Forfatterarkiv: Lise Blom

Populær helgen bliver til julemanden

Man skulle næsten tro, at det er et eventyr: En from og hellig biskop udvikler sig til en grinende tyk julemand. Rejsen begynder i Tyrkiet, går over Holland til Amerika

For 1700 år siden lever den oprindelige julemand. Han hedder Nicolaos og er biskop i Tyrkiet. Men Nicolaos ved ikke, at han er en julemand. Det tager nemlig mere end 1500 år, før Nicolaos bliver til den julemand, vi kender i dag.

Biskoppen Nicolaos bor i Myra i Tyrkiet. Byen hedder i dag Demre. Nicolaos familie er velhavende, og han bruger sine penge på at hjælpe fattige. Da en fattig familie mangler penge, vil faderen sælge sine tre døtre. For at redde dem kaster Nicolaos en pung med penge ind til pigerne tre nætter i træk. Nicolaos laver også mirakler, og han genopliver tre drenge på en kro. De er blevet slagtet og saltet og lagt i en tønde.

På grund af sine gode gerninger for børn, bliver han kendt som børnenes beskytter. I 343 dør han. Hans grav bliver et helligt sted, hvor folk beder om mirakler. Måske virker det. I hvert fald gør paven ham til helgenen Sankt Nicolaos. Han bliver fejret den 6. december. Den dag døde han, og samme dag har han fødselsdag i himlen.

Den katolske kirke havde en særlig helligdag for uskyldige børn. På et tidspunkt bliver den slået sammen med Sankt Nicolaos dag, fordi han er skytshelgen for børn. Det er en stor fest, hvor artige børn får gaver af Sankt Nicolaos, mens de uartige får et ris.

Bortfører skelet
Sankt Nicolaos bliver en af de mest populære helgener i den katolske kirke. Han er så populær, at nogle italienere for tusind år siden stjæler Nicolaos skelet og tager det med til Italien. De bygger en ny kirke som grav for Nicolaos i byen Bari.

Dengang er Danmark katolsk, og helgenen hedder Sankt Nikolaj på dansk. Sankt Nikolaj-kirkerne er oprindeligt indviet til ham, det er det næstmest almindelige kirkenavn i Danmark. Mange drenge får navne som Nikolaj, Niels og Klaus efter ham.

Festen for Sankt Nikolaj den 6. december bliver meget populær i Holland og Tyskland. På hollandsk hedder han Sinterklaas. Sinterklaas er gavmild og elegant klædt, og til festen optræder han med bispestav, en kappe om skuldrene og en høj bispehat på hovedet.

Sinterklaas har fået en tjener. Nogle gange ligner han en simpel bonde, nogle gange er han afrikaner, og nogle gange ligner han en djævel. Han er sort i hovedet af sod, for det er hans opgave at kravle ned gennem skorstenen og aflevere gaver til de artige børn. Men det er også ham, som straffer de uartige børn. Børnene kan få smæk med en stok, men der er også steder, hvor han putter de uartige børn i en sæk og tager dem med hjem for at spise dem. I Holland hedder tjeneren Sorte Peter og i Tyskland Tjener Rupert.

Danmark holder op med at være katolsk i 1536, og her stopper festen for Sankt Nikolaj. I stedet begynder en tradition med at give små gaver til artige børn den 24. december. Børnene får at vide, at gaven er fra Jesus-barnet, som har fødselsdag.

Biskoppen møder julefaderen
I 1600-tallet begynder udvandringen fra Holland til Amerika, og hollænderne tager festen den 6. december for Sinterklaas med. Men det er koldt i Amerika om vinteren, så Sinterklaas får tykt tøj af skind og en stor hue i stedet for bispedragten. Han skifter navn til Santa Claus, og i 1823 får han en flyvende kane trukket af rensdyr. I Amerika møder Santa Claus den engelske Julefader. Englændere fejrer ikke Santa Claus, men de fejrer jul den 25. december. Deres julefader er klædt i en grøn dragt, og han bringer julestemningen. Men han har ingen gaver med.

Den hollandske Santa Claus og den engelske julefader bliver slået sammen til julemanden. I Amerika kommer han til at hedde Santa Claus. Heldigvis for de uartige børn forsvinder den uhyggelige tjener, så julemanden deler selv gaver ud natten før den 25. december. Til gengæld er det slut med gaver den 6. december.

I begyndelsen er julemandens tøj nogle gange grønt og andre gange rødt. I 1931 laver Coca-Cola en reklame, som fastslår, hvordan julemanden ser ud. Det er sådan, vi kender julemanden i dag – med rødt tøj, hue, bredt sort bælte og stort hvidt skæg. Julemandens røde tøj har samme farve som Coca-Cola bruger på etiketten. Reklamen viser, at julemanden drikker Coca-Cola, fordi firmaet gerne vil sælge flere sodavand om vinteren.

Julemand uden gaver
I gamle dage får danske børn julegaver af nissen, hvis de er heldige. Den første julemand i Danmark hedder ”Den gamle Jul”, og han optræder i bogen ”Peters Jul” i 1866. Han er kommet fra Tyskland sammen med traditionen med juletræer. Og nej, han har ingen julegaver med. På hovedet har han en hat med et stearinlys. Det bruger han til at tænde lysene på juletræet og bringe julestemningen ind i husene. Inden han tænder julelysene, lytter han ved døren. Hvis han kan høre, at børnene er frække, går han forbi huset. Så må familien undvære julestemningen.

Endelig i 1898 kan danske børn for første gang læse om en rigtig julemand i “Julemandens Bog”. Han laver legetøj til børnene, og det er også ham, som kommer med juletræet. Nissen og Juleenglen hjælper julemanden med at dele gaver ud.

Julemanden bliver hurtigt populær, så nu kan vi møde ham i hele december. I Danmark har han også fået en kane med rensdyr. Den er mere effektiv, end den første kane han havde, for den blev nemlig trukket af en gås.

I Danmark ved alle, at julemanden bor i Grønland, men amerikanerne tror, at han bor på Nordpolen. I Finland påstår de, at julemanden bor udenfor byen Rovaniemi. Der er endda nogle, som mener, at han bor i Drøbakk i Norge og andre, som regner med, at han bor på Sydpolen.

Et fixerum som kunstprojekt

I 2002 var fandtes der ikke lovlige fixerum i Danmark. Kunstneren Kenneth A. Balfelt satte gang i den danske debat om fixerum, da han indrettede et fixerum på bunkeren populært kaldet Nålepuden på det nyrenoverede Halmtorv i København. Fixerummet var et kunstprojekt, hvor Kenneth havde involveret fagfolk for at kunne indrette rummet optimalt og kende argumenter for og imod fixerum.

