper. Bandet holder en pause under spisningen. Vi får Tcheb, stegt ris med kød og grøntsager. Der er også saftevand og slik. Bandet består af grioter, som er traditionelle sangere, musikere og historiefortællere. Gennem tusinderne år har de holdt styr på familiernes historier og hyldet sejre og fremgang. I dag betragter mange grioterne som tiggere. Hvis man ikke er gavmild, holder de sig ikke tilbage for at sprede uheldige historier om en og ens familie.

En skinnende sort firehjulstrækker kommer med bruden i hvid vestlig brudekjole. Brudgommen er ikke med – og han er også bare en bagatel i festen. Dette er brudens fest. Hvis det havde været et traditionelt bryllup i dogonområdet, hvor Lamenata stammer fra, ville hun heller ikke have deltaget i festen. Men i hovedstaden er traditionerne anderledes.

Musikken begynder igen, og gæsterne cirkulerer og snakker. Endelig ser vi andre gæster i samme tøj som os. Gæsterne benytter lejligheden til at vise deres flotteste garderobe. Undervejs i festen skifter alle derfor tøj en eller to gange. Desværre er der ikke ét tidspunkt, hvor alle gæster har samme tøj på.

Lamenata poserer for fotograferne sammen med sine gæster. Der er tre professionelle fotografer. Billederne bliver fremkaldt løbende, så gæsterne kan købe et billede med hjem. Der bliver brugt masser af lys, så man dårligt kan se, at det er afrikanere på billederne. Rundt i kanten af billederne er der blomsterranker, hjerter og brudeparrets initialer.

Nogle timer senere er brudens glamour forsvundet. Hun er dækket til og bliver ført ud i gården, hvor hundreder mennesker klapper, synger og hujer. Derfor kan man ikke høre den lave hulken. Et stort sjal skjuler hendes ansigt, så man ikke kan se tårerne, der triller ned af kinderne. Hendes stylede frisure er barberet af, og hun har bundet et tørklæde om den skaldede hovedbund. Lamenata bliver sat på en stol, og nogle ældre kvinder vasker hendes fødder og hænder i en skål vand med mønter. Bagefter bliver hun ført ind i huset igen.

Kaos begynder og varer de næste timer. Lamenata er inde i huset. Hun græder, familien græder, og alle er her for at tage afsked med hende. Flere og flere vil ind til hende, og en flok unge fyrer kæmper højlydt. Lamenata forskanser sig i det inderste rum, som er soveværelse. Her er alle gaverne, så der knapt er plads til os tre personer. En pige holder døren, som folk presser på udefra. Jeg spørger, hvad der sker, men det ved ingen. Der er forskellige traditioner ved bryllupper. Her støder landet og byen sammen.

Det er blevet aften, og Lamenata skal snart af sted til sin nye familie. Hendes kusine Coumba er trist. Hun har været mor for hende, siden hun var en lille pige, og hendes fem børn er vokset op med Lamenata. Coumba bemærker, at Lamenata også kommer til at mangle som hjælp til at lave mad og passe hus. I Afrika er det et stort arbejde. Der skal hentes vand, og maden bliver tilberedt helt fra bunden over brænde og kul. Familiens sorg går ud over duerne, som bliver hevet og trukket ud af facon, indtil de dør.

Til sidst beslutter Lamenata, at det er tid til at forlade familien. Som et lille barn bliver hun båret på ryggen af en veninde gennem trængselen. Ude på vejen venter firehjulstrækkeren. Vejen bliver spærret af mænd og kvinder, der danser vildt i billygternes skær. Der bliver kastet fyrværkeri. Flere minibusser kommer for at hente gæste, for nu går turen til brudgommens hjem, og en ny fest venter for de, der stadig har energi.

Historien er skrevet og udgivet første gang i december 2011. Men på grund af serverproblemer blev det oprindelige indlæg slettet.