Forfatterarkiv: Lise Blom

Islamister i åben krig med Malis hær

Langt om længe reagerede Malis militær på, at islamister har besat to tredjedel af landet. Og så tabte de. Krigen i Mali er nu rykket ind i områder, hvor jeg ikke længere har behov for et landkort for at følge med. Jeg kender navnene på byer, landsbyer og mennesker.

Normalt er bådene tungt lastede, når de sejler til og fra markederne langs Nigerfloden. De sejler om natten, og nogle få er markerede med cykellygter

Torsdag er normalt en travl markedsdag i Konna. Et marked, hvor mange besøgende har brugt dage på at nå frem med deres tunge byrde af varer til salg og derefter bruger det tilsvarende antal dage på at komme retur med ligeså meget vægt på hovedet.

I Konna køber man fisk. Langs Nigerfloden lever fiskenomaderne, som følger flodens højvande nordpå og med dem fiskene. De bringer fangsten til markedet i Konna. Der er friske fisk, tørrede fisk og røgede fisk. Nogle fisk bliver båret til fjerntliggende landsbyer i bjergene, hvor en tørret eller røget fisk er den største delikatesse. Andre bliver købt af rejsende, som sidst på dagen tager bussen mod nord eller syd. Bagagen hos alle deres medpassagerer vidner om, hvad de har købt. Lugten af røget fisk er gennemtrængende og bliver siddende i bagagen.

Jeg kender nogle af de kvinder, der jævnligt besøger markedet i Konna. Det tager halvandet døgn for dem at vandre dertil fra Biry – op og ned ad stejle klipper og til slut gennem 20 kilometers flad og støvet ødemark, uden skygge.

En gang havde Dene tilberedt spagetti med røget fisk til ære for mig og mine gæster. Det var tydeligvis ikke en ret, hun havde prøvet før. Hun er en god kok, men den var næsten uspiselig. Når jeg hører om Konna, tænker jeg på den indsats, kvinderne gjorde for at nå dertil, og på, hvad byen Konna betød for dem – ikke bare som delikatesseafdelingen i Magasin – det var også et sted, hvor de kunne købe fisk med livsvigtige vitaminer og mineraler til deres børn. For efter denne torsdag bliver markedet i Konna aldrig mere det samme.

Kampene begyndte onsdag. Malis hær er gang på gang flygtet, hver gang islamisterne er rykket mod syd. Men ved Konna reagerede de. Måske fordi deres militærbaser lå indenfor rækkevidde i Sevare 60 kilometer væk. Hvis de ikke fik fjenden på flugt herfra, ville det ikke vare længe, inden militærets største baser i området ville være løbet over ende.

Militæret meldte om sejre i Malis medier i løbet af torsdagen. Indtil sidst på eftermiddagen. Da bredte nyheden sig med lynets hast. Konna stod i flammer, og hæren havde trukket sig tilbage. Islamisterne havde vundet den første regulære kamp mod Malis militær.

Udviklingen er forfærdende for Malis befolkning. Først og fremmest fordi de store militærlejre med både luftvåben og artilleri ikke kunne bekæmpe islamisterne. For det andet bevæger islamisterne sig nu ind i mere om mere tætbefolkede områder, hvor kampe er endnu mere ødelæggende og risikoen for civile tab endnu større.

Og så nærmer islamisterne sig områder med mennesker, som sharialove vil ramme endnu hårdere end Timbuktus muslimer. Dogonland ligger umiddelbart øst for det område, der er erobret i dag. En stor del af dogonfolket dyrker den oprindelige religion eller er kristne. Og lidt mod syd lever bobofolket, som også lever efter deres oprindelige religion. Der er også muslimer, men deres religion er blandet med den oprindelige.

Islamister besætter nye områder i Mali

Spændt situation  i det nordlige Mali, hvor islamistiske oprørere har udvidet deres territorium, tre dage inden fredsforhandlinger begynder i Burkina Faso.

Boré hedder byen, som islamister har besat den 7. januar. Den ligger ved den nationale hovedvej, som forbinder Malis hovedstad Bamako med hele det nordøstlige Mali. Byen er mest kendt for en smuk gammel moske bygget i ler og et ugentligt marked. Nu er det nye tider i den lille by.