Efter at jeg havde skrevet en artikel i Politiken om renoveringen af Mændenes Hjem i Politiken i 2004, kontaktede Kenneth mig for at skrive tre kapitler i en kunstbog, der analyserede hans arbejde arbejde med social kunst. Min opgave var at interviewe deltagere og fagfolk om oplevelser og vurdering af kunstprojekterne i fixerummet, på Mændenes Hjem og i Hjemløsehuset.

Art ad Social PracticeTil kapitlet om fixerummet interviewede jeg sygeplejerskerne Charlotte Fich og Nina Brünés, der var vant til at arbejde med målgruppen af stofbrugere. Jørgen Kjær var talsperson for Brugerforeningen, der er en organisation for stofbrugere. Preben Brandt var tidligere talsperson for Narkotikarådet og daværende talsperson for Rådet for Socialt Udsatte. Politikeren Sophie Hæstorp Andersen var dengang medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.

Nu er bogen endelig udkommet, og du kan købe den som ebog. Her er en smagsprøve fra bogen “Art as Social Practice – A Critical Investigation of Works by Kenneth A. Balfelt“. Bogen er på engelsk.

An injection room is a room where drug addicts can take their drugs. Basically, this is as much as Kenneth A. Balfeft knew on the subject when he decided to create an injection room himself. he has followed the debate and taken into account the opinions of experts and specialists. he believes that injection rooms are reasonable solutions to the health and societal challenges which drug abusers present. But despite the persuasive arguments from experts and positive experiences with injection rooms in other countries, the injection room was, and were until 2012 illegal and is still a controversial political issue.

– In making an injection room, my aim is to enable a multi-faceted debate on injection rooms. The debate on injection rooms had gone on for a long time. There had been statements from experts, Narkotikarådet (Narcotics Council) and various ministries, but the debate had been exclusively in the spoken and written language. I wanted to bring a visual contribution to the debate, says Kenneth A. Balfelt.

Protection Room – Injection Room for Drug Users was Kenneth A. Balfelt’s contribution to the Contemplation Room exhibition, which dealt with how one can use the public space. As a resident in the Vesterbro quarter of Copenhagen, which for decades has been a meeting place for drug addicts, Kenneth A. Balfelt has been witness to the everyday life of drug abusers. He has seen that life as a drug addict is both difficult and damaging to one’s health – to a larger extent than it ought to be. Therefore he decided to make an injection room.

As his knowledge of injection rooms was limited, he jumped head first into a three month long research process. Aside from written material he contacted a number of people active within the field, who had knowledge and opinions on the problem. Those whom he contacted urged him to use the project so they could get their own viewpoints across.

– As an artist I have the fundamental principle that I come up with an initiative and explain which direction I would like it to go in. Those I work together with can contribute their thoughts and in this way we get a  common platform to work from. In my experience the project improves when I am open to ideas from other people, says Kenneth A. Balfelt.

Halmtorvet on Vesterbro has throughout many years been a place  that respectable citizens avoided. But the area has been renovated.  And the authorities have done what they can to keep the original inhab- itants and their stoned existences away from the central square, in order to make it attractive for the area’s new inhabitants and the guests in the  fashionable cafés.

Nålepuden (The Pincushion) was a little hillock on Halmtorvet, situated beside a roundabout and formerly an air-raid shelter. On top of the mound one could have previously met some of the traditional stoned inhabitants from the area – namely drug addicts who sat there to get their fix. For Kennneth A. Balfelt it was a paradox that there was a shelter, but the people, who really were in need of it, had to sit on the street to get their fix. It was in this way he found out where to place the injection room.

Thereafter the task was to find out how an injection room should be furnished. During his research Kenneth A. Balfelt experienced that the physical surrounding in the existing injection rooms abroad did not show respect for the people who used them. And it made him decide to come up with his own attempt at designing an injection room.

– The general attitude seemed to be that if one offers social counsel- ling then it doesn’t matter if the rooms are unattractive. It made it clear to me that I also wanted to work with the stigmatisation and exclusion that goes on at the design level, says Kenneth A. Balfelt.

But quite quickly it also came to focus on human prejudices. Even though Kenneth A. Balfelt felt that he was open and non-judgemental, he realised that he also had prejudices. Deep inside he assumed that drug addicts were a little dumb and that in reality they had put themselves in the situation they had ended up in. He realised these prejudices during a visit to an outpatient department, where the head of the department treat- ed its visitors in exactly the same way as he treated any other people.

– Afterwards, when I interviewed an addict, I could hear a voice inside me that said – “what he says sounds stupid. What use can I possibly make of that?” I realised that I was prejudiced. I was able to put it aside, since I had become aware of it. For the first time I began to listen, and since then I have become more aware of the various nuances of these people I have met. I can see that they are just as different as any other person I meet and can contribute with just as much or just as little. It has been important for me in a humane sense to acknowledge this, says Kenneth A. Balfelt.

Even the physical furnishing of the room should be functional and reflect the value of the users. Kenneth A. Balfelt quickly realised that an injection room was not just a room with a particular furnishing. In order for an  injection room to function in this manner, there needs to be nurses. – From the start I had not considered whether or not there should be nurses in the injection room. It was only after I realised what an injection room really was that I considered this. An injection room is a nurse – that is the core of an injection room, Kenneth A. Balfelt underlines.

The project got engaged people involved, financial backing, moral support and practical help from around 30 persons and organisations. Amongst others, an architect student, a journalist, residents of the area,  a film documentarist and several local companies made contributions.

In this text you can meet some of the people who got involved in the project. The nurses Charlotte Fich and Nina Brünés work with drug addicts in an outpatient department and as a street nurse,  respectively. Jørgen Kjær is spokesman for Brugerforeningen, which is the union for active drug users. Preben Brandt is a qualified psy- chiatrist, former spokesman for Narkotikarådet (The Narcotics Council) and  current spokes- man for Rådet for Socialt Udsatte (The Council for Socially Marginalised People). Politician Sophie Hæstorp Andersen, the then  parliamentary member for Socialdemokratiet (The Social Democrats).

Charlotte Fich – nurse in the outpatient department “Stæren” for addicts: The project showed that there is room for both a subcukture and trendy cafés.

When drug addicts appear in art it is normally because the artists want to exhibit a hideous and cruel reality. Therefore, the nurse Charlotte Fich was surprised when Kenneth A. Balfelt approached her. His aim was to create a piece of art which took the addicts’ own subculture as its starting point, as well as their expression. He wanted to create an injection room where drug addicts could get their fix. Charlotte Fich has worked for the same goal for many years.

– Kenneth wanted to show that the injection room is more than just being practical and hygienic. It is an artistic assignment and a challenge to create a beautiful piece of city furniture, says Charlotte Fich and adds:

– He made an underground cave,  in order for the addicts to feel good. A model of an injection room in  actual size was like a gift. It gave  specialists an example from which to begin their discussions, and it could wipe out the myth that injection rooms should be sad and ugly.

