Forfatterarkiv: Lise Blom

Ledelse af en skole er en balancegang

At blive skoleleder er at få en ny identitet i forhold til kolleger og samarbejdspartnere. Udfordringen er at skabe kompromis mellem økonomi, skiftende lovgivning og idealisme

Af freelancejournalist Lise Blom

– Jeg var godt klar over, at jeg havde temperament. Men jeg vidste ikke, at jeg kunne virke angstfremkaldende, og at mine kolleger kunne blive bange for mig. Men det er jo klart – det er mig, der kan fyre dem, siger Lisa Elsbøll, som er forstander på AOF Job og Uddannelse i Gladsaxe.
I 1999 var hun underviser og tillidsrepræsentant på AOF Hvidovre Daghøjskole. Da lederen sagde op, valgte hun at overtage jobbet som leder. Og efter et halvt år blev hun tilbudt sin nuværende stilling i Gladsaxe.
– I dag glemmer jeg ikke, at jeg er leder, det kunne jeg godt i starten, siger hun.

Ny identitet som leder

Jobbet som leder kræver distance til kollegerne, fastslår Lejf Moos, lektor ved Institut for Pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. De seneste 15 år har han forsket i ledelse i uddannelsesinstitutioner og været med til at udvikle diplom- og masteruddannelser i ledelse.
– Det er et stort spring at blive leder. Man ændrer sin identitet fra at være lærer til at blive leder, siger Lejf Moos.
Han forklarer, at nye ledere sjældent er forberedt på, at kollegerne pludselig taler anderledes til dem. Da DPU begyndte med diplomuddannelser for ledere, var det nødvendigt at dele de studerende i hold, efter om de havde ledelseserfaring eller ej, fordi de uden ledelseserfaring ikke kunne forstå diskussionerne.

Først lederuddannelse nu

Da Lisa Elsbøll begyndte som leder, fik hun ikke tilbudt nogen lederuddannelse. På eget initiativ tog hun en række kortere kurser, og så havde hun erfaring fra formandsposter i foreningssammenhæng og som tillidsrepræsentant for undervisere og i vaskeriet på Det Kongelige Teater. Siden har hun været fortaler for, at ledere inden for AOF bliver bedre klædt på. Og i dag får nye ledere tilbudt uddannelse. Hun er selv i gang med en diplomuddannelse i ledelse organiseret gennem AOF.
Lisa Elsbøll er sig bevidst, at hendes opgave som leder rækker ud over hende selv.
– Min fornemmeste opgave er at få skolen til at fungere og køre videre. Medarbejdernes er at gøre deres arbejde bedst muligt. I den ideelle verden ville økonomien blive god, når medarbejderne gør deres job godt. Men sådan ser det ikke ud i den virkelige verden, siger Lisa Elsbøll.
Lejf Moos forklarer, at ledere er folk, der brænder for arbejdet og vil gøre en forskel. For mange kommer ambitionen, når de i forbindelse med for eksempel fagligt arbejde skal se på skolen i et større perspektiv.
Lisa Elsbøll er blevet leder, fordi hun gerne vil lære nyt og godt kan lide at sætte dagsordenen.
– Jeg føler, at jeg har indflydelse, at det nytter at være med. Som leder er jeg kompromissøgende. Men det betyder ikke, at jeg har glemt min dagsorden, siger hun.

Store krav til ledere

Generelt er lysten til at blive leder på en uddannelsesinstitution lille. Det understøtter et forskningsprojekt på DPU. Måske skyldes det lønnen eller udsigten til en stressende arbejdsuge på 60 timer.
– Det eneste, man ikke kræver af en skoleleder, er, at han kan gå på vandet. Lederen skal kunne bestille reparation af taget, lave budget, tale med elever, der har problemer med læreren, og sætte pædagogisk udvikling i gang. Samtidig viser en undersøgelse, at lederne føler, at de bruger mest tid på administration og mindre tid på det strategiske end rimeligt, siger Lejf Moos.
Lisa Elsbøll er ikke motiveret af lønforskellen. Hun får cirka 2000 kroner mere udbetalt end de fastansatte og står til gengæld ubegrænset til rådighed. Og selv om den seneste overenskomst bød på pæne lønforhøjelser til hende og kollegerne, bandede hun, for hun skal finde sin egen løn i regnskabet.
– Guleroden er, at jeg får lov til at realisere tanker og holdninger, som er i overensstemmelse med det, jeg står for, siger hun.
Hendes arbejdsdag er på ni timer. Halvdelen af tiden bruger hun på administration, en fjerdedel på udvikling og møder, mens resten er fordelt mellem bestyrelsen, strategi og undervisning. For tiden gør hun også rent, da pedellen er sygemeldt.

Lærere er ledelsesresistente

Lejf Moos anbefaler, at en leder skal have kendskab til både pædagogik, uddannelse og ledelse. Ledelseserfaring alene virker ikke i skolesammenhæng.
– Man siger traditionelt, at lærere er ledelsesresistente. De er meget selvstændige og har stor indflydelse på deres egen arbejdssituation. Nogle kan have svært ved at indse, at de har behov for ledelse, siger Lejf Moos.
Han vurderer dog, at det er blevet mere naturligt for yngre lærere at samarbejde og tænke undervisningen ind i en større sammenhæng.
– I dag skriger mange lærere på ledelse, fordi der kommer så meget udefra. Ledelsen skal beskytte dem og filtrere informationerne, så læreren kan bruge mere tid på eleverne, siger han.
Udfordringen er, at det er indirekte ledelse at lede en skole.
– Man skal være god til at få læreren til at yde sit bedste, for læreren leverer grundydelsen, siger Lejf Moos.
Lederen skal være god til at forhandle og at få folk til at agere efter skolens strategi. Lederen er en rollemodel, som med sin ledelse viser, hvordan det skal være. Det handler om meningsdannelse og om at overbevise medarbejderne, for i klasseværelserne er kommandoer virkningsløse.
Lejf Moos anbefaler lederen at inddrage lærerne på en fornuftig måde, så de kender skolens overordnede strategi og økonomi, men ikke detaljerne. De skal kunne se fornuften i ikke at undervise i det, der ikke er penge til.