Lokale observatører har de seneste dage rapporteret om troppebevægelser i det nordlige Mali. Islamistgrupper har været samlet i landsbyen Bambara Maoudé midtvejs mellem Timbuktu og byen Douentza. Her har de etableret en flybase, og der er rapporter om forstærkninger fra hele det besatte område i Nordmali samt fra den nigerianske terrorgruppe Boko Haram.

Oprørerne er fordelt i mindre grupper og igen spredt over et større område. Og i dag rykkede de mod syd og besatte byen Boré. Den ligger 80 kilometer vest for byen Douentza, der indtil i dag har været frontlinieby for de islamistiske oprørere.

Fra Boré er der kun 110 kilometer til Sevaré, som huser Malis største militærbaser i området. Men Malis hær har ikke reageret på den nye besættelse.

Den 10. januar 2013 begynder fredsforhandlinger i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou mellem en del af oprørsgrupperne og Burkina Fasos præsident Blaise Compaore, som er leder af forhandlingsgruppen i den vestafrikanske samarbejdsorganisation CEDEAO.

Læs hele artiklen på Verdensnyt.dk

Marrokanske mønstre i Marrakech

Marrakech er en gylden gave. I solens stråler gløder murene i lyse rødbrune nuancer. Indenfor er det som at åbne en pakke. Alt er dekoreret med mønstre, der snor sig i det uendelige. Farverne er turkis, grøn, blå, orange, gul, sort og hvid.

Foto af Lise Blom og Carsten Elert

Klik på billederne i galleriet for at se dem i hel størrelse.

Indenfor bymuren i den gamle bydel, medinaen, ligger husene tæt i de smalle gyder. Kun få steder kan der køre biler. Gyderne er så smalle, at solen kun sjældent når ned mellem husene.

Udefra er husene anonyme, og det er svært at vurdere, om ydermuren huser en almindelig bolig eller et overdådigt palads. Og selv inde i et palads, må man gå gennem en mindre labyrint af gange. Nogle gange ender man i en pragtfuld gårdhave, hvor de duftende frugttræer står tæt, og fuglene kvidrer lystigt. Andre gange leder en bastant dør en ind i en overdådig sal.

Alt er udsmykket. Fliserne på gulvet, kaklerne på den nederste del af væggen og lidt højere oppe tager skrøbelig relieffer af stuk over. Øverst hæver loftet sig, der er skåret ud i velduftende cedertræ.

Det er smukt, og kunstnerne holder sig indenfor de samme mønstre, som de har arbejdet i tusinde år. Umiddelbart er det vanskeligt at vurdere, om et palads er bygget for 800 år siden eller kun 100 år.

Oplev lyset ved havet i Essaouira og det spirende forår i Ourikadalen

Lys og vand i Essaouira

Lyset er helt klart i Essaouira på Marokkos vestkyst. Byen ligger ud til havet, og her lugter af fisk på den gode appetitvækkende måde i de smalle gyder.

Jeg blev forelsket i det smukke lys i Essaouira. Om dagen lå verden badet i lys, og sidst på eftermiddagen glødede himlen i alle regnbuens farver. Det er måske lidt kikset at fotografere solnedgange, men jeg kunne ikke lade være.

Klik på billederne i galleriet for at se dem i fuld størrelse.

Efter middag trækker tidevandet sig tilbage og efterlader en bred strand af det fineste sand uden sten. Her promenerer bedstemødre og kærestepar, mens drengene spiller fodbold. Et par heldige betjente ser ud til at nyde at patruljere på stranden på deres smukke arabiske heste. Det er også muligt at leje en hest eller en kamel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det spirende forår i Ourikadalen

Foråret spirer i Marokko

I december er efterårsløvet stadig gyldent i Marokkos Atlasbjerge. Samtidig spirer foråret, og bønderne i den frugtbare Ourika dal har allerede bønner og salat på markerne. Og højere oppe i bjergene kan man stå på ski i sneen.

Fotos af Lise Blom og Carsten Elert.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Vi boede fire dage på Auberge Le Maquis i Aghbalou 45 kilometer fra Marrakech. Hver dag kikkede vi i deres kolossale mappe med forslag til vandreture og aktiviteter.

Der var samlinger af sten. Nogle var mineraler fra Atlasbjergenes miner. Andre var arkæologiske fund fra området – blandt andet en krukke, som – måske – var 7.000 år gammel. Der var også forsteninger.

