En ko på vej gennem Pendueles

Dagens lektion: Husk at tjekke togtider, inden du satser på at køre med tog. En dag med overdådig arkitektur, indsigt i migration og hvor underlige huller i jorden brøler lavmælt.

Fredag den 24. april 2015

Kun to togafgange om dagen! Det opdager jeg først, da jeg står på stationen med min bagage og er klar til at tage toget til Pendueles. Da jeg tidligere tog toget i Santander, gik toget flere gange i timen, og det forestillede jeg mig var normen for lokalbanen langs kysten. Men jeg burde have noteret mig, at området i Nordspanien er tyndt befolket og byerne små. Bedre ser køreplanen på busstationen ikke ud. Jeg har udsigt til næsten fem timers venten på en kedsommelig hovedgade i Unquera. Jeg sætter mig nedtrykt på en bænk uden ryglæn, da det begynder at regne.

Inden da var jeg i godt humør. En indbagt empanada med ost til morgenmad og rigtig te på en lille cafe. Jeg havde stillet min bagage på hotellet og gik til Colombres oppe på bakken. Her ligger Quinta Guadalupe, et palads bygget i 1906 af en lokal migrant.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Som kun 14-årig rejser Inigo Noriega Laso til Mexico for at begynde et nyt liv som migrant. Det går ham godt. Ikke bare tjener han en formue, han bliver også venner med magthaverne. Da han har bygget paladser i sit nye hjemland Mexico, bygger han som mange andre emigranter fra Asturias  et lille palads i hjembyen. Det er tilegnet hans hustru Guadalupe, men han dør, inden paladset står færdigt.

Hundredetusinderne emigrerede fra Asturias til især Mexico, Argentina og USA i slutningen af 1800-tallet. Mange gik det godt for, og de opførte huse og paladser i deres oprindelige hjembyer. Emigranter bliver kaldet ”Indianos” og deres bygningsværker ”Indianosarkitektur”. Husene er farvestrålende og rigt dekorerede og kan kendes på endnu en detalje – en palme. En palme symboliserer det nye liv i varmere lande i Sydamerika.

Quinta Guadalupe er museum og arkiv for migration. De fleste besøger museet for at se den flotte bygning. Men selve museet er også tankevækkende, og man kan selv sætte historien om vores europæiske migration til Amerika i relation til den nutidige migration fra Afrika og Asien til Europa.

Museet viser, hvor organiseret migrationen var med skibe og modtagelsescentre i Nord- og Sydamerika. Hvordan migranter fra Asturia dannede deres egne samfund i modtagerlandene med egne ID-kort, hospitaler, sportsklubber og enorme feriecentre. Lokalregeringen i Asturias har stadig en afdeling for sin diaspora og medier, som bringer nyheder fra og om folk fra Asturias ude i verden. Mange migranter klarede sig som Inigo Noriega Laso godt og var iværksættere i både det nye land og i hjemlandet.

Efter museet går jeg tilbage til Unquera for at hente bagagen og komme videre. Jeg har planlagt at tage toget, da guidebogen beretter om en kedelig vandrerute langs en befærdet landevej. Men da jeg ikke havde tjekket køreplanen, har jeg nu valget mellem at tilbringe mange timer i en by eller at fortsætte vandringen langs vejen i regn.

I det samme får jeg øje på en taxa parkeret på vejen overfor mig. Jeg spørger taxamanden hvad 11 kilometer til Pendueles koster. 13 euro er svaret. Jublende henter jeg min bagage og fryder mig over, at hjælpen er nær, hver gang det ser allermest sort ud.

Taxaen passerer regnslagsklædte pilgrimme langs landevejen, og jeg bliver sat af ved en cafe i Pendueles. Her serverer en venlig kvinde hjemmelavet toast med olivenolie og skinke og tortilla med friskpresset juice til frokost. Bagefter er regnen holdt op, og vandreruten begynder lige overfor cafeen. Udenfor cafeen hører jeg en hidsig ringlen af bjælder. En familie er ved at drive flokken af køer gennem landsbyen, og de galopperer klodset forbi mig. Fra Pendueles er det muligt at dreje fra caminoen og følge vandreruten E9 i stedet.

Nu følger jeg de rød-hvide markeringer, som fører mig mellem ko-marker og små skove ned til klipperne ved havet. Her oplever jeg et geologisk fænomen ved navn buffones. Det er huller i klippen med forbindelse til havet. Man kan ikke se bunden af hullerne. I stormvejr sprøjter vandet op fra hullerne. I dag er vejret stille, så de nøjes med at brøle. Lyden er næsten menneskelig, som en dyb rumlen fra en træt heavy-metalsanger. Jeg er ikke forberedt på lyden og bliver en smule rystet, da hullet pludselig giver lyd fra sig. I min fantasi forestiller jeg mig, hvordan folk i gamle dage før geologiske forklaringer, må have oplevet lyden som djævle eller trolde i dybet. Jeg var blevet meget forskrækket over lyden, hvis en tavle ikke havde forklaret mig om buffones.

I landsbyen Andrin protesterer bannere i gaderne over kommunens planer om at bygge et ferieområde. Landsbyen vil gerne fortsætte med at være et lille samfund. Jeg holder pause i en bar, hvor en gruppe spanske vandrere på en organiseret tur har spist. Da vi igen skal fortsætte turen, kan de ikke finde stien, hvor de drejer fra. Jeg fortsætter ligeud og finder den. Men de er sikre på, at der må være en sti tidligere. Oppefra kan jeg se, at skråningen er meget stejl, og de er kommet så langt bagefter, at jeg ikke ser dem igen.

Øverst på en klippe kan jeg igen vælge mellem caminoen og E9. Jeg vælger igen den alternative vandrerute, der følger et højdedrag. I det fjerne kan jeg se Llanes, og efterhånden som jeg går, kommer jeg længere og længere ind i landet og dermed længere væk fra byen. Man skal gå langt, før man kommer ned fra højderyggen og kan komme ind til Llanes.

I Llanes er der skilte, men skiltene er ikke konsekvente. Jeg vil sove på et herberg ved banegården og følger skiltene. Men ved ikke, hvor jeg skal dreje. Til sidst må jeg finde turistkontoret for at få et kort. Damen i kontoret siger, at kontoret er lukket. Da jeg ikke gør mine til at forlade hendes kontor og brokker mig over den inkonsekvente skiltning i byen, finder hun til sidst et bykort, krydser herberget af og forklarer mig retningen.

På jernbaneherberget kan man leje et håndklæde og få morgenmad. Tilsammen koster det 15 euro. Jeg deler værelse med en fransk kvinde, der går turen i små bider. Hun er netop ankommet til Llanes for at gå endnu ti dage af Camino del Norte. Som flere andre franskmænd jeg møder, stammer hendes familie fra Spanien og forlod landet under diktatoren Franco. På værelset overfor bor engelske Tim. Han er udkørt efter 34 kilometer, og han har ikke valgt den smukke E9.

Herberget anbefaler restaurant Canene med en aftensmenu til 10 euro. De seneste mange dage har min aftensmad kostet omkring 30 euro, fordi der ikke har været menuer. På restauranten spiser både tyskerne og franskmændene. Kvinden fra Luxemburg er ikke gået med, da hun fik maveproblemer i Santillana del Mar og nu hviler sig hos en ven i Spanien.

På opfordring af Peter smager jeg Navajas – knivmuslinger. De smager udmærket, men ser løjerlige ud, som om de består af en lang tarm med knuder på.

Tilbage på herberget står et lokomotiv og pruster. Værelset ligger ud til banen, og jeg forbander spanske jernbaner langt væk. Hvorfor kører togene sent om aftenen og ikke om dagen? Hele huset ryster, og jeg lukker vinduet for udstødningen. Endelig omkring midnat kommer endnu et tog, og lidt senere kører de begge.

udsigt over Ribadesella fra klippen ude ved havet. Til højre begyndelsen af strandpromenaden, hvor vandrehjemmet ligger

Byfest, forunderlig udsigt over hav og regnbue og bare tæer på stranden. I dag slapper jeg af. Jeg har bestilt plads til hule-besøg om søndagen, så jeg må tage toget for at være sikker på at nå de mindst 30 kilometer til Ribadesella.

