Forfatterarkiv: Lise Blom

Baobab – ondt i eventyr og bedste ven i virkeligheden

Baobabtræer giver mad og vand til dyr og mennesker på savannen. De kan blive flere tusinde år gamle og forbinder det gamle Afrika med det nye

Af freelancejournalist Lise Blom

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

Afrikanerne undrer sig, når de læser eventyret Den lille Prins. Her er baobabtræet nemlig en ond plante. Hver gang den lille prins ser et baobabtræ spire i jorden, skynder han sig at trække det op. I eventyret er en baobab farlig, fordi den vokser hurtigt, og de enorme rødder truer med at sprænge den lille planet i stykker.

I virkelighedens Afrika opfører baobabtræet sig heldigvis helt anderledes. Træet er en ven, hvor man altid kan finde, vand, mad og skygge. I landsbyer flere steder i Afrika spiser man hver dag grød med sovs af baobabblade, og træets frugter er både søde som slik og verdens største vitaminpille. Når man er tørstig, kan man finde vand i træets hulrum. Nogle afrikanere kalder det livets træ, og det vokser faktisk meget langsomt. Så langsomt, at det tager 1000 år, inden træet når sin fulde størrelse og får den knudrede form, vi kender som et baobabtræ. Også derfor spiller det en helt særlig rolle for mange afrikanere. Fordi træerne er så gamle, forbinder de fortid med nutid.

Børnenes træ

Vi er i Galamadji i det sydlige Mali og møder Fama på 11 år. Han fortæller os, at baobabtræet er populært hos børnene i landsbyen.

– Det er vores frugter, som vokser på træet. Frugterne på det midterste træ smager bedst, fortæller Fama.

Vi står ved træerne i landsbyens udkant. Famas far Dembelé viser os en sten ved et baobabtræ.

– Her er grundlæggeren af landsbyen begravet i et hulrum nederst på stammen. Efter begravelsen voksede baobabtræet sammen igen, siger han.

Senere samler landsbyens historiefortæller børnene ved foden af træet. Han begynder at fortælle om folkets historie og traditioner. Nogle historier er uhyggelige, andre er sjove. Dembelé siger, at børnene skal lære træet at kende for at vide, hvordan de klarer sig i naturen.

– Du er nødt til at vide, hvor alle baobabtræer gror. Når du er på jagt eller vandring, blliver du tørstig. I et baobabtræ er der hulrum med vand, du kan drikke. Du kan også gemme dig i en baobab, hvis der er fjender eller vilde dyr efter dig.

Tyvagtige aber

Når man bliver ældre, lærer man endnu mere om baobabtræet. Man lærer at lave naturmedicin, og at der er ritualer om træet, som kan bruges til at komme i kontakt med sine forfædre.

Fama er stadigt et barn, så han er mest glad for baobabtræet, fordi det giver frugt. Frugten smager sødt og syrligt.

– Chimpanserne kan også godt lide baobabfrugt. De stjæler fra vores træ. Når vi ser dem, jager vi dem væk. Men når der er gæster, må vi ikke smide sten efter dem, siger Fama.

Da det begynder at blive mørkt, kommer chimpanserne. De andre aber venter, mens en voksen chimpanse klatrer op i træet og plukker baobabfrugter. Børnene i Galamadji er sure, fordi aberne tager frugten fra det bedste træ. Men de lytter til de voksne og holder sig i ro.

Baobab som potteplante

Malis hovedstad hedder Bamako, og her møder vi Salif på 12 år. Han bor i et moderne rækkehus med sin far, sin tante og sin bedstemor. Bamako er en rigtig storby, og der er ingen baobabtræer i byen længere.

– Jeg har kun set rigtige baobabtræer på billeder og i tv. Men min bedstemor har plantet et lille baobabtræ i gårdhaven, siger Salif.

Det står i en krukke og er ikke mere end en tynd stamme på en meter. Det ligner slet ikke de gamle baobabtræer. Salifs bedstemor hedder Fatoumata og kommer fra en landsby. Hun er glad for, at hun ikke skal arbejde så hårdt i byen som på landet. Det er rart med elektricitet, tv og vand i vandhanen, men hun savner landsbyens traditioner.

– I landsbyen er man del af en lang historie. Man kender alle familier og har kontakt til sine forfædre, siger Fatoumata.

Symbol for traditioner

Det hjælper baobabtræet med. Det lille træ i gårdhaven er Fatoumatas forbindelse til landsbyen. Hun har også købt en kæmpe Skildpadde, der er mere end 100 år gammel. Den er så stor, at hun kan sidde på den.

I Mali er skildpadden et helligt dyr. Den stammer fra urtiden og er ligesom baobabtræet et symbol på det oprindelige.

Fatoumata fodrer sin skildpadde med salatblade og taler til den. Hun håber, at den vil bringe ordene videre til hendes afdøde far og mor.

Når Fatoumata får besøg af sin søster Korka, taler de meget om den landsby, de kommer fra. Korka har plukket blade fra en baobabtræ og lavet en grøn sovs, som de spiser med en tyk stiv grød af hirse.

– I lansbyen spiste vi den hver dag til både middagsmad og aftensmad. Vi fik kun kød, når der var fest. Og vi fik aldrig sodavand eller bolsjer, griner Korka.

Salif smager på det. Sovsen er slimet og lidt bitter. Han er vant til ris med grøntsager og kød eller fisk.

