Islamistiske krigsfanger er en tikkende bombe for Mali, Man risikerer terroraktioner fra islamister, som vil kræve dem løsladt. Det er gidseltagningen i Algeriet en påmindelse om

I dette klippelandskab skjuler der sig nu flygtede islamister. Der er en dyb smal kløft til venstre i billedet med underjordiske huler

Dræb eller lad leve. Det spørgsmål stiller menige malinesere sig i denne tid. Islamister på flugt søger nemlig at skjule sig i områderne omkring kampzonerne. De lokale indbyggere er på vagt, og af og til finder de dem.

I lørdags måtte indbyggerne i Kendie tage stilling til spørgsmålet. Landsbyen Kendie ligger 45 kilometer nord for Bandiagara, og her holder de unge mænd øje med det svært tilgængelige klippelandskab. Det er et godt sted at skjule sig, og de frygter at islamister på flugt fra kampene ved Konna skal gemme sig i områdets klippehuler.

Lørdag fandt de to mænd, som de mente måtte være flygtede islamister. Mændene var forhutlede og meget sultne, og de bad derfor om mad og vand. Nogle fik umiddelbart ondt af den, fordi de så ynkelige ud. Andre ønskede at dræbe de formodede islamister, som hævn for de ugerninger de har stået for med sharialov i hele det nordlige Mali. Og fordi de havde taget indbyggere i byen Konna som gidsler under kampene med styrker fra Mali og Frankrig.

Mændene havde ingen våben, men indbyggerne i Kendie var ikke i tvivl om, at de var islamister, da mændene begyndte at appellere til dem som muslimske brødre og tale om, at gud ville belønne dem for at hjælpe dem.

På vanlig Mali-manér diskuterede landsbyen, hvad de skulle gøre med deres to fanger. Og de blev hurtigt enige om at ringe til Malis hær, som har tropper i Bandiagara. Hæren hentede de to mænd. Men i Mali er diskussionen ikke slut.

Da islamister besatte det algeriske gasanlæg i In Amenas krævede gidseltagerne løsladelsen af fængslede terrordømte islamister. I Mali spørger man derfor sig selv om det stigende antal islamister, der bliver taget til fange, vil udgøre en trussel for landet på længere sigt.

Kvinderne tør ikke længere tage til markedet i Kendie, da de frygter at møde islamister. Billedet er fra 2012, og det er sidste pause, inden kvinderne skal op over et bjerg og ned i den dal, hvor markedet i Kendie bliver holdt hver onsdag

Indbyggerne i Kendie var så heldige, at islamisterne ikke var bevæbnede. Men det er sandsynligt, at mændene havde skjult deres våben, før de nærmede sig landsbyen på udkik efter mad. Måske skjuler flere sig i området. Indbyggerne i områdets landsbyer frygter at blive overfaldet, og de er bekymrede for, om deres køer, får og geder bliver stjålet.

Tre forskellige islamistiske grupper har besat det nordlige Mali. Alle går ind for sharia-lov og siger, at deres mål er at kontrollere hele Mali. Al-Queda gruppen AQIM står bag kidnapning og narkosmugling i Sahara

Af gode grunde har jeg ingen fotos af krigeriske islamister, til gengæld er her et foto af noget af det islamisterne har forbudt i de besatte områder: TV, fodbold og Fanta uden slør

Men grupperne har medlemmer fra mange afrikanske og arabiske lande og sandsynligvis også fra lande som Pakistan. Det er uvist, hvor mange europæere og amerikanere der kæmper i grupperne. Der er blevet anholdt personer, der var på vej til at tilslutte sig grupperne. Og på fotos er der personer med europæisk udseende.

Det er også lykkedes at rekruttere medlemmer fra fattige nomadefolk, som i forvejen er marginaliserede i samfundet og truet på deres eksistens på grund af de ekstremt vanskelige levevilkår i de tørkeramte områder.

