Forfatterarkiv: Lise Blom

Gæstfrihed i Mali – ”Probleme talla – y a pas de probleme”

Jeg havde lyst til en kop te. To timer senere sidder jeg med to røntgenfotos af mit kranie.

Af freelancejournalist Lise Blom

Efter en lang vandring gennem Bamako på jagt efter en internetcafe er muligheden for en kop te fristende. Loftsvifterne snurrer intenst som helikoptervinger, og neonlyset oplyser kagedisken i cafeen på Avenue Al Quod. Jeg har netop muntret mig over tjeneren, der på typisk malinesisk svarer ”ingen problemer”, da jeg bestiller en kop te med citron, og konstateret, at de endeløse rulletekster i slowmotion på fransk TV5 er den logiske afslutning på en film med navnet ”skakpartiet”, da jeg bliver ramt af en voldsom smerte i hovedet.

I et langt øjeblik springer jeg op og står paralyseret. Jeg får øje på den tykke metalstang, der tidligere har holdt det gardin, en ansat nu står med i hænderne. Gardinet skulle vaskes, og så er det letteste at hive i det – uden at tænke over, at gardinstangen så følge med. Tilsyneladende er der ikke mere på vej oppefra, og smerten byder mig at sætte mig. Det efterspurgte is bliver hentet, og jeg får lov til at sidde at sunde mig. Cafeens eneste udlænding spørger, om han kan hjælpe, men jeg tænker, at det er bedst at sidde stille og afkøle hovedet med isblokken. Det varer indtil, en ansat tager affære.

– Der er et lægehus lige rundt om hjørnet, og vi vil gerne have dig undersøgt. Mandens stemme er bydende og jeg følger langsomt med. Heldigvis kommer jeg foran i køen hos lægen. Lægen undersøger hovedbunden og efterspørger et røntgenfoto. Klinikken ligger i den anden ende af centrum. Taxachaufføren griner højlydt, da den ansatte fortæller om uheldet. Som ufrivilligt centrum for historien sidder jeg med en smeltende isklump på hovedet, der skaber bække af smeltevand ned af nakken.

Retur på lægeklinikken bliver de to røntgenfotos studeret af lægen. Der er heldigvis ingen læsioner. Jeg kan få en recept på anti-inflammatorisk medicin og skal holde mig i ro. På cafeen får jeg endelig min te (gratis), og selv om jeg er svimmel, begiver jeg mig videre i jagten på en internetcafe.

Når folk i Mali vil være hjælpsomme, er der ingen grænser. Derfor har jeg fået et værelse hos Bocari, som har familie i Sverige og tidligere har været på besøg i Valby. Han havde flere gange argumenteret for, at det ville være billigere for mig at bo hos ham, og da han en dag ringer på samme tidspunkt, hvor jeg finder ud af, at jeg ved en misforståelse ikke har reserveret mit hotelværelse, begiver jeg mig til hans hus i Bouga Songo i udkanten af Bamako. Her får jeg et værelse med badeværelse, og langsomt er Bocari ved at flytte ud af sin egen bolig for i stedet at indtage tyendeboligen bagerst i haven.

Billederne af mit uskadte kranie kan nu indgå i min samling af bizarre souvenirs som supplement til billederne af splintrede knogler i mit venstre skinneben.

Fotokunst i Bamako Rencontre de Bamako i 2008

Skriv et svar

At overskride grænser har en helt anden betydning, når man er borger på verdens fattigste kontinent, og alle grænser primært er skabt for at holde en ude

Af freelancejournalist Lise Blom

I vesten taler vi om globalisering, men i Afrika oplever indbyggerne flere og flere snærende grænser med det eneste formål at holde dem på plads. Og netop begrebet grænser er temaet for årets afrikanske fotobiennale i Bamako i Mali. Her tolker fotografer fra kontinentet grænserne med indignation, smerte, humor og underfundighed.

Der er smerten ved fysiske grænser, som er overskredet, og hvor der ingen mulighed er for at vende tilbage. Der er grænsen mellem det moderne og tradition og mellem fiktion og virkelighed. Nogle samfund har skabt fysiske grænser mellem rige og fattige kvarterer. Og så er der den kulturelle grænse. Afrika er et modbillede til den vestlige kultur, hvor vi finder det oprindelige, det eksotiske, det vilde, det dyriske, det grusomme.

Biennalen sluttede den 6. december efter en måneds udstillinger og arrangementer, og den har været fast pensum for skole- og gymnasieelever. I Kulturpaladset (mastodontisk gave fra Nordkorea) bliver jeg mødt med et spørgeskema med meget detaljerede spørgsmål fra en række unge. Hvem har kurateret biennalen og efter hvilke kriterier? Hvilke temaer arbejder en bestemt fotokunstner med? Hvor ligger Baoulaou, og hvad var temaet for den fotografiske workshop, som blev holdt der? Det varer lidt, inden det går op for mig, at spørgsmålene ikke er beregnet for at undersøge almindelige gæsters viden om afrikansk fotografi, men derimod er spørgsmål i en opgave for gymnasieelever, hvoraf nogle mener, at jeg må være et orakel indenfor afrikansk fotokunst. Trist at måtte skuffe dem.