Fakta om baobab

Baobab – et anderledes træ

  • Der findes otte sorter baobab, seks vokser på Madagaskar, en i Australien og en i Afrika
  • Baobab er en plante i katostfamilien i familie med stokroser, bomuld og kakao
  • Træet vokser langsomt. Når det er 1000 år gammelt får det hulrum. Den ældste baobab er 6000 år ifølge kulstof 14 datering
  • Det får tykke grønne blade i regntiden, som det taber i tørtiden. I Afrika skærer man de friske blade ned, tørrer dem og bruger dem til sovs
  • Træet får store hvide blomster i begyndelsen af regntiden, som bliver bestøvet af flagermus
  • Blomsterne bliver til 30 centimeter aflange frugter. Frugterne har en hård skal. Frugtkødet er som hvidt kridt og smager sødt og syrligt
  • Baobab består af 80 procent vand. Stammen har ikke årringe og kan ikke bruges til brænde eller byggeri. Et dødt baobab klasker sammen til en bunke fibre, der er godt som gødning
  • Træet kaldes også et abebrødstræ, fordi aber er glade for frugterne

Pluk en vitaminpille

Baobabfrugt er meget sund. Den indeholder mere C vitamin end appelsin og mere kalk end mælk. Børnene spiser baobabfrugt i den tørre periode af året, hvor der ikke er frisk frugt og grønt.

Baobabfrugt er godkendt som kosttilskud i EU. Man kan købe smoothie og müslibar med baobab i Frankrig

Tre særlige baobabtræer

  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og et af verdens ældste træer. Omkredsen er 47 meter og det er 22 meter højt. Træet er hult, og der er en bar indeni med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Læs mere om baobab-træet

Artiklen er bragt i Weekendavisen i tillægget Faktisk den 9. september 2011. Målgruppen for tillægget er børn.

Naturens slik i Mali

På jagt efter abebrød og andre søde sager

Matadormix, chokolade og is er ukendt for børn i Mali. Når de er lækkersultne, går de ud i naturen og finder vilde frugter, der er søde som slik. Noget af det lækreste kommer fra baobab-træet og hedder abebrød

Tekst og foto freelancejournalist Lise Blom

Lamine på vej hjem fra skole i landsbyen Keleya i Mali

Præcis klokken 12 slår en af Lamines klassekammerater på et hjulkapsel fra en bil, der er sømmet op i et træ. Den rungende lyd er tegn til skolens elever om, at den tre timer lange middagspause er begyndt. Vi er i landsbyen Keleya, som er tilknyttet BØRNEfondens udviklingscenter 707 i Mali. Lamine er sponsorbarn, 11 år og går i 5. klasse. I dag skynder Lamine sig hjem fra skole for at spise frokost, for han skal på tur med et andet sponsorbarn og BØRNEfonden.

– Anitlé, hvordan har du det, hilser Lamine på sin bedstemor, da han træder ind i gården mellem de små stråtækte huse.

– N’se, jeg har det fint,” svarer bedstemor.

Bedstemor sidder under et halvtag på en skammel og spiser sammen med Lamines to yngre søstre. Under halvtaget ved huset overfor venter Lamines far Broulaye på, at Lamine kommer hjem fra skole. Tèrin er Lamines mor, og hun kommer med maden. På landet spiser mænd og kvinder normalt ikke sammen. Maden bliver delt i to portioner og serveret i plastikskåle.
Der er hverken tallerkner eller bestik, for man spiser med fingrene. Skålene
med mad står på jorden, og man sidder på en skammel eller på hug, mens man spiser.

Samme mad hver dag

Lamines mor har tilberedt tô med grøntsagssovs. I Mali spiser folk på landet tô hver dag til enten middag eller aften og nogle gange til begge måltider. Den tô, Lamine spiser, er tilberedt af majs og minder om en stiv grød. Tô kan også være tilberedt af hirse.
Lamine spiser hurtigt, så vi kan komme ud og finde vilde frugter. Først henter vi Moussoni, der også er sponsorbarn. Hun har også spist tô til middag. Moussoni er 11 år og går i 6. klasse. Hverken i hendes eller Lamines familie er der mange penge, så det nytter ikke at spørge om søde sager og slik. Ligesom børn i Danmark kan børn i Mali også lide søde sager.
Men i Mali er børnene nødt til selv at finde frugter i naturen, som de spiser som slik. Og takket være sol og varme er frugternes smag sødere og mere koncentreret end frugt i Danmark.

– Jeg elsker mango, og jeg glæder mig til, at de snart er modne, fortæller Moussoni.

Der er masser af mangotræer i landsbyen, så fra marts til august kan hun spise alle de mangoer, hun har lyst til.

Deler med søskende

Lamine og Moussoni spiser jijibe-frugter og selv om de pjatter og leger, kikker de hele tiden efter flerefrugter

Der er fem kilometer ned til jijibe-træerne, som bærer frugt i januar og februar. Normalt går børnene herned i weekenden, når de har god tid. Men i dag kører vi i bil, så Lamine og Mousseni kan nå tilbage i skole inden klokken tre.
Det store træs grene er tunge af de små søde frugter. Smagen af de friske bær minder om krydrede pærer, mens de helt modne mørkere bær smager af frugtkaramel.
Moussoni og Lamine går i gang med at finde alle de nedfaldne frugter, så de ikke træder på dem. Derefter plukker de dem, de kan nå, og til sidst bruger de en pind til at banke modne frugter ned, som sidder højere oppe i træet. Selvom de taler sammen og driller hinanden, er de hele tiden på udkig efter
frugt.

Læs hele artiklen i side 8 og 9 i Nyt fra Børnefonden 2 2011

Debatavis for Valby Lokaludvalg

En levende skole, der er åben for lokalsamfundet, bedre offentlig transport i form af en sporvogn og en skaterbane til børn og unge. Det er nogle af forslagene i debatavisen”Præg din bydel”

Af freelancejournalist Lise Blom

Hvordan skal Valby se ud og fungere i fremtiden? Det spørgsmål arbejder Lokaludvalget i Valby med i en ny bydelsplan. For at engagere Valbys borgere i bydelens fremtid udgiver lokaludvalget en debatavis.