Ansar Diné kontrollerer området omkring byerne Timbuktu og Kidal. Deres leder er en tidligere tuaregleder, Iyad Ag Ghaly. I sine unge dage røg han cigaretter, skrev digte og hang ud med musikere. Så blev han nationalist. Og efter fredsslutningen oven på et tuaregoprør i 1990’erne har han arbejdet for staten i Mali. Han har blandt andet været ambassadør i Saudi Arabien. Her blev han omvendt til den strikse form for islam som wahhabit og fandt samarbejdspartnere. Iyad Ag Ghaly har været mellemmand mellem Al-Qaeda, Malis regering og europæiske forhandlere ved gidseltagninger.

Den strikse tolkning af sharia-lov har han og Ansar Diné siden underlagt borgerne i de besatte områder. Musik, cigaretter, sex uden for ægteskab, fodbold og tv er forbudt. Kvinder skal være tildækkede og må ikke længere arbejde og tjene egne penge.
Loven er vanskelig at overholde, og synderne bliver pisket offentligt, uanset om de er skyldige eller ej. Der er også et særligt fængsel for de kvinder, som ikke lever op til sharia.

Ansar Diné har tidligere været forhandlingsvillige, men også vist, at de skifter mening og ikke lever op til aftaler. Det ene øjeblik erklærer de våbenhvile, tager afstand fra Al-Qaeda og er klar til fredsforhandlinger, det næste øjeblik bryder de dem.

Mujao kontrollerer området i øst ved byen Gao. Gruppen består af oprørere fra blandt andet Mauretanien, Algeriet, Niger, Nigeria og der er forlydender om støtte fra Pakistan og de arabiske lande.

De har de samme forbud som Ansar Diné og ud over at piske lovovertrædere, står de også for amputationer. Rettergangen og straf foregår i umiddelbar forlængelse af hinanden. De nøjes ikke med at amputere en hånd, de fjerner samtidig en fod. På den måde er de sikre på, at synderen ikke kan arbejde og forsørge sig selv.

I nord er et ungt par blevet stenet, fordi man påstod, at de ikke var formelt gift. Parret levede sammen og havde et barn på seks måneder. Det var fattige nomader, som levede ude i bushen.

Al-Qaeda gruppen AQIM er formelt grundlagt i 2007. Den består af forskellige grupper af algeriske salafister, der har kæmpet mod styret i Algeriet, siden de flygtede fra borgerkrigen i Algeriet i begyndelsen af 1990’erne og slog sig ned i Malis nordlige ørkenområder.

Oprindeligt rettede de udelukkende angreb mod Algeriet, men deres medlemmer har været aktive i konflikter rundt om i verden. Gruppen har tjent store summer på et velorganiseret smuglernetværk gennem Vestafrika og til Europa. De begyndte først at gå efter internationale mål efter at de havde erklæret sig som del af det internationale Al-Queda netværk.

AQIM arbejder overalt i det besatte område, men er ikke ansvarlig for et bestemt område. Efter at kampene er begyndt, er der tegn på, at det især er dem som kæmper i frontlinien.

Selv om alle grupper af hellige krigere har indført skarpe regler for, hvad de lokale må og ikke må, så lever de islamistiske oprørere ikke selv op til loven. Der er talrige rapporter om voldtægter og tvangsægteskaber. Og børn bliver solgt til deres militsgrupper.

Kidnapninger finansierer islamister

Al-Qaeda har brugt Malis ørken til at skjule kidnappede personer gennem mange år. Malis regering ignorerede problemet, måske fordi ørkenen var uoverskuelig, måske fordi de ansvarlige modtog bestikkelse, måske fordi de ikke ville prioritere en stor militæraktion mod Al-Qaeda, så længe gruppen ikke tog gidsler i selve Mali.

Gidslerne blev i begyndelsen taget i nabolandene Mauretanien, Niger, Algeriet og så langt væk som Tunesien.

Men i 2009 blev det først franske gidsel kidnappet i Mali, og siden er endnu seks gidsler kidnappet i slutningen af 2011, og de er stadig holdt fanget af Al-Qaeda.

Al-Qaeda har tjent store summer på at frigive gidsler. Officielt giver de europæiske lande ikke løsesum, men det er sket i Mali. Det har gjort det til en god forretning ikke kun for Al-Qaeda men også for almindelige kriminelle, som står for kidnapningerne og sælger gidslerne videre til Al-Qaeda.