Fotograf Salif Traore: foto fra serien ”Rêve non réalisée” der har vundet vundet prix Elan fra l’Agence Française de Développement (AFP) på den 8. fotobiennale i Bamako, Mali

Fotografen Salif Traore har i serien ”Rêve non réalisée” (urealiserede drømme) portrætteret subkulturen I-CO-MA af unge ivorianere, congolesere og malinesere, der lever sammen i Bamako. De er fodboldspillere, musikere og unge, som ønsker at migrere til Europa for at arbejde, tjene penge og nyde friheden langt fra familiens snærende bånd. Men med de mere og mere lukkede grænser er de strandet i Malis hovedstad Bamako. Med serien har Salif Traore vundet prix Elan fra l’Agence Française de Développement (AFP). I foråret udstillede Salif Traore på Galleri Pixel på Frederiksberg en serie om mobiltelefoners betydning i Mali.

Fatoumata Diabaté har ligeledes udstillet på Galleri Pixel med en serie om unge kvinders kamp for at være uafhængige og kunne forsørge sig selv. Ved biennalen udstiller hun sammen med andre unge fotografer fra Mali. Hendes billeder viser en sufi-sekt i Senegal.

Læs mere og oplev nogle af billederne fra den 8 udgave af den afrikanske biennale for fotografi ”Les Rencontres de Bamako”

Koncert i Bamako med Mama, som lægger publikum ned

Skriv et svar

Alle numrene ved koncerten kulminerer med et stykke instrumentalt kaos, som publikum er frie til at fortolke. Der bliver grint ligeså meget, som der bliver flirtet

Af Lise Blom

Sexappeal er det langt fra, da sangerinden Mama Koite indtager fliserne i haven på Malis Nationalmuseum, der i dagens anledning gør det ud for en scene. Den spinkle sangerinde går med små stive trin i sine stilletter klædt i en harekrishna-bleg orange kjole. Hun bærer guldfiligransmykker, briller og har umiddelbart en udstråling som en gammeldags skolefrøken.

Inden hun kommer på scenen, har det store band klimpret på hver sin solo, og det er en lettelse, da musikken endelig samler sig. Mama Koite har en kraftfyldt stemme, der stiger og falder på klassisk malinesiske sangerindefacon. Ud over band og to korsangerinder kommer en mand på scenen. Hvor Mama er pyntet, ligner han en, som ikke har fundet omklædningsværelset inden koncerten. Det lange hår er permanenetet glat og strøget på plads i nakken. På fødderne har han sportssko med små sugekopper op ad siderne, som ser ud til, at de kan bruges til at gå op ad vægge. Under knæet ender et par blå fodboldstrømper, og over knæet blafrer et par enorme røde shorts. Derudover har han en grumset stram t-shirt på.

Der er selvfølgelig en årsag til, at han er på scenen. Han kan bevæge sig, og hans dans er en lang glidende bevægelse. I dansen får han kamp til stregen af en uautoriseret danser, en høj ranglet fyr med parallele flænger i sine jeans. I begyndelsen sniger han sig frem og tilbage af usynlige lige linier, indtil musikken endelig eksploderer, som publikum tålmodigt har ventet på.

Danserne giver alt, hvad de har og får følgeskab af unge kvinder. Fyren med de flængede bukser kaster sig til jorden, og en kvinde danser hen over hovedet på ham med rullende hofter. Alle os, der nøjes med at være tilskuere, griner og jubler.

Ved næste musikeksplotsion kommer børnene på banen. Nogle har først lige lært at gå, og alligevel danser de lystigt uden forældre, der skal overbevise dem om, at de ikke skal være generte. På et tidspunkt kravler et barn, der endnu ikke kan gå på scenen for at være med. Han har fint sæt tøj på med vest og et slips i diagonale røde og hvide striber.

Det er den mest grinende koncert, jeg nogensinde har oplevet. Da klokken bliver 18 springer tilskuerne op, og Nationalmuseets have er tømt på ingen tid. Næste torsdag klokken 17 er der koncert igen.

På elefantjagt i Mali med Viktors Farmor

Skriv et svar

Det sidste sted, man forventer at møde en elefant, er på en bjergside udenfor en by på kanten af Sahara.

Foto: Marit Måseidvåg. Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Festtøjet er allerede fundet frem her fem dage inden årets største helligdag. Det er tirsdag og den sidste markedsdag i Hombori inden Tabaski. I Mali fejrer man, at gud i sin tid ombestemte sig og lod Abraham ofre en vædder i stedet for sin søn. Ved festen bliver der spist væddere og delikatesser. På markedet er beboerne fra landsbyerne i hele oplandet samlet i det pæne tøj for at købe ind og høre sidste nyt fra nær og fjern. I slutningen af eftermiddagen er landsbybeboerne på vej hjem af den stejle sti, som går op mellem bjergene i Hombori. Snakken går, og der bliver hilst.

De farverige landsbyboere bliver overhalet af en flok svedige danskere og nordmænd. De er netop blevet hevet ud af karavanen af skrumplende firehjulstrækkere og fået besked på, at hvis de skynder sig kan de møde en elefant kun to en halv kilometer fra byen. Beskeden bliver mødt med skepsis, men alligevel finder gruppen sig i at pulsen kommer i omdrejninger, og der ikke er tid til at nyde se smukke udsigter.

