Forfatterarkiv: Lise Blom

På sporet af den danske koloni i Ghana

Når man læser Thorkild Hansens bog Slavernes Kyst, er den danske kolonihistorie ikke bare grusom, den er også fjern og svær at forstå for en humanistisk nutidsdansker. Men med et besøg hos en efterkommer til en af de danske embedsmænd, bliver historien pludselig meget levende.

På trappen foran huset hvor Lesley Wulff Cochrane også er fotograferet sammen med daværende udenrigsminister Uffe Ellemann

Hvert år modtager Lesley Wulff Cochrane en invitation til at fejre Grund-lovsdag på Den Danske Ambassade i Accra i Ghana.

Ambassaden serverer gratis mad og drikke, fortæller han med et lille smil. Den ene gang om året bliver han mindet om sin tilknytning til Danmark. Han har også en søn, som arbejder i København, og af og til banker danskere på døren på jagt efter historiens vingesus. Fra dengang Danmark var en kolonimagt med afrikansk hovedsæde på Christiansborg i det, der dengang var kendt som Guldkysten.

Thorkild Hansen har beskrevet den grusomme historie om danskerne på Guldkysten. Historien kan virke som en roman, fordi den er så velskrevet, og fordi indholdet er så svært at fatte i 2013. Det er ud fra beskrivelsen fra bogen og tegninger, at jeg genkender Lesley Wulff Cochranes hus. Og så snart vi træder indenfor i huset, bliver historien lyslevende. Og det er ikke en historie med en begyndelse, en handling og en afslutning. Modsat en roman fortsætter historien med de mennesker, der stadig lever i huset.

Joseph Wulff fik stenen sendt fra København

Lesley Wulff Cochrane er femte generation efter Joseph Wulff, en dansk embedsmand, der arbejdede på Christiansborg i seks år fra 1836. Joseph Wulffs historie er den mest fascinerende i Thorkild Hansens bog, fordi han gennemgår en udvikling. Først forfærdes han over behandlingen af slaverne. Men da han som jøde selv bliver chikaneret af de øvrige danskere på fortet, afreagerer han på slaverne. I hans breve er hans foragt for de lokale afrikanere og deres skikke tydelig. Men så bliver han syg og overlever. Han gifter sig med den lokale kvinde Sarah og beslutter sig for at blive i Afrika. Det tager halvandet år at bygge det smukke hus. Men Joseph Wulff når kun at bo i huset i fem måneder, før han dør kun 33 år gammel. Udslidt af sygdomme og ydmygelser.

Alligevel kalder Lesley Wulff Cochrane sin fjerne forfader for den gamle mand, da han viser os graven i kælderen. Joseph Wulff og Sarah nåede at få tre børn, og det er efterkommerne, som stadig lever i huset og nabohuset, der blev bygget af en søn.

Vil du opleve den gamle danske koloni i Ghana? I januar 2016 arrangerer jeg en rejse til Ghana og Burkina Faso for rejsebureauet Viktors Farmor.

Dengang Christianborg var på danske hænder, valgte enkelte danskere at bosætte sig i det daværende Guldkysten. Nogle som slavehandlere, andre som almindelige forretningsfolk. De byggede huse på Castle Road, som leder op til Christiansborg. Dengang var det del af landsbyen Osu, nu er det en bydel i Ghanas voksende hovedstad Accra. Ghaneserne valgte efter selvstændigheden i 1957 det gamle Christiansborg til regeringshovedsæde under navnet Osu Castle.

Der har været kritik af, at Ghanas regering og præsident holdt til i et gammelt slavefort, og i 2013 er præsidenten og regeringen endelig flyttet til et nyt imponerende bygningskompleks.

Da vi var forbi Osu Castle i 2012, var sikkerhedsniveauet så højt, at vi slet ikke måtte komme i nærheden af borgen eller de gamle danske huse. Nu er vagterne lidt mere rolige, og vi får lov at spadsere langs de gamle bygninger.

Der er nu bygget en høj mur foran de gamle danske hus på Castle Road i Osu.

Jeg genkender med det samme Joseph Wulffs hus ud fra tegningerne i Thorkild Hansens bog. Vi banker på og spørger, om familien er efterkommere efter Joseph Wulff.

– Vent, jeg skal lige spørge bedstefar, siger den unge kvinde.

Kort tid efter dukker bedstefar op og inviterer os indenfor. Entreen er malet koboltblå, og den luftige salon har mintgrønne vægge. Her hænger billeder af familiens historie. Lesley Wulff Cochrane fortæller om Joseph Wulffs datter Wilhelmine, som blev gift med en skotsk mand, men da briterne blev opmærksomme på forholdet, blev skotten forflyttet til de vestindiske øer. Der er historiske billeder og så et nyere fotografi.

På trappen foran huset står Lesley Wulff Cochrane med den tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemand med kone og søn. Lesley Wulff Cochrane smiler, da han opfordrer os til at få taget et lignende foto.

Overfor huset ligger den gamle danske kirkegård, men der er ingen spor efter de danske grave. Naboerne beklager, at der ikke er gjort noget for at værne om gravene. De vil uden tvivl snart forsvinde. På den ene side af vejen er mange gamle huset blevet erstattet af nybyggeri, og på den anden side er der lidt længere nede ad vejen lavet en stor mindepark for Ghanas nyligt afdøde præsident Atta Mills, som døde under sit embede.

Parken er ved at blive indrettet, og lederne af området tager fotos af os, da vi besøger området. Præsidenten er begravet under et sort monument, men der er store planer for graven.

En leder af parken fortællerne stolt, hvordan Atta Mills er balsameret, så hans krop kan holde sig i tusind år.