I debatavisen tager freelancejournalist Lise Blom udgangspunkt i personlige historier, som illustrerer de muligheder og problematikker borgerne i Valby og bydelsudvalget har valgt at arbejde med. Emnere er skole, integration, miljø, idræt, byplanlægning og trafik.

Debatavisen udkommer som tillæg til Valbybladet og Valby Lokalavis i august 2008.

Se “Præg din bydel” som indscannet PDF-fil.

Traditionelt dogon bryllup – en fest uden brudepar

Et bryllup i dogon i Mali adskiller sig fra andre bryllupsfester ved, at brudeparret ikke deltager i festen. Til festen synger kvinderne om deres ønsker til livet

Af freelancejournalist Lise Blom

Det er midnat, inden bryllupsfesten for alvor kommer i gang. Selvom gæsterne hele dagen er strømmet til landsbyen Hore Haïre, ønsker ingen at være de første til festen. Derfor venter alle gæsterne med at gå hen til festen, til de kan høre at der er gang i trommer og dans. Når festen endelig er i gang, varer den hele natten, indtil solen står op.

Den sene start på festen er typisk for Hore Haïre. Der er ikke så meget dynamik i den lille udflytterlandsby, hvor beboerne har valgt at slå sig ned for at have god plads og afstand til naboen.

Hore Haïre er landsbyen, hvor selv en let vind medfører en strid sandstorm, fordi intet giver læ på den højtliggende slette. Når solen bager, er det svært at finde skygge, da husene ligge spredt, og de få træer er løvfældende og derfor uden blade i den varmeste periode af året. Det er landsbyen, hvor indbyggerne synes, at en plastikdunk lyder lige så godt som en rigtig tromme. Så gæsterne til brylluppet må danse til rytmen fra en enkelt tromme og det hule klask fra en tom plastikdunk.

I andre dogon landsbyer varer et bryllup i en uge. I Hore Haïre nøjes de med tre dages fest. Men uanset hvor trist og grå en landsby kan virke til daglig, liver den op under festen i et orgie af farver. Kvinderne benytter lejligheden til at bære familiens arvestykker – guld og kilotunge ravsmykker.

– Sørg for at få mange børn i dit ægteskab. Børn bringer lykke, og det er dine børn, der giver dig kærlighed, synger Hawa. Hun er selv gift og har fem børn.

Sangen er direkte henvendt til bruden Kadia med gode råd om ægteskab og familieliv. Brylluppets første nat er kvindernes fest. De besøger bruden, spiller musik og synger om hendes nye liv som gift kvinde.

– Du må ikke spise al maden, der skal også være mad til børnene, synger Djeneba. De andre kvinder synger kor og gentager budskabet. I Djenebas næste råd lever hun sig ind i Kadias situation og synger:

– Du må ikke svigte mig og efterlade mig helt alene.

Når en kvinde i Mali bliver gift, flytter hun ind hos mandens familie. Storfamilien består af forældre, sønner og deres koner og ugifte døtre og selvfølgelig alle familiens børn. For en nygift kvinde er det en stor udfordring at vænne sig til at omtale alle hendes mands brødre som ”min” mand.

– Hvis du har en god familie, er det som om du er på vej i paradis.

Kvinderne skiftes til at synge for Kadia. Da det er et lukket kvindeselskab sætter de ord på deres liv, erfaringer og drømme. Noget er filosofisk som:

– Det er din sjæl, der klæder dig på – ikke tøjet.

Mens andet er ironisk:

– Det er ikke alt sammen arbejde i marken, der er også andre ting som skal gøres.

Og nogle udtrykker ønsker langt fra det traditionelle landsby – og familieliv:

– Vi vil ikke gå til fods, tag os med på motorcykel – tag os med helt til Lagos, helt til Abidjan.

Festens andre dage tilbringer Kadia i sit nye hus, hvor hun udelukkende får besøg af kvinder. I et andet hus venter brudgommen på, at festlighederne slutter, så han kan være sammen med sin kone. Men festen fortsætter og alle andre end brudeparret danser og synger. På festens sidste dag foregår dansen om eftermiddagen, og en konferencier fortæller, hvilke gaver gæsterne har givet. Der er tekstiler, kilovis af bolsjer, et årsforbrug af suppeterninger og penge.
Brudgommen Cisse og hans venner fejrer festens sidste nat ved at ture rundt fra hus og med jævne mellemrum at fyre løst krudt af, så braget vækker resten af landsbyen.

At fotografere psykisk syge i Mali

I Mali bliver psykiske problemer anset som en sygdom og hverken forklaret med onde ånder eller hekse. Men behandlingen er hovedsageligt overladt til traditionelle marabouter med urter, bønner og lidt magi

Af freelancejournalist Lise Blom
Hans blik signalerer hertil og ikke længere

Hans blik signalerer hertil og ikke længere

Det er svært at tolke hans blik. På en gang er det aggressivt og passivt. Han kunne være en skulptur, som han sidder i samme stilling lukket inde i egne tanker. Jeg sidder på hug overfor ham med kameraet for at fotografere ham.

Manden er psykisk syg. En diagnose har han dog aldrig fået. Der mangler generelt læger, og psykiatrisk behandling er så godt som ikke eksisterende i Mali. Men i det mindste er det accepteret, at hans tilstand skyldes en sygdom.  Der bliver hverken talt om onde ånder eller hekseri som forklaring ligesom i mange andre af verdens fattigste lande. Og manden er i behandling, selv om behandlingen er anderledes end vestens psykofarmaka.

I Mali passer familierne traditionelt de psykisk syge, men man møder også psykisk syge som tiggere på gaden eller i bushen, hvor de lever som eneboere.