På et lille plateau, inden stien igen går videre opad, tysser guiden pludselig på selskabet. Teatralsk smider han sin t-shirt og lister med overdrevne tegneserieskridt væk fa stien og hen mod en klynge af træer. Stilheden har lagt sig over gruppen, og sanserne er skærpede uden helt at vide, hvad de skal rette mod.

Ovenover træerne er silhouettet tydeligt. Tre buer markerer hoved og lyttende elefantører. Det foregår lidt mere end 100 meter fra os, og buerne bevæger sig. Landsbybeboerne har fulgt os, og da elefantens ører bliver rejst, flygter de. Heldigvis vender elefanten i stedet siden til. Det er en enorm enlig hanelefant, som er kommet væk fra flokken. Elefanten er vandret op ad den stejle klippeside til et sted, som er endnu mere goldt og stenet end landskabet nedenfor, hvor elefanterne mirakuløst overleve på en kost af tornede akacietræer og spredt tørt græs.

Du har mulighed for lignende overraskende oplevelser, når jeg i november 2010 er rejseleder til Burkina Faso og Mali for rejsebureauet Viktors Farmor

Kunstnere som sociale oversættere

Kunst, der ligner indretningsdesign, men som er socialarbejde. Et projekt på Mændenes Hjem giver samfundets udstødte et mere værdigt liv

Af Lise Blom; Foto Kenneth Balfelt

Robert Olsen, som er forstander for Mændenes Hjem på Vesterbro i København, leder efter et ledigt lokale.

– I institutionsmiljøer er der to fast forankrede holdepunkter, receptionen er det ene og forstanderens kontor det andet. Man kan kalde dem patriark symboler – nu er de væk. Det er interessant for både medarbejdere og brugere, at de ikke eksisterer, siger han.

Mændenes HJem på Istedgade

For to år siden kontaktede han de to kunstnere Kenneth A. Balfelt og FOS for at involvere dem i processen med at skabe ændringer på Mændenes Hjem. Institutionsbygningen trængte til mere end maling og nyt linoleum på gulvet.

– Vi skal programmere stedet. Det er væsentligt, at folk får en større følelse af samhørighed og fællesskab, når de er her. Så kan de komme ud af deres ensomhed og ind i et fællesskab og tage imod hjælp, siger Kenneth A. Balfelt.

– Kunstnernes ide er at bruge associationer fra hjemløses hverdag. Den gamle reception bliver lavet om til et nattesoverum. Det tager udgangspunkt i, hvordan en kupe i en togvogn er designet, Det er en fin association til hjemløses hverdag, hvor mange har sovet i tog, siger Robert Olsen.

Huset kommer også til at give husly til en campingvogn, der skal bruges til samtaler. Kenneth A. Balfelt forklarer, at campingvognen signalerer hygge, mens et normalt mødelokale signalerer magt. Der føler brugeren føler sig afmægtig, når han sammen med medarbejderne skal lave planer for sit liv. Det at tale sammen i en campingvogn er en måde at nedspille situationen og symbolværdien.

Kunstnerne har brugt ni måneder til research. I en periode læste de rapporter og besøgte sociale institutioner for at sætte sig ind i området med socialarbejdernes briller på. På samme måde satte de sig ind i arkitektens arbejdsmetode. Deres kunstneriske overvejelser minder derfor om de pædagogiske og indretningsmæssige tanker, andre faggrupper gør sig. Kenneth A. Balfelt beskriver deres rolle som sociale oversættere. Han husker sit første møde med huset:

– Da vi kom, så vi, at der ikke var noget fællesskab. Der var fragmenterede mennesker, som gik rundt for sig selv. Ingen krammede hinanden, ingen sagde hej, der var ikke nogen, der snakkede eller sad sammen og spiste. Der var helt konkrete fysiske størrelser at arbejde på for at skabe en mulighed for et fællesskab.

Mindre vold

Tidligere skulle man henvende sig i receptionen for at få lov til at besøge Mændenes Hjem

Indgangen til Mændenes Hjem var placeret i en port i sidegaden. Brugeren skulle opgive sit navn og en grund til besøget, før medarbejderne, som sad bag en glasrude i receptionen, lukkede ham ind. Det møde kunne let provokere brugerne, og netop i receptionen opstod konflikter, som i nogle tilfælde ledte til trusler og vold mod medarbejderne. Indenfor var fire klaustrofobiske gennemgangsrum med tunge gardiner og uden bløde møbler. Her kunne samfundets udstødte få en pause fra livet på gaden.

– Måske var der en, som brækkede sig i et hjørne, mens andre sad for sig selv og skulede ud i luften, siger André, som er 29 år og bruger af huset gennem otte år.

– Der var ingen samlingspunkter, ingen karakter, ingen spor af mennesker og ingen planter, for man frygtede, de ville blive stjålet, husker Kenneth A. Balfelt.

For at undersøge brugernes behov lavede kunstnerne med et par design- og arkitektstuderende en workshop. Klokken ni om morgenen stillede de et bord med kaffe, te og cigaretter midt på gangen, så brugerne enten måtte gå udenom eller sætte sig ned.

– De skulle se os, og vi skulle se dem. Vi skulle mærke, hvad deres holdninger var. Ville vi være i stand til at tale med dem, eller ville de løbe væk, siger FOS.

Workshoppen varede til klokken tre om natten. I den tid diskuterede brugerne deres holdning til stedet, og på plancher kom de med forslag.