– Han er begravet i en glaskiste, og vi arbejder på et system, så man trykker på en knap, så stiger glaskisten op af graven, så alle kan se ham, forklarer han.

Ved siden af Atta Mills grav er der tomme felter beregnet til de kommende afdøde præsidenter.

Jeg er taknemmelig for, at der endnu ikke er en knap, der kan fremtrylle Atta Mills balsamerede krop.

Her kan du se fotos og mere om rejsen.

Når borgmesteren agerer privatchauffør

Om gæstfrihed, taknemmelighed og følelsen af at være en forkælet primadonna. Jeg bliver rørt, når et barn hjælper mig med at vaske tøj, og en borgmester bruger det meste af en dag på at køre mig 250 kilometer ad hullede veje

Han er cool som en cowboy og stammer fra Timbuktu. Det er ikke bare cowboyhatten, der gør det. Det er måden, han bevæger sig på og det djærve udtryk. Stænglen på solbrillerne sidder ud for ørerne, så de dingler under hagen. På sekunder når han at reagere og kører slalom mellem klipper, træer og buske. Solen er på hastig nedtur, og han vil undgå at blive fanget i bushen i det måneløse mørke, som følger solnedgangen. Hesten er skiftet ud med en firehjulstrækker med mig som passager.

En ven i Bandiagara insisterede på, at han kendte en chauffør, som kunne finde vej til landsbyen Hore Haire. Jeg er selv sent på den, da jeg kommer til Bandiagara på grund af en punktering. Inden den omtalte chauffør når frem, er det blevet det sidst på eftermiddagen. Det viser sig, at chaufføren ikke kender vejen til Hore Haire, og at han ikke har lyst til at køre ud på det tidspunkt. Men kort tid efter forbarmer han sig og kommer tilbage. Hvis jeg betaler benzinen, kan han køre mig de 60 kilometer i sin arbejdsgivers firehjulstrækker. Han har sin søn med, som af og til skal have lov at se virkeligheden udenfor byen. Min ven er også med, og undervejs samler vi min tidligere svoger op, som viser os vej mellem æselkærrespor og motorcykelstier de sidste 15 kilometer ud i bushen.

Solen når at gå ned, og min ven forsvinder, da vi når landsbyen. Chaufføren er utålmodig, mens mørket falder på. Jeg giver ham en pengeseddel som tak for hans hjælp. Endelig dukker min ven op. Det viser sig, at han er i landsbyen for at hente en syg onkel til behandling i byen. Nogle gange er man ikke forberedt på, at man er med til at gøre gode gerninger. Det når at blive helt mørkt og både chaufføren og jeg er glade, selv om jeg tidligere havde dårlig samvittighed over at lade chaufføren køre i mørket et sted, hvor der ingen vej er.

Dagen efter fortsætter min rejse til fods gennem bjerglandsskabet. Min bagage bliver båret af to unge piger. I kassen er der syv kilo sukker, to kilo mælkepulver i metaldåser, tre dåser kaffe, et kilo te, et kilo bolsjer, et telt og forskellige småting. Vi skal ned i fire stejle klippekløfter undervejs, hvor vi balancerer på stenene. Det er sej vandring, og pigerne går i badeklipklappere.

Hamidou Yalcoré har været borgmester i Kendie i 15 år. En meget populær borgmester, men ved næste kommunalvalg i april 2014 trækker han sig. Han ville stille op til parlamentsvalget, men hans parti valgte en anden kandidat. Fremover vil han koncentrere sig om sit arbejde som skolelærer.

Da jeg en uge senere skal hjem igen, har min tidligere svoger ringet til den lokale borgmester i landsbyen Kendie. Borgmesteren har nogle år tidligere skaffet mig et lift med en tjenestebil, og han spørger mig i telefonen, hvor jeg gerne vil hen. Jeg siger Mopti, som ligger 125 kilometer væk.

Dagen efter når vi Kendie efter to en halv times vandring. Det viser sig, at borgmesteren selv har tænkt sig at køre mig og derefter returnere. Undervejs insisterer jeg på at blive sat af i Bandiagara, hvor der er regelmæssig offentlig transport. Men jeg har én gang sagt Mopti, altså skal jeg til Mopti. Endnu engang føler jeg, at jeg misbruger folks venlighed. Borgmesteren ønsker kun ti liter benzin til turen frem og tilbage, som slet ikke dækker udgiften til turen på 250 kilometer i den godt brugte bil på skrumplende grusveje. For at trumfe min udnyttelse får jeg borgmesteren til at love at forære skolebøger til skolen i Biry, jeg giver ham penge til at købe to fodbolde til børnene der.

Undervejs giver jeg frokost, og vi får en god snak. Da jeg når frem til endnu en god ven, hvor jeg overnatter, finder jeg mit ekstremt snavsede tøj frem for at vaske det. Det får jeg ikke lov til. Husets datter overtager vaskebaljen og vasker det i hånden.

Byen Mopti lider uden elektricitet og besøgende

Malis hektiske havneby Mopti er gået i dvale. Dvalen skyldes fraværet af besøgende med penge. Man ser det på markedet og i byens tomme cafeer

Tidligere skulle man komme i god tid til Bar Bozo for at få en plads med udsigt til den forunderlige solnedgang over Niger- og Bani floderne med fiskere og tungtlastede både med mennesker, dyr og varer. Nu dingler en enkelt kulørt pære mellem tomme fatninger over ensomme stole og borde. Enkelte personer spiser frokost her, resten af tiden er her kun firben, som piler mellem bordene og under loftet af flettede stråmåtter.

Den enlige tjener spørger, om jeg ønsker noget. Spørgsmålet viser, at langtfra alle gæster køber noget. Nogle gange sidder folk bare og venter.

