Forfatterarkiv: Lise Blom

Turister på privatbesøg i Mali

Når en landsby i Mali for første gang får besøg af turister, bliver rollerne byttet om, og det er beboerne, som fotograferer turisterne.

Den unge fyr holder mobiltelefonen foran sig, smiler, og fotograferer turisterne en ad gangen. Efter ham følger endnu en ung fyr. Kameraerne er blevet vendt, og nu er det turisterne, som er i fokus. I seks dage og på utallige rejser før har de danske og norske turister været dem, der fotograferede og observerede. Nu er situationen anderledes. Turisterne er underholdning og bliver studeret indgående af landsbyens beboere.

Foto Margit Bæksted. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Foto Margit Bæksted Jensen. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Vi er i landsbyen Somme i dogon-området i Mali. Egentlig skulle vi straks have været videre, men landsbyens beboere insisterer på, at vi kommer på besøg. Der bliver givet hånd, og vi bliver placeret under et halvtag, så landsbyens beboere kan betragte os. Men vi skal videre. Vi skal vandre til landsbyen Biry, hvor en velkomstkomite venter os med geværer og trommer.

Foto: Margit Bæksted. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Foto: Margit Bæksted Jensen. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Som rejseleder for Viktors Farmor har jeg taget min gruppe af danske og norske turister med langt ud på landet. Gennem tre timer er vi bumlet ad en hjembygget vej, der zigzagger sig gennem landskaber mellem klipper, så man næsten umærkeligt stiger 400 meter op på dogonplateauet.

Gruppen af danske og norske turister fra rejsebureauet Viktors Farmor er den første turistgruppe, som besøger Biry i dogonområdet i Mali. Gruppen er her som landsbyens og mine gæster, og jeg er spændt på, hvordan mødet spænder af. Her bor min tidligere svigerfamilie, som jeg stadig har tæt kontakt med og besøger hvert år. Landsbyens beboere har tidligere efterspurgt turister, og de har allerede haft besøg af enkelte venner fra Danmark, der har fotograferet, filmet og optaget musik i Biry.

Foto; Margit Bæksted. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

Foto; Margit Bæksted Jensen. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

I dag kommer en rigtig gruppe turister til Biry. Den yngste er en dreng på 13år, og den ældste er en mand på 72 år. Turisterne har allerede oplevet mange korte landsbybesøg på rejsen i Burkina Faso og Mali, og de er alle rejsevante. Forskellen fra tidligere besøg og dette er, at de denne gang er rigtige gæster, de skal sove i landsbyen og spise deres mad. Alting skal fungere for, at turisterne får et godt besøg, men det skal også være en god oplevelse for landsbyens beboere. For dem handler det ikke kun om at tjene penge men også om at møde mennesker udefra og dele deres kultur. Jeg har forklaret landsbyen, at det er for meget, hvis de slagter en hel ko for os. Otte kyllinger og en ung ged er rigelig mad til 13 personer.

Vi ankommer sent og sultne til Biry og må spise en forsinket frokost af kylling i sovs af baobabblade, før vi får den traditionelle velkomst.

Eftermiddagens lys er blevet gyldent, da landsbyens unge mænd med håndsmedede geværer leder os op til landsbyen. Langs stien synger kvinder og børn og klapper i takt til trommerne. På en lille plads i landsbyen bliver vi placeret i midten, mens mændene med geværer danser om os. De afslutter dansen med geværsalutter, der giver genlyd i klipperne.

Det bliver aften, og umiddelbart efter mørkets frembrud stiger den næsten fulde måne op og oplyser klippelandskabet. Et bål af strå oplyser dansepladsen, hvor de unge mænd og kvinder danser. De har selv koreograferet et program af danse, der indeholder elementer af traditionelle maskedanse. Men de fortæller også små historier med dansene, som er inspireret af musikvideoer og hiphop. Når der er konkurrencer i området, deltager Birys unge, og i 2010 vandt de førsteprisen.

Ind i mellem er det små børn, som danser. Den traditionelle dans går lynhurtigt, det ene ben kører i dobbelt takt af det andet. Mens benene kører som trommestikker, er resten af kroppen næsten helt rolig, hvis danseren er dygtig. Kun få turister har mod på at danse med. Det er en dans, man skal være opvokset med for at kunne danse.

Næste morgen besøger vi landsbyen og hilser på beboerne. De fleste er i marken, da høsten i år for en gang skyld har været god, så den er endnu ikke slut sidst i november.  Derefter er det tid til afgang. Beboerne forsøger at overtale os til at blive lidt længere. Der hænger endnu to hele røgede køller fra geden til vores frokost. Men vi har et stramt program og må videre. Inden afgangen får vi fire haner og en kasse bananer foræret. Turisterne er rørt over besøget, og de har samlet penge ind som tilskud til den skole, de unge fra Biry arbejder på at få etableret.

Lidt senere på turen oplever turisterne, hvilke problemer turisme kan give. Børn, der tigger og pjækker fra skole for at holde turister i hånden i hånden med det formål at få en gave. En situation jeg aldrig håber, at jeg kommer til at opleve i Biry.

AirFrance kræver tålmodighed

Service er et ukendt begreb for AirFrance, hvor det kræver tålmodighed at få sin 13 dage forsinkede bagage og den lovede kompensation

Af freelancejournalist Lise Blom

Bankdamen ser på checken og spørger, hvad jeg vil med den. Jeg vil gerne have pengene udbetalt, svarer jeg og undrer mig over hendes spørgsmål. Når man præsenterer en check, der er udstedt i ens navn i kassen i en bank, er det vel meget logisk, at man ønsker beløbet udbetalt.

Checken er udstedt af Air France og skal dække en del af omkostningerne ved forsinket bagage. Min kæreste ankommer til Mali den 19. december – eller det vil sige, det er blevet den 20. december, fordi flyet er forsinket på grund af tre centimeter sne i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Da han endelig ankommer, er det selvfølgelig uden bagage. Afdelingen for forsinket bagage tager bagagekvitteringerne og udfylder et svært læsbart papir i hånden. Der er ingen grund til at tænde computeren og indberette den forsinkede bagage for de mange ventende rejsende. Og der bliver ikke udleveret t-shirt og tandbørste, som eller er del af plaster på såret for rejsende uden bagage.

To dage senere ringer vi til lufthavnen og får besked om, at bagagen er ankommet. Men i lufthavnen er der ingen bagage. Til gengæld kan en effektiv kvinde finde ud af at efterlyse bagagen på computeren og udfylde en formel rapport. Hun kritiserer de manglende bagagekvitteringer. Formelt har vi ikke længere bevis for den manglende bagage.

I rapporten kan vi se, at Air France udbetaler 100 euro i kompensation for uforudsete udgifter. Derfor tager vi til Air France kontor og afleverer vores kvitteringer for de nødvendige indkøb, når man kommer fra frost til tropevarme med kun håndbagage.

Men vi kan ikke få checken, for der er ikke lige nogen i regnskabskontoret. Og der er ikke nyt om bagagen andet end Air France har ophobet 25.000 stykker bagage alene i Charles de Gaulle lufthavnen.