Lørdag den 25. april 2015

Køjesengen på jernbaneherberget har ekstra tremmer, så det er ikke så nemt at komme ud om natten og tisse uden at slå hovedet og næsten sidde fast i tremmerne. Næste udfordring viser sig i brusebadet, hvor det ikke er muligt at regulere temperaturen på bruserne. En lang periode er vandet iskoldt, og da det endelig bliver varmt, er temperaturen hurtigt næsten kogende. Så det er ikke en fornøjelse at tage bad her. Til gengæld er morgenmaden OK, og det er hyggeligt at tale med de andre vandrere. Men hvis man selv vil bruge ”køkkenet”, så er der en mikroovn, og man skal bruge vasken på toilettet.

Jeg har besluttet at lette min bagage en smule. En finsk roman, jeg har fået af en veninde, bliver læst færdig på en bænk, min guidebog bliver beskåret, så de første 126 sider kan blive sendt hjem. Jeg vurderer også, at jeg ikke får brug for handsker og et par gamacher til at tage inden under bukserne, hvis det er for koldt. Det vejer 860 gram og kan være i en kuvert på posthuset. Portoen koster omkring 13 euro.

Llanes er en smuk by med mange gæster. Jeg nyder en solskinsmorgen i byen, og i dag har jeg tjekket togtiderne. Der er mindst 30 kilometer til Ribadesella. Jeg har fundet ud af, at de virkelige distancer er længere, end dem beskrevet i guidebogen. Søndag formiddag har jeg en reservation til et besøg i Tito Bustillo-hulen i Ribadesella. Hulen holder lukket både mandag og tirsdag, derfor er det vigtigt, at jeg når frem i tide.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Egentlig ville jeg gerne gå en del af ruten og tage toget det sidste stykke. Ud fra beskrivelsen vurderer jeg, at første del af turen er smukkest. Men fordi det er lørdag, kører der ikke et tog på et tidspunkt, hvor jeg ville være sikker på at være fremme ved en station. Så jeg ender med at købe billet hele vejen til Ribadesella.

I Ribadesella ligger et vandrehjem på strandpromenaden. Men jeg finder en lukket port med en kæde og hængelås. På telefonen finder jeg vandrerhjemmets hjemmeside. Ifølge hjemmesiden er vandrerhjemmet åbent. Så jeg ringer.

Desværre. Vandrerhjemmet er under renovering og lukket, lyder beskeden. Ærgerligt. Og jeg bliver irriteret. For at komme til strandpromenaden med vandrerhjemmet, skal man fra selve Ribadesella over en bro til et nyt kvarter. Jeg vurderer, at vandrehjemmet ligger to kilometer fra centrum. Tænk på vandrere, som har vandret over 30 kilometer og nu skal tilbage til byen for at finde et sted at overnatte. Og inden da må de ringe og få den samme besked. Hvor svært kan det være at skrive et skilt ved indgangen og gøre opmærksom på lukningen på hjemmesiden?

Det pensionat jeg har udset mig, ligger i c/ Oscura. Navnet betyder den mørke gade og er så dunkel, at jeg ikke kan finde gaden på kortet. Jeg må tilbage til turistkontoret for at få vejen forklaret. Jeg får et værelse til pilgrimspris på 25 euro. Værelset ligner noget fra en boligreportage med et hav af puder i sengen. Der er stue og gårdhave, og nedenunder ligger en restaurant, som ser meget eksklusiv ud. Priserne er ikke slået op udenfor, så jeg tør ikke gå derind.

Byen fejrer cider med en stor byfest. I programmet kan jeg se, at der er mulighed for smagsprøver og konkurrence mellem kokke. Jeg vælger en almindelig restaurant og får fabelagtig god mad. Fabas con Almejas er en specialitet fra denne egn. Det er store bønner med muslinger i sovs. Uhm. Derefter det møreste lammekød og til dessert en cidertærte i anledning af festen.

Derefter går jeg en tur langs vandet og op på en klippe med udsigt over byen til den ene side og havet til den anden side. I baggrunden er det muligt at se Picos de Europa, indtil skyerne sluger synet. Regnen kommer pludseligt, mens solen stadig skinner. Det skaber den smukkeste regnbue over havet. Bagefter går jeg langs floden forbi Tito Bustillo hulen og slutter turen af på den lange sandstrand. Det hele er så smukt, at jeg er i overordentlig godt humør.

De to franskmænd bor på samme pensionat og anbefaler en restaurant om aftenen, da jeg har været forbi samtlige restauranter i byen uden at finde en med menu. De fleste er også proppede på grund af byfesten. Så jeg ender med blæksprutte og ris stegt i eget blæk. Da jeg børster tænder, får jeg et chok. Da jeg spytter ud, er skummet sort af blæk, og da jeg ser min tunge, er den sort, som havde jeg slugt en kuglepen.

Besøg i den fascinerende hule Tito Bustillo, en spøjs tjener og regn, masser af regn. Museet ved Tito Bustillo hulen åbner klokken 10. Jeg er der, selv om jeg først har bestilt besøg i hulen senere. Jeg vil nemlig først se udstillingen, så jeg er ordentlig forberedt og ved, hvad jeg ser og oplever i jordens indre.

Søndag den 26. april 2015

Kort over en del af Tito Bustillohulen

Ved entreen gør de mig opmærksom på, at jeg kun kan komme på en ekstra tur i en anden arkæologisk hule, hvis jeg venter til sidst på efter-middagen. Til den hule er der kun to ture om dagen, og det første besøg lapper over med mit besøg i hulen med malerier. Jeg har ikke mulighed for at ændre på tidspunktet på besøget i hulen med hulemalerierne, da alt er udsolgt. Så jeg må sige nej tak til det ekstra besøg i den arkæologiske hule.

Selve museet er mørkt som jordens indre med spotlys på det, vi skal se. Første afdeling handler om de unge arkæologer, som i 1968 firer sig ned i smalle mørke skakter og finder de gamle huler. Den oprindelige indgang er ødelagt af et jordskred, så i dag er der boret en tunnel i bjergmassivet, så vi har let adgang til malerierne. Hulen er opkaldt efter en af de unge mænd, der døde få dage efter opdagelsen. Næsten tableau handler om geologi. Et stort bord viser en 3D animeret projektion af landskabet, og hvordan hulen er blevet dannet gennem millioner af år. Fascinerende og flot fortalt på både spansk og engelsk. Selv uden hulemalerier er hulerne smukke med en lille flod, der løber igennem, og stalagmitter og stalaktitter.

Dernæst en præsentation af folket, der brugte hulerne for 11.000 – 15.000 år siden. De arkæologiske fund af redskaber og smykker er blevet genskabt, som man formoder, de oprindeligt har set ud.

Selve hulen er 700 meter lang med flere sidegallerier. Den er i stiliseret form gengivet i museet. Det gør det muligt at se kopier af malerierne i de svært tilgængelige sidegallerier. Med pædagogiske tegninger og forklaringer får man øje på detaljer, som forskerne har brugt år på at se. Malerierne er malet i flere lag i en periode på 10.000 år.

Nu er jeg klar til besøget i selve hulen! Jeg er kommet i gruppe med unge amerikanske studerende på tur i Spanien og et ældre tysk par. En af de unge amerikanere virker helt malplaceret og uinteresseret. Da hans telefon bipper inde i hulen, får han besked på at slukke den.

Indgangen i den borede tunnel begynder der, hvor den lille flod strømmer ud af bjergmassivet. I første omgang ser vi flotte klippeformationer i hulen. Rundviseren taler spansk på en tydelig måde og har to lygter med. Den ene et en farvet prik, han kan pege og tegne med. Da vi kommer til selve malerierne, tænder han kun den rigtige lampe en gang i mellem, efter at han har forklaret og vist os, hvor vi skal kikke.