Billeder af tomme restauranter og manglende elektricitet er ikke så spændende, så derfor viser billederne, bådene som stævner ud fra havnen i Mopti. Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Nogle venter på deres båd. Bådene sejler omkring solnedgang til fjerntliggende landsbyen langs floden. Folk sidder ovenpå lasten og på det buede tag af stråmåtter i stillinger, som må føles uudholdelige allerede efter et kvarter. Om natten må de passe på, at de ikke falder i søvn, for der er intet mellem dem og floden. En smule overbalance, og kroppen forsvinder i det mørke vand.

– Folk i Mali kan lide at tage chancer, siger tjeneren på Bar Bozo ved synet af den overfyldte båd, hvor rælingen ligger i vandoverfladen.

– Men de har jo ikke andre muligheder, hvis de vil rejse, svarer jeg.

Tjeneren mener dog, at passagererne burde nægte at gå om bord, når båden er overfyldt. Det ville tvinge bådejerne til at sende flere både og laste dem mindre.

Forrige uge sank en stor båd med mindst 300 passagerer. 77 lig er fundet, og myndighederne varsler regler for bådfarten. Bådene skal kontrolleres, og der må være et maksimum for antallet af passagerer og mængden af gods. Bådene skal have lys på om natten, og der skal være redningsveste.

Indtil videre stævner bådene ud hver aften, enkelte med en lygte i flagstangen, andre helt uden lys. Der er fast beskæftigelse for et par personer, som konstant øser det vand ud, som pibler op mellem plankerne, der kun er tætnet med stofrester. Der er også et bål i bunden af båden, så der kan blive lavet mad. Nogle både rejser en enkelt nat, andre fem til syv døgn.

Inde på land trykker heden. Heldigvis er temperaturen faldet til omkring 35 grader mod 38 grader for få dage siden. Varmen trykker ekstra, fordi elektriciteten i Mopti bliver lukket hver dag ved solopgang og først kommer igen sidst på eftermiddagen. Kun få bygninger i byen har en brølende generator, så banker og kontorer stadig kan fungere. Resten af byens boliger og arbejdspladser må klare sig uden strøm. Nogle gange drømmer jeg om en elektrisk vifte til at skabe en smule luft i heden. Måske er det på grund af varmen og den manglende elektricitet, at jeg også bliver grebet af følelsen af at vente. Byen venter på, at der igen kommer gang i økonomien, så besøgende igen strømmer til markedet og køber stort ind. Men til daglig venter man bare på, at strømmen kommer igen.

En del af markedet ligger i ruiner og venter på, at investorer skal bygge nye betonbygninger i stedet for de traditionelle lerhuse.  På et tidspunkt har her været et byggeboom af moderne bygninger. Men det gik i stå ligeså pludseligt, som det begyndte. Heldigvis har byggestoppet også ramt en vanvittig plan om at fylde byens indsø for at bygge boliger. Opfyldningen er begyndt i et hjørne og har heldigvis ikke bredt sig hen foran den ældste bydel, hvor den karakteristiske moske spejler sig i vandet.

400.000 manuskripter evakueret fra Timbuktu

Verdens kulturarv er i fare, når islamistiske ekstremister overtager magten. I Timbuktu ødelagde al-Qaida relaterede oprørsgrupper de kulturskatte verdenssamfundet og UNESCO udtrykte sin bekymring for. Men det lykkedes modige borgere at redde størstedelen af byens uerstattelige manuskriptsamling i al hemmelighed.

Foto Jeanette Land Schou. Et manuskript fra imamens samling i Timbuktu fotograferet i 2009. Det er nu i sikkerhed sammen med 400.000 andre manuskripter.

Det vakte forargelse, da internationale medier i januar 2013 viste billeder af brændende århundrede gamle historiske og religiøse manuskripter og manuskript-
æsker fra Timbuktus biblioteker i det nordlige Mali. På samme tidspunkt drog ejerne af manuskripterne, koran-lærde, konservatorer, forskere og bibliotekarer på byens 30 biblioteker et lettelsens suk. Kort tid efter islamisternes magtovertagelse i foråret 2012 gik de i gang med at evakuere næsten 400.000 manuskripter fra byen, så ilden fortærede kun en lille del af Timbuktus historiske arv.

”Jeg var klar over, at manuskripterne var truede allerede i juni 2012. På Al Jazeera, så jeg, hvordan islamister i Libyen angreb et mausoleum i nærheden af Tripoli. Ved siden af mausoleet lå et bibliotek med gamle manuskripter. Her brændte de alle manuskripterne. Den hændelse sagde mig, at jeg skulle være opmærksom, for islamisterne i Libyen og dem, der havde besat Timbuktu, var den samme slags. Da besluttede jeg, at vi måtte evakuere manuskripterne fra Timbuktu,” siger Abdel Kader Haïdara.

Abdel Kader Haïdara sørgede for, at Timbuktus manuskripter kom i sikkerhed

Abdel Kader Haïdara stammer fra en indflydel-sesrig og lærd familie i Timbuktu. Familiens bibliotek blev grundlagt i det sekstende århundrede af en qadi, som er den arabiske betegnelse for en dommer. Gennem generationer har familien virket som imamer, traditionelle ledere, lærere og handelsfolk. Biblioteket er gået i arv fra far til søn. Fra 1984 til 2002 var han tilknyttet det offentlige bibliotek og forskningscenter Ahmed Baba, og her indsamlede han 16.000 manuskripter til instituttet.

I dag er han leder af foreningen Savama – DCI, som arbejder på at beskytte og udbrede viden om manuskripterne og den muslimske arv, de rummer. Truslen mod manuskripterne har tidligere været ælde og termitter. Et stort internationalt projekt med at konservere, katalogisere og studere den omfattende samling af manuskripter har længe været i gang. Men i januar 2012 begyndte en konflikt, som på få måneder ændrede Timbuktu.