Marabouten i Tanga er oplært af sin far til at helbrede psykisk syge

Marabouten i Tanga er oplært af sin far til at helbrede psykisk syge

Marabouten i Tanga helbreder psykisk syge. En marabout er en muslimsk lærd, som ofte også fungerer som traditionel helbreder. Medicinen er planter, bønner, amuletter med indsyede korancitater og lidt hokuspokus. Patienterne hos marabouten i Tanga kommer langvejs fra, for han er kendt som en god helbreder ligesom hans far, der har oplært ham. Ud over den traditionelle medicin og det koncentrerede arbejde med at kopiere koranen på træplader hjælper roen i en isoleret landsby som Tanga uden trafik og hektisk markedskultur.

Under halvtaget er marabouten ved at lave te. Rundt om ham sidder tidligere patienter og venner. Ligesom sidste år vil de gerne fotograferes. Børn og kone smiler også til kameraet, mens en patient kryber sammen oppe på klippevæggen. Han vil ikke fotograferes.

Når han om et år har det bedre, er det så en fordel eller en ulempe at se, hvordan han så ud, da han havde det rigtigt dårligt?

I Tanga er landsbyens beboere vant til de psykisk syge patienter

– Du skal også fotografere dem, siger marabouten og peger på tre mænd, som sidder under et halvtag i den anden ende af gården.

Mens jeg går derhen, tænker jeg over, hvordan jeg skal fotografere patienterne.  Det er tydeligt, at de ikke har det godt. Er det et overgreb at fotografere dem, når jeg bliver bedt om det? Hvis jeg lader være med at fotografere dem, viser jeg dem, at de er anderledes. De kan opfatte det, som om de ikke er værd at tage billeder af. Men et fotografi viser dem også hvordan de ser ud. Både umiddelbart når jeg viser dem kameraets lille skærm, men også om et år, når jeg vender tilbage med billederne. Her er kun få spejle, så man kan leve i lykkelig uvidenhed om sit udseende.

– Smil! Bortset fra en enkel patient, der griner fjoget, virker det absurd at forsøge at fremkalde er smil fra de stivnede ansigter.

Men det lykkedes mig at få øjenkontakt og de nikker, da jeg viser dem billederne på skærmen.

Den glade tosse er altid mere populær end den lidende syge

I nabolandsbyen griner de, da de ser billedet af den glade tosse

Tilbage i Biry har jeg lagt fotografierne på min computer og viser dem. Jeg er usikker over billederne af de syge fra Tanga. Synes folk, at det er respektløst at fotografere psykisk syge mennesker?

Efter at jeg har vist billedserien flere gange i landsbyen, kan jeg konstatere, at billederne fra Tanga er de mest populære og dem folk beder om at se igen. De syges ansigtsudtryk bliver studeret med fascination og medlidenhed mens ham, der smiler, fremkalder latter. Når jeg viser billederne i byen, bliver de modtaget med tavshed.

Da jeg vender tilbage til Biry i januar 2012 og igen har computeren med, vil folk gerne se billeder. Og det varer ikke længe, inden nogen spørger efter billederne af de syge fra Tanga. Jeg besøger marabouten igen, og en del af patienterne er blevet raske og er vendt tilbage til deres familier.

Tanga ligger isoleret i Dogonområdet i Mali på toppen af en stejl klippe fjernt fra trafik og larm

Tanga ligger isoleret i Dogonområdet i Mali på toppen af en stejl klippe fjernt fra trafik og larm

Nedstirret af abe – en gave fra en gavmild jæger

Beboerne i Biry er gæstfri og gavmilde. Hver dag modtager jeg gaver og nysgerrige besøgende. En af de mere specielle gaver er jeg så uhøflig at afvise. Det er hovedet af en abe.

Af freelancejournalist Lise Blom

Den kikker på mig. De lyslevende øjne er blanke og skræmmende, fordi de stirrer intenst uden at blinke en eneste gang. Jeg føler, at øjnene bebrejder mig. Men det er min egen tolkning, for øjnene sidder i et lille abehoved, som er skilt fra kroppen, og selv om øjnene ser levende ud, er dyret dødt. Hovedet er en gave til mig.

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Det er meningen, at abehovedet skal grilles sammen med et andet skudt dyr, som jægeren forærer mig. Men først skal det fotograferes. Gæsterne opfordrer mig til at hente kameraet, og de arrangerer abehovedet ovenpå det andet dyr som et jagttrofæ. Jeg kender ikke navnet på det andet dyr, men i min zoologiske uvidenhed vil jeg beskrive det som en blanding mellem en kanin og en kæmpe hamster uden hale.

Lige så lidt som jeg har lyst til at spise hovedet, har jeg lyst til at se på det og slet ikke fotografere det, så billedet til evig tid kan minde mig om det bebrejdende blik.

Der er meget kød på, forsikrer Seydou mig. Han er den stolte jæger, og han tolker min afvisning som utilfredshed med mængden af kød. Jeg forsøger at forklare, at det er abens blik, jeg ikke kan holde ud, og at jeg ikke har lyst til at spise den.

Men jeg fornemmer, at min forklaring ikke bliver forstået. At afvise kød er utænkeligt, og kød grillet over ild som snack en sen aftentime udenfor de almindelige måltider er en luksus. Jeg takker også nej til det andet dyr, fordi jeg stadig er mæt efter aftensmaden.

Et bål bliver tændt, og Kaduro går i gang med at grille kødet til de andre gæster i gården. Det er for min skyld, at Seydou har været på jagt. Efter at han har slidt med at bygge hus, er han taget på jagt, fordi vi aftenen inden talte om dyret, som jeg kender navnet på. Han ville vise mig det og gik derfor på jagt.

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Pludselig runger at skud mellem klipperne. Alle springer op, men der er heldigvis kun et enkelt skud, som kommer nedefra. To mænd løber ned af klippen for at undersøge, hvem, der har skudt, hvad. Kort efter kommer de tilbage med en vildkat. Den har længe hærget Lamines hønsegård, så i aften lå han på lur og skød hønsetyven.