Hver torsdag er der marked i Aghbalou med tøj, frugt, grønt, levende dyr, CD’er, musik, madboder, mulighed for at tjekke sin mail, en smed som skoede mulddyr og under et træ stod frisørerne klar til at klippe hår og barbere markedets gæster. Der er kun få kvinder på markedet, modsat syd for Sahara, hvor kvinderne står for det meste handel.

Oplev farver og mønstre i Marrakech og det smukke lys fra havet i Essaouira.

Krig på vej i Mali

Mali har i 20 år været kendt som et fredeligt demokrati, men det er slut. Der er nu udsigt til krig. Internationale militæreksperter er med til at planlægge en invasion for at befri den nordlige del af Mali, som er besat af forskellige islamistiske grupper.

– Alt, hvad vi ønsker i dag, er krig for at befri den nordlige del af Mali. Det handler om at dræbe så mange islamister som muligt og fordrive resten. Men hvis islamisterne rejser til andre lande, vil de stadig være en trussel. De skal likvideres, for det er meget farlige elementer. Efter krigen ser vi, hvad der skal ske.

Sådan beskriver Mama Koite Doumbia den generelle holdning i Mali. Mama Koite Doumbia er forkvinde for kvindeorganisationen FEMNET-Mali og kæmper normalt med argumenter, forhandlinger og ved at pege på forbilleder. Så Mama Koite Doumbia bekymrer sig for Malis fremtid og ikke kun for at bekæmpe de militante islamister.

Men ud over udsigten til et demokratisk valg i foråret 2013 mangler Mali planer for, hvad der skal ske i fremtiden. Det eneste sikre er, at landet er plaget af en udbredt træthed med de nuværende magthavere i overgangsregeringen og de politiske partier i Mali.

– I øjeblikket kan ingen sige, hvad der er den bedste løsning på udfordringerne i Mali, konstaterer Mama Koite Doumbia.

Hun er i Danmark for at tale om kvinders rolle i bæredygtig udvikling og 2015-målene for sin danske samarbejdspartner KULU (Kvindernes Ulands Udvalg). Men alle fremskridt indenfor fattigdomsbekæmpelse blegner i lyset af truslen fra islamisterne i nord. Her har sharialov fået et ugift par stenet, personer beskyldt for tyveri har mistet både hænder og fødder, utugt og alkohol straffes med pisk, og kvinder skal være tildækkede. Enkelte islamister stammer fra Mali, resten er kommet til landet fra især nabolandet Algeriet og så fjernt som Pakistan og Bangladesh.

I begyndelsen satsede både politikere og befolkning på en forhandlingsløsning. Tuaregerne i nord har tidligere gjort oprør, men konflikterne er altid blevet løst ved forhandlinger. Denne gang har forhandlinger ikke løst konflikten. I takt med, at islamisterne har udvidet deres territorium og tildelt stadig mere horrible straffe til befolkningen i nord, er opbakningen til en militær løsning steget.

Tropperne i invasionen vil komme fra den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS. Vesten lover logistisk støtte og hjælp med overvågning. Internationale militæreksperter er i Mali for at hjælpe med at planlægge den militære indsats.

Algeriet deler 1.400 kilometer grænse med Mali og er hjemland for den Al-Queda gruppe, som er aktiv i en del af det besatte område i nord. Men Algeriet har afvist at deltage i en intervention i Nordmali. Hillary Clinton har forsøgt at presse Algeriet.

De fleste i Mali har erkendt, at Malis hær ikke alene kan bekæmpe islamisterne i nord. Der er dog en generel frygt for tropper fra andre afrikanske lande – især Nigeria. Frygten skyldes tidligere episoder i blandt andet Sierra Leone.

Enkelte ytrer sig anonymt i debatten på nyhedssider fra Mali med argumenter om, at muslimer ikke har ret til at bekæmpe andre muslimer. Men den holdning er ikke udbredt hos offentlige debattører. Islamisterne i nord går nu under betegnelsen ”tåberne” i nyhedsartikler og debatindslag.

Læs hele artiklen på Verdensnyt.dk

Islamister truer Malis kvinder

Malis kvinder kæmper en hård kamp for basale rettigheder uanset, om Mali vender tilbage til demokrati, eller det lykkes islamisterne i det besatte nordlige Mali at udbrede sharia til hele landet.

Mali er en sekulær stat, og religion har tidligere været anset for en privatsag. Religion er først begyndt at spille en rolle i den offentlige debat de seneste år. Og efter at fanatiske islamister har besat hele den nordlige del af landet, er befolkningen blevet tvunget til at forholde sig til islam, og hvilken indflydelse religion skal have på samfundet.