Idealistiske lærere

På AOF Job og Uddannelse i Gladsaxe eksisterer ligegyldighed ikke blandt personalet, fastslår Lisa Elsbøll.
– Personalet er idealister med stærke holdninger til medmennesker. Det er en af udfordringerne ved den mennesketype, vi rekrutterer, og som tiltrækkes af arbejdet, siger hun.
Medarbejdernes engagement giver udfordringer, når hun kan se, at en medarbejder er i fare for at brænde ud. Det er svært at beordre en lang ferie, når medarbejderen selv mener, at det er vigtigt for kursisterne, at de er der. De økonomiske ressourcer diskuterer hun med personalet. Der kan være uenighed om, hvor meget tid og hvor mange ressourcer der skal bruges på en opgave. Opgaven er at få økonomien til at balancere, og så har Lisa Elsbøll også selv en leder, nemlig bestyrelsesformanden.
I dag er en skole en virksomhed, der sælger ydelser tilpasset markedets behov.
– Tidligere var skoler institutioner. Definitionen blev først ændret til organisationer, og nu bliver skoler betegnet som virksomheder. Det understreger, at skolerne er en del af markedet med regnskabspligt og planlægningspligt. Alle regler er stort set økonomiske og strukturelle, siger Lejf Moos.
Men selv om skolerne skal leve efter de økonomiske vilkår, mener han, at det er forkert at kalde skoler for virksomheder, da de også har pædagogiske og dannelsesmæssige forpligtelser i forhold til eleverne.

Afhængig af lovgivning

Siden Lisa Elsbøll begyndte, har markedsvilkårene ændret skolens tilbud.
– Vi er gået fra at have tavlelærere ansat til at have samtalelærere, som beskæftiger sig med vejledning af matchgruppe 4 og 5, siger hun.
Kunderne er kommuner, som skal overholde lovgivningen på social- og beskæftigelsesområdet.
– Vores arbejdsvilkår er, at hver gang lovgivningen bliver ændret, må vi ændre vores udbud, siger Lisa Elsbøll.
Netop lovgivningen kan give konflikter med medarbejdere, som mener, det er urimeligt at behandle medmennesker, som loven foreskriver.
– Jeg er også et engageret menneske, og jeg bryder mig ikke om alle opgaver. Men jeg har sagt ja til en aftale med kommunen og forvalter lovgivning, som jeg ikke er enig i. Men skolen skal overleve, og lovgivningen betyder, at vi får mere arbejde, siger Lisa Elsbøll.
Hun skal sørge for, at medarbejderne passer til de nye opgaver ved at opkvalificere medarbejderne med ny uddannelse. Men hun må også afskedige medarbejdere hvert år.
– Skolen kan ikke løse opgaverne uden den faste stab på 12-15 faste medarbejdere. De arbejder med mennesker i krise og er derfor meget afhængige af hinanden. Derfor kan vi ikke have for stor udskiftning, selv om det kommer i konflikt med økonomien, siger hun.
Et hold for alkoholikere viste sig at blive en særlig udfordring, da det ramte ind i personlige barrierer hos medarbejderne.
– Alkoholikerne var angstprovokerende, og det kunne medarbejderne ikke håndtere, de andre kursister blev også skræmte, siger Lisa Elsbøll og fortsætter:
– Det var ikke sjovt som leder. Medarbejderne anklagede mig, fordi jeg valgte at gennemføre en arbejdsopgave, som efter deres skøn ikke kunne løses med de ressourcer, de havde.
Hun afviser ikke, at skolen i fremtiden kommer til at køre et lignende forløb, det skal bare ikke foregå sammen med de andre kursister.
– Jeg ser det som en opgave for os. Vi er sat på jorden for at forholde os til dem, de andre ikke vil lege med, siger hun.

Sådan får du et godt samarbejde med din leder:

  • Gør dig klart, hvilke forventninger du selv har til ledelsen og find ud af, hvilke forventninger ledelsen har til dig. Mange konflikter skyldes uafklarede forventninger.
  • Vær selv aktiv, spørg og vær sikker på, at både du og lederen har forstået budskabet.
  • Vær åben for uddannelse
  • Lad være med at konfrontere lederen med problemstillinger, når I lige er kommet ind af døren.
  • Forvent ikke et øjeblikkeligt svar på komplekse problemer. Man risikerer at få et uønsket eller uhensigtsmæssigt svar og lukke for noget, som kunne blive godt.

Bragt i LVU-Fagbladet 08 2008 side 20 – 22
Fagblad for voksenundervisere i LVU – nu Uddannelsesforbundet

Srilankansk konditor lokket til slavearbejde i dansk bageri

Arbejdsdage på 13 timer, ingen ferie og minimal løn. Sådan så virkeligheden ud, da en konditor fra Sri Lanka tog imod tilbuddet om et job i Danmark

Af freelancejournalist Lise Blom

Askepot, Askepot! Man kan næsten høre den onde stedmoder råbe, når den 30-årige Sampath Perera fortæller sin historie. Som i eventyrene må Sampath nemlig gå gennem en masse prøvelser, inden livet i Danmark kan blive godt.
Historien begynder på solskinsøen Sri Lanka. Her vælger Sampath at uddanne sig på en hotelskole med speciale som konditor. Målet for ham er at være sikker på at få et arbejde. Det får han, da han besøger sin onkel i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. I seks år arbejder han for en kæde af bagerier.
En dag får Sampath en bestilling på en fødselsdagskage formet som en guitar. Bestillingen kommer fra et arabisk ægtepar, der bor i Danmark og er på besøg i Dubai. Bagefter vender de tilbage og roser Sampath for kagen og giver ham et tilbud. De vil ansætte ham i deres bageri i Danmark.
Sampath har et godt job samt familie og venner i Dubai, så han afslår tilbuddet.
Et år senere kommer familien igen. Årets fødselsdagskage skal være en åben bog. Da familien vender tilbage med ros efter fødselsdagsfesten, får han igen tilbud om et arbejde i Danmark. Denne gang siger han ja for at prøve noget nyt.