– Selvom nogle var omtågede af narkotika, havde vi gode samtaler om de her emner. Det var fantastisk at opleve og med til at cementere ideen om, at man kan skabe et fællesskab på Mændenes Hjem med de ressourcer, der er tilstede, siger Kenneth A. Balfelt.

Der var kun få møbler i stuerne, før kunstnerne gik i gang med indretningen

Ud fra deres research har de formuleret en række værdier for deres arbejde. Fællesskabet er sikkerhed hedder en af værdierne. I praksis betyder det, at indgangen nu er uden kontrol. En egetræsdør med udskæringer af blomsterranker og beslag med inspiration fra helleristninger har afløst den upopulære reception. Dermed har medarbejderne opgivet den sikkerhed, de havde ved at kunne kontrollere, hvem der kom ind i huset.

– Hvis vi får skabt et fællesskab, så burde der principielt ikke være nogen, der vil slås med en, der vil hjælpe, siger Kenneth A. Balfelt.

Selv om medarbejderne ikke var ansat som vagter, blev de ofte opfattet sådan af brugerne, dengang receptionen stadig eksisterede, fordi de var bundet af arbejdet der. Nu bruger medarbejderne mere tid sammen med brugerne ude i stuen. De kan snakke om vejret, se fodbold på tv og dermed skabe en bedre kontakt, som er første skridt på vejen til egentlig hjælp.

– Brugerne får lov at se andre sider af os nu. De har ikke længere et fjendebillede af os, siger Lars Pedersen, som er socialarbejder og sikkerhedsrepræsentant på Mændenes Hjem.

Kø til badeværelset

Lige indenfor den nye indgang står en reol. Der er sprøjter og kanyler i skufferne. En ung mand er lige trådt ind ad døren. Med runde kinder ligner han mere naboens søn end en af husets faste brugere, som livet på gaden har givet indfaldne kinder. Han er usikker, mens han leder efter en pose til sprøjten og kanylen. En kvinde kommer ham til undsætning og tømmer sin DSB pose, så han kan få den.

– Tag hellere et sæt værktøj for meget, end et for lidt, siger hun til ham, mens hun putter tre ekstra sæt i posen.

Væggene er revet ned, så der nu er et stort lokale. I den ene halvdel ligger kantinen med store og små borde, så folk kan bestemme, om de vil spise sammen med andre eller alene. I den anden del af rummet står computere og sofaer. På endevæggen hænger en enorm fladskærm. Brugerne følger med i Nyhederne, snakker og spiller computer. Enkelte kokser i en rus.
André finder en ledig plads i sofaen og prøver at skjule en guldøl mellem benene, som han godt ved er forbudt i stuen. Efter hans mening er Mændenes Hjem blevet et bedre sted at være, efter at renoveringen er gået i gang.

– Folk er blevet gladere for at være her. Det giver mere liv i huset, når der sker noget. Det allerbedste er det nye toilet og badeværelse. Jeg har et diplom, der viser, at jeg var den allerførste, som tog bad i det. Det bliver meget brugt. Før tog nogle af de her mennesker aldrig bad, siger André og peger ud på baggangen. Her står et par brugere utålmodigt i kø til badeværelset, som er udsmykket med en lysekrone og fliser i blå og grønne farver.

Designer koksestol

FOS mener, at de som kunstnere krydser en moralsk bro. Kunsten er traditionelt kun til for sig selv, men her skal den skabe værdier for mennesker. Og den skal kunne skabe nogle rum, hvor mange forskellige slags mennesker skal kunne fungere og føle sig tilpas. Derfor hedder en anden værdi – troen på et andet livssyn.

– Man skal acceptere nogle ting, som man normalt ikke accepterer. Det er nemt at indgå i fællesskaber med folk, som ligner en selv. Men for at skabe et moderne fællesskab, så bliver man nødt til at sætte sig ud over sine egne værdier, forklarer FOS.

Det handler om at møde folk, der hvor de er i livet. Mange af brugerne er narkomaner, og kunstnerne arbejder på at designe en stol, hvor de kan sidde godt, når de kokser.

– Der vil være en masse naive mennesker, som siger, at når vi accepterer, at en narkoman skal sidde i en behagelig stol, så accepterer vi også hans gøren, siger FOS og tilføjer, at en dårlig stol ikke får narkomaner til at kokse mindre.

– Hvis institutionen ikke viser et menneske respekt, så kommer du aldrig nogen vegne. Så bliver man ved med at stigmatisere og udstøde folk, siger Kenneth A. Balfelt. Han mener, at forudsætningen for at komme videre er, at personen føler sig OK som menneske.

Arbejdet med renoveringen er halvt færdigt. Ingen har prøvet at lave et lignende projekt før, så det er et eksperiment, hvordan værdier formuleret af kunstnere fungerer i praksis.

– Man kan mærke en stemningsændring. Der er begyndelsen til et fællesskab. Men der er masser, der kan gøres endnu, konstaterer FOS.