Dagen efter beslutter vi efter fire dages forgæves venten at tage videre på rejsen med et farvestrålende plydstæppe og vanvittigt dyre designer-t-shirts til 300 kroner stykket indkøbt i en butik hvor man kan få en kvittering på beløbet. Vi er endnu en gang forbi den ansvarlige på AirFrances kontor, men der er stadig ingen i regnskabsafdelingen, og den ansvarlige har ondt i sin tand.

Det er aftalen, at bagagen skal leveres på hotellet i Bamako, når den ankommer. Men da vi er retur den 31. december, er der stadig ingen bagage. Ved en opringning den 1. januar er svaret igen negativt, og der er afgang samme aften. Inden min kæreste tjekker indm besøger vi kontoret for forsinket bagage. Og der står taskerne heldigvis klar til at blive tjekket ind igen.

Det eneste, der mangler, er nu checken på de 100 euro. Jeg har forklaret den ansvarlige i AirFrance, at checken skal udstedes til mig i stedet, da min kæreste ikke har mulighed for at modtage checken, da han ikke længere er i Mali.

Den 7. januar møder jeg op hos Air France. Den ansvarlige kan huske, at checken er udstedt ,men hvor er det lige, den er. Gentagne gange kikker hun mappen igennem med checks til andre uheldige rejsende med AirFrance. Hun forsøger andre mapper med andet indhold. På et tidspunkt finder hun kvitteringen for checken. Hun ringer og besøger andre kontorer. Men tålmodigheden sejrer, og på et tidspunkt ser hun mappens indhold igennem side for side, og så dukker checken endelig op.

I mellemtiden har den lokale afdeling af Bank of Africa, der ligger i samme bygning som AirFrance, lukket ti minutter tidligere. Jeg får at vide, at jeg kan indkassere checken i hvilken som helst afdeling af banken. Derfor møder jeg dagen efter op i den nærmeste afdeling.

Det er her, bankdamen kikker undrende på min check og spørger, hvad jeg vil.

Hun studerer computerskærmen og noterer sig tallet 20 på checken, hvorefter hun streger tallet ud igen. Så skriver hun mit navn bag på checken. Og stirrer længe ud i luften. Hun har tidligere prøvet at henvise mig til en mand ved en åben skranke. Men ham har jeg allerede været ved. Han tog en kopi af mit pas og viste mig videre til hende. Nu råber hun til ham og spørger, hvad hun skal gøre. Han svarer, at checken skal indløses som alle andre checks. Det er en check fra Bank of Africa.

Hun får printet en side og sender mig over til den overordnede i et glasbur. Han beder mig vente, hvorefter han ringer til adskillige personer og råber med andre af de ansatte i afdelingen. Til sidst kalder han mig ind og underskriver checken og sender mig tilbage til kvinden i kassen. Og nu tæller hun endelig penge op og udbetaler dem til mig. Jeg slipper endda for gebyr. Det tog 40 minutter i banken, og der var ingen kø.

Fransk rejsevejledning skader Mali

Mali føler sig trådt på af den tidligere kolonimagt Frankrig. Det skyldes, at det franske udenrigsministerium nu fraråder rejser til en stor del af landet

Af freelancejournalist Lise Blom
Færre turister nyder solnedgangen over Nigerfloden i Mopti efter at Frankrig har skærpet sin rejsevejledning til Mali

Færre turister nyder solnedgangen over Nigerfloden i Mopti efter at Frankrig har skærpet sin rejsevejledning til Mali

Selv om det er midt i højsæsonen for turisme i Mopti og dogon-området i Mali, er det ikke nødvendigt at bestille hotel. Her er nemlig god plads på både hoteller og restauranter. Guider, souvenirsælgere, restauratører og bådudlejere er på en gang oprørte og opgivende. De har svært ved at forstå, at de pludselig skulle leve i en farlig terrorzone. Det samme gælder de herboende europæere og de turister, der har fundet vej.

Da der springer en bombe den 5. januar 2011, sker det foran den franske ambassade i Malis hovedstad Bamako. Et tunesisk medlem af Al-Qaeda smider en mindre gasbombe og skyder mod ambassaden, inden han bliver anholdt. To bliver lettere såret ved angrebet, som, politiet formoder, er en enkelt persons værk.

I selve Saharaørkenen har AQIM- den nordafrikanske del af Al-Qaeda – baser. En franskmand blev kidnappet i november 2009, og det formodes, at en del af de op mod 20 europæere, som er blevet kidnappet de seneste år i nabolandene Niger og Mauretanien er eller har været holdt fanget her.

Men den uvejsomme Saharaørken ligger fysisk og mentalt langt fra dogonområdets smukke klipper. Her og i resten af Mali mener man, at Frankrigs nye rejsevejledning er en hævn. Det er en udbredt opfattelse, at vejledningen er blevet skærpet, fordi Mali ikke vil skrive under på en migrationsaftale med Frankrig og samtidig nægter at lægge jord til enny  fransk militærbase.

Den nye rejsevejledningskaber mistillid mellem Mali og den tidligere kolonimagt. Og de franske turister, der trodser rejsevejledningen, tvivler på, om de overhovedet skal tage den og lignende advarsler alvorligt. På sigt vil den skærpede rejsevejledning også få betydning for  udviklingsprojekter i området. Danmark har ikke skærpet sin rejsevejledning til Mali.

Ferie med lyd i Malis paradis

Næsten alle dyrene synger med på paradisets soundtrack på det økologiske feriecenter Teriya Bugu i Mali

Af freelancejournalist Lise Blom

I paradis synger selv flagermusene. Sangen fra en enkelt flagermus lyder, som når man træder på et pibedyr. Tusinde flagermus giver en skurrende lyd som en gynge, der trænger til at blive smurt. Om dagen sover flagermusene. De lægger vingerne beskyttende om hinanden, så de former gråbrune kugler i træerne. Af og til ramler parringslystne duer sanseløst ind i de sovende flagermus. De søvnige flagermus flakser rundt, ind til de falder til ro i en ny kugle.

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Paradisets stjerne er den truttende trane. Dens elegance er tilsat en mimik, der er en tegneseriefigur værdig. Det ser en anelse komisk ud, når den kalder med sit trut og udfører sin tranedans – måske fordi den er alene.

Første dag i paradis hørte jeg, at en pillede ved låsen og frygtede, at en ansat var ved at låse mig inde på værelset. Men det var tranen, som legede med min nøgle, der sad udenfor i låsen. Den hviler sig udenfor mit værelse. Siestaen foregår under et træ, og om natten balancerer den ovenpå en lille høj.

Ved solnedgang sidder den på en træstub og spejder længselsfuldt ud over floden. Men ak – der er ingen mage i udsigt. Tranens mage er død. En gang var her masser af traner langs Banifloden i Mali, men nu er fuglen en sjælden gæst. Denne trane er kommet til skade, og dens brækkede vinge hænger let akavet. Som en anden Speedo må den nøjes med at løbe hurtigt.

Tusinde fugle står for underholdningen om dagen. Bunden bliver lagt af duernes klassiske kurren. Af og til samler duerne sig til et gigantisk baggrundskor. Hvis det var et soundtrack til en film, ville musikken signalere en dramatisk udvikling af historien. Men her er lyden bare en fejring af øjeblikket. De største duer kan også dutte. Det lyder, som om de trækker vejret ind, når deres dut-dut-dut-dut-dut-dut fortoner sig.