Tager hans pas

Nogle måneder senere ankommer han til en lille by uden for Ringsted. Familien byder ham varmt velkommen og giver ham tid til hvile efter den lange rejse. Sit pas giver han til arbejdsgiverne, da de beder om det. Det synes han ikke er underligt.
I Dubai er det normalt, at arbejdsgiverne opbevarer ens pas. Det udnytter det arabiske ægtepar.
I bageriet arbejder han sammen med en dansker. Men han stopper hurtigt. Derefter bliver listen med arbejdsopgaver længere og længere dag for dag.
Arbejdsdagen for Sampath begynder klokken fem om morgenen og slutter klokken 18. Nogle aftener bliver han ringet op klokken 22 og beordret på arbejde, fordi kollegerne på natholdet ikke er mødt på arbejde. Hans timeløn er 111 kroner i timen. Men selv om han arbejder mere end 12 timer i døgnet, får han kun løn for syv en halv times arbejde. I løbet af et halvt år har han fire fridage.
Sampath synes, at han arbejder meget. Da han bringer emnet på banen, skælder den mandlige ejer ham ud og skubber til ham.
Livet i Danmark er surt, og Sampath savner venner og familie i Dubai. Han er nu klar over, at den arabiske familie udnytter, at han er alene, uden netværk og kendskab til det danske samfund og arbejdsmarked.

Kunde hjælper

Men en dag, hvor det ser allermest sort ud, sker der noget. På vej hjem fra arbejde bliver Sampath kontaktet af en kvinde, som arbejder for kommunen. Denne kvinde har han bagt en hjerteformet kage til. Hun roser ham for kagen, men hun er også interesseret i, hvordan han har det.
Da Sampath fortæller om sine arbejdsforhold, reagerer hun. Først fortæller hun ham, at en dansk arbejdsuge normalt er på 37 timer. Dernæst kontakter hun bagermester Klavs van Hauen, som ejer flere butikker i København. Hun fortæller ham om den dygtige konditor og de elendige arbejdsforhold.
– Jeg troede ikke, at sådan noget kunne ske i Danmark, siger Klavs van Hauen, der vælger at møde Sampath.
Sampath møder op med fotos af festkager fra syv års arbejde i Dubai og får tilbud om arbejde hos van Hauen. Samtidig kontakter Klavs van Hauen Fødevareforbundet NNF, for at Sampath kan melde sig ind og få hjælp fra fagforeningen i forhold til den gamle arbejdsgiver.
Det tager tid at få en ny arbejdstilladelse, og imens er Sampath tvunget til at fortsætte arbejdet hos ægteparret. Da han endelig kan fortælle om det nye job, bliver manden rasende. Ægteparret har en nøgle til hans bolig, og de smider alt hans tøj ud. De nægter også at betale ham løn for de to sidste måneder.

Forlig på 30.000 kr

Sampath har fået stor hjælp af faglig sekretær Lone Krydsfeldt fra Fødevareforbundet NNF. Hun hjælper ham med at få sit pas udleveret fra ægteparret. Ejerne af bageriet er ikke medlem af en arbejdsgiverorganisation.
Og da Lone Krydsfeldt henvender sig med et krav om den manglende løn, har ægteparret hyret en advokat, der kommer med modkrav. Ægteparret påstår, at Sampath skylder dem for blandt andet flybillet, tøj og husleje.
Heldigvis har Sampath dokumentation på, at han selv har betalt alle udgifterne. Der bliver indgået et forlig, så han modtager 30.000 kroner.
Det er også Lone Krydsfeldt, som undersøger antallet af ledige konditorer i København og skriver til Arbejdsmarkedsrådet, så Sampath kan få arbejdstilladelse. Arbejdstilladelsen er netop forlænget med et år, og Sampath er faldet godt til hos van Hauen.
– Jeg er meget glad for at være her. Der er mindre ulighed mellem folk i Danmark, end der er i Dubai. Mennesker i Danmark er flinke og mere nede på jorden. Det kan jeg godt lide, siger Sampath.
Derfor er der udsigt til, at vi får glæde af ham og hans kager også i fremtiden. Han har fået dispensation til at købe en lejlighed, og han er nygift og familiesammenført med sin kone Anne. Hun har efter en måned i landet fået arbejde som yogainstruktør. Sampaths drøm er en dag at åbne sit eget konditori med flot dekorerede kager.

Bragt i Substans 01/09 side 32 og 33.
Magasin for Fødevareforbundet NNF

Kommune sjusker med sagsbehandling

Kommunal sagsbehandling truer med at knuse familie

Alle familier frygter, at deres barn kommer til at lide af fysisk eller psykisk sygdom. Og en socialsag fra Sjælland viser, at det kan blive værre end et mareridt. Ud over smerten ved at se sit barn lide må en familie kæmpe med kommunens manglende vilje til at hjælpe

Af freelancejournalist Lise Blom

Peter er otte år, da han fortæller om de røde øjne, som holder øje med ham. Hans forældre Jane og John Nielsen bliver chokerede. De er opmærksomme på, at deres søn er anderledes end andre børn, og at han har behov for støtte i skolen. Men nu ser situationen helt anderledes ud.
– Vi troede, at vi havde en dreng, vi kunne snakke med. Det viste sig, at Peter ikke turde fortælle om sine problemer eller råbe om hjælp, fordi han frygtede, at det onde ville komme efter ham, konstaterer
Jane.
Jane og hendes mand er klar over, at deres søn har behov for professionel behandling. Og de regner med, at det danske velfærdssystem vil yde den nødvendige hjælp, så deres søn kan blive rask, og familien kan fungere. Men sådan går det ikke. I begyndelsen har familien behov for støtte i forbindelse med ét alvorligt problem.