Fakta

Mændenes Hjem har tilbud til psykisk syge, misbrugere, slidte folk fra gaden, et herberg for hjemløse, sygepleje, et kontaktsted med opsøgende arbejde, en kantine med varm mad, mulighed for en nats søvn indendørs og en natcafe.
Budgettet for renoveringen er på 3,45 millioner kroner. Københavns Kommune og forskellige fonde har indtil videre bidraget med 1,5 million kroner.
Besøg Mændenes Hjem på www.maendeneshjem.dk

Kenneth A. Balfelt (1966) er uddannet fra Goldsmiths College i London. I 2002 indrettede han et fixerum for narkomaner på Halmtorvet i København. Det var et kunstprojekt, som gav nyt liv til debatten om fixerum til narkomaner og resulterede i møder med politikere.
Læs mere på kennethbalfelt.org

FOS alias Thomas Poulsen (1971) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Egentlig synes han som kunstner, det er sjovere, at male og lege med ler, men han føler, at samfundet svigter de svageste, derfor involverer han sig i projekter som dette. FOS er repræsenteret af Galleri Christina Wilson i København og galleriet NW Projects i London.
Læs mere på www.socialdesign.dk

Kunstner Jeanette Land Schous møde med Mali

Visite au Mali

På udstillingen Visite au Mali af Jeanette Land Schou kan du møde smedene på Medinamarkedet. Her er affald en ressource, som bliver til nye produkter

Af Lise Blom

Suleiman Traore er mindst 70 år. Børn blev ikke registreret, dengang han blev født, derfor ved han ikke, hvor gammel han er. Han arbejder alene og har specialiseret sig i at banke metalstumper om til kroge, som han monterer på knagerækker.
– Arbejde er nødvendigt for at holde mig i gang. Det gør, at jeg føler, at jeg lever, siger han. På markedet går de fleste smede tidligere på pension efter et slidsomt arbejdsliv. Men som familieoverhoved er det vigtigt for Suleiman at bidrage til at forsørge familien.
– Jeg kan ikke længere arbejde så meget, derfor er mit bidrag ikke så stort nu,
konstaterer Suleiman.

I et lille skur banker Siaka Alama gamle konservesdåser i nye former. I dag er det sparebøsser. Han og de to kolleger har ingen chef. Hver producerer omkring 100 dåser om dagen, som de sælger for cirka 50 øre stykket.

Trods åbne esser, tungt værktøj og mangel på sikkerhedsudstyr er der sjældent ulykker på markedet. Sidste halvår af 2008 bød dog på tre alvorlige ulykker med øjenskader. Det sker typisk, når en metalplint rammer et øje og ødelægger det.

Besøg udstillingen

Oplev hvordan kunstner Jeanette Land Schou tolker sit møde med Mali i foto og video på www.jeanettelandschou.dk

Ud over genbrugssmedene samarbejder hun med unge fotografer fra Mali, bliver fascineret af det anderledes landskab, studerer kulturmødet mellem Saharas ørkennomader og vestlige turister til Festival au Desert og deltager i en traditionel fest.

Kamp mod illegal migration

Arbejdsformidling i land uden jobs

Migration er umulig at stoppe, og derfor skal den gøres mere profitabel for alle parter. EU åbnede sidste år et migrationscenter i Mali med tilbud om vejledning, uddannelse og job i blandt andet Europa.

Tekst af Lise Blom

At kunne bygge sit eget hus og forsørge sin familie. Det er målene for den 24-årige familiefar Oumar Cheick Traore. Udfordringen er enorm uden uddannelse og som indbygger i Mali – verdens tolvte mindst udviklede land ifølge UNDP. Løsningen for ham og mange af hans landsmænd er at tage til Europa for at arbejde og tjene penge.

I Europa gyser vi over historier om synkefærdige både og de kummerlige forhold, illegale indvandrere bor og arbejder under. Men i Mali ser historien helt anderledes ud. Her kender folk rige migranter, hvis familier lever et behageligt liv. Oumar Cheick Traore har overvejet illegal migration. Men han mangler penge til turen, og han har fået afslag på et Mikrolån til at finansiere den. Derfor besøger Oumar Cheick Traore migrationscentret CIGEM (Centre d’Information et de Gestion des Migrations) i Malis hovedstad Bamako. Målet med centret er at hindre illegal migration fra Mali og promovere legal migration. Muligheden for at finde et job i Europa med arbejdstilladelse tiltaler Oumar Cheick Traore.

Han er til samtale hos Foysseyni Sogodogo, vejleder og ansvarlig for modtagelsen på CIGEM. Samtalen foregår på sproget bambara og handler om hans kvalifikationer, familie, netværk, uddannelse og fremtidsplaner.

– Ønsker du at bosætte dig i Europa, eller vil du arbejde dér i en periode? spørger Foysseyni Sogodogo.

– Jeg vil ikke slå mig ned i Europa. Jeg vil arbejde for en kontrakt og tjene penge, og så vil jeg hjem. Min kone, mit barn og hele min familie er her i Mali, svarer Oumar Cheick Traore.

Foysseyni Sogodogo noterer og forklarer, hvilke muligheder Oumar Cheick Traore har. Malis regering forhandler med EU-landene om kvoter for arbejdstilladelser til for eksempel ufaglært landbrugsarbejde, sundhedspersonale eller it-specialister. CIGEM kan ud fra kartoteket anvise kvalificerede medarbejdere.

Læs hele artiklen side 18 i Danidas avis Udvikling nr 3/2009

Klimaændringer i Mali

Vand: Kilde til vækst og konflikter

En ny sø er en uventet gave på kanten af Sahara, hvor klimaændringer er mest kendt for at forringe folks levevilkår. Men adgangen til vand øger også risikoen for konflikter.