Vi skal sætte os på hug, da nogle af malerierne kun kan opleves korrekt fra den rette vinkel. Hvis man ser dem fra siden, virker proportionerne forkerte. Han forklarer, at malerne ikke kunne male, der hvor de havde lyst. De måtte male, der hvor strukturen i klippen fortalte dem, at de skulle male. Nogle malerier er tre meter fra gulvet, mens andre er helt nede ved jorden.

Malerierne er naturalistiske – og dog. Rundviseren viser os en hest. Farven er lilla. Han forklarer, at det ikke skyldtes et uheld. Den lilla farve er omhyggeligt blandet af mineralerne magnesium og jern. Den lilla hest har haft et helt særligt formål, da der heller ikke dengang levede lilla heste. Men hvorfor hesten er lilla er stadig et mysterium. Jeg bemærker også et hestehoved uden krop. Det ligner fuldstændig et af de hestehoveder, jeg selv og andre hesteinteresserede tegnede i hundredvis som børn. For os var hovedet det væsentlige. Men dengang i fortiden var det ikke almindeligt at tegne et hoved uden en krop. Hestehovedet er så fint tegnet, at det er blevet symbol for Tito Bustillo hulen og også pryder den T-shirt, jeg køber. Min rygsæk er lige blevet en anelse lettere, og straks køber jeg noget nyt at fylde i den.

Tito Bustillo er åben onsdag – søndag mellem 1. april og 1. november. Besøget varer en time, og der er plads til 15 personer ad gangen. Reserver et tidspunkt på hjemmesiden.

Jeg er høj af oplevelsen og fuld af tanker og forestillinger, da jeg fortsætter min vandring. Ved strandpromenaden vil jeg spiser frokost, og der møder jeg engelske Tim. Jeg vil gerne have en menu, mens han vil nøjes med noget mere enkelt.

Vi går ind på en restaurant med et spisekort, der tiltaler mig. Men tjeneren vil ikke servere menu for mig og en enkelt ret for Tim. Jeg fortæller Tim, at en enkelt ret med drikkevarer koster det samme som hele menuen. Men han insisterer på en enkelt ret og ønsker ikke at levne mad, han ikke kan spise. Tjeneren er ubøjelig, så til sidst går Tim. Fordi han er englænder, mistænker jeg ham en smule for at være skræmt af maden med salat og fisk og i stedet ønske noget friturestegt fastfood.

Tilbage på ruten er regnen begyndt. Jeg møder Tim igen, som har spist en sandwich. Han skal ikke så langt og fortæller, at hans bror snart kommer. Da han hører om hulerne, beslutter han, at han vil besøge dem senere med toget fra Oviedo.

Regnen tager til. Og jeg når havet. På en restaurant får jeg at vide, at jeg ikke kan drikke te der, det er kun for spisende gæster. Heldigvis peger de på en cafe lidt længere nede af stranden. Her holder jeg en længere pause i håbet om, at regnen holder op. Men nej. Jeg skal gå på en smuk gammel romervej langs havet. I dagevis har jeg sukket efter at slippe for asfalt, og da jeg endelig skal gå på en sti, er her vådt og smattet.

Ved La Isla er caminoen lagt om flere gange, og pilene viser nu udenom byen. Så det tager mig tid at finde ind til byen og til herberget. På en cafe vinker folk pludseligt, og der sidder tyskerne Lisa og Peter med en flok pilgrimme. De forklarer mig vejen til herberget. Bagefter følger jeg et hav af pile gennem byen til en terrasse foran et hus. Her ligger en bog til at notere pilgrimme, men ingen svarer, når jeg ringer på. Jeg sætter mig og venter. Forsøger at ringe uden held. Klokken er allerede efter 20. Jeg undrer mig over, at der ikke er andre pilgrimme på stedet. Til sidst åbner jeg bogen og ser her et foto af selve herberget. Derfor fortsætter jeg vandringen og finder herberget og en seng.

Nogle unge mænd forklarer mig, hvor jeg kan finde en butik og købe mad. Men højre, venstre giver ingen mening i en flække, hvor hvert stykke gade kun er på få meter. Gaderne er tomme bortset fra et ungt spansk par på ferie, som heller ikke kan finde butik eller restaurant. Til sidst går jeg op til den cafe, hvor jeg så de andre pilgrimme. De er på vej hjem, så jeg spiser alene. En smule stresset, da jeg ikke har lyst til at gå tilbage i mørke og risikere at fare vild igen med de mange små labyrintiske gader.

Tilbage på herberget dukker bestyreren op. Angelica, en ældre dame, som insisterer på, at jeg kommer med tilbage til hendes hus for at blive registreret. Her vil hun have alle detaljer at vide og skriver dem sirligt i sin store bog. Ud fra papirer på spisebordet ser det ud til, at hun har været missionær. Derefter må jeg gå tilbage i mørket. Angelica havde en lommelygte, nu må jeg stole på min hukommelse i den mørke by.

Våd, regn, mudder. Verden set fra et regnslag. Ikke muntert. Men til sidst skinner solen, og søde mennesker gør dagen rarere.

Mandag den 27. april 2015

Pakket ind i både regnjakke og regnslag

Mine læderstøvler er våde. De krøllede aviser har ikke kunne trække alt væden ud af støvlerne. De er ikke helt gennemblødte, men nok til at sokkerne hænger i, da jeg stikker fødder ned i støvlerne.

På vej ud af La Isla finder jeg en åben købmand, som sælger lidt af hvert, inklusiv paraplyer. Og jeg har netop forladt butikken, da regnen begynder at falde. I bagagen er der nu ristede mandler og en stor plade chokolade. Bananerne spiser jeg med det samme. Det er hurtigt energi. Men jeg har dårlig samvittighed over, at chokolade er rykket op til gruppen af basisføde. Normalt spiser jeg slik meget langsomt og nyder smagen. På disse regnvejrsdage, hvor det bare handler om at få energi, sluger jeg chokoladen næsten uden at smage på den.

Ligesom i går foregår turen på mudrede stier. Jeg burde gå ud på asfaltvejen, men mine fødder er trætte af det hårde underlag, og denne vej er trafikkeret.

I byen Colunga finder jeg et konditori, hvor jeg kan spise morgenmad og tørre en smule. Besynderligt konditori, der er nemlig ingen rigtige kager. I det hele taget ikke meget at spise. Jeg spiser nogle tørre kageagtige humbler, drikker te og bliver opdateret på det trådløse netværk. Lidt længere inde i byen finder jeg en bar og bestiller en portion tortilla og mere te. Det er en af den slags barer, hvor de deler gratis tapas ud til gæsterne. Denne omgang består af mere tortilla. Jeg er nu mæt, der er ikke flere muligheder for at besøge cafeer, inden jeg når Villaviciosa, hvor jeg vil overnatte. Der er udsigt til en lang våd dag.

Dagens pauser bliver ikke just behagelige. Et sted finder jeg et busstoppested uden bænk. Når jeg masser mig helt ind mod bagvæggen og sætter mig på jorden, kan jeg sidder nogenlunde i tørvejr. Ikke komfortabelt. I den stilling bliver jeg opsøgt af en ældre kvinde. Da jeg sidder på jorden, lægger jeg først mærke til hendes træsko. De er skåret ud af et stykke træ og er ret høje med to tværbjælker som såler. Kvinden har sine tøfler på inde i træskoene. Jeg ser dem på flere barer, hvor de bliver stillet ved indgangen, mens ejeren sidder i sine tøfler på barstolen.

Kvinden tiltaler mig og forklarer, hvilken vej jeg skal følge for at komme videre. Mange går nemlig forkert lige præcis der, hvor jeg sidder. Afmærkningen er for dårlig, mener kvinden. Faktisk burde jeg fortælle turistkontoret i Colunga om den dårlige afmærkning. Jeg nikker. Men jeg har dog absolut ingen planer om at gå tilbage til Colunga og fortælle dem, at andre pilgrimme tilsyneladende har problemer.