Geværerne er håndbyggede af landsbyens smed. Nogle skyder med hjemmesmedede kugler og hjemmelavet krudt, mens andre køber patroner. Der skal tålmodighed til at få øje på de vilde dyr, men de er der. Tidligere var her løver, og en ældre kvinde fortæller, om dengang hun vågnede ved, at en panter snusede til hendes tæer inde i huset. Da hun rejste sig løb den.

Kvinde flygter fra arrangeret ægteskab

Kvinder i Mali diskuterer ikke arrangerede ægteskaber med deres forældre, når de er uenige. I stedet stikker de af hjemmefra

Af freelancejournalist Lise Blom
Maimona med kusinen Lamenata på besøg i Dedjie

Maimona med kusinen Lamenata på besøg i Dedjie

Ousman har kastet sin kærlighed på den fraskilte Maimona. Det kunne være en ny begyndelse for den 25-årige Maimona, der ud over at blive skilt fra sin tidligere ægtemand også har mistet to børn.

– Hun har ikke sagt helt ja endnu, siger Ounde. Han er bedste ven med Ousman og spørger, om jeg kan tale med Maimona.

Nogle dage inden har Maimona afsløret sine fremtidsplaner for mig.  Da vi er på tur sammen til landsbyen Dedjie og står på kanten af det 200 meter høje dogonplateau, har vi udsigt over et vidstrakt fladt landskab.  Her skjuler varmedisen landevejen til hovedstaden Bamako og Gao mod nordøst. Maimona er parat til at begynde den anstrengende gåtur på 40 kilometer med det samme.

Hendes planer for fremtiden er et liv i Bamako med let adgang til vand, mad og muligheden for at tjene sine egne penge. Og så er hun forelsket og planlægger at gifte sig med en ung mand i hovedstaden. Det sidste har hun ikke fortalt sine forældre. Traditionelt er det dem, der arrangerer ægteskab for deres børn.

Ousman, som forelskede sig i en ung kvinde, der havde andre planer med sit liv

Ousman, som forelskede sig i en ung kvinde, der havde andre planer med sit liv

Da jeg nævner Ousman og hans planer om ægteskab for Maimona, bryder hun sammen i grin og afviser højlydt enhver tanke om ægteskab. Munterheden spreder sig til kvinderne i huset og alle, der kommer forbi. Resten af dagen er et muligt ægteskab mellem hende og Ousman dagens vittighed, og da Maimona møder ham senere, kan jeg spore en vis grusomhed i hendes tone overfor ham.

Maimonas forældre er begejstrede for ægteskabstilbuddet fra Ousman. Han bor nemlig i samme landsby Biry, som de gør. Det vil være ideelt for dem at have deres datter i nærheden af sig, nu hvor de begge er ved at være oppe i årene og ikke længere kan arbejde så meget. Hun vil kunne hjælpe sin mor med husarbejdet, der for en landsbykvinde i Mali begynder, før solen står op og slutter efter solnedgang.

Ousman er mindst 30 år ældre end hende og har i forvejen to koner. Den ene bor i Biry, den anden i hovedstaden Bamako. Maimona kan, hvis familien formår at overtale hende, se frem til et ægteskab, hvor hun i første omgang bliver forkælet som ny kone, men hurtigt derefter vil bliver set på som arbejdskraft. Manden vil indenfor ti til tyve år kunne arbejde mindre og mindre. Tidligere ville de ældste børn i familien have pligt til at forsørge hende. Men familiemønsteret er i opbrud, og de unge søger til enten hovedstaden eller fjerne lande, så Maimona ville med stor sandsynlighed indenfor få år skulle forsørge sig selv og små børn.

Men alle de gode argumenter for at undgå ægteskabet holder Maimona for sig selv. Hun tør ikke konfrontere sine forældre med sine planer om et bryllup i Bamako, som skal holdes hos hende kusine. I stedet for stemmer hun med fødderne i stil med landsbyens andre unge kvinder.

Maimona er smart. Hun planlægger at stikke af ved at gå til et marked mod vest samme dag, som jeg tager at sted og finder transport i Kendie, som ligger øst for Biry. I Dedjie har jeg fået foræret tre haner, og landsbyens kvinder aflægger alle besøg med skåle fulde af jordnødder, der til sidst fylder en hel sæk. Jeg takker kvinderne for deres venlighed overfor mig og finder nogle dage senere ud af, at jordnødderne slet ikke er til mig. Landsbyens kvinder har foræret Maimona jordnødder, som hun kan sælge på markedet og tjene de 100 kroner en rejse til hovedstaden koster.

Maimona er ankommet sikkert til Bamako og bor med sine kusiner og deres familie.

Malis kvinder knokler

Held i uheld. Det kunne være Lamenatas eget liv med uafbrudt hårdt arbejde fra før solopgang til efter solnedgang, men da hendes mor døde, flyttede hun til hovedstaden

Af freelancejournalist Lise Blom
Lamenata med familien i Hore Haïre

Lamenata med familien i Hore Haïre

Kendie er et af de steder i Mali, som ligner verdens ende. Selv om grusvejen hertil er velholdt, ender bilerne efter ankomsten altid med åben kølehjelm, mens chaufføren reparerer et eller andet, for at bilen kan køre tilbage igen.  Ruten mellem Bandiagara og Kendie har ikke høj prioritet, og her kører kun de mest udtjente bilvrag.

Kontrasten mellem Kendie og Lamenatas kvarter i Malis hovedstad Bamako kunne ikke være større. I stedet for smog skinner solen fra en klar blå himmel, og byens larm er erstattet af stilhed og lyden af enkelte stemmer. Kendie er en landsby 41 kilometer nord for Bandiagara. Og selv om den ligner verdens ende, ligger målet for Lamenatas rejse yderligere fem timers vandring væk.