Skadernes skingre skræppen kan næsten tilgives, fordi fuglene er så smukke. Fjerdragten changerer mellem grøn, turkis, blå og violet, når de elegant glider gennem luften. De har lange vippende haler og skinnende gule øjne. De lysegrønne papegøjer kvidrer, isfuglene lyder som et elektronisk spil, når de fejer tæt henover flodens overflade på udkik efter fisk. Påfuglenes sang kan forveksles med grædende babyer, og fuglen udmærker sig ud over den smukke fjerpragt ved at spise slanger.

Kun et dyr i paradis er helt og aldeles tavst. Umiddelbart savner man ikke myggenes irriterende summen. Men myggene er der. Det er de lavbenede myg, som sniger sig lydløst ind på en og stikker. Og desværre også netop den art myg, som kan være bærer af malariaparasitter.

Teriya Bugu er Malis bud på et paradis. En rig fransk præst investerede i 70’erne i området langs Banifloden og skabte i samarbejde med de lokale et landbrugsprojekt og udviklede alternativ energi. Teriya Bugu er nu ud over et landbrugsprojekt også et smukt beliggende økologisk feriecenter. Maden er formidabel med specialiteter som honningmarineret gris og kanin i sennep og hjemmefremstillet marmelade og honning.

Kæmpefisk tynger fisker i Mali

Der er drama i stil med Hemingway og eventyr i familie med konen med æggene, da en fisker lander den største fisk, han nogensinde har set

Af freelancejournalist Lise Blom
Foto: Carsten Elert. Skjult under sækken ligger resten af fiskens enorme krop, der på breddeste sted måler omkring 70 centimeter

Foto: Carsten Elert. Skjult under sækken ligger resten af fiskens enorme krop, der på breddeste sted måler omkring 70 centimeter

Den brede vifteformede hale vipper irriteret. Det er det eneste, der afslører, at resten af sækken indeholder en enorm fisk – og at fisken er levende. Sækken er bundet fast på bagagebæreren på en spinkel herrecykel, som ejeren balancerer i buskadset i kanten af stien, da vi skal forbi i en firehjulstrækker. Manden er desperat. Han beder os om et lift med fisk og cykel.

Jeg har sjældent set så stor en fisk. Og jeg har i hvert fald aldrig før set så stor en levende fisk på en cykel. Manden anslår dens vægt til 60 kilo.

Det begynder dagen inden. Endelig har fiskeren bid, og da han trækker fiskelinen i land, får han øje på den store malle, som har bidt på krogen. Kampen begynder, da fisken skal trækkes op ad vandet. I timevis slår fisken med halen og vrider sig, når fiskeren har fat om den. Det er ikke muligt at stikke en kniv i fisken, for fisken skal være levende for at kunne holde sig i varmen, og samtidig vil blodet tiltrække krokodillerne, som fiskeren ikke ønsker at dele sit bytte med. Da fisken endelig er oppe på land, er næste udfordring at få den ned i en sæk. Fisken er så bred om bugen, at den næsten fylder den store sæk til 50 kilo ris ud. Men når fisken er nede i sækken, bliver den pacificeret, så den er lettere at transportere.

Timerne går, og endelig er fisken bundet fast til bagagebæreren på cyklen, og cyklen er kommet op at stå. Fiskeren er udmattet og har ikke fået noget at spise, siden han tog ud at fiske, men han ved, at det er en kamp mod tiden. Når fisken dør, går kødet hurtigt til.

Fiskeren har nu to muligheder. Den mest overskuelige er at transportere fisken hjem til landsbyen og spise den sammen med familien og ryge resten af kødet. Men fiskeren ser på den gigantiske fisk og ved, at den kan indbringe en god pris på en restaurant, hvor gæsterne vil sætte pris på store stykker grillet fisk uden ben.

Der er cirka 30 kilometer af stier og jordveje til det nærmeste marked dagen efter. Fiskeren går ad stierne i den måneløse nat. Han er klar over, at de andre handlende på markedet er fattige landsbyfolk ligesom han selv, og at de udelukkende er på markedet for at sælge deres egne afgrøder og måske købe lidt elektronik eller en plastikskål, som driftige handelsfolk har transporteret dertil på ladet af en lastbil. Men måske er der en opkøber på markedet? En opkøber der køber jordnødder og majs i de små landsbyer og sælger det videre med fortjeneste på de større markeder i byerne. Hvis det ikke lykkedes at sælge fisken på markedet, kan fiskeren køre med en af de tungtlastede lastbiler retur til byen om aftenen.

Vi er i Bafing i det sydvestlige Mali, og det nærmeste køleskab befinder sig 75 kilometer væk i den lille flække Manantali med to ugentlige busafgange. I Manantali kommer der fiskeopkøbere, som forsyner hovedstadens restauranter med god fisk. Det er en tur på yderligere 300 kilometer. Men den mulighed er stadig fjern tidligt om morgenen på markedsdagen.

Det er på det tidspunkt, at fiskeren hører en bil nærme sig. Her ude i skoven kommer der sjældent biler. Seneste bil kom for to dage siden, og det var den lokale ledelse fra Skov og Naturstyrelsen, der gav landsbyerne to ugers frist til at rydde de nye ulovligt opførte udflytterlandsbyer i naturreservatet. Dem vil han ikke forvente hjælp fra.

Da manden ser vores bil, øjner han chancen. Og hvis det var et ægte eventyr med en god slutning, var det her, at hjælperne var trådt ind i historien.

Men nej. Vi vil ikke købe hans fisk, og vi har heller ikke plads til ham. Bilen er allerede fyldt med bagage, og vi har derudover to piger med, som skal på markedet for at sælge sække med jordnødder. Chaufføren tager i det hele taget nødigt passagerer med, og i dag kæmper han med malaria og et dårligt knæ. Hvis der skal være plads til manden, hans fisk og cykel, skal chaufføren klatre op på taget af bilen igen og surre den ekstra bagage fast. Det vil tage tid, og hele dagen er i forvejen sat af til den lange køretur til Bamako ad dårlige veje og stier.

Samvittigheden nager. Der kan godt gøres plads til manden og fisken, men det vil tage tid at ommøblere bagagen, så vi efterlader manden i vejkanten og håber, at en motorcyklist kan hjælpe ham videre.

Om natten dukker fiskeren op i en drøm. Det viser sig, at han har opdaget uregelmæssigheder i naturreservatet, hvor han fisker. Ledelsen af naturreservatet frygter, at han vil afslører uregelmæssighederne og beslutter at give ham noget andet at tænke på.

En kæmpefisk vil knække ham, vurderer ledelsen. I første omgang vil han blive besat af drømmen om den formue, han kan tjene på fisken. Dernæst vil han slide sig op i kampen for at bringe fisken til markedet. Og når fisken dør og går til, vil han blive bitter. Hans bitterhed vil ramme alle, og hele området vil vide, at han er fiskeren, der gik glip af en formue, fordi hans fisk døde. Og ingen vil derefter lytte til fiskeren, når han siden beretter om de uregelmæssigheder, han har observeret i naturreservatet.