Kvinden fortsætter hen til postkassen, højt hævet over vandpytterne i sine træsko. Jeg kommer igen på benene på en meget uelegant måde. Få hundrede meter længere fremme ser jeg et nyt busstoppested med ordentlig afskærmning og bænk.

Længere fremme ligger en kirke med en overdækket gang. Her er allerede tre unge pilgrimme, som også overnattede i La Isla. En tjekke, en spanier og en fransk kvinde. Da har allerede gang i nødder og chokolade. Tjekken byder på tørrede kakaobønner. Han har boet og arbejdet på blandt andet Fejø og kan en smule dansk.

Omme bag kirken ligger kirkegården, og her er der vand. Det er et tip, jeg noterer mig, hvis jeg en dag mangler vand. Spanske kirkegårde ligger ofte isolerede, og de har en vandhane. Gravene er bygget ind i en mur, nogle af hullerne står åbne. I et hul er der kun en lille kasse og et skilt, hvor der står, at her hviler resterne af XX.

Tjekken finder sin fløjte frem. Det er et langt traditionelt tjekkisk instrument skåret af hyld med et enkelt hul. Musikken er for at kalde solen frem, men i dag virker al musik som en regndans. Regnen holder små pauser, men kun små.

Endnu en franskmand støder til. Vi er enige om, at vi er nået til kirken i Priesca, men da vi senere fortsætter, kommer vi til kirken. Så turen tager længere tid, end vi havde håbet.

Her er der ikke andre muligheder, end at vandre ud det og håbe, det ikke er for dybt

De mudrede stier bliver mere og mere besværlige. Typisk går man op ad bakken på asfalt og ned ad bakke i mudder, så der er større risiko for at glide. Nogle steder er der hele søer, man skal igennem. Endnu en god grund til at have vandrestave. Så kan man kontrollere, hvor dybt mudderet er, inden man træder ud i det. Vandrestave, som jeg ikke ejer. De ville også være gode til at holde balancen, når jeg går på kanten af et hjulspor, de steder hvor krattet tillader, at man passerer. Nogle steder er der ikke andet at gøre end bare at vade ud i mudderet og vandet og mærke, hvordan støvlerne bliver tungere og vådere.

Mudrede gennemblødte støvler

Mine fødder er slidte og det fugtige hud danner vabler. Jeg beslutter derfor at overnatte på et lille herberg i Tornon i stedet for at vandre hele vejen til Villaviciosa. En pil viser fra til herberget hen over en stor vej og ned af en stejl bakke. Solen titter frem, og en hund gør i en have. Straks dukker en mand op, som bekræfter, at dette er herberget.

Jeg skal af med det værste tøj og de mudrede støvler under et halvtag. De tre unge dukker også op, da de har taget samme beslutning. Vi får et værelse med stor altan og almindelige senge. Her er et hjemligt badeværelse og en stor stue med sofaer og en brændeovn med ild i. Det er i den grad hjemligt og efter et bad og tøjvask, indtager vi de bløde møbler, mens der bliver lavet mad til os.

Herberget er et lille donativo herberg med aftensmad og morgenmad, hvor man betaler, hvad man vil og kan. Ingen af os har fået anden frokost end nødder og chokolade, da der ikke var cafeer eller butikker efter Colunga og på nær kirken ingen steder, hvor man kunne sidde i tørvejr og spise. Vi får salat, vegetarisk paella, yoghurt og frugt. Bagefter fortæller værtinden om morgendagens rute. I Villaviciosa deler caminoen sig i to. Man kan enten fortsætte på nordruten eller begynde på primitivo ruten. Hun anbefaler et besøg i Gijon og Aviles, men siger, at turen mellem de to byer er grim.

For at komme til Villaviciosa kan vi følge hovedvejen, så vi behøver ikke gå tilbage til caminoen. Men vi skal passe på trafikken.

Et æsel og en hest hilser i æbleplantagen

Endelig sol, men støvler og tøj vil ikke tørre. Det bliver endnu en dag uden frokost, da landsbyerne er små og landskabet øde. Jeg drejer væk fra havet og begynder på Camino Primitivo.

Tirsdag den 28. april 2015

Villaviciosa og omegn er æble- og ciderland. Her er både æbleplantager og bryggerier langs vejen. Jeg er vågnet til solskin og hyggelig morgenmad. Selv om der var dejligt varmt og ild i brændeovnen er mit tøj langt fra tørt. Noget af det hænger på rygsækken og dingler, mens andet bliver taget frem og luftet, hver gang jeg holder pause.

De sorte får flygter i stedet for at hilse som andre dyr

Afgangen fra herberget var en smule besværlig. Herbergs-fatteren fortalte, at deres hund Charcu, som betyder hund på baskisk, ikke bryder sig om, at folk forlader herberget. Den har lige modtaget folk i sit område og passet på dem, og så går de med det samme. Det kan den stakkels hund ikke forstå. Derfor må jeg vente på ejeren, og han skal tage fat i hunden, mens jeg tager de våde støvler på igen. Da jeg passerer huset og vinker til de andre pilgrimme, gør hunden frustreret.

Jeg holder en lille juicepause i Villaviciosa, men køber ikke mad, da jeg stoler på min guidebog og en restaurant undervejs. Da jeg kommer til stenen, der markerer de to ruter, møder jeg et fransk par, som jeg sidst så i Markina Xemein. De vil et smut forbi Gijon, inden de går på Primitivo.

Nu hvor Camino Primitivo er begyndt, er det hele blevet mere camino-agtigt. Der er muslingeskaller og ikke kun pile, som viser vejen og vandposter tilegnet pilgrimme.

Klostret i Valdedios ligger nede i dalen

Jeg kommer til klostret San Salvador de Valdedios, der, som navnet siger, ligger i en dal mellem små bjerge. På turen møder jeg mange gange tjekken og spanieren. Den franske kvinde er fortsat på nordruten.

Vi kikker ind i klosterkirken, som er lukket med et gitter. Der holder en masse biler og må derfor være gæster et eller andet sted. Men på gårdspladsen er der ingen. Jeg går over på en cafe og finder en plads i solen, hvor jeg kan sprede vasketøjet ud. Godt der ikke er andre gæster. Barmanden fortæller, at der er omvisning og ringer til omviseren for at høre, om jeg kan komme med på en tur. Jeg er lettet over, at guiden ikke tager telefonen. I virkeligheden orker jeg ikke, men barmanden er stolt over klostret og vil gerne dele sin begejstring. Han giver mig en portion chips. Den tilstødende restaurant er lukket, men han har skinke og ost til at lave sandwich. Jeg vælger at vente til en restaurant i en landsby oppe på bjerget.

Et fantasifuldt udsmykket forrådshus

Det er en lang sej optur, hvor jeg hilser på en hest og et æsel. Et forrådshus er dekoreret, og en dinglende støvle er forvandlet til urtepotte. Da jeg endelig når restauranten og en tankstation ved en større vej på toppen, ligner bygningerne kulisser fra en socialrealistisk film om uddøde provinsbyer. Et skilt reklamerer med, at restauranten åbnede i 1944. Men der står ikke, hvornår den lukkede. Tanken burde ifølge guiden indeholde en butik, men også den er blæst for indhold.

En støvle og gummistøvle har fået nyt liv som urtepotter

En sulten nedtur begynder gennem landsbyer uden hverken barer eller butikker. Da jeg kommer til Vega de Sariego møder jeg tjekken, spanieren sammen med en amerikaner. De har en nøgle og er på vej til herberget. Vi tager hver vores værelse. Jeg har et tørrestativ og eftermiddagssol, så jeg hænger vasketøjet op igen. I baren beklager de, at der ikke er mad, og naborestauranten holder ugentlig lukkedag. Men de kan lave mad til mig om aftenen.

Jeg finder et lille supermarked med stort udvalg og køber pan integral, tomater, ost, yoghurt, oliven og skinke. Sammen med fyrene spiser vi en stor frokost i et lille køkken med tre stole om et bord. Der er mikroovn og vask på badeværelset, så den store madlavning er der ikke plads til.