Af Lise Blom

Ingen kunne forudsige, at Baba Pathé en dag ville få en have og kunne ernære sig som avler af frugt og grønt. Vand er nemlig nødvendigt for havebrug, og den 45-årige mand bor på kanten af Sahara i et område, hvor vand er en mangelvare. Paradoksalt nok kan han takke klimaændringer for sin have. I 1991 opstod søen Mare d’Agofou i et øde og tørt landskab. Nu lever her syv etniske grupper af jordbrugere, hyrder, kvægavlere og som noget nyt – fiskere. Søen giver nye muligheder, men den udfordrer også samarbejdet.
De udfordringer er emnet for et internationalt forskningsprojekt, hvor den danske Ph.d.-studerende Signe Marie Cold-Ravnkilde undersøger fordeling af nye vandressourcer i det nordlige Mali.
– Den største udfordring ved den nye sø er at forvalte ressourcerne, så de også kommer de svageste til gode. I konflikter om vand er taberne ofte de, der i forvejen står svagest og mangler forhandlingskraft, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Tre år før han får jord

Baba Pathé er fattig. Inden han i 1994 flytter til søen, er han landmand i landsbyen Warmi 15 kilometer fra Mare d’Agofou.
– Jeg kan se, at området har store muligheder og beslutter, at jeg vil bo her. Det tager tre år at overtale jordejerne til at låne mig et stykke jord til haven, siger Baba Pathé, som dengang ingen erfaring har med havebrug.
En af jordejerne bor syv kilometer fra søen i bosættelsen Intalalene. Det betyder perlehønsenes sted. Dem og andre vilde dyr kikker man forgæves efter i dag. Inadeydey Ag Isahia er tuareg og bor med sin familie i stråhytter. Intet afslører, at han er en velhavende kvægavler og indflydelsesrig leder for 680 familier.
Ifølge Inadeydey Ag Isahia har han og andre tuareger sædvaneretten til jorden omkring søen, fordi de og deres forfædre stammer fra området. Selv har Inadeydey Ag Isahia valgt at blive boende langt fra både søen og en brønd.
– Mine dyr er vant til dette område, og familiens marker er her, forklarer den aldrende herre.
Han glæder sig over, at folk har bosat sig ved søen. Det giver familien adgang til frugt og grønt fra haverne.
– Jeg komme aldrig tomhændet hjem fra et besøg i landsbyen, fortæller han.
Men spørgsmålene, om retten til jord og hvem der er oprindelig beboer, er væsentlige stridspunkter i kampen om ressourcerne, viser Signe Marie Cold-Ravnkildes undersøgelser.

Læs hele artiklen side 10 i Danidas avis Udvikling nr 3/2009

Vand: Kilde til både vækst og konflikter

En ny sø er en uventet gave på kanten af Sahara, hvor klimaændringer er mest kendt for at forringe folks levevilkår. Men adgangen til vand øger også risikoen for konflikter.

Af Lise Blom; Foto: Lise Blom og Signe Marie Cold-Ravnkilde

De udfordringer er emnet for et internationalt forskningsprojekt, hvor den danske Ph.d.-studerende Signe Marie Cold-Ravnkilde undersøger fordeling af nye vandressourcer i det nordlige Mali.

– Den største udfordring ved den nye sø er at forvalte ressourcerne, så de også kommer de svageste til gode. I konflikter om vand er taberne ofte de, der i forvejen står svagest og mangler forhandlingskraft, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Tre år før han får jord

Baba Pathé er fattig. Inden han i 1994 flytter til søen, er han landmand i landsbyen Warmi 15 kilometer fra Mare d’Agofou.

– Jeg kan se, at området har store muligheder og beslutter, at jeg vil bo her. Det tager tre år at overtale jordejerne til at låne mig et stykke jord til haven, siger Baba Pathé, som dengang ingen erfaring har med havebrug.

En af jordejerne bor syv kilometer fra søen i bosættelsen Intalalene. Det betyder perlehønsenes sted. Dem og andre vilde dyr kikker man forgæves efter i dag. Inadeydey Ag Isahia er tuareg og bor med sin familie i stråhytter. Intet afslører, at han er en velhavende kvægavler og indflydelsesrig leder for 680 familier.

Ifølge Inadeydey Ag Isahia har han og andre tuareger sædvaneretten til jorden omkring søen, fordi de og deres forfædre stammer fra området. Selv har Inadeydey Ag Isahia valgt at blive boende langt fra både søen og en brønd.

– Mine dyr er vant til dette område, og familiens marker er her, forklarer den aldrende herre.

Han glæder sig over, at folk har bosat sig ved søen. Det giver familien adgang til frugt og grønt fra haverne.

– Jeg komme aldrig tomhændet hjem fra et besøg i landsbyen, fortæller han.

Men spørgsmålene, om retten til jord og hvem der er oprindelig beboer, er væsentlige stridspunkter i kampen om ressourcerne, viser Signe Marie Cold-Ravnkildes undersøgelser.