Nu er problemet vokset til at omfatte tre af familiens fire medlemmer. Jane lider i dag af en psykisk sygdom, som måske ikke kan helbredes, fordi hun ikke er blevet henvist til en specialist i tide. Den ene søn er frivilligt anbragt på en institution efter en psykose, mens den anden søn går i specialskole. Og familiefaren frygter, at han er i fare for at miste sit job på grund af fravær i forbindelse med familiens problemer. Situationen påvirker familien. Venner og familie er for længst flygtet.

Fyret for barns sygdom

Årsagen til problemerne gemmer sig blandt andet i en stabel papirer på bordet. Nogle af papirerne handler om banale problemer som kørselstilskud og tilbagebetaling for en SFO-plads, der ikke er blevet brugt. Men de er tegn på brudte løfter og dermed den kamp, som familien må kæmpe for selv det mest indlysende. Jane vælger at inddrage Fødevareforbundet NNF i de sager, som er opstået i forbindelse med sønnens sygdom. Det bliver hurtigt aktuelt. På Haribo får hun en fyreseddel med begrundelsen for meget fravær på grund af barns sygdom.
Familien møder skepsis, når de beder om hjælp. Lægen tøver med at skrive en henvisning, så sønnen kan blive undersøgt på børnepsykiatrisk afdeling. Og da psykiaterne efter tre måneders undersøgelser
anbefaler, at han kommer på en institution, der kan give ham trygge rammer, tager det kommunen fem måneder at finde et relevant tilbud.
Jane og John kæmper ud over smerten over deres barns sygdom også med følelsen af skyld og skam over, at de ikke selv kan tage sig af deres søn. De beder kommunen om en henvisning til Familiecentret, som kan hjælpe dem med at bearbejde følelserne og få familien til at fungere. Men efter to år viser det sig, at familien slet ikke er skrevet op til behandling, på trods af at den kommunale sagsbehandler gentagne gange har lovet dem det. Først efter tre et halvt år er der nu endelig udsigt til, at familien får den ønskede hjælp, som stadig er aktuel.
I mellemtiden har den yngste søn Anders nemlig fået problemer i skolen. Alting har drejet sig om hans storebror, og Anders savner ham meget. Han kan ikke styre sine følelser og koncentrere sig. Derfor forstyrrer han undervisningen og får skældud af lærerne. Trods problemerne kan han ikke få en støttepædagog i undervisningen.
Det ender med, at han må gå på en specialskole, selv om han ikke lider af en adfærdsforstyrrelse. Forældrene må kæmpe for, at han kan få lov til at gå i samme SFO som sine kammerater på den tidligere folkeskole.

Tilbudt rengøringshjælp

Jane er meget påvirket af familiens situation, men hun frygter også, at der er noget galt med hende. Hun føler, at hendes liv går i stykker, og vil gerne vide, om det er på grund af de mange problemer, eller om hun fejler noget psykisk. Da hun henvender sig til kommunen for at få hjælp, foreslår sagsbehandleren i første omgang, at hun får en rengøringshjælp i huset. Den psykiater, hun langt om længe får en henvisning til, fylder hende med medicin, der gør, at hun sover konstant. Da hun ikke føler nogen bedring, stopper hun med medicinen og bliver nægtet andre tilbud. Meldingen er, at hun er hysterisk.
Familien må slå i bordet, da sygedagpengene til Jane samtidig bliver stoppet. Et aftalt møde på sygedagpengekontoret bliver aflyst. Men da familien har allieret sig med Fødevareforbundet NNFs sagsbehandler Ghita Christiansen, lykkes det at få gennemført et møde med en sagsbehandlervikar.
Vikaren kan se, at noget er galt, og hun er effektiv. Jane kan forlade mødet med en henvisning til en ny psykiater. Psykiateren skal finde ud af, om hun lider af en psykisk lidelse. En psykologisk test og en fokuseret samtale afslører, at Jane lider af en arvelig psykisk sygdom, der er brudt ud i forbindelse med usikkerheden.
Den nye psykiater udskriver en anden type medicin end den, hun tidligere har fået, og foreslår en behandling med samtaleterapi. Endelig føler Jane, at der er lys for enden af tunnelen. Men det lokale sundhedsvæsen vil ikke betale for behandling hos en psykiater i en anden region. Og Janes egen læge ændrer recepten, så hun ikke længere kan få den medicin, psykiateren har ordineret.
Der kommer til at gå endnu fire måneder, før det lykkes hende at komme i behandling hos den rette psykiater. I mellemtiden er hendes sygdom forværret, så nu er det ikke længere sikkert, at sygdommen kan kureres.
– Jeg græder hele tiden og har grædt i to år. Drengene har hele tiden fået at vide, at jeg har ondt i nakken eller i hovedet. De skal ikke kende sandheden, fortæller Jane.

Kommunens notater mangler

Ghita Christiansen er socialrådgiver for Fødevareforbundet NNF på Sjælland, og hun siger:
– Det gør en forskel, bare jeg sidder med ved et møde. Jeg behøver ikke sige noget. Medlemmet bliver talt til i en helt anden tone. Det er skræmmende, at det gør en forskel for den enkelte borger.
I den aktuelle sag har hun dog både talt og skrevet meget. Hun mener, at begreber som etik og moral er glemt i denne sagsbehandling. Det betyder, at familien nu har behov for endnu mere hjælp, end den havde i starten.
Efter mange henvendelser får Fødevareforbundet NNF aktindsigt i sagen. Kommunen påstår først, at det vil koste en regnskov at kopiere alle papirerne. Derefter er papirerne sendt, men når ikke frem.
Til sidst viser den forholdsvis beskedne bunke sagsakter, at kommunen ikke har levet op til loven om notatpligt. Der mangler især dokumentation for aftaler og sagsbehandling på kritiske tidspunkter i sagen. Familien har efter klager fået en ny sagsbehandler.
– Jeg har henvendt mig til områdelederen og borgerrådgiveren. Det er vigtigt at følge proceduren. Områdelederen svarede ikke på to klager, så jeg skrev til borgmesteren for at gøre det tydeligt, at en borger er blevet utilstedeligt behandlet. Alle kan begå fejl. Men selv om der er mange fejl i denne sag, får vi ingen tilbagemelding. Kommunen kan i det mindste beklage det skete og rette op på fejlene, siger Ghita Christiansen.
Hun forklarer, at to-tre år er lang tid for et medlem, men desværre oplever mange medlemmer en lang sagsbehandlingstid. Tiden opleves forskelligt for medlemmer og sagsbehandlere, der har mange sager.
– Vores medlemmer kontakter ikke kommunen for at genere den enkelte medarbejder. De oplever det som regel som nedværdigende at skulle stå med hatten i hånden og ikke være herre i eget liv. Den sociale lovgivning er til for at hjælpe borgere, der har behov for hjælp. Den skal ikke forværre den menneskelige og økonomiske situation for borgerne og deres familier, fastslår Ghita Christiansen.

