Valget i Malis nordligste regioner bliver ikke overvåget af EU, og der er problemer for flygtninge og internt fordrevne med at stemme. Men det er bagateller ifølge EU.
Den tidligere belgiske udenrigsminister Louis Michel er leder af EU’s korps på 100 valgobservatører. Dertil kommer 250 valgobservatører fra den vestafrikanske samarbejdsorganisation Cedeao.
EU’s valgobservatører dækker de fem sydligste regioner i Mali. De tre nordlige regioner Timbuktu, Gao og Kidal, der har været besat af islamister og for Kidals vedkommende senest af tuareg-oprørere, har ingen observatører fra EU.
Valget bliver ikke 100 procent perfekt, men det bliver godt nok.
– Min fornemmelse er, at det grundlæggende er lykkedes for overgangsmyndighederne. De har vist en evne til at organisere valgprocessen så operationelt og effektivt, at ingen efterfølgende vil kunne betvivle legitimiteten af dette valg, udtaler Louis Michel til Radio France International (RFI).
Han tilføjer, at der er registreret problemer med at komme til at stemme for de op mod 175.000 flygtninge, som stadig lever i nabolandene og de 353.455 internt fordrevne i Mali. Men det problem betegner han som marginalt.
Ifølge FNs flygtningeorganisation UNHCR er 73.000 af de 175.000 flygtninge i nabolandene stemmeberettigede. Men det er kun lykkedes for 19.000 af dem at blive registreret som vælgere.
Til FNs nyhedsbureau IRIN beklager lederen af tuareg-flygtningene I Burkina Faso, Ousmane Ag Dalla, at valget bliver presset igennem, før sikkerhedssituationen er helt på plads.
– Mali er ikke klar til at holde et ordentligt valg. Men det er bedst at gøre det, for vi bliver aldrig helt klar, da der er så mange problemer. Os fra nord håber på at få valgt en præsident, så de grundliggende problemer kan blive løst af en legitim præsident, siger Ousmane Ag Dalla.
Der er udstedt 6,9 millioner Nina-kort, som er det nye ID-kort, som giver ret til at stemme ved valget. Nina-kortene er blevet fremstillet i Frankrig, og da myndighederne bestilte kortene, regnede de med, at der ville være brug for otte millioner stemmekort, og det blev bestilt. Derfor er der lavet 1,2 millioner Nina-kort uden foto og navn på.
De anonyme Nina-kort er allerede blevet en del af valgkampen, efter at en af kandidaterne har peget på, at de kan blive brugt til snyd.
Det afviser Louis Michel. Han oplyser, at de anonyme Nina-kort stadig befinder sig hos fabrikanten i Frankrig.
Fredag aften var 85 procent af Nina-kortene blevet uddelt i Mali.