Lamenata er på vej tilbage til landsbyen Biry, som hun forlod som lille pige. Da hendes mor døde, flyttede hun til Bamako med sin moster. Siden har hun ikke været tilbage.

Ingen ser på hende eller taler til hende, da hun stiger ud af bilen. Hendes onkel Ounde ignorerer hende, selv om han er informeret om hendes ankomst. Efter et stykke tid med hilsner til bilens øvrige passagerer hilser han kort på hendes og siger, at hun kan sidde bag på den motorcykel, der har kørt ham til Kendie.

Med i bilen er også Amadou, som har arbejdet i Elfenbenskysten i mange år. Nu kommer han tilbage på grund af uroen i landet. Vores enorme bagage bliver transporteret på en æselkærre, så vi slipper for at bære den det første flade stykke til Hore Haïre. Amadous bagage er ikke særlig omfattende på trods af hans mange års arbejde i udlandet, og det bliver bemærket, når han ikke selv er til stede.

Det er først, da Lamenata ankommer til Kendie, at hun får en ordentlig velkomst af familiens kvinder. Nogle af de unge kvinder har set hende jævnligt, fordi de stikker af til Bamako for at arbejde. Andre i landsbyen Hore Haïre skal have hendes tilknytning og familiebaggrund forklaret.

Hun må sove sammen med børnene på en stråmåtte, og næste morgen bliver hun sat til at hjælpe kvinderne med morgenmaden, inden vi skal vandre to en halv time til Biry. Nu er der ingen hjælp fra æselkærre og motorcykel. Det er bjerge, så vi må gå, og bagagen skal bæres.

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

Vi samler den omfattende bagage. Monatou og Salimata skal hjælpe os. Det er lykkedes Lamenata at forklare sin onkel, at hun ikke er vant til at bære så tunge byrder på hovedet – og slet ikke at bevæge sig i klipperne. Jeg skal selvfølgelig ikke bære noget, og det skal hverken Ounde eller den tilbagekomne Amadou heller ikke. Altså skal al bagagen bæres af Salimata og Monatou, som endnu ikke er fuldt udvokset. Jeg insisterer på at tage min lille rygsæk, som trods alt er tung. Men resten af bagagen for mig, Lamenata, Amadou og Ounde af tøj, tekstiler, sæbe, kaffe, te, mælkepulver, sukker og suppeterninger til to uger hviler tungt på Monatous og Salimatas hoveder.

Lamenata sukker højlydt, da hun ser sine kusiners byrder, og hun forsøger at brokke sig. Men søstrenes bror Brema nægter at følge os og hjælpe med at bære. I stedet ”låner” han Lamenatas mobiltelefon, så han kan lytte til musik, mens vi er væk.

Vi begynder vandreturen i højt tempo. Salimata og Monatou vil gerne hurtigt frem for at undgå at bære så lang tid.

– Mæh, mæh, råber Ounde efter os. På den lokale dogondialekt betyder det, at vi skal tage det roligt, så han kan følge med.

Monatous plastikbadesandal går i stykker, og hun fortsætter på bare tæer i stenene, indtil jeg opdager det og giver hende mine ekstra sandaler. Lamenata finder forbavsende hurtigt formen og balancen i klipperne, men hver gang vi kommer til en ny stejl stigning eller et brat fald, gisper hun, og da solen nærmer sig middag og steger os, griner hun surrealistisk.

Vi standser ved et vandløb for at slukke tørsten i det under 10 centimeter lave vand. Lamenata begynder med at vaske sig og spørger, om det kan være rigtigt. I Bamako er man omhyggelig med sit drikkevand, så hun undrer sig. Men da hun er tørstig, og der ikke er andet at drikke, er hun nødt til det.

I Biry arbejder kvinderne. Selvom landsbyen har en mølle til at male hirse, mener mændene i mange familier, at der er bedre ting at bruge sine penge på end at lade kvinder og piger ned til fem år slippe for at slide i timevis hver dag med at stampe hirse. Så Lamenata får den flere kilo tunge stampe i hænderne og kan begynde den monotone dunken i den overdimensionerede morter.

Vi er nede og hilse på Birys krokodiller, som har formeret sig. Vandet står ekstra højt i år, da regntiden for en gang skyld har været gavmild. Men der er alger i vandet, foruden skrubtudser, køer, geder og får, som kommer for at drikke og nogle gange skider i vandet ligesom krokodillerne nødvendigvis også må gøre. Alligevel bliver vandet brugt til drikkevand for nogle familier, fordi der er kortere hertil end til brønden for de små piger, der bærer vandet. Lamenata sukker, da hun for alvor oplever kvindernes arbejdsbyrder. Og hun ser sit eget liv, hvis ikke hendes mor var død, og hun var flyttet til hovedstaden.

En bybo på opdagelsesrejse i Malis provins

Allerede klokken otte om aftenen er Lamenata faldet i søvn. Hun er udmattet. For anden gang i hendes liv er hun på rejse, denne gang til det sted hun kommer fra. Det er et kulturchok, fordi hun rejser med en toubabou som mig, og fordi hun møder det land, hun lever i

”Binke transport – afstanden bliver en fornøjelse”. Det motto og rosende ord får mig til at prøve et nyt busselskab i Mali. Men hvilken fornøjelse? Det viser sig desværre, at mottoet er lige så ulykkeligt paradoksalt som sangen ”hvis tårer var guld”.

Lamenata vil gerne besøge Biry – den landsby hun forlod som lille pige, da hendes mor døde. Dengang var hun tre år og flyttede med en nygift niece til Malis hovedstad Bamako. Her har hun boet siden i et lille gårdhus. Familie og naboer har altid levet tæt sammen. Ud over på toilettet har hun aldrig været alene – og ikke engang der – for toiletterne er en række små aflukker uden tag. Selv om hun bor i hovedstaden, er det lokale miljø som en landsby, og beboerne kommer sjældent særligt langt udenfor kvarteret.