– To have an injection room made, as I had myself wished for over many years, and on top of that to have it made by an artist, transforms it from a piece of bread, necessary from a health perspective, into a cream cake, she says.

When Kenneth A. Balfelt contacted her, Charlotte Fich had some mis- givings, but she knew that she had to participate. She used to work as a street nurse, and here in this country she is the one of the leading figures with insight into ‘fixing up’. She is known as an outspoken advocate of injection rooms, and as she is employed by Copenhagen local author- ity this has, over the years, given her a few political bruises. Therefore she asked her manager in the Familie– og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Family and Labour Market Administration) for permission to participate and she got his approval.

Firstly, Kenneth A. Balfelt told her what she already knew about  getting a fix. And because it was related with artwork, Charlotte Fich felt free to come up with all sorts of thoughts and ideas.

– One could give one’s imagination a free rein, because an artist has a much broader framework and freedom to move in than an architect, for example. If an architect had asked for my advice, we would probably arrive at a very hygienic and precise injection room, says Charlotte Fich.

But even though the injection room was an art project it was, after all, more than a picture one went in and looked at. It also needed to function in practice.

– I could see that he had considered the height and weight neces- sary for the interior. If you need a fix in the neck, if you need to inject in the groin, then you need to have this much space. The room must have a certain openness, so you can be found if you are about to die of an overdose. And in order for it to not be a total exhibition of humiliating situ- ations for the individuals, it needs this kind of privacy. I saw those consid- erations in the finished product, so therefore he must have listened to our words, says Charlotte Fich.

When the injection room opened she was one of the nurses who was on duty. She remembers especially the white smocks the nurses wore.

– At the bottom of the sleeve was written stay with me (BLIV HOS MIG), and when one folded the edge of the sleeve up it read life with me (LIV HOS MIG). It was discreet and spoke volumes for what went on in an injection room with nurses, tells Charlotte Fich.

People attempt to close their eyes to the fact that there are drug ad- dicts who inject themselves. In this way they believe that they can be free from relating to reality and taking a position on it. If it were up to Charlotte Fich, the bunker would have had a sign with injection room written in pink neon over the entrance. A sign that could show that an activity takes place here, just as other signs tell us that here is a library, a hairdresser and a chemist.

She is against the tendency to cover up subcultures and hide them away, so they don’t bother others. This position became ex- tremely clear for her after she participated in the injection room project. She used to imagine an injection room on a bus or discreetly placed on a side street. Now she is of the opinion that it was appropriate that the injection room was placed on the newly renovated Halmtorvet.

– We can easily have several dimensions together. One of the trend- iest places in the city with cafés in steel and glass and in between them there was a bunker containing an injection room. It was perfect. Each culture has its own physical expression. Those from the subculture have a right to be, just like all the others. I learned from this project that it’s possible for these things to be placed side by side, says Charlotte Fich.

The placing in a bunker was meant to underline that this is a sub- culture. But when the subculture has its own style and its own place, it signals that it is there on an equal footing with other forms of culture.

– There is something symbolic in the fact that it is a bunker. It means that we go underground, we hide ourselves a little, but we also come up again. We are a subculture, and we play on it without being ashamed, says Charlotte Fich.

She believes that it is important that the culture becomes more visible in this way. Just the fact that we begin to talk about drug abuse can ease the burden for those who are injecting themselves, for example. At this present moment in time they see themselves as bad citizens, and they feel that everything they do is wrong. Charlotte Fich underlines that drug addicts are also sweet and helpful people and she wishes that both the population and the drug users themselves recognise that just because they take drugs does not mean they are hopeless at everything else.  Our acceptance of their lifestyle is a condition for them to be able to  hold their heads high as proud people.

Before, during and after the injection room project, Charlotte Fich con- templated how a subculture could be integrated in society. The project itself gave her the possibility of experiencing an injection room that gave her new arguments and a belief in a broader cooperation.

– How can we use each other to uplift society? If we put our energies together there may well be some problems that stand out clearer, rather than being blurred, she points out.

Opvarmning til Camino del Norte

Biscayabugten. Alene ordet smager af skibsforlis, storm og katastrofe. Hver dag tjekker jeg langtidsvejrudsigten og jubler hver anden dag over udsigt til mild forårssol. De andre dage frygter jeg dage med syndflod.

Regnslaget er pakket. Selv om det vejer og fylder i min rygsæk, slæber jeg det med glæde. Men jeg har bestemt ikke lyst til at få behov for det.

Torsdag står jeg klar i Irun. Den spanske grænseby inderst i Biscayabugten. Derfra har jeg udsigt til omkring 800 kilometer med minimal oppakning, nogenlunde fornuftigt tøj og nye vandrestøvler. En tur, hvor jeg vil glæde mig, hver gang jeg trykker på tandpastatuben, for så er der lidt mindre at bære på.

Samme dag får jeg en ny identitet. I løbet af årene har jeg haft mange identiteter og kasketter. Det er første gang, jeg kan betegne mig som pilgrim med eget pilgrimspas. Men jeg ser nu mig selv som en vandrer, denne gang er det bare en lidt længere tur, jeg skal ud på. Identiteten som vandrer forsøger jeg også at bryde lidt og har iklædt mig et par røde bukser af hør og silketrøjer. Jeg har ikke lyst til at ligne et katalog fra en friluftsbutik med praktiske lommer overalt.

Identiteten er heller ikke fulgt helt med i forberedelserne til turen. Jeg besluttede det hurtigt, men jeg har ikke fået trænet til turen. Jeg starter derfor helt flad og næsten uden kondi. Jeg sætter min lid til min grundstyrke og den begejstring, jeg bliver grebet af, når jeg skal op på en bakke eller et bjerg. Træning er kedeligt, og Søndermarken og Frederiksberg Have er også triste i vintergråt, selv om der er udsigt til zebraer, giraffer og en sjælden gang en elefant, der monotomt rokker fra side til side.

De første etaper bliver korte. Både som en opvarmning og for at give mig tid til at opleve de smukke steder langs kysten. Jeg glæder mig til San Sebastian, tapas og byens smukke promenade langs havet.

Jeg har valgt den mest anstrengende rute, men også den smukkeste og der, hvor der går forholdsvis færrest pilgrimme. Min ambition er at opleve byerne San Sebastian, Bilbao og Santander, der længe har stået på min ønskeliste. Samtidig kommer jeg lige forbi grotterne Altamira og Tito Bustillo med de smukkeste hulemalerier. Det er helt i orden at se dem i en kopihule.

At vente i lufthavne

Hvordan er det at vente? Det spørgsmål fik jeg onsdag den 8. april. De franske flyveledere strejkede nemlig, så flyet til Madrid var forsinket lidt mere end tre timer.