Islamister overtog byen
Da Gadaffi faldt i Libyen forsvandt våben og tidligere lejesoldater til det nordlige Mali. De sluttede sig til oprørske tuareger, som kæmpede for selvstændighed i Sahara.
Malis militær var for dårligt udstyret til at bekæmpe dem, og i protest kuppede militæret magten. Det skabte så meget kaos, at tuaregernes oprørsgruppe kunne indtage hele det nordlige Mali på få dage. Men tuaregernes nye kampfæller fra Libyen viste sig at være al-Qaida relaterede islamister med deres egen dagsorden, og de overtog hurtigt magten i Timbuktu og resten af de besatte områder.

”Islamisterne havde en politisk dagsorden. De ville ændre den måde, vi levede. Det var noget nyt for os,” fortæller Abdel Kader Haïdara.

Timbuktus biblioteker og manuskriptsamlinger bakker op om Abdel Kader Haïdaras plan om at evakuere manuskripterne. Det er langt fra første gang, de gamle manuskripter skal reddes, men denne gang er opgaven mere risikabel og omfattende end tidligere i historien. I første omgang bliver manuskripterne skjult i Timbuktu, men de islamistiske besættere begynder at plyndre private hjem for alt af værdi. Derfor vurderer Abdel Kader og redningsholdet, at det er nødvendigt at få dem ud af byen.

Det er en logistisk og risikabel udfordring at flytte 400.000 manuskripter, uden at nogen opdager det og uden at kunne bede befolkningen om hjælp. Der skal bruges flere hundrede personer, og hver enkelt udfører kun sin del af evakueringen en eller to gange for at hindre, at de bliver overvåget.

Evakuering med bil, æselkærre og båd
Aktionen varer et halvt år. På metalværksteder bliver der fremstillet 2.491 metalkufferter til at fragte manuskripterne af karosserier på udtjente biler. Hver sending indeholder kun to til tre kufferter for at undgå at miste et sort antal, hvis en sending går galt. Går der rygter om, at noget er på færde, må de holde lav profil i en uge.

I begyndelsen foregår det i firehjulstrækkere. Bilerne krydser Nigerfloden på en pram. Derfra er det 400 kilometer med patruljerende islamister og røverbander, før bilen er i sikkerhed i den del af Mali, som er kontrolleret af myndighederne. Den første halvdel er kontrolleret af islamisterne og går ad de hullede og tilsandede rester af en grusvej. Den anden halvdel er hæren flygtet fra, så her er ingen myndigheder overhovedet.
Fra byen Sevaré bliver kufferterne samlet og kørt til Malis hovedstad Bamako.

Vejen bliver lukket i december, og nu må de fragte kufferterne enkeltvis med æselkærrer til landsbyer langs Nigerfloden. Derfra bliver de staget videre i smalle træbåde, inden de kommer om bord på en lidt større motoriseret pinasse. Den er tungtlastet, og under hele turen er en person beskæftiget med at øse vand, som pibler frem med plankerne, der er tætnet med stofrester. Pinasserne sejler i rutefart mellem byer langs floden og efter tre til fem dage, når den Djenne, der er kontrolleret af Malis myndigheder.

Islamister ville skade fjenden
Mausoleer for muslimske helgener og dele af moskeer i Timbuktu på UNESCO’s liste over verdens kulturarv kunne befolkningen ikke redde, så de blev revet ned. Destruktionen forargede, men den undrede også. For hvordan kunne islamister ødelægge monumenter og manuskripter, som er knyttet til deres egen religion?

Det har Albrecht Hofheinz en forklaring på. Han er lektor i mellemøst og afrikanske studier på Universitetet i Oslo og deltog i universitetets tiårige samarbejde med Timbuktus biblioteker, som endte i 2008. Albrecht Hofheinz har været konsulent på Fondo Ka’ti biblioteket i Timbuktu og har været med til at katalogisere bibliotekets samling.

”Det er blevet sagt, at islamisterne destruerede manuskripterne, fordi de indeholdt læring, som ikke var forenelig med deres egen fundamentalistiske tilgang til islam. Men det holder ikke. De manuskripter, som blev destrueret, var ikke udvalgt på grund af deres indhold, men fordi det var dem, islamisterne kunne få fat i,” vurderer Albrecht Hofheinz og fortsætter:

”Afbrændingen var en symbolsk handling for at udfordre og ramme deres fjende, og den fjende, det er os i vesten. Man kan sammenligne det med Buddha statuerne i Bamiyan i Afghanistan. De blev ødelagt, da vi i det internationale samfund viste vores bekymring, og at det var vigtigt for os at have kulturel adgang til dem”.

Derfor blev han og andre forskere bedt om tie om manuskripterne i håb om, at islamisterne ikke blev opmærksomme på deres værdi.

Ny trussel mod manuskripterne
Manuskripterne har historisk værdi, fordi Timbuktu er det ældste og mest indflydelsesrige lærested indenfor islam i Vestafrika. Albrecht Hofheinz afviser, at manuskripterne skulle vise, at man i Mali praktiserer en særlig blød form for vestafrikansk islam. Ifølge ham beskriver manuskripterne den samme islam som i de arabiske lande.
Men en del manuskripter indeholder mere end de oprindelige tekster.

”Dengang var papir en mangelvare, så der er også skrevet i bøgernes margener. Det er tekster, som ikke nødvendigvis har noget med den oprindelige tekst at gøre. Det kan være en dagbog, astronomiske observationer eller handle om modtagelsen af en regeringsdelegation,” siger Albrecht Hofheinz.