Artiklens forfatter har haft aktindsigt i sagen – eller rettere den del, der eksisterer ifølge kommunen.

Bragt i Substans 01/09 side 24-25.
Magasin for Fødevareforbundet NNF

Budskaber fra Malis stenalder – arkæologi i Mali

Årtusinde år gamle hulemalerier i Mali ser friske ud i farverne, og motiverne er så velkendte, at de kan forveksles med udtryk fra nutiden

Af freelancejournalist Lise Blom

Når man ser bort fra redskaber af flintesten, ligner arkæologiske fund i Mali fuldstændig genstande, der stadig er i brug i nutidens landsbyliv. Drikkevand holder sig køligt i store lerkrukker. Kvinder ligger på knæ foran gruttesten for at male hirsen til den daglige portion hirsecreme. Og mange steder kan man finde friskmalede tegn og symboler i grotter, der er hjemsted for ceremonier og ritualer.

Cheick Oumar har samlet en håndfuld dekorerede potteskår. Med den klassiske gyldne keramikfarve, ser de ud, som om de er kasseret for nylig. Men vi er en dagsvandring fra nærmeste landsby Mingari. Området er del af Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule og næsten mennesketomt.

Landskabet med savanne og skov er gennemskåret af stejle klippevægge. Hjulsporet, der er ryddet for vegetation, stopper ved Mingari, der føles som civilisationens sidste udpost. Men engang var området centrum for civilationen. De mange åbne huler i klipperne husede mennesker fra en glemt kultur, der siden er rejst videre.

Måske så udsigten over det vidtstrakte landskab lige sådan ud for 4.000 år siden i den yngre stenalder? Et hulepindsvin har gennemgravet jorden efter spiselige rødder. Og synet af en lort fra en løve har sikkert fået datidens beboere til at føle sig ligeså sårbare, som vi gør i dag.

Mellem 1984 og 1986 er hulerne ved Fanfan Gnégénen 1 blevet undersøgt af arkæologerne Téréba Togola fra Mali og belgiske Eric Huysecomder. Området rummer mange lignende huler og grave, der ikke er blevet undersøgt.

Brande truer Malis skove

Det er ikke let at være skov i Mali. Træerne står ofte så spredt, at man ikke kan få øje på skoven. Og hvert år bliver der sat ild til skoven

Af freelancejournalist Lise Blom

Når man først en gang er blevet brændt af, er det vanskeligt at sætte ild til én igen. Det er filosofien bag begrebet forebyggende brande. I radioen bliver befolkningen i den sydlige del af Mali opfordret til at sætte ild til naturen omkring deres landsbyer i december og januar. Resultatet er flammehav med meterhøje flammer, der nat efter nat æder sig gennem skove og høstede marker. Ilden efterlader et sortsvedent landskab. Fordelen ved det afbrændte område er, at der ingen vegetation er tilbage, som ilden kan antænde næste gang, der bliver tændt ild. For en ting er sikkert. Før eller siden kommer der én forbi med en tændstik.

Det gibber i mig, da vi en aften skal køre gennem en mur af meterhøje flammer, der langsomt er ved at fortære det op til tre meter høje græs, der omgiver os på den smalle sti. Lignende brande tegner lysende mønstre på bjergenes silhuetter. Røgen ligger som en kvælende dyne over landsbyen, og morgenen efter er der udsigt til et sortsvedent landskab.

Hvorfor spørger jeg den landmand, hvor vi har slået telt op? Han bor i landsbyen Makadougou lige uden for Bafingreservatet i Sydvestmali. Svaret lyder forebyggende brand. De forebyggende brande er anbefalet af myndighederne i radioen. Det er ikke første gang, jeg spørger, og hver gang får jeg en ny forklaring. Fælles for alle forklaringerne er, at det altid er nogle andres skyld, at skovene brænder.

Nomader sætter ild på vegetationen, fordi de afbrændte planter og træer reagerer ved at spire og sætte nye blade, som nomadernes dyr sætter pris på at spise. Nogle bønder sætter ild på deres jord for at holde nomaderne væk. En del brande skyldes jægere, der ved hjælp af flammerne kan skyde de flygtende dyr. Efter jagten får ilden lov at brede sig, uden at nogen slukker den. Det samme sker når børn leger med ild. Der er også nogle, der sætter ild til vegetationen for at undgå slanger og andet kryb i det tætte buskads.

Mamadou, som er sekretariatschef i en malinesisk naturbeskyttelsesforening, forklarer, at myndighederne siden selvstændigheden uden held har forsøgt at stoppe afbrændingerne. I stedet prøver de nu at styre afbrændingerne ved at tillade det indenfor en periode tre måneder efter regntiden og fire fem måneder inden næste regntid, hvor vegetationen har så meget fugtighed i sig, at brandene ikke breder sig for ukontrollabelt og truer landsbyerne.

Kampagner for at indskrænke forbruget af brænde i Mali virker omsonst, når en stor del af Malis vilde skove bliver ofre for ilden uden at gøre gavn.