Jeg nåede at få tandbørste og creme ud af bagagen, for jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke ville nå min forbindelse videre til San Sebastian. Men jeg havde ikke taget opladeren med til min telefon. Og det ærgrede jeg mig hurtigt over. Min første indskydelse var at jeg kunne sidde og læse mail og tjekke internetsider på telefonen. Men på en en gammel IPhone holder strømmen ikke længe.

Jeg undersøgte lufthavnens butikker og fandt ud af, at i Tiger-butikken kan man få vand og is meget billigere end i lufthavnens andre butikker. Håber ikke jeg får brug for den viden igen.

Faktisk er det lidt pinligt, at jeg kun kan forestille mig at glo på min telefon. Det gjorde alle andre også. For nogle år siden ville vi tale sammen. Ud over at bruge telefonen en smule for at spare på strømen læste jeg i et magasinet Udvikling fra Danida, som jeg havde taget med i sidste øjeblik. Ud over det skete der absolut ingenting i mit hoved.

Vi nåede Madrid flere timer senere end forventet, og flyet til San Sebastian var fløjet. Ved transferdesken fik jeg at vide, at jeg skulle på hotel. Jeg fik en voucher og skulle bare ud ad lufthavnen til busholdepladsen. Der ville være folk, som kunne hjælpe.

Flytrafik forbinder vi med effektivitet. Men når vejret, tekniske fejl og en strejke udfordrer systemet, skrider hele systemet. Passagererne bliver enten rasende eller passive. I Madrids lufthavn var vi meget tålmodige.

Først blev vi henvist til holdepladsen for hotellernes minibusser. De kom i en lind strøm og hentede kunder. Den eneste, der ikke kom var bussen til Hotel Melia. Da den endelig kom, var vi alt for mange, og chaufføren nægtede os adgang. Han henviste os i stedet til stoppested 7.

Ved det stoppested stod endnu flere mennesker, men der var ingen bus. Men i det mindste havde vi her fået en hjælper, som kun kunne fortælle os, at bussen ville komme.

Da bussen endelig kom, kørte den først, da den var helt fyldt. Det føltes en smule som i Afrika i gamle dage. Efter en time kørte vi endelig.

Vi ankom til et enormt luxushotel, og det var godt, at jeg ikke havde fulgt min første indskydelse om at gå til hotellet. Der var langt, og turen foregik ad motorvej.

Da vi ville tjekke ind på hotellet, fortalte receptionisterne at værelserne først skulle gøres klar. De virkede lidt overraskede over de mange pludselige gæster, selv om transferdesken i lufthavnen havde ringet til hotellet om hver enkelt gæst næsten to timer tidligere.

En gæst påpegede, at der stod aftensmad på den voucher, vi havde fået. Men køkkenet var desværre lukket klokken 23. Gæsten blev sur, og efter at receptionisterne havde konfereret, meddelte de os, at vi kunne få aftensmad, mens værelserne blev gjort klar.

Mens vi ventede, kunne vi have talt sammen. Jeg kunne have talt med den unge spanske mand, der talte længe, meget længe i telefon med Christina. Eller med den danske kvinde, der blev fragtet i kørestol i lufthavnen, men som skulle klare sig selv, så snart hun var uden for lufthavnen. Heldigvis kunne hun godt gå. Til gengæld talte hun ikke spansk, selv om hun boede på Tenerife.

Imponerende nok stablede restauranten et tre retters menu på benene med de stakkels tjenere, som troede de havde fri. Egentlig var jeg ikke sulten, men især deres paella smagte fantastisk.

Tilbage i receptionen var der lange køer for at få udleveret nøgler til værelserne. Alles flyoplysninger skulle tjekkes. Foran mig begyndte et par, der først skulle flyve senere næste dag at spørge om bustransport til centrum af Madrid. Imens måtte køen vente.

Jeg kom endelig i seng klokken 1:20. Allerede klokken 4:45 ringede receptionen, at jeg skulle gøre mig klar til afgang. Selv om det var et luxushotel, virkede bruseren ikke, så jeg kunne kun smide lidt vand i hovedet. Der var lidt kaffe og kage i receptionen.

I lufthavnen var der to timer til afgang, så jeg forsøgte at sove på en umagelig metalbænk magen til dem, jeg kender alt for godt fra Casablancas lufthavn. Jeg var bekymret for, om min rygsæk ville komme med. Det er min erfaring, at når noget går galt i en lufthavn, skrider det hele.

Lufthavnen i San Sebastian har en meget kort landingsbane bygget ud i floden. Heldigvis var rysækken med. Faktisk ligger den i Irun, og det passede perfekt, for der begyndte min tur. Det lykkedes mig at tyde den baskiske busplan og komme ind til centrum af Irun. Meget træt. På turistkontoret spurgte jeg om caminoen. Du står på den, var svaret. Så var det bare at begynde at gå. Jeg kunne se bjergkæden, jeg skulle op over.

Dag 1 Irun til Pasajes de San Juan

irun

I baggrunden grænsen mellem Spanien og Frankrig og byen Irun, hvor jeg begyndte min vandring

Dagens optur! Lidt stejl, og bagefter nyder jeg de smukkeste udsigter over kysten, havet, bjergene og lavlandet mellem Frankrig og Spanien. Den bedste begyndelse på en fantastisk vandretur.

Torsdag den 9. april 2015

Min første vandredag foregik i en osteklokke af træthed. Ærgerligt for det er beskrevet som den smukkeste vandredag på hele turen.

Jeg kom hurtigt ud af byen og fandt et minimalt supermarked at købe vand og lidt frokost i. Da jeg er landet om formiddagen, kommer jeg først i gang ved middagstid. Først gik turen gennem et beskyttet vådområde, hvor tidevandet skyller ind, og der er flydt med fugle og padder. Så begyndte opstigningen.

Ved et kapel kunne jeg vælge den almindelige camino eller en alpin camino. Jeg tog den sidste. I begyndelsen var den så stejl, at jeg nogle steder måtte støtte med hænderne. Til gengæld kom jeg hurtigt op på bjergkammen med udsigt over havet, Pyrenæerne og det smalle lavland.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring

Der gik køer og heste på bjerget, og midt i al naturen lyste et pink badekar op i det grønne. En let vind blæser fra land, og jeg tænker, at jeg er heldig, at det ikke er en storm fra Biscayabugten, der ruskede i mig.

Allerøverst er bjergkammen smal, og pludselig er vinden voldsom. Mit hår pisker mod ansigtet, og jeg skal balancere på ujævne klipper. Jeg fortryder, at jeg ikke har vandrestave med til at give støtte. Et sted må jeg tage rygsækken af, fordi jeg ikke tør balancere ned fra en høj sten.

Jeg skal gennem flere hegn med pigtråd og frygter for min nye dyre dunjakke. Heldigvis går det, og jeg kommer igen til lettere terræn uden vind.