Abdel Kader Haïdara forklarer, at emnerne for manuskripterne ud over religion er filosofi, astronomi, astrologi, historie, matematik, medicin, musik, biologi, fysik, kemi og geografi. Det ældste stammer fra det tiende århundrede.

”Der er tekster om, hvordan konflikter er opstået og løst, om god regeringsførelse, om menneskerettigheder, om børn og kvinders forhold og om vigtigheden af, at piger går i skole. Der er rejsebeskrivelser, tekster om slaveri, om landbrug, kvægavl og madlavning,” nævner Abdel Kader Haïdara.

Han søger sammen med lokale og internationale forskere at genoplive Timbuktu som center for viden. Det er en udfordring, for traditioner og adgang til viden gik tabt under den franske kolonitid. Da franskmændene for hundrede år siden begyndte at indsamle manuskripter og sende dem til Frankrig, murede ejerne dem inde i hemmelige rum. Manuskripterne var dermed utilgængelige for de lærde, og i samme periode blev det arabiske skriftsprog skiftet ud med latinske bogstaver. Så da Mali blev selvstændigt i 1960, havde ingen længere erfaring i at læse og tolke de gamle tekster.

Desværre har redningsaktionen vist sig at udgøre en ny trussel for manuskripterne, for i Malis hovedstad Bamako er klimaet fugtigere end det tørre ørkenklima i Timbuktu. Internationale midler er på vej, så konservatorerne kan beskytte alle 400.000 manuskripter, inden de bliver fragtet tilbage til Timbuktu.

Artiklen er bragt i kortere udgave i Weekendavisen uge 38 2013.

Læs mere om forskningsprojektet for manuskripterne i Timbuktu.
Støt indsamlingen til at bevare manuskripterne i Timbuktu.

Præsidentindsættelse i Mali

Hvem er med, hvem bliver nævnt og hvem er glemt på denne festdag i Mali? Befolkningen i Mali følger opmærksomt med i den store ceremoni, som i dag torsdag den 19. september fejrer Malis nye demokratisk valgte præsident Ibrahim Boubacar Keita, IBK.

Store billboards med IBK og de vragede præsidentkandidater minder os stadig om deres valgløfter

Denne dag markerer en ny begyndelse for Mali, en begyndelse som befolkningen hungrer efter. 26 statschefer er mødt op, flest afrikanske og så selvfølgelig Francois Hollande. For første gang er der statsbesøg fra Marokko med kongen Mohammed VI og hans følge på 300 mand. Hollandes tilstedeværelse viser, at Frankrig bakker op om Malis nye styre. Der har ikke tidligere været statsbesøg fra Marokko, da de afrikanske lande ikke anerkender Marokkos besættelse af Vestsahara. Besøget kan tolkes som et tegn på, at Marokko i højere grad vil involvere sig i konflikterne i Sahara.

Fejringen foregår på et stadium med 55.000 inviterede gæster. Byens hovedgader har fået en kærlig hånd, og de bliver lukkede, hver gang de internationale gæster bevæger sig fra et punkt til et andet. Det er en betalt fridag, så befolkningen kan koncentrere sig om festen.

Forventningerne til IBK er enorme, og endnu tvivler kun få på, at IBK kan indfri løfterne om at få gang i økonomien og skabe national forsoning. Officielt har han allerede haft to uger som præsident, og på den tid har han allerede overrasket og skuffet nogle vælgere. Det er sket med den regering, han sammen med den nye premierminister har udpeget, og i sin officielle indsættelsestale den 4. september, hvor han fik overdraget magten.

Ved den officielle indsættelse den 4. september bemærkede befolkningen, at kupgeneralen Sanago ikke deltog i ceremonien. Det gjorde til gengæld den tidligere diktator Moussa Traore, der oven i købet blev hyldet som en stor republikaner af IBK. Overraskende fordi IBK var med i demokratibevægelsen, som bekæmpede diktaturet forud for et militærkup i 1991. IBKs svigerfar sad fængslet i mange år under Moussa Traore uden at komme for en dommer. Malis første demokratisk valgte præsident Alpha Oumar Konare deltog ikke i ceremonien på trods af, at han og IBK er gamle kampfæller, og at IBK var premierminister under Alpha Oumar Konare. Og Malis første præsident Mobido Keita blev slet ikke nævnt. Men siden er IBK set besøge Mobido Keitas enke, og efter sigende skulle Mobido Keita blive æret ved en ceremoni i oktober. Om ikke andet er befolkningen i Mali gode til at tilgive.

IBKs regering bliver ledet af Oumar Tatam Ly. Han er netop blevet gift med datteren af lederen af partiet URD, hvis præsidentkandidat Soumaila Cisse kæmpede mod IBK i anden runde af præsidentvalget, og som har lovet at være i opposition til IBK og den nye regering. Nogle mener, at det nye ægteskab viser, at Malis politikere er alt for tæt på hinanden. I hvert fald er der mange ægteskabelige forbindelse mellem familier i forskellige politiske partier. Om det så handler om kærlighed, om alliancer, eller at der er så få veluddannede mennesker i de cirkler, hvor politikerne begår sig.

Mange ministre i den nye regering har allerede været ministre i tidligere regeringerne. Det skuffer mange vælgere, som stolede på at IBK ville stille med et helt nyt hold. En af overraskelserne er den nye udenrigsminister Zahabi Ould Sidi Mohamed. Han er araber fra det nordlige Mali og veluddannet fra blandt andet Sorbonne Universitetet. I 1990’erne arbejdede han for den norske Folkekirkens Nødhjælp på projekter i Nordmali, men under et tuaregoprør i 1991-92 gik han med i Front Islamique Arabe de l’Azawad og blev koordinator for tuaregiske og arabiske oprørsgrupper. Han indgik fredsaftale med Malis regering i 1992 og har siden været velanset og tilknyttet FNs fredsmissioner i blandt andet Congo, Sudan og Somalia.