I hovedstaden Bamako har imamer og det islamiske råd taget afstand til islamisterne i nord og deres sharialove. Men de samme muslimske ledere har allerede i en del år kæmpet for at øge deres politiske indflydelse.

Mama Koite Doumbia er forkvinde for kvindeorganisationen FEMNET-Mali, og hun forklarer, hvordan muslimske ledere har arbejdet for at indskrænke kvinders rettigheder og har påvirket lovgivningen:

– Under den forhenværende demokratisk valgte præsident ATT legede politikerne en leg, man kalder konsensus, siger Mama Koite Doumbia.

Det blev tydeligt, da en ny familielov blev vedtaget i december 2011. Loven handler blandt andet om kvinders rettigheder.

Forhandlingerne begyndte for over ti år siden, og parlamentet vedtog loven i 2009. Da loven gav kvinder flere rettigheder, protesterede det islamiske råd og arrangerede demonstrationer. Resultatet var, at præsidenten undlod at underskrive loven for ikke at provokere borgernes religiøse følelser. Det islamiske råd fik derefter stor indflydelse på en udvandet udgave af familieloven, der i princippet betyder, at landet ikke længere lever op til internationale konventioner om børns og kvinders rettigheder, der er underskrevet.

Samtidig begyndte chikanen af kvindesagsforkæmpere som Mama Koite Doumbia:

– Jeg er blevet truet flere gange. Jeg har talt meget om kvinders manglende rettigheder i Mali, og jeg har fordømt islamisternes opførsel ved internationale konferencer.

Truslerne foregår ikke offentligt. Islamisterne henvender sig til familie og venner.

– I mit tilfælde sagde islamisterne til min mand, at jeg var i færd med at fornærme koranen. Min mand er ikke islamist, men han er medlem af den lokale muslimske komite. De sagde til ham ”Din kone har dårlige vaner. Du lader hende saboterer den muslimske tro, mens du sidder i vores komite”.

– Min mand holdt møder med min familie og mine slægtninge. Derefter indkaldte min familie mig til en samtale og sagde, at hvis jeg fortsatte med at lave aktivisme, ville min mand forlange skilsmisse, fortæller Mama Koite Doumbia.

I Mali er det en katastrofe at blive udelukket fra sin familie og sit sociale liv. Men de kvindelige aktivister modtager også dødstrusler på SMS.

Læs hele artiklen på Verdensnyt.dk

Kina køber sten i Mali

Mytologiske klipper, frodige marker og overdådige mangolunde. Gennem århundreder har folk kæmpet om at få lov at leve i Siby og omegn. Nu har kineserne fundet endnu større værdier i området, de lokale indbyggere ved det bare ikke endnu.

Klonk, klonk. Allerede på lang afstand kan vi hører de dumpe lyd af sten, som bliver smidt i en bunke. Ellers er her en summende stilhed af varme og insekter. Små krogede træer og buske gror i sprækkerne mellem klipper og sten i et ufrugtbart område mellem marker med hirse, majs og bomuld. For få år siden var træerne større, og skoven tættere. Men hovedvejen 10 kilometer væk blev renoveret i 2008, så nu bliver skoven skåret ned og solgt som brænde i Bamako.

Nu er undergrunden også ved at forsvinde, for folk samler sten.

– Der er jern i stenene, så de kan sælge dem til et kinesisk firma, fortæller Saibou. Han er vores guide i de fem dage, vi vandrer i området ved Siby 50 kilometer sydvest for Bamako.

Inden vi når frem til stensamlerne, hører vi en traktor nærme sig, og lidt senere passerer vi traktoren, mens mændene er i gang med at losse sten på ladet.

Farven på stenene changerer i dybe brun-orange nuancer. Nogle sten er flækkede og helt sorte indeni. Jeg samler en sten op, og den er gloende hed af solens varme. Både varmere og tungere end en almindelig sten. Det er tydeligt, at de indeholder metal. Og metallet er årsagen til, at kineserne er interesserede i stenene.

– Sidste år havde vi besøg af kinesiske videnskabsmænd, som samlede sten og tog prøver. Og i år er de begyndt at hyre folk til at samle sten, fortsætter Saibou.