Et enkelt sted er jeg i tvivl om ruten, for flere afmærkninger peger i forskellige retninger på andre vandreruter. Men jeg kan ikke se min gule pil. Mens jeg overvejer vejen, kommer en mand løbende, og han forklarer mig vejen, som ikke er ordentligt afmærket lige der. Da det allerede er sent på dagen, møder jeg kun få personer, men når man har brug for at være heldig, så er man heldig. I hvert fald denne dag!

Nedturen er begyndt. Da jeg kommer ud på en asfaltvej, passerer jeg et cafeteria. Der skal man spise, hvis man bliver udmattet af at gå ned ad bakke. For det går nedad. Nedad på en måde, som ikke eksisterer i Danmark. Et sted træder jeg forkert, og min hofte begynder at smerte for hvert et skridt.

Jeg er sidste vandrer, som ankommer til herberget i Pasajes. Et lille hyggeligt sted bygget sammen med en lille kirke. Der er syv kvinder og en mand. Der er en overkøje til mig. Efter et bad forklarer hospitalleroen mig vejen til en restaurant. Der går igen stejlt nedad på trapper.

På spisekortet vælger jeg tre ting. Den søde tjener forklarer mig, at det er meget mad og foreslår, at jeg begynder med to ting. Hvis jeg stadig er sulten, kan hun lave lidt mere.

Tjeneren har ret. Salaten med grillet gedeost er genial og derefter en stor portion blæksprutte, som jeg ikke kan spise op.

Da jeg er tilbage på herberget klokken 21:30, sover alle. Det er første vandredag, så folk er trætte. Selv om jeg kun har sovet få timer de seneste døgn, kan jeg ikke falde i søvn. Klokken syv vækker hospitalleroen os.

Dag 2 San Juan de Pasajes til San Sebastian

2 sanjuan fjord

Udsigt fra herberget i San Juan de Passajes

Min første camino-samtale efterlader mig helt forpustet. Derefter imponerende udsigter og en eftermiddag i  verdens måske smukkest beliggende by San Sebastian.

 

Fredag den 10. april 2015

Efter de mange trapper ned til fjorden finder jeg et lille sted med te og croissanter. Jeg har lige sat mig, da en canadisk kvinde ankommer og sætter sig ved samme bord. Dagen inden har vi hilst på hinanden på herberget.

Det er anden gang, hun vandrer camino, så nu kan hun sætte mig ind i sagerne. Da hun hører, at jeg kommer fra Danmark, nævner hun Claus, som også er fra Danmark, og som hun mødte på sin første tur. Claus havde et handicappet barn, som var dødt. Derefter havde han en kæreste med et handicappet barn, der forlod ham, kæresten altså.

Pludselig vifter hun et for mig usynligt insekt væk og griber et serviet med insektmiddel.

– Deet, siger hun, mens hun dupper det på huden. Det er noget værre noget. Jeg har haft hudkræft. Men på sidste camino fik jeg et insektbid, som hævede op.

Hun viser mig et område, næsten lige så stort som hele kinden.

– Jeg har behov for mad, når jeg går, forklarer hun mig videre og fortsætter med at fortælle mig om problemer med hende, hun følges med på denne tur.

– Hun spørger mig hele tiden, hvad jeg har lyst til. Og hun spiser ikke noget om morgenen. Canadieren er ikke sikker på, at de kan fortsætte turen sammen. På sidste tur gik hun sammen med en kvinde, der lige som hende stod tidligt op om morgenen.

Hun fortæller mig også om støvler, der bliver stjålet, og steder, hvor man ikke må have sin bagage med ind på værelset. Pensionatet, hvor hun overnattede i Irun, lå i et kvarter med mange narkomaner.

Endelig er hun færdig med sin kaffe. Hun har ikke hørt meget om mig, og det tror jeg er udmærket.

Klik på fotos for at se dem i fuld størrelse uden beskæring:

En lille båd sejler mig over fjorden. På et værft er de i gang med at bygge en kopi af et gammelt galeonskib. Jeg går videre og kort tid efter begynder trapperne op ad.

Derefter går en smuk sti langs havet. Der er blomster, og det dufter vidunderligt af forår. Stien deler sig, og vandrevejen fortsætter langs havet. Jeg følger caminoen lidt ind i landet. Kort efter møder jeg en gård med cafe. Der skulle jeg været stoppet for at få lidt at drikke og tisse af. Der var nemlig ikke flere steder derefter.

Vejret er overskyet og lunt. Efter et stykke vej mellem gårde og marker kommer jeg til en skov. Der ligger et vandrehjem, og skoven er fyldt med vandreruter og skoleelever på udflugt. EU har betalt for nogle bassiner til padder. I et lever en art tudse og frøer. I et andet er der tudser. To slags i hvert bassin. Enten kan padder ikke lide at leve sammen eller også er det et pædagogisk kneb for ikke at have for mange padder på skiltene, så folk kun skal forholde sig til to arter af padder på hvert skilt.

På et tidspunkt tolker jeg de gule pile forkert og går op ad en meget smal og stejl sti. Længere oppe er der ingen pile, så jeg må ned igen. Da jeg igen er nede, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne opfatte, at pilen pegede opad.

Lyden kommer før synet. Det lyder som fly, der lander uafbrudt. Men det er endelig Biscayabugten, der viser tænder og kaster bølger op på stranden i San Sebastian.

Efter en lang stejl nedtur står jeg på strandpromenaden i byen. Jeg ankommer om formiddagen, så jeg har tid til at opleve byen. Jeg finder en pensionat til 25 euro med fælles bad. Den kvindelige ejer forklarer, at hun altid er hjemme. Det kan jeg høre. Hendes gennemtrængende stemme lyder konstant i baggrunden i samme skingre tone som en desperat type i en film af Almodovar.

Til frokost vælger jeg fire store pintxos – det baskiske ord for tapas. De ser mere imponerende ud, end de smager. Der indgår serranoskinke, rejer og champignon i dem, og de er vanskelige at spise, fordi de er så høje.

Efter lidt hvile vil jeg købe vabelplaster og ibuprofen-piller, da jeg stadig har ondt i hoften. På apoteket falder jeg ind i butikken, da der er et uventet trin ned. Da jeg samtidig ser mig tilbage for at undersøge, hvad der skete, rammer jeg en papopstilling med varer. Ekspedienten får straks øje på mig.

Efter en fantastisk kage på et konditori og et glas friskpresset juice på en cafe, går jeg en tur langs vandet på den fantastiske strand. Vandet er iskoldt, men det er dejligt at få sand mellem tæerne.

San Sebatian skal være kulturby i 2016, og den er allerede rigt udsmykket. Fantastiske bygninger fra begyndelsen af 1900 tallet. Drikkefontænerne fungerer som solur. Det er bare svært at se, hvad klokken er i overskyet vejr som i dag.