Et andet overraskende bud på en minister er den karismatiske borgmester for Bamakos fjerde kommune, Moussa Mara. Med sine 38 år er han ung i politik i Mali, og han skal lede et ministerium for byudvikling. Han er den eneste præsidentkandidat fra sommerens valg, som har fået plads i den nye regering. Hans parti Yelema betyder forandring, og partiets program bygger på værdier. Da det nydannede parti stillede op ved kommunalvalget i 2009 i Bamako fik det halvdelen af stemmerne. Partiet arbejder med basisdemokrati, hvor alle kan få indflydelse på beslutningerne. Partiets medlemmer glæder sig til at få indflydelse i regeringen, men kan basisdemokratiske værdier overleve i den politiske virkelighed på regeringsniveau?

Følg ceremonien direkte her I Mali er det ikke kun kvindernes dragter, som bliver kommenteret. Mændenes broderede og skinnende boubou’er er lige så imponerende, og kommentatorerne svælger i farver og design.

Verdens smukkeste zoo

Det er nye tider i Parque Zoologique i Bamako. Nu er naturen i fokus, og dyrene er ved at lære at være dyr. Chimpansen danser ikke længere.

På skiltet stod, “Det er forbudt at give antiloperne cigaretter”. I Mali svarer det til en invitation. Så gæsterne stak en tændt cigaret ind til de små antiloper, som sugede ivrigt på cigaretten. Det er slut nu. I dag græsser de små antiloper mellem strudse og marabustorke og ænser ikke de besøgende gæster på platformen nogle meter over deres hoveder.

Klik på billederne, for at se dem i fuld størrelse.

Zoologisk Have i Bamako har været under renovering i nogle år og er genåbnet i sommeren 2013. Resultatet er fantastisk, det er godt tænkt, og anlægget spiller sammen med naturen i klippedalen, hvor kilder fylder små søer. Det er den smukkeste zoologiske have, jeg har set. Denne søndag myldrer det med gæster, og jeg er sammen med en familie med fire børn og en af deres venner. Da vi betaler, har jeg glemt den ekstra person, så jeg har snydt. Vi kommer en smule sent på dagen, så der er ikke tid til at se det hele. Børnene har med det samme fået øje på en gigantisk hoppeborg. Dyrene er spændende, men den kulørte klods trækker.

Alle dyrene er endnu ikke ankommet til zoo, så vi spejder forgæves efter zebraen i det meterhøje græs mellem træer og vandløb i det enorme anlæg. Mange dyr er unge, som løverne, der er så fine og uden skrammer, at de næsten ligner nuttede plydsfigurer. Men de stirrer på os på en måde, som jeg aldrig før har oplevet i en zoo. De er tydeligvis rovdyr, og vi er byttet.

– Dans Moussa, dans. Chimpanserne har altid været et hit i Bamakos zoo, og folk flokkes om det store bur. Den ældre chimpanse Moussa kan godt huske, hvad det betyder, og han rækker forventningsfuld hånden ud mellem tremmerne. Moussa kender sin pris. I gamle dage fik han en sodavand hældt op i en plastikpose, som han drak. Folk klappede, og så dansede han. Men det er slut nu. En vagt holder øje med, at ingen fodrer chimpanserne. Måske har Moussa fortalt de yngre chimpanser om de gode gamle dage? De er i hvert fald lige så interesserede i os mennesker, som de er i at være chimpanser og klatre i træer og svinge sig i reb.

Desværre nåede vi hverken det store voliere med eksotiske fugle, akvariet eller krybdyrene. Der skulle jo være plads til en rutsjetur i hoppeborgen for børnene. Det var et hit og sjovt at se, for nogle børn var meget små, og det var som en stumfilmsfarce at se dem klatre op på den stejle borg og derefter frygten, når de opdagede, hvor langt der var ned.

En sidste erindring fra Bamakos Zoos inden den blev renoveret af Aga Khans fond. Engang var der en af Nigerflodens sidste søkøer i zoo. Da den døde blev den udstillet i et akvarium med formalin. En gren fra et træ smadrede på et tidspunkt akvariet, og søkoen tørrede ind. I Mali bruger de muslimske marabouter indtørrede dele af dyr til medicin og magi – gerne specielle dyr. Det kan man se på markeder, hvor der knogler, skind og hele indtørrede hestehoveder er til salg. Så nogle så det magiske potentiale i den indtørrede søko og begyndte at skærer små stykker af den. I årevis lå den delvist beskårne og indtørrede søko i glasskår.

Farverig kompostbunke

Husholdningsaffald er kompost. Sådan var det i Mali for tyve år siden, og selv om plastik har holdt sit indtog i skraldespandene, bliver affaldet stadig betragtet som gødning.

Bamakos affald havner på tilfældige lossepladser langs vejene

– Gødning, siger min medpassager, da vi passerer lossepladsen.

Det er fantastisk den måden folk i Mali altid kan se ressourcer, hvor vi ser problemer. Men at betragte lossepladsen som en kompostbunke giver ikke lyst til at smage de hjemmedyrkede grøntsager. Jeg ved, hvad der kommer i skraldespanden af plastik, dåser og batterier. Her er der ingen særlig indsamling af miljøskadeligt affald, og forbruget af især insektgift er ligesom antallet af krybende og flyvende insekter højt.

For nogle år siden boede jeg hos en kammerat i Bamako, som havde et lille stykke jord. Da han fandt ud af, at jeg er havemenneske, foreslog han, at vi skulle dyrke lidt grøntsager.