AL-Queda bag smuglernetværk gennem Sahara

Vestafrika og Sahara har alle dage haft handelsruter. En gang var varerne salt, guld og slaver. De seneste år har Al-Qaeda fundet nye lukrative varer, som bliver smuglet gennem de vestafrikanske lande ved kysten og videre op gennem Sahara og videre til Europa.

Det drejer sig om mennesker, våben, cigaretter – og narkotika fra Sydamerika og Asien. Smuglernetværket er omfattende og rækker fra personer på en cykel, der tager en pose et stykke af vejen, til transportfirmaer og traditionelle karavaner.

Smugling af narkotika er der gode penge i, og det kræver bestikkelse undervejs. Unge mænd er blevet prangende rige, og personer i Malis hær og regering er beskyldt for at tjene penge på smugling og dermed at samarbejde med Al-Qaeda. De mange penge har også korrumperet landet, og de har ødelagt traditionelle magtstrukturer, så unge mænd ikke længere lytter til de ældre i samfundet.

Mere information om mine foredrag om situationen i Mali

Artiklen har været bragt i net-magasinet DitPerspektiv

I Mali i Vestafrika kæmper franske soldater  sammen med Malis hær mod en koalition af islamistiske oprørere, som har besat to tredjedel af landet og indført sharialov. Flere afrikanske lande har soldater på vej og europæiske lande som Danmark sender materiel

Hvis du tænker, at nogen må have sovet i timen og overhørt advarsler, så har du ret. Men historien om Malis opløsning er også en historie om forhandlingsvilje og et folks tro på, at parterne sammen kan finde en løsning.

Mali er et konsensussamfund. Man taler om tingene og diskuterer, indtil man når en fælles løsning. Det gælder også ved konflikter. Selv da islamisterne i nord gang på gang rykkede frem, var den almindelige holdning i Mali, at der nok skulle komme en fredsaftale.

Konflikten har været undervejs længe, og der har været internationale advarsler. Alligevel har det overrasket Mali og dets indbyggere og verdenssamfundet, hver gang konflikten er eskaleret. Der er mange aktører og interesser på spil.

Nedturen for Mali begyndte for alvor i januar 2012. Her angreb tuareg-oprørerne MLNA en kaserne. Soldaterne blev ikke bare dræbt, de blev skåret i stykker, filmet og uploadet på Youtube.

Angrebet vakte harme. Præsidenten og regeringen blev beskyldt for at have udsultet hæren, så de ikke havde mulighed for at forsvare sig.

Stemningen mod den tidligere meget populære præsident ATT vendte. Der var demonstrationer forskellige steder i landet. Rygter og konspirationsteorier satte præsidenten i forbindelse med både Gaddafi og tuaregoprørerne.

Den 22. marts 2012 kuppede officeren Amadou Sanogo magten i landet og indsatte en militærjunta. Forfatningen blev sat ud af kraft. I Mali var ingen overraskede over militærkuppet efter måneders rygter op til. Internationalt blev militærkuppet fordømt, og man undrede sig, da der kun var en måned til demokratiske valg.

Efter kuppet blev sanktioner indført mod landet og udenlandske donorer som Danmark stoppede for al støtte.

Militærjuntaen bebudede, at den ville slå hårdt ned på tuaregoprørerne i Nordmali. Men intet skete. Og i løbet af få dage i begyndelsen af april besatte MNLA hele det nordlige Mali og byerne Timbuktu og Gao. De var ikke alene og kæmpede side om side med islamistiske oprørere – en af grupperne var Al-Qaeda. Islamisterne nedkæmpede MNLA og indførte sharia-lov i nord. De erklærede deres mål: At indføre sharia i hele Mali.

I Malis hovedstad Bamako nedtonede militærjuntaen nu deres udmeldinger om kamp mod oprørerne. I stedet begrundede de nu militærkuppet med, at den tidligere regering og især præsidenten ATT var korrupt.