Om aftenen sætter jeg mig i restauranten i kælderen under en tapasbar med udsigt til ti knoklende kokke. Der bliver ikke givet ordrer, alle læser bestillingerne og arbejder koncentreret med hver deres speciale.

Endnu en gang vælger jeg salat med gedeost. Denne gang er der enorme hvide asparges med i salaten. Så store at jeg først tror, det er kartofler. Hovedretten er havaborre med hasselnøddeskum. Så lækkert, at jeg har lyst til at slikke tallerknen. Men det er en dyb tallerken, hvor der ikke er plads til næsen, og kokkene ville nok glo. Som dessert får jeg cheesecake pyntet med tynde skiver æble og sprød kiks. Den nærmeste kok roser mit valg af dessert. Hele herligheden kostede mig 34 euro.

Dag 3 – San Sebastian til Orio

orio udsigt

Udsigt fra herberget i Orio

En kortere vandredag bringer mig gennem landlig idyl til herberget i Orio med den bedste udsigt og lækkert fælles mad serveret af venlige værter. Benene er møre af de bratte nedture i det stejle landskab.

Lørdag den 11. april 2015

Cafeerne i San Sebastian åbner først med morgenmad efter klokken 10. Inden da er der kun steder åbne med ståpladser og plastik-indpakkede snacks. På markedet køber jeg friske ærter. Lige som i Afrika er de bælgede og pakket i plastikpose. Jeg køber en fåremælksost og har stadig noget af mit hjemmebagte brød fra Danmark.

Ruten går på smalle asfaltveje mellem marker og gårde. Vejene ligger nærmest parallelle i landskabet, og der er ingen biler. Senere kommer man ind på grusveje i skoven. Det har regnet lidt og er mudret. Kun få steder kan man sidde og holde pause. Et sted springer en kilde med vidunderligt vand. Efter jeg har sat mig og fået støvlerne af, får jeg øje på en stor hundelort et stykke fra mig. Jeg vælger at ignorere den. I denne del af Spanien er der mange meget store hunde. De ligner designerhunde med hver sit specielle look. Langt fra alle har styr på deres hunde, når de er ude at lufte dem.

skilt

Det første skilt jeg møder med antallet af kilometer til Santiago de Compostella

Turen går fint og jeg tænker umiddelbart, at jeg sagtens kan gå længere end Orio. Men så begynder nedturen. Først rimeligt blidt efter spansk standard. Men kan altid se stejlhedsgraden på en vej. Er det en asfaltvej, er den mindre stejl. Er det en cementvej, er der meget stejlt. I første omgang går jeg på en asfaltvej.

Men så drejer vejen, og ruten fortsætter ned ad en stenvej, der ikke er renoveret siden romertiden. Det går stejlt nedad, og jeg må balancere fra sten til sten. Det er umuligt at nyde udsigten og handler kun om, hvor jeg skal sætte fødderne. Jeg kan nu mærke en smerte i begge hofter.

Jeg skal også gå et lillebitte stykke langs en hovedvej og under en motorvejsbro. Ikke muntert,men jeg møder heldigvis ingen biler under broen. Det går en smule op, og selvfølgelig nedad igen. Store mørke stenkors langs vejen virker truende og som en kontrast til det lysegrønne forårslandskab.

orio morgen

Næste morgen ligger tågen i dalene under os

Endelig ankommer jeg til herberget så tidligt, at jeg kan vælge en underkøje ved døren og den friske luft. Herberget ligger smukt med udsigt over dalen. I begyndelsen er der mudder i bunden af dalen, men senere kommer tidevandet og fylder dalens bund med blåt vand. Solen bryder gennem skyerne, og vi ligger i græsset og nyder varmen og forårets dufte, mens bjælderne ringler fra græssende får, og små lam bræger spædt.

Om aftenen spiser vi sammen og får serveret suppe, salat, fisk og bagte æbler med is. Vinen flyder. De fleste er tysktalende, men der er også to franskcanadiere, en far og hans datter og en spanier. En tysk kvinde har gået caminoer mange gange med en trækvogn, som jeg undrer mig, hvordan hun kan få med gennem de stejleste, smalleste og mest stenede passager. Hun drejer hele tiden samtalen over på tysk. Jeg forstår tysk, men taler det ikke og flytter op i enden, hvor samtalen foregår på fransk med canadierne og andre fransktalende. Her møder jeg tyske Peter og Lisa for første gang.

zumaia morgen modlys

Endnu et morgenfoto fra herberget i Orio

Jeg kan stadig ikke falde i søvn, men er dejligt afslappet. Næste morgen vågner vi klokken 7 til morgenmad med varmt brød. Landskabet er hyldet i tåge. Solen bryder først gennem til os, mens skyerne stadig ligger tungt over dalen. Så smukt.

Dag 4 – Orio til Zumaia

zumaia by

Zumaia ligger smukt ved kysten

Det er søndag og dermed vandredag for spanierne. Nogle steder går vi næsten i kø langs havet. Men det er dejligt at se, at spanierne er glade for at vandre, og der er mange afmærkede ruter i landskabet.

 

Søndag den 12. april 2015

Endnu en gang går jeg mellem marker og gårde. Landskabet er lidt blidere, og der er også vingårde nu. På en mark tager et nyfødt føl sine første skridt. Men staklen har endnu ikke forstået konceptet med fire ben. Føllet kommer fremad med forbenene, mens bagbenene står fast og bliver mere og mere udstrakte. Ren Bambi, bare uden is.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse og uden beskæring

Et skilt beder hundeejerne om at holde deres hunde i snor, da de løse hunde forskrækker kørne og får kørne til at abortere. Et andet skilt oplyser folk om, at de i området lever af at fremstille kvalitetsmælk. Det er vigtigt at kørne får ordentligt græs at spise. Derfor beder bonden folk om at undgå at tisse på markerne og dermed ødelægge græsset!

Noget af vejen følges jeg med nogle af de samme mennesker fra herberget i Orio. Lige som jeg er det personer, som ikke har trænet til turen og derfor begynder med korte etaper. Vi ankommer til Zumaia, hvor vi skal sove. Der er byfest. Mænd, kvinder og børn er klædt i blåt tøj. De ligner medlemmer af en sekt, for nogle af dem er klædt gammeldags.

Med besvær finder vi herberget Villa Luz. Men der er ingen skilte om, at det er et herberg og ingen åbner, da vi ringer på. Jeg er den eneste, som kan spansk og ringer. Men forgæves. Fra et åbent vindue kan vi høre telefonen ringe i det tomme hus.

Heldigvis finder en et mobilnummer i en tysk guidebog. En mand forklarer, at herberget er lukket. Vi bander over, at de ikke har sat et skilt op, hvor der står, at herberget er lukket. Der skal være endnu et herberg udenfor byen på en gård. De to franskcanadiere vælger at blive i byen, mens jeg og en schweizer maser os op ad de stejle bakker til det formodede herberg.