Ganske vist overlever de fleste træer de årlige afbrændinger. Men træerne er svækkede og kan ikke vokse normalt. Der bliver længere og længere mellem store træer i Malis skove. Og træerne bukker helt under for flammerne, når nomaderne hakker grene af som foder til dyrene. Grenene får lov til at tørre ud rundt om stammen, og ved næste brand har flammerne mere at få fat i, og hele træet går op i røg.

Debat om det offentlige rum

Borgerjournalistik om Københavns udseende

Kan en hjemmeside engagere borgerne i debat om byens offentlige rum? Din BY! er et eksempel på borgerjournalistik i tekst, foto, lyd og video til en målgruppe fra børn til ældre  

Af freelancejournalist Lise Blom

Din By! er et eksamensprojekt fra Danmarks Journalisthøjskoles multimediehold på 7. semester. Sitet er lavet af Lise Blom og Rune Geertsen.

Din By! vil engagere borgerne i København til at tage stilling til deres offentlige rum. Det gøres gennem public journalism – journalistik, der er tæt på borgerne.

Besøg Din By

Chaufførstrejke i Mali

Aggressive minibus-chauffører lader deres vrede over politiet gå ud over tilfældige efter politiets drab på chauffør. Heldigvis følger de ikke op på truslen mod mig og min taxachauffør

Af freelancejournalist Lise Blom

– Du skal ud af taxaen, siger chaufføren.

Jeg er lige steget ind i bilen og sidder allerede i mine egne tanker, da budskabet langsomt trænger ind i min bevidsthed. Bilen er omringet af 10-15 unge mænd, som råber, at jeg skal ud.

Jeg spøger hvorfor, uden at få svar. Jeg skal bare ud.

Chaufføren siger ikke mere og sender mig et opgivende blik. Jeg bliver siddende, mens de unge mænd hamrer hænderne i bilen. Der er flere råbende mænd på gaden og en helt anderledes stemning, end jeg nogensinde før har oplevet i Mali. Klokken nærmer sig otte om aftenen i en by, hvor jeg aldrig har været nervøs for at gå alene om natten.

– Ud med udlændingene, råber en bagfra.

Selv om både tonefald og budskab er en tand mere aggressivt, virker råbet som et ”sesam luk dig op”.

Pludselig er mændene foran køleren trådt til side, og da chaufføren træder på speederen, protesterer ingen.

– Hvad handlede det om, spørger jeg chaufføren.

– Strejke, alvorligt. Først kommer der kun enkelte ord ud af hans mund. Jeg spørger hvorfor, og chaufføren har igen fået pusten.

– Det er Sotramachauffører, som strejker og blokerer vejen. De har dræbt en politibetjent.

Sotrama er grønne minibusser, der kører hasarderet.

– Strejken handler slet ikke om taxaer, forklarer min chauffør. Når jeg har kørt dig, tager jeg hjem. Jeg tør ikke køre mere.

Han kører en omvej af mindre veje, så vi undgår Sotramaernes stoppesteder. Og da han sætter mig af, formaner han mig, at jeg ikke må gå i byen i aften.

I en avis læser jeg, at det er politiet, der har skudt en Sotramachauffør, som de påstår åbnede ild mod politiet. Ifølge en anden avis nægtede chaufføren at stoppe, da politiet kaldte ham ind til siden for hensynsløs kørsel. Efter en forfølgelse og under en kamp med en betjent, blev chaufføren skudt. Siden har chaufførerne protesteret, blokeret veje og raseret en politistation. Taxaer og busser på vejene har i nogle områder fået smadret ruderne, og politiet brugte tåregas.

Medierne skriver i det hele taget om tiltagende kriminalitet i Bamako de seneste måneder. Bander, overfald og organiseret tyveri af især motorcykler.

En underlig og trist afsked Mali for denne gang. Som dog ikke overskygger min glæde ved den enorme åbenhed og gæstfrihed, jeg møder. Mennesker, som uden at stille spørgsmål rydder kalenderen, og bruger tre timer på at forklare mig kontroversielle politiske og økonomiske problemstillinger. Og som efter et enkelt telefonopkald inviterer mig med til et møde med en forsker, hvor nøglepersoner indenfor naturbevarelse i Mali uformelt diskuterer problematikker.

Forlovelsefest i Mali – salt sikrer godt ægteskab

50 kilo salt skal sikre Lamenata et stærkt og holdbart ægteskab. Lamenata holder sig i baggrunden, da familie og venner fejrer hendes forlovelse

Af freelancejournalist Lise Blom

Det er forlovelsesfest i Malis hovedstad Bamako, og hele dagen kommer festklædte kvinder for at fejre Lamenata. Den 20-årige Lamenata skal giftes og modsat så mange andre fra landsbyen Biry, har hun og den kommende ægtemand selv valgt hinanden.

Forskellen for Lamenata er, at hun er vokset op i Malis hovedstad Bamako. Da hun var to år døde hendes mor, og hendes far har aldrig vist den store interesse for hende. Derfor fulgte hun sin ældre kusine Coumba, da hun giftede sig og flyttede til Bamako.

Coumba er i dag vært for festen. Hun knokler med at lave mad, som bliver serveret i store fade for de mange gæster. Der er lejet stole, og vi sidder samlet om fadene med ris stegt med krydderier, kød, kål, auberginer, gulerødder, løg og hvidløg – en af Malis klassiske retter.

Efter maden går dagens vigtigste ritual i gang. To poser med 25 kilo salt bliver hældt op i et stort fad. Derefter går kvinderne i gang med at fylde små poser med salt. Der bliver bundet en knude på poserne og øverst lagt en mønt. Alle gæsterne får en pose med hjem. Saltet symboliserer et godt og stærkt ægteskab. I sovs giver salt smag og styrke til maden, og på samme måde skal ægteskabet være som en velsmagende kraftig sovs.

Dagens forlovelsesfest er for kvinder. Den kommende ægtemand deltager ikke. Nogle gæster er naboer og venner af Lamenata og hendes familie. Men de fleste er kvinder fra landsbyen Biry og omegn, som nu bor i Bamako. Kvinderne har små børn med. Et næsten nyfødt spædbarn har blødt krøllet hår, men det er ikke normalt i Mali. Kvinderne går i gang med at barbere håret af det skrigende barn. Huden skal være helt glat, så kvinden med barberbladet trykker hårdt. Bagefter er huden på hovedet grå, og spædbarnet falder udmattet i søvn.