Klokken nærmer sig 20, da jeg ser nogle pilgrimme komme gennem byen. Vi tror, de leder efter herberget. Men de vil videre til Pola de Siero. Der er mere end 10 kilometer ad delvis mudrede veje og både mørket og et regnvejr truer. Men de insisterer, og jeg undrer mig over, hvorfor det er så nødvendigt at følge en plan. Sandsynligheden for, at herberget i Pola et lukket, når de kommer frem, er stor, og så skal de ud at finde et hotel.

På cafeen får jeg en stor middag om aftenen og en hel flaske vin, som jeg dog levner. Min fod har igen været våd hele dagen, og jeg er begyndt at få ondt i højre side af højre fod. Det er, som om det gør ondt i selve knoglen. Jeg vil skåne foden og kun gå lidt dagen efter. Der er lidt over 10 kilometer til Pola de Siero og derfra går der tog til Oviedo. Jeg har ikke lyst til at være i en by, så jeg tjekker, hvor jeg kan komme hen med toget på den anden side af Oviedo. Oplevelsen med de få tog har lært mig at undersøge køreplanen. Heldigvis kan jeg se, at der kører mange tog ind og ud af Oviedo, så jeg behøver ikke at stile efter et bestemt tidspunkt. Regnen er begyndt igen, og det er, som om mit tøj ikke vil tørre.

Et farvel til kystlandet og goddag til indland med tung mad og mange skyer. Med et par gåture og togture springer jeg over forstæder og industri omkring Oviedo og får endelig tørre fødder igen.

Onsdag den 29. april 2015

Et gammelt stenhus og forrådshus bagved

I herberget har vi ikke mødt en bestyrer, og jeg har ikke betalt. Det er endnu et donativo herberg, og jeg vil selvfølgelig gerne betale for at overnatte. Jeg spørger de to unge fyre, som kom med nøglen til herberget, men de ved ikke, hvor man betaler. Siger de. Amerikaneren gik tidligt i seng, så det er først ved morgenmaden, at jeg taler med ham.

Han oplyser, at man skal betale i en butik i nærheden, hvor de unge fyre hentede nøglerne dagen inden. Jeg går til butikken, får betalt og begynder dagens korte vandring. Der er mange afmærkede ruter i området, og caminoen følger en del af dem på stier og skovveje. Desværre er nogle af dem mudrede efter den megen regn. Mine støvler er nogenlunde tørre. De mudrede stier betyder, at vandringen tager længere tid, fordi man hele tiden skal tænke over, hvor man sætter fødderne og passe på, man ikke glider. Der er ingen cafeer eller butikker mellem La Vega og Pola de Siero.

En kofamilie har tyren med på marken

På markerne ser jeg flokke af køer med en tyr. Det ser man ikke i Danmark. Da ruten nærmer sig Pola de Siero bliver jeg ledt gennem nogle kedelige kvarterer med en blanding af ruiner og nybyggeri. Jeg krydser gennem byen og finder stationen. Heldigvis er der et tog, lige da jeg kommer.

Hovedstationen i Oviedo er delt mellem lokalbaner og langdistancetog. Lokalbanerne ligger øverst ved en stor åben plads. Det blæser køligt, og jeg kan ikke umiddelbart se nogen restauranter. Jeg finder trapper til den nederste station, og her ligger en stor gade overfor.

I Oviedo myldrer det med konditorier og barer, til gengæld har jeg svært ved at finde en interessant restaurant. Jeg passerer en med et kedeligt spisekort. Efter at jeg har været langt nede af hovedgaden og gennem adskillige sidegader, går jeg tilbage til den kedelige restaurant.

Her oplever jeg, at jeg er langt fra kystlandets delikate mad. Forretten består af paella med svinekød. Fisken er foldet om en melet grød med rejer og rundt om den står en tyk hvid sovs. Til dessert får jeg for første gang Santiagotærte, og denne version er den absolut tungeste, jeg prøver.

På stationen finder jeg toget, som kører længere ind i landet. Jeg køber billet til Grado, hvor jeg vurderer, at den rigtige natur begynder. Toget er et ultrabumletog, som næsten holder mere stille, end det kører. Der er flotte udsigter undervejs, og jeg ser pilgrimme vandre.

Det fine gamle rådhus i centrum af Grado

I Grado går jeg gennem hele byen til hotellet med det spøjse navn Autobar. Jeg får det sidste værelse. De kalder det et dobbelt-værelse, som jeg får til enkelt-værelses-pris. På baren ligger en stabel blade, med et dansk dameblad øverst. Jeg låner det med på værelset, da jeg savner læsestof, efter jeg afsluttede min bog.

Jeg føler mig virkelig snavset og klam og sjovt nok, så er jeg både mudret og svedig. Brusekabinen er den mindste, jeg nogensinde har oplevet. Da jeg taber sæben, må jeg slukke vandet og træde ud af kabinen, samle sæben op og ind i kabinen igen. Jeg kan næsten ikke få armene ud til siden og slet ikke bukke mig ned.

Grado er kendt for et stort ugentligt marked, men det er desværre slut, da jeg endelig bevæger mig ud i byen. Centrum har smukke gamle huse, og så har jeg aldrig set så mange diskoteker i så lille en by.

Hotellet bliver bestyret af sortklædte damer fra en svunden tid. Da de serverer rejesuppe til min forret, siger jeg tak, men de bliver ved at øse op indtil kanten. Maden er heldigvis mindre tung her.

Udsigt over dalen, hvor Grado ligger

En kort vandredag for at skåne en øm fod og afslapning i solen på det hyggelige kloster i Cornellana. Men jeg begynder dagen i halvdårligt humør, da turen starter i gråvejr og på asfalt.

Torsdag den 30 april 2015

Hvor langt ud på landet i Spanien skal jeg, før jeg ikke kan høre og se en motorvej? Det spørgsmål stiller jeg mig, da jeg er kommet ud af Grado. Jeg går på små asfaltveje, men jeg kan hele tiden høre trafik eller se veje.

Jeg møder to spanske pilgrimme, som, da vi nærmer os herberget San Juan de Vilapanada, går 1,5 ekstra kilometer for at få et stempel i pilgrimspasset. Jeg fortsætter op over et lille pas og kommer endelig ind på en grusvej. Dybt under mig kommer bilerne ud af en motorvejstunnel, og jeg går på en skrænt, som er anlagt for at forhindre stenskred ned på motorvejen. Samtidig kan jeg se nye motorvejssøjler gennem dalen. Er det endnu en motorvej på vej? Eller er en tidligere motorvej blevet opgivet under finanskrisen og får lov at erodere som et mindesmærke over provinspolitikeres ide om, at flere og større veje skaber vækst i et område?

klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Jeg har valgt primitivo-ruten for at komme længere ud i den rå natur, så jeg er mopset. En let regn falder for at understrege mit humør. Lidt efter når jeg en rundkørsel og kan glæde mig over en sti ind i buskadset. Og hvad ser jeg? Der har kort tid inden været sprøjtet med RoundUp eller et andet ukrudtsmiddel, så blomster og græs hænger og sjasker i dødskramper. Da jeg netop er kommet gennem en smal mudret snoet sti i den mørke skov, bliver jeg overhalet af spurtende cyklister på mountainbikes og er taknemmelig for, at jeg ikke mødte dem på stien. For vandrene bag mig er stien nu endnu mere mudret, da cyklisterne forvandler den bløde græsklædte jord til mudder. Nu er jeg også forarget.

Nede i dalen går jeg langs en trafikeret vej over en rivende flod. På den anden side af en bro kan jeg heldigvis dreje ind på en sti langs vandet. Skilte med ”Pesca sin muerte” betyder fisk uden død. Jeg går ud fra, at det er fiskene, der skal overleve mødet med lystfiskerne.