Festival au desert i Essakane i Mali

Musikfestival skaber kulturmøde i ørkenen

Peace & Love er indbegrebet af festivalkulturen. I Saharas ørken skal de ord tages helt bogstaveligt, når det blå folk inviterer til kulturmøde mellem tradition og international pop og rock

Tekst og foto Lise Blom

Timbuktu er verdens ende. Videre ud i Sahara kommer kun opdagelsesrejsende og romantikere. Tørke, truende borgerkrig i starten af 1990’erne, terrorister og røverbander får ferierejsende til at se sig om efter venligere rejsemål end det nordlige Mali. Men ørkenens folk vil gerne kendes for andet end problemer. Derfor inviterer Malis blå folk – tuaregerne til fest. For femte år i træk stabler de musikfestivalen Festival Au Desert på benene. Over 5.000 mennesker mødes den anden weekend i januar i Essakane fire timers anstrengende kørsel fra ørkenhovedstaden Timbuktu. Af dem er 4.000 tuareger, og 600 er vestlige turister.

Fotograferne bliver fristet af de smukke og eksotiske tuareg kvinder ved festivalen.

Etnisk fotosafari

Tuaregkvinderne myldrer frem i små grupper og blander sig i sangen. Bag dem trænger turister med stadig mere pågående kameraer og båndoptagere sig på. Forsamlingen spredes, da vagterne træder frem. Kvinderne må vente med at deltage i sangen, til det bliver deres tur, og turisterne må respektere de tilskuere, som sidder længere tilbage i klitterne. I en periode har alle frit udsyn til de 50 mænd og kvinder, som spiller, synger og danser siddende i sandet. Indtil forførelsen overmander folk.

Sandet er kridhvidt og blødt. Om natten minder det om et vinterlandskab. Det er ligeså udmattende at gå i, og klitterne ligner forstørrede snedriver. Festivalens indgang ligger i en lille skov af skyggefulde akacietræer. For 30 år siden lå området under vand som en del af Vestafrikas største sø Lac Faguibine. Rundt om søen var der marker, hvor bønderne dyrkede hirse. I 1984 udtørrede søen fuldstændig, og siden er sandet kommet til, så søen aldrig har genvundet sin tidligere størrelse. Nogle steder kan man i dalene mellem klitterne endnu se den dyrkbare jord, men der skal en veludviklet fantasi til at forestille sig området med grønne marker.

Verden på scenen

Traditionel tuaregmusik er bygget op om sang, enkelte trommer og strengeinstrumenter.

Ifølge plakaterne skal koncerterne på den store scene begynde klokken 19. Men teknikken driller, så musikken begynder to til tre timer senere. Lørdag aften spidser folk ører og trækker på smilebåndet, da de hører jodlen. Det er østrigske Hubert Von Goisern, der med harmonika giver tilskuerne en gang alpepop spædet op med jazz, rock og verdensmusik.
“Sæt jer ned, sæt jer ned”, råber folk bagfra. Når man er nomade i Sahara, sidder man i sandet til koncerter. Og både mænd og kvinder kan danse siddende på hug. Det insisterende tonefald får folk til at sætte sig. For trætte tuareger har det den fordel, at man kan læne sig op af den nærmeste ryg, når søvnigheden melder sig. Og det gør den hos sidemanden søndag nat klokken to, hvor indisk-canadiske Galitcha går på scenen med indiske instrumenter, jazzet pop og fortællinger fra Indien.

Mere end underholdning

Festivalen er mere end blot underholdning, der er arrangeret konferencer, hvor emner som decentralisering, kultur og udvikling bliver diskuteret. Toufahit Madesh har fulgt debatten om fred og sikkerhed i en times tid søndag eftermiddag, da hun signalerer til ordstyreren, at hun vil tale.

“Vi kvinder vil have adgang til rent vand, og vi vil have skoler, så børnene kan få en uddannelse. Vores største problem er fattigdom, og det er fordi, der mangler skoler og arbejde til folk”, slår hun fast overfor forsamlingen.

Hidtil er det mest lokale politikere og traditionelle ledere, som har holdt lange taler. Toufahit Madesh taler kort, og der er bifald til hende både efter hendes egne ord på tamashek, og da talen bliver oversat til fransk for udlændinge og folk fra andre dele af Mali. Hun har aldrig holdt en politisk tale før, men hun griber chancen nu, hvor den byder sig. Hendes drøm er nemlig, at landsbyen Emimalan, hvor hun kommer fra, får en kvindegruppe. Tuaregerne er et af de få folkeslag, som har et matriarkalsk samfund, men kvindernes stilling er under pres.
“I må huske at respektere os kvinder og inddrage os i beslutningerne. Ifølge traditionen har vi en vigtig rolle i familien og landsbyen, men som det er nu, bliver vi glemt, når beslutningerne skal tages”, siger Toufahit Madesh.
Deltagerne er enige om, at forudsætningen for fred og sikkerhed er arbejde til de unge, et retfærdigt retsvæsenet og medmenneskelig tolerance.