Lamenata holder sig i baggrunden sammen med sine jævnaldrende veninder. Der går nogle timer, inden hun klæder om til sit nye tøj i blankt damaskvævet stof med broderier. Vi spiller ludo på en plade med fodboldspillere fra europæiske tophold. Når man slår en modspiller hjem, får man modspillerens brik, og modspilleren skal slå en sekser for at få brikken tilbage til sit eget hjem og derefter slå endnu en sekser for at få brikken ud igen. Jeg har åbenbart uheld i kærlighed, for jeg vinder stort med lidt strategisk hjælp fra de andre spillere og tilskuere.

Som traditionen foreskriver i Mali, kommer en griot og synger. Grioterne er en kaste af sangere, som gennem generationer kender de enkelte familier og deres historier. De fungerer også som budbringere, og sender familien en griot med tilbud om for eksempel et ægteskab, kan man ikke afvise tilbuddet. Det gælder om at holde sig på god fod med den lokale griot for at være sikker på at få en ordentlig hyldest.

Den kvindelige griot er en entertainer, som hurtigt får stemningen op på kogepunktet. Kvinderne danser, ligesom hun selv gør. Og på et tidspunkt kaster hun sig på jorden og ryster. Det ligner et epileptisk anfald. Hun bliver tilbudt vand at drikke men afviser. Uroen breder sig, indtil hun til sidst tager mod vandet og springer op, mens hun griner.

Da hun får øje på mig, beslutter hun sig for en ny hyldest. Grioten bliver hastigt opdateret på min forbindelse til familien, og så synger hun til mig.

– Du skal danse, får jeg at vide. – Hun synger dig stor.

Jeg danser, og kvinderne morer sig over teksten, som jeg ikke forstår. Derefter finder jeg en pengeseddel til hende. Senere på dagen vender hun tilbage, og der bliver improviseret et orkester, som spiller på dåser og træstykker, mens resten klapper den komplicerede rytme. Kvinderne danser en særlig dogon-kvindedans som opvarmning til bryllupsfesten.

Datoen for brylluppet er endnu ikke fastsat. Den kommende ægtemand er rejst til landsbyen.

Et traditionelt dogonbryllup varer i en uge, hvor alle fester – på nær brudeparret. De lever adskilt og er ikke med i de forskellige ritualer og danse. Efter syv dage, hvor alle andre har festet, er de gift og kan flytte sammen. Hvis begge ægtefæller ellers er der. For de unge arbejder ofte i byer langt væk eller i udlandet, så de kan godt blive gift uden at være til stede.

Det er situationen for Salimatou. Sidste år blev hun gift. Men hendes man arbejder i Elfenbenskysten, så hun har endnu ikke været sammen med ham. Hun er lige ankommet til Bamako. Da jeg besøgte Biry, ville hun gerne følges med mig til Bamako, men hun turde ikke spørge sin far om lov. Derfor ventede hun nogle dage og stak af fra familien.

Salimatou søger arbejde i Bamako for at tjene penge.  I mellemtiden bor hun hos Coumba. Familien har to små værelser til fem børn, Lamenata og Salimatou samt endnu en kusine Maimona. Maimona har boet i Bamako nogle år og er gravid. Hendes mand påstår, at barnet ikke er hans, så han har forladt hende.

Børn vasker tøj i krokodillesø

På landet i Mali har selv små børn pligter som at vaske tøj. Vandet må de hente i en sø fyldt med krokodiller

Af freelancejournalist Lise Blom

Et hastigt blik rundt i den lille sø afslører, at krokodillen stadig hviler sig på den lave klippe. Pigen springer ned på en sten overfor og fylder sine to spande med vand i søen. Den ene spand løfter hun op på hovedet med sine spinkle arme. Det sammenrullede tørklæde, der beskytter hovedbunden, falder ned i søen. Inden jeg når at reagere, har hun bøjet sig ned og samlet tørklædet op fra vandet, mens hun stadig balancerer med spanden på hovedet.

Børnene er samlet ved søen sidst på dagen for at vaske tøj og lege. Der er flest piger, og de er mellem seks og ti år. Ud over tøjvasken passer de deres små søskende, som bliver båret på ryggen samtidig med, at de bærer de tunge spade med vand.

Krokodillen slapper af på stenen det meste af tiden. En gang i mellem svømmer den gennem søen, og dens kæber smælder, når den fanger en frø. Den lever af frøer og rører ikke de får, geder og køer, som kommer til søen for at drikke. Alligevel er der overraskende mange frøer i søen. Og krokodillen er ikke engang alene. Der er to større krokodiller, som tilbringer det meste af tiden under vandet, og jeg har set en lille bitte krokodille, som brillerede ved at klatre lodret op ad en sten.

Umiddelbart ville man ikke forvente at finde krokodiller i et klippelandskab, hvor der kun er lidt vand, men i dogon er de udbredte. For dogonfolket er krokodillen hellig, og i nogle landsbyer bliver de fodret. Men i Biry må de omkring ti krokodiller, der lever i de nærmeste vandhuller, klare sig med frøer.

Bambarafolket har et symbol, der består af et stiliseret krokodillespor. Symbolet står for vigtigheden af et godt naboskab. I Mali er det nemlig nødvendigt at kunne leve side om side med en krokodille. De dyr vi betragter som farlige, slår man ikke ihjel eller driver bort. Det handler om at respektere hinanden og acceptere krokodiller i ens vandforsyning.

Den hemmelige nationalpark Boucle de Baoule i Mali

Nationalparken Boucle du Baoule i Mali eksisterer på papiret. Foreløbigt handler det mest om at beskytte naturen, men parkforvaltningen arbejder på at åbne parken for turisme for at skaffe indtægter til landsbyerne

Af freelancejournalist Lise Blom

– Hvor ligger restauranten med kolde sodavand og grillet kylling, spørger jeg drillende kommandanten. Middagsheden er lammende, da vi vender tilbage fra en ti kilometer lang vandretur uden skygge til nogle imponerende klipper.