Nu er kineserne usynlige bortset fra de tomme kinesiske øldåser, de har efterladt ved et idyllisk vandfald. Skiltene på traktoren viser, at de har overladt indsamlingen af sten til en malinesisk underleverandør.

Stenene vil uden tvivl skabe store ændringer i Siby. Området har været omstridt og ombejlet i mere end tusinde år. Her blev det historiske Mali-rige født i 1235, da Soundjata Keita, den lokale hærleder Kamadjan og kvindelist fandt den onde konge Soumangourou Kantes svaghed, så han kunne blive besejret. De nuværende indbyggere er vindernes slægt, og de kan frådse i en overflod af mangoer. Det er attraktivt landsbrugsjord, som en del af dogonfolket blev presset til at forlade for 500 år siden af mandingfolket. Dogonfolket flygtede til de utilgængelige Dogonbjerge 700 kilometer væk, men resterne af deres bymur udenfor landsbyen Dogoro vidner om, hvordan de forsøgte at beskytte sig.

I dag er ingen mure høje nok til at beskytte sig mod udviklingen. Endnu lever mandingfolket nogenlunde, som de altid har gjort af landbrug. Indsamling af brænde og sten skaber ekstra indtægt. Men der er blevet langt mellem træerne, og snart er alle de løse sten samlet ind. Så skal der fortsat udvindes metaller i området, må der gravemaskiner til, og så bliver området til en mine.

Efter nogle dages vandring ser vi stenene igen. Hegnet er højt, og bag det ligger bjerge af sten. Vagtmanden fortæller, at stenene bliver fragtet på lastbiler helt til Dakar i Senegal og derfra sejlet til Kina.

Med den oplysning begynder vi for alvor at undre os. Der er nemlig jernudvindingsanlæg i Mali under 100 kilometer væk. Så hvordan kan det betale sig at sende sten hele vejen til Kina? Stenene må indeholde andet end bare jern. Jeg gætter på de såkaldte sjældne jordarter, der er nødvendige for at producere mobiltelefoner og elektronik. Og det er helt sikkert ikke stensamlerne, som tjener på stenene.

Investorernes drøm om landbrug i Mali

Snart vil det fredelige liv i Somono So være fortid. Fiskerne vil ikke længere kunne sætte deres ruser, hvor de har lyst. Det vil være slut med småbønder, der høster rismarkerne med segl. Og fritgående køer, der græsser på stubmarkerne efter høsten.

Tekst: Lise Blom; Foto: Carsten Elert

I dag virker det, som om tiden står stille i Somono So. En del af året er landsbyen en ø afgrænset af Nigerfloden mod øst og de oversvømmede rismarker mod vest. To gange om ugen passerer hundredvis af mennesker gennem landsbyen. Hver mandag og onsdag tjener fiskerne gode penge på at fragte mennesker, husdyr, voluminøs bagage og motorcykler over Nigerfloden, så de kan komme på marked – den ene dag i Bancoumana, den anden på den anden side af Niger. På markedsdagene serverer indbyggerne i Somono So snacks til de forbipasserende i improviserede boder. Folkevandringen begynder, så snart solen står op og slutter, når den går ned. Resten af ugen er der stille i Somono So.

Det er svært at spå om fremtiden, men det er ikke svært at se, at området omkring Somono So er attraktivt for investorer. I 2011 åbnede en asfalteret hovedvej få kilometer fra Somono So, så der i dag er let adgang til Malis hovedstad Bamako kun 50 kilometer væk. Der er allerede rykket nye ejere ind på en del af jorden, og de har hegnet deres jord ind. Vores nabo har malkekøer, og i det fjerne brummer en pumpe, som overrisler den frugtbare jord og sikrer høst flere gange om året.

Spørgsmålet er, om de lokale indbyggere selv har mulighed i at investere i mere effektivt landbrug, eller om de lader sig friste til at sælge til storbønder?

I dag lever indbyggerne i Somono So af fiskeri og landbrug. En fransk organisation støtter landsbyens unge i selv at udvikle projekter, der kan sikre dem indtægt. Et af projekterne er tydeligvis introduceret af franskmændene – udlejning af kano og kajakker. Ikke ligefrem en folkesport i Mali, og da det blev introduceret, var Somono So svært tilgængeligt for turister. Men to unge mænd fik en rejse til Frankrig, hvor de lærte at sejle i kano og kajak.

Nogle graver sand og grus til salg, men det er ikke i samme omfang som de tilrejsende sandfiskere, der bor i lejre langs floden.