Gennem årene har Lamenata mødt mange fra Biry, som er i hovedstaden for at arbejde. Og nu har hun besluttet, at hun gerne vil se, hvor hun kommer fra. Derfor spørger hun, om hun må komme med mig, da jeg skal samme vej.

Vi mødes på Binkes busstation tidligt om morgenen. Det er altid morgenens første bus, som er selskabets flotteste bus, og den som kører mest direkte uden hele tiden at samle passagerer op. Men den tidligere bus ender med at kører senere end dagens anden bus. Bussen nægter nemlig at starte, da chaufføren drejer nøglen. Vi er mindre end halvanden time forsinket, da bussen endelig starter, men da bussen alligevel er forsinket, er bussen blevet degraderet til en af dem, der scanner vejkanten for mulige rejsende.

Undervejs går bussen i stå flere gange, og den medbragte mekaniker roder ved motoren, indtil den igen går i gang. Allerede da vi venter, har vi lært en ældre kvinde fra Mopti at kende. Hun er rejsevant og kender navnet på hver en landsby, vi passerer.

Helt galt går det, da vi midt i eftermiddagsheden stopper, fordi hjulene skal skiftes. Da mekaniker, hjælpere og chauffør har forladt bussen, lukker de dørene, så vi ikke kan komme ud. Det bliver hurtigt ulideligt varmt og indelukket.  De to skråtstillede loftvinduer giver ikke tilstrækkeligt med ilt. Passagererne hamrer på vinduerne, indtil dørene endelig bliver åbnet efter en halv time. Tidligere kunne man spore en vis tolerance overfor bussens personale. Nu er holdningen fnysende sarkastisk, som i et DSB-tog en dårlig dag.

Det er blevet mørkt, da bussen stopper, og en gendarm vil kontrollere papirer. Egentlig er det hærens dag – en fest- og fridag i Mali, men der findes åbenbart mange måder at fejre det på. Det er første gang, jeg oplever ID-kontrol på en bus. Min rejsekammerat har som mange fattige fra landet ingen ID-kort. I bussen er hun den eneste uden papirer. Hun stikker gendarmen er falsk navn og en lille mønt og slipper overraskende for mere. Værre er det for dem, der har papirer, som ikke er blevet fornyede. De kommer med indenfor hos gendarmerne.

Vi er næsten fremme, da bussen drejer den forkerte vej mod nord og Timbuktu. Ingen i bussen siger noget, men der er en anspændt opmærksomhed. Hvor skal vi nu hen? Vi drejer ind på en tankstation for at tanke op og reparere bussen en sidste gang. Derfor når bussen at blive 21:30, inden den parkerer ved sidste stoppested med en flok passagerer, der regnede med at være fremme klokken 16 om eftermiddagen. Lamenata synes, at turen var meget lang og går direkte i seng – for første gang i sit liv helt alene i egen seng.

Næste morgen forsøger jeg at forklare hende, hvordan vandhanen og bruseren fungerer med det varme og kolde vand. Men hun foretrækker at fylde den lille plastikkedel, selv når hun skal vaske hænder og børste tænder. Da vi går ud, beder jeg hende låse døren, da jeg selv har hænderne fulde. Det viser sig, at hun har låst døren men ladet nøglen sidde i døren. Tænk at leve et sted, hvor en låst dør er nok til at markere, at man ikke skal gå ind.

Morgenmaden er hun ikke meget for og nøjes med en kop kaffe og en bid brød. Frokost består af en halv sodavand. Vi taler kun få ord af hinandens sprog, så jeg ved ikke, hvad hun ønsker. Når jeg får nogen til at spørge, siger hun, at hun allerede har spist. Det går op for mig, at hun er nervøs på grund af rejsen og besøget hos familien.

Vi skal på markedet i Mopti og tager en taxa. Vi bliver stoppet, da vejen er spærret af fredagsbønnen, der fylder den eneste vej, der forbinder beboelseskvarteret med markedskvarteret. Med os er en kvinde med en masse bagage, som skal nå en bus. Men der er ingen hjælp at hente, mens mændene beder. Vi får lov at sidde i skyggen og vente i en halv time.

Da vi endelig når markedet, køber Lamenata nogle tekstiler til at forære kvinderne i familien. Næste morgen er vi klar til den videre tur ud i bushen. Jeg gruer for det udfordrende bjerglandskab, hun skal vandre i. Som en rigtig byboer slentrer hun af sted i sneglefart i badesandalerne.

Børn med budskaber i Mali

I Mali giver en konkurrence i historiefortælling arrangeret af dansk-malinesiske Moussa Diallo børn mulighed for at udtrykke sig om vigtige emner i samfundet ved hjælp af teater, sang og musik

Af freelancejournalist Lise Blom
Den grådige frue forlanger mad af den forældreløse pige, mens hendes egen datter hviler sig i hendes skød

Den grådige frue forlanger mad af den forældreløse pige, mens hendes egen datter hviler sig i hendes skød

Øjnene lyner, når den grådige frue kommanderer med den lille pige i det slidte tøj. Lav mad, hent mad, vask op, lyder de konstante krav til pigen. Hun finder en tom gryde, da fruen og hendes forkælede datter har spist. Foran scenen sidder og står hundredvis af børn og voksne, som lever sig ind i det hjerteskærende drama og buher af utilfredshed.