Det er derfor, at ledelsen af reservatet sørger for, at fiskeren får kæmpefisken på krogen. Men i drømmen har ledelsen ikke forudset, at vi tilfældigvis ville komme forbi i bil samme dag. Og i drømmen tager vi selvfølgelig fiskeren med ……

Brændestabler som statussymbol

Verdens kvinder kan have mange måder at vise deres værd – et smukt hjem, kultiveret samtale og et personligt tøjvalg. I Mali er det størrelsen af brændestablen, der afgør om hun er en god kone

Af freelancejournalist Lise Blom

De halvanden meter lange stykker brænde ligger stablet i mere end to meters højde, og stablen er op til 30 meter lang. Her er flere kubikmeter brænde, end der kan være på en lastbil – selv i Mali, hvor lasten normalt er højere end selv bilen.

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

Den store brændestabel foran huset er langt fra den eneste. I hele landsbyen Nabasso ligger lignende brændestabler ligesom nabolandsby efter nabolandsby. Der er selvfølgelig træer i området, men skovene bliver aldrig helt tætte, og flere steder er de tidligere skove nu erstattet af lavt krat.

I første omgang regner jeg med, at brændeindsamlingen er blevet organiseret for at presse prisen op overfor indkøberne. Men jeg undrer mig alligevel. Brændet er nemlig farvet sort af alder, og det har tydeligvis ligget der længe. Forklaringen får jeg af chaufføren:

– Brændestablerne er symboler på kvindernes værdi som husmødre. Hvis en kvinde kun har en lille brændestabel, bliver hun anset som doven, mens en stor brændestabel signalerer, at hun er flittig.

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Så snart en kvinde er gift, går hun i gang med at samle sin brændestabel. Det foregår i bushen og i skovene. Hun fælder ikke træerne men hakker grene af. Derefter bærer hun de tunge grene på hovedet de mange kilometer tilbage til landsbyen. Hovedparten af brændesamlingen foregår i årets varmeste måneder mellem marts og maj. De bedste og største stykker træ ender i brændestablen. Brændet i den særlige brændestabel bliver aldrig brugt, og træet går efterhånden i opløsning.

Ligestillingsretorik pakket ind popsange

Betragt dig selv som en slave. Sådan lyder budskabet til unge giftefærdige kvinder i Mali i Vestafrika. Her sætter popsange fokus på kvinders vilkår på en anden måde end vestens protestsange i 1970’erne

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Oumou Sangaré hilser på Yanfolilas lokale tosse, da hun optræder ved en mindeceremoni for en tidligere premierminister i 2010.

En skrattende radio, en mobiltelefon og en kassettebåndoptager. Overalt i Mali er der musik. Det er mere end bare et lydtapet, for her bliver der lyttet til teksterne. Siden Malis uafhængighed for 50 år siden er kvinder gået fra at være anonyme korsangere for mandlige sangere til selv at være stjerner, og i dag dominerer de medierne, og deres tekster er med deres tvetydighed med til at sætte den ligestillingspolitiske dagsorden.

Mest kendt er sangerinden Oumou Sangarè, der begyndte sin karriere i 1989.

– Hendes sange indeholder mange budskaber, men Oumou er især et godt eksempel for andre kvinder, fordi hun ikke missionerer, men snarere giver gode råd, fortæller Djeneba Dolo, som arbejder i en finansiel virksomhed i Malis hovedstad Bamako. Med sine 29 år er hun som de fleste kvinder også fortrolig med de tidlige sange.

Ti kolanødder for en brud
Et eksempel på, hvordan Oumou Sangaré appellerer til unge kvinder, er sangen Worotan fra 1996, der er skrevet til en kommende brud:

“Du unge brud, vær forsigtig, når du ankommer til din ægtemands hjem
For overalt har de lagt fælder for at teste dig
Kære unge brud, når du først lever med din ægtemands familie
Rør ikke de penge, du ser under madrassen, når du gør rent
De er der for at teste dig
Min kære lille søster, når du først lever med din ægtemand
Drik ikke af mælken i krukken bag ved hytten uden tilladelse
Alt er der for at teste dig
I din ægtemands hjem, lad være med at spise kødet i gryden uden tilladelse
Det er der for at teste dig
Ægteskabet er en prøve på udholdenhed
En pris på bare ti kolanødder gør en brud til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din ægtemand
Skal du behandle dine svigerforældre, som var de dine egne forældre
For det vil vise din gode opdragelse”
– sangen Worotan fra 1996.

– Brudgommens familie tilbyder ti kolanødder i et ritual til brudens familie. Det symboliserer, at kvinden ingen indsigelsesret har i forhold til brylluppet, selvom det er den vigtigste begivenhed i hendes liv, og som giver hende status som voksen kvinde. Udtrykket “ti kolanødder gør en kvinde til slave” er et eksempel på, hvordan en sang offentligt stiller en af samfundets uskrevne regler frem i lyset, forklarer den engelske musiketnolog, Lucy Duran, der i sin ph.d. har forsket i Malis sangerinder og deres indflydelse på kønsrollerne.Djeneba Dolo supplerer:

– Oumou Sangaré synger om det, folk tænker, men ikke kan give udtryk for. I vores traditionelle samfund giver man ikke udtryk for sine følelser. Hun er vores stemme og udtrykker sig på vegne af os. Folk lytter, så hendes sange kan rykke mere end en hel bevidstgørelseskampagne.

Gang i noget exceptionelt
– Jeg havde hørt, at der var noget exceptionelt i gang i Mali, fortæller danske Solveig Sandnes, der også er i Mali for at skrive speciale i retorik med arbejdstitlen “At tage ordet, en undersøgelse af kvindeligt civilt engagement i Mali”.

– Her undersøger jeg, hvordan kvinder bruger musik som et medie til at udøve samfundskritik i et muslimsk samfund, forklarer Solveig Sandnes.

Da Solveig Sandnes selv hører Oumou Sangarés sang Worotan, tolker hun den som en stærk kritik af et mandsdomineret samfund.

– Da jeg diskuterer teksten med en mandlig informant, finder jeg ud af, at teksten ikke nødvendigvis skal tolkes som kritik, siger Solveig Sandnes.

Det er under interviewet med direktøren for Radio Wassoulou, Sidiki Sidibé, at Solveig Sandnes forstår, at hun må lægge sit eget normsæt fra sig for at forstå, hvordan teksterne bliver opfattet. En forståelse, der bliver tydeligere i hendes videre arbejde.

– I begyndelsen af mit arbejde reagerede jeg ud fra min egen opfattelse af, hvad der er retfærdigt, og det betød, at jeg forstod mindre. I Danmark antager vi, at kvinder og mænd har lige meget at sige, men når vi som forskere og eksperter arbejder i et land som Mali, bliver vi nødt til at respektere, at her er den grundlæggende antagelse en anden.

– Ifølge Sidiki Sidibé er der ingen vrede i udsagnet om, at kvinden er en slave, og han mener, det udtrykker en grundlæggende antagelse om, at kvinden er underlagt manden, siger Solveig Sandnes.

Solveig Sandnes forklarer, at tekstens fortolkning afhænger af modtageren og det rum, den indgår i. En sang som Worotan er traditionelt en del af en bryllupsceremoni, hvor den bliver sunget i et lukket forum for kvinder:

– Det er traditionel musik af kvinder, om kvinder, og sangene bliver sunget til kvinder. Det ironiske og kritiske lag kommer først ind, når sangene kommer ud i det offentlige sfære på kassettebånd og ved koncerter, fortæller Solveig Sandnes.