Jeg ankommer til klosterruinen Cornellana, hvor jeg vil overnatte. Nogle gæster peger om på bagsiden af ruinen, hvor herberget ligger. Jeg bliver skrevet ind og kan frit vælge en seng. I et kæmpestort værelse er der kun fire køjesenge, en i hvert hjørne og to badeværelser og toiletter. Fornemme forhold. Jeg har også fået rigtigt nyvasket sengetøj udleveret for kun 5 euro. Der er et stort køkken, gratis vaskemaskine og en stor gård med borde og stole.

Værten anviser byens bedste restaurant Dani og forlader herberget. Først viser han, hvordan man låser og åbner den yderste metalport. Mit humør er med et bedre, og det stiger, da jeg kommer til restauranten. Den er ekstrem travl, og tjenerne løber. Jeg må vente på at få et bord. Selv om jeg er sulten, tager jeg det som et positivt tegn. En restaurants travlhed og popularitet hænger normalt sammen med kvalitet.

Der bliver gavmildt sat hele flasker vin og vand på bordene. Jeg spiser kikærtegryde, chipirones, som er små blæksprutter, og is for 10 euro. Resten af dagen slapper jeg af i herbergets gård og ved floden. Klostret er ved at blive sat i stand af en forening og af kommunen, så det foregår i perioder. Herberget er sat i stand af arbejdsledige og servicebygningerne er bygget af studerende på en håndværkeruddannelse.

Mange pilgrimme kommer for at få et stempel i pilgrimspasset og haster videre, da jeg ikke kan hjælpe dem. Jeg tror, at jeg får herberget for mig selv og har spredt mig på sovesalen. Da klostret er en ruin, lever her ikke længere munke eller nonner. Jeg spekulerer på, om her er spøgelser, og om det rart at være her helt alene om natten. Der er ingen vinduer i sovesalen, og en stor træport lukker alt lys ude, når den er lukket. Men sidst på dagen begynder flere pilgrimme at komme for at overnatte.

De første er to hollandske kvinder, som jeg deler ost, brød og vin med om aftenen i hyggelig stemning om aftenen. Hollænderne har gået en anderledes rute efter beskrivelsen i den tyske guidebog. De har blandt andet været gennem en mudret mark med køer og oplevet mere natur, end jeg har. Alle andre er gået på restaurant, så vi reder deres tøj i tørvejr, da et uventet regnvejr pludselig falder over gårdspladsen. På værelset sover også tre tyske kvinder. De to kvinder har gået mange caminoer, mens en er nybegynder. Hun synes, at det er en hård tur.

Vi sover godt, da der er god plads og en behagelig temperatur i den gamle stenbygning. Min fod er ikke øm, når jeg går i sandaler, så jeg er spændt på om hviledagen og tørre støvler, gør det lettere at gå i morgen.

Stien gennem skoven efter Salas er heldigvis ikke stejl, når man lige har spist

Dagen byder på mere rigtig natur og gråt vejr. Turen op i de lave bjerge er endelig begyndt, og jeg slutter dagen i fantastisk selskab på det fremragende herberg i Bodenaya.

Fredag den 1. maj 2015

Det småregner om morgenen, så jeg løber over i køkkenet for at spise morgenmad. Her er tre ældre amerikanere i gang med at spise. Gryden jeg vil varme tevand i, er ikke gjort ordentlig ren, så jeg må vaske mælkeresterne af først. Jeg opdager, hvem de sløsede opvaskere er, da amerikanerne skal vaske op. De stiller servicet i vasken og overhælder det med sulfo. Derefter skyller de – uden at bruge svamp eller børste. Typisk amerikansk tænker jeg om folk, der er vant til maskiner. Men jeg undrer mig også. De er over 60 år, og den ene også over 70 år, så  jeg formoder, at de må være fra en tid uden opvaskemaskiner. De fortsætter deres ignorance, da de smider deres affald i en tilfældig skraldespand. I dette herberg er der omfattende affaldssortering med separate bøtter til organisk affald, glas, plastik, papir og sikkert flere. De prøver ikke en gang at tyde, hvor deres affald skal hen.

På vej til Salas møder jeg den tyske nybegynder, som har ondt i knæet. Hendes to veninder venter på hende lidt fremme. Da hun ankommer, er de næsten med det samme klar til at gå videre. I byen Salas venter de også på hende, så hun er hele tiden bagefter, mens de er klar til at fortsætte.

Første maj er næsten alt lukket i Spanien og dermed alle butikker i dagens eneste lilleby Salas. Jeg finder ikke en rigtig restaurant og spiser en lidt kedelig frokost på en bar. Jeg prøver at gemme mig bagerst i lokalet, så jeg kan tage støvlerne af. En fuld mandlig gæst er i heftig diskussion med barens andre gæster og fjerner heldigvis opmærksomheden fra mine strømpesokker.

Det småregner efter frokosten i Salas

Efter Salas går turen op i skoven. Det er en rigtig flot tur gennem en smal dal. Men den ender underligt. Man går i en øde skov og forventer, at man ankommer til en rå bjergnatur med udsigt til bjergtoppe og dybe dale. I stedet ankommer man til et plateau. Et nyt niveau af landskabet med bakket landbrugsland. Et landsskab, der har glemt at være bjerge.

Jeg overhaler amerikanerne. De går ikke samlet, og manden går forrest. Jeg er opmærksom på, at han er lige bag mig, da vi når landbrugsplateauet. Blæsten er heftig, så jeg kæmper mig frem og går i min egen lille boble. Derfor bliver jeg forskrækket, da amerikaneren pludselig er ved min siden og begynder at tale.

Han er egentlig hollænder og udvandret til Nevada, hvor han har arbejdet som ingeniør og med IT. Jeg er taknemmelig for, at han er der, da en rasende gøende hund pludselig kommer mod os. For første gang er en gal hund ikke bundet, men da vi er to, holder den sig på afstand. Amerikaneren har en APP, som han studerer og bliver ved med at sige, at vi er der lige om lidt. Det varer dog lidt, inden vi ankommer til herberget. Her møder jeg tyskerne Peter og Lisa igen og en ualmindelige hjertelig vært ved navn David.

Davis er verdens sødeste vært for herberget i Bodenaya

Herberget i Bodenaya er berømt for sin gæstfrihed. David er ny vært i herberget, efter at den forhen-værende vært forelskede sig i en pilgrim og flyttede.

Vi får kaffe og te og besked på at vi skal sætte os og slappe af. Amerikaneren kikker en enkelt gang op til køjerummene ovenpå, og så fortsætter han vandringen. Roen bliver forstyrret af en spansk mand, som ankommer og ikke kan finde ud af at tage støvlerne af i bryggerset, som alle andre. Han vil også straks have en seng og stresser så meget, at værten må begynde at indskrive folk. Da spanieren prøver at snyde sig foran, må vi igen sætte ham på plads. Lidt senere vasker han sine støvler – både udvendigt og indvendigt, så de bliver helt gennemblødte. Vi andre har for længst accepteret, at vores støvler er enten mudrede eller støvede af tørt mudder. Næste dag må spanieren tørre sine støvler med en hårtørrer.

Lidt senere ligger jeg i køjen med benene oppe. Min fod gør stadigt ondt. Ikke hele tiden, men efter et stykke vandring er jeg nødt til at tage støvlen af og holde pause. Uden støvler har jeg ingen problemer. Jeg undrer mig over, hvad der kan være i vejen med foden.

I herbergets reol har jeg fundet bogen “Bunny Munros død” af Nick Cave. Den er på dansk, og som rigtig paperback vejer den næsten ingenting.

Under læsningen og udstrækningen kommer en ny pilgrim til nabokøjen. Det er Annedorte, som endda viser sig at bo under en kilometer fra mig i Valby.

Om aftenen er der rigeligt vin, salat og en fremragende linsegryde. Derefter kommer galiciske likør Orujo på bordet. Tidligere har vi afleveret vores beskidte tøj, og det er nu rent og tørt. Vi skal blive enige om et tidspunkt, hvor vi ønsker morgenmad. David vil ikke have, at folk står op på forskellige tidspunkter og forstyrrer andre. Derfor skal der være fælles morgenmad, og han lover at vække os med musik.