Jeg ved godt, at der er over hundred kilometer til det nærmeste køleskab og det, der ligner en restaurant. Kommandanten svarer ikke, og jeg kan se, at min muntre bemærkning ikke falder i god jord. Senere på dagen finder jeg ud af, at kommandanten har været besvimelsen nær af udmattelse på grund af malaria og den anstrengende tur. En tur han selv har insisteret på at komme med på – med feber og klædt i fuld uniform og militærstøvler. Om eftermiddagen vil han med på endnu en udflugt – denne gang dog i afslappet løst tøj.

Vi er i slutningen af december i Madina, en landsby, som er centrum for den lokale landkommune, og huser et af fem kontorer for nationalparken Boucle du Baoule. På papiret har Mali en nationalpark og en række naturreservater. Boucle du Baoule er delt i fem zoner og dækker 2.500.000 hektar inklusiv bufferzonerne rundt om parken. Områderne er beskrevet i vage vendinger i Mali The Bradt Travel Guide. Første forsøg på at finde information ender på kontoret i zoologisk have i Bamako. Der henviser man til et kontor under Malis Miljøministerium.

Kontoret for nationalparken er flyttet ud i Bamakos fashionable nybyggerkvarter Hamdalaye ACI 2000. Her vokser kontorpaladser, pragtvillaer, hoteller og betonfundamenter op af brakmarker og midlertidig dyrkede haver med grøntsager. Selv om taxachaufføren nikker bekræftende, da vi beder om at blive kørt til miljøministeriets afdeling i Hamdalaye, bliver han mere usikker, da vi kører ad bydelens brede boulevarder.

Taxaen får endnu en passager. Da han finder ud af, at han først når frem efter, at vi er kommet frem, tager han affære. Der bliver ringet og spurgt folk på gaden. Efter knap en time har vi indsnævret et område og får øje på skiltet. I Miljøministeriet ser personalet tvivlende på os, indtil en ansat endelig ved, hvad vi søger. Efter en kort køretur er vi fremme ved kontoret for nationalparken.

Direktøren for nationalparken er på mission, så vi bliver vist ind på vicedirektørens kontor. En stor mand i militæruniform byder os velkommen og forklarer, at nationalparken i princippet er utilgængelig. Den er anlagt i 1950’erne af det franske kolonistyre, men det er længe siden, der har været turisme i området. Alt er groet til, og der er ingen veje. Han viser os et kort med farvede felter og tegninger af dyr, som man skal være mere end heldig for at få et glimt af.

Da vi nævner, at vi er interesserede i områdets arkæologiske fund, nikker han opmuntrende. De er mere tilgængelige, og nogle kan man se uden for selve nationalparken. Men inden vi kan komme så langt, skal vi have en tilladelse. Vi får besked på at møde op tidligt næste morgen for at få tilladelse af direktøren. Dagen efter ved middagstid opgiver kontoret at vente på direktøren. De har lokaliseret ham til et møde i Kati, der ligger lidt nord for Bamako.

Vi ankommer til naturforvaltningens kontor i Kati, netop da mødet slutter. En lokal radiojournalist interviewer direktøren, inden det bliver vores tur. Direktøren er en lille energisk mand, som da han finder ud af, at Carsten ikke forstår fransk, slår over i engelsk.

Direktøren bliver begejstret, da han hører, at vi vil besøge både de forhistoriske hulemalerier i nationalparken Boucle du Baoule og naturen i reservatet Bafing. Han udpeger de mest interessante områder på vores kort, forklarer hvilke landsbyer vi skal køre efter og giver os navne på personer, der kan hjælpe os videre. Desværre kan han ikke ringe og advisere dem, da alle områderne mangler mobildækning. I min lille røde bog skriver han en opfordring til nationalparkens ansatte om at hjælpe os. Den krævede tilladelse kan han dog ikke give os, da der ikke er nogen faciliteter omkring nationalparken. Der er dog forbedringer på vej, fortæller han. I mange år har naturforvaltningen kæmpet for øgede investeringer til områderne, så turismen give landsbyerne indtægter.

Vi har hyret en fire hjulstrækker kørt af Cheick Oumar og har medbragt telte, gasblus og madvarer til en tur i det ukendte.

Veje og grusveje til Madina er i god stand, så vi når frem et stykke før solnedgang. I alle landsbyerne må vi spørge om vej, da vejen hele tiden deler sig. Vi føler os meget eksotiske, når vi kører gennem de idylliske bambara landsbyer med runde hytter med stråtage. I en landsby gemmer en skrækslagen pige sig bag et hus i stedet for at komme hen til bilen og fortælle os, hvilken vej vi skal vælge.

Madina huser et lokalkontor for nationalparken og skovvæsenet. Her tager kommandanten Diallo imod. Han undskylder, at han er syg af malaria. Vi bliver vist op til den oprindelige camp, som består af tre huse. En radiostation, et hus med et slidt tilgængeligt værelse og et nybygget hus med to låste værelse. Ham med nøglerne er væk nogle dage, så vi slår vores telt op på den overdækkede veranda.

Radiostationen sender lokale nyheder, musik og forklarer indbyggerne, at de lever i et beskyttet område med særlige regler. De bliver opmuntret til at passe på naturen og får at vide, at det kan betale sig at stoppe traditionen med at brænde skov og marker af.

Diallo har lånt os et lille hæfte med beskrivelse af de arkæologiske fund i området, så vi kan vælge hvilke områder, vi ønsker at se. Han er helt ny på posten i Madina, men han har arbejdet i fem år på de andre fire kontorer i nationalparken. Derfor vil han gerne følges med os, så han kan lære området bedre at kende og hilse på de lokale landsbyer.

Læs om Parque National Boucle du Baoule på UNESCOs hjemmeside