Hårfin balance for kvindelige sangerinder
I Mali er traditionen stærk, understreger Solveig Sandnes, så det er en hårfin balance for kvindelige sangerinder, hvis ikke hun helt vil afvises.

– Når en kvindelig musiker vælger at overskride normerne, må hun derfor vaccinere sig retorisk ved på andre område at leve op til normerne. Musikerne må opbygge en immunitet, når de skal behandle politiske og kontroversielle emner, understreger Solveig Sandnes.

Det kan ske ved at opføre sig ærbart og hylde traditioner.

– Oumou bruger referencer til folkloren. Det er et stærkt retorisk virkemiddel med stor genkendelighed, både for det traditionelle – og moderne samfund. Når hun vil aflevere et kontroversielt budskab, siger hun først noget, som hun ved, vil falde i god jord hos alle. For musikerne er det vigtigt at bevare smilet og værdigheden. Man ser ikke vred agitation.

– De fleste sange i Mali er bygget op som lovprisningssange, men de kan stadig ses som kritiske. De emner, man lovpriser, indebærer nemlig en kritik af de emner, man ikke lovpriser. Lytteren forstår dermed den indirekte kritik og den løftede pegefinger, forklarer Solveig Sandnes.

I Mali lever hovedparten af befolkningen på landet i traditionelle storfamilier, hvor de enkelte familiemedlemmer har fast definerede roller. Når man indgår ægteskab, forlader bruden sin egen familie og flytter hen til ægtemandens familie, og bliver en del af en storfamilie med op til tre medhustruer, svigermor og svogre. Og som nygift er hun underlagt sin mand og i det hele taget nederst i hierarkiet.

De færreste har gået i skole og forstår derfor heller ikke landets officielle sprog, der er fransk, og som dominerer radio og tv. Og især kvinderne på landet bliver ikke informeret om andre kønsrollemønstre, hvorimod kvinderne i byerne har større indsigt i vestlige ideer og levevis fra skolen, kvindeorganisationers kampagner og udenlandske tv-serier.
Under specialearbejdet har Solvig Sandnes derfor også kunnet konstatere, at det især er den veluddannede middelklasse i byerne, der opfanger den underlæggende kritik i Worotan og andre lignende sange, mens uuddannede kvinder på landet opfatter budskaberne mere bogstaveligt.

Overlevelsesguider

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan er billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan et billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

– Oumou er så populær, fordi hun synger om dagligdagen. Hun er en slags advokat, der forsvarer kvinder, siger den 30-årige receptionist Sabine Dambele. Samtidig mener hun, at selvom de kvindelige musikere synger om Malis underdanige kvinder, fremhæver sangene også, hvor modige kvinderne er.

På trods af de udfordringer det skaber for unge kvinder at blive gift ind i en storfamilie, ønsker Sabine Dambele og de andre kvinder i Solveig Sandnes’ undersøgelse at bevare traditionen.

Og her hjælper sange som Worotan, fordi de indeholder gode råd og er med til at forberede og vejlede unge kvinder til livet med ægtemand og svigerfamilie.

– Groft sagt siger teksten “Sådan underkaster du dig din mand, så du undgår at få tæsk”. De gode råd kan ses som en joke, men de kan også forstås bogstaveligt, siger Solveig Sandnes.

Samtidig viser Solveig Sandnes’ undersøgelse, at sangene også har en terapeutisk kraft for kvinderne. De bringer et emne på banen, der ikke tidligere er blevet talt om:

– I sangene bliver traditionen udstillet som noget gammeldags, man bør være kritisk overfor. Samtidig er familien i Mali et socialt sikkerhedsnet. Familiestrukturen og forståelsen af subjektet er markant anderledes. Individets interesser er nedtonet, og rationaliteten er bundet op på det fælles bedste, siger Solveig Sandnes.

– Udfordringer er del af livet, som skal overvindes. Her lever vi med vores svigerfamilie. Man skal lære at acceptere hinanden, for man må ikke tro, at man kan ændre andre. Men respekt for den anden betyder ikke, at man skal underkaste sig, understreger Djeneba Dolo.

Kærlighedssange provokerer
Da majoriteten lever i arrangerede ægteskaber, er det et generelt træk hos informanterne, at de bliver provokeret af romantiske sange, forklarer Solveig Sandnes.

Samtidig konstaterer Solveig Sandnes, at de kvinder, som har brudt med normerne ved for eksempel selv at vælge ægtefælle og erhverv, i højere grad betragter kvinder og mænd som ligeværdige. Derimod har de kvinder, som følger traditionerne en større accept af, at deres mand og svigerfamilie har ret til at bestemme over deres liv. Men fælles for kvinderne er, at de foretrækker et monogamt ægteskab, men at de dog kan acceptere et polygamt ægteskab, idet mange mener, det er helt utænkeligt, at den polygamiske tradition ophører.

Kvindekamp er retten til selvforsørgelse
I det fattige Mali er økonomisk sikkerhed højt prioriteret, og det vigtigste for Solveig Sandnes’ kvindelige informanter er derfor også retten til at forsørge sig selv. For kvindekamp i Mali er mere et spørgsmål om økonomi, end om hvem der skal passe børnene og gøre rent. Det sidste har man nemlig tjenestefolk til, hvis man ellers har råd til det.

Derfor er Oumou Sangaré også ligeså kendt for sin karriere som forretningskvinde som for sin musikalske karriere. Hun ejer et hotel, et landbrug med malkekvæg og en importforretning med kinesiske biler af mærket OUM SANG. Herudover har hun et nystartet taxaselskab i hovedstaden, hvor de første af snart 200 biler er rullet ud på gaden.
Oumou Sangaré er endda nævnt som en mulig kandidat til det næste præsidentvalg 2012, for hendes historie giver andre kvinder håb om forandring:

– Oumou er et eksempel for alle kvinder. Hun er forretningskvinde med indflydelse på alt, hvad hun beskæftiger sig med. Vi er stolte af hende, for hun har været fattig og begyndte som servitrice. Jeg beundrer hende, fortæller Djeneba Dolo.

Musikalsk parterapi
Men Oumou Sangaré er ikke alene om at have indflydelse med sin sang. Sangerinden Kémé Sidibé er især populær ved traditionelle bryllupsceremonier i det sydlige Mali, hvor hendes sange er henvendt direkte til brudeparret. Herudover optræder hun fast to gange om ugen, men har aldrig fået udgivet sin musik.

– Når jeg spiller musik kommer ideerne, og når jeg synger om ideerne, udtrykker jeg mig. Selv de, der er ældre, lytter til det, jeg siger i min sang, fastslår Kémé.

– Jeg målretter rådene til hver enkelt på en stille og rolig måde uden aggression. Hvis jeg ikke er høflig, kan rådene virke chokerende.

– Som det er nu, lytter folk til mig. Det er derfor, jeg bliver inviteret til at optræde, fortæller Kémé.