Lige inden vi går i seng, ankommer et par udmattede møgbeskidte cyklister, der tydeligvis har pløjet nogle caminostier op med deres mountainbikes.

Skyerne truer i et imponerende tæppe på himmelen først på dagen. Siden letter de uden regn

At gå i mudder er som at være et barn igen. Mudder er sjovt. Du kaster sig ud i mudder uden at tænke på, om man bliver snavset og våd. Hvis mudderet bekymrer dig, skal du gå på landevejen.

Lørdag den 2. maj 2015

Med de vise ord fra David begiver jeg mig ud på en mudderfyldt dag. David er vært i det skønne herberg i Bodenaya. Allerede fra morgenstunden er han fantastisk overskudsagtig. Klokken syv om morgenen bliver vi vækket med Ave Maria i højtalerne. Slet ikke min musiksmag, men lige præcis her er den smuk, og melodien følger mig hele dagen.

Nedenunder er der morgenmad og hygge. For at understrege hyggen har David tændt røgelsespinde, så jeg er ved at blive kvalt i den vamle lugt. Jeg får kvalme af røgelse, men jeg beder ikke om at få det slukket, da jeg vurderer, at det er en del af husets miljø. I stedet sætter jeg mig så langt fra en osende røgelsespind som muligt.

Lokalet er dekoreret med fodboldflag, postkort og religiøs kitsch foræret af pilgrimme. Peter og Lisa fra Tyskland har medbragt et billede af en helgen fra den lokale tyske domkirke, som de finder et sted at sætte op.

Jeg spørger David, om jeg må købe bogen Bunny Munros død, som jeg har fundet på reolen. Svaret er nej, bogen er foræret til herberget. Jeg må låne bogen, hvis jeg lover at sende den tilbage til herberget.

Den stressede spanske mand opdager, at hans støvler ikke er tørre, efter at han vaskede dem aftenen inden. David hjælper ham med at tørre dem med hårtørreren. Ude på gaden får vi den sidste afsked og besked på, at der er byfest i byen Tineo. Så vi skal være varsomme, hvis vi vælger hovedvejen i stedet for de mudrede stier, da der er meget trafik i dag.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Indtil i dag har jeg oplevet meget mudder. I dag advarer guidebogen endda om risikoen for mudder, hvad den ikke har gjort tidligere. Det tyder på ekstra store mængder. Alligevel vælger jeg stierne – også selv om jeg ikke har de magiske stave til at måle mudderdybden og balancere på stendiger og mudderskrænter for at komme udenom de værste pytter.

Faktisk er min balance blevet ret god. Når jeg er i tvivl, griber jeg fat i grene. Nogle gange er der dog kun brombærkrat og intet at støtte sig til. Mudderet sænker min fart og lægger beslag på hele min opmærksomhed. Jeg må konstant tage stilling til, hvor jeg skal sætte min fod. Hvert skridt er en risikoanalyse med øjeblikkelig respons – succes eller splat.

I dag har det meste mudder en god konsistens. Er det for vådt, vælter det ind over støvlen lige så snart man har sat foden. Når mudderet er tørrere splatter det ud og stivner længe nok til, at jeg kan tage endnu et skridt uden at blive alt for mudret. Min hjerne er travlt beskæftiget med at udvikle en mudderfilosofi og finde metaforer om at finde vej, at tage hurtige beslutninger om, hvornår det er det korrekte tidspunkt at tage et skridt frem ad. Jeg ler, mens jeg oversætter min muddervandring til management-sprog.

Byen Tineo er ganske rigtigt festramt. Stien går oppe over byen, så jeg har udsigt til scener og boder og blafrende flag. Til sidst går det stejlt ned ad bakke til centrum af byen. Hvis man ikke ønsker at besøge byen, kan man spørge en lokal om vej til fortsættelsen af caminoen. Efter byen skal man nemlig op igen, og stien går lige bag de huse, man passerer på vej ned.

Jeg møder de tyske kvinder, som har fået overladt en telefon af David. Han var kørt til Tineo med telefonen, som en pilgrim havde glemt i opladeren på herberget. Nu spørger de alle pilgrimme, de møder, om det er deres. Uden held, så vi formoder, at det er cyklisternes telefon, og de er allerede langt borte.

På en bar finder jeg Annedorte. Jeg deler min mudderfilosofi med hende, og vi morer os. Derfor går der lidt tid, inden vi bliver opmærksom på de stirrende mænd. Nogle ældre herrer har allerede fået rigeligt at drikke, og de glor. En glor fra bardisken, mens en anden vakler på gaden med øjnene stift rettet mod os.

Inden jeg skal videre, vil jeg spise frokost på en restaurant. Et meget fint hotel og restaurant har en dyr menu, og indenfor er der dækket op i stil med en gallamiddag. Jeg føler ikke, at min mudrede beklædning passer til stedet. I hjørnet af den nederste plads og gennem en port finder jeg en hyggelig restaurant med et spændende spisekort. Men de oplyser, at alt er reserveret til frokost. Tilbage på den fine restaurant får jeg at vide, at restauranten først åbner senere. Så jeg spørger om vej til en åben restaurant. Jeg passerer caminoen og længere henne af hovedgaden, finder jeg en restaurant med menu. Jeg er en af de første gæster, men lidt senere kommer der flere. Så da jeg beder om te, får jeg besked på, at den ikke kan blive serveret ved bordet. Jeg er dog velkommen til at drikke te i baren.

Turen fortsætter smukt oppe på højderyggen med udsigter over landskabet. Sidste del af turen foregår på asfalt, hvor den eneste opmuntring er byskiltet ”Las Tiendas”. Byskiltet står foran et hus, og byzonen er ophævet umiddelbart efter. Navnet betyder butikker i flertal, men huset har ikke en eneste butik. Der er dog en gadelampe til at skabe lidt bymiljø udenfor huset.

I Campiello sidder de andre pilgrimme med øl og vin på terrassen ved restauranten, som ligger i forbindelse med herberget. Den tyske kvinde, som konstant er bagefter, er i krise. Hendes venner er gået videre til næste by for at overnatte. Hun er udmattet. Vi foreslår hende at blive. Men hun ender med at vakle de to en halv kilometer til næste herberg.

Herberget minder lidt om en fabrik. Jeg tjekker ind og får tildelt et nummer på den køje, hvor jeg skal sove. Tilfældigvis er det over Annedorte. Hun har ikke noget imod overkøjer, så hun kravler ovenpå i stedet. Der er ingen åbne vinduer i sovesalen, og ved indgangen står en sofa og vaskemaskiner med lysende betjeningspaneler. Næsten alle herbergets 26 senge er fyldte, og da de også udlejer værelser er her pludselig mange pilgrimme.

De tre amerikanerne har køje ved siden af min. To af dem er gift med hinanden og har en krise i fuld offentlighed på en sovesal. Deres opførsel minder om et socialrealistisk TV-drama med herlig amerikansk accent.

Kvinden taler til manden. Hans svar: ”I’m not listening”. Hun fortsætter. Han gentager. ”I’m not listening”. Sådan fortsætter det indtil en lille pause. Kvinden tilbyder manden sin hjælp. Det får ham til at eksplodere. ”So you think I’m not capable?” svarer manden hidsigt. Hvis det ikke var så trist og så tæt på, ville jeg grine, for de opførte sig komisk og stereotypt.

I restauranten er der fodbold på TV og skruet op for lyden, så det er svært at tale. Jeg havner i bordenden med amerikanerne og en spændt atmosfære. De har tidligere vandret den normale camino og lidt af caminoen i Portugal. Dengang skinnede solen. Nu er de udmattede af regn og mudder og taler om at tage til Portugal for at fortsætte vandringen der. Måske ikke det letteste sted i Spanien at finde transport fra.

Folk går tidligt i seng. Jeg forsøger at læse i min nyerhvervede bog, men da køjerne står tæt, bliver jeg bedt om at slukke lommelygten.