Træet adlyder, da den forældreløse pige beder træet sænke sig, så hun kan plukke frugterne

Træet adlyder, da den forældreløse pige beder træet sænke sig, så hun kan plukke frugterne

Historien om den forældreløse pige og familien, der udnytter hende er velkendt i alverdens eventyr og et populært tema, da 12 skoler i Mali konkurrerer i historie-fortælling. Men hvor vores Askepot lader sig redde af prinsen på den hvide hest, har afrikanske skolebørn andre og mere handlekraftige bud på, hvordan pigens fremtid kan forandres.

Den grådige frue skriger, da træet rejser sig i fuld højde

Den grådige frue skriger, da træet rejser sig i fuld højde

Sulten og trist begiver pigen sig ud i skoven og finder ud af, at hun kan tale til træerne, så de sænker sig, og hun let kan plukke deres frugter. Den grådige frue og hendes forkælede datter går med i skoven og bliver forfærdede, da et træ adlyder pigens bøn og vokser nedad, så frugterne let kan plukkes. Men den grådige frue vil ikke lade chancen for lavt hængende frugter gå fra sig og sætter sig i træets krone og begynder at proppe sig med frugterne. Publikum jubler, da pigen beder træet rejse sig igen, mens den grådige frue desperat klamrer sig til træets krone.

Stykket bliver fortalt medrivende af skolen Tièba B fra Sikasso i det sydlige Mali og giver skolen en andenplads i finalen torsdag den 13. januar 2011.

Skole Tiéba Bs lærere og skoleinspektør i lyserødt følger spændt med, da deres elever er på scenen

Skole Tiéba Bs lærere og skoleinspektør i lyserødt følger spændt med, da deres elever er på scenen

Historien lever op til konkurrencens krav om at have et budskab og indeholde skuespil, musik og dans. For konkurrencen handler nemlig om at udtrykke sig. Malis traditionelle kultur og historie hviler på historiefortællingen, men traditionen er i fare for at forsvinde, for børn i dag har svært ved at udtrykke sig. Skolerne er hæmmede af mangel på ressourcer og uddannede lærere. I dagens Mali er der ingen status i at kunne udtrykke sig, børnenes forbilleder er sportsstjerner.

Den situation skal ændres. Under mottoet ”Giv eleverne ordet gennem historiefortælling” har den dansk-malinesiske musiker Moussa Diallo for andet år arrangeret en konkurrence i historiefortælling for skoleelever.

I 2010 forgik konkurrencen på 24 skoler i Bamako, Kati, Koulikoro og Segou. I år er konkurrencen flyttet sydpå til Sikasso og omegn og for første gang deltager også skoler fra landsbyer.

Klassekammeraterne følger også med fra kulissen

Klassekammeraterne følger også med fra kulissen

Tre af de 12 skoler giver deres bud på en fortælling om den forældreløse pige, som bliver misbrugt af en grådig familie.  Landsby-skolen Kignan B fortæller, hvordan demokratiet bliver indført i dyreriget. Her vinder den muntre abe valget om at blive konge overfor modkandidaten den stærke løve. Modsat situationen i Malis naboland Elfenbenskysten lykkes det for aben at overbevise den tidligere hersker løven om, at det er bedst for riget, hvis de samarbejder i stedet for at bekæmpe hinanden.

To jægere bortfører den unge pige fra hytten langt ude i skoven

To jægere bortfører den unge pige fra hytten langt ude i skoven

Vinderen af finalen er den tydeligvis ressource-stærke privatskole Amadou Sogodogo fra Sikasso med et stykke om ikke at miste håbet. Et kongerige er konstant i krig, og kvinderne bliver beordret til kun at føde sønner, så de kan blive krigere i kongens hær. En kvinde nedkommer med en datter og bor i en hytte langt ude i skoven, indtil datteren en dag liver bortført. Årene går, og kvinden er blevet gal af savnet efter den forsvundne datter. Hun synger konstant en særlig sang, som var signal til, at datteren trygt kunne åbne døren til hytten. En dag bliver den gale mor ført til en konge i et fjernt rige, og det viser sig, at dronningen er den bortførte datter.

Den handicappede bror bliver forladt af sin søster, da hun gifter sig på trods af et løfte til forældrene om altid at passe sin bror

Den handicappede bror bliver forladt af sin søster, da hun gifter sig på trods af et løfte til forældrene om altid at passe sin bror

Tredjeprisen går til endnu en skole fra Sikasso, der har kampen mellem det gode og det onde som tema. Forældrene til et handicappet barn beordrer storesøsteren til kun at gifte sig, hvis den nye ægtemand samtidig lover også at tage sig af den handicappede lillebror. Forældrene dør, og datteren afviser bejler efter bejler, indtil hun en dag siger ja. Hun forlader sin handicappede lillebror. I skoven møder han en djævel, der som alle djævle i malinesiske fortællinger er let kende, fordi han er hvid. Djævlen helbreder ham og skænker ham rigdom, så han kan indtage rollen som ny konge.

Undersåtterne valfarter til ham, for han deler ud af sin rigdom. En dag er det hans egen søster, der ikke genkender ham. Hun får ekstra meget og vender tilbage dagen efter. Men da får hun i stedet den kæde, som forældrene gav hende til gengæld for, at hun altid skulle passe sin bror. Da hun forlod sin bror, havde hun givet ham kæden, og hun bliver forfærdet, da hun opdager, hvem den nye konge er.

De ti-årige børn er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

De ti-årige børn fra Kouoro Village er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

Desværre må landsby-skolerne vende hjem fra finalen i Sikasso uden andre præmier end én for bedste danserinde. Hverken en historie om en forældreløs pige eller den om dyrenes valg falder i dommernes smag. Landsbyskolen Kouoro Village bruger humor i historien om de gamle mænd i landsbyen, som nægter landsbyens piger at komme i skole. En dag lykkedes det en pige at komme i skole, og da hun senere sender penge hjem til sin gnavne gamle far, vender stemningen blandt de gamle mænd.

Læs mere om Arc en Ciel på malinyt.dk