Usynlig Berlinmur

Isolation er i hvert fald ikke vejen frem, hvis man vil bevare sin kultur og forbedre sine levevilkår. Det er læren for de tuareger, der i starten af 1990’erne greb til våben og indledte et oprør med krav om selvstændighed i det nordlige Mali.
“Før var Mali delt af en usynlig Berlinmur. Der var ingen kontakt mellem folk fra syd og os i det nordlige Mali. Vi ønskede ikke kontakt, og vi afviste identitetskort, der viste, at vi levede i Mali. Vores børn nægtede vi at sende i skole. Vi var så meget imod staten, at mange af os blev rebeller og siden hen flygtninge i andre lande”, forklarer sangerinden Fadimata Wallet Oumar. Hun er gift med en af de forhenværende ledere af oprøret og måtte leve i eksil.
“I flygtningelejrene i nabolandene gik det op for os, at man kan leve på en anden måde. Nu har vi erkendt, at vi deler et land”, understreger hun.
Det fysiske bevis står som et monument i Timbuktu. Fredens Flamme hed det bål, som i 1996 symbolsk slugte hærens og oprørenes våben. Siden er integrationen gået stærkt ikke kun på det politiske plan men også på det følelsesmæssige plan, hvor folk i Mali fortæller om glæden ved, at de nu er et folk. Fem år efter den endelige fredsaftale begyndte festivalen og kulturmødet i ørkenen.
Tuareggruppen Tartit, som Fadimata Wallet Oumar synger i, har indgået et frugtbart partnerskab med Afel Bocoum og Habib Koité fra henholdsvis Midt- og Sydmali. Det er det 23 personer store Desert Blues, som gæstede Roskilde Festivalen i 2004.

Musik er politik

Kamelen er stadig tuaregernes foretrukne transportmiddel - også når de er til fest i ørkenen

“Kun gennem kultur kan folk forenes, alle mennesker kan samles om musikken”, siger Habib Koité og fastslår, at det betyder noget helt særligt for musikerne at optræde i Essakane.
“Ørkenen er et sted, som giver liv til fantasien. Der er storhed. På en festival i Europa oplever man ikke naturen på samme måde”, siger den festivalvante Habib Koité.
Musikere i Mali er vant til at blive taget alvorligt, og derfor er det vigtigt at være med til at sende det budskab om fred og kulturel samhørighed, som festivalen hviler på.
“Tidligere sang vi om skønhed, om dyr, men nu er vi begyndt at ændre emnerne, så sangene handler om demokrati, om aids og om fællesskab”, fortæller Fadimata Wallet Oumar.
“I Europa er det politiske system færdigudviklet. Mali er et land, som er midt i en udvikling. Vi kommer med budskaber i vores musik, det er vores politiske bidrag”, siger Afel Bocoum.
Habib Koité oplever, at han nu bliver inviteret til at deltage i konferencer om AIDS, miljø og ligeværdig handel sammen med internationale eksperter. Han undrer sig over, hvorfor han bliver inviteret, men han er glad for den viden, det giver ham, og den giver han videre i sangtekster. Ali Farka Touré, som desværre meldte afbud til årets festival på grund af sygdom, er gået et skridt videre og har nu et politisk ansvar. Borgerne i hjembyen Niafunke har valgt ham til borgmester.

Musikalsk kick

kamel To kulturelle foreninger Efés og AITMA i det nordlige Mali arbejder med festivalen. Målet er at vise ørkenen som et fantastisk, ufarligt sted og at promovere ørkenfolkenes kultur.

“Da vi første gang arrangerede festivalen og inviterede bands ud i ørkenen, havde de lokale aldrig set en mikrofon før. Og de havde ikke haft mulighed for at få deres musik optaget. Den traditionelle kultur var ved at forsvinde. Ved at optage den traditionelle musik ønskede vi i første omgang at konservere kulturen”, fortæller festivalens leder Manny – kort for Mohamed Ag Mohamed Aly.

Festivalen har ikke bare konserveret musikken, den har givet kulturen et skub, så der er kommet gang i lokale foreninger, hvor gamle og unge mødes om den traditionelle musik. Mange af foreningerne med op til 100 medvirkende optræder om eftermiddagen under festivalen. De optrædende foreninger kommer fra forskellige etniske grupper, flest er tuareger, men der er også bellaer, der traditionelt har været slaver for tuaregerne, ligesom der er berbere, sonrhai, fulani og mange andre. Nogle er gået et skridt videre og blander traditioner fra forskellige etniske grupper. Fredag nat optræder gruppen Takamba Super Onze, der består af både bønder og nomader. Musikalsk blander de lut, kalabasrytmer med en rå elektrisk guitar.

Halveret budget

Rygterne går både før og efter festivalen, fordi hjemmesiden ikke bliver opdateret. Her står nævnt en række internationalt kendte kunstnere som Dee Dee Brigdewater og Salif Keita fra Mali. Da festivalen går i gang, er programmet barberet ned, mens andre afbud skyldes sygdom. En del af det vestlige publikum føler sig snydt. De gæster, som besøgte festivalen året før, fortæller, at alt var meget bedre – både programmet, lydkvaliteten og arrangementet. Og det er festivalens leder Manny enig i. Årets festival har et kæmpe hul i budgettet, fordi hovedsponsoren EU ikke længere har den fond, der før har støttet festivalen. Budgettet er derfor halveret fra 2,3 millioner kroner til 1,15 millioner kroner.

Fakta

Afrikanere deltager gratis i festivalen.
Alle andre betaler i 2005 115 euro. Der var kun 600 billetter til salg, og der var udsolgt.
Billetter kan købes i Timbuktu og på www.festival-au-desert.org
En pakkeløsning, der inkluderer telt og forplejning koster 300 euro.

The Festival in the Desert findes som CD med koncertoptagelser og på DVD som film. Begge dele er fra festivalen i 2003.

Artiklen har været bragt i magasinet Kontakt i 2005.
Magasinet blev udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke.