Endelig fremme ved 0-stenen ved katedralen i Santiago

Kan man hoppe og danse efter en camino? Ja, når musikken er god! Det er en byfest og koncert, som gør min sidste dag på caminoen til en festdag. Og selvfølgelig lækker mad i godt selskab.

Onsdag den 13. maj 2015

Jeg trykker på snooze på telefonens alarm i en hel time, inden jeg er rigtig vågen og kan stå op. I restauranten afslører en fyldt disk med brugt service, at alle andre har spist morgenmad, og jeg må lede efter en tjener, så jeg også kan få lidt at spise.

Stadig lang vej endnu efter første indgangssten til Santiago

Denne morgenmad er turens absolut bedste med blandt andet røræg, bacon af rigtigt kød, friskpresset juice og frugt. Jeg har udsigt til strømmen af pilgrimme, der vandrer forbi på vejen. En enkelt cyklist stopper og drikker kaffe. Min anbefaling til Casa Rural O Acivro.

Ved indgangen står store kufferter klar til af gang mod Santiago, så det er ikke så sært, at andre pilgrimme kan klæde om til middagen.

Dagens belønning: Kage på cafe i Santiago

På den sidste del af caminoen tæller stenstøtter ned for cirka hver halve kilometer. Fra A Rua viser stenen 19 kilometer. Det er motiverende, når den kort derefter siger 18 kilometer. Men da jeg nærmer mig Santiago forsvinder stenene, og det går op for mig, at ruten er lagt om siden stenenes tid og derfor er længere.

I begyndelsen går turen gennem små stykker af skov, men jo nærmere byen, jo mere bebyggelse og stien bliver afløst af en vejkant. På en cafe møder jeg igen de to hollandske kvinder fra Cornellana. De gik langsommere i begyndelsen af turen og har taget længere stræk på den sidste del.

Og selvfølgelig pulpo

Ved frokosttid ser jeg et skilt med en restaurant, men beslutter at fortsætte lidt endnu. Desværre kommer der ikke flere rigtige restauranter, og jeg ender på en bar ved en campingplads med en burger. Sådan en har jeg ikke smagt i årevis. Brødet klistrer til ganen, kødet er noget fedtet smulder. Eneste positive er rigtig salat og en god skive tomat. Fornemmelsen af burgeren bliver i munden helt til, jeg spiser et stykke kage om aftenen.

Jeg har forventet at blive ramt af eufori, da jeg går ind i Santiago. At jeg kan svæve hen over fortovet og mærke glæden boble indeni på samme måde, som når jeg afleverer en stor opgave. Glad er jeg selvfølgelig, men også lidt ligeglad. Det kunne være hvilken som helst by, jeg gik ind i under turen. Den eneste gang, jeg bliver lidt rystet, er på en bro over jernbanen og en stor vej. Brædderne gynger, nogle er knækkede og andre heldigvis erstattet af nye brædder.

Tidligere har jeg hørt, at der også er byfest i Santiago, og en spanier har anbefalet mig at bestille overnatning. I Facebookgruppen for Santiagopilgrimme har jeg bedt om anbefalinger af hoteller og har valgt Hostal la Salle lidt uden for det gamle centrum. Derfor går jeg direkte til hotellet, tager bad og skifter tøj, inden jeg mødes med Annedorte.

På en smuk cafe i gammel fransk stil spiser vi delikate kager og taler og griner. Tidligt på aftenen er der ingen kø ved pilgrimskontoret, så jeg får hurtigt mit pilgrimsbevis. Derefter går vi til pladsen foran katedralen med 0-stenen. Her møder vi tyskerne Peter og Lisa. Da det er spisetid, finder vi de hollandske kvinder, men der er ikke plads ved bordet eller på restauranten, så vi finder et andet sted at spise.

La Pegatina spiller bold med publikum, som til sidst scorer i et basketball-net på scenen

Efter rejer og champignon med dejligt meget hvidløg går vi til koncert på pladsen bag katedralen. Her spiller La Pegatina, et band fra Barcelona. Fantastisk energisk og da alle hopper, hopper jeg med på mine trætte ben. Endelig er jeg for alvor høj af glæde og taknemmelig for, at netop denne nat byder på et inspirerende band, jeg kan danse til.

Efter en bar er jeg tilbage på hotellet omkring klokken to om natten, men så høj af adrenalin og lyttende til nattens pumpende musik, at jeg ikke kan falde i søvn, før det igen er lyst.