Glas og metal bliver sorteret fra og resten bliver brændt, før det ender som kompost

– Jeg går over til naboen efter lidt gødning, sagde han.

Naturligt nok, da de havde nogle får. Derfor blev jeg overrasket over, at den gødning, han medbragte, var halvt forbrændt husholdningsaffald. Den spredte vi over jorden og gravede ned. Det vil sige, først skulle vi sortere de største stykker plastik, hele dåser og tøjrester fra.

Det slipper man for, når man køber gødning fra lossepladsen. Her sorterer et par fyre affaldet og samler det, som kan brænde i et bål. Derefter filtrerer de det gennem en sigte og sælger det i store sække.

Da jeg ankom til Mali første gang i 1991, var der intet affald. Ville man have en plasticpose på markedet, måtte man betale. Købte man fødevarer, havde man selv emballagen med eller fik et lille kræmmerhus i brugt papir.

Nu flyder Mali i plastikposer – især sorte plastikposer i så dårlig kvalitet, at man får to ad gangen for at sikre, at en af dem holder.

Et helt hvidløg kan man ikke længere købe. Driftige handelskvinder sidder på handelen med hvidløg, og de sælger to fed ad gangen i små plastikposer til 25 øre stykket.  På samme måde bliver olie, tomatpure, salt og peber solgt. Den megen plastik havner ofte i de åbne kloakker, hvor den stopper løbet, så kloakarbejdere må grave det ildelugtende affald op, for at skabe fri passage for spildevandet.

Sække med kompost til salg langs vejen. Der er et telefonnummer, hvis sælgeren ikke er til stede.

Jeg drømmer om en ordentlig affalds-sortering i hjemmene i Mali. At det kompost-egnede bliver komposteret, og det brændbare affald går til energi. Og at metal og glas bliver samlet for sig, så mennesker slipper for at gennemrode de sundhedsskadelige lossepladser for genbrugsmaterialer.

Og når jeg bliver forarget over forbruget af plastikposer her, så husker jeg, at frugt i Danmark ofte bliver solgt i både en plastikbakke og en plasticpose. Jeg har set æbler skåret ud i skiver, der er emballeret på den måde – hos os hedder det innovation.

Kreative reklamer

Malis lille havfrue serverer kød fra grillen, og Malis eneste McDonalds serverer ikke burger. Malis skiltemalere er kreative og henter inspiration i eventyr og design fra hele verden.

Havfruegrillen i Bamako

Endelig husker jeg at tage et kamera med mig og fotografere nogle af de skilte, der har fascineret mig i årevis her i Mali. Her er det et Rottiserie Moderne – et moderne roterende grillspyd – som tusindvis af små butikker med grillet kød hedder i Mali. Ikke at der er noget roterende grillspyd. Kødet ligger under et låg på en rist og bliver af og til vendt af grillmesteren. Men i dag holder han lukket.

Skiltemaleren har enten søgt inspiration i en for mig ukendt fabel om en havfrue, eller også har han digtet sin helt egen historie. I Danmark har vi nemlig ikke monopol på historier om havfruer. I Nigerfloden kan man også møde havfruer, og de er et yndet motiv på billeder og skulpturer.

Denne historie må handle om en hyrde, som får stjålet sine får af løven. På magisk vis kan havfruen siden servere det grillede kød for den sultne, som er reddet op af floden.

Foto: Carsten Elert. Den eneste McDonalds i Mali ligger i Kita

I Kita ligger McDonalds i en lille park centralt i byen. Ved cafeborde kan man drikke NesCafe, te og sodavand og købe kiks. Ved spisetid kommer en kvinde og griller spyd med kød og steger pommes frites. Det er ikke et sted, man skal besøge, hvis man har travlt.

Mahina, som udtales Majna, er en lille by ved Bafing-floden, lige inden Bafing løber sammen med Baoule og bliver til Senegalfloden. Her er en jernbanestation på linjen mellem Bamako og Dakar. I perioder er togdriften indstillet i månedsvis, og der er kun indenfor de seneste år kommet forbindelse til byen via en skrumplet grusvej, der kører en stor bue mod syd, inden den når byen. Engang var byen en driftig by. Nu føles den isoleret.

Foto: Carsten Elert. Cafeen i Mahina serverer maltøl

Cafeen forsøger at være med på noderne. Skiltemaleren har portrætteret et ungt par i vestligt tøj, som næsten ingen i Mali klæder sig i – og slet ikke udenfor hovedstadens velhaver-kvarterer. Manden har anderumpe og kvinden blondt hår. Her kan alle frisurer og hårfarver flettes på.

Måske holder parret hinanden i hånden? Men hænder er vanskelige at male, så et af cafeens produkter er placeret her og bygger på symbolsk vis bro mellem den unge mand og kvinde. Det er en dåse populær maltøl, måske brygget i Danmark. Man kan også få sodavand og mineralvand på cafeen. Mobiltelefonen er selvfølgelig med og ligger klar på cafebordet. Bemærk at manden selvfølgelig betaler.

I Mopti kan man finde denne frisør i et blikskur.

Stort flertal for IBK

Kortegerne af dyttende biler er begyndt i Bamako, efter at resultatet af præsidentvalget i Mali nu er offentliggjort. Som ventet har Ibrahim Boubacar Keita – IBK – vundet stort.

Store billboards med IBK og de vragede præsidentkandidater minder os stadig om deres valgløfter

Med 77,61 procent af stemmerne ved anden runde af præsident-valget er IBK en over- bevisende vinder. I denne runde af præsident-valget er det også lykkedes ham at opnå flertal i de fleste af de kredse, hvor Soumaile Cisse i første omgang havde flertal. Soumaila Cisse har fået 22,39 procent af stemmerne. I hans fødeby Niafunke opnåede han tre gange så mange stemmer som IBK, og han har også et spinkelt flertal i byen Djenne og i Burkina Faso, hvor blandt andet flygtninge fra det nordlige Mali har stemt.