Vi besøger Somono So i december 2011 og får lov at overnatte i projektets undervisningslokale. En af fiskerne sørger for mad til os og bringer fantastiske måltider med friskfanget fisk.

En hund udnævner sig selv til vores vagt. Den lægger sig foran døren og følger os overalt. Først forsøger vi at jage den væk ved at kaste sten efter den. Men hunden logrer bare. Om natten ryster den af kulde, og nogle gange vækker den os, når den gøende jager noget væk. Heldigvis tigger hunden ikke, så den får lov at være vores hund. På markedet i Bancoumana glor folk efter os, da man normalt kun ser hunde gå sammen med en hyrde.

Solopgangen og nedgangen over floden er i fantastiske farver, og hejrerne flyver lavt hen over vandet til en hejrekoloni, hvor de overnatter lidt oppe ad floden.

Fiskerne tjekker deres ruser i Nigerfloden. Deres madding er i virkeligheden mere værd end de fisk, de fanger ruserne. Fiskerne knuser nemlig østerskaller og bruger delikatessen til at lokke fisk til. Men i Somono So og omegn er det åbenbart kun kaptajnfisk og rosa karper, der anser det blævrede skaldyr som en delikatesse.

Somono er betegnelsen for fiskere. Det er ikke en etnisk gruppe, men derimod folk fra andre etniske grupper, som har valgt at blive fiskere, og som er flyttet sammen med andre i samme situation. Mali har en etnisk gruppe, der traditionelt er beskæftiget med fiskeri. Det er bozofolket, som ofte er nomader og flytter sig nordpå i løbet af vinterhalvåret, hvor de følger fiskestrømmene.

Sandfiskere sælger sand i Sahara

Sand, perlegrus og småsten er fangsten for fiskerne Boubacar Keita, Amadou Haidara og Ali Sacko i Nigerflodens klare vand. Lyder det som en skuffende fangst? Ikke her, hvor fiskerne foretrækker flodbund frem for kaptajnfisk, karper og østers.

Tekst Lise Blom; Fotos Carsten Elert

De tre fiskere er en smule dopede, og det er også nødvendigt, for deres arbejde er ualmindeligt anstrengende.

Sandfiskeri er et af de fysisk krævende erhverv, man kun kan finde i et land som Mali. Langs Nigerfloden lever tusindvis af at levere sand, grus og småsten til byggeri. Efterspørgslen er stor – især omkring de store byer.

Med en skovl og en spand dykker Amadou Haidara og Ali Sacko i Nigerfloden. Her holder de vejret, mens de fylder spanden med sand og grus. Oppe ved overfladen kan de igen trække vejret, mens Boubacar Keita hiver spanden op og tømmer den i båden. Så er Amadou Haidara og Ali Sacko klar til endnu et dyk.

Imens skovler makkeren gruset gennem en grovmasket ramme, som sorterer grus og småsten. I dag er de kun ude efter småsten, så gruset ryger direkte tilbage i floden. I løbet af dagen skiftes de mellem opgaverne.

På flodbredden ligger bunker af sand, grus og småsten. Sidst på eftermiddagen kommer en større båd med pramme og henter småstenene. Båden bliver losset og i løbet af aftenen sejler lastbåden mod nordvest til Malis hovedstad Bamako. Turen tager hele natten, og tidligt om morgenen bliver stenene solgt og skovlet over i lastbiler. Derefter sejler båden tilbage til Somono So 50 kilometer sydvest for Bamako.

For hvert bådlæs tjener Boubacar Keita, Amadou Haidara og Ali Sacko 50.000 F cfa til deling (575 kroner). Af dem betaler de bådejeren for leje af båden. Mændene og deres familier har etableret en lille lejr ved bredden af Nigerfloden. Boligerne består af flettede stråmåtter og farvestrålende fleecetæpper. Her er koldt om natten. Normalt bor de i nærheden af hovedstaden Bamako, og de er taget hertil for at arbejde.

Man graver kun sand ude i selve floden for ikke at ødelægge bredderne og flodens løb. Nigerfloden er i fare for at sande til, så sandfiskernes arbejde er med til at sikre flodens løb. Der står en ubrugt sandsuger med sorteringsanlæg udenfor Somono So. Måske er den gået i stykker, eller måske foretrækker mændene selv at tjene penge på sandfiskeriet frem for en entreprenør.