Også den 46-årige musiker Mouneïssa Tandina er opmærksom på sin rolle som vejleder og rollemodel:

– Traditionelt er kvindeliv lig med et liv som husmor. Jeg viser, at det at spille musik er et lønarbejde. Kvinder skal også arbejde og tjene penge, mener Mouneïssa.

Hun begyndte sin karriere som professionel trommeslager, da hun var 16 år. Dengang var hun den eneste kvinde, der også spillede på instrumenter.

Hendes familie har altid støttet hendes musikalske karriere. Da hun gifter sig, blev hun fjerde kone i en traditionel familie.

– Musik er en nødvendighed for mig. Jeg måtte droppe mit ægteskab, for at jeg kunne fortsætte med at spille. I begyndelsen støttede min mand mig, men senere ville han ikke tillade, at jeg optrådte, fortæller Mouneïssa, som flyttede hjem til forældrene.

Kultur bryder den politiske barriere
Mali er stadig et nyt demokrati, hvor kvinder har begrænset adgang til at agere politisk, og her får musikken en helt central rolle. For selvom kvinder i Mali er underlagt mænd ifølge både tradition og lovgivning, giver musikken alligevel kvinderne mulighed for at ytre sig, som den engelske musiketnolog Lucy Duran pointerer. Og her bliver de kvindelige musikere også i kraft af deres liv stærke rollemodeller:

– De succesrige kvindelige musikere har større frihed i deres ægteskaber end andre kvinder. Den økonomiske selvstændighed spiller en klar rolle, men selve rollen som musiker giver også den kvindelige musiker en særlig adgang til netop at kommentere kønsrollerne gennem sin musik, understreger Lucy Duran.

Hertil supplerer danske Solveig Sandnes:

– Musikken er et levende erhverv og en del af en levende kultur. Sangerinderne fungerer som budbringere, og de synliggør ting i traditionen. Oumou Sangarés tekster skaber debat. Hun konstruerer mening og viden og forbereder folk på det, der skal løses på det politiske niveau. Dermed er den debat, hendes tekster afføder, et forstadium til politisk handling og civilt engagement. Lige nu handler ligestilling om private valg: som skal min datter i skole eller giftes ung. På sigt vil der komme andre ligestillingspolitiske emner op på dagsordenen, forudser Solveig Sandnes.

Læs artiklen Ligestilling i popsange i Webmagasinet Forum udgivet af KVINFO.

Læs mere om Oumou Sangare her.

Medarbejderindflydelse – NNFere ønsker mere indflydelse på arbejdet

Vaner og fastlåste roller mellem ledelse og ansatte er den største hindring for, at NNFere kan få større indflydelse på deres arbejde. Gevinsten for medarbejdere og virksomheder er ellers klar – større tilfredshed og mere loyalitet

Af freelancejournalist Lise Blom

Mere indflydelse på arbejdet. Sådan lyder ønsket fra over to tredjedele NNFere i en undersøgelse, NNF har foretaget i samarbejde med Analyse Danmark blandt 205 industriansatte NNFere.
Uanset om NNFerne arbejder på slagterier, mejerier, brødfabrikker eller andre industriarbejdspladser, ønsker de sig større indflydelse på emner som arbejdstempo, opgaver og pauser.
Hele 26,4 procent af NNFerne i undersøgelsen overvejer ligefrem at skifte job for at få mere indflydelse på deres arbejde.

Advarselstegn

Et advarselstegn, betegner professor i organisation og ledelse på RUC, Steen Scheuer, det høje antal af medarbejdere, som overvejer nyt job.
– Det betyder noget for virksomhederne i dag, hvor virksomhederne har svært ved at skaffe arbejdskraft, siger han.
Steen Scheuer stod i 2003 bag undersøgelsen »Frihed i arbejdslivet« for LO, som blandt andet undersøgte medarbejdernes indflydelse. Dengang var NNFerne de ansatte, som samlet set havde mindst indflydelse på egen arbejdssituation.
Og de nye tal rokker ikke ved den situation. Kun 22,9 procent af NNFerne har ifølge den nye undersøgelse en høj grad af indflydelse på, hvilke opgaver de udfører på deres job. I 2003 havde gennemsnitligt 38,5 procent af samtlige LO-medlemmer en høj grad af indflydelse på egne arbejdsopgaver.

Traditionel organisering

Den manglende indflydelse bliver oftest forklaret ved, at ansatte i industriproduktionen er bundet af arbejde på bånd og maskiner, der styrer tempo og opgavernes udførelse.
– Der er selvfølgelig stor forskel på, om man laver noget, hvor man er bundet af teknikken, eller om man kan arbejde selvstændigt. Men det er ikke en naturlov, at man ikke har indflydelse på sit arbejde, forklarer Steen Scheuer.
Han forklarer, at årsagen til den manglende indflydelse skal findes i den måde, arbejdet traditionelt er organiseret på, og i forholdet mellem ledelse, mellemledelse og ansatte på gulvet, som han mener er indgroet.
Den største udfordring er at overvinde vaner og rutiner. At vænne sig til at ting kan gøres på andre måder, siger han.

Individuelle hensyn

Ifølge Steen Scheuer må virksomhederne i højere grad se på medarbejderne som enkeltindivider med forskellige behov. Nogle er unge og har små børn, så der skal tages hensyn til arbejdstiden. Når det handler om tempo og arbejdsopgaver, er der andre, som må tage hensyn til helbredet. Derfor bør medarbejderne have forskellige valgmuligheder. En del af arbejdet skal planlægges i fællesskab, men der kan sagtens tages hensyn til den enkelte.
– Fordelen for virksomheden er, at den bliver mere attraktiv og får lettere ved at tiltrække arbejdskraft. Samtidig bliver de ansatte mere loyale. De oplever, at de har valg mellem forskelligt, og det er attraktivt. Det giver dem følelsen af, at der bliver lyttet til deres behov, siger Steen Scheuer.
Medarbejderne oplever også mere indflydelse, når virksomheden viser dem, at den satser på at beholde dem i mange år. Det gør virksomheden ved at give medarbejderne mulighed for at udvikle sig i jobbet og investere i deres uddannelse.
– Virksomheder skal sætte andre mål for, hvordan man vil behandle medarbejderne. Det sker ved at holde medarbejderudviklingssamtaler og følge op på dem. Sammen skal man lægge planer og sætte mål for, hvad medarbejderne skal lave om tre eller fem år, siger Steen Scheuer.