Udsigt nedenunder skyerne tæt ved Montefurado

Gennem skyer og storm op over bjergene med flokke af gloende køer som tilskuere. Da dagens etape slutter i solskin, er stemningen blandt pilgrimmene munter og fjollet.

Søndag den 3. maj 2015

Ifølge guidebogen er dagens etape den måske hårdeste på samtlige caminoer. Det er i hvert fald vigtigt at holde øje med vejret og spørge de lokale, om det er sikkert at gå gennem den øde strækning ved Hospitales.

I går lettede skyerne om aftenen, så vi kunne se bjergryggen med Hospitales. Vejrudsigten så nogenlunde ud, så næsten alle besluttede sig for den høje rute hen over bjergene i stedet for en lavere rute.

Der er morgenmad klokken 7:30, men de fleste går tidligere, så jeg er igen, igen den sidste, som forlader herberget. Tågen ligger stadig i totter i dalene og selvfølgelig over Hospitales. Der er asfaltvej helt til Borres, hvor der også ligger et herberg. Landsbyen lugter af køer, det gælder også den lille hyggelige cafe, hvor jeg drikker en kop varm kakao, da det er sidste mulighed for at holde pause inden døre de næste mange kilometer.

En lille slange krydser stien, måske på udkik efter haletudserne, som svømmer i de store vandpytter. I begyndelsen tænker jeg, at turen ikke er noget særligt. En grusvej fører en blidt op ad i bakkerne. En jernlåge leder en ind i selve området, hvor der går flokke af løse heste og køer. Da jeg er sidste ude af herberget, regner jeg ikke med at møde andre, så jeg skjuler mig ikke, da jeg skal tisse. Selvfølgelig passerer en ivrig vandrer mig netop da. Vi så ham i går og blev enige om, at han nok var en supervandrer, der gik mindst 50 kilometer om dagen. Han bevæger sig som en tegneseriefigur med superenergisk gang og vandrestokke, som danser hen af vejen. I dag præsenterer han sig som Jose. En ung mand fra Huelva i det sydlige Spanien. Undervejs venter han ofte på mig, da naturens rasen tager til, jo højere vi kommer op i bjergene. Snart går vi mellem drivende våde skyer. Jeg dækker min rygsæk med overtrækket.

– Nu er din rygsæk rød, og der står en tyr på stien. Lad os håbe, den ikke er aggressiv, siger Jose muntert.

Jeg satser på, at tyren er ligeså fredelig, som den ser ud. Men helt ærligt så stoler jeg ikke på tyre. To år tidligere er jeg blevet strejfet af en løbsk tyrs meget lange og spidse horn på en trafikeret gade i Malis hovedstad Bamako. Et mirakel at jeg undgik hornet med et instinktivt kropsvrid, da den galopperende tyr passerede. Jeg kommer fra landet og ved, at man ikke kan stole på dyr. Men i dag har jeg intet alternativ. Da jeg går forbi tyren, taler jeg roligt til den. Af en eller anden grund er alle køerne samlede ved stien i alle pas, jeg går igennem i dag. De glor vagtsomt på mig. Da jeg senere passerer andre vandrere, ser jeg dem gå hen mod køerne og posere til fotos.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring:

Da jeg gik langs Biscayabugten undrede jeg mig over den manglende vind. Nu ved jeg, hvor den blæser! I bjergene et stykke fra kysten. Det er her vindmøllerne er placeret i lange rækker på bjergkamme.

Jo højere op jeg kommer, jo vildere blæser det. Nogle gange har vinden så meget fat i mig, at min fod ikke rammer jorden, helt hvor jeg har planlagt. Nu går jeg inde i de våde skyer, men jeg tør ikke tage regnslag på i frygt for at blæse væk. Jeg føler, at elementerne har fat i mig og styrer min vandring. Følelsen er fantastisk, en fornemmelse af at blive blæst igennem og blive renset. Selv om det er fysisk hårdt, bliver jeg ikke træt og formoder, at kroppen har sendt et ekstra skud adrenalin i blodbanerne. Når der er hul i skyerne, har jeg overblik over en hel verden af fjerne bjerge og dale. I skydækket er jeg lukket inde i min egen verden med sigtbarhed til den nærmeste ko. På toppen af verden. Sådan føles det!

Ruten hedder Hospitales, da der er tre ruiner af gamle hospitaler, som har taget sig af udmattede pilgrimme i tidligere tider. Det er små enkle stenhytter, hvor kun en enkelt stadig har et tag. Jeg overvejer at holde pause der, men det er mørkt og fyldt med møg fra dyr, som søger ly der i endnu værre vejr.

Min frokost bliver derfor mandler og chokolade, som jeg sluger, mens jeg går. Da jeg kommer lidt ned, tager vinden af, og af og til letter skyerne i korte øjeblikke. Jeg har nu indhentet to par vandrere, så jeg ikke er alene i verden.

Det er en heftig oplevelse at opleve naturen på denne vandring. På den gode måde. Jeg er højt oppe på mere end en måde.

Men på et tidspunkt begynder nedturen. Og den er stejl og stenet. Egentlig trænger jeg til at komme på toilettet. Men alt det, der presser sig på, forsvinder op i kroppen, da jeg ser den stejle nedtur. Nu fokuserer kroppen på at holde balancen skridt for skridt ned ad bakke. Endnu en gang minder jeg mig selv om, at det er tåbeligt, at jeg ikke har brugt tid på at finde en butik med vandrestave.

Nede ved Montefurado står et kapel og nogle bygninger. En hund kommer mig i møde. Heldigvis er den venlig. Man skal gå bag om husene, og en ældre mand viser mig, hvor jeg skal kravle over stengærdet og fortsætte hen over marken. Lidt senere er jeg nede i en smal dal. Umiddelbart ser det ikke ud til, at nogen lever her. Efter fire kilometer skal jeg ifølge guidebogen gennem en landsby. Den ligger skjult bag et hjørne og tæt trædække. Jeg glæder mig til en bar, da jeg ikke har mere vand og ikke har spist andet end chokolade og mandler. Solen skinner igen, da jeg kommer op til vejen og ser baren. Desværre er den lukket, så jeg må fortsætte tørstig de sidste tre en halv kilometer til Berducedo.

Det offentlige herberg ligger i begyndelsen af landsbyen. Der er allerede fem personer og en ledig underkøje til mig ved siden af den energiske spanier Jose. En tysk mand og en koreansk kvinde Young har gået den lavere og mere befolkede rute via Pola de Allande. Et spansk par har jeg mødt et par gange under dagens vandring. De bor i Oviedo og går et stykke af Camino Primitivo i weekenderne. Kvinden var træt og fik et lift fra Montefurado til Berducedo. Selv om tyskeren hviler sig, er der en munter stemning. Hverken koreaneren eller spanieren Jose er gode til spansk. Jose har været ved købmanden og købt ind for at lave mad. Da han skal forklare koreaneren, at pulversuppen er med kylling, siger han ”kitchen, you now” og gokker som en høne. Han mener selvfølgelig chicken.Det er de samme bogstaver, bare i en anden rækkefølge. Koreaneren ligner et stort spørgsmålstegn, og jeg forklarer, at suppen er med chicken og ikke med kitchen.

Da det spanske par vil på restaurant, organiserer koreaneren, at vi alle går med. Grinende går vi mod landsbyens eneste rigtige spisested. Det spanske par accepterer, at de går glip af en romantisk dinner og i stedet må trækkes med fjollede pilgrimme, der fejrer den veloverståede vandring med at grine.

På restauranten smager vi cider og bestiller mad. Mens vi venter, kommer resten af pilgrimmene, som sover på et privat herberg. Annedorte og det tyske par, som jeg kender, slutter sig til vores skøre selskab sammen med en endnu spansk mand. De andre pilgrimme får mindre borde. Der ser endnu en gang ud til at være krise blandt de tre tyske veninder, som dog heldigvis har fulgtes gennem det vanskelige terræn.