Albanien er stadig et mysterium for de fleste i Danmark. Du kan enten rejse til det smukke gæstfrie land eller opleve mennesker og historie på film
Jeg har netop været Albanien og denne gang var min guide Elio Kromidha ud over at være en rigtig god guide også en filmnørd.
Elio har sendt mig links til en række albanske spillefilm, som alle ligger på Youtube med engelske undertekster. Du kan finde ikonet og få filmene vist på stor skærm.
Tomka dhe Shokët e Tij – Tomka and His Friends
Den første film hedder Tomka dhe Shokët e Tij på albansk og Tomka and His Friends på engelsk. Filmen følger en gruppe drenge under 2. verdenskrig. Den er optaget i min albanske yndlingsby Berat og blandt andet i den fantastiske Gladiolas familiehus indenfor borgens mure.
Tomka og hans venner får en ubehagelig overraskelse, så den tyske hær rykker ind i Berat efter at de italienske fascister har kapituleret. Tyskerne laver nemlig deres lejr på drengenes fodboldbane. Det skal hævnes!
Du skal være logget ind på Youtube for at se denne film.
I Dashur Armik – Dear Enemy
Næste film hedder I Dashur Armik på albansk og Dear Enemy på engelsk. Filmen er optaget i Shkodra i det nordlige Albanien. Den fortæller en sand historie fra 1943 om filminstruktørens bedstefar. Filmen foregår, da Tyskland besatte Albanien efter den Italienske kapitulation.
Bedstefaderen bliver gode venner med en tysk officer, men samtidig skjuler han en partisan, en italiensk soldat og en jødisk urmager i kælderen under sit hus. En historie, som mange albanere genkender, fordi de på samme måde skjulte partisaner og flygtninge for tyskerne.
Skenderbeu – Skanderbeg
Skenderbeu på albansk og Skanderbeg på engelsk er filmen om albanernes største helt. Skanderbeg samlede albanerne, så de kunne modstå invasionen fra det osmanniske rige for 500 år siden. Faktisk er Skanderbeg så stor en helt, at Holberg skrev om ham.
Filmen fra 1953 vandt en pris ved Cannes Festivalen. Hovedrollen som Skanderbeg blev spillet af en russisk skuespiller og oversat til albansk. De kunne åbenbart ikke finde en albansk skuespiller med nok pondus til rollen som deres nationalhelt.
Nëntori i Dytë – The Second November
Nëntori i Dytë på albansk og The Second November på engelsk fra 1982 handler om Albaniens kamp for selvstændighed. Det tyrkiske Osmannerrige havde besat Albanien i 500 år. I filmen rejser Ismail Qemali gennem et kaotisk Albanien, hvor osmannerne forsøger at bevare magten, indtil han endelig kan hejse det albanske flag i Vlora i 1912.