Morten Hansen Läntmannen Mills, Odense:

Information skaber tryghed

– Vores dagligdag er lidt mere spændende og udfordrende, fordi vi selv har ansvaret for, at den daglige produktion fungerer, siger Morten Hansen.
Han er møllersvend på Läntmannen Mills i Odense og tillidsmand for 32 NNFere. Morten Hansen arbejder i et team med fire andre kolleger, der selv skal planlægge dagens arbejde. De fastlægger selv deres arbejdstid og ferier og dækker hinanden ind ved sygdom.
Møllerne arbejder på timeløn, og det er Morten Hansen glad for.
– Akkordsystemet er et skidt system, fordi nogle hele tiden lige vil tjene en krone mere ved at sætte tempoet op. Det presser de andre, siger Morten Hansen.
Men selv om Morten Hansen er glad for sit arbejde, mærker han og kollegerne i øjeblikket et skår i den daglige arbejdsglæde.
– Vores afdeling skal lukkes ned, og selv om vi har fået lovning på andet arbejde i virksomheden, er arbejdsmiljøet i øjeblikket præget af usikkerhed og utryghed, fordi det ikke er alle, der ved, hvad der kommer til at ske for dem, fortæller Morten Hansen.
Der har været afholdt møder i et udvalg, som har beskæftiget sig med uddannelse og fratrædelsesgodtgørelse til dem, som virksomheden ikke har kunnet finde beskæftigelse til.
– Det har været positivt, men selve beslutningen om at nedlægge vores afdelinger i Lunderskov og Odense har vi ikke haft nogen indflydelse på, ligesom vi ikke har kunnet få alle de ting med i aftalen, som vi kunne ønske os, siger Morten Hansen.
Han mener, at det er vigtigt at inddrage medarbejderne så meget som muligt og så tidligt som muligt, når der skal ske ændringer på en virksomhed.
– Det er også sket fra vores øverste ledelses side, men kollegaerne føler ikke, at det er ført ud i livet i vores afdeling, siger Morten Hansen.

Kent Kjær Jensen/Orlik, Holstebro

Indflydelse forbedrer arbejdsmiljøet

– Jeg tror, at der er en sammenhæng mellem, hvilken indflydelse vi har, og om vi får smerter ved arbejdet. Jo flere forslag og initiativer vi selv kan komme med, jo mindre ensformigt og ensidigt bliver vores arbejde, siger Kent Kjær Jensen, som er sikkerhedsrepræsentant på Orlik i Holstebro.
Han har fået gennemført, at der nu skal 100 kilo tobak mod tidligere 120-130 kilo i tobaksvognene.
Den højere vægt betød, at tobakken stampede sig fast og var sværere at få ud med den greb, som han og kollegerne bruger til at tømme vognene med. Det har lettet arbejdet, og medarbejderne er nu mindre plaget af smerter i nakke og skuldre.
Desværre oplever han også forslag, som virksomheden mener er for dyre.
– Det er vigtigt at få en centralstøvsuger, som man kan trække ned fra loftet. Kvinderne i produktionen skal kravle op ad stiger med en støvsugerslange. Det er tungt og giver meget støv under rengøringen.
Støvsugeren kan forbedre arbejdsmiljøet, og på sigt vil virksomheden endda spare penge, fordi det vil være hurtigere at gøre rent, siger Kent Kjær Jensen.

Gitte Guldbrandsen/Odense Marcipan, Odense

Anerkendelse vigtigt

– At have indflydelse på sit eget arbejde betyder, at arbejdet bliver mere spændende, og man er med til at planlægge sin egen dag, siger Gitte Guldbrandsen. Hun er ansat i produktionen på Odense Marcipan.
Hun har selv fået mere ansvar, da hun er under oplæring som procesansvarlig. Nu er hun med til at planlægge og har ansvaret for at vurdere, hvilke problemer de selv kan klare i produktionen, og hvad hun skal gå videre med til chefen.
– Jeg føler ikke, at jeg skal være bussemand. Det har vi stadig chefen til. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville tage mod ansvaret. Det er en anerkendelse af, at jeg er god nok, siger Gitte Guldbrandsen.
For hende er det også vigtigt, at ledelsen anerkender, at hun og kollegerne arbejder hårdt. Hun føler sig værdsat og synes, at virksomheden gør meget for den enkelte medarbejder. Samtidig påskønner virksomheden indsatsen med goder som massageordning, fitnesshold og læse/stavekurser.

Artiklen indgår i et tema om medarbejderindflydelse bragt i Fagbladet for NNFere 03/08 side 10 – 14 og Fagbladet for NNFere 04/08 side 14 – 16.
Temaet er udviklet og udarbejdet i samarbejde med journalist Helle-Karin Helstrand.

Medarbejderindflydelse – når ledelsen lytter

På mejeriet Naturmælk er ledelsen åben over for ideer og forslag og tager medarbejderne med på råd om blandt andet indretningen af produktionen

Af freelancejournalist Lise Blom

– Det er dumt, hvis man opdager, at en maskine er forkert placeret, når et byggeri er færdigt, siger Anne Lund Jensen.
Hun er nyudnævnt kvalitetsleder på mejeriet Naturmælk i Tinglev. Tidligere var hun tillidsrepræsentant på virksomheden, men da der endnu ikke er fundet en afløser, er det stadig hende, kollegerne henvender sig til.
Mejeriet udvider med nye bygninger til administration og produktion, fordi pladsen er blevet for trang i det oprindelige mejeri. Men i stedet for udelukkende at overlade indretningen til arkitekter og teknikere lytter mejeriet til de medarbejdere, som skal arbejde i lokalerne.
– Medarbejderne ved bedst, hvordan maskinerne fungerer, og hvad man skal være opmærksom på i forhold til placeringen. Samtidig giver det en følelse af ejerskab, når medarbejderne er med i processen, siger Anne Lund Jensen.

Arbejder selvstændigt

Men det er ikke bare i forbindelse med indretningen, at medarbejderne har indflydelse. Alle medarbejderne har et ansvarsområde, og de er selv med til at planlægge produktionen. Det gælder også Glenn Poulsen, som har ansvar for produktionen i skummesalen. Han er uddannet mejerist og har arbejdet i fire år på mejeriet.
– Ledelsen er positiv og åben over for alle forslag – så længe det ikke koster penge, mener Glenn Poulsen.
Den nyudlærte mejerist Allan Pedersen er tilfreds med, at han får lov til at arbejde selvstændigt og vise, hvad han kan.
– I relevante sager lytter ledelsen. Men man skal tænke over, hvad man siger, og hvornår man brokker sig. Det er vi blevet bedre til, siger han.
– Indflydelsen skaber større forståelse, og det er sværere at brokke sig bagefter, når man selv har været med til at bestemme. Det giver også indsigt i, hvor svært det er at blive enige, når der skal introduceres noget nyt, siger Anne Lund Jensen.

Trivsel giver godt arbejdsmiljø

En virksomhed kan forebygge mange problemer, når medarbejderne er med til at bestemme. Det skaber trivsel på arbejdspladsen og et godt arbejdsmiljø. Men det kræver, at ledelsen prioriterer indsatsen

Hvad har et godt arbejdsmiljø at gøre med faglig stolthed, virksomhedens økonomi og medarbejdernes trivsel? Alt, viser et projekt i strategisk arbejdsmiljø på tre mejerier. Her handler arbejdsmiljø om mere end røg, støj og ulykker. Målet er nemlig at inddrage medarbejderne i at udvikle virksomhederne.
– Det er vores erfaring, at når man giver medarbejderne mulighed for at få reel medindflydelse, tager de den til sig. Det giver mening i arbejdet, siger seniorkonsulent Birgit Lübker fra Teknologisk Institut.
– Det skaber energi, når man er med til at udvikle sin arbejdsplads. Men for at man kan træffe et valg, skal man have forudsætning for at se, at der er andre muligheder, supplerer hendes kollega, seniorkonsulent Charlotte Lotz.
Konsulenterne har været med til at skabe udvikling på en række mindre mejerier. Fælles for mejerierne er, at de har udvidet produktionen de seneste år. Og netop mange nyansatte kolleger og travlhed kan give problemer med både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø.