Herberget ligger på et casa rural Santa Klara, som er en form for bed and breakfast. Men her er heller ingen hjemme. Heldigvis reagerer en kvinde, da jeg ringer. Hun kommer i bil og lukker os indenfor. Jeg får et vidunderligt værelse med udsigt over havet og eget bad. Pilgrimme betaler 20 euro per person med morgenmad. Ren luxus! Vi slapper af med den vidunderlige udsigt. Om aftenen kører ejeren os ned til byen for, at vi kan spise aftensmad.

Byfesten er stadig i fuld gang. Den ser mindre skræmmende og sekterisk ud, da vi får at vide, at festen er til ære for fiskernes helgen San Telmo. Det blå tø symboliserer fiskernes tøj.

På restauranten kan vi først spise efter kl 21, så vi begynder med tapas. En harmonikaspiller og en mand med tamburin spiller op, og en gruppe ældre kvinder kaster sig ud i dans.

Der er kun to kvindelige tjenere til de mange fulde og sultne gæster. Da min salat endelig kommer, må jeg sluge den, så vi kan nå vores aftale om kørelejlighed tilbage til gården.

Dag 5 – Zumaia – Anedo

Morgenudsigt fra værelset

Morgenudsigt fra værelset

Hvordan påvirker en negativ beskrivelse i en guidebog ens møde med en by og dens mennesker? Og hvorfor er det lige her, at nogen har lavet hærværk mod vores vejvisere, de gule pile?

Mandag den 13. april 2015

Sover lidt længe i den dejlige seng og nyder den fantastiske udsigt over det gyldne morgenlys, der tegner skarpe skygger i dalene mellem grønne bakker. Bakkerne bliver brat afbrudt, der hvor stejle klinter markerer overgangen til havet. Der er ingen vind, så Biscayabugten er en rolig sø og ikke et frådende hav, som jeg frygtede.

I køkkenet er der dækket op til morgenmad. Da vi sover i et ”casa rural” med eget landbrug, forventer jeg en fantastisk morgenmad med æg fra hønsene og hjemmelavet marmelade. Men på tallerkenen ligger de sædvanlige små pakker med smør og marmelade. Vi kan selv riste brød, og der er masser af gode kager. Friskpresset appelsinjuice kompenserer lidt for skuffelsen over den plastikindpakkede morgenmad.

Allerede fra om formiddagen varmer solen. Smalle asfaltveje løber mellem vinmarker. Det er mandag, og derfor er der ikke så mange vandrere og motionscyklister på ruten i dag. Jeg taler dog lidt med en spanier, som holder ferie i området og tager på dagsture på de mange afmærkede ruter.

På en mark ligger et dødt dyr, som ligner et vildsvin. Ellers er alt idyl på første del af turen.
Egentlig ville jeg gerne gå af vandreruten GR 121, men jeg har stadig ikke fået købt vandrestave, og turen skulle være meget kuperet. Mine knæ og hofter gør stadig opmærksom på, at de er i uvant terræn, så jeg vælger at følge selve caminoen. Men jeg vil anbefale, at man i stedet vælger stierne langs kysten. Selv om den er mere kuperet, er den også kortere og helt sikkert smukkere med udsigt til havet.

Caminoen går nemlig ind i landet og pludselig skal man krydse en trafikeret landevej og senere gå langs landevejen. Der er dog også strækninger med bløde skovveje gennem en granskov og en sti gennem en fortryllende dal i strålende forårsfarver. Men jeg har også en fornemmelse af at gå i zigzag gennem landskabet for at få alle højdepunkterne med.

Endelig går en smal vej ud mod havet igen og ved et kapel går den sti ned mod byen Deba. Stejlere og stejlere og da jeg endelig når byen, er gaderne så stejle, at jeg undrer mig over, hvordan biler kan parkere. Byplanlæggerne har hjulpet fodgængerne med elevatorer. Først en elevator og når man krydser en vej, kommer bringer endnu en elevator en helt ned på højde med vandet.

Klik på fotos for at se dem i fuld størrelse uden beskæring

Deba minder om en soveby. Jeg finder en bar, hvor jeg forsyner mig med tapas og køber ind til morgendagens frokost i en lille butik. I baren leder jeg efter toilettet og finder ud af toilet på baskisk hedder kommunak. Guidebogen advarer om, at nogen har udført hærværk mod pilene ud af byen og foreslår, at man får vandrevejledning på turistkontoret.

Jeg har ingen problemer med at finde gennem byen, og da jeg står ved stien op mod skoven, møder jeg Nicola, som jeg har fulgtes med de seneste dage. Hun har foreslået, at vi sover i Anedo, da turen i morgen ellers vil blive meget lang og med højdeforskel på en kilometer.

Hærværket mod pilene viser sig først oppe i skoven. Pludselig er der flere pile og pile, der er malet over med sort. Første gang vi er i tvivl, vælger vi at gå til højre. Vi kommer op til en ridehal og en masse heste. Her er alle skilte malet over. Men heldigvis er Nicolas tyske guide detaljeret, så vi går til venstre og lige efter folden med hestene til venstre igen af en grusvej. Efter et hus på højre hånd tager vi grusvejen til højre langs det høje hegn.

Vi taler om, hvorfor nogen vil vildlede pilgrimme og vandrere. Måske husenes ejere? De høje hegn og gale hunde giver indtryk af mennesker, som ikke ønsker at blive forstyrrede. Husene i skoven minder om eksklusive sommerhuse.

I Nicolas guide står der, at det er besværligt at komme på herberget i selve byen Deba, fordi man skal hente nøglen på turistkontoret. Så hun har et negativt indtryk af byen og dens indbyggere. En mand, hun spurgte om hjælp, havde også virket negativ på hende. Forvirringen med de overmalede pile forstærker en negativ oplevelse af Deba. Men jeg tror også, at indtrykket fra en guidebog farver ens møde med en en by og dens indbyggere. Måske møder vi dem ikke ligeså åbent og venligt, fordi vi allerede har en negativ forventning om, at de ikke kan lide os?

Vi fortsætter lige ud og kommer til en kirke, hvor vi slapper af i en kølig svalegang ved kirken. Udsigten over bakkerne og havet er vidunderlig. Et opslag beder os om ikke at spise og drikke ved kirken. Men en tår vand og en bid chokolade går vel?

Herberget i Anedo/Izarbide Aterpetxea ligger længere væk, end min guide skriver. Men endelig når vi frem. En lade i bølgeblik er bygget om til herberg. Men overraskende komfortabelt og velfungerende i forhold til rammerne. Vi bliver budt velkommen med hjemmebrygget cider. Der er god plads, og vi er kun fire personer, som overnatter her. En stor have med udsigt over havet og en cafe med flydemøbler giver stemningen af en strandbar. Her er kitch med gamle møbler og indiske pudder.