Se det overordnede resultat her og resultatet fra valgkredsene fra Timbuktu til Tokyo til Brasilia og Berlin.

Trods skybrud på valgdagen nåede stemmeprocenten ved anden runde af præsidentvalget op på 45,78 procent af de stemmeberettigede. Men der var 92.920 ugyldige stemmer ud af de tre millioner afgivne stemmer.

Trods nederlaget for Soumaila Cisse vandt han en moralsk sejr i sidste øjeblik. Det skete, da han erkendte sit nederlag og ønskede Ibrahim Boubacar Keita tillykke allerede aftenen efter anden runde af præsidentvalget og længe inden resultatet blev offentliggjort. Den gestus vil blive husket i Mali.

Soumaila Cisse lover at være i opposition til den kommende præsident og regering. Det er en god nyhed for Malis demokrati, for det politiske liv har i den grad manglet en opposition, især under den kuppede præsident ATT.

Under ATT levede konsensusdemokratiet hvor alle – officielt – blev enige om alting. Internationalt regnede man med, at konsensusdemokratiet gjorde de politiske beslutninger levedygtige, da alle var enige om mål og midler. Men i realiteten var alle blevet købt eller overbevist, ved at de fik en fordel.

ATT’s filosofi var at give indrømmelser, løfter og gaver i den tro, at så ville folk blive tilfredse. Men nogle løfter var umulige at gennemføre, og grådigheden voksede. Kritikere og modstandere blev spist af med fordele, for eksempel i hæren, som nu har over 60 generaler.

Nu lover Soumaila Cisse og hans parti ‘Union pour la République et la démocratie’ (URD)at være i politisk opposition. Det bliver spændende at se resultatet. Især da der ikke er voldsom forskel på partiernes politiske målsætninger. Begge udspringer af samme parti ADEMA, der er med Internationale Socialister ligesom de danske Socialdemokrater.

IBK er Malis håb

Han er målrettet. Det er en mand, som holder sit ord og står fast på sine beslutninger. Han har festet i Paris, dyrket karate og er religiøs. Og så har IBK siden 1960’erne udviklet et netværk af internationale ledere.

Stemmesedlen med IBK, partiets initialer og symbol væven

Mali venter stadig på det endelige resultat af præsidentvalget søndag den 11. august, selv om alle kender vinderen.

Ibrahim Boubacar Keita blev født i bomuldens hovedstad Koutiala i det østlige Mali i 1945. Efternavnet Keita er – selv om det er et almindeligt efternavn – helt særligt i Mali. To gange tidligere har Keita’ere samlet Malis befolkning og bragt dem ind i en ny tid. Allerede i 1235 grundlagde Soundiata Keita det legendariske Mali-imperium og skabte fred mellem rivaliserende konger. Det var indledningen på en gylden epoke for Mali. Og da Mali blev selvstændig i 1960, hed den første præsident Mobido Keita i en tid med optimisme, hvor landet skulle finde sine egne ben.

Som 13 årig vandt IBK et legat fra kolonimagten Frankrig til at studere på et gymnasium i Frankrig. Han fik dog sin studentereksamen i Malis hovedstad Bamako, da hans mor bad ham om at komme hjem. Siden har han studeret historie og international politik på universitetet i Dakar i Senegal og på Sorbonne i Paris. Som studerende var han aktiv i studenterbevægelsen og lagde grund til et netværk af det, der senere er blevet til afrikanske og europæiske ledere.

I Frankrig levede han ikke kun i den akademiske verden. Han dyrkede karate på højt plan, festede og arbejdede på Citroën fabrikkerne og på det gamle fødevaremarked Hallerne i Paris.

Efter studierne har han forsket og undervist på universiteter i Frankrig. Han har arbejdet for større internationale organisationer og været Malis ambassadør i Elfenbenskysten, Burkina Faso, Niger og Gabon.

I 1992 gik han ind i politik og var udenrigsminister i 1993 og 1994 og premierminister fra 1994 til 2000. De første mange år var han medlem af det regerende parti ADEMA, men da partiet ikke udnævnte ham som præsidentkandidat, dannede han partiet Rassemblement pour le Mali (RPM) i 2001. Alle partier i Mali har et symbol, og RPM har valgt en væv som symbol. Det handler om at samle trådene, samarbejde og at skabe. Partiet er ligesom ADEMA og Socialdemokraterne i Danmark medlem af Internationale Socialister. Fra 2002 til 2007 var IBK leder af Nationalforsamlingen i Mali.

To gange tidligere har han stillet op til præsidentvalget i Mali. I 2007 var resultatet efter sigende manipuleret, så han gik glip af sejren. Hans tilhængere var rede til at gå i kamp for ham, men han talte dem til ro og sagde, at stabiliteten og freden i Mali var vigtigere end hans politik. Derfor er der folk, som nu seks år senere mener, at skæbnen endelig har rådet. Vinderen af præsidentvalget i 2007, ATT, blev afsat ved et militærkup og den retmæssige vinder af valget dengang bliver snart præsident.

For at være helt sikker har IBK allieret sig med en coach og det samme kommunikationsbureau Voodoo, som Elfenbenskystens nuværende præsident Ouattara benyttede i 2010. Efter sigende har han også – og valgets andre kandidater – ofret hos marabouter, som er lige dele muslimske vismænd og magikere.

Hans kone Aminata Maïga Keïta er leder af en kendt NGO i Mali Agir (at handle) og aktiv for at forbedre levevilkårene i Mali.

Valgresultatet er ventet torsdag og skal senest offentliggøres på fredag.