Gik i stå

– Da jeg hørte om projektet, syntes jeg, at det var en rigtig god ide. Vi besluttede i fællesskab, hvilke punkter vi skulle arbejde med. Derefter fandt vi ud af, hvordan vi skulle gribe det an for at få arbejdet til at glide bedre i hverdagen, forklarer Morten Holme Jensen.
Som tillidsrepræsentant for chaufførerne på Hirtshals Mejeri deltog han i projektgruppen sammen med blandt andre tillidsrepræsentanten i produktionen, Bent Christensen.
Bent Christensen var tilfreds med, at et af punkterne var trivsel på arbejdspladsen.
Men efter noget tid gik projektet i stå. Der var ikke længere tid til, at alle i projektgruppen kunne deltage i møderne, fordi ledelsen prioriterede en udvidelse af mejeriet højere.
– Det var ærgerligt, at projektet ikke kom videre, for det lagde op til en øget dialog med ledelsen. På den måde ville vi kunne have taget problemer i opløbet, siger Bent Christensen.
For nylig har mejeriet fået ny ledelse, og tillidsrepræsentanterne håber, at projektet kan komme i gang igen.
Birgit Lübker forklarer, at en virksomhed reelt skal være villig til at skabe forandringer. Gevinsten er engagerede medarbejdere.
– Virksomheden får medarbejderne til at slå hjernen til, når de går på arbejde. Det giver bedre trivsel på arbejdspladsen og en mere sikker produktion. Det gavner virksomhedens konkurrenceevne og dermed medarbejdernes jobsituation. Samtidig er det sjovere for medarbejderne at gå på arbejde, siger hun.

Mere fokus på arbejdsmiljø

På Naturmælk kom projektet blandt andet til at handle om at blive bedre til at introducere nye medarbejdere. Problemet var, at de nye medarbejdere hurtigt fik vist en bestemt funktion, men at der ikke blev brugt tid på at sætte dem ind i, hvad der ellers skete på mejeriet.
– Vi har meget kemi på virksomheden, som nye medarbejdere er usikre på, siger Benno Giese, der er daglig sikkerhedsleder på Naturmælk.
Nye medarbejdere bliver derfor tilbudt et halvdagskursus om virksomhedens sikkerhed og kvalitetsstyringssystem. De introduceres til basal kemi og de kemikalier, der arbejdes med, samt brug af personlige værnemidler. Og generelt har alle på mejeriet fået mere fokus på arbejdsmiljøet efter projektet.
– Medarbejderne kontakter mig eller arbejdslederen, hvis der er noget galt, i stedet for at brokke sig. De ved, at henvendelserne bliver taget seriøst, og at der bliver gjort noget ved problemerne, siger Benno Giese.

Fakta

Projektet i Strategisk Arbejdsmiljø blev udviklet af Center for Arbejdsliv på Teknologisk Institut og gennemført på Naturmælk, Hirtshals og Borup Mejeri. Det blev sat i gang af BAR Jord til Bord. Formålet var at udvikle en værktøjskasse for andre virksomheder.

Artiklen indgår i et tema om medarbejderindflydelse bragt i Fagbladet for NNFere 03/08 side 10 – 14 og Fagbladet for NNFere 04/08 side 14 – 16.
Temaet er udviklet og udarbejdet i samarbejde med journalist Helle-Karin Helstrand.

Medarbejderindflydelse – Danmarks første selvstyrende grupper

Medarbejderindflydelse begyndte som kreative tanker på et slagteri i Thy og blev til videnskab på universiteterne

Af freelancejournalist Lise Blom

– Når man går på arbejde, skal det ikke betyde, at man hænger hjernen på knagen i omklædningsrummet. Den holdning mener jeg er menneskeligt nedværdigende, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Ole Vagn Christensen.
I 1971 var han som tillidsrepræsentant med til at etablere selv- og medbestemmende grupper på slagteriet i Thisted, nu Tican. Det krævede læsning af international faglitteratur, for i fagforeningerne var der ingen inspiration at hente. Dengang var holdningen, at medarbejderindflydelse var en narresut, der kun handlede om at udnytte arbejderne.
Ole Vagn Christensen forklarer, at kravet om indflydelse på arbejdet opstod under anden verdenskrig. Dengang måtte amerikanske kvinder stå for produktionen på virksomhederne, mens mændene var i krig. Kvinderne fandt sig ikke i kæft, trit og retning ligesom mændene. Det skabte grobund for anderledes ledelsesformer, som siden er blevet videreudviklet.

Aftale om fællesakkord

På slagteriet i Thisted opstod den første selvstyrende gruppe i pølsemageriet i forbindelse med en aftale om akkordarbejde. Medarbejderne kom på fællesakkord og blev selv ansvarlige for planlægning af produktionen. Slagteriets øvrige afdelinger fik medbestemmende grupper, fordi medarbejderne ikke havde indflydelse på, hvor mange svin der blev leveret til slagtning. Fire gange om året holdt afdelingerne møder med deltagelse af driftslederen og tillidsrepræsentanten som sekretær. Her
skulle ledelsen og tillidsvalgte forklare, hvad der blev gjort for at løse problemer, der tidligere havde været oppe på møderne.
I fællesskab blev det besluttet at gøre arbejdstiderne mere humane, så medarbejderne mødte senere og fik senere fri. Arbejdstiden blev sat ned, og alle fyrede ved sæsonudsving fik lovning på genansættelse. Men nogle beslutninger måtte ændres. For eksempel da medarbejderne fik mulighed for at gå i kantinen, når de var færdige med en opgave. Det betød, at pengene og energien blev brugt på øl og kortspil, indtil klager fra utilfredse koner nåede slagteriet.

Virksomheden klarede konkurrencen

Men alt i alt fik medarbejderindflydelsen stor opbakning. Det skyldtes blandt andet, at ingen medarbejdere gik ned i løn ved de fælles akkorder, og at de blev tilbudt undervisning til samme løn som ved arbejde. Fællesskabet blev styrket, og kollegerne tog sig af hinanden. Det forbedrede arbejdsmiljøet, og antallet af både arbejdsulykker og sygefravær blev reduceret.
– Den største fordel ved at give medarbejderne større indflydelse var, at virksomheden overlevede. Ellers tror jeg ikke, at den ville have klaret sig i konkurrencen. Der blev investeret i ny teknologi, og medarbejderne var veluddannede. Samtidig fik slagteriet en øget fleksibilitet ved hjælp af medbestemmelsen, siger Ole Vagn Christensen.
Da de selv- og medstyrende grupper blev kendt i universitetsverdenen, kom studerende og forskere til Thisted. Ole Vagn Christensen holdt foredrag om medarbejderes indflydelse og blev ekstern lektor på Aarhus Universitet. Og efter forskningsprogrammet »Det Udviklende Arbejde« blev medarbejderindflydelse også et mantra for de før så afvisende fagforeninger.

Artiklen indgår i et tema om medarbejderindflydelse bragt i Fagbladet for NNFere 03/08 side 10 – 14 og Fagbladet for NNFere 04/08 side 14 – 16.
Temaet er udviklet og udarbejdet i samarbejde med journalist Helle-Karin Helstrand.