Nicola og jeg bestiller aftenens menu og får en gigantisk salat og derefter kylling og til dessert hjemmelavet yoghurt. Vinen er selvfølgelig også hjemmebrygget. Om aftenen sidder vi udenfor til kl 23. Luften er lun, og himlens stjerner stråler. Træernes blade er endnu ikke foldet helt ud, og grenene tegner mørke silhuetter på den lysende stjernehimmel. Egentlig har vi ikke lyst til at sove, vil bare nyde magien.

Dag 6 Anedo – Markina Xemein

Der er mange heste i Nordspanien, og jeg hilser på dem

Der er mange heste i Nordspanien, og jeg hilser på dem

En lang optur og en lige så lang nedtur. Det er dagens rute gennem skov, bittesmå landsbyer og forbi enkelte huse. Dagens lektie: Lyt til kroppen, når den beder om en pause. Kroppens svar: En vabel.

 

Tirsdag den 14. april 2015

Dagen før havde vi aftalt morgenmad kl 7:30, men vi kommer til at vente mere end en time. Som sædvanlig er jeg den sidste, der går. Jeg er allerede overhalet af vandrere, der har overnattet i Deba.

Det går opad bakke gennem skoven. Heldigvis er der ikke problemer med pilene nu. Jeg er bedst til opture, så jeg overhaler flere pilgrimme. Da det på et tidspunkt går nedad, har jeg en tysk kvinde lige i hælene. Hun zigzagger ned ad bakke med små hurtige skridt, der bliver understreget af klikket fra vandrestave. Lyden af de hurtige skridt lyder absurd og en smule stressende.

Landsbyen i dalen er omgivet af mørk skov og lave bjerge

Landsbyen i dalen er omgivet af mørk skov og lave bjerge

I bunden af dalen ligger en lille landsby i en lysning i skoven. Her ligger rutens eneste cafe.

Oppe igen går vi langs en bjergkam med udsigt, da de gamle træer er blevet fældet. Det er varmt, solen bager, og inde i skoven er der også fugtigt, så det er en svedig dag.

En landsby har bevaret sit gamle overdækkede vaskehus, hvor en kilde forsyner det store bassin med vand. Jeg kan huske, da jeg tidligere vandrede i Spanien og Portugal for næsten tyve år siden. Dengang vaskede kvinderne stadig i disse vaskehuse. Nu bliver de brugt af vandrere som jeg, der kan sidde i skyggen og få frisk koldt vand til frokosten. Nicola sidder her allerede. Min frokost er seranoskinke, en godt lagret ost, som har været med helt fra San Sebastian og mandler. Jeg glemte at tage brød med fra morgenmaden.

Ren idyl på en solskinsdag

Ren idyl på en solskinsdag

En turist kommer kørende i bil, og han stopper en cyklist og spørger cyklisten, om han kan tage et foto. Det bliver til rigtigt mange fotos, hvor billisten poserer foran vandreskiltene. Jeg får ondt af den stakkels cyklist, der skal tage fotos med al sin opbakning på. Og synes det er komisk, at en bilist vil posere og spille rollen som energisk vandringsmand, når han i virkeligheden kører i bil.

Jeg har svært ved at vurdere afstande efter beskrivelsen i guidebogen og de mikroskopiske kort, som tydeligvis hverken er opdaterede eller i samme størrelsesforhold. Jeg ved fra Nicolas tyske guide, at der er to nedture. Begge stejle, men den ene endnu værre end den anden. Nicola gik forud allerede ved frokosten, så der er ingen, jeg kan spørge. Langt om længe begynder nedturen. Der er ikke noget valg mellem ruter, så jeg vurderer, at det må være den ”letteste” nedtur, jeg står overfor. To tyske kvinder holder pause i græsset lidt længere fremme, og det burde jeg også have gjort. Men i det øjeblik vil jeg bare have nedturen overstået. Det fornuftige ville være at tage støvlerne af, så fødder og sokker kunne tørre, inden jeg gik ned.

Cementvejen er stejl, uendelig stejl og med krat i kanterne, så ingen pausemuligheder. Jeg kan mærke en vabel, som pludselig vokser. Nogle gange går der kun få minutter med en irritation på fugtig hud, så er den der. Min første vabel på lilletåen.

Da jeg når bunden og udkanten af Markina, hænger reklamer for byens herberger. Ved Albergue Intxauspe står der et telefonnummer og tilbuddet om, at de kan hente en. Ingen betænkningstid! I min guide er herbergerne ikke tegnet ind på et kort, så jeg ved ikke, hvilken retning jeg skal gå for at finde dem. I den tyske guide er der et lille kort, så man kan finde gennem byerne og se, hvor herbergerne er placeret. På Nordruten er der bare et herberg i det fleste byer og pile, så det er normalt ikke noget problem at finde det. Men i Markina er der flere herberger.

Efter et øjeblik dukker værten op i sin bil og bringer mig til herberget. Her er allerede en del. Jeg får en underkøje og vasker tøj. Derefter snakker vi på terrassen. Her er 12 personer fordelt på amerikanere, tyskere, italienere, spaniere og franskmænd, så der er flere sprog i spil for en gang skyld.

En franskmand har vandret tidligere og fortæller, at han på en vandring har mødt verdens sødeste menneske. Det var en dansker ved navn Erik Rasmussen. En tandlæge. Han havde mistet kontakten til ham og ville gerne have forbindelse igen. Så hvis nogen kender Erik Rasmussen, så bed ham kontakte Jean Luc!

Nogle amerikanere diskuterer, hvor langt vi er fra havet. De mener, at der må være mindst 100 kilometer til vandet. Og ganske rigtigt har byen en isoleret bjergstemning over sig. Men jeg minder dem på, at de samme dag har gået langs vandet. Og selv om det nogen gange føles som om, man går meget langt, er det denne dag kun omkring 25 kilometer.

Desværre er Nicola her ikke, så jeg får ikke sagt farvel. En tanke er nemlig vokset. En bus til Bilbao. Og da det viser sig, at der er direkte busforbindelse fra byen hver time, beslutter jeg mig for at slappe lidt af og give vablen til at hele. Egentlig ville jeg gå til Gernika og tage toget derfra for at undgå de store indfaldsveje til Bilbao. I guidebogen står ordet monoton i beskrivelse af ruten til Gernika. En smule monoton. Det ord gør min beslutning let. Jeg er ikke til monotoni Nu springer jeg to en halv dags vandring over med bussen.

Vi spiser i hold. Først pasta med rigeligt hvidløg. Uhm, endelig hvidløg. Derefter bastant føde med kød og spejlæg og pommes frites. Til dessert tryller værten friske jordbær med flødeskum frem.