Landene rundt om Mali blev både foruroligede over, at demokratiet blev sat ud af kraft i Mali og udsigten til at få Al-Qaeda som nabo. Den økonomiske samarbejdsorganisation for Vestafrika ECOWAS pressede militærjuntaen til forhandlinger og fik udpeget en overgangsregering og en midlertidig præsident, den tidligere formand for parlamentet Dioncounda Traore. Han var demokratisk valgt og en af topkandidaterne til det aflyste præsidentvalg.
ATT var i mellemtiden gået i eksil i Senegal.

Vi havde nu to konflikter i Mali. I nord en brutal besættelse og sharialov og i syd et manglende demokrati og en militærjunta, der fortsat trak i trådene, selv om den officielt havde overladt magten til en civil regering.

Juntaen har hele tiden forsøgt at forhindre, at der kom udenlandske styrker til Mali for at bekæmpe de islamistiske oprørere. Men regeringen og præsidenten har samtidig appelleret til det internationale samfund om hjælp. Situationen er flere gange blevet diskuteret i FN og FNs Sikkerhedsråd.

I efteråret gav FN således et forhåndstilsagn og grønt lys til udenlandske styrker. Men der skulle først udarbejdes en militær plan og en plan for, at Mali kan vende tilbage til demokrati.

Kort tid før jul blev planen så vedtaget i FN, som giver sin fulde støtte til missionen. Den skal udelukkende bestå af afrikanske styrker, mens europæiske lande bistår med militær træning, overvågning og materiel.

Resultatet af FN-resolutionen var umiddelbart, at den ene islamistiske oprørsgruppe Ansar Diné erklærede våbenhvile og rede til at gå ind i forhandlinger. Fredsforhandlingerne skulle være begyndt i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou den 10. januar 2013. Og dermed kom pludselig en beskeden udsigt til en fredelig løsning.

En militær intervention lå dog længere ude i fremtiden. For først skulle Malis hær under træning og man havde også først planlagt, at europæiske rådgivere skulle komme til landet i februar. Et forsigtigt skøn talte om en aktion i september 2013.

Måske var det netop den udmelding, som gav islamisterne blod på tanden. Tre dage inden fredsforhandlingerne skulle begynde, gik de islamistiske grupper i aktion og besatte flere byer. Ved byen Konna stod de overfor de største militærlejre for Malis hær i denne del af landet. Tidligere flygtede hærens soldater, hver gang islamisterne angreb. Nu blev de tvunget til kamp, men tabte efter få timer til islamisterne, der var dem militært overlegne.

Desperationen i Mali er eksploderet. I hovedstaden demonstrerede vrede unge mænd mod den uduelige regering. Og umiddelbart syd for Konna i byerne Mopti og Sevaré med op mod 200.000 indbyggere og flygtninge fra nord gik folk i panik.

Præsident Dioncounda Traore reagerede ved at erklære undtagelsestilstand i hovedstaden og kontaktede den tidligere koloniherre Frankrig. Frankrig havde ellers tidligere erklæret, at der ikke skulle franske tropper til Mali. Alligevel ændrede landet holdning og sendte kamphelikoptere og bombefly til Mali fra franske militærbaser i Burkina Faso og Tchad.

Franske fly bombede militærlejre og depoter. Men islamisterne begyndte at blande sig med civilbefolkningen så er vi fremme ved i dag, hvor kampene foregår på landjorden.

Frankrig har erkendt, at de islamistiske oprørere er bedre trænede og har bedre våben end forventet. Så der er umiddelbart lange udsigter, inden alle islamister er stoppet. Til gengæld kan beboerne i byerne Timbuktu og Gao glæde sig over, at de ikke længere skal leve under sharialov. I disse dage lever islamisterne skjult.

Danmark deltager i en aktion, som har fuld opbakning fra befolkningen i Mali. Vi støtter regeringen i deres kamp mod islamistiske oprørere. Malis regering har lovet, at der bliver valg til præsidentpost og parlament, så snart der er ro i landet. Det ser ud til, at den tidligere militærjunta forholder sig i ro og er klar over, at den ingen folkelig opbakning har til at lægge hindringer i vejen for de internationale styrker.

Her kan du læse om det foredrag, jeg tilbyder om situationen i Mali.

Artiklen er bragt i DitPerspektiv.dk